Galoldriel skrev:Min datter har haft tre nedsmeltninger i rap her til aften, og hun vil hele tiden have mig til at gøre alt muligt, som bare ikke kan lade sig gøre. Hun har svært ved at regulere sine følelser. Det er ikke, fordi hun skaber sig, hun kan simpelthen ikke rumme sin skuffelse eller andre former for emotionel ubehag.
Efter at have lagt øre til nærmest konstant skrigeri og gråd i over en halv time, har jeg bedt min mand tage over, hvilket også udløste en intens reaktion, og jeg blev så hamrende frustreret og så pissetræt, at jeg er gået ind i soveværelset og har lukket døren - og taget støjdæmpende høretelefoner på.
Jeg er komplet ude af stand til at rumme hende lige nu. Jeg har knoklet i haven i tre timer, bagt brød, vasket, lavet mad, besøgt mine forældre, og mere til, og jeg er bare brugt helt op.
Jeg hader at lukke ned for hende på den måde, men jeg tror, det trods alt er bedre, end hvis jeg bliver decideret vred på hende. Hun kan ikke gøre for det, det er sådan, hun er, og altid har været.
Hvor gammel er hun?
Min dreng på 7 er ligeså, men vi har lært ham at mor og far også kan få nok.
Vi plejer at sige, nu skal mor (eller far) lige ud og være for os selv, så vi ikke bliver sure og kede af det også. Jeg kommer igen om lidt.
Det tager han ret fint imod (jeg tror ikke helt han ville forstå at vi sagde vi blev frustrede). Men han forstår udmærket godt, at vi kan blive trætte af alle hans følelser og vi skal have en pause. Dybest set tror jeg også godt han gad have en pause.
Det virker forøvrigt også som om han hurtigere falder ned, når vi lige går. Så er der ligesom kun ham, og han ved bedre hvad der er godt og ikke godt lige i dette anfald. Jeg tror nogen gange at vi som forældre gør det værre, fordi vi lige siger eller gør det forkerte på det forkerte tidspunkt.
