JoyNips skrev:LaScrooge skrev:JoyNips skrev:LaScrooge skrev:Jeg tror at ens oplevelse af hvad "samfundet" forventer i høj grad er defineret af de ømme tæer man aktuelt selv er plaget af. Noget, man selv er uafklaret om og derfor mere nærtagende i forhold til. Det opleves som kritik og forventningsfuld fra omverdenen.
I mine øjne kan "samfundet" forstås som hhv befolkningen og som de institutioner, der sætter rammerne om vores liv. De faciliterer at bestemte retninger er nemmere at tage og giver derved et praj om hvilke værdier for det gode liv der gennemsyrer dette land. I Danmark er det fx gjort nemt at tage en uddannelse, og nemt at arbejde og have børn samtidig, sammenlignet med andre lande. Det er oprindeligt med udgangspunkt i idealer om chancelighed og substantiel lighed.
*nemt for forældre. Der er ikke tænkt så meget i barnets behov.
Det er jeg lodret uenig i.
Ok. Der er en del eksperter, der plæderer for at børn under 2 ikke bør komme i institution, men være sammen med deres forældre, og som mener at der er en sammenhæng mellem den tidlige institutionalisering og de problemer, mange af børnene oplever senerehen.
Fx Gideon Zlotnik:Siger du, at mange af de urolige drenge, vi ser i dag, ser vi, fordi de har været i institution tidligt?
»Ja. Man er jo nødt til at spørge sig selv om, hvorfor vi har så mange urolige børn, når de kommer i skole. Og hvorfor så mange skal have medicin. Jeg mener, at man ikke kun skal søge kilden i skolen – ofte forværrer den det bare – men man skal søge forklaringen i de første leveår, hvor børn lever i en stressfuld verden hjemme og ude.
Eller Dion Sommer, udviklingspsykolog: https://www.information.dk/indland/2009 ... ngen-grund
Det er nemt for forældre at arbejde og have børn. Men det er ikke det optimale for barnet at komme i institution så tidligt og så meget, som vi gør her til lands.
Du skriver, at der ikke er tænkt på børnenes behov. Den påstand står i skærende kontrast til vores levende forskningsmiljøer, uddannelseskrav hvis man vil have med børn at gøre, de mange sikkerhedsforanstaltninger der er til for at beskytte børn, til vores foreningsliv. Vores samfund er yderst godt rustet til at sikre børn en tryg barndom, uanset om forældrene arbejder eller ej. At disse muligheder slagtes af elendige normeringer skyldes dels at normeringer og normative udmeldinger historisk set følger konjukturerne (når der er nedgangstider er det pludselig bedre for børn at blive passet af deres forældre, fx, mens opgangstider med deres større krav på arbejdskraft gerne taler for at børnene kan tåle institutionalisering) og af de herskende politiske ideologier. Pt har vi fx en regering og dominant politisk diskurs som er lodret imod enhver form for anerkendelse af strukturer, og gerne ser en så lille offentlig sektor og så lille en økonomisk omfordeling som overhovedet muligt.
At vi på nuværende tidspunkt har et speltsegment skyldes alene det, at vi er et overflodssamfund, hvor nogle har økonomisk overskud til at træffe andre valg, og at vi lever i en tidsalder, hvor vi til overflod kan påvirke hinanden med vores dårlige ideer.
Der er ikke enighed forskningsmæssigt om at det er skadeligt for børn at være i institution. Udviklingspyskologisk er den udslagsgivende faktor om barnet har en tryg eller en utryg tilknytning til forælderen/-rene og en tryg tilknytning smadres ikke af, at barnet er i institution.
Som et hensyn derudover, som man kan vælge at synes er irrelevant eller ej, er at langt de fleste mennesker rent faktisk er nødt til at have et arbejde. Med mindre man kan forsørge sig selv via en formue, så SKAL man arbejde. Og heldigvis for landets kvinder og vores sociale og økonomiske uafhængighed, så har vi velfungerende, egnede institutioner og skoler som kan bistå mere kvalificeret til barnets opvækst, udvikling og uddannelse end mange af os ville kunne på egen hånd.
Som en sidste kommentar, så synes jeg det er absurd at se i hvilken grad det voksne menneskes liv og tilværelse i denne forståelse 100% bliver et instrument til barnets trivsel defineret så utroligt snævert: ikke komme i institution før arbitrært sat alder (det varierer jo fra barn til barn hvornår det vil kunne trives i institution, inkl hvornår det e rklar til at starte i skolen), aldrig at flytte skole/by/ landsdel, helst intet opbrud i familien. Børn skal passes på men de bliver ikke skadet fundamentalt af forandringer og svære perioder. Og det tror jeg faktisk, at vi alle har anekdotisk bevis for, hvilket måske kan supplere det overvældende bevis herfor der kan aflæses af det nuværende civilisationsstade. Vi har aldrig haft det bedre og vi er født af mennesker, der er vokset op under nogle ganske andre vilkår. Og de er født af mennesker, der fik tæsk i skolen.