Hvornår man klar til at være nogens forældre?

1234
Midlertidigt udelukket efter eget ønske
Indlæg: 5320
Tilmeldt: 18. feb 2018, 11:09
Kort karma: 257
Likede indlæg: 6679

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf 1234 » 18. feb 2018, 18:25

Raenil skrev:
1234 skrev:
Raenil skrev:Jeg blev klar i det øjeblik jeg stod med vores første i favnen. Indtil da var jeg noget bekymret for hvad vil havde rodet os ud i.

Det er jeg i øvrigt stadig i ny og næ...


Men hvordan tog du så overhoved skridtet til at nå dertil?
Det er det jeg har lidt svært ved at forholde mig til.
Tror aldrig jeg i mit liv har gjort noget jeg ikke følt mig klar til.


Altså , jeg ville såmænd gerne have børn. Det var nok mest min kone, men jeg var spændt og glad og sådan.
Men klar - nej, jeg jeg havde ingen idé om hvad jeg gik ind til. :lun:

Vi improviserer stadig, den ældste er lige startet i børnehaveklasse. Hun er prøveklud.

Det er nok en rejse, som de siger...



Jeg synes bare selve skridtet er enormt grænseoverskridende.
Jeg tænker det måske er nemmere hvis det ikke er en selv, der holder op med at bruge præventionen.
Jeg har taget p-piller stortset hver dag i 10 år og har nok glemt dem højst 10 gange, så det en ret bevidst beslutning at holde op.
0
1234
Midlertidigt udelukket efter eget ønske
Indlæg: 5320
Tilmeldt: 18. feb 2018, 11:09
Kort karma: 257
Likede indlæg: 6679

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf 1234 » 18. feb 2018, 18:29

decibell skrev:
1234 skrev:
JoyNips skrev:
Sangius skrev:
Det jeg mener er, at jeg endnu har til gode at møde en mor eller far, som ikke har måtte æde nogle af de ord de har sagt før de fik børn. Så generelt planlæg alt det I vil, og ytr dig om alt det du vil - men regn ikke med, at du ikke æder halvdelen af dine ord om nogle år :-p


Ak, hvem der blot var barnløs og skråsikker igen... :lol: Manner, jeg havde styr på alt det der med børn. Lige indtil jeg fik et selv...


Jeg synes egentlig din kommentar er lidt flabet.
Jeg er overhoved ikke skråsikker eller føler jeg har styr på det hele.
Jeg har to ting jeg har en holdning til, men regner som udgangspunkt med at se hvilken slags baby, der kommer.
Det synes jeg godt nok er langt fra den kasse du forsøger at proppe mig ned i.



Jeg er ret overbevist om, at Joynips mener, at HUN var skråsikker, da hun endnu var barnløs. Jeg tror ikke, det er møntet på dig overhovedet. :)

Og jeg forstår, hvor hun vil hen. Jeg har slugt hele kameler med hud og hår gennem min datters opvækst. Men gudskelov da, for det kan kun være positivt at lære og udvikle sig undervejs. Og for the record, jeg synes ikke, du virker skråsikker eller noget. Ellers ville du jo heller ikke skrive denne tråd, vel? :kys:


Du har måske ret. Jeg følt det bare sådan, når jeg nu er den barnløse i tråden :lol:

Det er nok fordi jeg ikke rigtig har så mange holdninger udover de nævnte, at jeg har lidt svært ved at relatere til det.
For det er slet ikke det der bekymrer mig. Jeg er på mange måder meget flexible og skifter nemt holdning :p
Jeg er trods alt radikal ;)
Det der fylder for mig er mere alt det følelsesmæssig.
Det synes jeg er svært at håndtere :)
0
Brugeravatar
milisa
Indlæg: 1959
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:43
Kort karma: 419
Likede indlæg: 4817

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf milisa » 18. feb 2018, 18:36

Jeg kan ikke fordrage at være gravid og endnu mindre at være på barsel. Men nu er jeg gravid igen, fordi når det første år er overstået, så er det sgu ganske fantastisk.

Jeg var aldrig rigtig klar - og er det stadig ikke. Min krop tog simpelthen over. Jeg har altid troet, at det biologiske ur var noget ukonkret, uhåndgribeligt, man talte om i overført betydning. Men for mig var det en fysisk, ganske voldsom reaktion, som jeg slet ikke var i stand til at ignorere - selvom jeg egentlig faktisk slet ikke ville have børn.... Så for mig er svaret på dit spørgsmål i trådtitlen: Man bliver aldrig klar.... Men selv det, er jo mega individuelt.

Den absolut eneste grund til, at jeg tog ½ års barsel var fordi, jeg fik amningen til at køre, og at jeg mener, at hvis man magter det, så bør man amme sit barn i et halvt år. Med nummer to vil jeg kæmpe med næb og kløer igen for at få amningen til at køre, hvis det bliver nødvendigt igen - selvom jeg faktisk også hader at amme..... Men skulle det ikke lykkes, så har jeg ikke tænkt mig at tage en særlig lang barsel. Det er slet ikke mig. Og hvis der ikke "er brug for mig" (ifa amning), så kan min kæreste jo være lige så god, og han har intet imod barsel.

Lad være med at bekymre dig om at være klar. Det bliver du i mine øjne, som sagt, alligevel ikke! Til gengæld, hvis du allerede nu skider grønne snemænd over ikke at opfylde forventninger og/eller krav til dig som mor og kvinde og gravid, så har du et problem. For uanset HVAD du gør, så fejler du på den front. Følger du sundhedsstyrelsens råd til punkt og prikke, så er du hysterisk. Følger du dem ikke, er du uansvarlig. Tager du armene op over hovedet, får din unge navlesnoren om halsen. Men hvis du ikke lige synes, du har lyst til at ride galopløb som højgravid, skal du jo huske på, at graviditet dælme ikke er en sygdom, og at du skal lade være med at bruge den som dårlig undskyldning. Du må for guds skyld ikke drikke alkohol, men helt ærligt, du er altså alt for stringent, hvis du siger nej til en kop kaffe, fordi du ikke vil have for meget koffein - og kvinder drak altså spandevise af kaffe, da du selv var et foster. Nu skal du i øvrigt ikke tage mere på, men spis da lige et stykke kage til, for du skal jo spise for to. Og am for sevan dit barn, det er egoistisk at give flaske. Men am ikke for længe, for det er jo også kun dit eget behov, du dækker. Osv osv osv osv osv osv osv osv osv osv osv. Så hvis du virkelig vil arbejde med noget, så arbejd med din usikkerhed over for ikke at opfylde forventninger. For tro mig, hvad end du gør, så møder du nogen, der synes, du gør det HELT forkert.......


PS. Jeg kan jo ikke vide det, men jeg tror ikke, Joynips talte om dig som sådan i hendes seneste indlæg. Jeg tror, hun mente sig selv og mere generelt. Hun ramte i hvert fald hovedet på sømmet ved mig. FÅRK, hvor var jeg klog ift graviditet, barsel, børneopdragelse og "JEG kunne TIVÆRTIFALD på INGEN MÅDE finde på at............"-udgydelser, før jeg så rent faktisk selv stod i det. Jøsses, jeg har måtte æde guderne må vide hvor meget. Pointen i dette er ikke på nogen måde at klandre dig for noget som helst, men blot som et eksempel på, at når alt kommer til alt, så er det eneste endegyldige faktum i alt det her, at du i bund og grund ikke kan forberede dig på noget som helst. Dermed ikke sagt, at man ikke må have forestillinger, ideer, standpunkter, sågar holdninger. For mig (jeg kan jo ikke tale for Joynips, men jeg kunne have skrevet hendes indlæg, så derfor tillader jeg mig at "svare") handler det udelukkende om at berolige dig med, at selvom du ikke føler, du har planlagt noget som helst, så hakuna matata, for det kan du altså heller ikke uanset.
3
Tally-ho
1234
Midlertidigt udelukket efter eget ønske
Indlæg: 5320
Tilmeldt: 18. feb 2018, 11:09
Kort karma: 257
Likede indlæg: 6679

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf 1234 » 18. feb 2018, 18:50

milisa skrev:Jeg kan ikke fordrage at være gravid og endnu mindre at være på barsel. Men nu er jeg gravid igen, fordi når det første år er overstået, så er det sgu ganske fantastisk.

Jeg var aldrig rigtig klar - og er det stadig ikke. Min krop tog simpelthen over. Jeg har altid troet, at det biologiske ur var noget ukonkret, uhåndgribeligt, man talte om i overført betydning. Men for mig var det en fysisk, ganske voldsom reaktion, som jeg slet ikke var i stand til at ignorere - selvom jeg egentlig faktisk slet ikke ville have børn.... Så for mig er svaret på dit spørgsmål i trådtitlen: Man bliver aldrig klar.... Men selv det, er jo mega individuelt.

Den absolut eneste grund til, at jeg tog ½ års barsel var fordi, jeg fik amningen til at køre, og at jeg mener, at hvis man magter det, så bør man amme sit barn i et halvt år. Med nummer to vil jeg kæmpe med næb og kløer igen for at få amningen til at køre, hvis det bliver nødvendigt igen - selvom jeg faktisk også hader at amme..... Men skulle det ikke lykkes, så har jeg ikke tænkt mig at tage en særlig lang barsel. Det er slet ikke mig. Og hvis der ikke "er brug for mig" (ifa amning), så kan min kæreste jo være lige så god, og han har intet imod barsel.

Lad være med at bekymre dig om at være klar. Det bliver du i mine øjne, som sagt, alligevel ikke! Til gengæld, hvis du allerede nu skider grønne snemænd over ikke at opfylde forventninger og/eller krav til dig som mor og kvinde og gravid, så har du et problem. For uanset HVAD du gør, så fejler du på den front. Følger du sundhedsstyrelsens råd til punkt og prikke, så er du hysterisk. Følger du dem ikke, er du uansvarlig. Tager du armene op over hovedet, får din unge navlesnoren om halsen. Men hvis du ikke lige synes, du har lyst til at ride galopløb som højgravid, skal du jo huske på, at graviditet dælme ikke er en sygdom, og at du skal lade være med at bruge den som dårlig undskyldning. Du må for guds skyld ikke drikke alkohol, men helt ærligt, du er altså alt for stringent, hvis du siger nej til en kop kaffe, fordi du ikke vil have for meget koffein - og kvinder drak altså spandevise af kaffe, da du selv var et foster. Nu skal du i øvrigt ikke tage mere på, men spis da lige et stykke kage til, for du skal jo spise for to. Og am for sevan dit barn, det er egoistisk at give flaske. Men am ikke for længe, for det er jo også kun dit eget behov, du dækker. Osv osv osv osv osv osv osv osv osv osv osv. Så hvis du virkelig vil arbejde med noget, så arbejd med din usikkerhed over for ikke at opfylde forventninger. For tro mig, hvad end du gør, så møder du nogen, der synes, du gør det HELT forkert.......


PS. Jeg kan jo ikke vide det, men jeg tror ikke, Joynips talte om dig som sådan i hendes seneste indlæg. Jeg tror, hun mente sig selv og mere generelt. Hun ramte i hvert fald hovedet på sømmet ved mig. FÅRK, hvor var jeg klog ift graviditet, barsel, børneopdragelse og "JEG kunne TIVÆRTIFALD på INGEN MÅDE finde på at............"-udgydelser, før jeg så rent faktisk selv stod i det. Jøsses, jeg har måtte æde guderne må vide hvor meget. Pointen i dette er ikke på nogen måde at klandre dig for noget som helst, men blot som et eksempel på, at når alt kommer til alt, så er det eneste endegyldige faktum i alt det her, at du i bund og grund ikke kan forberede dig på noget som helst. Dermed ikke sagt, at man ikke må have forestillinger, ideer, standpunkter, sågar holdninger. For mig (jeg kan jo ikke tale for Joynips, men jeg kunne have skrevet hendes indlæg, så derfor tillader jeg mig at "svare") handler det udelukkende om at berolige dig med, at selvom du ikke føler, du har planlagt noget som helst, så hakuna matata, for det kan du altså heller ikke uanset.


Tak for et langt og konstruktivt indlæg!
Det var sådan nogen som dem, der var hele årsagen til jeg oprettede mig på debatten igen.
Det sgu rart at høre fra nogle andre end veninder og familie.

Problemet der er nok lidt, at min kæreste meget gerne vil have børn tidligt og i hvert fald det første inden han bliver 30.
Selvfølgelig skal jeg ikke få børn på et bestemt tidspunkt, fordi min kæreste gerne vil, men siden man er to om det er det jo meget god stil at lytte til hinanden. Jeg tror bare ikke mit biologisk ur begynder at bippe lige forløbigt.
Faktisk har det, at det er blevet så konkret faktisk gjort det modsatte.
Førhen kunne jeg godt mærke, hvad skrukhed var, når jeg holdt mine søskendes børn.
Den er stortset forsvundet i dag, fordi jeg begynder at køre alle ulemperne igennem mit hoved :lol:
Det er sådan en mental blokade, men samtidig gider jeg ikke have børn sent.
Det er der efter min mening alt for mange ulemper ved.

Jeg skider ikke nogen grønne grise :lol: Jeg orker det bare ikke helt altså forventningerne.
Vi lever i forvejen et liv meget forskelligt fra vores familier, så jeg er vant til det.
Jeg bliver bare lidt træt ved tanken. Det er ikke, fordi jeg som sådan tror det vil påvirke vores valg i stor skala.
Der er sikkert nogle små ting en gang imellem, der vil påvirke hvis det fra nær venner og familie, men det tænker jeg der er fra alle.
I forhold til alt det man ikke må under graviditeten er jeg tilgengæld heldig.
Jeg drikker og spiser i forvejen ikke rigtig noget af det man ikke må alkohol, rødt kød, kaffe og smøger, så der bliver ikke nogle diskussion der :lol:
0
Brugeravatar
Raenil
Indlæg: 2531
Tilmeldt: 27. nov 2016, 10:50
Kort karma: 128
Geografisk sted: Silkeborg
Likede indlæg: 8487

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf Raenil » 18. feb 2018, 20:04

1234 skrev:
Raenil skrev:
1234 skrev:
Raenil skrev:Jeg blev klar i det øjeblik jeg stod med vores første i favnen. Indtil da var jeg noget bekymret for hvad vil havde rodet os ud i.

Det er jeg i øvrigt stadig i ny og næ...


Men hvordan tog du så overhoved skridtet til at nå dertil?
Det er det jeg har lidt svært ved at forholde mig til.
Tror aldrig jeg i mit liv har gjort noget jeg ikke følt mig klar til.


Altså , jeg ville såmænd gerne have børn. Det var nok mest min kone, men jeg var spændt og glad og sådan.
Men klar - nej, jeg jeg havde ingen idé om hvad jeg gik ind til. :lun:

Vi improviserer stadig, den ældste er lige startet i børnehaveklasse. Hun er prøveklud.

Det er nok en rejse, som de siger...



Jeg synes bare selve skridtet er enormt grænseoverskridende.
Jeg tænker det måske er nemmere hvis det ikke er en selv, der holder op med at bruge præventionen.
Jeg har taget p-piller stortset hver dag i 10 år og har nok glemt dem højst 10 gange, så det en ret bevidst beslutning at holde op.


Due har nok ret i at det er nemmere for en mand bare at følge med. Og desuden havde mine venner og store søskende børn, så vi var nogen af de sidste. På den måde komm det naturligt. Og jeg har aldrig været i tvivl om at vi skulle have børn. Engang.
0
1234
Midlertidigt udelukket efter eget ønske
Indlæg: 5320
Tilmeldt: 18. feb 2018, 11:09
Kort karma: 257
Likede indlæg: 6679

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf 1234 » 18. feb 2018, 20:04

Mistermor skrev:Men man behøver jo ikke få børn! Der er mennesker nok i verden. Der er masser af andre måder at leve sit liv på, - også et lykkeligt liv.



Det har du helt rart i, at man ikke behøver.
Så skulle man bare have valgt en anden kæreste kommende mand end mig.
For et farvel til børn er et farvel til ham.
Og så har jeg sgu lidt travlt for har inviteret 70 gæster til bryllup om lidt :lol:
0
1234
Midlertidigt udelukket efter eget ønske
Indlæg: 5320
Tilmeldt: 18. feb 2018, 11:09
Kort karma: 257
Likede indlæg: 6679

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf 1234 » 18. feb 2018, 20:40

Mistermor skrev:
1234 skrev:
Det har du helt rart i, at man ikke behøver.
Så skulle man bare have valgt en anden kæreste kommende mand end mig.
For et farvel til børn er et farvel til ham.
Og så har jeg sgu lidt travlt for har inviteret 70 gæster til bryllup om lidt :lol:


Men så er han vel også parat til at trække en stor del af læsset? Eksempelvis gå ned i tid, så i ikke behøver at stresse, som du er bekymret for.

Det er ikke så populært at sige (medmindre man er Svend Brinkmann og lever af det) men man kan jo ikke få og nå alting. Så det vigtige er, at får afklaret inden, hvordan i vil prioritere i jeres liv.

Lave faste udgifter giver både ro og valgfrihed på mange områder.


Jo helt klart. Han arbejder allerede nu kun 32 timer, fordi han er pædagog, hvor den slags stillinger er mest normalt.
Plus han er SFO pædagog og møder derfor ofte sent, hvorfor de stressede morgener bliver nok minimale for os.
Samtidig vil jeg kunne hente før 16 den dag jeg får kortere transporttid.
Men det kan nok ikke reddes hvis vi får en soveskovl, hvilket er min absolut største frygt!
Jeg duer bare ikke i vinterhalvåret uden søvn. Om sommeren kan jeg nemt med nøjes ingen søvn tilgengæld.
Senest rettet af 1234 18. feb 2018, 20:55, rettet i alt 1 gang.
0
Brugeravatar
milisa
Indlæg: 1959
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:43
Kort karma: 419
Likede indlæg: 4817

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf milisa » 18. feb 2018, 20:54

1234 skrev:
Mistermor skrev:
1234 skrev:
Det har du helt rart i, at man ikke behøver.
Så skulle man bare have valgt en anden kæreste kommende mand end mig.
For et farvel til børn er et farvel til ham.
Og så har jeg sgu lidt travlt for har inviteret 70 gæster til bryllup om lidt :lol:


Men så er han vel også parat til at trække en stor del af læsset? Eksempelvis gå ned i tid, så i ikke behøver at stresse, som du er bekymret for.

Det er ikke så populært at sige (medmindre man er Svend Brinkmann og lever af det) men man kan jo ikke få og nå alting. Så det vigtige er, at får afklaret inden, hvordan i vil prioritere i jeres liv.

Lave faste udgifter giver både ro og valgfrihed på mange områder.


Jo helt klart. Han arbejder allerede nu kun 32 timer, fordi han er pædagog, hvor den slags stillinger er mest normalt.
Plus han er SFO pædagog og møder derfor ofte sent, hvorfor de stressede morgener bliver nok minimale for os.
Samtidig vil jeg kunne hente før 16 den dag jeg får kortere transporttid.
Men det kan nok ikke reddes hvis vi får en soveskovl, hvilket er min absolut største frygt!
Jeg duer bare ikke i vinterhalvåret uden søvn. Om sommeren kan jeg nemt nøjes ingen søvn tilgengæld.


Det er så meget mig det der. Både frygten og søvnkrav. Vi lavede to aftaler: 1) Skilsmisse er bare ikke en mulighed de første 2 år!! 2) Alt, der bliver sagt mellem 22 og 6 gælder ikke og kan derfor ikke bruges imod en bagefter............................................................ Det virkede!
0
Tally-ho
1234
Midlertidigt udelukket efter eget ønske
Indlæg: 5320
Tilmeldt: 18. feb 2018, 11:09
Kort karma: 257
Likede indlæg: 6679

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf 1234 » 18. feb 2018, 20:56

milisa skrev:
1234 skrev:
Mistermor skrev:
1234 skrev:
Det har du helt rart i, at man ikke behøver.
Så skulle man bare have valgt en anden kæreste kommende mand end mig.
For et farvel til børn er et farvel til ham.
Og så har jeg sgu lidt travlt for har inviteret 70 gæster til bryllup om lidt :lol:


Men så er han vel også parat til at trække en stor del af læsset? Eksempelvis gå ned i tid, så i ikke behøver at stresse, som du er bekymret for.

Det er ikke så populært at sige (medmindre man er Svend Brinkmann og lever af det) men man kan jo ikke få og nå alting. Så det vigtige er, at får afklaret inden, hvordan i vil prioritere i jeres liv.

Lave faste udgifter giver både ro og valgfrihed på mange områder.


Jo helt klart. Han arbejder allerede nu kun 32 timer, fordi han er pædagog, hvor den slags stillinger er mest normalt.
Plus han er SFO pædagog og møder derfor ofte sent, hvorfor de stressede morgener bliver nok minimale for os.
Samtidig vil jeg kunne hente før 16 den dag jeg får kortere transporttid.
Men det kan nok ikke reddes hvis vi får en soveskovl, hvilket er min absolut største frygt!
Jeg duer bare ikke i vinterhalvåret uden søvn. Om sommeren kan jeg nemt nøjes ingen søvn tilgengæld.


Det er så meget mig det der. Både frygten og søvnkrav. Vi lavede to aftaler: 1) Skilsmisse er bare ikke en mulighed de første 2 år!! 2) Alt, der bliver sagt mellem 22 og 6 gælder ikke og kan derfor ikke bruges imod en bagefter............................................................ Det virkede!


Hehe gode regler :lol:
Min kæreste er b-menneske, så jeg synes 22 er lidt tidligt han kan slippe uden ansvar.
0
Brugeravatar
Vixen
Indlæg: 1265
Tilmeldt: 16. aug 2015, 08:53
Kort karma: 339
Likede indlæg: 2834

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf Vixen » 18. feb 2018, 21:48

Jeg blev mor for snart tre måneder siden, og jeg vil tilslutte mig, at det er overordentligt hyggeligt at være mor. Og jeg glæder mig til fremtiden -måske fordi I ain’t seen nothing yet, men stadig. Jeg var bestemt heller ikke crazy-skruk-redebygger og er det stadig ikke. Derfor kan mam godt alligevel føle en enorm omsorg og kærlighed for det lille væsen.

Det var ikke kæmpestort og poetisk for mig at være gravid og skabe et menneske. Det var irriterende. Jeg bar det totalt flot, men savnede min flade mave. Jeg havde ondt og var rastløs. Men fødslen var den vildeste oplevelse, og det er fedt at være forælder. Gør det. :)
2
What ain't no country I ever heard of. They speak English in What?
bluetof1
Indlæg: 1873
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 1245
Likede indlæg: 7396

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf bluetof1 » 19. feb 2018, 08:46

Jeg har hver gang været suuuuuper skruk lige indtil jeg havde to streger på testen og SÅ panikkede jeg. Jeg har brugt 7-9 måneder på at tænke at det var verdens dårligste ide at få børn når jeg først var gravid og har tænkt alvorligt over abort alle tre gange.
Det er dog endt med at jeg har bidt tænderne sammen og tænkt at det sikkert blev helt okay og når først de er kommet ud har jeg heller ikke set mig tilbage.
Hvad søvn angår så sov to af mine igennem før de blev en måned og de sidste to sover stadig ikke igennem. Jeg har dog aldrig været totalt zombietræt eller så drænet af livet som småbørnsforælder at jeg ikke har kunnet fungere. Vi gør også de samme ting med børn som vi gjorde uden. Rejser, rider, kører mc osv. osv. Det kræver lidt mere planlægning, men så er det heller ikke værre.
0
I don't think I get enough credit for doing all of this unmedicated.
avdotja
Indlæg: 4930
Tilmeldt: 11. okt 2015, 18:31
Kort karma: 537
Likede indlæg: 14700

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf avdotja » 19. feb 2018, 19:29

Så længe man har nogle basale ting på plads - såsom egnet psyke/fysik og lidt økonomisk råderum - er man klar; alt andet kan man tage som det kommer - mennesket, som art, er fantastisk tilpasningsdygtigt :) Hvis man altså har LYST! Men har svært ved at komme i tanke om noget dummere, hvis lysten reelt ikke er til stede, men snarere er et udtryk for at man “skylder” sin partner det.

Man kan stort set alt med et barn, men det ændrer ikke på at det at få et barn er en kæmpe livsændrende faktor på flere områder. Det vil påvirke din frihed, økonomi - ja selv din krop (i en kortere eller længere periode) - i mange, mange år ud i fremtiden.

Hvis man erstattede “få et barn” med noget som var bare tilnærmelsesvisende så livsomvæltende (ikke at jeg komme i tanke om hvad det skulle være. Binde sig til en uopsigelig kontrakt på 10 år, på den anden side af jordkloden måske?) er det klart for enhver at det er fuldstændig vanvittig at begive sig ud i hvis man ikke har lyst. Men lige med børn er det åbenbart (af - for mig - uforståelige årsager) helt legalt at sige “Kast dig bare ud i det, du skal nok blive klar når du står med det i armene” :forvirret2:
Senest rettet af avdotja 19. feb 2018, 19:51, rettet i alt 2 gange.
1
avdotja
Indlæg: 4930
Tilmeldt: 11. okt 2015, 18:31
Kort karma: 537
Likede indlæg: 14700

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf avdotja » 19. feb 2018, 19:50

Jeg havde i mine yngre dage i øvrigt en diskussion med en daværende kæreste der gerne ville have børn, mens det ikke var noget for mig. Han sagde storsindet at han skam nok skulle tage 6 måneders barsel. Jeg nævnte at jeg nok slet ikke var interesseret i barsel og forventede at være tilbage på job efter et par uger (eller i noget i den dur), men at man jo allerede kunne få pasning når barnet var et halvt år, så det ville sikkert gå fint. Han blev decideret mopset. Han mente ikke at jeg kunne undsige mig ansvaret på den måde når HAN nu ville tage 6 måneder. Jeg påpegede at milimeterdemokrati ikke altid var hensigtsmæssigt i et forhold, men at jeg da nok skulle tage halvdelen af barslen, mod at han overtog de sidste 3 måneder af graviditeten samt fødslen :afro:

Kan I se det modsatte scenarie for jer: en kvinde der forsøger at overbevise sin mand om at få et barn ved at forklare at hun skam har tænkt sig at tage mere end sin tørn. Han skal bare lige gå igennem hvad der svarer til 9 måneders barsel+fødsel samt tage 6 måneders barsel skal hun nok tage over* :stoned:

*Ja ja, i dag ved jeg godt at en del af barslen er låst til kvinden og at 12 måneders fædrebarsel derfor slet ikke er muligt, men det var der ingen af os der var klar over den gang.

Og hvis jeg (mod forventning!) skulle vælge at blive gravid i dag, ville jeg formentlig helt frivillig tage 6 måneders barsel :)
0
Brugeravatar
Tanten
Indlæg: 1922
Tilmeldt: 14. aug 2015, 12:03
Kort karma: 457
Geografisk sted: Aarhus
Likede indlæg: 9624

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf Tanten » 20. feb 2018, 00:42

Man er klar, når lysten til at få børn overstiger bekymringerne over følgerne.

Ethvert valg rummer et fravalg, og det er benhårdt at være forældre de første par år - man vokser med opgaven og tilpasser sig omstændighederne.
0
Brugeravatar
BlueBunny
Indlæg: 4349
Tilmeldt: 17. aug 2015, 16:54
Kort karma: 484
Likede indlæg: 10661

Re: Hvornår man klar til at være nogens forældre?

Indlægaf BlueBunny » 20. feb 2018, 07:04

For os var det nok sådan en tanke om at om feks 5-10 år ude i fremtiden hvordan tænker vi så hverdagen så ud. Og der var børn. Jamen så må vi jo i gang. De kommer ikke af sig selv. Og to børn tager jo noget længere tid end et.

Det viste sig at det slet ikke var så nemt at lave dem. Og jeg/vi nåede hele følelsesregisteret igennem. Tanken om IKKE at kunne få børn gjorde ønsket altoverskyggende.

Da han var der, den første var det en lykke. Selvfølgelig kræver det noget. Men selv de vågne nætter syntes jeg var fantastisk. Jeg følte jeg havde vundet lotteriet. Og føler det stadig.

Selvfølgelig er der ting man skal være klar til at give afkald på, jeg synes bare at de ting/oplevelser vi får klart overstiger.

Egentlig synes jeg valget om IKKE at få børn er meget sværere end valget om at få dem.

Hvornår det så præcis skal være, er det spændende. Det er kæmpe. Men husk, det er en proces. For nogen går det hurtigt, for nogen tager det længere tid.

At stå med de to streger på testen er helt crazy, og at skulle sige det til forældrene og andre og indse at nu er det nu er uvirkeligt. At mærke noget vokser i maven, og senere en lille bitte finger som griber fast om ens pegefinger og kigger en i øjnene SÅ smelter hjertet.
0
Folk med begge ben på jorden, hænger ikke på træerne

Tilbage til "Forældre"