Kræsenhed - let's discuss!

Vi elsker alle kage, men man kan også spise andet. Hvis du kigger herind, kan du måske få inspiration til aftensmaden eller lære glæden ved cognac.
Brugeravatar
Ghattner
Indlæg: 2502
Tilmeldt: 17. aug 2017, 12:27
Kort karma: 146
Likede indlæg: 6677

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf Ghattner » 7. sep 2017, 06:16

Code71 skrev:Sjovt at ingen forventer at veganer gæsten spiser bøfferne som serveres. Men uha hvis Svend ikke vil spise dele af maden feks. Oh ve oh skræk hvor er han dog uopdragen


Man er dog aldrig i tvivl om når man kender en veganer ;-)
4
bluetof1
Indlæg: 1873
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 1245
Likede indlæg: 7396

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf bluetof1 » 7. sep 2017, 07:16

Æble skrev:
Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt? :)


Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.

Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.


Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.

Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble :) Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.
2
I don't think I get enough credit for doing all of this unmedicated.
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 6650
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 865
Likede indlæg: 18832

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf Æble » 7. sep 2017, 08:06

bluetof1 skrev:
Æble skrev:
Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt? :)


Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.

Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.


Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.

Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble :) Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.


Fint nok, tager det ikke personligt. Vi skal jo også kunne være uenige og diskutere, det er jo en debat.

Jeg mener så at din moster har været nederen. Kan selv huske en episode fra min barndom hvor vi fik grøntsagssuppe og jeg SKULLE spise det. Indtil jeg tog en bid og min mave vendte sig. Det kunne min mor godt se og så fik jeg lov at slippe. Tror mange har den slags barndomsminder. Men jeg synes det er noget andet som voksen. Man er jo ikke er barn længere og behøver ikke (trodsigt) at tænke på sin moster fordi en veninde serverer en ret man ikke ved hvad er. Så synes jeg man skal tænke: "nu har min veninde gjort sig stor umage for at lave lækker mad, så jeg vil også gøre mig umage for at smage på det"
0
bluetof1
Indlæg: 1873
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 1245
Likede indlæg: 7396

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf bluetof1 » 7. sep 2017, 08:20

Æble skrev:
bluetof1 skrev:
Æble skrev:
Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt? :)


Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.

Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.


Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.

Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble :) Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.


Fint nok, tager det ikke personligt. Vi skal jo også kunne være uenige og diskutere, det er jo en debat.

Jeg mener så at din moster har været nederen. Kan selv huske en episode fra min barndom hvor vi fik grøntsagssuppe og jeg SKULLE spise det. Indtil jeg tog en bid og min mave vendte sig. Det kunne min mor godt se og så fik jeg lov at slippe. Tror mange har den slags barndomsminder. Men jeg synes det er noget andet som voksen. Man er jo ikke er barn længere og behøver ikke (trodsigt) at tænke på sin moster fordi en veninde serverer en ret man ikke ved hvad er. Så synes jeg man skal tænke: "nu har min veninde gjort sig stor umage for at lave lækker mad, så jeg vil også gøre mig umage for at smage på det"


Jeg skal nok smage på det :) Man kan ikke sige at man ikke kan lide det hvis man ikke har smagt på det (altså, det er udgangspunktet. Der er ting man godt kan udtale sig om uden at smage, synes jeg). Det er bare ikke sikkert at jeg tager en kæmpe mundfuld. Det er nok mere sandsynligt at jeg tager en lille smule, vurderer ud fra det og så smager en større bid.
Jeg opponerer bare mod det, at hvis man ikke tager en stor mundfuld så er man uopdragen. Jeg kunne i øvrigt aldrig finde på at vrænge af maden eller på anden vis være ubehøvlet.
0
I don't think I get enough credit for doing all of this unmedicated.
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19610
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2444
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46095

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf LadyFox » 7. sep 2017, 08:29

Æble skrev:
bluetof1 skrev:
Æble skrev:
Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt? :)


Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.

Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.


Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.

Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble :) Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.


Fint nok, tager det ikke personligt. Vi skal jo også kunne være uenige og diskutere, det er jo en debat.

Jeg mener så at din moster har været nederen. Kan selv huske en episode fra min barndom hvor vi fik grøntsagssuppe og jeg SKULLE spise det. Indtil jeg tog en bid og min mave vendte sig. Det kunne min mor godt se og så fik jeg lov at slippe. Tror mange har den slags barndomsminder. Men jeg synes det er noget andet som voksen. Man er jo ikke er barn længere og behøver ikke (trodsigt) at tænke på sin moster fordi en veninde serverer en ret man ikke ved hvad er. Så synes jeg man skal tænke: "nu har min veninde gjort sig stor umage for at lave lækker mad, så jeg vil også gøre mig umage for at smage på det"


Jeg vil gerne smage på noget nyt. Men jeg er også så voksen så jeg har gjort mig nogle erfaringer, og en af de erfaringer er at jeg ikke kan lide rosiner, som i slet ikke. Så hvis min veninde får den idé at rosiner gør sig godt i gryderetter så har jeg faktisk erfaring nok med rosiner til at vide at lige rosindelen er ikke lige mig. Jeg har tror alt smagt rosiner som de er, i bagværk, i müsli, på ristaffel, i salater osv. osv. Uanet hvad har de stadig en klistret konsistens, og en karismatisk sødlig smag. Jeg behøver ikke at smage på rosinen endnu engang før jeg kan beslutte mig om jeg kan lide den.
Jeg er ikke i tvivl om at min veninde har gjort sig umage hvis hun inviterer på mad, men omvendt synes jeg heller ikke min veninde burde tvivle på mine motiver - min veninde burde vide at jeg hverken prøver at håne hende, være på tvært eller nedværdige hende på nogen som helst måde.
1
...
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 6650
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 865
Likede indlæg: 18832

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf Æble » 7. sep 2017, 08:32

LadyFox skrev:
Æble skrev:
bluetof1 skrev:
Æble skrev:
Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt? :)


Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.

Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.


Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.

Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble :) Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.


Fint nok, tager det ikke personligt. Vi skal jo også kunne være uenige og diskutere, det er jo en debat.

Jeg mener så at din moster har været nederen. Kan selv huske en episode fra min barndom hvor vi fik grøntsagssuppe og jeg SKULLE spise det. Indtil jeg tog en bid og min mave vendte sig. Det kunne min mor godt se og så fik jeg lov at slippe. Tror mange har den slags barndomsminder. Men jeg synes det er noget andet som voksen. Man er jo ikke er barn længere og behøver ikke (trodsigt) at tænke på sin moster fordi en veninde serverer en ret man ikke ved hvad er. Så synes jeg man skal tænke: "nu har min veninde gjort sig stor umage for at lave lækker mad, så jeg vil også gøre mig umage for at smage på det"


Jeg vil gerne smage på noget nyt. Men jeg er også så voksen så jeg har gjort mig nogle erfaringer, og en af de erfaringer er at jeg ikke kan lide rosiner, som i slet ikke. Så hvis min veninde får den idé at rosiner gør sig godt i gryderetter så har jeg faktisk erfaring nok med rosiner til at vide at lige rosindelen er ikke lige mig. Jeg har tror alt smagt rosiner som de er, i bagværk, i müsli, på ristaffel, i salater osv. osv. Uanet hvad har de stadig en klistret konsistens, og en karismatisk sødlig smag. Jeg behøver ikke at smage på rosinen endnu engang før jeg kan beslutte mig om jeg kan lide den.
Jeg er ikke i tvivl om at min veninde har gjort sig umage hvis hun inviterer på mad, men omvendt synes jeg heller ikke min veninde burde tvivle på mine motiver - min veninde burde vide at jeg hverken prøver at håne hende, være på tvært eller nedværdige hende på nogen som helst måde.


Men ville du i den situation lade være at spise af retten? Måske slet ikke tage noget op på tallerkenen? Det ville jeg finde flabet. Men derimod at tage en portion og diskret efterlade rosinerne, det ville være ok for mig.
1
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19610
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2444
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46095

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf LadyFox » 7. sep 2017, 08:34

Æble skrev:
LadyFox skrev:
Æble skrev:
bluetof1 skrev:
Æble skrev:
Animi skrev:Jeg er lidt nysgerrig - jer der synes det er almindelig høflighed at spise alt man får serveret - hvad ville I som vært selv foretrække: at en gæst venligt afslår/vælger noget mad fra, eller at de skal kæmpe sig igennem en ret, fordi det er noget de virkelig ikke synes smager godt? :)


Jeg vil gerne have at min gæster vil smage ordentligt på den mad jeg har lavet til dem. Dvs ikke bare dyppe hjørnet af gaflen, men spise reelle mubdfulde. Hvis de derefter er ved at kaste op så må de jo diskret lade være at spise mere. Det handler om at vise velvilje overfor nogen der har gjort sig umage for en.

Lissom jeg altid vil sige tusind tak for gaven ligegyldig hvor dum en gave jeg synes det er.


Den her stejler jeg overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår det, for det gør jeg. Det handler om noget i min barndom. Min moster havde det sådan at man skulle smage en ordentlig mundfuld før man kunne sige om man kunne lide noget eller ej. Når man så havde tvunget den mundfuld (gerne skamkogte grøntsager) ned og ikke havde sendt den retur så var reaktionen altid og uden undtagelse: "når du kan spise den mundfuld så nemt så kan du også spise resten!" og så sad man der...
Helt galt bliver det så når man kender min fætter. Han levede af kartofler med brun sovs og ristet franskbrød med smeltet smør og det blev der aldrig gjort noget ved. Min mor har en teori om at det fik min moster til at overkompensere i forhold til mig. Når hun ikke kunne tvinge sit eget barn så kunne hun tvinge mig. Mine forældre følte så aldrig for at stoppe hende.
Jeg smager på det meste i dag, men jeg tager ikke nødvendigvis en stor mundfuld og hvis jeg blev inviteret til middag hos en, der fandt det nødvendigt at kommentere åbenlyst og nedladende på mine spisevaner (som er helt normale) så ville jeg ikke komme en anden gang.

Jeg siger ikke at du kommenterer åbenlyst og nedladende på noget, Æble :) Det var bare en kommentar til resten af diskussionen.


Fint nok, tager det ikke personligt. Vi skal jo også kunne være uenige og diskutere, det er jo en debat.

Jeg mener så at din moster har været nederen. Kan selv huske en episode fra min barndom hvor vi fik grøntsagssuppe og jeg SKULLE spise det. Indtil jeg tog en bid og min mave vendte sig. Det kunne min mor godt se og så fik jeg lov at slippe. Tror mange har den slags barndomsminder. Men jeg synes det er noget andet som voksen. Man er jo ikke er barn længere og behøver ikke (trodsigt) at tænke på sin moster fordi en veninde serverer en ret man ikke ved hvad er. Så synes jeg man skal tænke: "nu har min veninde gjort sig stor umage for at lave lækker mad, så jeg vil også gøre mig umage for at smage på det"


Jeg vil gerne smage på noget nyt. Men jeg er også så voksen så jeg har gjort mig nogle erfaringer, og en af de erfaringer er at jeg ikke kan lide rosiner, som i slet ikke. Så hvis min veninde får den idé at rosiner gør sig godt i gryderetter så har jeg faktisk erfaring nok med rosiner til at vide at lige rosindelen er ikke lige mig. Jeg har tror alt smagt rosiner som de er, i bagværk, i müsli, på ristaffel, i salater osv. osv. Uanet hvad har de stadig en klistret konsistens, og en karismatisk sødlig smag. Jeg behøver ikke at smage på rosinen endnu engang før jeg kan beslutte mig om jeg kan lide den.
Jeg er ikke i tvivl om at min veninde har gjort sig umage hvis hun inviterer på mad, men omvendt synes jeg heller ikke min veninde burde tvivle på mine motiver - min veninde burde vide at jeg hverken prøver at håne hende, være på tvært eller nedværdige hende på nogen som helst måde.


Men ville du i den situation lade være at spise af retten? Måske slet ikke tage noget op på tallerkenen? Det ville jeg finde flabet. Men derimod at tage en portion og diskret efterlade rosinerne, det ville være ok for mig.


Jo, det ville jeg. Men jeg ville ikke tage en ordentlig mundfuld med alt hvad det indebære. Jeg vil sortere ganske stille men grundigt.
0
...
Lykke
Indlæg: 6931
Tilmeldt: 8. okt 2015, 19:10
Kort karma: 230
Likede indlæg: 6455

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf Lykke » 15. sep 2017, 03:59

Det der med at have mere eller mindre stærke følelser for den mad jeg laver og serverer, har ændret sig efter vi har fået et barn.
Har virkelig kunne mærke, at det må jeg pakke væk. Ikke at jeg udtrykte det overfor gæster, men jeg kunne nemt komme til at presse barnet, fordi jeg blev ærgerlig. Det måtte stoppe, så nu er det udelukkende fedt hvis barnet gider at spise det jeg har lavet, og 'nå' hvis ikke.

Jeg spiser alt. Som i hvis der er hønsefødder eller kalvemave på kortet må jeg prøve det.
Men jeg forstår sagtens at folk ikke vil smage/spise sådan noget. Det har jo ikke noget med mig at gøre.

Jeg tror, at der hvor jeg står af, er de maleriske beskrivelser af fisken, kålen, kødet osv - altså hvor ulækkert folk finder det.
Jeg ved godt der er forskel på at skrive i denne tråd, og så hvad man vil sige ude i den virkelige verden. Men det synes jeg faktisk er mærkeligt.

Min egen far har et meget specielt forhold til mad. Jeg tror det udspringer af ekstrem pengemangel i barndommen. Så her blev der spist roesuppe og hvad ellers der var billigt. Kålrabi har han traumer over. Så forstår jeg godt, på et eller andet plan, at en burger eller en stegt pølse bliver et luksusobjekt for ham. Sammenkogte retter har han fået så rigeligt af, og nu kan han selv bestemme.

Jeg spiser også alt mad vi får serveret ude. Men jeg kan godt ærgre mig i mit sind hvis noget er middelmådigt. Jeg føler simpelthen det kan være et spildt måltid hvis kødet er stegt for tørt, vinen alt for sød i forhold til maden og videre i den dur.
Men det ville jeg aldrig sige, for det kan jo godt spises eller drikkes.
0
Sorenspige
Indlæg: 7067
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 967
Likede indlæg: 9377

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf Sorenspige » 15. sep 2017, 07:48

Min dreng på 4 år er nok kræsen i gammeldags forstand. Med gammeldags mener jeg, at jeg ikke ser det som kræsenhed, men det ville tidligere generationers forældre nok have gjort.

Han har tidligere spist og smagt på stort set alt, men inden for de sidste år er der flere og flere ting, som han ikke kan lide. Men vi forsøger at lade være med at have fokus på det, og til aftensmad er alternativet et stykke rugbrød med leverpostej.

En gang imellem kan jeg godt blive irriteret, når det skifter fra dag til dag, hvad han kan lide. Men jeg forsøger at det ikke skal blive til en kamp.

Jeg tror helt oprigtigt, at det er en fase (måske en lang en). Jeg har svært ved at tro, at han sidder som teenageknægt og hverken vil have kød, sovs og burger, men måske bliver jeg klogere.

Jeg er ikke selv kræsen og smager gerne på det meste, men som barn hadede jeg kogte kartofler, og de voksede i munden på mig. Nu spiser jeg det, men helst kun når der er en god sovs til.
0
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40586

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf Akehurst2 » 15. sep 2017, 08:01

Sorenspige skrev:En gang imellem kan jeg godt blive irriteret, når det skifter fra dag til dag, hvad han kan lide. Men jeg forsøger at det ikke skal blive til en kamp.



Sådan her?
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
0
bluetof1
Indlæg: 1873
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 1245
Likede indlæg: 7396

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf bluetof1 » 15. sep 2017, 08:42

Akehurst2 skrev:
Sorenspige skrev:En gang imellem kan jeg godt blive irriteret, når det skifter fra dag til dag, hvad han kan lide. Men jeg forsøger at det ikke skal blive til en kamp.



Sådan her?


Det er en børneting. Min seksårige haaaaaaader lasagne. Altså, indtil han får det serveret. Så tømmer han gerne fadet sammen med ham på otte, der dog trods alt indrømmer at han elsker lasagne.
2
I don't think I get enough credit for doing all of this unmedicated.
Sorenspige
Indlæg: 7067
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 967
Likede indlæg: 9377

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf Sorenspige » 15. sep 2017, 10:40

Akehurst2 skrev:
Sorenspige skrev:En gang imellem kan jeg godt blive irriteret, når det skifter fra dag til dag, hvad han kan lide. Men jeg forsøger at det ikke skal blive til en kamp.



Sådan her?


Det rammer det meget godt :-D .
0
Brugeravatar
DenBruneMunk
Indlæg: 5046
Tilmeldt: 8. jun 2017, 19:25
Kort karma: 69
Geografisk sted: Syd på i Danmark
Likede indlæg: 2263

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf DenBruneMunk » 13. okt 2018, 21:22

Så denne tråd på DR1, og så søgte jeg og fandt emnet, som andre altså har bragt op før, og nu må den lige skubbes i top :)

https://www.dr.dk/mad/artikel/vi-er-all ... -de-fleste

Er du kræsen? Ja, jeg er super kræsen og har været det hele livet.

Man skal ikke spørge hvad jeg ikke spiser, hellere hvad jeg spiser som nævnt i artiklen, for jeg kan virkelig ikke døje ret meget, og sjældent udsætter jeg mig selv for nyt.

Jeg har aldrig kunne døje kold mad, leverpostej, kødpølse, fedtemadder , smørrebrød og alt som egentlig ligger på rugbrød.
Undtaget er dog franskbrød, godt gammeldags hvidt brød, det går ikke galt i byen, og masser af smør på :)

Jeg føler ikke bare det er dårligt, jeg forlader helst rum, hvor der er det kolde bord, og stinker af denne mad. Pizzaria har jeg været mange år om at acceptere lugten i, hvis de ikke luftede nok ud, blev jeg dårlig.

Fornemmelsen af mad jeg ikke kan lide, og folk presser mig til at prøve, får sig et chock når det kommer op igen, det havde de så ikke regnet med når man siger det skaber brækfornemmelser og jeg helst ikke vil forsøge.

Jeg har det rigtig dårligt med de fleste grøntsager, og meget få frugter kan spises. Der er dog en catch, når det kommer til burger, så har det en magisk måde at kunne spises på, tror selv på smagsløg snydes og jeg egentlig ikke smager det grønne som et enkelt med blandingen af flere.

Varm mad, der er udvalget dog større generelt men alligevel begrænset af , sådan noget som fisk, råt kød (tartar f.eks) , mærkelige dyr som larver, eller spise som mange i forvejen ikke synes om, som lever. Gris,Ko,Rådyr,fugl og nok nogle andre dyr er nok ikke undgået.

Jeg har det nogle gange bedst, når jeg ikke får at vide hvad som skal serveres, bare det ikke er koldt, så hopper jeg og vender mig, og sidder helt stille mens andre spiser koldt bord ;(

Jeg er ikke bare kræsen på mad men væsken er også begrænset, ingen alkohol, vin er ikke aktuelt og generelt alt som nærmer sig dette undgår jeg.

Er der så noget som jeg gerne prøver uden at få det dårligt eller kaste op, så er det helt klart søde sager. Der går det sjældent galt, udover enten godt eller dårligt, ingen direkte afsky fra noget af det søde :) Det er simpelthen uforeneligt med diabetes, så surt for mig.

Man kan blive så misundelig på de mennesker som bare æder meget råt, og ikke rigtig har disse bekymringer, oftest har de så en høj skræk for søde sager har jeg bidt mærke i, og det er vel fornuftigt nok, desværre så hører der så en masse alkohol og andre nydelses områder med, som jeg ikke er misundelig på overhovedet hos de mennesker som spiser normalt.

Så kort, jeg er kedelig at invitere hjem, hvis man forventer jeg spiser alt, og rigtig kedelig når der er lagt op til det kolde bord og sprut.
Har dog sjældent problemer på restaurant, de serverer ofte varme retter og steak, så jeg undgår at gå hjem på tom mave.
0
Brugeravatar
Badesandalen
Indlæg: 2401
Tilmeldt: 11. okt 2015, 18:31
Kort karma: 209
Likede indlæg: 2841

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf Badesandalen » 16. okt 2018, 17:42

bluetof1 skrev:Det er en børneting. Min seksårige haaaaaaader lasagne. Altså, indtil han får det serveret. Så tømmer han gerne fadet sammen med ham på otte, der dog trods alt indrømmer at han elsker lasagne.

Sjovt, sådan var min niece også da hun var yngre. Hun ville absolut ikke have kød, og hun nægtede at spise al slags kød. Men hvis du kaldte det frikadeller eller koteletter eller hvad det nu end var hun fik serveret, ja så elskede hun det og spiste godt.

(Ved godt det er et år siden du skrev det, men har først set tråden nu hvor den er trukket op igen. :D )
0
Brugeravatar
Fru Sunshine
Indlæg: 11519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
Kort karma: 1738
Geografisk sted: Vendsyssel
Likede indlæg: 16695

Re: Kræsenhed - let's discuss!

Indlægaf Fru Sunshine » 21. okt 2018, 19:48

Uuuuhhh... Lige en tråd til mig, selv om den er gammel. Jeg er enig med Moxy!

(Og serverer du en gryderet med champignon, vil jeg nok ikke spise den. Heller ikke med peberfrugter. De to ting kan man ikke spise udenom. De afgiver så meget smag i det, de har ligget i, at jeg ikke kan få det ned.).
0
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.

Tilbage til "Mad og drikke"