JoyNips skrev:paint skrev:
Havde der været bare en lille smule ansvarlighed tilbage i ham, var han gået op til en læge/psykiater, i samme øjeblik han begyndte at få de tanker om at slå datteren ihjel - og dér bedt om hjælp. Det gjorde han ikke.
Og så synes jeg, personligt, at det virker noget søgt bagefter at hive sin ulykkelige barndom frem, og give dén skylden.
Men paint, du af alle mennesker som er psykolog, ved da også, at det nok ikke bare lige er at tage ansvar og gå til læge eller psykiater, hvis psyken har det skidt.
Det ved jeg naturligvis godt, og jeg anerkender og forstår også, at det kan være svært. Men der er forskel på at "have det skidt", og så sidde med en følelse af, at det er nødvendigt at kvæle sin femårige datter. Som jeg har skrevet tidligere, ser jeg ikke noget der peger i retning af en akut psykotisk tilstand (hvor folk ikke kan drages til ansvar for deres handlinger). Det gjorde sagens dommer åbenbart heller ikke, siden han så bort fra retslægernes anbefaling om psykiatrisk behandling.
Jeg er dog ikke enig i dommerens fravigelse mht til behovet for psykiatrisk behandling (psykose eller ej). Dér har skribenten nok ret i, at 'psykiatrisk behandling', ville fremstå for mildt i forhold til en kontant, langvarig fængselsstraf.
Summasummarum, hvem er det der i dag sidder og skriver halvpoetiske klummer om drabet på sin datter? Og hvem er det, der pga af
hans handlinger, aldrig fik chancen for måske at få et bedre liv end han fik?