Måske en 3´er?

Brugeravatar
Dublin-mudslide
Indlæg: 117
Tilmeldt: 2. sep 2015, 11:30
Kort karma: 5
Likede indlæg: 51

Re: Måske en 3´er?

Indlægaf Dublin-mudslide » 6. aug 2018, 18:23

Bøtte skrev:Jeg er virkelig i tvivl om en 3’er.

Vi har solgt alt baby-grejet og jeg synes ikke heg orker baby-møllen igen. Har haft to besværlige graviditeter, der begge har givet mig kroniske sygdomme (eller den sidste gav graviditetsbetinget diabetes og jeg har nu 75 % risiko (inkl den risikosi jeg havde allerede inden graviditeten) for at udvikle type to diabetes) og begge graviditer har forværret min allergi.
Jeg er dårlig til at føde og efter sidste fødsel, tør jeg simpelthen ikke føde almindeligt igen, jeg trives ikke rigtigt med at være på barsel, jeg har endelig fået fast job og min mand har ikke den store trangt til flere.
Alligevel, så har jeg lidt lyst til at få et barn mere. At give mine piger en søskende mere. Men tror det ender med at fornuften vinder.


Så kan jeg godt forstå, at du synes det er lidt op ad bakke.
Mine graviditeter har været problemfrie på trods af at de har været som dag og nat - den sidste var ret hård. Jeg havde kvalme 24/7 de første 4 måneder, men resten var bare almen besvær såsom stor mave og smerter i hofterne om natten - dog forbigående.
0
Brugeravatar
Dublin-mudslide
Indlæg: 117
Tilmeldt: 2. sep 2015, 11:30
Kort karma: 5
Likede indlæg: 51

Re: Måske en 3´er?

Indlægaf Dublin-mudslide » 6. aug 2018, 18:25

missme skrev:Jeg har tre børn, nemme store unger, som vi er stolte af og glæder os over hver eneste dag. Men det er da også pisse hårdt, og der mener jeg egentlig ikke så meget når børnene er helt små. Der havde vi vel i virkeligheden ikke super travlt. Men der er lige nogle år, hvor jeg syntes at vi rendte til arrangementer i børnehae/skole/fritidsklub hele tiden, og vi skulle også helst ligge noget frivilligt arbejde i tre forskellige idrætsklubber. Så tag det arbejde du har nu, og læg det halve oveni. Hvis i magter det, så er 3 børn noget for jer :) Min erfaring er at nr 3 både er nemmere, fordi man simpelthen ikke har tid til at være så meget på og have en holdning til slikindtag og restriktioner om pc-tid, og nr 3 må ligesom finde ind i rytmen og indordne sig, men også hård for mig fordi jeg godt kunne mærke at jeg var blevet ældre og ikke orkede det samme mere (eller også var jeg bare blevet doven). Samtidig er der stor forskel på 2 og 3, for nu kan man ikke længere være en voksen på et barn, selvfølgelig alt efter hvor stor alderforskel der er.
Så spring ud i det, hvis i er klar til at bruge den ekstra tid og ressourcer. Og lad være, hvis i gerne vil have det lidt nemmere.
Min mand mener, at jo flere børn vi har, jo flere kommer og besøger os når vi bliver gamle ;) Og det er da også fantastisk med alt den liv i huset. Desuden er vores børn blevet meget selvstændige, for der har bare ikke været den fornødne tid til at curle særligt meget.


Det har du ret i - jeg har faktisk prøvet at sige det samme (flere besøg når man bliver gammel) til min mand, men han grinede bare. Han er ikke så tændt på en 3´er.
0
Brugeravatar
Dublin-mudslide
Indlæg: 117
Tilmeldt: 2. sep 2015, 11:30
Kort karma: 5
Likede indlæg: 51

Re: Måske en 3´er?

Indlægaf Dublin-mudslide » 6. aug 2018, 18:28

ajnaM skrev:Jeg kan huske, diskussionen var oppe på den gamle debat engang. Der handlede det netop om den der følelse af ikke at "være færdig". At det føles forkert aldrig at skulle være gravid igen, føde igen, at det skulle være sidste baby osv.

Men der var flere, der sagde, at de havde oplevet, at den følelse blev ved med at være der - også efter barn nummer 3, barn nummer 4 osv. Derfor tænkte jeg dengang, og det tænker jeg stadig, at man måske ikke skal få flere børn på grund af dét. Altså, man skal få de børn, man har lyst til, fordi man gerne vil have 3 børn - ikke bare babyer, men børn. Og ikke fordi man selv har det svært med ikke at opleve at blive mor igen. Hvis det giver mening. :genert:


Det giver rigtig meget mening. Og misforstå mig ikke - jeg har slet ikke nær så meget lyst til baby-delen, som jeg har til det lidt ældre barn. Det er klart meget mere mig og noget jeg mere har mod på. Jeg synes det er super svært at have sådan en lille baby. Ingen nattesøvn, gråd (min 2´er er meget mere hidsig og græder mere end sin bror) og amninger, der har været super svære og gået i vasken. Det er ikke baby-delen jeg hungrer efter. Slet ikke. :)
1
Brugeravatar
Dublin-mudslide
Indlæg: 117
Tilmeldt: 2. sep 2015, 11:30
Kort karma: 5
Likede indlæg: 51

Re: Måske en 3´er?

Indlægaf Dublin-mudslide » 6. aug 2018, 18:30

ajnaM skrev:I øvrigt skal jeg ikke have flere børn. Da vi fik lillebror, fik jeg konstateret PTSD pga. en ubehandlet fødselsreaktion fra da vi fik den store, og jeg har stadig mén efter det. Det vil jeg nok altid have. Og eftersom de mén blandt andet betyder, at jeg har meget svært ved at håndtere babyer, der græder og ikke sover, er det nok bedst ikke at få flere. :genert:


Det forstår jeg godt. Jeg er heller ikke god til det, men formår det på en eller anden måde. Men rart er det ikke.

Må jeg spørge til hvordan du havde det, dengang du havde en fødselsreaktion?
0
Brugeravatar
Dublin-mudslide
Indlæg: 117
Tilmeldt: 2. sep 2015, 11:30
Kort karma: 5
Likede indlæg: 51

Re: Måske en 3´er?

Indlægaf Dublin-mudslide » 6. aug 2018, 18:31

primle skrev:
ajnaM skrev:Jeg kan huske, diskussionen var oppe på den gamle debat engang. Der handlede det netop om den der følelse af ikke at "være færdig". At det føles forkert aldrig at skulle være gravid igen, føde igen, at det skulle være sidste baby osv.

Men der var flere, der sagde, at de havde oplevet, at den følelse blev ved med at være der - også efter barn nummer 3, barn nummer 4 osv. Derfor tænkte jeg dengang, og det tænker jeg stadig, at man måske ikke skal få flere børn på grund af dét. Altså, man skal få de børn, man har lyst til, fordi man gerne vil have 3 børn - ikke bare babyer, men børn. Og ikke fordi man selv har det svært med ikke at opleve at blive mor igen. Hvis det giver mening. :genert:


Det tror jeg er meget rigtigt. Det skal ikke være pga babyen og babytiden. Men fordi man gerne vil tilføje et menneske mere til familien.

De babyer jeg får skriger i 3-4 mdr. Putning om aftenen er et helvede i hvad der føles som 100 år. For mig vil det slet ikke handle om babytiden, nærmest tværtimod.


Det er heller ikke baby-delen det handler om her. Noget af den er selvfølgelig hyggelig, men synes det meste af tiden er hård. Virkelig hård. Så det er tiden efter det, som jeg ser frem til.
1
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 2509
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 360
Likede indlæg: 4428

Re: Måske en 3´er?

Indlægaf Æble » 6. aug 2018, 18:31

Jeg har tre børn på 15, 9 og 1.

Da nr to var lille ville jeg gerne have en mere. Det ville min mand ikke. Så i en del år var vi dem vi skulle være. Så skiftede min mand mening, fik mig med på ideen og det tog 2 år at opnå en blivende graviditet og jeg var lige fyldt 39 da jeg fødte sidste år.

Jeg synes det er fantastisk. Jeg føler virkelig vires familie er komplet nu. Før havde jeg følelsen af at der manglede en, men havde accepteret det og havde det fint med det. For os har den store aldersforskel helt klart gjort at det er så skønt og så let. Har set mange veninder med tre børn med 2-3 år imellem som har slæbt sig gennem småbørnstiden og for mig at se ikke rigtig har nydt det, men bare overlevet. Nu har de self friheden som vi ikke har, men den havde vi i nogle år og vi nyder den lille så meget at det intet betyder at vi har slået os selv lidt hjem. De store børn er vilde med den lille og er så gode til at hjælpe.

Ja altså jeg elsker at være mor til tre og jeg elsker aldersforskellen selvom jeg ikke selv ville have planlagt det sådan. Og helt ærlig, hvis vi havde fået en da nr to var lille, for 5-6 år siden, så havde jeg haft et ønske om nr 4.

Men vil så sige at det er dybt individuelt. Det er lissom med nr et og to, ønsket skal være der og rammerne ligeså. Vil helt klart anbefale at vente især hvis de to første kom i rap. Og så behøver i jo ikke beslutte det nu. Der er tid til at gå og lade det ulme. Vi (min mand) lagde det praktiske væk og gik rent efter ønske hvilket betød at vi er halvgammel forældre, men også at vi virkelig har “cravet” hende og tror bla det er derfor vi synes det er så skønt og let.
5
Brugeravatar
Dublin-mudslide
Indlæg: 117
Tilmeldt: 2. sep 2015, 11:30
Kort karma: 5
Likede indlæg: 51

Re: Måske en 3´er?

Indlægaf Dublin-mudslide » 6. aug 2018, 18:53

Æble skrev:Jeg har tre børn på 15, 9 og 1.

Da nr to var lille ville jeg gerne have en mere. Det ville min mand ikke. Så i en del år var vi dem vi skulle være. Så skiftede min mand mening, fik mig med på ideen og det tog 2 år at opnå en blivende graviditet og jeg var lige fyldt 39 da jeg fødte sidste år.

Jeg synes det er fantastisk. Jeg føler virkelig vires familie er komplet nu. Før havde jeg følelsen af at der manglede en, men havde accepteret det og havde det fint med det. For os har den store aldersforskel helt klart gjort at det er så skønt og så let. Har set mange veninder med tre børn med 2-3 år imellem som har slæbt sig gennem småbørnstiden og for mig at se ikke rigtig har nydt det, men bare overlevet. Nu har de self friheden som vi ikke har, men den havde vi i nogle år og vi nyder den lille så meget at det intet betyder at vi har slået os selv lidt hjem. De store børn er vilde med den lille og er så gode til at hjælpe.

Ja altså jeg elsker at være mor til tre og jeg elsker aldersforskellen selvom jeg ikke selv ville have planlagt det sådan. Og helt ærlig, hvis vi havde fået en da nr to var lille, for 5-6 år siden, så havde jeg haft et ønske om nr 4.

Men vil så sige at det er dybt individuelt. Det er lissom med nr et og to, ønsket skal være der og rammerne ligeså. Vil helt klart anbefale at vente især hvis de to første kom i rap. Og så behøver i jo ikke beslutte det nu. Der er tid til at gå og lade det ulme. Vi (min mand) lagde det praktiske væk og gik rent efter ønske hvilket betød at vi er halvgammel forældre, men også at vi virkelig har “cravet” hende og tror bla det er derfor vi synes det er så skønt og let.


Der er nøjagtig 3 års forskel på nr. 1 og 2. Skulle vi beslutte at få en mere ville der skulle gå minimum 2 år mere. Så ville de være 3 og 6 år - hvis alt går vel. Hvis jeg skulle gå hen og være så heldig at blive gravid hurtigt, som med de to jeg har nu.

Men du har helt ret - vi ser tiden an og venter, mærker efter og nyder vores 2 drenge. Så må vi se om vi har lyst til den tid. Det er jo slet ikke sikkert.

Og så dejligt for jer, at det er noget I nyder. Så har det været det helt rigtige :)
0
ajnaM
Indlæg: 2698
Tilmeldt: 23. feb 2016, 08:02
Kort karma: 296
Likede indlæg: 6198

Re: Måske en 3´er?

Indlægaf ajnaM » 6. aug 2018, 21:19

Dublin-mudslide skrev:
ajnaM skrev:I øvrigt skal jeg ikke have flere børn. Da vi fik lillebror, fik jeg konstateret PTSD pga. en ubehandlet fødselsreaktion fra da vi fik den store, og jeg har stadig mén efter det. Det vil jeg nok altid have. Og eftersom de mén blandt andet betyder, at jeg har meget svært ved at håndtere babyer, der græder og ikke sover, er det nok bedst ikke at få flere. :genert:


Det forstår jeg godt. Jeg er heller ikke god til det, men formår det på en eller anden måde. Men rart er det ikke.

Må jeg spørge til hvordan du havde det, dengang du havde en fødselsreaktion?


Ja, selvfølgelig. Jeg havde det ret skidt. :D

Ej, min dreng sov helt vanvittigt dårligt, og jeg havde meget svært ved at være i det - prøvede at få hjælp, blandt andet af min sundhedsplejerske, men der var jo bare ikke rigtig noget at gøre ved det. Det var også det, jeg fik at vide. "Der er jo ikke nogen, der kan komme og tage ham for dig." Så jeg bed det i mig, også selvom jeg havde virkelig svært ved at hænge sammen. Jeg kunne ikke 'føle mig selv' - lyder måske sært, men hvis jeg mærkede efter, hvad jeg egentlig havde lyst til eller følte, kunne jeg ikke mærke det. Samtidig fik jeg en kortere lunte, især i nogle situationer - kunne både blive meget vred, meget ked af det og meget opgivende - , og havde sværere ved at overskue sociale sammenhænge, selvom jeg plejer at være et meget socialt menneske.

Jeg vidste jo godt, jeg ikke havde det helt fantastisk i den periode, men tænkte bare, at det var sådan, det var at have et barn, der vågnede 40+ gange hver nat i flere år. Det var først, da vi fik nummer 2, og jeg gik fuldstændig i panik, når han begyndte at vågne om natten, at jeg kunne mærke, der var noget helt galt. Jeg græd og græd, fik hjertebanken og blev svimmel, når han skreg, og jeg ikke kunne finde ud af hvorfor. Det var ret syret - har aldrig oplevet noget så 'fysisk' før, det var som om kroppen tog fuldstændig over.

Heldigvis var min (nye) sundhedsplejerske heldigvis hurtig denne gang og fik mig videre i systemet. Tror ikke, der gik mere end et par dage, før en psykolog kom på besøg hos mig første gang, og i samme periode holdet sundhedsplejersken et ekstra øje på mig. Gik til psykolog en periode, og det var helt genialt.
1
Brugeravatar
missme
Indlæg: 289
Tilmeldt: 12. aug 2015, 17:00
Kort karma: 20
Likede indlæg: 349

Re: Måske en 3´er?

Indlægaf missme » 6. aug 2018, 21:42

Lige præcis den der følelse af at blive slået hjem, da nr 3 kom, den kan jeg genkende. De to store var 4½ år og var ved at være nemme. Så kom lillesøsteren og vi skulle igen til at pakke bilen fuld af udstyr, bare for at være væk en enkel dag, og dagene blev igen planlagt efter en baby. Vi stod med alle fire brikker helt henne ved slut i luddo, og så blev vi slået hjem :lol: Det var følelesen af at være så tæt på målet, og så at skulle begynde forfra.
Men det havde vi nu selv valgt, og egentlig gjorde alderforskellen det jo nemmere. Og vi er SÅ fantastisk glade for at vi begyndte forfra, selvom livet ikke just bliver mindre kompliceret, jo flere børn man får :nerve: :love2:
Igen, man skal få lige præcis det antal børn man har lyst til, og samtidig kan rumme i sin hverdag. Jeg kender familier hvor det er ét barn, og det er fantastisk for dem, og familier hvor det er fire børn, hvilket er fantastisk for dem. Vi er jo heldigvis forskellige.
1
Brugeravatar
Dublin-mudslide
Indlæg: 117
Tilmeldt: 2. sep 2015, 11:30
Kort karma: 5
Likede indlæg: 51

Re: Måske en 3´er?

Indlægaf Dublin-mudslide » 8. aug 2018, 11:15

ajnaM skrev:
Dublin-mudslide skrev:
ajnaM skrev:I øvrigt skal jeg ikke have flere børn. Da vi fik lillebror, fik jeg konstateret PTSD pga. en ubehandlet fødselsreaktion fra da vi fik den store, og jeg har stadig mén efter det. Det vil jeg nok altid have. Og eftersom de mén blandt andet betyder, at jeg har meget svært ved at håndtere babyer, der græder og ikke sover, er det nok bedst ikke at få flere. :genert:


Det forstår jeg godt. Jeg er heller ikke god til det, men formår det på en eller anden måde. Men rart er det ikke.

Må jeg spørge til hvordan du havde det, dengang du havde en fødselsreaktion?


Ja, selvfølgelig. Jeg havde det ret skidt. :D

Ej, min dreng sov helt vanvittigt dårligt, og jeg havde meget svært ved at være i det - prøvede at få hjælp, blandt andet af min sundhedsplejerske, men der var jo bare ikke rigtig noget at gøre ved det. Det var også det, jeg fik at vide. "Der er jo ikke nogen, der kan komme og tage ham for dig." Så jeg bed det i mig, også selvom jeg havde virkelig svært ved at hænge sammen. Jeg kunne ikke 'føle mig selv' - lyder måske sært, men hvis jeg mærkede efter, hvad jeg egentlig havde lyst til eller følte, kunne jeg ikke mærke det. Samtidig fik jeg en kortere lunte, især i nogle situationer - kunne både blive meget vred, meget ked af det og meget opgivende - , og havde sværere ved at overskue sociale sammenhænge, selvom jeg plejer at være et meget socialt menneske.

Jeg vidste jo godt, jeg ikke havde det helt fantastisk i den periode, men tænkte bare, at det var sådan, det var at have et barn, der vågnede 40+ gange hver nat i flere år. Det var først, da vi fik nummer 2, og jeg gik fuldstændig i panik, når han begyndte at vågne om natten, at jeg kunne mærke, der var noget helt galt. Jeg græd og græd, fik hjertebanken og blev svimmel, når han skreg, og jeg ikke kunne finde ud af hvorfor. Det var ret syret - har aldrig oplevet noget så 'fysisk' før, det var som om kroppen tog fuldstændig over.

Heldigvis var min (nye) sundhedsplejerske heldigvis hurtig denne gang og fik mig videre i systemet. Tror ikke, der gik mere end et par dage, før en psykolog kom på besøg hos mig første gang, og i samme periode holdet sundhedsplejersken et ekstra øje på mig. Gik til psykolog en periode, og det var helt genialt.


Hvor var det godt du fik hjælp. Det lyder virkelig hårdt og bestemt ikke sjovt at være i.
0

Tilbage til "Forældre"