Skal vi ikke bare stoppe med at have så ondt af de ældre?

[Jedi]

Ingen tvivl om, at mange har haft opslidende job, mine egne forældre inklusiv. Og min far voksede op i ret fattige kår, men han sultede dog aldrig og han kunne godt have taget en uddannelse senere i livet, hvis han havde ønsket det, VUC blev oprettet da han stadig var relativt ung. Han stoppede med at arbejde da han blev 60 og havde stadig en god økonomi.
Min farbror og tante har også begge haft ufaglærte lavtlønsjob, men trods alt med så gode pensionsopsparinger, at de i dag kan rejse flere gange om året. De har nogle skavanker, ja - men de er stadig i fuld vigør selvom de begge er i 70'erne. Spiller golf, rejser, cykler, er meget sociale.
Min farbror stoppede med at arbejde som 60-årig. Det kunne min tante også have gjort, det var helt frivilligt, at hun blev ved med at arbejde - det er sgu rimelig priviligeret.

Så jeg bliver ærlig talt træt når ældre mennesker fortæller mig, at jeg har fået alt foræret og bare skulle have været dem. Jeg ville ønske jeg var dem. Jeg ville ønske jeg havde været ung på et langt mindre presset arbejdsmarked, at jeg kunne stoppe med at arbejde som 60-årig, at jeg havde 7 års dagpengeret, at jeg kunne forvente, at en offentlig ansættelse var til jeg selv valgte at stoppe og at jeg ikke havde fyringsrisikoen hængende hvert år.
Men sådan er min virkelighed ikke, og det bliver den aldrig. Men det mindste jeg så kan forlange er vel trods alt en vis respekt for, at mit liv altså ikke er specielt priviligeret sammenlignet med deres.

De ufaglærte har sandsynligvis haft dødssyge job, i modsætning til dit, så se deres efterløn som en slags kompensation, men jeg er med på, at man havde mere sikkerhed i jobbet førhen, såfremt man var tjenestemand eller funktionær.

Men de samme dødsyge job findes jo også i dag. Min tante var køkkenmedarbejder min farbror arbejdede på fabrik. Det gør folk jo også i dag. Forskellen er bare, at jobsikkerheden er ringere, vilkårene ved arbejdsløshed dårligere og man skal arbejde til man bliver nogen og halvfjerds. Presset for at præstere er også langt større i alle typer af job i dag end det var for 40-50-60 år siden, så stress er også en faktor, der bør medregnes.

Jeg mener det faktisk oprigtigt, de ældre har haft det langt bedre end den fortælling der bliver skabt.

Omvendt kan man jo sige, at alt omkring arbejdsmiljø nærmest var ikke-eksisterende den gang. Det er jo også derfor mange gamle har fået lungesygdomme, er pløk-døve eller mangler en finger. Derudover var forsørgerpligten også mere personlig (ingen familieydelse, su. eller andre tilskud) og for mange var det svært ikke at have mange børn, da præventionen var dårlig og aborten først blev lovlig i start halvfjerserne.

[fisken80]

Sorry, men jeg køber den ikke. Mine egne forældre er også børn af forældre, der ikke har haft specielt mange penge. Især min far voksede op under relativt beskedne kår og kom ud og tjene som 14-årig. Og ja, det var da pisse hårdt, men da han blev 20 var de glade tressere i gang, og han kunne vælge og vrage mellem forskellige jobs. Da han ikke gad være arbejdsmand mere fik han et kommunalt job som gartner, det krævede ingen uddannelse eller noget som helst og der var en enorm jobsikkerhed. Og han gik på efterløb som 60-årig.
Min mor var godt nok arbejdsløs i store dele af 80’erne og det var ikke skidesjovt for hende, men dagpengeperioden var 7 år og når hun engang imellem blev sendt ud i noget langtidsledighedshalløj, så tjente hun dagpenge op imens.
Stort set det samme gælder min farbror og tante og min moster og onkel.
Så muligt, at de voksede op under forholdsvis beskedne kår, men vi er jo slet slet ikke i nærheden af Aakjærske eller Nexøske tilstande når vi snakker mine forældres generation. Dårligt nok når vi snakker mine bedsteforældres generation.

Så jo, jeg holder fast i, at især mine forældres generation har haft det godt og at flertallet af dem får en rigtig god alderdom også.

Nåja, og alene dét, at din mor havde mulighed for rent faktisk at komme i skole igen siger da også en del om, at hun har levet i gode tider. Bedre end i dag, hvor der er sket markante forringelser i forhold til, hvem der har mulighed for at tage fag på VUC.

Tunnelsyn?
Så fordi man kan komme på VUC uden at betale for det, så har man ikke haft det svært.

Vi kender tydeligvis ikke den samme type mennesker og har ikke færdedes samme steder. Jeg er meget uenig, og synes faktisk, din tilgang er lige så forkælet, som det du beskylder de ældre for. Ja, nogle mennesker har haft det nemt og har kunnet køre på en bølge af medgang, fordi samfundsudviklingen var med dem, og de havde ressourcerne til at udnytte det. Men det er bare slet ikke alle i den generation.

Nej, men det er godt nok mange af dem.
Det har da helt sikkert ikke været særlig fedt for min mor, der var arbejdsløs i 80’erne og kun lige akkurat kunne få sine dagpenge til at slå til, fordi hun ikke ville bede min far om penge. Men dagpengeperioden var 7 år og hver gang hun blev sendt ud i noget arbejdsprøvningshalløj så optjente hun igen dagpengeret. En arbejdsløs i dag har dagpenge i to år og derefter hænger truslen om enten kontanthjælp eller ingen indtægt over hovedet. Det tror jeg ærlig talt er en hel del hårdere for ens psyke end det min mor oplevede, uanset, at det ikke var skide sjovt, at være hende.
Så jeg holder afgjort fast i, at størstedelen af den generation har haft det bedre end mange har det i dag.

[zembra1986]

Respekt. Man skal have respekt for de ældre, ikke ondt af dem.

Gu' fanden skal man da ikke respektere ældre, udelukkende af den grund at de er ældre. Respekt er noget man skal gøre sig fortjent til og der er nu nogle ældre, såvel som der er unge, der ikke fortjener respekt på grund af deres opførsel.

Som udgangspunkt skal man vel vise folk respekt, indtil de har opført sig, så man ikke kan respektere dem. Hvis folk først skal gøre sig fortjent til respekt, kan vi jo gå rundt og behandle hinanden dårligt, alene fordi vi ikke kender hinanden.

Ja, okay......tror egentlig vi mener det samme. Hvis man som udgangspunkt opføre mig ordentlig og venligt overfor sine medmennesker, så har man fortjent respekt, men hvis man ikke gør det.......om så man er ung eller gammel er underordnet, så frafalder respekten altså fra min side. Det jeg egentlig bare opponere i mod er den mening som nogle (læs: mange på nettet) har med at: "ældre skal respekteres" uden egentlig at begrunde hvorfor. De skal vel have lige så lidt eller lige så meget respekt som yngre mennesker, alt efter om de opføre sig ordentligt eller ej, no?

[Delfin]

Jeg mener ikke, at man kan sammenligne på den måde. Jeg er årgang 60.
På nogen områder har vi bestemt haft det godt, og på andre var det knap så godt, og der var selvfølgelig stor forskel på hvilken ske, man havde i munden, da man blev født. Sådan ca ligesom i dag.

Ps. ang det der åh så fantastiske arbejdsmiljø på et par områder, jeg kender til. Da jeg arbejdede i børnehave i Gentofte i starten af 80erne var normeringen faktisk lige så dårlig, eller ligefrem dårligere end den er i nogle børnehaver i dag (alt efter bevillinger i forskellige kommuner). I timerne med flest børn midt på dagen var vi 1 pæd og 1 medhjælper til 20 børn, og så havde vi en fuldtids medhjælper til deling med to andre stuer i huset, som vi kunne låne på turdage, men jeg har også ofte været afsted to voksne og 20 børn. Det var lidt kæft trit og retning, når vi gik steder, hvor de ikke kunne slippes løs til leg. I ydertimerne mindre personale, også som i dag. Det var dæleme da også stressende. En rig men nok også påholdende kommune.

I skolen havde vores lærere 28-30 børn i hver klasse, inklusions-børnene sad på bageste række og passede sig selv, når de da ikke lige var sendt udenfor døren eller taget ud til ekstraundervisning, men ekstra-u var sjældent. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have haft to lærere på i timerne, undtagen en ganske kort periode, hvor man forsøgte sig med at dele klasser op i to i enkelte fag.

Min ekskæreste var havnearbejder. Han mødte op på havnen hver morgen for at stå i kø for at få en tjans den dag. Hvis der ikke var noget, kunne han gå på arbejdsformidlingen og stemple. Til forskel fra i dag, var der ganske rigtigt lempeligere dagpengeregler, det var selvfølgelig en fordel med den enorme usikkerhed i ansættelsen. De forhold har fagforeninger kæmpet for at ændre, så havnearbejdere i dag, har langt større rettigheder i ansættelsen end dengang. Sikkerhed så man ikke så alvorligt på.

[Zorglup]

Respekt. Man skal have respekt for de ældre, ikke ondt af dem.

Gu' fanden skal man da ikke respektere ældre, udelukkende af den grund at de er ældre. Respekt er noget man skal gøre sig fortjent til og der er nu nogle ældre, såvel som der er unge, der ikke fortjener respekt på grund af deres opførsel.

Nu er det hele lidt firkantet sat op, men i det hele taget behandler jeg ældre med respekt. Ikke ynk. Nu mener jeg selv, at jeg behandler alle mennesker med respekt, så det gør ikke den store forskel.
Og nej. Det er ikke noget de skal gøre sig fortjent til. De kan miste den, hvis deres opførelse og væremåde, ikke er 'som forventet'. Men som udgangspunkt har de den.

[Dane]

Det er selvsagt svært at definere hvilke generationer der har haft det værst hvis ikke man opstiller nogle kriterier først.

Ingen er vel i tvivl om at fysisk nedslidning var større før end nu og ingen er vel heller i tvivl om at sult var langt mere almindeligt før end nu. Boligforhold, arbejdsmiljø, uddannelsesmuligheder og sundhedstilstand var ligeledes langt ringere før end nu.

Udfordringerne nu til dags er vel i høj grad stress relateret som følge af globalisering og teknologisk udvikling der medfører store krav til uddannelse og omstillingsevne så erhvervslivet kan klare sig i konkurrencen i en neoliberal verden.

Groft sagt kan man vel sige at frygten for spanskrør og sult er erstattet med frygt for dårlige karakterer og fyreseddel.

Begge dele er uden tvivl enormt belastende og selv om jeg kun har erfaring med førstnævnte ville jeg alligevel ikke bytte med sidstnævnte.

Alle mennesker har vel i bund og grund krav på respekt hvis de opfører sig nogenlunde ordentligt...

[TomKah]

Jeg synes det er meget meget svært at sammenligne på tværs af årgange på den måde, når udviklingen er gået så stærkt som den er.

Mine forældre er født under krigen i København. De er vokset op i små lejligheder (2 v). Det er jo den første forskel. Den slags lejligheder er jo slet ikke familieboliger i dag.
Man kunne ikke købe noget som helst. Man skulle have noget at bytte med. Børn kørte på kæmpe store voksencykler, men var bare glade for at have en cykel.

Begge mine forældre kom fra familier som støttede deres børn meget, selv de selv var gået tidligt ud af skolen lå det i kortene at deres børn skulle mere. Min mor er ene barn fordi mine morforældre ville have at hun skulle have maksimal støtte (nærmest sådan et kinesisk et barns projekt). Min far har en søster og har nok ikke fået helt den samme opbakning hjemmefra, men kom tidligt på gymnasieskole(mellemskolen), så det må i kortene.

Min mor boede hjemme til hun blev færdig på læreanstalten som 23 årig. Min far fik stipendium og boede på Regensen (dengang fik man penge med når man boede der og det kostede ikke noget).

Mine forældre boede i udlandet i en tid hvor man kunne tjene mange penge på den slags, hvis man sendte penge hjem. Til gengæld var de adskilt fra deres familie i 5 år, da de ikke havde råd til at rejse hjem på ferie.

Jeg har aldrig oplevet fattigdom eller mangel på noget. Jeg er vokset op i fattigfirserne, men fordi mine forældre har fået en god uddannelse og gode jobs og tidligt tjent penge (og fået børn sent), så er jeg vokset op med en lille guldske i rumpen. Jeg har aldrig manglet noget og fået hvad jeg pegede på. Men selv det med at få hvad man peger på er jo relativt, for sammenlignet med mine egne børn så gik jeg for lud og koldt vand. De har jo orgier af ting til sammenligning.

Så mine forældre er helt sikkert en del af de privilegerede ældre. Jeg kunne godt drømme om at der ikke var helt de samme performancekrav i dag, men ellers ville jeg ikke bytte. Jeg tror stadig vi har det nemmere og er mere privilegerede nu.

Jeg kunne dog godt unde mine børn at vokse op i et samfund med større tolerance for forskellighed. Det synes jeg at der var i 80erne. I 50erne havde man sikkert bare droppet de børn som ikke passede ind og ladet dem blive gadedrengen (mk).

[Artem]

Begge mine forældre er 79 år. Synes det er svært at sige om de har haft det nemt eller hårdt.
Min mor har enten været hjemmegående eller arbejdet halv tid som rengøringskone.
Min far startede som ufagligt bygningsarbejder, og har også være selvstændig vognmand som han gik konkurs med. De sidste 15 år var han kedelpasser inden han gik på efterløn som 62,5 årig. Ikke fordi han var nedslidt eller noget, men fordi han havde muligheden.
Min mor arbejde deltid og havde derfor ikke den mulighed og blev ved til hun var 65 år?

Synes som sagt det er svært at sige om det har været et nemt eller hårdt liv. Kan huske min far har fortalt mig at han midt i 60'erne en periode havde 3 jobs på en gang. Men han var single og handlede alene om at der var mangel på arbejdskraft og han gerne ville tjene flere penge til at købe biler og blive selvstændig.
Min far var dog også udsat for en alvorlig arbejsulykke hvor han både brækkede arme, ben og ryg. Men er ikke noget der som sådan har påvirket han liv efterfølgende. Hvor han stadig er meget frisk og aktiv.

Min mor har som sagt mest gået hjemme, men dog med deltidsrengøring de sidste 25 år på arbejdsmarkedet. Som hun reelt endte med at blive slidt ned af. Hvor hun i dag er en syg og svagelig gammel kone hvor hun ikke har fået den alderdom som hun havde håbet på.

Kendetegnede for begge mine forældre er at de aldrig har haft et stressede job, så når jeg feks fortæller min far at jeg har svært ved at falde i søvn om natten. Så har han ikke den store forståelse for det.

[Thomas31]

Man er jo i alt fald nødt til at sammenligne samme type mennesker, hvis det skal give den mindste mening.

Jeg kan godt se, at nogle af de veluddannede og mennesker, der vel kan betegnes som folk fra den kreative klasse har kørt på en vældig skøn bølge.

Men mange andre har da ikke haft det nemt. Jeg synes ikke, man behøver at have ondt af dem, men jeg synes, man må respektere, at de har været igennem mange ting.

Min mor er 75. Hun er yngste barn af to lavtrangerede landarbejdere, der flyttede meget rundt. Der var meget få penge, hendes forældre havde ingen økonomisk sans, og hendes far drak også en del. Hun er ikke selv blevet slået, men hun har set sine søskende få tæv. Da hun var 9, passede hun børn for at få penge til at se film i skolen sammen med de andre, men når hun kom hjem med pengene, tog hendes mor dem ofte, fordi de handlende skulle betales.
Hun var dygtig i skolen, men ville ikke i realskole, selvom læreren var hjemme og tale for det, - hun skulle bare have et arbejde, så hun kunne få råd til at flytte hjemmefra.

Min far er født på en lille landejendom. Hans far døde, da han var 11, og hans mor og karlen forsøgte at drive den videre. Han blev hjemme fra skole mange gange for at hjælpe, og på et tidpunkt kørte han mælketur med heste ved siden af. Hans bror og mor kørte gården i sænk, mens han var inde som soldat. (ikke at den kørte særlig godt, men det gik galt)

Min mor blev gravid med mig som 17 årig. Aborten var ikke fri. Så de blev gift, og min far fik arbejde på en gård hvor bolig var en del af lønnen.

Min far sad næsten hver aften ved chatollet og regnede frem og tilbage, for der var virkelig ikke mange penge. Han arbejdede i weekenden som husbondafløser eller hos en gartner.

Da min bror startede i skole, startede min mor som hjemmehjælper, - til min fars vrede og fortrydelse. Jeg var 14, og så måtte jeg jo hjælpe med det praktiske hjemme. Min mors løn gjorde, at mine søskende har haft et lidt andet liv end jeg, hvor de følte større økonomisk tryghed.

Vi var i Sverige et par somre, ellers havde vi aldrig været på sommerferie.

Da vi børn var flyttet hjemmefra, havde mine forældre nogle gode år. De havde købt et hus tilhørende gården meget billigt,(efter jeg og min søster var flyttet hjemmefra) som en slags tak, fordi min far havde drevet gården under gårdejerens sygdom og død. Og de levet meget spartansk til dagligt for at kunne tage ud at rejse flere gange om året.

Men min far fik sin første blodprop som 42 årig, og han nåede at få en lungesygdom (sikkert af støv og skidt fra landbruget, det er meget almindelig for generationen) inden han døde som 70 årig. Da havde han været syg i flere år og måttet bruge iltapparater af stadig større styrke.

Min mor har haft et par sygdomsperioder med smerter i arme og skuldre. I en periode tog hun 9. og 10. klasse. Hun har også gået på aftenskole og lært engelsk. Hun kom i gang igen og arbejdede, indtil hun kunne gå på efterløn.

Min far døde i 2010, og der var penge til, at min mor kunne købe en andelsbolig. Hun har også kunnet rejse og har også måske 100.000, som hun kan bruge. Hun var oprindeligt frivillig i en genbrugsbutik, men hun var nødt til at stoppe, fordi hun ikke kunne holde til at hjælpe med rengøringen. (det er vel 3- 4 år siden) Og hun har fået skiftet begge knæ pga slitage, og hun var rigtig syg sidste gang. Nu går hun med rollator.

Mine forældre har ikke kunnet vælge mellem alle mulige jobs. De penge, de har haft, og som min mor har, har de godt nok slidt for. Og de har haft et liv, som i mange år var fyldt med bekymringer, fordi deres økonomi var så bundet, og fordi de ikke ville ende som deres familier (de er begge mønsterbrydere). Jeg har virkelig svært ved at se, hvor deres liv har været let. Udover de 2 uger om året, hvor de rejste, mens min far stadig kunne det.

Nu siger min mor så heller ikke, at de unge har det nemt. Men seriøst hvis man ser på hendes børnebørn, der er flyttet hjemmefra;

en bygningskonstruktør på 30, der har bygget sit eget dobbelthus, det er vurderet til over 5 millioner.
en kok på 22 med hus til ca 800.000
en kontorassistent med hus med kæresten ca. 1.4 millioner
en folkeskolelærer med hus med kæresten ca. 2.3 millioner kroner.

De sidste to er mine. De har været i rigtig mange lande; min søn var et semester i Singapore, de har begge venner i flere forskellige lande.

De har biler, spiser ude, tager til koncerter, har alverdens udstyr i deres køkkener, - og jeg kan sørme godt forstå, at hun synes, de har rigtig mange muligheder. Hun påstår ikke, at deres liv er en dans på roser, men i forhold til hvor lidt hun og min far havde af muligheder, så er det altså "bedre" at være ung nu.

Sorry, men jeg køber den ikke. Mine egne forældre er også børn af forældre, der ikke har haft specielt mange penge. Især min far voksede op under relativt beskedne kår og kom ud og tjene som 14-årig. Og ja, det var da pisse hårdt, men da han blev 20 var de glade tressere i gang, og han kunne vælge og vrage mellem forskellige jobs. Da han ikke gad være arbejdsmand mere fik han et kommunalt job som gartner, det krævede ingen uddannelse eller noget som helst og der var en enorm jobsikkerhed. Og han gik på efterløb som 60-årig.
Min mor var godt nok arbejdsløs i store dele af 80’erne og det var ikke skidesjovt for hende, men dagpengeperioden var 7 år og når hun engang imellem blev sendt ud i noget langtidsledighedshalløj, så tjente hun dagpenge op imens.
Stort set det samme gælder min farbror og tante og min moster og onkel.
Så muligt, at de voksede op under forholdsvis beskedne kår, men vi er jo slet slet ikke i nærheden af Aakjærske eller Nexøske tilstande når vi snakker mine forældres generation. Dårligt nok når vi snakker mine bedsteforældres generation.

Så jo, jeg holder fast i, at især mine forældres generation har haft det godt og at flertallet af dem får en rigtig god alderdom også.

Nåja, og alene dét, at din mor havde mulighed for rent faktisk at komme i skole igen siger da også en del om, at hun har levet i gode tider. Bedre end i dag, hvor der er sket markante forringelser i forhold til, hvem der har mulighed for at tage fag på VUC.

Jamen det er da rigtigt. Man kunne bare smutte på efterløn når man blev 60, men det var jo så også fordi man så døde tidligere, og der var ikke så mange udgifter til at kurere kræft osv, for det kunne man alligevel ikke. Mon ikke efterlønnen sagtens kunne genindføres til 60-årige, hvis vi så skruede udgifter til sundhedsvæsenet 40 år tilbage. Vil man det? Det er i virkeligheden her dilemmaet er. Udgifter til sundhed eksploderer, fordi der opfindes en masse medicin, der så skal skaffes midler til. Det er ikke nemt, og det skaber måske en følelse af konstant krise og pres, fordi man er nødt til hele tiden at effektivisere. Det samme gælder andre områder.

[Dane]

Ældre er lige så forskellige som unge og nutidens ældre er nok mere forskellige end fremtidens ældre bliver og her tænker jeg kun på opvækst og levevilkår der udgjorde en langt større fysisk forskel i gamle dage sammenlignet med i dag.

Et tydeligt eksempel er fra min egen omg. kreds hvor vi er fire ca. 70 årige gutter der stadig holder kontakten siden ungdommen og mødes en gang imellem.

Vi er tre fra arb. klassen hvoraf to er ufaglærte og jeg selv med en håndværker udd., samt en jurist der kom ind i flokken via søsteren til den ene ufaglærte.

Vore liv har, ikke overraskende, forløbet vidt forskelligt og juristen er først fornylig gået på pension efter en menneskealder som statsansat og er idag meget aktiv og løber sågar Marathon.

Den ene ufaglærte er voldsomt nedslidt efter et liv som murer arb.mand på byggepladserne og går med rollator efter flere led operationer.

Den anden ufaglærte er knap så nedslidt, men slås med alkoholproblemer og KOL siden han gik på eft.løn som 60 årig efter mange år som svejser.

Jeg selv døjer med rygproblemer efter mange år i byggebranchen og gik på eft.løn som 62 årig og som førnævnte slås jeg også med KOL.

For et par år siden mødtes vi og heppede på juristen da han deltog i eremitageløbet hvor han naturligvis klarede sig flot og da vi senere bænkede os over et par pilsnere og lagde planer for resten af dagen fortalte han at han var så glad for at se os at han havde aflyst en planlagt bådtur med sine gamle kollegaer til Sverige.
Aftenen tilbragte vi, som så ofte før, i hans store hus som han selv havde tegnet og som vi andre tre havde hjulpet med at opføre lige fra udgravning til lægning af tag i 70’erne.
Aftenen blev lidt våd og som så ofte før kunne vores kammerat med alkoholproblemerne ikke styre sig og han skændtes med juristen om uretfærdigheden i vore indbyrdes livsforløb med de vanlige floskler om en guldske i rø... og al det fis han fyrede af hver gang han havde fået for meget.
Juristen, som denne aften også havde fået lidt for meget, gav igen og fortalte at hans gamle kollegaer ofte havde undret sig over hvad han dog havde tilfælles med sådan en flok “bumser” som os og lige der gik det op for mig hvor meget klasseskel egentlig betyder den dag idag.

Set udefra er der nok ikke meget beundringsværdigt ved os os tre gamle “bumser” sammenlignet med den strømlinede og veltrænede pensionist der løber Marathon, men hvem skænker det en tanke at manden, der ikke engang kunne bruge en sav, og trods sin gode uddannelse nok ikke havde større samfundsværdi end rollator Svend der var en ørn med hænderne...

[Madam]

Ældre er lige så forskellige som unge og nutidens ældre er nok mere forskellige end fremtidens ældre bliver og her tænker jeg kun på opvækst og levevilkår der udgjorde en langt større fysisk forskel i gamle dage sammenlignet med i dag.

Et tydeligt eksempel er fra min egen omg. kreds hvor vi er fire ca. 70 årige gutter der stadig holder kontakten siden ungdommen og mødes en gang imellem.

Vi er tre fra arb. klassen hvoraf to er ufaglærte og jeg selv med en håndværker udd., samt en jurist der kom ind i flokken via søsteren til den ene ufaglærte.

Vore liv har, ikke overraskende, forløbet vidt forskelligt og juristen er først fornylig gået på pension efter en menneskealder som statsansat og er idag meget aktiv og løber sågar Marathon.

Den ene ufaglærte er voldsomt nedslidt efter et liv som murer arb.mand på byggepladserne og går med rollator efter flere led operationer.

Den anden ufaglærte er knap så nedslidt, men slås med alkoholproblemer og KOL siden han gik på eft.løn som 60 årig efter mange år som svejser.

Jeg selv døjer med rygproblemer efter mange år i byggebranchen og gik på eft.løn som 62 årig og som førnævnte slås jeg også med KOL.

For et par år siden mødtes vi og heppede på juristen da han deltog i eremitageløbet hvor han naturligvis klarede sig flot og da vi senere bænkede os over et par pilsnere og lagde planer for resten af dagen fortalte han at han var så glad for at se os at han havde aflyst en planlagt bådtur med sine gamle kollegaer til Sverige.
Aftenen tilbragte vi, som så ofte før, i hans store hus som han selv havde tegnet og som vi andre tre havde hjulpet med at opføre lige fra udgravning til lægning af tag i 70’erne.
Aftenen blev lidt våd og som så ofte før kunne vores kammerat med alkoholproblemerne ikke styre sig og han skændtes med juristen om uretfærdigheden i vore indbyrdes livsforløb med de vanlige floskler om en guldske i rø... og al det fis han fyrede af hver gang han havde fået for meget.
Juristen, som denne aften også havde fået lidt for meget, gav igen og fortalte at hans gamle kollegaer ofte havde undret sig over hvad han dog havde tilfælles med sådan en flok “bumser” som os og lige der gik det op for mig hvor meget klasseskel egentlig betyder den dag idag.

Set udefra er der nok ikke meget beundringsværdigt ved os os tre gamle “bumser” sammenlignet med den strømlinede og veltrænede pensionist der løber Marathon, men hvem skænker det en tanke at manden, der ikke engang kunne bruge en sav, og trods sin gode uddannelse nok ikke havde større samfundsværdi end rollator Svend der var en ørn med hænderne...

Netop, klasseforskellen eksisterer stadig, og akademikere føler sig som værende mere værd, end de mennesker, der er praktiske og kan bruge deres hænder, hvilket er totalt forfejlet, medmindre vi vil bo i jordhuler.

Bare tænk på den nye Cityring....

De praktiske gør mere nytte end akademikerne, men er hurtigere nedslidte pga. rygning og stimulanser for at klare det hårde arbejde, og bli'r de gamle, døjer de gerne i mange år med talrige skavanker, og har ikke så meget ud af deres sidste år, som de kan bruge på lægebesøg, og ikke på at rejse kloden rundt.

Jurister er kun nyttige for dem, der ikke opfører sig ordentligt og vil omgås lovene...

Simon Spies blev en gang spurgt i "Spørg bare", hvem der var mest nyttige i samfundet, og han nødigt ville undvære, og da han var en klog mand, svarede han:-Skraldemændene..., for hvad skulle kirurgerne og alle andre lærde gøre, såfremt skidtet ikke blev fjernet.

[fisken80]

Ældre er lige så forskellige som unge og nutidens ældre er nok mere forskellige end fremtidens ældre bliver og her tænker jeg kun på opvækst og levevilkår der udgjorde en langt større fysisk forskel i gamle dage sammenlignet med i dag.

Et tydeligt eksempel er fra min egen omg. kreds hvor vi er fire ca. 70 årige gutter der stadig holder kontakten siden ungdommen og mødes en gang imellem.

Vi er tre fra arb. klassen hvoraf to er ufaglærte og jeg selv med en håndværker udd., samt en jurist der kom ind i flokken via søsteren til den ene ufaglærte.

Vore liv har, ikke overraskende, forløbet vidt forskelligt og juristen er først fornylig gået på pension efter en menneskealder som statsansat og er idag meget aktiv og løber sågar Marathon.

Den ene ufaglærte er voldsomt nedslidt efter et liv som murer arb.mand på byggepladserne og går med rollator efter flere led operationer.

Den anden ufaglærte er knap så nedslidt, men slås med alkoholproblemer og KOL siden han gik på eft.løn som 60 årig efter mange år som svejser.

Jeg selv døjer med rygproblemer efter mange år i byggebranchen og gik på eft.løn som 62 årig og som førnævnte slås jeg også med KOL.

For et par år siden mødtes vi og heppede på juristen da han deltog i eremitageløbet hvor han naturligvis klarede sig flot og da vi senere bænkede os over et par pilsnere og lagde planer for resten af dagen fortalte han at han var så glad for at se os at han havde aflyst en planlagt bådtur med sine gamle kollegaer til Sverige.
Aftenen tilbragte vi, som så ofte før, i hans store hus som han selv havde tegnet og som vi andre tre havde hjulpet med at opføre lige fra udgravning til lægning af tag i 70’erne.
Aftenen blev lidt våd og som så ofte før kunne vores kammerat med alkoholproblemerne ikke styre sig og han skændtes med juristen om uretfærdigheden i vore indbyrdes livsforløb med de vanlige floskler om en guldske i rø... og al det fis han fyrede af hver gang han havde fået for meget.
Juristen, som denne aften også havde fået lidt for meget, gav igen og fortalte at hans gamle kollegaer ofte havde undret sig over hvad han dog havde tilfælles med sådan en flok “bumser” som os og lige der gik det op for mig hvor meget klasseskel egentlig betyder den dag idag.

Set udefra er der nok ikke meget beundringsværdigt ved os os tre gamle “bumser” sammenlignet med den strømlinede og veltrænede pensionist der løber Marathon, men hvem skænker det en tanke at manden, der ikke engang kunne bruge en sav, og trods sin gode uddannelse nok ikke havde større samfundsværdi end rollator Svend der var en ørn med hænderne...

Netop, klasseforskellen eksisterer stadig, og akademikere føler sig som værende mere værd, end de mennesker, der er praktiske og kan bruge deres hænder, hvilket er totalt forfejlet, medmindre vi vil bo i jordhuler.

Bare tænk på den nye Cityring....

De praktiske gør mere nytte end akademikerne, men er hurtigere nedslidte pga. rygning og stimulanser for at klare det hårde arbejde, og bli'r de gamle, døjer de gerne i mange år med talrige skavanker, og har ikke så meget ud af deres sidste år, som de kan bruge på lægebesøg, og ikke på at rejse kloden rundt.

Jurister er kun nyttige for dem, der ikke opfører sig ordentligt og vil omgås lovene...

Simon Spies blev en gang spurgt i "Spørg bare", hvem der var mest nyttige i samfundet, og han nødigt ville undvære, og da han var en klog mand, svarede han:-Skraldemændene..., for hvad skulle kirurgerne og alle andre lærde gøre, såfremt skidtet ikke blev fjernet.

Altså jeg er akademiker og min kæreste er håndværker, og jeg kan godt love dig for, at jeg har væsentlig mere respekt for ham end for mange i det man kunne kalde den snakkende klasse...
Og faktisk er det også primært min kæreste jeg har i tankerne, når jeg postulerer, at mange ældre i dag har en bedre alderdom end han kommer til at få. For det er altså stadig temmelig nedslidende at være tømrer og han kommer ikke til at gå på efterløn i en alder af 60, hvis han er heldig kommer der en løsning så han kan gå lidt tidligere (Nu er det Arnes tur), men det er på ingen måder givet.

[Dane]

Ældre er lige så forskellige som unge og nutidens ældre er nok mere forskellige end fremtidens ældre bliver og her tænker jeg kun på opvækst og levevilkår der udgjorde en langt større fysisk forskel i gamle dage sammenlignet med i dag.

Et tydeligt eksempel er fra min egen omg. kreds hvor vi er fire ca. 70 årige gutter der stadig holder kontakten siden ungdommen og mødes en gang imellem.

Vi er tre fra arb. klassen hvoraf to er ufaglærte og jeg selv med en håndværker udd., samt en jurist der kom ind i flokken via søsteren til den ene ufaglærte.

Vore liv har, ikke overraskende, forløbet vidt forskelligt og juristen er først fornylig gået på pension efter en menneskealder som statsansat og er idag meget aktiv og løber sågar Marathon.

Den ene ufaglærte er voldsomt nedslidt efter et liv som murer arb.mand på byggepladserne og går med rollator efter flere led operationer.

Den anden ufaglærte er knap så nedslidt, men slås med alkoholproblemer og KOL siden han gik på eft.løn som 60 årig efter mange år som svejser.

Jeg selv døjer med rygproblemer efter mange år i byggebranchen og gik på eft.løn som 62 årig og som førnævnte slås jeg også med KOL.

For et par år siden mødtes vi og heppede på juristen da han deltog i eremitageløbet hvor han naturligvis klarede sig flot og da vi senere bænkede os over et par pilsnere og lagde planer for resten af dagen fortalte han at han var så glad for at se os at han havde aflyst en planlagt bådtur med sine gamle kollegaer til Sverige.
Aftenen tilbragte vi, som så ofte før, i hans store hus som han selv havde tegnet og som vi andre tre havde hjulpet med at opføre lige fra udgravning til lægning af tag i 70’erne.
Aftenen blev lidt våd og som så ofte før kunne vores kammerat med alkoholproblemerne ikke styre sig og han skændtes med juristen om uretfærdigheden i vore indbyrdes livsforløb med de vanlige floskler om en guldske i rø... og al det fis han fyrede af hver gang han havde fået for meget.
Juristen, som denne aften også havde fået lidt for meget, gav igen og fortalte at hans gamle kollegaer ofte havde undret sig over hvad han dog havde tilfælles med sådan en flok “bumser” som os og lige der gik det op for mig hvor meget klasseskel egentlig betyder den dag idag.

Set udefra er der nok ikke meget beundringsværdigt ved os os tre gamle “bumser” sammenlignet med den strømlinede og veltrænede pensionist der løber Marathon, men hvem skænker det en tanke at manden, der ikke engang kunne bruge en sav, og trods sin gode uddannelse nok ikke havde større samfundsværdi end rollator Svend der var en ørn med hænderne...

Netop, klasseforskellen eksisterer stadig, og akademikere føler sig som værende mere værd, end de mennesker, der er praktiske og kan bruge deres hænder, hvilket er totalt forfejlet, medmindre vi vil bo i jordhuler.

Bare tænk på den nye Cityring....

De praktiske gør mere nytte end akademikerne, men er hurtigere nedslidte pga. rygning og stimulanser for at klare det hårde arbejde, og bli'r de gamle, døjer de gerne i mange år med talrige skavanker, og har ikke så meget ud af deres sidste år, som de kan bruge på lægebesøg, og ikke på at rejse kloden rundt.

Jurister er kun nyttige for dem, der ikke opfører sig ordentligt og vil omgås lovene...

Simon Spies blev en gang spurgt i "Spørg bare", hvem der var mest nyttige i samfundet, og han nødigt ville undvære, og da han var en klog mand, svarede han:-Skraldemændene..., for hvad skulle kirurgerne og alle andre lærde gøre, såfremt skidtet ikke blev fjernet.

Jeg mener ikke det er så sort og hvidt og akademikere er lige så vigtige for et samfund som alle andre grupper og heldigvis er de gamle tydelige klasseskel langsomt ved at svinde ind samtidig med at nedslidningen bliver mindre og mindre i takt med den teknologiske udvikling...