Snik-snak tråd for forældre?

[Mi55y]

Vi er uenige omkring hvordan vi skal håndterer, at vores børn er ret selektive omkring mad. Den ældste er klart værst, men den yngste er også begyndt nu. Her tænker jeg det er alderen (snart 3), hvor den store på 5,5, som egentlig burde begynde at vokse fra det nu, bare bliver værre og værre.

Jeg kan jo se, at når man anvender relativt simple greb fra Madro-principperne, så fungerer det som regel godt. Men børnenes far sidder meget fast i de der: Du skal spise dit, før du må få dat / du skal spise bare X antal bidder mere / etc. Han har svært ved at acceptere, at børnene går fra bordet uden at have spist noget særligt. Hvor jeg er mere til, at der er faste spisetider, men ellers styrer børnene selv, om de vil spise eller ej.

Lige nu kører vi hvert vores show, hvor jeg på den ene side af bordet sidder og siger, at det er helt OK, hvis ikke de har lyst lige nu, og han på den anden side af bordet f.eks. siger, at de skal spise for at blive store og stærke. Og jeg føler ikke rigtig, at jeg har "ret" til at trumfe igennem. Når jeg fortæller om Madro-principperne sidder han og nikker, men så siger han bagefter, at det ikke lige er ham. For børnene skal jo have noget at spise!!!

Med til historien hører også, at han var ekstremt kræsen som barn, og han har fortalt historier om, hvordan han blev tvunget til at spise/blive siddende ved bordet, til der var spist op, når han var hos sin far. Det sidder stadig i ham, så jeg har så svært ved at forstå, at han ikke er mere åben overfor at gå en anden vej...

[1234]

Her på Østerbro blev vores søn tvangsudmeldt af vuggestuen den måned, han fyldte 2 år og 10 måneder, og vi havde ikke nogen børnehaveplads til måneden efter - det var sygt stressende, mildest talt, fordi vi bare blev ved med at få tilbudt tvivlsomme garantipladser, og Pladsansvisningen ikke var til nogen hjælp. Vi endte med at kunne blive en måned ekstra i vuggestuen, efter jeg havde tudet i telefonen med lederen. Hvis jeg var dig, ville jeg nok allerede nu forhøre mig om muligheden for at blive i vuggestuen. Normalvis er det kun børn, der blive decideret børnehaveudsat, som får lov.

Tak for at dele din erfaring - det er nok den vej, vi bliver nødt til at gå.

Der er flere steder i Københavns kommune, hvor der er decideret børnemangel, fordi der født færre børn end forventet.
I vores distrikt på Amager har de nedlagt stuer i rigtig finde børnehaver, fordi der ikke er børn nok og vuggestuebørnene er blevet overført senere, fordi der ikke var børn at fylde de tomme vuggestuer op med. Så hvis I er villig til at se på et større geografisk område, når det nu kun er for en periode, så tror jeg nok I skal finde en fin institution.

[Lys]

Vi er uenige omkring hvordan vi skal håndterer, at vores børn er ret selektive omkring mad. Den ældste er klart værst, men den yngste er også begyndt nu. Her tænker jeg det er alderen (snart 3), hvor den store på 5,5, som egentlig burde begynde at vokse fra det nu, bare bliver værre og værre.

Jeg kan jo se, at når man anvender relativt simple greb fra Madro-principperne, så fungerer det som regel godt. Men børnenes far sidder meget fast i de der: Du skal spise dit, før du må få dat / du skal spise bare X antal bidder mere / etc. Han har svært ved at acceptere, at børnene går fra bordet uden at have spist noget særligt. Hvor jeg er mere til, at der er faste spisetider, men ellers styrer børnene selv, om de vil spise eller ej.

Lige nu kører vi hvert vores show, hvor jeg på den ene side af bordet sidder og siger, at det er helt OK, hvis ikke de har lyst lige nu, og han på den anden side af bordet f.eks. siger, at de skal spise for at blive store og stærke. Og jeg føler ikke rigtig, at jeg har "ret" til at trumfe igennem. Når jeg fortæller om Madro-principperne sidder han og nikker, men så siger han bagefter, at det ikke lige er ham. For børnene skal jo have noget at spise!!!

Med til historien hører også, at han var ekstremt kræsen som barn, og han har fortalt historier om, hvordan han blev tvunget til at spise/blive siddende ved bordet, til der var spist op, når han var hos sin far. Det sidder stadig i ham, så jeg har så svært ved at forstå, at han ikke er mere åben overfor at gå en anden vej...

Har I talt om, hvorfor han ikke kan slippe det der med at “børnene jo skal have noget at spise”? Og er han selv opmærksom på, at han (til dels) viderefører de principper, han er vokset op med?

[Mi55y]

Har I talt om, hvorfor han ikke kan slippe det der med at “børnene jo skal have noget at spise”? Og er han selv opmærksom på, at han (til dels) viderefører de principper, han er vokset op med?

Ja, og han virker også til at kunne se problemet. Vi har tit talt om, at vi bør finde ro i, at deres madpakker altid er støvsugede og så tage mere let på indtag af aftensmad og morgenmad. Men det er som om, at han glemmer det igen ved bordet, og det er jo ikke en snak, man lige kan tage i situationen foran børnene.

[girl_beat]

Vi er uenige omkring hvordan vi skal håndterer, at vores børn er ret selektive omkring mad. Den ældste er klart værst, men den yngste er også begyndt nu. Her tænker jeg det er alderen (snart 3), hvor den store på 5,5, som egentlig burde begynde at vokse fra det nu, bare bliver værre og værre.

Jeg kan jo se, at når man anvender relativt simple greb fra Madro-principperne, så fungerer det som regel godt. Men børnenes far sidder meget fast i de der: Du skal spise dit, før du må få dat / du skal spise bare X antal bidder mere / etc. Han har svært ved at acceptere, at børnene går fra bordet uden at have spist noget særligt. Hvor jeg er mere til, at der er faste spisetider, men ellers styrer børnene selv, om de vil spise eller ej.

Lige nu kører vi hvert vores show, hvor jeg på den ene side af bordet sidder og siger, at det er helt OK, hvis ikke de har lyst lige nu, og han på den anden side af bordet f.eks. siger, at de skal spise for at blive store og stærke. Og jeg føler ikke rigtig, at jeg har "ret" til at trumfe igennem. Når jeg fortæller om Madro-principperne sidder han og nikker, men så siger han bagefter, at det ikke lige er ham. For børnene skal jo have noget at spise!!!

Med til historien hører også, at han var ekstremt kræsen som barn, og han har fortalt historier om, hvordan han blev tvunget til at spise/blive siddende ved bordet, til der var spist op, når han var hos sin far. Det sidder stadig i ham, så jeg har så svært ved at forstå, at han ikke er mere åben overfor at gå en anden vej...

Vi er endt nogenlunde et sted i midten af de to scenarier, du beskriver, så har desværre ikke nogen gyldne råd.

I perioder er vores søn ret småtspisende og selektiv med hvad han spiser, og det har også givet en del del frustrationer hos os. Han er jo nødt til at have noget indenbords, så han kan klare hverdagen med fysisk udfoldelse, leg, cykelture osv. Vi skubber nogle gange lidt på ift. at smage på nye ting eller spise en bid mere af maden, men på de dage hvor han tydeligvis ikke har overskud til det, styrer han det helt selv.

[Lys]

Har I talt om, hvorfor han ikke kan slippe det der med at “børnene jo skal have noget at spise”? Og er han selv opmærksom på, at han (til dels) viderefører de principper, han er vokset op med?

Ja, og han virker også til at kunne se problemet. Vi har tit talt om, at vi bør finde ro i, at deres madpakker altid er støvsugede og så tage mere let på indtag af aftensmad og morgenmad. Men det er som om, at han glemmer det igen ved bordet, og det er jo ikke en snak, man lige kan tage i situationen foran børnene.

Hvis han godt kan se det og forudsat at han gerne vil gå din vej (og det er vigtigt), kunne I så ikke aftale en eller anden form for “kode”, så du i situationen kan minde ham om aftalen uden at det er tydeligt for børnene?

[TinaW]

Har I talt om, hvorfor han ikke kan slippe det der med at “børnene jo skal have noget at spise”? Og er han selv opmærksom på, at han (til dels) viderefører de principper, han er vokset op med?

Ja, og han virker også til at kunne se problemet. Vi har tit talt om, at vi bør finde ro i, at deres madpakker altid er støvsugede og så tage mere let på indtag af aftensmad og morgenmad. Men det er som om, at han glemmer det igen ved bordet, og det er jo ikke en snak, man lige kan tage i situationen foran børnene.

Hvis børnene ikke er undervægtige, så kan det vel være lige meget, hvornår på dagen de indtager størstedelen af deres mad?
Kan I aftale at børnene skal komme med til bords og sidder x antal minutter (uanset om de så spiser noget eller ej) før de må gå fra bordet?
Er der noget I ved de gerne spiser (om det så bare er gulerodsstave eller lignende) som altid kan være en del af måltidet?

[Mi55y]

Hvis børnene ikke er undervægtige, så kan det vel være lige meget, hvornår på dagen de indtager størstedelen af deres mad?
Kan I aftale at børnene skal komme med til bords og sidder x antal minutter (uanset om de så spiser noget eller ej) før de må gå fra bordet?
Er der noget I ved de gerne spiser (om det så bare er gulerodsstave eller lignende) som altid kan være en del af måltidet?

De er ikke undervægtige, men de ligger under normalvægt for deres alder. De har altid været slanke - det var far og jeg selv også som børn.
Vi kører allerede efter princippet om, at der altid skal være en "safe food" på bordet. Så den ældste spiser primært brød eller fiskefrikadeller til aftensmad

Men tid på kunne være en rigtig god ide

Og et kodeord må vi også finde på - efter en snak om, om far virkelig gerne vil det.

[JoyNips]

Jeg er også stor tilhænger af madro. Men hvis jeg har indtryk af at børnene er “færdige med at spise” fordi de hellere vil lege, se tv eller noget andet og derfor faktisk ikke reelt er færdige/mætte, så kan jeg godt bede dem om lige at blive siddende og tage et par mundfulde mere.

Især den store er meget lidt interesseret i mad og skal holdes lidt til ilden, ellers spiser han ikke. Derfor skal de fx også blive siddende til begge børn er færdige med at spise - så får det “færdige” barn typisk lige spist en smule mere.

Så hvis det er fordi der er noget andet der trækker mere lige i situationen eller hvis børnene i øvrigt kommer kort efter og er sultne, så synes jeg han gør ret i ikke at lade dem forlade bordet. Men jeg synes at “du skal spise x før y” og “3 bidder mere” er forkert taktik.

[TinaW]

Hvis børnene ikke er undervægtige, så kan det vel være lige meget, hvornår på dagen de indtager størstedelen af deres mad?
Kan I aftale at børnene skal komme med til bords og sidder x antal minutter (uanset om de så spiser noget eller ej) før de må gå fra bordet?
Er der noget I ved de gerne spiser (om det så bare er gulerodsstave eller lignende) som altid kan være en del af måltidet?

De er ikke undervægtige, men de ligger under normalvægt for deres alder. De har altid været slanke - det var far og jeg selv også som børn.
Vi kører allerede efter princippet om, at der altid skal være en "safe food" på bordet. Så den ældste spiser primært brød eller fiskefrikadeller til aftensmad

Men tid på kunne være en rigtig god ide

Og et kodeord må vi også finde på - efter en snak om, om far virkelig gerne vil det.

Fiskefrikadeller er vel ikke det værste at leve af
Min var også ret kræsen og småt spisende da han var mindre. Nu er han teenager og der kan godt blive spist igennem. Han er i øvrigt stadig meget slank.

[abcd]

Lige nu kører vi hvert vores show, hvor jeg på den ene side af bordet sidder og siger, at det er helt OK, hvis ikke de har lyst lige nu, og han på den anden side af bordet f.eks. siger, at de skal spise for at blive store og stærke.

Er din mand overvægtig? I givet fald kunne du jo lokke børnene til at svare: Det er fordi jeg ikke vil være tyk som dig far...

Det er komisk at vi i 2024 med over 50% af voksne danskere overvægtige, skal mase mad ned i halsen på børn som ellers trives, for tænk hvis de nu ikke fik nok at spise. Hvis de ikke fejler noget, hvis lægen ikke ville finde deres vægt bekymrende, giver det jo ingen mening at presse dem til at spise.

[Mi55y]

Er din mand overvægtig? I givet fald kunne du jo lokke børnene til at svare: Det er fordi jeg ikke vil være tyk som dig far...

Det er komisk at vi i 2024 med over 50% af voksne danskere overvægtige, skal mase mad ned i halsen på børn som ellers trives, for tænk hvis de nu ikke fik nok at spise. Hvis de ikke fejler noget, hvis lægen ikke ville finde deres vægt bekymrende, giver det jo ingen mening at presse dem til at spise.

Nej. herhjemme er det mig, der er overvægtig.

Jeg er også meget opmærksom på det der med ikke at fifle med deres evne til at mærke sult. Og jeg har flere gange oplevet, at hvis svaret på "jeg er ikke sulten" er, at det er OK, at lysten mangler lige nu, men at maden står der, hvis de får lyst, så går der ikke lang tid, før de spiser. Hvorimod pres bare avler modpres.

[Kanga]

Vi har også et meget selektivt spisende barn. Han er 11 og det har været sådan, siden han gik i dagpleje. Hvis han ikke vil spise vores aftensmad, så får han rugbrød.

Min kæreste og jeg er heller ikke enige om tilgangen. Han prøver HVER aften at få vores søn til at smage på et eller andet. Nogle gange har de lavet en aftale, inden vi sætter os til bords. Men der er det tydeligt, at vores søn har sagt ja for at slippe for at tale om det, for når vi sidder der, vil han ikke alligevel. Og så presser kæresten på ved at sige, om han ikke lige kan smage for min kærestes skyld, ‘bare lige en bid for min skyld’, ‘jeg VED du kan lide det’ osv. Og så bliver det slet ikke til noget.
Jeg kommenterer ikke på det mere.
Hvis vi skal ud og spise, kan min kæreste finde på at tage emnet op inden, eller mens vi er ude. Det er simpelthen så pinligt, og der cutter jeg ham af og siger, at tilgangen til mad nok ikke skal fikses, når vi er ude.
I skolen har de madlavning, og der har min kæreste gud hjælpe mig påtalt, hvorfor de ikke tvinger børnene (vores søn) til at smage maden.

Nå, det korte af det lange; nej vi er ikke enige herhjemme.
Vi har safefood hver dag. Og der bliver spist mange rugbrødsmadder. Det vender nok en dag.

[fisken80]

Har I talt om, hvorfor han ikke kan slippe det der med at “børnene jo skal have noget at spise”? Og er han selv opmærksom på, at han (til dels) viderefører de principper, han er vokset op med?

Ja, og han virker også til at kunne se problemet. Vi har tit talt om, at vi bør finde ro i, at deres madpakker altid er støvsugede og så tage mere let på indtag af aftensmad og morgenmad. Men det er som om, at han glemmer det igen ved bordet, og det er jo ikke en snak, man lige kan tage i situationen foran børnene.

Det her lyder muligvis skørt, men kan I ikke aftale et signal eller et tegn du giver ham ved bordet når han begynder på sit?
For det han gør skal stoppes. Jeg er selv vokset op som et enormt kræsent barn og til tider var aftenmåltidet en pinsel for mig og det er altså synd.

[Torn]

Sådan et pres må også gøre alle spisesituationerne stressende for børnene. Jeg synes tilgangen med at I bestemmer, hvad der er på bordet (inkl. safefood) og hvornår det er, er god. Barnet bestemmer så over sin tallerken/hvad der spises.