Vi bliver stadig nemmere at forarge, mener fagfolk, for vi kontrollerer og ekskluderer hinanden som aldrig før i vores stadig mere moraliserede samfund. Taberen er fællesskabet, advarer de
Jesper Madsen havde formentlig håbet på hjælp – eller i hvert fald sympati – da han i denne uge fortalte om sin bolignød i Morgen-avisen Jyllands-Posten. Han bor på 67 kvadratmeter i det indre Aarhus med sin hustru og to børn, og det er blevet for småt, men det er også blevet for dyrt at leje en større lejlighed i byen, forklarer han. Og de billigere lejligheder, politikerne så længe har lovet, findes stadig ikke, og der er syv års ventetid hos boligforeningerne.
I ugens løb er der kommet mange kommentarer til historien, stort set alle negative. Folk fortæller forarget om, hvor få kvadratmeter de selv lever på, og hvor forkælet Jesper Madsens klagesang lyder. Og den reaktion er på mange måder kendetegnende for en generel udvikling i det danske samfund, mener filosoffen Arno Victor Nielsen. For vi er i det hele taget blevet nemmere at forarge – selv på områder, hvor vi tidligere udviste forståelse.
”For bare 15-20 år siden ville vi sige, at det var samfundets skyld, hvis nogen ikke kunne finde en egnet bolig. Og vi ville kræve, at politikerne reagerede, men individuel moral har erstattet politik. Derfor spørger vi ikke: Er vores boligsystem indrettet rigtigt, når han ikke har råd til at finde et sted, der passer til hans familie? Nej, vi forarges over hans valg og adfærd. Det er jo hans egen skyld, at han er havnet i suppedasen,” siger Arno Victor Nielsen.
Tilsvarende reaktioner oplever han over for folk, der eksempelvis ikke kan få et arbejde, er syge eller lever usundt. Det betragtes ikke længere som først og fremmest et strukturelt problem, men et spørgsmål om folks personlige moral.
”Hele samfundet er jo i færd med at blive stadig mere moraliseret. I dag kan man opleve, at det såkaldte nære sundhedsvæsen banker på ens dør og fortæller, at man er blevet for tyk. Arbejdspladser kræver, at man motionerer og spiser sundt. Og vores løn er ikke længere udtryk for, hvor hårdt vi arbejder, men hvor vellidt vi er af ledelsen. Og det er klart, at når alting gøres op i personlig moral, så er det nemmere at blive forarget over alle dem, der ikke tager samme moralske valg som os selv,” siger han.
En af den folkelige forargelses yndlingsaversioner er folk, der snyder systemet. Det blev tydeligt, da Skat i 2015 indførte en anonym sladretjeneste på nettet og måtte lukke den igen otte måneder senere. For den massive stigning i antal anmeldelser tydede ifølge skatteminister Karsten Lauritzen (V) på, at ordningen reelt fungerede som en tilskyndelse til, at borgere uberettiget angav hinanden.
Vi er i det hele taget blevet nemmere at forarge – selv på områder, hvor vi tidligere udviste forståelse, mener filosoffen Arno Victor Nielsen.
Forholder det sig sådan? - og er du nem at forarge?
Jeg ved ikke, om filosoffen har ret, jeg personlig forarger mig helt sikkert ikke over ret meget, hvis jeg overhovedet forarger mig over noget som helst, hvad andre gør, siger, tænker eller foretager sig har aldrig påvirket mig så meget, at jeg er blevet forarget.
Eksemplet i artiklen med Jesper Madsen forarger mig heller ikke, min sympati har han heller ikke, da han for mig er en fuldkommen ukendt person, og jeg er ærligt sagt komplet ligeglad med, om han har råd eller ikke råd til en større lejlighed i byen, han kunne måske forsøge at finde en større lejlighed i udkanten af byen, han har råd til at betale.