ajnaM skrev:abcd skrev:Delfin skrev:Jeg medgiver at jeg nok har misforstået dine indlæg, vi er nok ikke så uenige endda. Jeg er hundrede procent på frivillighedens vej, og hvis nogen selv vælger at arbejde længere, så skal de bare køre på.
Jeg forholder mig mest til den virkelighed vi lever i, og tror det vil køre videre i samme spor. Jeg stiller mig yderst tvivlende overfor om viljen er der til at gå en anden vej. Jeg håber, at virkeligheden også når politikernes bord en dag, så de bliver nødt til at rulle nogle af de planer tilbage, når realiteten overhaler regnearkene, men jeg har ikke meget tiltro til at det kommer til at ske. Politikerne er udenfor rækkevidde.
Når jeg læser tråden her, er det ret tankevækkende for mig, at de som har råd til at spare op for manges vedkommende har tanker om at stoppe allerede i start 60erne.
Der er så også bare nogle af dem der fortryder. Det er ikke så længe siden jeg læste en historie om en kvinde der var gået på pension i start-60'erne, men hurtigt indså at det var det forkerte træk. Hvis man er sund og rask og skarp, og har udsigt til at leve 25-30 år mere, bliver man så ikke hurtigt træt af at drive rundt? Det tror jeg mange gør. Det er ikke sikkert at de så kravler tiggende tilbage til deres arbejdsgiver, men der er mange måder at arbejde på, og der bliver vel næppe færre måder i fremtiden.
Jeg er optimistisk i forhold til de fremtidige ældres mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet.
Gik hun tilbage på fuld tid?
Jeg kender flere, der er gået på pension og så har vendt tilbage. Men det har været i en eller anden rådgiver-rolle, enten som selvstændige eller som super-specialist i en velkendt virksomhed. Og nogle timer om ugen. Jeg kender ikke nogen, der er gået tilbage til et fuldt arbejdsliv.
Og igen - det er relevant, fordi det er det, der er den økonomiske forudsætning for fremtidens velfærdssamfund. At folk fortsætter med at arbejde - ikke hygge-arbejde et par timer om ugen, men helt almindeligt fuldtidsarbejde med fuldtids-skatteindbetalinger - til de er langt oppe i 70’erne.
Man hører engang imellem om nogen, der gør. Fx tror jeg, at hende forbrugerøkononen Ann Lehmann Erichsen, der tit bliver brugt som eksempel, gjorde - hun gik på pension som 60-årig, kom til at kede sig og startede så igen. Men jeg er absolut enig i, at det ikke er det typiske.
Jeg er også en af de ressourcestærke, og jeg tvivler alvorligt på, at jeg ser mig tilbage, når jeg går på pension. Mit job er fint af et job at være, men jeg arbejder så absolut for at leve, ikke omvendt. Vandt jeg den store gevinst i lotto i morgen (det gør jeg ikke, for jeg spiller ikke), så arbejdede jeg ikke længere. Mit arbejde er temmelig langt nede på listen over mine interesser, og kunne jeg dedikere min tid til mine rigtige interesser, gjorde jeg det in a heartbeat.
I de der artikler om folk, der går på pension og vender tilbage, synes jeg altid, man hører om folk, der keder sig uden arbejde, og der kommer ofte også en ekspert og siger, at mange mennesker har en stor del af deres sociale liv bundet op på arbejdspladsen. Jeg tror næppe, jeg bliver ramt af nogen af delene. Aldrig har jeg savnet arbejdet efter en ferie, og jeg har rigeligt socialt uden om arbejdet.
Men altså, jeg så også min knivskarpe morfar være på pension i 37 år. Min mormor er oppe på 38 år nu. De har altid i meget høj grad holdt sig orienterede om, hvad der foregik i verden, og har haft gang i utrolig mange sociale ting. Mine forældre er gået på pension og har planer hele tiden - så går de til bridge, så til padle, så til foredrag. Min mor var lidt bekymret for, hvordan pension ville fungere for min far, som har haft et direktørjob de sidste 25 år, og for hvem arbejde har fyldt det meste af livet, men han er simpelthen blomstret op. Efter en stressreaktion for nogle år siden er det en kæmpe lettelse for ham ikke længere at have det ansvar og arbejdspres. Ingen af dem "driver" rundt, de fylder deres liv med noget, der gør dem glade.
Selv ville jeg nok i højere grad "drive rundt" - fx ville jeg læse usandsynligt mange bøger (sidste år nåede jeg over 200 - hvad kunne jeg ikke drive det til som pensionist
). Men min erfaring siger mig også, at det ville jeg trives fremragende med.
Jeg ser ingen i mit miljø, der fortyder at være gået på pension og vender tilbage. Jeg ser en del, der laver et eller andet frivilligt, men der er godt nok langt fra at besøge plejehjemmet en gang om ugen og til en normal arbejdsuge.
Alt det ovenstående er ikke for at sige, at det ikke er mennesker, for hvem arbejdet er en oprigtig interessre - og dem, der har det sådan, skal selvfølgelig endelig arbejde, så længe de har lyst. Men jeg tror, at det er en utopi, at alle eller bare langt de fleste skulle have lyst (og helbred) til at fortsætte et normalt arbejdsliv langt op i halvfjerdserne af egen fri vilje, hvis de har muligheden for at stoppe.
