Fælder nedslående dom over danskerne

[Mani]

Iøvrigt så oplever jeg at sproget har en ret stor betydning i sammenhængen. Danskerne er ret stædige i forhold til deres sprog. Og har en ret høj barre. Vi accepterer faktisk kun den fejlfri præstation. Man skal have styr på sine æ-ø og å'er.....Rødgrød-med-fløde. Skål. Og Æggebæger.

Da vi boede i England fik vi utrolig mange komplimenter for vores sprog. Og barren var nærmest latterligt lav.....Mine forældre blev nærmest betragtet med ærefrygt for deres utrolig gode engelskkundskaber.....Og lad mig sige det på den her måde : Mine forældre havde på ingen måde styr på deres æ-ø og å'er....Men det var de sgu ligeglade med derovre....De synes det var imponerende alligevel.....I Danmark er det lige omvendt. Her forstår man simpelthen ikke at folk ikke kan tale sproget nærmest fejlfrit når de har været her 1 år....Hvis man har valgt at bosætte sig i et fremmed land, så kan man i det mindste gøre sig den ulejlighed at lære at tale sproget ordentligt......

Vi er SÅ sprogligt fordømmende her i landet. Jeg oplever unge mennesker, der fniser af f.eks. Christian Stadils engelsk (den danske accent.). Altså de griner af måden et sprog, der end ikke er deres eget modersmål bliver talt. Det er virkelig vildt. Der kunne vi i den grad lære af bl.a. englændere og amerikanere, der bare synes det er skønt, at vi prøver at tale deres sprog.

Æv!
Generelt har jeg heldigvis ikke oplevet den manglende forståelse fra vores teenager og deres venner, men fra dem på min egen alder (40+) og fra vores forældres generation.

Edit: Tværtimod oplever jeg at både vores egen teenagere og deres venner har et enormt mod på at tale fremmedsprog uden at bekymre sig om grammatik og udtale fremfor hvad jeg og mine venner havde. De taler tysk, engelsk og fransk sammen f.eks. mens de sidder og gamer - ret underholdende

[Wizzze]

Det er jo ikke kun udlændinge, vi er generelt svære at komme ind på livet af her til lands. Mange danskere har lige så svært ved at finde venner som udlændinge som kommer hertil. Der er konstant historier omkring ensomhed i medierne, og se bare på vores egne dating og singletråd, vi er ikke nemme, os danskere.

Man skal virkelig arbejde for at opbygge et venskab og så arbejde igen på at holde det ved lige, og det er sgu ikke nemt, med alle de krav på vores tid, som man skal leve op til som "rigtig" veletableret dansker.

[fisken80]

Det er jo ikke kun udlændinge, vi er generelt svære at komme ind på livet af her til lands. Mange danskere har lige så svært ved at finde venner som udlændinge som kommer hertil. Der er konstant historier omkring ensomhed i medierne, og se bare på vores egne dating og singletråd, vi er ikke nemme, os danskere.

Man skal virkelig arbejde for at opbygge et venskab og så arbejde igen på at holde det ved lige, og det er sgu ikke nemt, med alle de krav på vores tid, som man skal leve op til som "rigtig" veletableret dansker.

Det er jeg simpelthen ikke enig i. At det skulle være SÅ svært. Men det er klart, man skal selv yde en aktiv indsats, det kommer ikke af sig selv.

Min mor blev enke i en alder af 57 og oplevede, at flere fælles venner trak sig lidt. Det fik hende til at søge nye venskaber andre steder, bl.a. ved at melde sig ind i en seniorklub. I dag har hun 3 damer som hun jævnligt mødes med til forskellige arrangementer. Og hun har også fundet en kæreste - det skete via internetdating. Og min mor er en helt almindelige ældre dame, der bor i en lille by på landet. Men hun flytter sig gerne for at mødes med sine veninder og det tror jeg altså også er ret vigtigt.

[vibbsen]

Hvis i havde spurgt mig for 3 år siden ville jeg også sige at det er meget svært at få nye venner som voksen her i danmark.
Siden er jeg begyndt med at træne nogle nye ting som i løbeklubber, SUP, begynder svømning, og fitness hold.
Hvor svaret ligger i foreningslivet. Det hjælper ikke at styrketræne i Fitness World.
Man skal på hold, og være social med de andre i den efterfølgende snak, tage med til "løb" eller hvad der nu er. Tage med til julefrokosten osv...
Ja og det behøver ikke at være sport, det kan også være madlavning, tegning, dans osv...

En af årsagerne til at vi i sin til valgte at flytte fra Vejle (hvor vi flyttede til da vi kom hjem fra udlandet i 2005) og tilbage til hovedstaden (Hvor vi boede inden vi flyttede til udlandet) var, at vi faktisk oplevede det som noget nær umuligt at opbygge en omgangskreds.....Ingen af os er særlig aktive foreningsmennesker, dyrker ikke holdsport, vi havde ikke børn og vi havde ikke nogen "eksisterende" venner vi kunne bruge som afsæt til at opbygge en omgangskreds....

Vi flyttede fra Vejle i 2010. I løbet af de 5 år de boede der havde jeg fået 1 veninde som ikke var en kollega.....Og det var et venskab som i bund og grund kun omhandlede hende og mig....Vores mænd var meget forskellige. Og selvom de forsøgte at være høflige, så var det helt tydeligt de par gange hvor vi var sammen alle 4, at de var MEGET lidt interesserede i hinanden. Ingen fælles præferencer havde. Og faktisk fandt hinanden deciderede anstrengende (Hendes mand VAR så også decideret anstrengende. Og jeg var glad på hendes vegne da de blev skilt da deres datter var 1 1/2 år gammel. Hun var SÅ meget bedre stillet uden ham)

De eneste mennesker vi sås regelmæssigt med, var min familie og 3 af hr.vibbsens gamle skolekammerater fra folkeskolen og deres koner. Som vi faktisk havde utrolig lidt til fælles med udover deres fælles fortid. Og da 2 af dem fik børn. Jamen, så fik de en fællesmængde som vi bare ikke var en naturlig del af....Og vi blev endnu mere ensomme.....Vi boede ganske vist i et villa-kvarter....Men at man er naboer er ikke ensbetydende med at man har noget til fælles som kan danne grundlag for et egentlig venskab.

Jeg tror godt at jeg kan sige at det på mange måder var en utrolig ensom tid....For vi havde ikke en "flok". Og det havde vi faktisk altid haft. Og da vi endelig smed håndklædet i ringen i 2010 var det en lettelse. Vi valgte at flytte tilbage til København hvor vores oprindelige "flok" stadig boede. Mennesker som vi havde fælles præferencer med. Og der gik da heller ikke lang tid før vi stille og roligt begyndte at "udvide" flokken. Som i dag - hvor vi har fået den ultimative flok-generator i form af et barn - er blevet udvidet til at være ganske betragteligt.....Børn og foreningsliv er ganske enkelt geniale hvad det angår.....

[vibbsen]

Det er jo ikke kun udlændinge, vi er generelt svære at komme ind på livet af her til lands. Mange danskere har lige så svært ved at finde venner som udlændinge som kommer hertil. Der er konstant historier omkring ensomhed i medierne, og se bare på vores egne dating og singletråd, vi er ikke nemme, os danskere.

Man skal virkelig arbejde for at opbygge et venskab og så arbejde igen på at holde det ved lige, og det er sgu ikke nemt, med alle de krav på vores tid, som man skal leve op til som "rigtig" veletableret dansker.

Det er jeg simpelthen ikke enig i. At det skulle være SÅ svært. Men det er klart, man skal selv yde en aktiv indsats, det kommer ikke af sig selv.

Min mor blev enke i en alder af 57 og oplevede, at flere fælles venner trak sig lidt. Det fik hende til at søge nye venskaber andre steder, bl.a. ved at melde sig ind i en seniorklub. I dag har hun 3 damer som hun jævnligt mødes med til forskellige arrangementer. Og hun har også fundet en kæreste - det skete via internetdating. Og min mor er en helt almindelige ældre dame, der bor i en lille by på landet. Men hun flytter sig gerne for at mødes med sine veninder og det tror jeg altså også er ret vigtigt.

Enig med Fisken.....Når jeg ser på mine forældre som er hhv. 74 og 75 år, og som har været pensionister i 12-13 år efterhånden, så er det helt tydeligt at hvis man er aktiv og kommer ud....Så får man også helt automatisk nye venskaber.....Mine forældre har en MEGET stor vennekreds. Men de er også meget aktive. Min far er underviser i den lokale datastue for Ældre, er med i en lokal "Fixer" gruppe som reparerer ødelagte ting for folk, min mor syr patchwork i 3 forskellige klubber, de ror begge 2 i den lokale kajakklub. Og disse aktiviteter har kastet nye venskaber af sig. De spiller kort med nogen som min mor kender fra sin syning. De har flere venskaber fra hele landet som er opstået via kajaksporten og så videre i den dur. Men det kræver også at man gør noget selv. At man kommer ud og opsøger de steder hvor der er mennesker.

[fisken80]

Hvis i havde spurgt mig for 3 år siden ville jeg også sige at det er meget svært at få nye venner som voksen her i danmark.
Siden er jeg begyndt med at træne nogle nye ting som i løbeklubber, SUP, begynder svømning, og fitness hold.
Hvor svaret ligger i foreningslivet. Det hjælper ikke at styrketræne i Fitness World.
Man skal på hold, og være social med de andre i den efterfølgende snak, tage med til "løb" eller hvad der nu er. Tage med til julefrokosten osv...
Ja og det behøver ikke at være sport, det kan også være madlavning, tegning, dans osv...

En af årsagerne til at vi i sin til valgte at flytte fra Vejle (hvor vi flyttede til da vi kom hjem fra udlandet i 2005) og tilbage til hovedstaden (Hvor vi boede inden vi flyttede til udlandet) var, at vi faktisk oplevede det som noget nær umuligt at opbygge en omgangskreds.....Ingen af os er særlig aktive foreningsmennesker, dyrker ikke holdsport, vi havde ikke børn og vi havde ikke nogen "eksisterende" venner vi kunne bruge som afsæt til at opbygge en omgangskreds....

Vi flyttede fra Vejle i 2010. I løbet af de 5 år de boede der havde jeg fået 1 veninde som ikke var en kollega.....Og det var et venskab som i bund og grund kun omhandlede hende og mig....Vores mænd var meget forskellige. Og selvom de forsøgte at være høflige, så var det helt tydeligt de par gange hvor vi var sammen alle 4, at de var MEGET lidt interesserede i hinanden. Ingen fælles præferencer havde. Og faktisk fandt hinanden deciderede anstrengende (Hendes mand VAR så også decideret anstrengende. Og jeg var glad på hendes vegne da de blev skilt da deres datter var 1 1/2 år gammel. Hun var SÅ meget bedre stillet uden ham)

De eneste mennesker vi sås regelmæssigt med, var min familie og 3 af hr.vibbsens gamle skolekammerater fra folkeskolen og deres koner. Som vi faktisk havde utrolig lidt til fælles med udover deres fælles fortid. Og da 2 af dem fik børn. Jamen, så fik de en fællesmængde som vi bare ikke var en naturlig del af....Og vi blev endnu mere ensomme.....Vi boede ganske vist i et villa-kvarter....Men at man er naboer er ikke ensbetydende med at man har noget til fælles som kan danne grundlag for et egentlig venskab.

Jeg tror godt at jeg kan sige at det på mange måder var en utrolig ensom tid....For vi havde ikke en "flok". Og det havde vi faktisk altid haft. Og da vi endelig smed håndklædet i ringen i 2010 var det en lettelse. Vi valgte at flytte tilbage til København hvor vores oprindelige "flok" stadig boede. Mennesker som vi havde fælles præferencer med. Og der gik da heller ikke lang tid før vi stille og roligt begyndte at "udvide" flokken. Som i dag - hvor vi har fået den ultimative flok-generator i form af et barn - er blevet udvidet til at være ganske betragteligt.....Børn og foreningsliv er ganske enkelt geniale hvad det angår.....

Men - I gjorde vel heller ikke noget aktivt selv, for at opbygge en omgangskreds?
Jeg synes det virker lidt som om mange synes, at det må da komme af sig selv. Men hvordan skal det det?

[zembra1986]

Jeg synes artiklen er alt for spinkelt et grundlag, til at dømme danskernes imødekommenhed på.

Det er selvfølgelig synd og ærgerligt for ham at han ikke er lykkedes med at få sig en omgangskreds i hans nye land, men jeg kan ikke lade være med at tænke hvor aktiv han selv har været i hans søgen. Der står han har prøvet at invitere på kaffe, tage til firmajulefrokoster og sagt hej til sin nabo......helt ærligt? hvis det er det eneste, så har han efter min mening ikke forsøgt hårdt nok. Hvad med at melde sig ind i en forening? Opsøge mennesker med de samme hobby's som han har? Holdsport? Dating apps? Diverse facebook grupper? Single grupper? Der er langt flere muligheder end dem som står skrevet i artiklen.

Der er også den mulighed at han simpelthen bare har en træls personlighed/attitude og det er derfor han har svært ved at opbygge venskaber. Det fortæller artiklen jo naturligvis heller ikke noget om. Sådan er det desværre bare med nogle mennesker. Uanset hvad, er det da selvfølgelig vildt synd for ham han ikke er lykkedes med at få venskaber, men hvis han vitterlig havde prøvet alt (som de muligheder jeg nævner før), og det stadig ikke var lykkedes at få bare én god ven, så ville jeg nok se lidt ind ad.......om der var noget i mig der skulle justeres og ikke alle andre den er gal med.

Indtil videre er min personlige mening med at danskerne sikkert ikke er svære at blive venner med end andre nationaliteter, uændret.

[Akehurst2]

Det er jo ikke kun udlændinge, vi er generelt svære at komme ind på livet af her til lands. Mange danskere har lige så svært ved at finde venner som udlændinge som kommer hertil. Der er konstant historier omkring ensomhed i medierne, og se bare på vores egne dating og singletråd, vi er ikke nemme, os danskere.

Man skal virkelig arbejde for at opbygge et venskab og så arbejde igen på at holde det ved lige, og det er sgu ikke nemt, med alle de krav på vores tid, som man skal leve op til som "rigtig" veletableret dansker.

Det er jeg enig i. Det virker på mig som om, danskere lægger ganske meget i det at være venner og at det derfor reserveres til de nærmeste og til nogen man har kendt længe, og at det kræver at blive prioriteret. Derfor er man også tilbageholdende med at lukke op for nye venner, for så 'hænger' man på dem, forstået som at det forpligter, og det skal der noget til før man gider. Jeg oplevede det især, da jeg boede en kortere periode på Grønland, hvor det jo ellers var andre danskere, jeg omgikkes, men der var ikke rigtig interesse, når jeg jo alligevel skulle hjem igen.

Jeg har oplevet andre nationaliteter, der er mere åbne overfor mere løse bekendtskaber, at der ikke skal så meget til før man inviterer hjem eller går ud sammen - at det ikke forpligter på samme måde og derfor mere er noget man bare gør.

[vibbsen]

Hvis i havde spurgt mig for 3 år siden ville jeg også sige at det er meget svært at få nye venner som voksen her i danmark.
Siden er jeg begyndt med at træne nogle nye ting som i løbeklubber, SUP, begynder svømning, og fitness hold.
Hvor svaret ligger i foreningslivet. Det hjælper ikke at styrketræne i Fitness World.
Man skal på hold, og være social med de andre i den efterfølgende snak, tage med til "løb" eller hvad der nu er. Tage med til julefrokosten osv...
Ja og det behøver ikke at være sport, det kan også være madlavning, tegning, dans osv...

En af årsagerne til at vi i sin til valgte at flytte fra Vejle (hvor vi flyttede til da vi kom hjem fra udlandet i 2005) og tilbage til hovedstaden (Hvor vi boede inden vi flyttede til udlandet) var, at vi faktisk oplevede det som noget nær umuligt at opbygge en omgangskreds.....Ingen af os er særlig aktive foreningsmennesker, dyrker ikke holdsport, vi havde ikke børn og vi havde ikke nogen "eksisterende" venner vi kunne bruge som afsæt til at opbygge en omgangskreds....

Vi flyttede fra Vejle i 2010. I løbet af de 5 år de boede der havde jeg fået 1 veninde som ikke var en kollega.....Og det var et venskab som i bund og grund kun omhandlede hende og mig....Vores mænd var meget forskellige. Og selvom de forsøgte at være høflige, så var det helt tydeligt de par gange hvor vi var sammen alle 4, at de var MEGET lidt interesserede i hinanden. Ingen fælles præferencer havde. Og faktisk fandt hinanden deciderede anstrengende (Hendes mand VAR så også decideret anstrengende. Og jeg var glad på hendes vegne da de blev skilt da deres datter var 1 1/2 år gammel. Hun var SÅ meget bedre stillet uden ham)

De eneste mennesker vi sås regelmæssigt med, var min familie og 3 af hr.vibbsens gamle skolekammerater fra folkeskolen og deres koner. Som vi faktisk havde utrolig lidt til fælles med udover deres fælles fortid. Og da 2 af dem fik børn. Jamen, så fik de en fællesmængde som vi bare ikke var en naturlig del af....Og vi blev endnu mere ensomme.....Vi boede ganske vist i et villa-kvarter....Men at man er naboer er ikke ensbetydende med at man har noget til fælles som kan danne grundlag for et egentlig venskab.

Jeg tror godt at jeg kan sige at det på mange måder var en utrolig ensom tid....For vi havde ikke en "flok". Og det havde vi faktisk altid haft. Og da vi endelig smed håndklædet i ringen i 2010 var det en lettelse. Vi valgte at flytte tilbage til København hvor vores oprindelige "flok" stadig boede. Mennesker som vi havde fælles præferencer med. Og der gik da heller ikke lang tid før vi stille og roligt begyndte at "udvide" flokken. Som i dag - hvor vi har fået den ultimative flok-generator i form af et barn - er blevet udvidet til at være ganske betragteligt.....Børn og foreningsliv er ganske enkelt geniale hvad det angår.....

Men - I gjorde vel heller ikke noget aktivt selv, for at opbygge en omgangskreds?
Jeg synes det virker lidt som om mange synes, at det må da komme af sig selv. Men hvordan skal det det?

Ja, det synes jeg jo at vi gjorde. Men jeg kan i dag godt se at vi gjorde det "de forkerte" steder....For en omgangskreds er jo noget som ofte opstår i blandt mennesker man aktivt kan se at man har noget til fælles med. Nogen man kan spejle sig i. Som Artem så klogt siger, så får man ikke nye venner af at styrketræne i det lokale motionscenter......Man er nødt til at have et fællesskab at tage afsæt i. En foreningsmængde.....F.eks. undrede jeg mig meget over hvorfor det aldrig rigtig lykkedes os at skabe en omgangskreds blandt vores jævnaldrende naboer. Før det gik op for mig, at det var fordi det eneste vi havde til fælles var at vi boede i samme kvarter....Til gengæld så kunne jeg jo se at så snart folk fik børn. Så fik de en omgangskreds blandt de andre børnefamilier.....Vores nabo og en genbo rendte f.eks. ind og ud af hinandens huse....De havde via deres børn fundet ud af at de godt kunne lide hinanden....Og byggede et venskab op på den baggrund.

Jeg kan også se det i forhold til forældregruppen i MiniVibbsens klasse.....Her er der en del som ser hinanden privat også.....Men det kræver altså at man deltager i andet end bare at afleverer sit barn på skolen.....At man f.eks. også kommer til klassens fællesarrangementer. Så man lærer folk at kende. Og finder ud af hvem man har en fællesmængde med. Hvor der er en base for at bygge noget mere op. Den mulighed går de som konsekvent aldrig deltager glip af.....

[fisken80]

Hvis i havde spurgt mig for 3 år siden ville jeg også sige at det er meget svært at få nye venner som voksen her i danmark.
Siden er jeg begyndt med at træne nogle nye ting som i løbeklubber, SUP, begynder svømning, og fitness hold.
Hvor svaret ligger i foreningslivet. Det hjælper ikke at styrketræne i Fitness World.
Man skal på hold, og være social med de andre i den efterfølgende snak, tage med til "løb" eller hvad der nu er. Tage med til julefrokosten osv...
Ja og det behøver ikke at være sport, det kan også være madlavning, tegning, dans osv...

En af årsagerne til at vi i sin til valgte at flytte fra Vejle (hvor vi flyttede til da vi kom hjem fra udlandet i 2005) og tilbage til hovedstaden (Hvor vi boede inden vi flyttede til udlandet) var, at vi faktisk oplevede det som noget nær umuligt at opbygge en omgangskreds.....Ingen af os er særlig aktive foreningsmennesker, dyrker ikke holdsport, vi havde ikke børn og vi havde ikke nogen "eksisterende" venner vi kunne bruge som afsæt til at opbygge en omgangskreds....

Vi flyttede fra Vejle i 2010. I løbet af de 5 år de boede der havde jeg fået 1 veninde som ikke var en kollega.....Og det var et venskab som i bund og grund kun omhandlede hende og mig....Vores mænd var meget forskellige. Og selvom de forsøgte at være høflige, så var det helt tydeligt de par gange hvor vi var sammen alle 4, at de var MEGET lidt interesserede i hinanden. Ingen fælles præferencer havde. Og faktisk fandt hinanden deciderede anstrengende (Hendes mand VAR så også decideret anstrengende. Og jeg var glad på hendes vegne da de blev skilt da deres datter var 1 1/2 år gammel. Hun var SÅ meget bedre stillet uden ham)

De eneste mennesker vi sås regelmæssigt med, var min familie og 3 af hr.vibbsens gamle skolekammerater fra folkeskolen og deres koner. Som vi faktisk havde utrolig lidt til fælles med udover deres fælles fortid. Og da 2 af dem fik børn. Jamen, så fik de en fællesmængde som vi bare ikke var en naturlig del af....Og vi blev endnu mere ensomme.....Vi boede ganske vist i et villa-kvarter....Men at man er naboer er ikke ensbetydende med at man har noget til fælles som kan danne grundlag for et egentlig venskab.

Jeg tror godt at jeg kan sige at det på mange måder var en utrolig ensom tid....For vi havde ikke en "flok". Og det havde vi faktisk altid haft. Og da vi endelig smed håndklædet i ringen i 2010 var det en lettelse. Vi valgte at flytte tilbage til København hvor vores oprindelige "flok" stadig boede. Mennesker som vi havde fælles præferencer med. Og der gik da heller ikke lang tid før vi stille og roligt begyndte at "udvide" flokken. Som i dag - hvor vi har fået den ultimative flok-generator i form af et barn - er blevet udvidet til at være ganske betragteligt.....Børn og foreningsliv er ganske enkelt geniale hvad det angår.....

Men - I gjorde vel heller ikke noget aktivt selv, for at opbygge en omgangskreds?
Jeg synes det virker lidt som om mange synes, at det må da komme af sig selv. Men hvordan skal det det?

Ja, det synes jeg jo at vi gjorde. Men jeg kan i dag godt se at vi gjorde det "de forkerte" steder....For en omgangskreds er jo noget som ofte opstår i blandt mennesker man aktivt kan se at man har noget til fælles med. Nogen man kan spejle sig i. Som Artem så klogt siger, så får man ikke nye venner af at styrketræne i det lokale motionscenter......Man er nødt til at have et fællesskab at tage afsæt i. En foreningsmængde.....F.eks. undrede jeg mig meget over hvorfor det aldrig rigtig lykkedes os at skabe en omgangskreds blandt vores jævnaldrende naboer. Før det gik op for mig, at det var fordi det eneste vi havde til fælles var at vi boede i samme kvarter....Til gengæld så kunne jeg jo se at så snart folk fik børn. Så fik de en omgangskreds blandt de andre børnefamilier.....Vores nabo og en genbo rendte f.eks. ind og ud af hinandens huse....De havde via deres børn fundet ud af at de godt kunne lide hinanden....Og byggede et venskab op på den baggrund.

Jeg kan også se det i forhold til forældregruppen i MiniVibbsens klasse.....Her er der en del som ser hinanden privat også.....Men det kræver altså at man deltager i andet end bare at afleverer sit barn på skolen.....At man f.eks. også kommer til klassens fællesarrangementer. Så man lærer folk at kende. Og finder ud af hvem man har en fællesmængde med. Hvor der er en base for at bygge noget mere op. Den mulighed går de som konsekvent aldrig deltager glip af.....

Jeg kan se at vi jo er meget enige (som altid).
Min mor var netop meget bevidst om, at hun selv var nødt til at gøre noget aktivt for at finde nogle nye venner efter min fars død.

Jeg må så også erkende, at jeg selv ville have sværere ved det. For jeg er ikke ret social, og det dræner mig for energi at skulle forholde mig til nye mennesker. Men hvis der virkelig opstår et behov hos mig en dag, så véd jeg også, at jeg selv må gøre en aktiv indsats på den ene eller den anden måde

[Artem]

Iøvrigt så oplever jeg at sproget har en ret stor betydning i sammenhængen. Danskerne er ret stædige i forhold til deres sprog. Og har en ret høj barre. Vi accepterer faktisk kun den fejlfri præstation. Man skal have styr på sine æ-ø og å'er.....Rødgrød-med-fløde. Skål. Og Æggebæger.

Det kan jeg godt genkende.
Talte selv med en fra Syrien den anden dag til svømning. Der var bare alt for meget jeg ikke forstod hvor det blev til en masse hva?
Nu skal det så også siges at jeg ikke selv har sprogøre, og forøvrigt er døv på det ene øre. Så et klart og tydeligt sprog er bare vigtigere for mig for at jeg forstår det. Er jo typen som også vil have undertekster på danske film og serier.

Men ellers er lidt accent ok, og har feks en engelsk kollega som har en del af det, men det fungerer nu fint nok også fordi hvis han ikke lige kan finde det danske ord, så bruger han bare et engelsk og det forstår jeg jo også.

[A 7]

Når DK i en undersøgelse med 20.000 expats får en bundplacering ud af 64 lande mht. til muligheden for at få venner, så afspejler det altså ikke bare nogle få tilfældige menneskers dårlige oplevelser. Så ER det fordi, vi er ekstremt indelukkede og afvisende, Jeg synes virkelig, at undersøgelsen giver stof til eftertanke. Måske var der nogle danskere, der kunne få noget ud af at være lidt mere åbne over for muligheden for at få nogle interessante udlændinge i deres liv. Jeg er i øvrigt enig i, at en del af forklaringen kan være, at det danske sprog er svært at lære.