annella skrev:Animi skrev:Min veninde er flygtning. Som barn flygtede hun med sin familie til Danmark, og hun har en masse skrækhistorier hun kan fortælle om sin flugt til Danmark. Men som hun selv udtrykker det - skrækken om at dø på flugten var mindre, end visheden om at de ville dø hvis de blev i deres land.
De var heldige at de kunne flygte sammen, selvom deres familie blev splittet op i to og de ikke så hinanden i tre år. Men havde de ikke haft muligheden for at flygte alle sammen, var prioriteten at få børnene af sted. Og jeg kan love dig for, at det ikke ville være som middel på at kunne få familiesammenføring eller noget i den stil. Det var af kærlighed til børnene, fordi forældrene vidste at de ikke havde en chance for at overleve derhjemme. Min venindens situation var så kritisk, at det i sidste ende ikke handlede om hvis de blev hentet om natten og henrettet, men om hvornår det ville ske.
Det er altså rigtig nemt at sidde trygt og rart i lille Danmark og dømme andre forældres valg, uden selv at have frygten for at blive bombet eller henrettet hængende over hovedet, som driver forældrene til det valg de tager. Kærlighed til ens børn er universel og ikke noget der kun findes i vesten, så hvis forældrene vælger at sende deres børn ud på en risikabel flugt tværs over landegrænserne, er det nok fordi de ved at chancen for at der sker børnene noget hvis de bliver i landet, er større end chancen for at der sker dem noget på flugten.
Det vel underordnet hvor jeg sidder trygt - eller?
Derfor kan jeg vel godt have en mening om misbrug af vores (i Tyskland) flygtninge- og asylsystem og om forældre, der sender 9-årige på uledsaget flugt.
Det kan du da godt. Men dine holdninger vidner om en skræmmende mangel på evne eller vilje til at sætte sig ind i andre menneskers følelser. Man sidder fanme ikke i Syrien eller Yemen og tænker, at NU vil jeg misbruge det og det lands system. Det er en så latterlig tankegang at jeg faktisk mangler ord for den.