Mistermor skrev:paint skrev:Det er bare det ved det, at man ikke livet igennem, kan gå og hænge sit hat op på en ulykkelig barndom, og bruge det som årsagsforklaring til hvad som helst. I sær ikke, når man selv er klar over, at ens barndom har påvirket én.
Havde der været bare en lille smule ansvarlighed tilbage i ham, var han gået op til en læge/psykiater, i samme øjeblik han begyndte at få de tanker om at slå datteren ihjel - og dér bedt om hjælp. Det gjorde han ikke.
Og så synes jeg, personligt, at det virker noget søgt bagefter at hive sin ulykkelige barndom frem, og give dén skylden.
Men det er selvfølgelig bare som jeg ser det.
Hvad får dig til at tro, at han har gået med tankerne om at slå hende ihjel længe?Og hvordan ved du, at han var bevidst om, hvad hans barndom gjorde ved ham, inden drabet?
Jeg er 57, og jeg har været hos i alt fald 5 psykiatere og 3 psykologer, og først nu er jeg ved at forstå, hvordan det har præget mit liv, at jeg har lært (eller tilegnet mig ubevidst) at man ikke skal vise sine følelser og sørge for at holde facaden over for fremmede. Forstå, som i at erkende hvad det gør ved mig fysisk og psykisk, - ikke bare forstå på en overfladisk ikke-integreret måde.
Ifølge det han selv skriver, var det ikke noget nyt for ham, at han var skadet af sin opvækst og de svigt han var udsat for.
"
Da jeg blev far, var der også en anden virkelighed. En virkelighed, som langsomt trængte sig på gennem det filter, der adskilte fortidens smerte fra nuets lykkelige eufori, og som gav associationer til erindringer om en tabt barndom i en dysfunktionel familie, hvor forældrene ikke evnede at agere omsorgsfuldt for deres børn."
Jeg læser det han skriver, som er person der er splittet i to instanser. Én, som er ødelagt af en elendig barndom. Og én anden, som kan se og er klar over, at han er ødelagt/skadet. Men som alligevel, desperat, prøver på at fastholde, det han selv kalder "
den klistrede maske af normalitet"Det lyder ikke, i mine ører, som en person der er akut psykotisk og ikke kan skelne fantasi fra virkelighed. Og dermed ikke så syg, at han ikke kunne bede om hjælp, fordi hans lidelser var mere end han kunne magte selv. Det er, efter min mening, ikke nogen skam at måtte erkende, at man har problemer, som man ikke kan håndtere og dermed, måske, kan risikere at skade andre.
Hele hans tilstræbte lettere poetiske beskrivelse af drabet på sin egen datter, lyder i mine ører, som en poetisk efterationalisering. Han lyder som en der søger absolution eller syndsforladelse. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at han har det på dén måde. Men eftersom han selv kan se det hele så klart nu, som han åbenbart kan, var det måske dén vej han skulle have gået - fremfor en artikel i an avis.