Vlad Kalashnikov skrev:Der plejer at være en Ramadan peak. I Islam er det åbenbart specielt godt at dræbe i den hellige periode.
Militante ekstremister har brugt ramadanen og andre religiøse højtider til at terrorisere fredelige befolkninger i årtier, og det er efterhånden blevet business as usual. I forrige uge gik det ud over en
is-butik og et center for pensionister i Bagdhad, hvor 26 mennesker mistede livet. I Alleppo
mistede 68 børn og snesevis af voksne livet i endnu et terrorangreb - og i Kabul blev
mere end 90 mennesker dræbt af en selvmordsbombe i byens ambassadekvarter. Tager man den vrede, der kommer til udtryk over angrebene blandt almindelige muslimer - både i Irak, Syrien og Afghanistan - så er islam ikke nogen særlig god fællesnævner.
Det samme var tilfældet efter angrebene i Westminster og Manchester, hvor britiske muslimer og religiøse ledere gik på gaden og fordømte angrebene på det kraftigste. Men alligevel står folk klar på sidelinjen for at bruge angrebene til at bekræfte og lufte alle deres fordomme - og de mere skruppelløse af dem til at slå politisk plat på den panik og vrede, angrebene udløser.
Det er givetvis ikke nogen nyhed efterhånden, at vold - også den man selv udsættes for eller bare er vidne til - afstumper mennesker. Men det mest forfærdende ved den måde at tænke på, er ikke engang at det cementerer de fordomme, som radikaliseringen af kommende nye gerningsmænd bygger på. Det er, at den måde de sagesløse ofres lidelser bruges på til at promovere sine egne talking points og fremme sine egne politiske mål, dybest set er det samme afstumpede ræsonnement som det, gerningsmændene benytter sig af - at målet er vigtigere end midlet, at budskabet er vigtigere end de menneskelige omkostninger, og at panikken bliver den ønskede tilstand.
Hvad der skete i London i nat var helt igennem rædselsfuldt. Den smerte de pårørende står tilbage med her til morgen - ligesom dem i Manchester og Westminster - må være hjerteskærende, og den frygt angreb som disse afføder i ellers trygge omgivelser, er ren gift for vores samfund. Men den begrænser sig ikke til hvide teenagere eller fashionable kvarterer i vestlige storbyer, og kan ikke tilskrives en verdensreligion eller hele folkeslag, hvor belejligende det så end må synes...