Er børn blevet for kræsne?

[Bøtte]

Jeg har ingen ambitioner om at hun skal spise alt muligt. Gad bare godt, at hun spiste bare lidt mere forskelligt.

[Bøtte]

Mine 2, nu voksne drenge, var ekstremt forskellige når det handlede om mad. Den ældste spiste alt. Han smagte glad og gerne på alt, hvad vi satte på bordet og han var på ingen måde kræsen. Han var altid meget ivrig for, at smage nye ting. Selv hunde- og kattemad blev der smagt på.
Den yngste der imod, skulle bare slet ikke smage på noget som helst. Kunne han leve af rugbrødsmadder med leverpostej og agurk, ja så gjorde han det.

Jeg er selv opvokset med en far der strengt forlangte, at jeg skulle spise det der blev serveret og det havde jeg det skidt med, så min yngste fik som regel frie tøjler. Ville han ikke smage, så skulle han heller ikke.
Med tiden blev han dog bedre til, at smage på nye ting og hans nysgerrighed tog tit over når storebror smagte på maden. Han ville jo helst ikke stå tilbage for brormand.

I dag spiser han alt, præcis som sin storebror. Ingen af mine drenge har på nogen måde været fejlernæret eller undervægtige, så måske man som forældre, bare skal slappe lidt af og lade ungerne styre deres madindtag selv. Medmindre de selvfølgelig er syge eller viser tegn på underernæring.

Det er altså ikke fordi jeg vil have hun skal spise alt muligt avanceret, bare helt almindeligt mad, ville være rart. Jeg er træt af brok og sure miner ved aftensmaden, fordi hun hellere vil have havregrød.
Der er altid noget på bordet, hun kan lide, og får vi noget vi ved hun vitterligt ikke kan lide, så får hun selvfølgelig et alternativ.

Min mor brugte samme tilgang til min lillesøster, som dig, og hun er endt med verdens mest kræsne datter. Som i øvrigt selv er træt af hendes kræsenhed.

[Kattefjæs]

Min mormor levede 25 år med at spise sovs, kartofler og lidt forskellige variationer af svinekød hver dag. Fordi det var det eneste hendes mand kunne lide.
2 gange om året besøgte hun os i København uden mand, og hver gang var hun lykkelig fordi vi spiste også eksotiske ting som f.eks. ris.

Mit indtryk er der er mange i de generationer der spiser meget lidt varieret.

Både mine søstre og jeg var ret kræsne som børn, jeg er den eneste der er lidt kræsen endnu. Min lillesøster levede af spegepølsemader, og jeg tror hun var 10 år før hun tog mod til at smage på sovs.

Mit indtryk er at kræsenhed ikke er noget nyt.

Minder mig lidt om min far. Han var født i 30'erne som søn af en landmand. Han endte så i København med min noget yngre mor og fik først børn efter han var fyldt 50. Men nogle ting ændrer sig bare ikke. Han kunne som sådan godt lave mad, men han gad KUN koge kartofler og fisk og lave sovs. Eller pandekager Hvis vi fik grøntsager når han lavede mad, så var de kogt en halv time i saltet vand......

Jeg har altid kunnet lide alt, så jeg tror ikke det har påvirket mig, men set i bakspejlet var det da ikke særlig lækkert eller varieret. Eller børnevenligt. Og da vi var små var mine søskende kendt for at være MEGET kræsne, og jeg var nem fordi jeg altid spiste op.

Men måske handlede det bare om at jeg ikke havde nogen standarter og at mine søskende havde nedre smag end mig Det var bare noget andet mad end det vores kammerater spiste, og noget andet end vores mor lavede.

I dag tvivler jeg på at særlig mange forældre laver den slags mad udelukkende. Det er "nem" mad at kunne lide eller vænne sig til pga. den manglende variation og det rimelig høje fedtindhold, men det gør det jo også kedeligt. I dag er udvalget i butikkerne enormt, så på den måde øger det måske chancen for at man støder på mad man ikke kan lide, og det kræver meget mere tilvænning - men jeg tror dog også at det hjælper børn til at få et bredere perspektiv på mad i voksenlivet, også selvom de måske ikke er så glade for at prøve det hele som børn.

Jeg tror som sådan ikke at børn er mere kræsne i dag, men der er helt sikkert mere mad tilgængelig at være skeptisk overfor. Men det er helt normalt at børn er kræsne, så med mindre de ligefrem bliver underernærede, ville jeg ikke bekymre mig for meget. Mindre børn kan løbe en marathon på en ært anyway.

[fisken80]

Kræsenhed smitter på den måde... Jeg ville lave "salat" til os selv på fad, med salat i bunden og så hvert enkelt friske ting ovenpå i grupper. Så ser detbpæbt og overskueligt ud, I kan vælge selv - og nippe fra faddet. Så kan hun få insporation.

Prøv måske også edema bønner med skal med et saly/krydderi, hun kan lide. Måske er det sjovt at trække bønnerne ud med skal?

Hvordan med kidneybønner, godt skyllet, ved siden af et spejlæg?

Sådan har vi spist salat altid. Det virker ikke.
Vi har også serveret det i børneskåle og haft hende med til at lave det.

Bønner spiser vi ikke rigtigt

Spejlæg kan hun ikke lide. Hun er ikke vild med den flydende blomme.

Så tvær blommen ud. Jeg er 37 og jeg HADER flydende blomme på et spejlæg, den bliver tværet ud. Og sådan har det været siden jeg var helt lille.

[Bøtte]

Børn er jo forskellige og det er deres smagsløg også. Jeg tror bare man skal slappe lidt af og tage det som det kommer. Det er jo ikke sjovt for hverken børn eller voksne, at der skal være "kamp" ved middagsbordet og som regel får børn lyst til, at smage på maden når de bliver ældre.

Men kamp undgår vi jo ikke, når ungen hyler over vi ikke spiser havregrød hver eneste dag. Det er jo ikke fordi vi går ind med den intention at det skal være en kamp. Men hun hyler jo lige så snart hun opdager menuen. Medmindre det er pizza eller havregrød. Også når det er ting hun faktisk godt kan lide.

Jeg vil ikke servere havregrød for hende hverdag. Det bliver lidt for ensidigt så.

Vi hsr imødekommet hendes ønske om havregrød, så det står menuen på (for hende) hver onsdag. Men ikke hver dag. Det vil jeg altså ikke. Selv om det så betyder at 'vi ikke slapper lidt af'.

[fisken80]

Mine 2, nu voksne drenge, var ekstremt forskellige når det handlede om mad. Den ældste spiste alt. Han smagte glad og gerne på alt, hvad vi satte på bordet og han var på ingen måde kræsen. Han var altid meget ivrig for, at smage nye ting. Selv hunde- og kattemad blev der smagt på.
Den yngste der imod, skulle bare slet ikke smage på noget som helst. Kunne han leve af rugbrødsmadder med leverpostej og agurk, ja så gjorde han det.

Jeg er selv opvokset med en far der strengt forlangte, at jeg skulle spise det der blev serveret og det havde jeg det skidt med, så min yngste fik som regel frie tøjler. Ville han ikke smage, så skulle han heller ikke.
Med tiden blev han dog bedre til, at smage på nye ting og hans nysgerrighed tog tit over når storebror smagte på maden. Han ville jo helst ikke stå tilbage for brormand.

I dag spiser han alt, præcis som sin storebror. Ingen af mine drenge har på nogen måde været fejlernæret eller undervægtige, så måske man som forældre, bare skal slappe lidt af og lade ungerne styre deres madindtag selv. Medmindre de selvfølgelig er syge eller viser tegn på underernæring.

Det er altså ikke fordi jeg vil have hun skal spise alt muligt avanceret, bare helt almindeligt mad, ville være rart. Jeg er træt af brok og sure miner ved aftensmaden, fordi hun hellere vil have havregrød.
Der er altid noget på bordet, hun kan lide, og får vi noget vi ved hun vitterligt ikke kan lide, så får hun selvfølgelig et alternativ.

Min mor brugte samme tilgang til min lillesøster, som dig, og hun er endt med verdens mest kræsne datter. Som i øvrigt selv er træt af hendes kræsenhed.

Smagsløg er forskellige. Jeg er ret kræsen. Mindre nu end tidligere, men stadig så meget at det bliver bemærket af andre. Og sådan er det bare. Jeg får fint varieret mad og forlanger ikke særbehandling, men dog respekt for, at jeg spiser som jeg gør. Hvis din datter er som mig, så kan I lige så opgive den kamp, for den er tabt på forhånd.

[Bøtte]

Kræsenhed smitter på den måde... Jeg ville lave "salat" til os selv på fad, med salat i bunden og så hvert enkelt friske ting ovenpå i grupper. Så ser detbpæbt og overskueligt ud, I kan vælge selv - og nippe fra faddet. Så kan hun få insporation.

Prøv måske også edema bønner med skal med et saly/krydderi, hun kan lide. Måske er det sjovt at trække bønnerne ud med skal?

Hvordan med kidneybønner, godt skyllet, ved siden af et spejlæg?

Sådan har vi spist salat altid. Det virker ikke.
Vi har også serveret det i børneskåle og haft hende med til at lave det.

Bønner spiser vi ikke rigtigt

Spejlæg kan hun ikke lide. Hun er ikke vild med den flydende blomme.

Så tvær blommen ud. Jeg er 37 og jeg HADER flydende blomme på et spejlæg, den bliver tværet ud. Og sådan har det været siden jeg var helt lille.

Hun spiser hårdkogte æg næsten hver dag, så tænker hun får sit æggeindtag dækket den vej

[Bøtte]

Måske din datter bare "vælger sine kampe" og det fungerer så ikke særlig godt for hende. Nogen børn er i besiddelse af et rigtig veludviklet "stædigheds-gen" og det virker faktisk lidt som om hun "tester" jer for, at se, hvornår hun får sin vilje og nej, selvfølgelig skal hun ikke leve af havregrød hver dag.
Jeg har desværre ikke rigtig nogen bud på, hvad løsningen kan være for jer, men en dag går det over. Det ved jeg det gør.

Det føles som om hun vælger alle kampe pt

Med hensyn til om det går over, så er jeg ikke sikker på du har ret. Jeg håber det virkeligt. Men jeg har som sagt set tilfælde, hvor det absolut ikke gik over, nærmere tværtimod.

[Bøtte]

Mine 2, nu voksne drenge, var ekstremt forskellige når det handlede om mad. Den ældste spiste alt. Han smagte glad og gerne på alt, hvad vi satte på bordet og han var på ingen måde kræsen. Han var altid meget ivrig for, at smage nye ting. Selv hunde- og kattemad blev der smagt på.
Den yngste der imod, skulle bare slet ikke smage på noget som helst. Kunne han leve af rugbrødsmadder med leverpostej og agurk, ja så gjorde han det.

Jeg er selv opvokset med en far der strengt forlangte, at jeg skulle spise det der blev serveret og det havde jeg det skidt med, så min yngste fik som regel frie tøjler. Ville han ikke smage, så skulle han heller ikke.
Med tiden blev han dog bedre til, at smage på nye ting og hans nysgerrighed tog tit over når storebror smagte på maden. Han ville jo helst ikke stå tilbage for brormand.

I dag spiser han alt, præcis som sin storebror. Ingen af mine drenge har på nogen måde været fejlernæret eller undervægtige, så måske man som forældre, bare skal slappe lidt af og lade ungerne styre deres madindtag selv. Medmindre de selvfølgelig er syge eller viser tegn på underernæring.

Det er altså ikke fordi jeg vil have hun skal spise alt muligt avanceret, bare helt almindeligt mad, ville være rart. Jeg er træt af brok og sure miner ved aftensmaden, fordi hun hellere vil have havregrød.
Der er altid noget på bordet, hun kan lide, og får vi noget vi ved hun vitterligt ikke kan lide, så får hun selvfølgelig et alternativ.

Min mor brugte samme tilgang til min lillesøster, som dig, og hun er endt med verdens mest kræsne datter. Som i øvrigt selv er træt af hendes kræsenhed.

Smagsløg er forskellige. Jeg er ret kræsen. Mindre nu end tidligere, men stadig så meget at det bliver bemærket af andre. Og sådan er det bare. Jeg får fint varieret mad og forlanger ikke særbehandling, men dog respekt for, at jeg spiser som jeg gør. Hvis din datter er som mig, så kan I lige så opgive den kamp, for den er tabt på forhånd.

Altså den er jo ikke tabt i og med, der ikke bliver serveret havregrød hver dag. Så er hun selvfølgelig velkommen til at vende tilbage til det, når hun flytter hjemmefra. Hvilken formentligt varer 14-16 år.

[fisken80]

Mine 2, nu voksne drenge, var ekstremt forskellige når det handlede om mad. Den ældste spiste alt. Han smagte glad og gerne på alt, hvad vi satte på bordet og han var på ingen måde kræsen. Han var altid meget ivrig for, at smage nye ting. Selv hunde- og kattemad blev der smagt på.
Den yngste der imod, skulle bare slet ikke smage på noget som helst. Kunne han leve af rugbrødsmadder med leverpostej og agurk, ja så gjorde han det.

Jeg er selv opvokset med en far der strengt forlangte, at jeg skulle spise det der blev serveret og det havde jeg det skidt med, så min yngste fik som regel frie tøjler. Ville han ikke smage, så skulle han heller ikke.
Med tiden blev han dog bedre til, at smage på nye ting og hans nysgerrighed tog tit over når storebror smagte på maden. Han ville jo helst ikke stå tilbage for brormand.

I dag spiser han alt, præcis som sin storebror. Ingen af mine drenge har på nogen måde været fejlernæret eller undervægtige, så måske man som forældre, bare skal slappe lidt af og lade ungerne styre deres madindtag selv. Medmindre de selvfølgelig er syge eller viser tegn på underernæring.

Det er altså ikke fordi jeg vil have hun skal spise alt muligt avanceret, bare helt almindeligt mad, ville være rart. Jeg er træt af brok og sure miner ved aftensmaden, fordi hun hellere vil have havregrød.
Der er altid noget på bordet, hun kan lide, og får vi noget vi ved hun vitterligt ikke kan lide, så får hun selvfølgelig et alternativ.

Min mor brugte samme tilgang til min lillesøster, som dig, og hun er endt med verdens mest kræsne datter. Som i øvrigt selv er træt af hendes kræsenhed.

Smagsløg er forskellige. Jeg er ret kræsen. Mindre nu end tidligere, men stadig så meget at det bliver bemærket af andre. Og sådan er det bare. Jeg får fint varieret mad og forlanger ikke særbehandling, men dog respekt for, at jeg spiser som jeg gør. Hvis din datter er som mig, så kan I lige så opgive den kamp, for den er tabt på forhånd.

Altså den er jo ikke tabt i og med, der ikke bliver serveret havregrød hver dag. Så er hun selvfølgelig velkommen til at vende tilbage til det, når hun flytter hjemmefra. Hvilken formentligt varer 14-16 år.

Hvis hun er som mig, så er kampen om at få hende til at spise det, som andre opfatter som helt normale ting tabt. Majs, tomater, agurk for bare at nævne nogle få madvarer jeg ikke spiser og aldrig har spist (eller i dag spiser jeg majskolber ristede på panden, men ikke majs fra dåse).
Klart hun ikke skal have havregrød hver dag, men forvent ikke, at du kan få hende til at spise en masse forskelligt. Jeg tror simpelthen ikke det kommer til at ske.

[Charly]

Bøtte, din datter lyder meget som min dreng i den alder - han spiste helst kun ris, uden noget.

Jeg var ved at blive vanvittig over det. Det fyldte rigtig meget, og måltiderne var ikke særligt hyggelige. Så besluttede vi at droppe al fokus på mad, vi lavede det vi gerne ville have, men sørgede for at der altid var et eller andet han kunne lide - som passede til maden, så det ikke føltes som vi kun havde lavet det til ham. Og så indførte vi en aftensnack, så vi var sikre på at han ikke gik sulten i seng. Det var IKKE et quick fix, tror vi kørte sådan i et år eller to, hvor han gradvist slappede af og helt frivilligt begyndte at rykke sine grænser og smage på vilde ting som kartofler og brun sovs

Det kræver oceaner af tålmodighed, og du må lade tiden arbejde for dig. Min dreng er i dag 12, og han er ikke kræsen. Indisk, dansk, thai, italiensk, det hele glider ned, både grøntsager og kød. Og det gør det meget nemmere at acceptere at han f.eks. ikke kan lide mælk og rugbrød (selvom folk godt nok synes det er underligt) - for han er ikke kræsen, det er bare nogle typisk danske ting han ikke bryder sig om. Og de færreste mennesker kan jo lide al mad.

[Bøtte]

Men vi har ingen fokus på. Alle de overvejelser jeg skriver her, ,er hun på ingen måde involveret i. Selvfølgelig ikke.

Men det starter allerede ved at hun hyler og skaber sig, når hun hører menuen. Og så kører det ellers derfra med at hun ikke gider sidde pænt osv.

[Charly]

Men vi har ingen fokus på. Alle de overvejelser jeg skriver her, ,er hun på ingen måde involveret i. Selvfølgelig ikke.

Men det starter allerede ved at hun hyler og skaber sig, når hun hører menuen. Og så kører det ellers derfra med at hun ikke gider sidde pænt osv.

Men fokus behøver ikke være eksplicit - det kan sagtens være noget, hun fornemmer, fordi man selv bliver anspændt. Og derfor siger jeg også, at det for os var en lang proces, netop fordi det også tog tid at ændre vores mindset til at lade være med at stresse over maden.

[Bøtte]

Men vi har ingen fokus på. Alle de overvejelser jeg skriver her, ,er hun på ingen måde involveret i. Selvfølgelig ikke.

Men det starter allerede ved at hun hyler og skaber sig, når hun hører menuen. Og så kører det ellers derfra med at hun ikke gider sidde pænt osv.

Enig med indlægget lige over mit.

Hvis hun hyler over menuen, så fortæl lad være at fortæl hende det. Sig mor og far skal spise aftensmad og du skal lave et tryllekunst/synge en sang/digte en historie om en elefant. Hvad hun nu godt kan lide. Lad være at give hende en tallerken, til hun forstår, I er SÅ ligeglade med, hvad hun spiser. Og hun skal ikke "sidde pænt" hun skal underholde jer/hygge med jer. (min datter mente engang hun havde over fire timers huslige pligter om dagen. Jeg stod måbende tilbage - men hun mente nu nok, hun brugte så lang tid på at underholde sine forældre...)

Jeres datter er fire. Det er INGEN alder og skal nok vende. Men ikke, hvis hun er i en negativ spiral.

Hun spørger efter menuen hver dag. Derfor hører hun den.
Og sidde pænt skal hun altså, for den måde hun ikke sidder pænt er ved fx at lægge benene op på bordet eller væggen. Og det gider vi altså ikke. Og dwt synes jeg ikke er for meget forlangt.
Hun må gerne fjolle, synge osv. Selvfølglig. Vi er jo godt klar over, at hun kun er 4.

Men I har ret, der er noget eksplicit fokus vi ikke er bevidste om. Tænker vi må forsøge at ændre rutiner, når ferien er slut og bh åbner igen. Og så selvfølgelig også forsøge ikke at have fokus på det indtil da. Synes ellers det kørte nogenlunde med ro ved bordet i et stykke tid, men lige nu er det godt nok eksploderet igen.

[Charly]

Men vi har ingen fokus på. Alle de overvejelser jeg skriver her, ,er hun på ingen måde involveret i. Selvfølgelig ikke.

Men det starter allerede ved at hun hyler og skaber sig, når hun hører menuen. Og så kører det ellers derfra med at hun ikke gider sidde pænt osv.

Enig med indlægget lige over mit.

Hvis hun hyler over menuen, så fortæl lad være at fortæl hende det. Sig mor og far skal spise aftensmad og du skal lave et tryllekunst/synge en sang/digte en historie om en elefant. Hvad hun nu godt kan lide. Lad være at give hende en tallerken, til hun forstår, I er SÅ ligeglade med, hvad hun spiser. Og hun skal ikke "sidde pænt" hun skal underholde jer/hygge med jer. (min datter mente engang hun havde over fire timers huslige pligter om dagen. Jeg stod måbende tilbage - men hun mente nu nok, hun brugte så lang tid på at underholde sine forældre...)

Jeres datter er fire. Det er INGEN alder og skal nok vende. Men ikke, hvis hun er i en negativ spiral.

Hun spørger efter menuen hver dag. Derfor hører hun den.
Og sidde pænt skal hun altså, for den måde hun ikke sidder pænt er ved fx at lægge benene op på bordet eller væggen. Og det gider vi altså ikke. Og dwt synes jeg ikke er for meget forlangt.
Hun må gerne fjolle, synge osv. Selvfølglig. Vi er jo godt klar over, at hun kun er 4.

Men I har ret, der er noget eksplicit fokus vi ikke er bevidste om. Tænker vi må forsøge at ændre rutiner, når ferien er slut og bh åbner igen. Og så selvfølgelig også forsøge ikke at have fokus på det indtil da. Synes ellers det kørte nogenlunde med ro ved bordet i et stykke tid, men lige nu er det godt nok eksploderet igen.

Jeg kan sagtens forstå, at hun skal sidde pænt ved bordet og ikke smide stængerne op det ene og det andet sted - det gad jeg heller ikke