Hvor er arbejdskraften blevet af?

[FruitFly]

Hvis man er erklæret jobparat og jobcenteret anviser én et job, så skal man tage det ellers rygers ens dagpenge eller kontanthjælp. Længere er den sådan set ikke. Så hvorfor ringer hotellet selv til de 60? Ring dog til jobcenteret og bed dem anvise de ledige.

Men sådan er det faktisk ikke, for det gennemgik de i radioen, hvis man ikke tager et anvist arbejde, så skal jobcentret sende info til den arbejdsløses a-kasse, og så skal a-kassen indkalde til en samtale om arbejdsparathed, og så på baggrund af den samtale kan de så indstille at den arbejdsløse ikke skal have dagpenge for en periode.
Problemet er bare at jobcenteret ikke sender advisering til a-kasserne konsekvent og i alle sager, og selv hvis de gør, så får a-kasserne ikke afholdt samtalerne, og selv hvis samtalerne bliver afholdt så munder de ofte ikke ud i at den arbejdsløse trækkes i dagpenge.

Det er eddermame ærgerligt og dumt. Nogen må gøre noget!

[Madam Pomfrey]

Men netop håndværker branchen, er det ikke lidt "ris til egen røv" - efter alt for mange år med alt for få lærepladser.
De unge, som rigtig gerne vil håndværksfagene, giver op fordi de ikke kan få lærepladsen, og så går de andre veje.
De giver op fordi deres eneste mulighed er skolepraktikker, og det er ikke fordi de er kræsne og kun ønsker et job lige i "baghaven" - de er villige til at flytte sig langt.
Min svoger var voksenlærling som elektrikker, og han kæmpede en brav kamp for lærepladsen. Idag er han ansat et sted hvor han faktisk søgte læreplads 3 gange, og de afviste ham med ikke at have ressorucerne. Idag er de skide glade for ham og synes han er mega dygtig, og de skriger fortsat på flere uddannede elektrikkere.

Selv er jeg i et omsorgsfag, og vi mærker også de manglende hænder, - ikke i form af faste medarbejdere, men vikarer.
Vores udfordring har som f.x. cafeers m.v. været at de unge har været ude og arbejde på podecentrene. Og den løn der tilbydes der er markant bedre, og ikke noget vi kan matche.

Som med håndværkerne så mener jeg at det også i plejesektoren i høj grad er ris til egen røv.

Det ER bare ikke attraktivt at være sæsonarbejder, blive kastet rundt mellem forskellige områder og afdelinger og ofte uden opsyn, oplæring og generelt ordentlige arbejdsforhold - samtidig med at man har et relativt stort ansvar overfor andre mennesker.

Og det der med at skyde skylden på podecentrene den synes jeg ikke holder.
Præcis som håndværkerne ikke synes de har plads, tid eller råd til en lærling. Så er det det samme der er gældende i andre fag også. Og så må der jo tages tid, råd og plads så man ikke ender med ikke at have den arbejdskraft man har brug for.

Du har en pointe i at plejesektoren også er hårdt ramt ifht. arbejdsvilkår, tempo, osv. og at de unge står med alt for stort et ansvar og alt for store krav, forventninger og pres, og mange af de der har arbejdet i faget i mange år er med rette frustrerede over manglende tid til omsorg og nærvær, og ingen holder til at være i et job hvor man dagligt står med følelse af at være utilstrækkelig, og ikke at gøre sit arbejde godt nok.

Jeg er dog selv i pædagogisk regi, og det sidste år har vi været udfordret, og vi ved at en faktor er ansættelse i podecentrene.
Jeg har haft min gang på min arbejdsplads de sidste knap 20 år, og nomering, arbejdsvilkår, opgaver etc. har ikke ændret sig ret meget over de 20 år, de største ændringer har ligget i ledelse, - hvilket helt klart også har været en belastning, forstyrrelse, og har haft indflydelse på kvaliteten, men det er landet et godt sted de senere år. Jeg VED vi er en attraktiv og god arbejdsplads at være vikar på, - og vi har aldrig tidligere været udfordret på at få vikarer, som vi er nu, - før i tiden var der næsten kamp om at få vagter. Og vi tilbyder fast tilknyt til en enkelt afdeling med 8 borgere, fast planlagte vagter + adhoc vagter, som vikar arbejder man på lige vilkår som det faste personale, har medindflydelse på fordeling af dagens opgaver.

Og som arbejdsplads tager vi også uddannelse af kommende pædagoger alvorligt, vi har studerende, vi tager imod studiebesøg, deltager i interviews, tager gerne imod studerende der vil ud og lave projektarbejde etc.
Og modsat mangel på tilgængelige lærepladser, så har jeg aldrig hørt om pædagog- eller lærerstuderende, sosuer, ergoer m.fl. står uden mulighed for praktikpladser. Vi oplever ikke altid at få studerende, selvom vi er et godt og populært sted, - fordi der er flere praktikpladser end studerende.

[LaMariposa]

Tror ikke udelukkende, at det handler om, at der ikke er arbejdskraft at få - ikke alle steder i hvert fald. I mine seneste tre jobs har den ekstreme travlhed også i høj grad handlet om, at forventningerne til, hvad en enkelt medarbejder skal kunne nå, er fuldstændig urealistisk.

Har læst lidt om det, og det mest effektive er, at en medarbejder har sin tid besat 70% af tiden. Hvis det er på den måde, så forsinker nye opgaver ikke igangværende projekter. Men tror ikke, at der er nogen arbejdsgivere, der tør tillade, at deres medarbejdere ikke er totalt booket hele tiden.

[SonataA]

Ærligt, så tror jeg efterhånden at vi har fået skabt et arbejdsmarked hvor flere og flere vil stå udenfor.
De kvalifikationer man skal være i besiddelse af i dag, er der en større gruppe mennesker der ikke kan honorere.

Engang kunne man blive fisker, staldarbejder eller lign uden lange uddannelser, det kan man ikke længere. Men vi har fortsat en gruppe mennesker som ikke kan overskue en uddannelse.

Så er der kravene på arbejdsmarkedet - plettet straffeattest er for nogle lig med manglende job.
Psykisk sårbarhed rummer vi helst heller ikke.
Hvor det tidligere var muligt for den mentalt retarderede at finde arbejde hos en ven af familien eller lign, så findes det knap nok i dag.

At være jobparat er ikke lig med at man reelt kan varetage et arbejde. Er man fx på dagpenge, så har det altså enorm betydning om a-kassen lukker for det varme vand, da det alt andet lige vil betyde enten en mistet indtægt eller indtægtsnedgang. Så verden er dejligt nuanceret.

Virksomheder, politikere og jobcentre (you Can keep going) bør også begynde at se en arbejdsuge som andet en 37 timer. Flere ønsker mere frihed, og vil kunne klare ordinært arbejde på fx 28 timer ugentligt, men den type stillinger findes der ikke mange af.
Så måske arbejdsmarkedet også skal ændres og ikke kun arbejdstagerne.

[Elverpigen]

Tror ikke udelukkende, at det handler om, at der ikke er arbejdskraft at få - ikke alle steder i hvert fald. I mine seneste tre jobs har den ekstreme travlhed også i høj grad handlet om, at forventningerne til, hvad en enkelt medarbejder skal kunne nå, er fuldstændig urealistisk.

Har læst lidt om det, og det mest effektive er, at en medarbejder har sin tid besat 70% af tiden. Hvis det er på den måde, så forsinker nye opgaver ikke igangværende projekter. Men tror ikke, at der er nogen arbejdsgivere, der tør tillade, at deres medarbejdere ikke er totalt booket hele tiden.

Ærligt, så tror jeg efterhånden at vi har fået skabt et arbejdsmarked hvor flere og flere vil stå udenfor.
De kvalifikationer man skal være i besiddelse af i dag, er der en større gruppe mennesker der ikke kan honorere.

Engang kunne man blive fisker, staldarbejder eller lign uden lange uddannelser, det kan man ikke længere. Men vi har fortsat en gruppe mennesker som ikke kan overskue en uddannelse.

Så er der kravene på arbejdsmarkedet - plettet straffeattest er for nogle lig med manglende job.
Psykisk sårbarhed rummer vi helst heller ikke.
Hvor det tidligere var muligt for den mentalt retarderede at finde arbejde hos en ven af familien eller lign, så findes det knap nok i dag.

At være jobparat er ikke lig med at man reelt kan varetage et arbejde. Er man fx på dagpenge, så har det altså enorm betydning om a-kassen lukker for det varme vand, da det alt andet lige vil betyde enten en mistet indtægt eller indtægtsnedgang. Så verden er dejligt nuanceret.

Virksomheder, politikere og jobcentre (you Can keep going) bør også begynde at se en arbejdsuge som andet en 37 timer. Flere ønsker mere frihed, og vil kunne klare ordinært arbejde på fx 28 timer ugentligt, men den type stillinger findes der ikke mange af.
Så måske arbejdsmarkedet også skal ændres og ikke kun arbejdstagerne.

De ovennævnte indlæg er helt sikkert en del af det. I de senere år har der f.eks. været en trend, hvor der i annoncer for almindelige kontorjob er efterspurgt "robuste" medarbejdere, til en mere eller mindre livsfarlig ledelse ("Livsfarlig ledelse" er titlen på en bog, der gennemgår problematiske og usunde "moderne" ledelsestrends).

Samtidigt har der været en forandring mod storrumskontorer, hvor der er dokumentation for lavere effektivitet og højere sygelighed blandt medarbejderne end ved rigtige 1-2 personers kontorer.

Jeg har set flere eksempler på, at cocktails af ovenstående har bragt ellers effektive medarbejdere ud i sygemeldinger og på kanten af arbejdsmarkedet - hvor de sjovt nok under corona-hjemsendelserne pludselig har kunnet fungere "normalt" effektivt igen.

Et andet eksempel er folkeskolelærerne, der i de senere år har fået pålagt flere "inklusionsbørn", uden at de har fået tilsvarende værktøjer og ressourcer til at håndtere opgaven, hvilket har været til skade for arbejdsmiljøet for både lærere, inklusionsbørn og resten af børnene i klassen.

I Østdanmark har man også valgt at gøre ondt værre for sygehuspersonalet ved at insistere på at indføre et IT-system, som efter flere år stadig hæmmer effektiviteten.

På langt de fleste områder tror jeg ikke, at vi reelt har en mangel på arbejdskraft. I stedet er der tale om mangel på rettidig omhu i forhold til at sørge for rimelige arbejdsvilkår og sunde arbejdspladser, der kan rumme flere typer af mennesker.

Som samfund står vi også for en omgang ris til egen røv for nedprioritering og manglende respekt for fag som lærere og omsorgsfag. Jeg håber virkeligt, at vi får lært noget konstruktivt af f.eks. når jordmødre nægter at arbejde inden for deres fag og sygeplejersker ud over strejker også forlader faget.

Langt de fleste steder er spørgsmålet nok nærmere: Hvor er den sunde fornuft blevet af? Hvorfor og hvor længe får usunde ledelsesideologier og styringsværktøjer lov til at skubbe arbejdskraften væk?

[TomKah]

Jeg er helt enig i at arbejdsmarkedet er ved at udvikle sig til de få. Automatisering af alt og mærkelige IT systemer til at styre alt, gør selv simple processer vanskelige /komplicerede at håndtere. Nu arbejder jeg f.eks. i en produktion, men bare det at forbruge en vare selvom man står med den i hånden - det tager nærmest 4 dage at lære og en måned at få adgang til alle de IT systemer man skal bruge for at gøre det.

Læg dertil at ledelse er blevet udnævnt til en disciplin, som ikke kræver at man har faglig forståelse for det område man leder. Vi har simpelt hen fået faciliteringskvabbabelse. Og så tror vi at vi kan reparere en bil ved at indkalde til møde.

[ajnaM]

Ærligt, så tror jeg efterhånden at vi har fået skabt et arbejdsmarked hvor flere og flere vil stå udenfor.
De kvalifikationer man skal være i besiddelse af i dag, er der en større gruppe mennesker der ikke kan honorere.

Engang kunne man blive fisker, staldarbejder eller lign uden lange uddannelser, det kan man ikke længere. Men vi har fortsat en gruppe mennesker som ikke kan overskue en uddannelse.

Så er der kravene på arbejdsmarkedet - plettet straffeattest er for nogle lig med manglende job.
Psykisk sårbarhed rummer vi helst heller ikke.
Hvor det tidligere var muligt for den mentalt retarderede at finde arbejde hos en ven af familien eller lign, så findes det knap nok i dag.

At være jobparat er ikke lig med at man reelt kan varetage et arbejde. Er man fx på dagpenge, så har det altså enorm betydning om a-kassen lukker for det varme vand, da det alt andet lige vil betyde enten en mistet indtægt eller indtægtsnedgang. Så verden er dejligt nuanceret.

Virksomheder, politikere og jobcentre (you Can keep going) bør også begynde at se en arbejdsuge som andet en 37 timer. Flere ønsker mere frihed, og vil kunne klare ordinært arbejde på fx 28 timer ugentligt, men den type stillinger findes der ikke mange af.
Så måske arbejdsmarkedet også skal ændres og ikke kun arbejdstagerne.

Enig, og det tror jeg også, det kommer til - både af sig selv, gennem politik og i overenskomstsystemet. Det tager bare noget tid.

Eksempelvis er psykisk sårbarhed jo reelt vores største folkesygdom - store dele af ungdommen har diagnoser. Det skal fremtidens arbejdsmarked jo kunne rumme.

Heldigvis tror jeg, når jeg ser på børn og unge i dag, der har en helt anden rummelighed, end vi havde, da jeg var barn, at det nok skal lykkes.

[ajnaM]

Politisk er der efterhånden en forståelse af, at man kommer til at mangle absurd mange faglærte og ansatte i de offentlige omsorgsfag - sygeplejersker, pædagoger, sosu’er - mens vi kommer til at have et stort prekariat af hhv. uuddannede og akademikere. Folk der kommer til at stå på kanten af arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarkedet er - og vil i fremtiden i endnu højere grad blive - mere opdelt, og dertil kommer, at mange lavtlønsjobs varetages af østeuropæere til meget lav løn. Det kommer til at skubbe yderligere til uligheden og vores grundlæggende velfærdssamfund.

Problemet er, hvordan man håndterer det. Der er man ikke nået helt så langt endnu.

[Bergen]

Politisk er der efterhånden en forståelse af, at man kommer til at mangle absurd mange faglærte og ansatte i de offentlige omsorgsfag - sygeplejersker, pædagoger, sosu’er - mens vi kommer til at have et stort prekariat af hhv. uuddannede og akademikere. Folk der kommer til at stå på kanten af arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarkedet er - og vil i fremtiden i endnu højere grad blive - mere opdelt, og dertil kommer, at mange lavtlønsjobs varetages af østeuropæere til meget lav løn. Det kommer til at skubbe yderligere til uligheden og vores grundlæggende velfærdssamfund.

Problemet er, hvordan man håndterer det. Der er man ikke nået helt så langt endnu.

Man kunne jo starte med fra politisk side at skabe ordentlige arbejdsvilkår for sygeplejersker, pædagoger, sosu med flere i den dur. Fag der er drænet i årevis for ressourcer. Det undrer i den grad mig. Man gør jo intet for at de fag reelt er attraktive at uddanne sig i eller arbejde indenfor.

[TomKah]

Ærligt, så tror jeg efterhånden at vi har fået skabt et arbejdsmarked hvor flere og flere vil stå udenfor.
De kvalifikationer man skal være i besiddelse af i dag, er der en større gruppe mennesker der ikke kan honorere.

Engang kunne man blive fisker, staldarbejder eller lign uden lange uddannelser, det kan man ikke længere. Men vi har fortsat en gruppe mennesker som ikke kan overskue en uddannelse.

Så er der kravene på arbejdsmarkedet - plettet straffeattest er for nogle lig med manglende job.
Psykisk sårbarhed rummer vi helst heller ikke.
Hvor det tidligere var muligt for den mentalt retarderede at finde arbejde hos en ven af familien eller lign, så findes det knap nok i dag.

At være jobparat er ikke lig med at man reelt kan varetage et arbejde. Er man fx på dagpenge, så har det altså enorm betydning om a-kassen lukker for det varme vand, da det alt andet lige vil betyde enten en mistet indtægt eller indtægtsnedgang. Så verden er dejligt nuanceret.

Virksomheder, politikere og jobcentre (you Can keep going) bør også begynde at se en arbejdsuge som andet en 37 timer. Flere ønsker mere frihed, og vil kunne klare ordinært arbejde på fx 28 timer ugentligt, men den type stillinger findes der ikke mange af.
Så måske arbejdsmarkedet også skal ændres og ikke kun arbejdstagerne.

Enig, og det tror jeg også, det kommer til - både af sig selv, gennem politik og i overenskomstsystemet. Det tager bare noget tid.

Eksempelvis er psykisk sårbarhed jo reelt vores største folkesygdom - store dele af ungdommen har diagnoser. Det skal fremtidens arbejdsmarked jo kunne rumme.

Heldigvis tror jeg, når jeg ser på børn og unge i dag, der har en helt anden rummelighed, end vi havde, da jeg var barn, at det nok skal lykkes.

Men handler det om hvad den enkelte kan rumme? Jeg har selv en "sårbarhed" - den er ikke psykisk så den er synlig for alle og dermed også arbejdsgivere. Jeg havde sindssygt svært ved at få job da jeg var færdiguddannet på trods af at jeg har en teknisk uddannelse med nul ledighed. Jeg var til 15 samtaler før det lykkedes.
Nu er jeg selv chef og jeg synes rummelig. Jeg er god til at forstå forskellige personligheder og få dem til at performe så godt som muligt. Men jeg tør ikke tage ret mange chancer i mine ansættelser. Fordi jeg står på mål overfor min chef, hans chef og også mine chefkolleger. Og det synes jeg sgu er svært når vi står og er sindssyge pressede på de opgaver der kommer ind.

[ajnaM]

Ærligt, så tror jeg efterhånden at vi har fået skabt et arbejdsmarked hvor flere og flere vil stå udenfor.
De kvalifikationer man skal være i besiddelse af i dag, er der en større gruppe mennesker der ikke kan honorere.

Engang kunne man blive fisker, staldarbejder eller lign uden lange uddannelser, det kan man ikke længere. Men vi har fortsat en gruppe mennesker som ikke kan overskue en uddannelse.

Så er der kravene på arbejdsmarkedet - plettet straffeattest er for nogle lig med manglende job.
Psykisk sårbarhed rummer vi helst heller ikke.
Hvor det tidligere var muligt for den mentalt retarderede at finde arbejde hos en ven af familien eller lign, så findes det knap nok i dag.

At være jobparat er ikke lig med at man reelt kan varetage et arbejde. Er man fx på dagpenge, så har det altså enorm betydning om a-kassen lukker for det varme vand, da det alt andet lige vil betyde enten en mistet indtægt eller indtægtsnedgang. Så verden er dejligt nuanceret.

Virksomheder, politikere og jobcentre (you Can keep going) bør også begynde at se en arbejdsuge som andet en 37 timer. Flere ønsker mere frihed, og vil kunne klare ordinært arbejde på fx 28 timer ugentligt, men den type stillinger findes der ikke mange af.
Så måske arbejdsmarkedet også skal ændres og ikke kun arbejdstagerne.

Enig, og det tror jeg også, det kommer til - både af sig selv, gennem politik og i overenskomstsystemet. Det tager bare noget tid.

Eksempelvis er psykisk sårbarhed jo reelt vores største folkesygdom - store dele af ungdommen har diagnoser. Det skal fremtidens arbejdsmarked jo kunne rumme.

Heldigvis tror jeg, når jeg ser på børn og unge i dag, der har en helt anden rummelighed, end vi havde, da jeg var barn, at det nok skal lykkes.

Men handler det om hvad den enkelte kan rumme? Jeg har selv en "sårbarhed" - den er ikke psykisk så den er synlig for alle og dermed også arbejdsgivere. Jeg havde sindssygt svært ved at få job da jeg var færdiguddannet på trods af at jeg har en teknisk uddannelse med nul ledighed. Jeg var til 15 samtaler før det lykkedes.
Nu er jeg selv chef og jeg synes rummelig. Jeg er god til at forstå forskellige personligheder og få dem til at performe så godt som muligt. Men jeg tør ikke tage ret mange chancer i mine ansættelser. Fordi jeg står på mål overfor min chef, hans chef og også mine chefkolleger. Og det synes jeg sgu er svært når vi står og er sindssyge pressede på de opgaver der kommer ind.

Nej slet ikke - min pointe var nærmere, at de her børn og unge mennesker vokser op og bliver politikere, ledere, fagforeningsmennesker og ansatte. Og hvis de er mere rummelige, tror jeg også, arbejdsmarkedet bliver det. Selvom andre tendenser naturligvis vil skubbe andre retninger.

[TomKah]

Ærligt, så tror jeg efterhånden at vi har fået skabt et arbejdsmarked hvor flere og flere vil stå udenfor.
De kvalifikationer man skal være i besiddelse af i dag, er der en større gruppe mennesker der ikke kan honorere.

Engang kunne man blive fisker, staldarbejder eller lign uden lange uddannelser, det kan man ikke længere. Men vi har fortsat en gruppe mennesker som ikke kan overskue en uddannelse.

Så er der kravene på arbejdsmarkedet - plettet straffeattest er for nogle lig med manglende job.
Psykisk sårbarhed rummer vi helst heller ikke.
Hvor det tidligere var muligt for den mentalt retarderede at finde arbejde hos en ven af familien eller lign, så findes det knap nok i dag.

At være jobparat er ikke lig med at man reelt kan varetage et arbejde. Er man fx på dagpenge, så har det altså enorm betydning om a-kassen lukker for det varme vand, da det alt andet lige vil betyde enten en mistet indtægt eller indtægtsnedgang. Så verden er dejligt nuanceret.

Virksomheder, politikere og jobcentre (you Can keep going) bør også begynde at se en arbejdsuge som andet en 37 timer. Flere ønsker mere frihed, og vil kunne klare ordinært arbejde på fx 28 timer ugentligt, men den type stillinger findes der ikke mange af.
Så måske arbejdsmarkedet også skal ændres og ikke kun arbejdstagerne.

Enig, og det tror jeg også, det kommer til - både af sig selv, gennem politik og i overenskomstsystemet. Det tager bare noget tid.

Eksempelvis er psykisk sårbarhed jo reelt vores største folkesygdom - store dele af ungdommen har diagnoser. Det skal fremtidens arbejdsmarked jo kunne rumme.

Heldigvis tror jeg, når jeg ser på børn og unge i dag, der har en helt anden rummelighed, end vi havde, da jeg var barn, at det nok skal lykkes.

Men handler det om hvad den enkelte kan rumme? Jeg har selv en "sårbarhed" - den er ikke psykisk så den er synlig for alle og dermed også arbejdsgivere. Jeg havde sindssygt svært ved at få job da jeg var færdiguddannet på trods af at jeg har en teknisk uddannelse med nul ledighed. Jeg var til 15 samtaler før det lykkedes.
Nu er jeg selv chef og jeg synes rummelig. Jeg er god til at forstå forskellige personligheder og få dem til at performe så godt som muligt. Men jeg tør ikke tage ret mange chancer i mine ansættelser. Fordi jeg står på mål overfor min chef, hans chef og også mine chefkolleger. Og det synes jeg sgu er svært når vi står og er sindssyge pressede på de opgaver der kommer ind.

Nej slet ikke - min pointe var nærmere, at de her børn og unge mennesker vokser op og bliver politikere, ledere, fagforeningsmennesker og ansatte. Og hvis de er mere rummelige, tror jeg også, arbejdsmarkedet bliver det. Selvom andre tendenser naturligvis vil skubbe andre retninger.

Flere Anders Matthesen'er til folket. For det er vel netop det budskab han har været ude med i samtlige medier de sidste par dage.

[Grissebassen]

Der er masser af ledig arbejdskraft. Jobnet siger pt 160.000 ledige CV'er, og dertil kan så lægges et tilsvarende tal af folk uden for systemet samt folk, der er underbeskæftigede. Så spørgsmålet er snarere, hvorfor de ikke kan bruges. Hvis du som arbejdsgiver ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft blandt 300.000 ledige, så er der noget galt med dine forventninger til folk, samt det, du kan tilbyde dem i løn/arbejdsvilkår. Du kan ikke få en 25-årig med 10 års erfaring, der har fået de børn de skal have, og er villig til at arbejde til 100 kr. i timen på usikre vilkår. Og jeg har på ingen måde ondt af dig, når du piver over det. Tværtimod.

Jeg har set nogle virkelig grelle eksempler på de vilkår, man byder folk. Vi snakker primært akademikere, der er working poor og ligger 40+ timer om ugen, men stadig ligger og fedter rundt på en løn, der svarer til dagpenge. Løn under sygdom, ferie og pension, har de ikke ret til. Så jeg kender mange, der er mødt på arbejde med coronasymptomer, fordi de ellers ville miste indkomst. Læg dertil at de kun aflønnes for effektive arbejdstimer, så skal de på toilettet, ryger internettet eller lignende, er det for egen regning. De kommer sjovt nok ikke i betragtning til ufaglærte stillinger i fx restaurationsbranchen, fordi de er overkvalificeret, selvom de er villige til at rive deres uddannelsesbevis i stykker for et mere stabilt arbejdsliv, inden for en hvilken som helst branche, med nogenlunde ordentlige vilkår.

Der er noget riv ravende galt på arbejdsmarkedet, og manglen på arbejdskraft er ikke en del af problemet.

[Stars]

Der er masser af ledig arbejdskraft. Jobnet siger pt 160.000 ledige CV'er, og dertil kan så lægges et tilsvarende tal af folk uden for systemet samt folk, der er underbeskæftigede. Så spørgsmålet er snarere, hvorfor de ikke kan bruges. Hvis du som arbejdsgiver ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft blandt 300.000 ledige, så er der noget galt med dine forventninger til folk, samt det, du kan tilbyde dem i løn/arbejdsvilkår. Du kan ikke få en 25-årig med 10 års erfaring, der har fået de børn de skal have, og er villig til at arbejde til 100 kr. i timen på usikre vilkår. Og jeg har på ingen måde ondt af dig, når du piver over det. Tværtimod.
.

Omvendt er det ikke alle 160.000, der bare kan tage et job. Min datter har stået som jobsøgende på Jobnet et par år, fordi det skal man, når man er på kontanthjælp. Men hun er på ingen måde i stand til at passe et job på almindelige vilkår - hun er nu diagnostiseret med aspergers og er i revalideringsforløb.

[Grissebassen]

Der er masser af ledig arbejdskraft. Jobnet siger pt 160.000 ledige CV'er, og dertil kan så lægges et tilsvarende tal af folk uden for systemet samt folk, der er underbeskæftigede. Så spørgsmålet er snarere, hvorfor de ikke kan bruges. Hvis du som arbejdsgiver ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft blandt 300.000 ledige, så er der noget galt med dine forventninger til folk, samt det, du kan tilbyde dem i løn/arbejdsvilkår. Du kan ikke få en 25-årig med 10 års erfaring, der har fået de børn de skal have, og er villig til at arbejde til 100 kr. i timen på usikre vilkår. Og jeg har på ingen måde ondt af dig, når du piver over det. Tværtimod.
.

Omvendt er det ikke alle 160.000, der bare kan tage et job. Min datter har stået som jobsøgende på Jobnet et par år, fordi det skal man, når man er på kontanthjælp. Men hun er på ingen måde i stand til at passe et job på almindelige vilkår - hun er nu diagnostiseret med aspergers og er i revalideringsforløb.

Jeg er godt klar over, at det ikke er alle 160.000 det er jobparate. Men jeg tror faktisk ikke det er et krav, at man skal stå som aktivt jobsøgende, når man er i revalidering. De KH-modtagere, jeg kender, som er i revalidering skal ikke. Måske er der forskel fra kommune til kommune.