Da slår det mig, at vi i 2017 har to personligheder: den virkelige og den digitale.
Det er naivt at skønmale fortiden og lade som om, vi ikke tog masker på og spillede roller førhen. Jeg vil dog vove at påstå, at maskeraden aldrig har fyldt så meget som nu. Der er nemlig ikke tale om at holde masken til søndagsgudstjenesten eller ved et fint arrangement. Det er en konstant indsats for at fremstå på en bestemt måde på de sociale medier. I 2017 bærer vi masken så længe, at det nærmest bliver en parallel identitet.
Det er måske på tide at spørge, om vores kamp for status kan bruges positivt? Er det på tide, at velgørenhedsorganisationer omstiller sig, så næstekærlighed kan få en saltvandsindsprøjtning som et middel til selvpromovering?
Flere ville nok være fadder for børn i den tredje verden, hvis de fik deres breve fra børnene slået op på deres Facebook-væg. Eller hvis bloddonorer fik hyldest på Twitter, når de ramte tapning nr. 10.
Nettet flyder allerede over med videoer af folk, der sørger for at gøre noget godt for andre foran rullende kameraer. Så kan man både få likes og hjælpe mennesker i nød.
Jeg synes, det er forfærdeligt, at vi er blevet så overfladiske, at vi vil kæmpe for at skabe et billede af os selv, som ikke holder. Alternativet kan jeg dog ikke byde ind med, for jeg er ikke et hak bedre end gennemsnittet. Bedømt ud fra min Snapchat laver jeg ikke andet end at drikke bubble tea og spise god mad.
Jeg håber inderligt, at vi taber masken, før vi taber hovedet. For vi er en forfærdelig generation, og det bliver nok kun værre. De yngre generationer kender nemlig ikke til tiden før Facebook og Instagram, og maskeraden udspiller sig på sit højeste. Er vi kommet så langt ud, at vi ikke kan reddes?
Da skribenten er 27 år, kan han sikkert uden videre udtale sig om hans generation, og det forholder sig sikkert i hans øjne, som han beskriver det, men jeg synes, det er ret så sørgeligt, at han taler om en forfærdelig generation, der er kommet så langt ud, at han spørger om generationen kan reddes.
Hvad redningen skal bestå i, det er jeg ikke blevet klog på. Ej heller er jeg enig med skribenten i udtalelsen, at 'vi lever i falskhedenss tidsalder'. Generationer forandrer verden og tiderne, de/vi lever i.
Hvad mener du om skribentens opfattelse af hans 'falskhedens tidsalder'?
