Folketingets voksende demokratiske problem

[ajnaM]

Jeg kan nu meget godt lide at de der skal lede landet, har studeret lidt.

Og hvis det er dem der er blevet valgt, og som folk stemmer på, så kan jeg ikke se hvordan det kan kaldes et "demokratisk" problem.

Reelt kan man argumentere for, at embedsværket styrer landet, sådan helt teknisk. Politikerne har et relativt lille politisk råderum, og min mening vil være, at det skal være idealistisk frem for 'studeret'.

Til gengæld er det vigtigt, at vi har politkere, der forstår embedsværket og kan spille op mod det, så vi udnytter det begrænsede politisk råderum - men det mener jeg så overhovedet ikke, man behøver være statskundskaber eller ungdomspolitiker for at kunne. Tværtimod, egentlig. Jeg tror blandt andet, det kræver noget integritet og noget erfaring fra det virkelige liv.

Idealisme er pissedyrt, så det skal være praktikere der vælges ind, ihvertfald praktikere der indsættes som ministre i det mindste.
Embedsværket har jo heller ingen praktikere at gøre godt med.

Unge idealister der ser godt ud på en plakat, er jo kun marionetter for nogen andre.

Jeg ser ikke idealisme og praktikere som modsætninger. Du kan sagtens være idealistisk tømrer eller idealistisk skolelærer. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at den bedste idealisme bunder i en forståelse af den virkelige verden.

Skulle jeg indrette systemet, ville jeg gå efter en model, hvor ministre på en eller anden måde skulle have erfaring med deres område. Det ville forhåbentlig bringe noget mere faglighed ind, og måske gøre op med den usunde tendens til, at ministerierne bliver set som en karrierevej for levebrødspolitikere frem for at være faglige områder med værdi i sig selv. Som det er nu, er nogle ministerier 'lavprestige' på grund af manglende økonomi/indfyldelse/tyngde - og det er i mine (idealistiske) øjne superærgerligt. Vi skal have nogle ministre, der rent faktisk interesserer sig for kirken, ligestillingen, børnene, transporten, landbruget, sundheden og hvad der nu ellers er - og ikke bare ser det som en mulighed for at ende i Finansen.

[ajnaM]

Det ser jeg heller ikke modsætninger imellem.
Jeg ser bare næsten ingen praktikere i regeringen, det er vel også den yngste regering vi nogensinde har haft, den mest uerfarne nogensinde, overvægt af unge idealister (marionetter).

Der er et par med borgmester erfaring og så en murer, det er hvad man har at trække på af praktisk erfaring.

En minister for forsvaret, skal jo have forsvarets opbakning, ellers går ting let i hårdknude, det giver dårlige løsninger og resultater.
En minister for landbruget ligedan osv.

Det gælder jo også om at en minister kan slå i bordet overfor statsministeren eller finansministeren og sige hvad det område vedkommende er minister for har brug for.

Jeg ser dem overhovedet ikke som idealister. Jeg ser dem som professionelle politikere - partisoldater, der bruger politik som en karriere frem for at arbejde for en sag eller et område.

Jeg tror ikke, de selv ser sig selv sådan - egentlig tror jeg, mange af dem oprigtigt tænker, at det gør en forskel, at netop de sidder der, og derfor er deres vej til magten enslydende med vejen til 'det gode'. Jeg tror også, mange af dem i det mindste har lagt ud med en eller anden barnargtig ungdomspolitiker-indignation, men at forveksle den med idealisme er i mine øjne forfejlet.

Idealisme er for mig noget med integritet og visioner. Det er i mine øjne ret sjældent, man har udviklet den forståelse, det kræver, hvis man reelt aldrig har været uden for det partipolitiske system.



Men derudover tænker jeg ikke, at systemet er indrettet sådan, at det er personbårent, om man kan 'slå i bordet' over for mere magtfulde ministre. Man kan vist være så lige så ærlig og have alle de visoner, man vil - hvis man ikke er i stand til at positionere sig, kommer man ikke nogen steder.

Og så kommer vi hurtigt tilbage til, hvad det er, politikere egentlig skal kunne i dag - og hvorfor vi ender med at have den slags 'levebrødspolitikere', vi har: Det handler om, at man skal kunne gennemskue og begå sig i magtstrukturerne i partisystemet og på Christiansborg, hvis man vil frem i verden. Og for at kunne det, er det altså nemmere, hvis ens forældre var politikere/man er vokset op nord for København og har gået på gymnasiet og universitetet med alle de andre/har trådt sine barnesko i et parti og hængt valgplakater op og slikket r*v, til det blev ens tur...

[Guru]

Hele tråden bygger jo på en ret besynderlig opfattelse af, at det er vigtigt for demokratiet, at selv de dummeste har deres andel af pladserne i folketinget. Men hvordan vil I så sikre, at de evnesvage og andre, der ikke kunne bestå folkeskolens afgangsprøve, bliver lige så godt repræsenterede, som juristerne og økonomerne jo er?

Engang havde man den modsatte opfattelse af, at det I stedet var vigtigt at få de dygtigste til at regere landet. Men hvad var der egentlig i vejen med det?

Det virker som en ret tåbelig konklusion at højere uddannelse = højere intelligens.

Det er det faktisk ikke. Jeg ved godt at følgende faktum sikkert vil støde nogen, men det er altså ikke noget jeg har fundet på.

Den gennemsnitlige IK er generelt højere blandt folk med en universitets uddannelse. Dermed ikke sagt, at der ikke findes geniale faglærte der med lethed ville kunne have gennemført en uni uddannelse, men som bare valgte noget andet, og der findes helt sikkert også idiotiske akademikere. Husk at det er et gennemsnit.
En akademisk uddannelse er, alt efter retning, bare svære at komme igennem, så det er derfor.

[Dane]

Hvis man kunne stoppe uddannelses snobberiet og gøre det mere prestigefyldt at være faglært vil det måske med tiden smitte af på Christiansborg.

https://uniavisen.dk/uddannelses-snobbe ... faglaerte/

[Ernie]

Det virker som en ret tåbelig konklusion at højere uddannelse = højere intelligens.

Det er det faktisk ikke. Jeg ved godt at følgende faktum sikkert vil støde nogen, men det er altså ikke noget jeg har fundet på.

Den gennemsnitlige IK er generelt højere blandt folk med en universitets uddannelse. Dermed ikke sagt, at der ikke findes geniale faglærte der med lethed ville kunne have gennemført en uni uddannelse, men som bare valgte noget andet, og der findes helt sikkert også idiotiske akademikere. Husk at det er et gennemsnit.
En akademisk uddannelse er, alt efter retning, bare svære at komme igennem, så det er derfor.

Hjernen skal trænes ligesom musklerne for at nå sin maksimale ydeevne. Dette sker for akademikerne via deres uddannelse og deres job, hvor de skal bruge hjernen.

F. eks. har jeg kendt stærke skakspillere, der droppede ud af universitetet for i stedet at få hårdt fysisk rutinearbejde. De forsøgte at bevare deres spillestyrke i skak og deltog fortsat i turneringerne. Men de kunne alligevel ikke holde deres spillestyrke, fordi deres krop koncentrerede sig om at opbygge muskler i stedet for at træne hjernen til at yde sit yderste.

Man skal dog heller ikke tro, at alle akademikere er egnede til at være politikere. For et antal af dem er såkaldte “fagidioter”, der nok kan have utrolig stor viden og overblik inden for det fagområde, som de beskæftiger sig med. Men som alligevel er uvidende og uden interesse for alt andet, hvor de nærmest opfører sig som naive børn, der intet forstår. Fagidioter er dog kun et mindretal blandt akademikerne, og de fleste akademikere er i stedet nysgerrige og interesserede også i alt andet end bare lige deres fag.

[ajnaM]

Hele tråden bygger jo på en ret besynderlig opfattelse af, at det er vigtigt for demokratiet, at selv de dummeste har deres andel af pladserne i folketinget. Men hvordan vil I så sikre, at de evnesvage og andre, der ikke kunne bestå folkeskolens afgangsprøve, bliver lige så godt repræsenterede, som juristerne og økonomerne jo er?

Engang havde man den modsatte opfattelse af, at det I stedet var vigtigt at få de dygtigste til at regere landet. Men hvad var der egentlig i vejen med det?

Det virker som en ret tåbelig konklusion at højere uddannelse = højere intelligens.

Det er det faktisk ikke. Jeg ved godt at følgende faktum sikkert vil støde nogen, men det er altså ikke noget jeg har fundet på.

Den gennemsnitlige IK er generelt højere blandt folk med en universitets uddannelse. Dermed ikke sagt, at der ikke findes geniale faglærte der med lethed ville kunne have gennemført en uni uddannelse, men som bare valgte noget andet, og der findes helt sikkert også idiotiske akademikere. Husk at det er et gennemsnit.
En akademisk uddannelse er, alt efter retning, bare svære at komme igennem, så det er derfor.

Men altså - der er forhåbentlig ikke nogen, der argumenterer for, at høj IQ gør nogen mere egnede til at sidde i Folketinget?

Det ville på så mange måder være forkert. Både fordi IQ kun måler på nogle skalaer og mangler mange af de kvaliteter, der er helt afgørende for vores samfund - og fordi det fjerner det repræsentative element fuldstændig.

Man er altså nødt til at tænke, at politikere skal kunne noget andet end det, Mensa anser for 'klogt'. Ellers rammer vi helt skævt i forhold til et frit og lige demokratisk samfund.

[Guru]

Det ser jeg heller ikke modsætninger imellem.
Jeg ser bare næsten ingen praktikere i regeringen, det er vel også den yngste regering vi nogensinde har haft, den mest uerfarne nogensinde, overvægt af unge idealister (marionetter).

Der er et par med borgmester erfaring og så en murer, det er hvad man har at trække på af praktisk erfaring.

En minister for forsvaret, skal jo have forsvarets opbakning, ellers går ting let i hårdknude, det giver dårlige løsninger og resultater.
En minister for landbruget ligedan osv.

Det gælder jo også om at en minister kan slå i bordet overfor statsministeren eller finansministeren og sige hvad det område vedkommende er minister for har brug for.

Jeg ser dem overhovedet ikke som idealister. Jeg ser dem som professionelle politikere - partisoldater, der bruger politik som en karriere frem for at arbejde for en sag eller et område.

Jeg tror ikke, de selv ser sig selv sådan - egentlig tror jeg, mange af dem oprigtigt tænker, at det gør en forskel, at netop de sidder der, og derfor er deres vej til magten enslydende med vejen til 'det gode'. Jeg tror også, mange af dem i det mindste har lagt ud med en eller anden barnargtig ungdomspolitiker-indignation, men at forveksle den med idealisme er i mine øjne forfejlet.

Idealisme er for mig noget med integritet og visioner. Det er i mine øjne ret sjældent, man har udviklet den forståelse, det kræver, hvis man reelt aldrig har været uden for det partipolitiske system.



Men derudover tænker jeg ikke, at systemet er indrettet sådan, at det er personbårent, om man kan 'slå i bordet' over for mere magtfulde ministre. Man kan vist være så lige så ærlig og have alle de visoner, man vil - hvis man ikke er i stand til at positionere sig, kommer man ikke nogen steder.

Og så kommer vi hurtigt tilbage til, hvad det er, politikere egentlig skal kunne i dag - og hvorfor vi ender med at have den slags 'levebrødspolitikere', vi har: Det handler om, at man skal kunne gennemskue og begå sig i magtstrukturerne i partisystemet og på Christiansborg, hvis man vil frem i verden. Og for at kunne det, er det altså nemmere, hvis ens forældre var politikere/man er vokset op nord for København og har gået på gymnasiet og universitetet med alle de andre/har trådt sine barnesko i et parti og hængt valgplakater op og slikket r*v, til det blev ens tur...

Jeg ser dem som idealister, de bekymrer sig ikke om faktiske forhold, de kender dem slet ikke og mener heller ikke selv at de behøver kende dem.
De har en ide om hvordan ting skal gøres og den følger de bare, uanset om det viser sig at være en dårlig måde.

Jeg er bange for at den yngste statsminister vi har haft, har sat den yngste regering vi har haft, for ikke at blive modsagt og møde modstand.
Hun er nemlig selv en af idealisterne.
Hun vil ikke slås med gammelkloge garvede og rutinerede ministre.

Jeg mener slet ikke de behøver at kende de faktiske forhold. Der findes tusindvis af forskellige brancher og måder at arbejde på, med forskellige forhold, og interesser indblandet. Det er helt umuligt at kende dem alle sammen. Så derfor er det nødvendigt for en politiker at være idealist. Men man kan fx. godt synes at de lavtlønnede fortjener mere i løn, selvom man aldrig har prøvet at arbejde til en lav løn, og omvendt kan man også mene, at det skal være lettere at drive virksomhed, selvom man aldrig har prøvet at være direktør for noget firma. Man kan også mene at grønne teknologier er løsningen på klima problemet, selvom man ikke aner noget om hvilke teknologier der bedst kan gøre det. Det er ideologi, og det betyder at man har en mening om hvilken retning samfundet skal bevæge sig i, og så må de forskellige faggrupper og samfundsgrupper ellers argumenterer for hvad de synes der mangler, og hvis det ellers passer ind i politikerens ideologiske overbevisning, så vil han/hun sikkert også arbejde for at det bliver tilgodeset.

Politikere ser kun de store linjer, og man kan næppe bebrejde dem andet, da det jo trods alt er hele samfundet de skal bekymre sig om, og det er lobby organisationernes job at fremføre argumenter der fremmer de interesser de repræsenterer, og her hjælper det, en politiker, at have en uddannelse i fx samfundsvidenskab, fordi man ved hvordan samfundet skruet sammen, fra bund til top, samt hvordan verden fungerer uden for landets grænser. Det gør en slagteri arbejder ikke nødvendigvis. Han ved bare at der findes hårdt arbejde til lav løn, og det vil han gerne lave om på, men han har måske svært ved at gennemskue, hvad der bliver sagt, når en højt uddannet økonom fortæller ham hvad der er bedst for samfunds økonomien, og en Sosu assistent, som ikke kan lide indvandrer, har svært ved at gennemskue hvorfor indvandrere er procentvis mere kriminelle end etniske danskere, og er derfor mere tilbøjelig til at generalisere og komme med hurtige løsninger der ødelægger mange normale menneskers liv.

[ajnaM]

Det ser jeg heller ikke modsætninger imellem.
Jeg ser bare næsten ingen praktikere i regeringen, det er vel også den yngste regering vi nogensinde har haft, den mest uerfarne nogensinde, overvægt af unge idealister (marionetter).

Der er et par med borgmester erfaring og så en murer, det er hvad man har at trække på af praktisk erfaring.

En minister for forsvaret, skal jo have forsvarets opbakning, ellers går ting let i hårdknude, det giver dårlige løsninger og resultater.
En minister for landbruget ligedan osv.

Det gælder jo også om at en minister kan slå i bordet overfor statsministeren eller finansministeren og sige hvad det område vedkommende er minister for har brug for.

Jeg ser dem overhovedet ikke som idealister. Jeg ser dem som professionelle politikere - partisoldater, der bruger politik som en karriere frem for at arbejde for en sag eller et område.

Jeg tror ikke, de selv ser sig selv sådan - egentlig tror jeg, mange af dem oprigtigt tænker, at det gør en forskel, at netop de sidder der, og derfor er deres vej til magten enslydende med vejen til 'det gode'. Jeg tror også, mange af dem i det mindste har lagt ud med en eller anden barnargtig ungdomspolitiker-indignation, men at forveksle den med idealisme er i mine øjne forfejlet.

Idealisme er for mig noget med integritet og visioner. Det er i mine øjne ret sjældent, man har udviklet den forståelse, det kræver, hvis man reelt aldrig har været uden for det partipolitiske system.



Men derudover tænker jeg ikke, at systemet er indrettet sådan, at det er personbårent, om man kan 'slå i bordet' over for mere magtfulde ministre. Man kan vist være så lige så ærlig og have alle de visoner, man vil - hvis man ikke er i stand til at positionere sig, kommer man ikke nogen steder.

Og så kommer vi hurtigt tilbage til, hvad det er, politikere egentlig skal kunne i dag - og hvorfor vi ender med at have den slags 'levebrødspolitikere', vi har: Det handler om, at man skal kunne gennemskue og begå sig i magtstrukturerne i partisystemet og på Christiansborg, hvis man vil frem i verden. Og for at kunne det, er det altså nemmere, hvis ens forældre var politikere/man er vokset op nord for København og har gået på gymnasiet og universitetet med alle de andre/har trådt sine barnesko i et parti og hængt valgplakater op og slikket r*v, til det blev ens tur...

Jeg ser dem som idealister, de bekymrer sig ikke om faktiske forhold, de kender dem slet ikke og mener heller ikke selv at de behøver kende dem.
De har en ide om hvordan ting skal gøres og den følger de bare, uanset om det viser sig at være en dårlig måde.

Jeg er bange for at den yngste statsminister vi har haft, har sat den yngste regering vi har haft, for ikke at blive modsagt og møde modstand.
Hun er nemlig selv en af idealisterne.
Hun vil ikke slås med gammelkloge garvede og rutinerede ministre.

Jeg mener slet ikke de behøver at kende de faktiske forhold. Der findes tusindvis af forskellige brancher og måder at arbejde på, med forskellige forhold, og interesser indblandet. Det er helt umuligt at kende dem alle sammen. Så derfor er det nødvendigt for en politiker at være idealist. Men man kan fx. godt synes at de lavtlønnede fortjener mere i løn, selvom man aldrig har prøvet at arbejde til en lav løn, og omvendt kan man også mene, at det skal være lettere at drive virksomhed, selvom man aldrig har prøvet at være direktør for noget firma. Man kan også mene at grønne teknologier er løsningen på klima problemet, selvom man ikke aner noget om hvilke teknologier der bedst kan gøre det. Det er ideologi, og det betyder at man har en mening om hvilken retning samfundet skal bevæge sig i, og så må de forskellige faggrupper og samfundsgrupper ellers argumenterer for hvad de synes der mangler, og hvis det ellers passer ind i politikerens ideologiske overbevisning, så vil han/hun sikkert også arbejde for at det bliver tilgodeset.

Politikere ser kun de store linjer, og man kan næppe bebrejde dem andet, da det jo trods alt er hele samfundet de skal bekymre sig om, og det er lobby organisationernes job at fremføre argumenter der fremmer de interesser de repræsenterer, og her hjælper det, en politiker, at have en uddannelse i fx samfundsvidenskab, fordi man ved hvordan samfundet skruet sammen, fra bund til top, samt hvordan verden fungerer uden for landets grænser. Det gør en slagteri arbejder ikke nødvendigvis. Han ved bare at der findes hårdt arbejde til lav løn, og det vil han gerne lave om på, men han har måske svært ved at gennemskue, hvad der bliver sagt, når en højt uddannet økonom fortæller ham hvad der er bedst for samfunds økonomien, og en Sosu assistent, som ikke kan lide indvandrer, har svært ved at gennemskue hvorfor indvandrere er procentvis mere kriminelle end etniske danskere, og er derfor mere tilbøjelig til at generalisere og komme med hurtige løsninger der ødelægger mange normale menneskers liv.

En uddannelse i samfundsvidenskab giver dig ikke nødvendigvis en forståelse for, hvordan samfundet er skruet sammen fra bund til top. Sorry to say. Det er der ingen uddannelser og ingen job, der gør.

Og det er jo så derfor, vi ikke skal have én slags politikere. De skal hverken alle sammen være slagterimedarbejdere, sosuasistenter eller økonomer, ligesom de ikke skal være unge eller gamle - men optimalt være en skøn blanding af viden, erfaringer, perspektiver og interesser.

[Guru]

Jeg ser dem som idealister, de bekymrer sig ikke om faktiske forhold, de kender dem slet ikke og mener heller ikke selv at de behøver kende dem.
De har en ide om hvordan ting skal gøres og den følger de bare, uanset om det viser sig at være en dårlig måde.

Jeg er bange for at den yngste statsminister vi har haft, har sat den yngste regering vi har haft, for ikke at blive modsagt og møde modstand.
Hun er nemlig selv en af idealisterne.
Hun vil ikke slås med gammelkloge garvede og rutinerede ministre.

Jeg mener slet ikke de behøver at kende de faktiske forhold. Der findes tusindvis af forskellige brancher og måder at arbejde på, med forskellige forhold, og interesser indblandet. Det er helt umuligt at kende dem alle sammen. Så derfor er det nødvendigt for en politiker at være idealist. Men man kan fx. godt synes at de lavtlønnede fortjener mere i løn, selvom man aldrig har prøvet at arbejde til en lav løn, og omvendt kan man også mene, at det skal være lettere at drive virksomhed, selvom man aldrig har prøvet at være direktør for noget firma. Man kan også mene at grønne teknologier er løsningen på klima problemet, selvom man ikke aner noget om hvilke teknologier der bedst kan gøre det. Det er ideologi, og det betyder at man har en mening om hvilken retning samfundet skal bevæge sig i, og så må de forskellige faggrupper og samfundsgrupper ellers argumenterer for hvad de synes der mangler, og hvis det ellers passer ind i politikerens ideologiske overbevisning, så vil han/hun sikkert også arbejde for at det bliver tilgodeset.

Politikere ser kun de store linjer, og man kan næppe bebrejde dem andet, da det jo trods alt er hele samfundet de skal bekymre sig om, og det er lobby organisationernes job at fremføre argumenter der fremmer de interesser de repræsenterer, og her hjælper det, en politiker, at have en uddannelse i fx samfundsvidenskab, fordi man ved hvordan samfundet skruet sammen, fra bund til top, samt hvordan verden fungerer uden for landets grænser. Det gør en slagteri arbejder ikke nødvendigvis. Han ved bare at der findes hårdt arbejde til lav løn, og det vil han gerne lave om på, men han har måske svært ved at gennemskue, hvad der bliver sagt, når en højt uddannet økonom fortæller ham hvad der er bedst for samfunds økonomien, og en Sosu assistent, som ikke kan lide indvandrer, har svært ved at gennemskue hvorfor indvandrere er procentvis mere kriminelle end etniske danskere, og er derfor mere tilbøjelig til at generalisere og komme med hurtige løsninger der ødelægger mange normale menneskers liv.

Først argumentere du for hvorfor den politiske elite ikke behøver vide noget specifikt om noget som helst.
Bagefter skriver du at ufaglærte ville være dårlige politikere fordi de ikke kan genneskue noget som helst.

Begge grupper er sådan ca. lige dårlige til at lede landet, både dem som ikke ved noget og dem som ikke kan gennemskue noget.
De er begge er lige dårlige.

Vi skal have folk som både er vidende omkring faktiske forhold (forhold går ofte igen fra branche til branche), og samtidigt kan gennemskue processer og procedure.
I min optik burde ministrene findes helt uden for de politiske partier, som det er nu, med de som vælges ind fra partierne.

Jamen, det man skal forstå er at en politiker først og fremmest skal agere som leder, og det der bør kendetegne en leder er, at de ved "lidt" om "mange" ting, og så har de visioner omkring hvordan tingene skal være fungere i fremtiden. De bør ikke være eksperter i noget som helst, fordi så risikere man, at de prioritere det som de er eksperter i, netop fordi de er eksperter i lige det område.

Altså en pædagog er ekspert i børn, og ved hvad der skal til for at børn trives bedst. Så en pædagog vil argumentere for at der gives flere penge til børneområdet, så at projekter, der kan give børnene en bedre opvækst, kan blive ført ud i livet.

En læge er ekspert i behandling af syge og i generel sundhed, og vil argumentere for at der gives penge til tiltag der kan forbedre hospitals og sundhedsområdet.

En SOSU har set hvordan gamle mennesker har det, når de for alvor bliver gamle, og vil argumentere for bedre forhold til de ældre.

En ingeniør er ekspert i teknologier og i hvordan forskellige teknologier bedst kan hjælpe os i fremtiden.

En iværksætter eller en direktør, ved noget om hvordan man driver en virksomhed, og det er nemmere når udgifterne er små.

Politidirektøren vil generelt bare have flere betjente at gøre godt med.

Indvandreren vil bare gerne accepteres og have lov at blive i landet

Meteorologen og klima-eksperten har set i deres data og klimaberegninger at global opvarmning grundet CO2 udledning kan føre til katastrofale konsekvenser, og argumentere derfor for, at vi gør alt hvad vi kan for at reducere CO2 udledningen, imens olieaktionæren benægter at CO2 overhovedet har en effekt på klimaet, og at fossile brændstoffer stadig har en fremtid.

Mureren vil argumenterer for, at han udfører hårdt fysisk arbejde og dermed hurtigere bliver slidt ned, og han vil derfor gerne tidligere på pension. Samfundsøkonomen kan derimod se i sine beregninger, at det vil være dårligt for dansk økonomi, hvis folk går tidligere på pension, og argumenter derfor for at pensions alderen skal sættes op.

Og sådan kan man blive ved. Alle brancher har deres eksperter og alle brancher har forskellige interesser. En politiker skal som sagt agere som leder, og skal tage imod rådgivning og forstå rådgivning fra alle de forskellige områder. Herefter er det politikerens politiske overbevisning der bestemmer hvilke beslutninger der tages, og hvad der skal prioriteres. Pædagogen kan fx godt argumentere for at det ville være godt med flere pædagoger pr. barn, men hvis politikeren i virkeligheden synes, at det er de ældre som skal prioriteres, så er det de ældre der bliver hjulpet først.
Politikeren tager altså sine beslutninger baseret på hvad han/hun føler ideologisk mest for, og derfor kan det nogen gange være, som at råbe ind i en dør, når man ved hvad der er bedst mht. det som man interesserer sig for, men politikeren blot ignorere det.

Derfor er det bedst med politikere, som ved noget om samfundet på et generelt plan, og som ikke er styret af faglige eller personlige interesser, men derimod hvad de mener på sigt, vil være bedst for landet. Altså en ideologi. Faktisk mener jeg at "politiker" bør være en uddannelse.

[Guru]

Jeg ser dem som idealister, de bekymrer sig ikke om faktiske forhold, de kender dem slet ikke og mener heller ikke selv at de behøver kende dem.
De har en ide om hvordan ting skal gøres og den følger de bare, uanset om det viser sig at være en dårlig måde.

Jeg er bange for at den yngste statsminister vi har haft, har sat den yngste regering vi har haft, for ikke at blive modsagt og møde modstand.
Hun er nemlig selv en af idealisterne.
Hun vil ikke slås med gammelkloge garvede og rutinerede ministre.

Jeg mener slet ikke de behøver at kende de faktiske forhold. Der findes tusindvis af forskellige brancher og måder at arbejde på, med forskellige forhold, og interesser indblandet. Det er helt umuligt at kende dem alle sammen. Så derfor er det nødvendigt for en politiker at være idealist. Men man kan fx. godt synes at de lavtlønnede fortjener mere i løn, selvom man aldrig har prøvet at arbejde til en lav løn, og omvendt kan man også mene, at det skal være lettere at drive virksomhed, selvom man aldrig har prøvet at være direktør for noget firma. Man kan også mene at grønne teknologier er løsningen på klima problemet, selvom man ikke aner noget om hvilke teknologier der bedst kan gøre det. Det er ideologi, og det betyder at man har en mening om hvilken retning samfundet skal bevæge sig i, og så må de forskellige faggrupper og samfundsgrupper ellers argumenterer for hvad de synes der mangler, og hvis det ellers passer ind i politikerens ideologiske overbevisning, så vil han/hun sikkert også arbejde for at det bliver tilgodeset.

Politikere ser kun de store linjer, og man kan næppe bebrejde dem andet, da det jo trods alt er hele samfundet de skal bekymre sig om, og det er lobby organisationernes job at fremføre argumenter der fremmer de interesser de repræsenterer, og her hjælper det, en politiker, at have en uddannelse i fx samfundsvidenskab, fordi man ved hvordan samfundet skruet sammen, fra bund til top, samt hvordan verden fungerer uden for landets grænser. Det gør en slagteri arbejder ikke nødvendigvis. Han ved bare at der findes hårdt arbejde til lav løn, og det vil han gerne lave om på, men han har måske svært ved at gennemskue, hvad der bliver sagt, når en højt uddannet økonom fortæller ham hvad der er bedst for samfunds økonomien, og en Sosu assistent, som ikke kan lide indvandrer, har svært ved at gennemskue hvorfor indvandrere er procentvis mere kriminelle end etniske danskere, og er derfor mere tilbøjelig til at generalisere og komme med hurtige løsninger der ødelægger mange normale menneskers liv.

Først argumentere du for hvorfor den politiske elite ikke behøver vide noget specifikt om noget som helst.
Bagefter skriver du at ufaglærte ville være dårlige politikere fordi de ikke kan genneskue noget som helst.

Begge grupper er sådan ca. lige dårlige til at lede landet, både dem som ikke ved noget og dem som ikke kan gennemskue noget.
De er begge er lige dårlige.

Vi skal have folk som både er vidende omkring faktiske forhold (forhold går ofte igen fra branche til branche), og samtidigt kan gennemskue processer og procedure.
I min optik burde ministrene findes helt uden for de politiske partier, som det er nu, med de som vælges ind fra partierne.

Jamen, det man skal forstå er at en politiker først og fremmest skal agere som leder, og det der bør kendetegne en leder er, at de ved "lidt" om "mange" ting, og så har de visioner omkring hvordan tingene skal være fungere i fremtiden. De bør ikke være eksperter i noget som helst, fordi så risikere man, at de prioritere det som de er eksperter i, netop fordi de er eksperter i lige det område.

Altså en pædagog er ekspert i børn, og ved hvad der skal til for at børn trives bedst. Så en pædagog vil argumentere for at der gives flere penge til børneområdet, så at projekter, der kan give børnene en bedre opvækst, kan blive ført ud i livet.

En læge er ekspert i behandling af syge og i generel sundhed, og vil argumentere for at der gives penge til tiltag der kan forbedre hospitals og sundhedsområdet.

En SOSU har set hvordan gamle mennesker har det, når de for alvor bliver gamle, og vil argumentere for bedre forhold til de ældre.

En ingeniør er ekspert i teknologier og i hvordan forskellige teknologier bedst kan hjælpe os i fremtiden.

En iværksætter eller en direktør, ved noget om hvordan man driver en virksomhed, og det er nemmere når udgifterne er små.

Politidirektøren vil generelt bare have flere betjente at gøre godt med.

Indvandreren vil bare gerne accepteres og have lov at blive i landet

Meteorologen og klima-eksperten har set i deres data og klimaberegninger at global opvarmning grundet CO2 udledning kan føre til katastrofale konsekvenser, og argumentere derfor for, at vi gør alt hvad vi kan for at reducere CO2 udledningen, imens olieaktionæren benægter at CO2 overhovedet har en effekt på klimaet, og at fossile brændstoffer stadig har en fremtid.

Mureren vil argumenterer for, at han udfører hårdt fysisk arbejde og dermed hurtigere bliver slidt ned, og han vil derfor gerne tidligere på pension. Samfundsøkonomen kan derimod se i sine beregninger, at det vil være dårligt for dansk økonomi, hvis folk går tidligere på pension, og argumenter derfor for at pensions alderen skal sættes op.

Og sådan kan man blive ved. Alle brancher har deres eksperter og alle brancher har forskellige interesser. En politiker skal som sagt agere som leder, og skal tage imod rådgivning og forstå rådgivning fra alle de forskellige områder. Herefter er det politikerens politiske overbevisning der bestemmer hvilke beslutninger der tages, og hvad der skal prioriteres. Pædagogen kan fx godt argumentere for at det ville være godt med flere pædagoger pr. barn, men hvis politikeren i virkeligheden synes, at det er de ældre som skal prioriteres, så er det de ældre der bliver hjulpet først.
Politikeren tager altså sine beslutninger baseret på hvad han/hun føler ideologisk mest for, og derfor kan det nogen gange være, som at råbe ind i en dør, når man ved hvad der er bedst mht. det som man interesserer sig for, men politikeren blot ignorere det.

Derfor er det bedst med politikere, som ved noget om samfundet på et generelt plan, og som ikke er styret af faglige eller personlige interesser, men derimod hvad de mener på sigt, vil være bedst for landet. Altså en ideologi. Faktisk mener jeg at "politiker" bør være en uddannelse.

Det er det man lærer på DJØF akademiet, sådan er den virkelige verden ikke indrettet.

Jeg fandt et klogt indlæg af ældre dato her på debatten som jeg synes du skal læse:
http://www.debatten.net/forum/viewtopic ... 47#p330647

Din forsimpling af hvad folk er for nogen, baseret på deres erhverv, den vælger jeg at overse og ikke kommentere på.
Det der tæller er at man har noget erfaring med et eller andet, og bygger sine holdninger på dét.



Kan dog lige uddybe lidt.
Politidirektøren (eller bare en betjent) ved jo noget om hvor man ikke skal spilde politiets ressourcer.
Ingeniøren ved hvor man ikke bør satse på hjælp fra teknologi.
Iværksætteren ved hvor udgifterne ihvertfald ikke skal øges.

Men Politidirektøren synger også i kor mandag aften, og mener kultur skal prioriteres, der skal være en fødekæde så der også er kor i fremtiden.
Ingeniøren er frivillig brandmand, og vil gerne have forbedringer af beredskabet. iøvrigt er hans kone syg af kræft og underlagt sundhedssystemet
Iværksætteren er også lokalpolitiker, viceborgmester, og har været det i 20 år, han kender til alt det en kommune slås med.

De er alle forældre til nogen, de har alle familiemedlemmer der er på plejehjem eller er syge, de interesserer sig ret bredt for samfundet.
De lever jo midt i det.

Et indlæg jeg selv har skrevet haha... Kan godt se det er gået ned ad bakke siden dengang, og jeg giver dig ret i at jeg forsimplede tingene lige lovlig meget, men omvendt så var det også sent om aftenen, og jeg kunne godt se at jeg var på vej til at skrive et indlæg der havde potentiale til at blive MEGET langt, selvom jeg ikke rigtig gad. Jeg er selvfølgelig enig med dig i at samfundet er mere kompliceret end den måde jeg beskrev det på. Jeg prøvede vidst bare at ridse de overordnede linjer op. Det lykkedes ikke helt.

Jeg er bare træt af at høre om, at de fleste politikere ikke ved noget som helst om hvordan samfundet fungerer, fordi de ikke har så stor erfaring med rigtig arbejde, og istedet brugte deres tid på uddannelse. Det man lærer på en uddannelse er aldrig det samme som det man finder i virkeligheden, men bygger dog alligevel på viden som er samlet op af folk, der har praktisk erfaring fra virkeligheden. Men de har trods alt erfaringer, og de har brugt en stor del af deres tid på at tale med rigtig mange forskellige mennesker, der har den erfaring de selv mangler. Derudover har de læst rigtig meget, og set på bunkevis af statistikker og trend kurver. Så i virkeligheden har de måske et bedre overblik end de fleste. Når det er sagt, så bliver jeg ofte selv dødtræt af politikere, som mest af alt basere deres politik på følelser, og ikke på konkret viden og erfaring. Et eksempel kunne være hvordan man straffer kriminalitet. Skal der være fokus på at de kriminelle får så hård en straf som mulig, så ofrenes hævnfølelse kan blive tilfredsstillet, eller skal der være fokus på at opdrage den kriminelle til at blive et bedre menneske, så han kan få et normalt liv når han kommer ud? Det er og bliver et spørgsmål om kultur og følelser, eller ideologisk overbevisning. Det er svært at overbevise nogen, som er ideologisk uenig, uanset hvilken konkret viden, man har fra den virkelige verden.

Jeg er dog enig i, at der idag findes karriere politikere, der mest af alt går op i at spille det politiske spil så det falder ud til deres egen fordel, og at de måske i virkeligheden ikke bekymrer sig så meget om hvad de selv mener.

[Ernie]

Jeg er bare træt af at høre om, at de fleste politikere ikke ved noget som helst om hvordan samfundet fungerer, fordi de ikke har så stor erfaring med rigtig arbejde, og istedet brugte deres tid på uddannelse. Det man lærer på en uddannelse er aldrig det samme som det man finder i virkeligheden, men bygger dog alligevel på viden som er samlet op af folk, der har praktisk erfaring fra virkeligheden. Men de har trods alt erfaringer, og de har brugt en stor del af deres tid på at tale med rigtig mange forskellige mennesker, der har den erfaring de selv mangler. Derudover har de læst rigtig meget, og set på bunkevis af statistikker og trend kurver. Så i virkeligheden har de måske et bedre overblik end de fleste. Når det er sagt, så bliver jeg ofte selv dødtræt af politikere, som mest af alt basere deres politik på følelser, og ikke på konkret viden og erfaring.

Politikere skal jo være gode til at formulere sig og til at sige noget, som folk kan holde ud at høre på selv i langtrukne debatter, hvor alt allerede er sagt. Dette er akademikere i almindelighed bedre til end folk, der kun har folkeskolen som deres uddannelse.

Følelser bruger politikere mest som et redskab. Det er ikke deres egne følelser, det her drejer sig om, men derimod vælgernes. Politikerne forsøger derfor bare at sige det, som de tror kan tilfredsstille deres kernevælgere.

Et eksempel kunne være hvordan man straffer kriminalitet. Skal der være fokus på at de kriminelle får så hård en straf som mulig, så ofrenes hævnfølelse kan blive tilfredsstillet, eller skal der være fokus på at opdrage den kriminelle til at blive et bedre menneske, så han kan få et normalt liv når han kommer ud?

Hævnfølelse hører ikke hjemme her. For formålet med at straffe er jo blot dels at afskrække folk fra at begå kriminalitet og dels at beskytte befolkningen mod farlige kriminelle.

Problemet med straf er jo bare, at det ikke gør folk til bedre mennesker. Man kan kun beskytte befolkningen mod farlige kriminelle på to måder:
1. Dødsstraf
2. Livsvarig forvaring

Men dødsstraf bryder man sig jo ikke om at benytte i et velhavende samfund som vores, hvor vi har råd til noget andet.

Straffe kan dog også blive for milde. Det, der generer mig mest ved det moderne straffesystem, er, at man ikke straffer hårdere i gentagelsestilfælde. For det giver jo ingen mening bare at blive ved med at give korte nærmest symbolske straffe til folk, der er blevet straffet for omtrent det samme næsten 10 gange tidligere. Her ved man jo, at de næsten med sikkerhed bare vil begå lignende forbrydelser igen, hver gang man løslader dem. Så her kunne vi sikkert lære en hel del af Singapore, der har verdens laveste kriminalitet, fordi de dels straffer hårdere og dels ofte supplerer fængselsstraffe med stokkeslag, som de kriminelle jo nok har mere respekt for end et ophold i en celle med TV og udgang fra fængslet i weekenderne.

Det er og bliver et spørgsmål om kultur og følelser, eller ideologisk overbevisning. Det er svært at overbevise nogen, som er ideologisk uenig, uanset hvilken konkret viden, man har fra den virkelige verden.

Jeg er dog enig i, at der idag findes karriere-politikere, der mest af alt går op i at spille det politiske spil så det falder ud til deres egen fordel, og at de måske i virkeligheden ikke bekymrer sig så meget om hvad de selv mener.

Folk har generelt alt for meget autoritetstro over for politikerne. For nærmest alle politikere er jo karriere-politikere, der går mere op i selv at blive genvalgt og opnå politiske forfremmelser end i at gavne befolkningen. Dette er jo nok også meget menneskeligt, og mange af os gør jo det samme i det firma, hvor vi er ansat: Altså bare at lukke øjnene over for uretfærdigheder for ikke at risikere at fornærme vores chef eller ledere.

[Guru]

Jeg er bare træt af at høre om, at de fleste politikere ikke ved noget som helst om hvordan samfundet fungerer, fordi de ikke har så stor erfaring med rigtig arbejde, og istedet brugte deres tid på uddannelse. Det man lærer på en uddannelse er aldrig det samme som det man finder i virkeligheden, men bygger dog alligevel på viden som er samlet op af folk, der har praktisk erfaring fra virkeligheden. Men de har trods alt erfaringer, og de har brugt en stor del af deres tid på at tale med rigtig mange forskellige mennesker, der har den erfaring de selv mangler. Derudover har de læst rigtig meget, og set på bunkevis af statistikker og trend kurver. Så i virkeligheden har de måske et bedre overblik end de fleste. Når det er sagt, så bliver jeg ofte selv dødtræt af politikere, som mest af alt basere deres politik på følelser, og ikke på konkret viden og erfaring.

Politikere skal jo være gode til at formulere sig og til at sige noget, som folk kan holde ud at høre på selv i langtrukne debatter, hvor alt allerede er sagt. Dette er akademikere i almindelighed bedre til end folk, der kun har folkeskolen som deres uddannelse.

Følelser bruger politikere mest som et redskab. Det er ikke deres egne følelser, det her drejer sig om, men derimod vælgernes. Politikerne forsøger derfor bare at sige det, som de tror kan tilfredsstille deres kernevælgere.

Et eksempel kunne være hvordan man straffer kriminalitet. Skal der være fokus på at de kriminelle får så hård en straf som mulig, så ofrenes hævnfølelse kan blive tilfredsstillet, eller skal der være fokus på at opdrage den kriminelle til at blive et bedre menneske, så han kan få et normalt liv når han kommer ud?

Hævnfølelse hører ikke hjemme her. For formålet med at straffe er jo blot dels at afskrække folk fra at begå kriminalitet og dels at beskytte befolkningen mod farlige kriminelle.

Problemet med straf er jo bare, at det ikke gør folk til bedre mennesker. Man kan kun beskytte befolkningen mod farlige kriminelle på to måder:
1. Dødsstraf
2. Livsvarig forvaring

Men dødsstraf bryder man sig jo ikke om at benytte i et velhavende samfund som vores, hvor vi har råd til noget andet.

Straffe kan dog også blive for milde. Det, der generer mig mest ved det moderne straffesystem, er, at man ikke straffer hårdere i gentagelsestilfælde. For det giver jo ingen mening bare at blive ved med at give korte nærmest symbolske straffe til folk, der er blevet straffet for omtrent det samme næsten 10 gange tidligere. Her ved man jo, at de næsten med sikkerhed bare vil begå lignende forbrydelser igen, hver gang man løslader dem. Så her kunne vi sikkert lære en hel del af Singapore, der har verdens laveste kriminalitet, fordi de dels straffer hårdere og dels ofte supplerer fængselsstraffe med stokkeslag, som de kriminelle jo nok har mere respekt for end et ophold i en celle med TV og udgang fra fængslet i weekenderne.

Det er og bliver et spørgsmål om kultur og følelser, eller ideologisk overbevisning. Det er svært at overbevise nogen, som er ideologisk uenig, uanset hvilken konkret viden, man har fra den virkelige verden.

Jeg er dog enig i, at der idag findes karriere-politikere, der mest af alt går op i at spille det politiske spil så det falder ud til deres egen fordel, og at de måske i virkeligheden ikke bekymrer sig så meget om hvad de selv mener.

Hævnfølelse er da i høj grad et element af straffesystemet. Man skal både afskrække og beskytte samfundet, men der er da også helt klart et element af at ofrene skal tilfredsstilles. Det kommer dog an på hvad forbrydelsen er. Det er ikke fordi vi har råd til ikke at have dødsstraf, at vi ikke har det. Vi har det bare ikke, fordi folk generelt er imod, af mange forskellige årsager.

[Dane]

Jeg ser dem som idealister, de bekymrer sig ikke om faktiske forhold, de kender dem slet ikke og mener heller ikke selv at de behøver kende dem.
De har en ide om hvordan ting skal gøres og den følger de bare, uanset om det viser sig at være en dårlig måde.

Jeg er bange for at den yngste statsminister vi har haft, har sat den yngste regering vi har haft, for ikke at blive modsagt og møde modstand.
Hun er nemlig selv en af idealisterne.
Hun vil ikke slås med gammelkloge garvede og rutinerede ministre.

Jeg mener slet ikke de behøver at kende de faktiske forhold. Der findes tusindvis af forskellige brancher og måder at arbejde på, med forskellige forhold, og interesser indblandet. Det er helt umuligt at kende dem alle sammen. Så derfor er det nødvendigt for en politiker at være idealist. Men man kan fx. godt synes at de lavtlønnede fortjener mere i løn, selvom man aldrig har prøvet at arbejde til en lav løn, og omvendt kan man også mene, at det skal være lettere at drive virksomhed, selvom man aldrig har prøvet at være direktør for noget firma. Man kan også mene at grønne teknologier er løsningen på klima problemet, selvom man ikke aner noget om hvilke teknologier der bedst kan gøre det. Det er ideologi, og det betyder at man har en mening om hvilken retning samfundet skal bevæge sig i, og så må de forskellige faggrupper og samfundsgrupper ellers argumenterer for hvad de synes der mangler, og hvis det ellers passer ind i politikerens ideologiske overbevisning, så vil han/hun sikkert også arbejde for at det bliver tilgodeset.

Politikere ser kun de store linjer, og man kan næppe bebrejde dem andet, da det jo trods alt er hele samfundet de skal bekymre sig om, og det er lobby organisationernes job at fremføre argumenter der fremmer de interesser de repræsenterer, og her hjælper det, en politiker, at have en uddannelse i fx samfundsvidenskab, fordi man ved hvordan samfundet skruet sammen, fra bund til top, samt hvordan verden fungerer uden for landets grænser. Det gør en slagteri arbejder ikke nødvendigvis. Han ved bare at der findes hårdt arbejde til lav løn, og det vil han gerne lave om på, men han har måske svært ved at gennemskue, hvad der bliver sagt, når en højt uddannet økonom fortæller ham hvad der er bedst for samfunds økonomien, og en Sosu assistent, som ikke kan lide indvandrer, har svært ved at gennemskue hvorfor indvandrere er procentvis mere kriminelle end etniske danskere, og er derfor mere tilbøjelig til at generalisere og komme med hurtige løsninger der ødelægger mange normale menneskers liv.

Først argumentere du for hvorfor den politiske elite ikke behøver vide noget specifikt om noget som helst.
Bagefter skriver du at ufaglærte ville være dårlige politikere fordi de ikke kan genneskue noget som helst.

Begge grupper er sådan ca. lige dårlige til at lede landet, både dem som ikke ved noget og dem som ikke kan gennemskue noget.
De er begge er lige dårlige.

Vi skal have folk som både er vidende omkring faktiske forhold (forhold går ofte igen fra branche til branche), og samtidigt kan gennemskue processer og procedure.
I min optik burde ministrene findes helt uden for de politiske partier, som det er nu, med de som vælges ind fra partierne.

Jamen, det man skal forstå er at en politiker først og fremmest skal agere som leder, og det der bør kendetegne en leder er, at de ved "lidt" om "mange" ting, og så har de visioner omkring hvordan tingene skal være fungere i fremtiden. De bør ikke være eksperter i noget som helst, fordi så risikere man, at de prioritere det som de er eksperter i, netop fordi de er eksperter i lige det område.

Altså en pædagog er ekspert i børn, og ved hvad der skal til for at børn trives bedst. Så en pædagog vil argumentere for at der gives flere penge til børneområdet, så at projekter, der kan give børnene en bedre opvækst, kan blive ført ud i livet.

En læge er ekspert i behandling af syge og i generel sundhed, og vil argumentere for at der gives penge til tiltag der kan forbedre hospitals og sundhedsområdet.

En SOSU har set hvordan gamle mennesker har det, når de for alvor bliver gamle, og vil argumentere for bedre forhold til de ældre.

En ingeniør er ekspert i teknologier og i hvordan forskellige teknologier bedst kan hjælpe os i fremtiden.

En iværksætter eller en direktør, ved noget om hvordan man driver en virksomhed, og det er nemmere når udgifterne er små.

Politidirektøren vil generelt bare have flere betjente at gøre godt med.

Indvandreren vil bare gerne accepteres og have lov at blive i landet

Meteorologen og klima-eksperten har set i deres data og klimaberegninger at global opvarmning grundet CO2 udledning kan føre til katastrofale konsekvenser, og argumentere derfor for, at vi gør alt hvad vi kan for at reducere CO2 udledningen, imens olieaktionæren benægter at CO2 overhovedet har en effekt på klimaet, og at fossile brændstoffer stadig har en fremtid.

Mureren vil argumenterer for, at han udfører hårdt fysisk arbejde og dermed hurtigere bliver slidt ned, og han vil derfor gerne tidligere på pension. Samfundsøkonomen kan derimod se i sine beregninger, at det vil være dårligt for dansk økonomi, hvis folk går tidligere på pension, og argumenter derfor for at pensions alderen skal sættes op.

Og sådan kan man blive ved. Alle brancher har deres eksperter og alle brancher har forskellige interesser. En politiker skal som sagt agere som leder, og skal tage imod rådgivning og forstå rådgivning fra alle de forskellige områder. Herefter er det politikerens politiske overbevisning der bestemmer hvilke beslutninger der tages, og hvad der skal prioriteres. Pædagogen kan fx godt argumentere for at det ville være godt med flere pædagoger pr. barn, men hvis politikeren i virkeligheden synes, at det er de ældre som skal prioriteres, så er det de ældre der bliver hjulpet først.
Politikeren tager altså sine beslutninger baseret på hvad han/hun føler ideologisk mest for, og derfor kan det nogen gange være, som at råbe ind i en dør, når man ved hvad der er bedst mht. det som man interesserer sig for, men politikeren blot ignorere det.

Derfor er det bedst med politikere, som ved noget om samfundet på et generelt plan, og som ikke er styret af faglige eller personlige interesser, men derimod hvad de mener på sigt, vil være bedst for landet. Altså en ideologi. Faktisk mener jeg at "politiker" bør være en uddannelse.

Det er det man lærer på DJØF akademiet, sådan er den virkelige verden ikke indrettet.

Jeg fandt et klogt indlæg af ældre dato her på debatten som jeg synes du skal læse:
http://www.debatten.net/forum/viewtopic ... 47#p330647

Din forsimpling af hvad folk er for nogen, baseret på deres erhverv, den vælger jeg at overse og ikke kommentere på.
Det der tæller er at man har noget erfaring med et eller andet, og bygger sine holdninger på dét.



Kan dog lige uddybe lidt.
Politidirektøren (eller bare en betjent) ved jo noget om hvor man ikke skal spilde politiets ressourcer.
Ingeniøren ved hvor man ikke bør satse på hjælp fra teknologi.
Iværksætteren ved hvor udgifterne ihvertfald ikke skal øges.

Men Politidirektøren synger også i kor mandag aften, og mener kultur skal prioriteres, der skal være en fødekæde så der også er kor i fremtiden.
Ingeniøren er frivillig brandmand, og vil gerne have forbedringer af beredskabet. iøvrigt er hans kone syg af kræft og underlagt sundhedssystemet
Iværksætteren er også lokalpolitiker, viceborgmester, og har været det i 20 år, han kender til alt det en kommune slås med.

De er alle forældre til nogen, de har alle familiemedlemmer der er på plejehjem eller er syge, de interesserer sig ret bredt for samfundet.
De lever jo midt i det.

Et indlæg jeg selv har skrevet haha... Kan godt se det er gået ned ad bakke siden dengang, og jeg giver dig ret i at jeg forsimplede tingene lige lovlig meget, men omvendt så var det også sent om aftenen, og jeg kunne godt se at jeg var på vej til at skrive et indlæg der havde potentiale til at blive MEGET langt, selvom jeg ikke rigtig gad. Jeg er selvfølgelig enig med dig i at samfundet er mere kompliceret end den måde jeg beskrev det på. Jeg prøvede vidst bare at ridse de overordnede linjer op. Det lykkedes ikke helt.

Jeg er bare træt af at høre om, at de fleste politikere ikke ved noget som helst om hvordan samfundet fungerer, fordi de ikke har så stor erfaring med rigtig arbejde, og istedet brugte deres tid på uddannelse. Det man lærer på en uddannelse er aldrig det samme som det man finder i virkeligheden, men bygger dog alligevel på viden som er samlet op af folk, der har praktisk erfaring fra virkeligheden. Men de har trods alt erfaringer, og de har brugt en stor del af deres tid på at tale med rigtig mange forskellige mennesker, der har den erfaring de selv mangler. Derudover har de læst rigtig meget, og set på bunkevis af statistikker og trend kurver. Så i virkeligheden har de måske et bedre overblik end de fleste. Når det er sagt, så bliver jeg ofte selv dødtræt af politikere, som mest af alt basere deres politik på følelser, og ikke på konkret viden og erfaring. Et eksempel kunne være hvordan man straffer kriminalitet. Skal der være fokus på at de kriminelle får så hård en straf som mulig, så ofrenes hævnfølelse kan blive tilfredsstillet, eller skal der være fokus på at opdrage den kriminelle til at blive et bedre menneske, så han kan få et normalt liv når han kommer ud? Det er og bliver et spørgsmål om kultur og følelser, eller ideologisk overbevisning. Det er svært at overbevise nogen, som er ideologisk uenig, uanset hvilken konkret viden, man har fra den virkelige verden.

Jeg er dog enig i, at der idag findes karriere politikere, der mest af alt går op i at spille det politiske spil så det falder ud til deres egen fordel, og at de måske i virkeligheden ikke bekymrer sig så meget om hvad de selv mener.

“Det man lærer på en uddannelse er aldrig det samme som det man finder i virkeligheden, men bygger dog alligevel på viden som er samlet op af folk, der har praktisk erfaring fra virkeligheden. Men de har trods alt erfaringer, og de har brugt en stor del af deres tid på at tale med rigtig mange forskellige mennesker, der har den erfaring de selv mangler.”

Hvis akademikere opnår praktisk viden fra folk med praktisk erfaring ser deres fremtid noget truende ud, i og med dette vidensgrundlag bliver mindre og mindre, hvis ikke de erhvervsfaglige uddannelser får et gedigent løft.

Ex. raser fagforeninger og politikere over østeuropæiske løntrykkere der stjæler danske jobs, men dette problem vil jo kun forsvinde hvis vi uddanner flere håndværkere så ventetiderne på en håndværker forsvinder eller hvis vi løfter østlandene op på et vestligt økonomisk niveau, men den løsning er der nok ikke politisk opbakning til

[Ernie]

Hævnfølelse er da i høj grad et element af straffesystemet. Man skal både afskrække og beskytte samfundet, men der er da også helt klart et element af at ofrene skal tilfredsstilles. Det kommer dog an på hvad forbrydelsen er. Det er ikke fordi vi har råd til ikke at have dødsstraf, at vi ikke har det. Vi har det bare ikke, fordi folk generelt er imod, af mange forskellige årsager.

Hævnfølelse hos ofrene er almindelig, ja. Men dommernes opgave er jo netop at være neutrale og ignorere hævnfølelsen. De skal i stedet udelukkende tage stilling til i hvilken grad loven er overtrådt og så give en passende straf i forhold til dette. Ofrenes eventuelle hævntørst skal dommerne på ingen måde forsøge at tilfredsstille.

Når politikerne laver lovene, er det lidt mere kompliceret. For her kan politikerne jo sommetider blive påvirket af befolkningens hævntørst over for de typer af forbrydelser, der især forarger dem, og politikerne vil jo gerne genvælges. Men det er stadig politikernes opgave at holde hovedet koldt og i stedet lave love, der bare beskytter samfundet på passende vis og ikke giver unødvendigt hårde straffe, der jo kun koster penge og gør det endnu vanskeligere at resocialisere kriminelle efter, at straffen er afsonet. Hævnfølelse er et primitivt urinstinkt, som politikerne skal forsøge at ignorere.

Det er så også dette, der giver det problem, at straffene ofte bliver lidt for milde, så de ikke rigtigt opfylder deres formål om at afskrække folk fra at overtræde lovene. Dette skyldes især to ting:
1. Man kan ikke dømme for lovovertrædelser, hvor beviset halter, selvom vedkommende jo ofte er skyldig alligevel.
2. I Danmark dømmer man generelt for mildt i gentagelsestilfælde. Forbryderne behandles pænt for at gøre resocialiseringen nemmere. Men dette giver det problem, at visse forbrydere bare fortsætter med at begå de samme forbrydelser igen og igen, og dommerne fortsætter så bare med at give de samme virkningsløse milde straffe. Dette er til grin, og man burde i stedet give straffe, der bliver langt hårdere i gentagelsestilfælde.

[Dane]

Det ser sku fortsat sort ud for akademikernes/politikernes praktiske vidensgrundlag.

“Der blev indgået 1200 færre uddannelsesaftaler om lærepladser mellem virksomheder og lærlinge fra oktober 2018 til oktober 2019, hvis man sammenligner med samme periode et år tidligere.”

https://a.msn.com/r/2/BBZvJ0R?m=da-dk&r ... InAppShare

Kan årsagen virkelig være at de unge hellere vil sidde på sin røv og læse fremfor at bruge hænderne ?
Noget kunne desuden tyde på at adgangskravene til de videregående uddannelser er blevet for lave !