Er det et sundhedstegn at bryde med sine forældre?

[Jedi]

Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden.

Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.

Nogle mennesker er 'børn' hele livet, og så kan man jo også med fordel lægge alle sine nederlag (brudte forhold, manglende uddannelser, og opsagte job) over på forældrene...

Tag ansvar for egne handlinger, i stedet for at lytte til psykologen:- Det er ALTID forældrenes skyld...!

Det var da et underligt ikke-svar på noget som helst.
Selvfølgelig skal man tage ansvar for egne handlinger. Det gælder også forældre, som ikke var særligt gode til forældrerollen - de må tage det ansvar på sig, at de ikke evnede at give nogle særligt gode rammer for et barn.

[Madam]

Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden.

Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.

Nogle mennesker er 'børn' hele livet, og så kan man jo også med fordel lægge alle sine nederlag (brudte forhold, manglende uddannelser, og opsagte job) over på forældrene...

Tag ansvar for egne handlinger, i stedet for at lytte til psykologen:- Det er ALTID forældrenes skyld...!

Det var da et underligt ikke-svar på noget som helst.
Selvfølgelig skal man tage ansvar for egne handlinger. Det gælder også forældre, som ikke var særligt gode til forældrerollen - de må tage det ansvar på sig, at de ikke evnede at give nogle særligt gode rammer for et barn.

Om det er forældre, der ikke er gode nok til rollen , eller voksne børn, der er for selvoptagede, kan nok diskuteres...

Men det er svært at pege fingre af folk, når man man ikke kender detaljerne...men nogle e ikke bange for at udtale sig skråsikkert.

[FormerlyKnownAs]

Wow

[DetSorteCirkus]

Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden.

Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.

Nogle mennesker er 'børn' hele livet, og så kan man jo også med fordel lægge alle sine nederlag (brudte forhold, manglende uddannelser, og opsagte job) over på forældrene...

Tag ansvar for egne handlinger, i stedet for at lytte til psykologen:- Det er ALTID forældrenes skyld...!

Det var da et underligt ikke-svar på noget som helst.
Selvfølgelig skal man tage ansvar for egne handlinger. Det gælder også forældre, som ikke var særligt gode til forældrerollen - de må tage det ansvar på sig, at de ikke evnede at give nogle særligt gode rammer for et barn.

Om det er forældre, der ikke er gode nok til rollen , eller voksne børn, der er for selvoptagede, kan nok diskuteres...

Men det er svært at pege fingre af folk, når man man ikke kender detaljerne...men nogle e ikke bange for at udtale sig skråsikkert.

Den fløjtende emoji plejer at være et tegn på, at man skal læse mellem linjerne. At debattøren hentyder til noget i tråden.
Så - hvad er det for detaljer, vi ikke kender, og om hvad?

Det virker stadig, som om psykologens debatindlæg har ramt et eller andet personligt hos dig.
Ellers ville du næppe heller kategorisk sætte lighedstegn mellem at tage ansvar og ikke lytte til psykologer. Det er en temmelig voldsom udmelding.

[Jedi]

Tror, du har det med at overfortolke...jeg håner ingen, da jeg aldrig har sagt det til hende, jeg konstaterer i mit stille sind, at sådan gik det, og så kan man ikke gøre sine forældre ansvarlig for, at man ikke tog studentereksamen.

Det er voksne, ansvarlige mennesker vi forholder os til her, og ikke børn.

På et tidspunkt må man tage ansvaret for egne handlinger, og ikke skubbe det fra sig, og påstå det hele er forældrenes skyld...

Men der er også dem, der opdraget med, at de ikke skal sige tak for mad, for de kan jo ikke gøre for, at de er kommet til verden.

Det, som sker i barndommen, er forældrenes ansvar og dermed "skyld", hvis det går galt. Det betyder ikke, at forældrene nødvendigvis er nogle dumme svin - det kan bare være, at de ikke evnede forældrerollen godt nok. Det ser man jo også i dag.

I dit eksempel med den manglende studentereksamen: kan man forstille sig, at det handler om noget lidt mere bredt, som så har vist sig i den manglende eksamen? F.eks. nogle problemer, som der ikke blev taget hånd om i det tidsrum ie ADHD, som en anden beskrev? Eller manglende struktur i hverdagen med hensynstagen til børns behov? Eller på anden måde noget kaos, som gjorde at din datter ikke lærte selvdiciplin/at tænke på fremtiden/andet?

Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, hvis mor var psykisk syg i hans opvækst. Og han lærte først at spise med kniv og gaffel som teenager ved at kopiere sine venners opførsel, når han var hos dem at spise . Det var bare rigtigt mange ting, han skulle lære sig selv som halv eller helvoksen, som mange andre tager for givet. Hans mor kunne ikke gøre for, at hun var syg - det betyder ikke, han havde en dejlig barndom.

Nogle mennesker er 'børn' hele livet, og så kan man jo også med fordel lægge alle sine nederlag (brudte forhold, manglende uddannelser, og opsagte job) over på forældrene...

Tag ansvar for egne handlinger, i stedet for at lytte til psykologen:- Det er ALTID forældrenes skyld...!

Det var da et underligt ikke-svar på noget som helst.
Selvfølgelig skal man tage ansvar for egne handlinger. Det gælder også forældre, som ikke var særligt gode til forældrerollen - de må tage det ansvar på sig, at de ikke evnede at give nogle særligt gode rammer for et barn.

Om det er forældre, der ikke er gode nok til rollen , eller voksne børn, der er for selvoptagede, kan nok diskuteres...

Men det er svært at pege fingre af folk, når man man ikke kender detaljerne...men nogle e ikke bange for at udtale sig skråsikkert.

I mange tilfælde mener jeg ikke det kan diskuteres: hvis man er fysisk eller psykisk voldelig over for sine børn, hvis man ikke evner at tilfredsstille basale behov i hverdagen så som struktur, det gode eksempel, sund fornuft osv. (udover de helt elementære ting som mad og tøj), jamen så udfylder man ikke rollen som forælder godt nok. Det har intet med detaljer og alt med det store billede at gøre.

Jeg ved ikke hvorhen, du mener, fingrene peges?

[LaScrooge]

Sikke en gang pladder...jeg mistede min mor som barn, og kan kun tage ansvar for egne handlinger.

Hvem skal forældreløse lægge ansvaret på, plejeforældre eller børnepensionen???

Man lærer ikke at tage ansvar ved at få at vide, at man skal gøre det, men ved at få vist hvordan og ved ikke at få for meget ansvar i forhold til hvad man kan magte. Får man for meget ansvar i forhold til hvad man kan magte som barn, vender man det i første omgang indad som skam (der bliver til selvhad) og i anden omgang - når den indre skamfølelse er for overvældende til hvad man kan magte - udad som projektioner: Det er din skyld at jeg....

Har man haft for meget ansvar i forhold til hvad man kunne magte, kan man ende med at flygte fra ansvar, fordi det er for voldsomt for én at håndtere. Det vækker de følelser af skam, afmagt, selvhad og nederlag man følte, da man som barn bukkede under for et ansvar der var alt for stort og ikke fik følelsesmæssig eller praktisk støtte af sine forældre (eller de andre voksne, som burde have hjulpet en).

Mennesker, der har fået tilstrækkelig støtte, hjælp og omsorg under opvæksten kan som regel godt tage ansvar for sig selv på de fleste områder, selvom de fleste nok også har nogle områder, hvor tingene sejler for dem. Måske bruger de for mange penge, eller skyder skylden for deres egen elendighed over på deres kæreste. Mennesker, der ikke har fået støtte, hjælp og omsorg i forhold til ting, der var svære for dem, og som ikke er blevet vist vejen, kan ende med at rode rundt i deres liv og have meget svært ved tingene. Nogle af dem har forældre de kan tage et opgør med, andre har ikke. Det er trist for begge grupper at de har været så alene med ting, der var for store for dem at magte, når det ikke burde have været sådan.

[Madam]

Sikke en gang pladder...jeg mistede min mor som barn, og kan kun tage ansvar for egne handlinger.

Hvem skal forældreløse lægge ansvaret på, plejeforældre eller børnepensionen???

Man lærer ikke at tage ansvar ved at få at vide, at man skal gøre det, men ved at få vist hvordan og ved ikke at få for meget ansvar i forhold til hvad man kan magte. Får man for meget ansvar i forhold til hvad man kan magte som barn, vender man det i første omgang indad som skam (der bliver til selvhad) og i anden omgang - når den indre skamfølelse er for overvældende til hvad man kan magte - udad som projektioner: Det er din skyld at jeg....

Har man haft for meget ansvar i forhold til hvad man kunne magte, kan man ende med at flygte fra ansvar, fordi det er for voldsomt for én at håndtere. Det vækker de følelser af skam, afmagt, selvhad og nederlag man følte, da man som barn bukkede under for et ansvar der var alt for stort og ikke fik følelsesmæssig eller praktisk støtte af sine forældre (eller de andre voksne, som burde have hjulpet en).

Mennesker, der har fået tilstrækkelig støtte, hjælp og omsorg under opvæksten kan som regel godt tage ansvar for sig selv på de fleste områder, selvom de fleste nok også har nogle områder, hvor tingene sejler for dem. Måske bruger de for mange penge, eller skyder skylden for deres egen elendighed over på deres kæreste. Mennesker, der ikke har fået støtte, hjælp og omsorg i forhold til ting, der var svære for dem, og som ikke er blevet vist vejen, kan ende med at rode rundt i deres liv og have meget svært ved tingene. Nogle af dem har forældre de kan tage et opgør med, andre har ikke. Det er trist for begge grupper at de har været så alene med ting, der var for store for dem at magte, når det ikke burde have været sådan.

Dejlig lang tråd...bare fortsæt.

[Undtagelsen]

Sikke en gang pladder...jeg mistede min mor som barn, og kan kun tage ansvar for egne handlinger.

Hvem skal forældreløse lægge ansvaret på, plejeforældre eller børnepensionen???

Man lærer ikke at tage ansvar ved at få at vide, at man skal gøre det, men ved at få vist hvordan og ved ikke at få for meget ansvar i forhold til hvad man kan magte. Får man for meget ansvar i forhold til hvad man kan magte som barn, vender man det i første omgang indad som skam (der bliver til selvhad) og i anden omgang - når den indre skamfølelse er for overvældende til hvad man kan magte - udad som projektioner: Det er din skyld at jeg....

Har man haft for meget ansvar i forhold til hvad man kunne magte, kan man ende med at flygte fra ansvar, fordi det er for voldsomt for én at håndtere. Det vækker de følelser af skam, afmagt, selvhad og nederlag man følte, da man som barn bukkede under for et ansvar der var alt for stort og ikke fik følelsesmæssig eller praktisk støtte af sine forældre (eller de andre voksne, som burde have hjulpet en).

Mennesker, der har fået tilstrækkelig støtte, hjælp og omsorg under opvæksten kan som regel godt tage ansvar for sig selv på de fleste områder, selvom de fleste nok også har nogle områder, hvor tingene sejler for dem. Måske bruger de for mange penge, eller skyder skylden for deres egen elendighed over på deres kæreste. Mennesker, der ikke har fået støtte, hjælp og omsorg i forhold til ting, der var svære for dem, og som ikke er blevet vist vejen, kan ende med at rode rundt i deres liv og have meget svært ved tingene. Nogle af dem har forældre de kan tage et opgør med, andre har ikke. Det er trist for begge grupper at de har været så alene med ting, der var for store for dem at magte, når det ikke burde have været sådan.

Dejlig lang tråd...bare fortsæt.

Det der er simpelthen usmagelig opførsel overfor debattører, som bruger tid på at svare seriøst i denne tråd.
Dårlig stil!

[Madam]

Jeg brød med mine forældre da jeg var 14 år. Det var efter år med vold, misrøgt, vanrøgt og misbrug. Jeg havde faktisk ikke andre muligheder, hvis jeg skulle redde mig selv. Det endte med at jeg mistede alle, familie på begge sider men det var en konsekvens af mit valg og jeg har aldrig fortrudt.

Ift til min egen søn, jeg har altid været ked af at jeg ikke havde noget familie og der ingen bedsteforældre var, men det var jo ikke min egen jeg savnede, jeg savnede en varm og kærlig familie, som jeg så andre havde. Den er stadig lidt hård, det savn kommer jeg nok aldrig over.

Mine bio forældre er døde idag, men jeg blev kontaktet da min "mor" lå på hospice, om jeg villle komme fordi hun havde bedt om det, der måtte jeg sige nej. Jeg ville ikke stille hende tilfreds efter 25 års adskillelse og jeg havde ikke behov for det. Det løb var kørt.

Du har absolut en grund til at afskrive dine forældre, prisen kan blive for høj for et familieliv, og forstår godt at du afstod din mors ønske.

Alt godt!

[LadyFox]

Jeg skal være den første til at indrømme at jeg ikke har gjort det let for min mor ikke at træde gevaldigt ved siden af ind i mellem, og at jeg da bestemt har sat hende i situationer hvor der vist ikke rigtig var nogle helt gode løsninger. Min mor var nok ikke forberedt på at få en datter med rablende skizofreni, gevaldigt ondt i sjælden med et stort behov for at kunne overbevise sig selv om at det var nogens skyld, at være rasende på noget synligt der er til at forholde sig til over at livet gjorde alvorligt ondt.
Det bebrejder jeg ikke min mor! For hvem er egentlig forberedt på den slags? Jeg var ekstremt svær at leve sammen med, jeg var ekstrem kompleks.

Men, min mor trådte ved siden af nogen gange, min mor havde situationer hvor hun havde svært ved at rumme mig og mine følelser. Hun havde svært ved at forstå mig, forstå hvorfor at jeg var som jeg var og hvorfor jeg følte som jeg gjorde. Min mor var ofte frustreret, over mig - nok især før jeg fik en diagnose og tingene gav lidt mere mening. Og derfor tog hun nogen gange nogle valg der måske ikke var de helt rigtige, derfor gav hun mig nogen gange det modsatte af hvad jeg havde behov for og derfor kom hun nogen gange til at gøre noget der bekræftede mig i mine vrangforestillinger.

Jeg forstår som voksen udmærket hvorfor min mor gjorde som hun gjorde, at alt hun gjorde var i kærlighed og hvorfor hun var frustreret og til tider udbrændt. Så der er intet ondt fra min side. Men.. Når vi snakker om det så rummer hun mine følelser, validere mine minder - også dem hvor jeg synes hun handlede forkert, tager ansvar for de steder hun har fejlet og kommet aldrig med en antydning af "det var også fordi..." efterfulgt af noget med at jeg også var umulig, besværlig eller aggressiv. Hun holder sig på sin banehalvdel uden at gå i forsvar, eller noget som helst. Hun kan godt erkende sine fejl, hvilket også giver mig rum til at erkende og reflektere over mine egne dårlige sider og mønstre og hvilken rolle min sygdom har i min opvækst. Derfor bebrejder jeg hende intet, og har en forståelse af at mine teenage-år havde været et helvedes uanset hvor jeg var vokset op. Hvis min mor havde travlt med at vaske hænder og fralægge sig et hvert ansvar, fordi det "jo var mig der gjorde" så kunne jeg godt forstille mig at vores relation ikke var helt lige så lyserød og harmonisk som den rent faktisk er.

[Madam]

Tror ikke, at det kun er dysfunktionelle familier man ta'r afstand fra, man glemmer at sige pyt, og mange forventer det utroligste af deres forældre, og kan så kun blive skuffede gang på gang.

Det kunne jo være, at deres børnebørn trods alt forstod bedsteforældrene bedre, og derfor kunne have stor fornøjelse af dem?

Er det ikke synd at adskille små børn, der endnu ikke kan tage stilling til familiesituationen fra bedsteforældrene?!

Jeg understreger, vi taler ikke om hverken misbrugere eller kriminelle.....

Hvis man bare læser her på debatten, vil man opleve, at det langt fra er nogen nem løsning at stoppe med at se sine forældre. Det handler overhovedet ikke om at sige pyt. Og det tvivler jeg på gør sig gældende i ret mange tilfælde. Det kan da godt være, at der er nogle familier, hvor man bliver uvenner ofte, og det nærmest er en måde at omgås hinanden på. Men jeg tror, de fleste er derude, hvor de ikke kan holde til den opførsel, deres forældre lægger for dagen.

Der er grænser for, hvad man kan og skal finde sig i fra andre mennesker, også selvom det er familie.

Hvis forældre blander sig konstant, nedgør deres voksne børn, løber fra aftaler, skuffer og svigter børn og børnebørn, prioriterer alt andet på trods af løfter osv så når de fleste en grænse for, hvad de vil eller kan holde til at stå model til.

Jeg synes, du forfladiger et reelt problem.

Det er bestemt ikke mine intentioner at forfladige problemet, og jeg må indrømme, at jeg ville også ha' det stramt med voksne, der løber fra aftaler m.v., men der er jo mange standarder forældre må leve op til at være 'rigtige' i voksne børns øjne, både mht. stillinger, omgangskreds og sågar bilmærke.

Min ene datter anklager f.eks. mig for, at hun ikke blev student, nu mange år efter, men eftflg. har hun ved at hoppe fra diverse kurser vist, at hun ikke kan sidde stille på stolen, så jeg har ingen dårlig samvittighed.

Og hun har endda klaret sig med udmærkede stillinger, og har også været selvstændig.

Så hvis man vil finde noget,såeee....

Jeg formåede heller ikke at få mig en studentereksamen. Og har efterfølgende heller ikke formået at tage særlig meget efteruddannelse, fordi jeg faktisk har svært ved at sidde stille på stolen. Men har klaret mig udemærket i livet alligevel.

Det har så vist jeg at jeg faktisk har ADHD, hvilket har stor indfydelse på bl.a. sådan noget som uddannelse. Det var der bare ikke nogen der så. Jeg blev bare puttet i en kasse hvor jeg var flyvsk og en drømmer som ikke kunne genneføre tingene.

Mine forældre behøver ikke at have dårlig samvittighed over dette. Men det ville være fint hvis de anerkendte at de måske kunne have gjort mere end de gjorde...Det er jeg ærlig talt en smule bitter over. At jeg har skullet leve med labelen "Forkert" når det der i virkeligheden var forkert var at jeg ikke fik den nødvendige støtte....

Det kommer dog næppe til at ske, for jeg har ikke tænkt mig overhovedet at fortælle det til dem. De vil nemlig reagerer fuldstændig som dig...Ved at forfladige problemet og deres egen rolle med et "Det gik jo godt nok alligevel...Men man kan jo altid finde noget at sætte fingeren på "

Og jeg håber at jeg bliver istand til at leve op til en lidt højere standard i forhold til min egen datter på det punkt...Så hun - når hun er 45 - ikke behøver at sidde tilbage med følelsen af svigt på samme måde som jeg gør...

Trist, du føler dig svigtet, men HVEM siger, at man bli'r lykkelige med en studentereksamen?!

Min datter behøvede ingen støtte, hun har klaret sig igennem, fra hun trådte ind i folkeskolen med høje karakterer, uden at åbne en bog, men var mere interesseret i tøj og fornøjelser, så derfor var det om at komme ud og tjene penge efter 10. klasse og lidt handelsskole i første omgang.

Men det var jo ikke dit problem, du kunne sikkert ha' klaret det med en smule hjælp, men får forhåbentligt et godt liv alligevel.

[catnip]

Sikke en gang pladder...jeg mistede min mor som barn, og kan kun tage ansvar for egne handlinger.

Hvem skal forældreløse lægge ansvaret på, plejeforældre eller børnepensionen???

Man lærer ikke at tage ansvar ved at få at vide, at man skal gøre det, men ved at få vist hvordan og ved ikke at få for meget ansvar i forhold til hvad man kan magte. Får man for meget ansvar i forhold til hvad man kan magte som barn, vender man det i første omgang indad som skam (der bliver til selvhad) og i anden omgang - når den indre skamfølelse er for overvældende til hvad man kan magte - udad som projektioner: Det er din skyld at jeg....

Har man haft for meget ansvar i forhold til hvad man kunne magte, kan man ende med at flygte fra ansvar, fordi det er for voldsomt for én at håndtere. Det vækker de følelser af skam, afmagt, selvhad og nederlag man følte, da man som barn bukkede under for et ansvar der var alt for stort og ikke fik følelsesmæssig eller praktisk støtte af sine forældre (eller de andre voksne, som burde have hjulpet en).

Mennesker, der har fået tilstrækkelig støtte, hjælp og omsorg under opvæksten kan som regel godt tage ansvar for sig selv på de fleste områder, selvom de fleste nok også har nogle områder, hvor tingene sejler for dem. Måske bruger de for mange penge, eller skyder skylden for deres egen elendighed over på deres kæreste. Mennesker, der ikke har fået støtte, hjælp og omsorg i forhold til ting, der var svære for dem, og som ikke er blevet vist vejen, kan ende med at rode rundt i deres liv og have meget svært ved tingene. Nogle af dem har forældre de kan tage et opgør med, andre har ikke. Det er trist for begge grupper at de har været så alene med ting, der var for store for dem at magte, når det ikke burde have været sådan.

Dejlig lang tråd...bare fortsæt.

Det der er simpelthen usmagelig opførsel overfor debattører, som bruger tid på at svare seriøst i denne tråd.
Dårlig stil!

Enig. Det bliver mere og mere bizart....

[Mistermor]

Trist, du føler dig svigtet, men HVEM siger, at man bli'r lykkelige med en studentereksamen?!

Min datter behøvede ingen støtte, hun har klaret sig igennem, fra hun trådte ind i folkeskolen med høje karakterer, uden at åbne en bog, men var mere interesseret i tøj og fornøjelser, så derfor var det om at komme ud og tjene penge efter 10. klasse og lidt handelsskole i første omgang.

Men det var jo ikke dit problem, du kunne sikkert ha' klaret det med en smule hjælp, men får forhåbentligt et godt liv alligevel.

I og med at din datter bebrejder dig, at hun ikke fik en studentereksamen, behøvede hun jo støtte. Hvad siger hun helt konkret? Ville hun ønske, at du havde presset på og forhindret hende i at gå ud og tjene penge i stedet? Skulle du have forklaret hende, hvilke muligheder hun gav afkald på? Følte hun ikke, at det var et acceptabelt valg at tage studentereksamen? (min svigermor syntes faktisk, at min eksmand havde valgt en helt forkert pige; studentereksamen... så kan man jo ikke lave andet end at læse bøger!!) Havde hun ikke selvtillid til at vælge gymnasiet? Ville hun gerne have, at i havde snakket det mere igennem, så hendes valg var mere velovervejet?

[Madam]

Trist, du føler dig svigtet, men HVEM siger, at man bli'r lykkelige med en studentereksamen?!

Min datter behøvede ingen støtte, hun har klaret sig igennem, fra hun trådte ind i folkeskolen med høje karakterer, uden at åbne en bog, men var mere interesseret i tøj og fornøjelser, så derfor var det om at komme ud og tjene penge efter 10. klasse og lidt handelsskole i første omgang.

Men det var jo ikke dit problem, du kunne sikkert ha' klaret det med en smule hjælp, men får forhåbentligt et godt liv alligevel.

I og med at din datter bebrejder dig, at hun ikke fik en studentereksamen, behøvede hun jo støtte. Hvad siger hun helt konkret? Ville hun ønske, at du havde presset på og forhindret hende i at gå ud og tjene penge i stedet? Skulle du have forklaret hende, hvilke muligheder hun gav afkald på? Følte hun ikke, at det var et acceptabelt valg at tage studentereksamen? (min svigermor syntes faktisk, at min eksmand havde valgt en helt forkert pige; studentereksamen... så kan man jo ikke lave andet end at læse bøger!!) Havde hun ikke selvtillid til at vælge gymnasiet? Ville hun gerne have, at i havde snakket det mere igennem, så hendes valg var mere velovervejet?

Det er svært at tage klage den manglende studentereksamen alvorligt, når det er 15-20 år siden det var aktuelt, det kommer frem, og hun har haft gode stillinger og selv fået virksomhed, måske bare et forsinket klarsyn om, at mulighederne blev større senere i livet, hvis det engang blev aktuelt.

Og jo, hun har masser af selvtillid, og har altid tjent mange penge, men hvis man hænger sig i, at studentereksamen er det eneste saliggørende, men jeg tvang hende ikke, så havde det også været galt...

[Jedi]

Trist, du føler dig svigtet, men HVEM siger, at man bli'r lykkelige med en studentereksamen?!

Min datter behøvede ingen støtte, hun har klaret sig igennem, fra hun trådte ind i folkeskolen med høje karakterer, uden at åbne en bog, men var mere interesseret i tøj og fornøjelser, så derfor var det om at komme ud og tjene penge efter 10. klasse og lidt handelsskole i første omgang.

Men det var jo ikke dit problem, du kunne sikkert ha' klaret det med en smule hjælp, men får forhåbentligt et godt liv alligevel.

I og med at din datter bebrejder dig, at hun ikke fik en studentereksamen, behøvede hun jo støtte. Hvad siger hun helt konkret? Ville hun ønske, at du havde presset på og forhindret hende i at gå ud og tjene penge i stedet? Skulle du have forklaret hende, hvilke muligheder hun gav afkald på? Følte hun ikke, at det var et acceptabelt valg at tage studentereksamen? (min svigermor syntes faktisk, at min eksmand havde valgt en helt forkert pige; studentereksamen... så kan man jo ikke lave andet end at læse bøger!!) Havde hun ikke selvtillid til at vælge gymnasiet? Ville hun gerne have, at i havde snakket det mere igennem, så hendes valg var mere velovervejet?

Det er svært at tage klage den manglende studentereksamen alvorligt, når det er 15-20 år siden det var aktuelt, det kommer frem, og hun har haft gode stillinger og selv fået virksomhed, måske bare et forsinket klarsyn om, at mulighederne blev større senere i livet, hvis det engang blev aktuelt.

Og jo, hun har masser af selvtillid, og har altid tjent mange penge, men hvis man hænger sig i, at studentereksamen er det eneste saliggørende, men jeg tvang hende ikke, så havde det også været galt...

Som du beskriver det i ovenstående, så virker det ikke som om, at du har taget det, din datter har sagt til dig, ind.