Indlægaf Orchidea » 20. aug 2016, 13:41
Et familiemedlem til en af vores nærmeste venner er transkønnet og da vi er i samme aldersgruppe, er det en, jeg ser nu og da i festlige sammenhæng.
Jeg tænker egentlig ikke på ham som transkønnet, for han er jo en mand i dag. Er gift og har børn, som så mange andre mænd. Jeg ved dig at det har været en virkelig svær process for ham, fyldt med nederlag og selvhad. Han har dog været "heldig" at have en familie som har bakket op om ham igennem det hele. Jeg kan forestille mig, at der er mange som ikke har det.
Men han har jo været hele møllen igennem, i forhold til at blive opfattet som psykisk syg, homosexuel (ikke at der er noget galt i det, men det er jo ikke sådan han opfatter sig selv) og generelt blive mødt af en uforstående omverden, der højlydt har nægtet at acceptere ham som mand. Jeg ved at han ikke har nogen i sin bekendtskabskreds i dag, der går længere end 10 år tilbage.
I dag har han et godt liv, men det har kostet blod, sved og tårer og ikke mindst et hav af psykologbesøg, for at hjælpe ham ud af et ikke-eksisterende selvværd. Jeg mener personligt, at det er umenneskeligt, at han har skulle kæmpe så meget med systemet og andre menneskers accept. Han har haft nok at kæmpe med inde i sig selv. Hvorfor afkræver andre ham at skulle forklare sig og stå til regnskab for noget, der er så personligt?
For nyligt havde jeg en transkønnet patient og det var utroligt som kolleger, læger og jeg skal komme efter dig, blev ved med at omtale hende som "ham". Hun var ikke længere mand og der var intet i hendes indlæggelse, der knyttede sig til det faktum, at hun oprindeligt blev født som dreng. Det er da utroligt.
Jeg tror, desværre, at der vil gå lang tid endnu, før transkønnet kommer i nærheden af at blive accepteret på samme måde som homosexuelle betragtes i dag. "Folk" mener åbenbart at det er for mærkeligt og at de har ret til at have en holdning til OG udtale sig om denne holdning til mennesker, der i bund og grund "bare" er fanget i en forkert krop. Get over it!
6
