Code71 skrev:Sjovt at ingen forventer at veganer gæsten spiser bøfferne som serveres. Men uha hvis Svend ikke vil spise dele af maden feks. Oh ve oh skræk hvor er han dog uopdragen
Man er dog aldrig i tvivl om når man kender en veganer ;-)
Code71 skrev:Sjovt at ingen forventer at veganer gæsten spiser bøfferne som serveres. Men uha hvis Svend ikke vil spise dele af maden feks. Oh ve oh skræk hvor er han dog uopdragen
Æble skrev:Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt?
Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.
Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.
bluetof1 skrev:Æble skrev:Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt?
Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.
Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.
Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.
Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.
Æble skrev:bluetof1 skrev:Æble skrev:Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt?
Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.
Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.
Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.
Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.
Fint nok, tager det ikke personligt. Vi skal jo også kunne være uenige og diskutere, det er jo en debat.
Jeg mener så at din moster har været nederen. Kan selv huske en episode fra min barndom hvor vi fik grøntsagssuppe og jeg SKULLE spise det. Indtil jeg tog en bid og min mave vendte sig. Det kunne min mor godt se og så fik jeg lov at slippe. Tror mange har den slags barndomsminder. Men jeg synes det er noget andet som voksen. Man er jo ikke er barn længere og behøver ikke (trodsigt) at tænke på sin moster fordi en veninde serverer en ret man ikke ved hvad er. Så synes jeg man skal tænke: "nu har min veninde gjort sig stor umage for at lave lækker mad, så jeg vil også gøre mig umage for at smage på det"
Æble skrev:bluetof1 skrev:Æble skrev:Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt?
Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.
Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.
Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.
Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.
Fint nok, tager det ikke personligt. Vi skal jo også kunne være uenige og diskutere, det er jo en debat.
Jeg mener så at din moster har været nederen. Kan selv huske en episode fra min barndom hvor vi fik grøntsagssuppe og jeg SKULLE spise det. Indtil jeg tog en bid og min mave vendte sig. Det kunne min mor godt se og så fik jeg lov at slippe. Tror mange har den slags barndomsminder. Men jeg synes det er noget andet som voksen. Man er jo ikke er barn længere og behøver ikke (trodsigt) at tænke på sin moster fordi en veninde serverer en ret man ikke ved hvad er. Så synes jeg man skal tænke: "nu har min veninde gjort sig stor umage for at lave lækker mad, så jeg vil også gøre mig umage for at smage på det"
LadyFox skrev:Æble skrev:bluetof1 skrev:Æble skrev:Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt?
Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.
Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.
Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.
Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.
Fint nok, tager det ikke personligt. Vi skal jo også kunne være uenige og diskutere, det er jo en debat.
Jeg mener så at din moster har været nederen. Kan selv huske en episode fra min barndom hvor vi fik grøntsagssuppe og jeg SKULLE spise det. Indtil jeg tog en bid og min mave vendte sig. Det kunne min mor godt se og så fik jeg lov at slippe. Tror mange har den slags barndomsminder. Men jeg synes det er noget andet som voksen. Man er jo ikke er barn længere og behøver ikke (trodsigt) at tænke på sin moster fordi en veninde serverer en ret man ikke ved hvad er. Så synes jeg man skal tænke: "nu har min veninde gjort sig stor umage for at lave lækker mad, så jeg vil også gøre mig umage for at smage på det"
Jeg vil gerne smage på noget nyt. Men jeg er også så voksen så jeg har gjort mig nogle erfaringer, og en af de erfaringer er at jeg ikke kan lide rosiner, som i slet ikke. Så hvis min veninde får den idé at rosiner gør sig godt i gryderetter så har jeg faktisk erfaring nok med rosiner til at vide at lige rosindelen er ikke lige mig. Jeg har tror alt smagt rosiner som de er, i bagværk, i müsli, på ristaffel, i salater osv. osv. Uanet hvad har de stadig en klistret konsistens, og en karismatisk sødlig smag. Jeg behøver ikke at smage på rosinen endnu engang før jeg kan beslutte mig om jeg kan lide den.
Jeg er ikke i tvivl om at min veninde har gjort sig umage hvis hun inviterer på mad, men omvendt synes jeg heller ikke min veninde burde tvivle på mine motiver - min veninde burde vide at jeg hverken prøver at håne hende, være på tvært eller nedværdige hende på nogen som helst måde.
Æble skrev:LadyFox skrev:Æble skrev:bluetof1 skrev:Æble skrev:Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt?
Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.
Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.
Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.
Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.
Fint nok, tager det ikke personligt. Vi skal jo også kunne være uenige og diskutere, det er jo en debat.
Jeg mener så at din moster har været nederen. Kan selv huske en episode fra min barndom hvor vi fik grøntsagssuppe og jeg SKULLE spise det. Indtil jeg tog en bid og min mave vendte sig. Det kunne min mor godt se og så fik jeg lov at slippe. Tror mange har den slags barndomsminder. Men jeg synes det er noget andet som voksen. Man er jo ikke er barn længere og behøver ikke (trodsigt) at tænke på sin moster fordi en veninde serverer en ret man ikke ved hvad er. Så synes jeg man skal tænke: "nu har min veninde gjort sig stor umage for at lave lækker mad, så jeg vil også gøre mig umage for at smage på det"
Jeg vil gerne smage på noget nyt. Men jeg er også så voksen så jeg har gjort mig nogle erfaringer, og en af de erfaringer er at jeg ikke kan lide rosiner, som i slet ikke. Så hvis min veninde får den idé at rosiner gør sig godt i gryderetter så har jeg faktisk erfaring nok med rosiner til at vide at lige rosindelen er ikke lige mig. Jeg har tror alt smagt rosiner som de er, i bagværk, i müsli, på ristaffel, i salater osv. osv. Uanet hvad har de stadig en klistret konsistens, og en karismatisk sødlig smag. Jeg behøver ikke at smage på rosinen endnu engang før jeg kan beslutte mig om jeg kan lide den.
Jeg er ikke i tvivl om at min veninde har gjort sig umage hvis hun inviterer på mad, men omvendt synes jeg heller ikke min veninde burde tvivle på mine motiver - min veninde burde vide at jeg hverken prøver at håne hende, være på tvært eller nedværdige hende på nogen som helst måde.
Men ville du i den situation lade være at spise af retten? Måske slet ikke tage noget op på tallerkenen? Det ville jeg finde flabet. Men derimod at tage en portion og diskret efterlade rosinerne, det ville være ok for mig.
Sorenspige skrev:En gang imellem kan jeg godt blive irriteret, når det skifter fra dag til dag, hvad han kan lide. Men jeg forsøger at det ikke skal blive til en kamp.
Akehurst2 skrev:Sorenspige skrev:En gang imellem kan jeg godt blive irriteret, når det skifter fra dag til dag, hvad han kan lide. Men jeg forsøger at det ikke skal blive til en kamp.
Sådan her?
Akehurst2 skrev:Sorenspige skrev:En gang imellem kan jeg godt blive irriteret, når det skifter fra dag til dag, hvad han kan lide. Men jeg forsøger at det ikke skal blive til en kamp.
Sådan her?
bluetof1 skrev:Det er en børneting. Min seksårige haaaaaaader lasagne. Altså, indtil han får det serveret. Så tømmer han gerne fadet sammen med ham på otte, der dog trods alt indrømmer at han elsker lasagne.