Organ donation, hvor står du?

[.Magic.]

Jeg har været registreret organdonor siden jeg var 18 år og de må tage, hvad de kan bruge og det afhænger ikke af hvad mine pårørende mener. Min krop skal også doneres til Anatomisk Institut, hvis de kan bruge mig.

Jeg synes det er en god idé at man skal ind og melde fra hvis man ikke har lyst til at give, men jeg tror desværre det er ris til egen røv fordi folk bliver trodsige og det skal systemet i hvert fald ikke bestemme. Derfor fravælges alle organer selvom der er mennesker derude som jo mangler organer. Jeg synes det er egoistisk at sige nej til organdonation af den grund. Det er et ærgerligt spild af mulige gode organer som kan redde andres liv.
Alt sammen bare fordi de voksne ikke skal bestemme det.

Men egentlig er det vigtigste at folk får taget stilling til det og oprigtigt tænker over om de ønsker det og det er fint - også selvom det bliver et nej tak.

[avdotja]

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor nogen mener at folk overhovedet skal tage stilling til, om de om de ønsker at dele ud af deres krop eller ej.

Igen: der dør væsentlig flere mennesker pga sult/tørke/ubehandlede sygdomme/en masse andre ting, der kan løses med flere penge. Her kunne man da aldrig drømme om, at tvinge alle til at tage stilling til om de vil donere til nødhjælp eller ej (og registrere det, i et offentlig register). I stedet går man (helt korrekt) ud fra, at dem der vitterlig gerne vil hjælpe og donere deres ressourcer til sagen, sagtens selv kan finde ud af at tilmelde sig.

[Danseprinsesse]

I teorien er jeg for organdonation og vil personligt gerne donere, hvad der kan bruges fra min krop.

I praksis har jeg stor forståelse for, at det som pårørende kan være rigtig svært at sige “ja” til.

Hvis jeg skulle miste min søn i en tragisk ulykke, ville jeg i teorien sagtens kunne finde glæde og mening i, at hans organer kunne redde andres liv.
I praksis kan jeg dog have mine tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne se ud over/bære konsekvenserne midt i min egen sorg. Fordi organdonation betyder, at jeg ikke ville kunne være der, når han tog sit sidste åndedrag. Om det kunne ændre min holdning, hvis jeg stod med valget, finder jeg forhåbentligt aldrig ud af.

Jeg bryder mig ikke om udskamningen i debatten, når det handler om dem, der af den ene eller den anden grund ikke kan/vil donere egne eller deres elskedes organer.

For det har konsekvenser - også nogen, der rækker ud over, om en død krop begraves/brændes uden et hjerte eller en lunge.

[Ado]

Jeg stiller det hele til rådighed. Hvis det kan redde et andet menneskes liv, så er det jo udelukkende smukt.

[DetSorteCirkus]

I teorien er jeg for organdonation og vil personligt gerne donere, hvad der kan bruges fra min krop.

I praksis har jeg stor forståelse for, at det som pårørende kan være rigtig svært at sige “ja” til.

Hvis jeg skulle miste min søn i en tragisk ulykke, ville jeg i teorien sagtens kunne finde glæde og mening i, at hans organer kunne redde andres liv.
I praksis kan jeg dog have mine tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne se ud over/bære konsekvenserne midt i min egen sorg. Fordi organdonation betyder, at jeg ikke ville kunne være der, når han tog sit sidste åndedrag. Om det kunne ændre min holdning, hvis jeg stod med valget, finder jeg forhåbentligt aldrig ud af.

Jeg bryder mig ikke om udskamningen i debatten, når det handler om dem, der af den ene eller den anden grund ikke kan/vil donere egne eller deres elskedes organer.

For det har konsekvenser - også nogen, der rækker ud over, om en død krop begraves/brændes uden et hjerte eller en lunge.

Jeg har netop valgt at have de pårørendes samtykke med af den grund.
Da min mor døde, kom det bag på mig, at jeg var så fuldstændig indifferent overfor hendes legeme, da først døden var indtruffet; til gengæld ville jeg virkelig have haft det svært med ikke at være til stede i dødsøjeblikket. Rigtig, rigtig svært. Så kan man mene, at den enes psykiske tilstand er sekundær i forhold til den andens mulighed for at overleve, men det har jeg ikke en absolut holdning til på det her område, og derfor har jeg valgt, som jeg har. Til trods for at jeg har et menneske meget tæt på, som pt. venter på en nyretransplantation. Han har i øvrigt samme indstilling.

Jeg kan godt forstå, hvis nogen mener, at det er en lettelse for deres pårørende ikke at skulle vælge. Jeg er blot kommet frem til et andet ræsonnement.

[.Magic.]

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor nogen mener at folk overhovedet skal tage stilling til, om de om de ønsker at dele ud af deres krop eller ej.

Igen: der dør væsentlig flere mennesker pga sult/tørke/ubehandlede sygdomme/en masse andre ting, der kan løses med flere penge. Her kunne man da aldrig drømme om, at tvinge alle til at tage stilling til om de vil donere til nødhjælp eller ej (og registrere det, i et offentlig register). I stedet går man (helt korrekt) ud fra, at dem der vitterlig gerne vil hjælpe og donere deres ressourcer til sagen, sagtens selv kan finde ud af at tilmelde sig.

Ift til din sammenligning synes jeg ikke det kan sammenlignes.

Du kan hjælpe helt konkret ved at donere dine organer. Personligt er der ingen af os der kan gøre den store forskel på sult /tørke/ubehandlede sygdomme/en masse andre ting. Ja, jeg kan sende en 50’er men den gør ingen forskel. Den lander jo bare i et dybt hul.

Af den grund synes jeg organdonation er meget vigtigere at tage stilling til.

[Akehurst2]

I teorien er jeg for organdonation og vil personligt gerne donere, hvad der kan bruges fra min krop.

I praksis har jeg stor forståelse for, at det som pårørende kan være rigtig svært at sige “ja” til.

Hvis jeg skulle miste min søn i en tragisk ulykke, ville jeg i teorien sagtens kunne finde glæde og mening i, at hans organer kunne redde andres liv.
I praksis kan jeg dog have mine tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne se ud over/bære konsekvenserne midt i min egen sorg. Fordi organdonation betyder, at jeg ikke ville kunne være der, når han tog sit sidste åndedrag. Om det kunne ændre min holdning, hvis jeg stod med valget, finder jeg forhåbentligt aldrig ud af.

Jeg bryder mig ikke om udskamningen i debatten, når det handler om dem, der af den ene eller den anden grund ikke kan/vil donere egne eller deres elskedes organer.

For det har konsekvenser - også nogen, der rækker ud over, om en død krop begraves/brændes uden et hjerte eller en lunge.

Jeg har netop valgt at have de pårørendes samtykke med af den grund.
Da min mor døde, kom det bag på mig, at jeg var så fuldstændig indifferent overfor hendes legeme, da først døden var indtruffet; til gengæld ville jeg virkelig have haft det svært med ikke at være til stede i dødsøjeblikket. Rigtig, rigtig svært. Så kan man mene, at den enes psykiske tilstand er sekundær i forhold til den andens mulighed for at overleve, men det har jeg ikke en absolut holdning til på det her område, og derfor har jeg valgt, som jeg har. Til trods for at jeg har et menneske meget tæt på, som pt. venter på en nyretransplantation. Han har i øvrigt samme indstilling.

Jeg kan godt forstå, hvis nogen mener, at det er en lettelse for deres pårørende ikke at skulle vælge. Jeg er blot kommet frem til et andet ræsonnement.

Jeg havde også troet, jeg ville have det anderledes, da min far døde og de bad om tilladelse til obduktion - noget, jeg bestemt går ind for og som jeg følte, jeg burde sige ja til, og nu var han jo død. Der sagde vi nej alligevel, for han havde været igennem nok, og det gjorde for os på det tidspunkt ikke nogen forskel, at han var død.

Så det er svært at vide, hvordan man føler, når det bliver virkelighed.

[Bergen]

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor nogen mener at folk overhovedet skal tage stilling til, om de om de ønsker at dele ud af deres krop eller ej.

Igen: der dør væsentlig flere mennesker pga sult/tørke/ubehandlede sygdomme/en masse andre ting, der kan løses med flere penge. Her kunne man da aldrig drømme om, at tvinge alle til at tage stilling til om de vil donere til nødhjælp eller ej (og registrere det, i et offentlig register). I stedet går man (helt korrekt) ud fra, at dem der vitterlig gerne vil hjælpe og donere deres ressourcer til sagen, sagtens selv kan finde ud af at tilmelde sig.

Ift til din sammenligning synes jeg ikke det kan sammenlignes.

Du kan hjælpe helt konkret ved at donere dine organer. Personligt er der ingen af os der kan gøre den store forskel på sult /tørke/ubehandlede sygdomme/en masse andre ting. Ja, jeg kan sende en 50’er men den gør ingen forskel. Den lander jo bare i et dybt hul.

Af den grund synes jeg organdonation er meget vigtigere at tage stilling til.

Spørgsmålet er, om det her med tvungen organdonation her ændrer noget eller bare er populær politik.

[AFK]

Jeg har svært ved at forstå at man ikke kigger på incitamenter og opfordringer først.

Kan man ikke tilbyde 500 kroner udbetalt til alle der tager aktivt stilling?

Den regning lyder på ca. 4.800.000 x 500 = 2,4 mia. kr. hvis man skal gøre det med alle over 18 år. Og ca. 6.000.000 x 500 = 3 mia. kr. hvis man skulle spørge hele befolkningen (incl. babyer). Dertil kommer prisen for en ny årgang hvert år, samt nye borgere i landet, som flytter til fra udlandet.

[abcd]

Jeg har svært ved at forstå at man ikke kigger på incitamenter og opfordringer først.

Kan man ikke tilbyde 500 kroner udbetalt til alle der tager aktivt stilling?

Den regning lyder på ca. 4.800.000 x 500 = 2,4 mia. kr. hvis man skal gøre det med alle over 18 år. Og ca. 6.000.000 x 500 = 3 mia. kr. hvis man skulle spørge hele befolkningen (incl. babyer). Dertil kommer prisen for en ny årgang hvert år, samt nye borgere i landet, som flytter til fra udlandet.

Ja. Hver årgang er ca. 60.000 mennesker, så det er ca. 30 millioner om året når den initielle omkostning er taget. Det virker rimeligt på mig. Regnet i tidens målestok - antal landsdækkende aflivninger af mink - rækker én omgang aflivning af mink til 1.000 års 500-kroners bonusser for registrering af donorstatus.

[.Magic.]

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor nogen mener at folk overhovedet skal tage stilling til, om de om de ønsker at dele ud af deres krop eller ej.

Igen: der dør væsentlig flere mennesker pga sult/tørke/ubehandlede sygdomme/en masse andre ting, der kan løses med flere penge. Her kunne man da aldrig drømme om, at tvinge alle til at tage stilling til om de vil donere til nødhjælp eller ej (og registrere det, i et offentlig register). I stedet går man (helt korrekt) ud fra, at dem der vitterlig gerne vil hjælpe og donere deres ressourcer til sagen, sagtens selv kan finde ud af at tilmelde sig.

Ift til din sammenligning synes jeg ikke det kan sammenlignes.

Du kan hjælpe helt konkret ved at donere dine organer. Personligt er der ingen af os der kan gøre den store forskel på sult /tørke/ubehandlede sygdomme/en masse andre ting. Ja, jeg kan sende en 50’er men den gør ingen forskel. Den lander jo bare i et dybt hul.

Af den grund synes jeg organdonation er meget vigtigere at tage stilling til.

Spørgsmålet er, om det her med tvungen organdonation her ændrer noget eller bare er populær politik.

Man er ikke tvunget til organdonation når der er frit valg.

[Akehurst2]

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor nogen mener at folk overhovedet skal tage stilling til, om de om de ønsker at dele ud af deres krop eller ej.

Igen: der dør væsentlig flere mennesker pga sult/tørke/ubehandlede sygdomme/en masse andre ting, der kan løses med flere penge. Her kunne man da aldrig drømme om, at tvinge alle til at tage stilling til om de vil donere til nødhjælp eller ej (og registrere det, i et offentlig register). I stedet går man (helt korrekt) ud fra, at dem der vitterlig gerne vil hjælpe og donere deres ressourcer til sagen, sagtens selv kan finde ud af at tilmelde sig.

Det er også interessant, hvor meget det fylder i forhold til hvor få mennesker, det egentlig drejer sig om: https://politiken.dk/danmark/sundhed/ar ... -organerne

I 2021 døde 2.000 danskere på en intensivafdeling:

Af dem var 592 dødeligt skadet i hjernen.
Af dem opfyldte 249 hjernedødskriteriet.
Af dem var der 80, der endte som donorer, der reddede liv.
Dermed var der også 169 personer, der kunnevære blevet brugt som donorer, men som ikkeblev det (249-80).

Af disse 169 potentielle donorer, der ikke blev brugt som donorer, blev de 89 opgivet af lægefaglige årsager.

Mens 57 af de 169 faldt af samtykkebaserede årsager. Resten af andre eller ikke-registrerede grunde.

Så kampen om organer handler i bund og grund om de 57 personer, der var mulige donorer, men som faldt af samtykkebaserede årsager.

Så lad os se nærmere på dem:

45 af de 57 havde ikke selv taget stilling. Dermed blev de pårørende spurgt, og de sagde nej.
11 af de 57 havde selv aktivt afvist at ville være donor.
Den sidste afdødes holdning var ukendt, og der var ingen pårørende.
Det handler altså om 45 familier, hvor de har sagt nej, fordi afdøde ikke selv har taget stilling.

[Anilara]

Jeg er en af dem, som har valgt ikke at blive organdonor (har været inde og tage stilling). Til gengæld vil jeg gerne donere en nyre, æg og mit blod mens jeg er i live. Jeg støtter flere organisationer, der redder liv, jeg har taget en bestemt uddannelse for at støtte udsatte og for at redde liv, jeg har arbejdet frivilligt for at hjælpe udsatte mv.
Jeg er i tvivl om hvorvidt jeg synes, at det skal være et aktivt fravalg end et tilvalg. Der er flere ting som både taler for og imod begge dele. Om ikke andet, så synes jeg hvert fald det er vigtigt at dét at tage stilling kommer i fokus. Det er en utrolig vigtig diskussion og jeg ønsker at forældre taler med deres børn om det, og at ens læge evt også tager en åben (og så objektiv som muligt) samtale med en om det på et tidspunkt.

[Bergen]

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor nogen mener at folk overhovedet skal tage stilling til, om de om de ønsker at dele ud af deres krop eller ej.

Igen: der dør væsentlig flere mennesker pga sult/tørke/ubehandlede sygdomme/en masse andre ting, der kan løses med flere penge. Her kunne man da aldrig drømme om, at tvinge alle til at tage stilling til om de vil donere til nødhjælp eller ej (og registrere det, i et offentlig register). I stedet går man (helt korrekt) ud fra, at dem der vitterlig gerne vil hjælpe og donere deres ressourcer til sagen, sagtens selv kan finde ud af at tilmelde sig.

Ift til din sammenligning synes jeg ikke det kan sammenlignes.

Du kan hjælpe helt konkret ved at donere dine organer. Personligt er der ingen af os der kan gøre den store forskel på sult /tørke/ubehandlede sygdomme/en masse andre ting. Ja, jeg kan sende en 50’er men den gør ingen forskel. Den lander jo bare i et dybt hul.

Af den grund synes jeg organdonation er meget vigtigere at tage stilling til.

Spørgsmålet er, om det her med tvungen organdonation her ændrer noget eller bare er populær politik.

Man er ikke tvunget til organdonation når der er frit valg.

Dét er der også nu.

Kommer det til at vælte ind med organer af at gå denne retning eller har politikerne bare fundet noget, som de kan vinde let opbakning til?

[.Magic.]

Dét er der også nu.

Kommer det til at vælte ind med organer af at gå denne retning eller har politikerne bare fundet noget, som de kan vinde let opbakning til?

Netop. Der er et valg og det har der da vist været hele tiden.

Politikerne har ikke opfundet noget som helst. Så vidt jeg ved støtter de egentlig bare op om Organdonation - Ja Taks forslag som har været en forening siden 2015 (tror jeg nok).
De håber jo at få flere til at donere på den måde, men om det er den rigtige måde at gøre det på kan jeg af gode grunde ikke svare på.