Hvad synes du at samfundet forventer?

LadyFox
Indlæg: 13232
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 1447
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 24598

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf LadyFox » 8. okt 2018, 14:00

Zinde skrev:
HappyPaww skrev:Med al respekt, så har i jo en helt anden økonomisk mulighed for at du kan gå hjemme, FKA Dulle :) Hvis din mand arbejdede som tømrer til 35.000 om måneden ville I jo ikke have de samme levevilkår og du ville formentlig være nødt til at arbejde som størstedelen af de danske familier gør.

Dem der har mulighed for at arbejde fx deltid eller slet ikke har jo oftest en partner der arbejder meget og tjener en meget høj løn (og så kan man diskutere at barnet i perioder fx mangler sin far i hverdagen).
Ellers bor man i områder, hvor bolig og øvrige leveomkostninger er lave - men her er man jo så afhængig af at der er jobs at få inden for nogenlunde overskuelig transporttid (eller igen at den ene arbejder røven ud af bukserne og barnet dermed ikke ser sin far i de vågne timer).

Vi lever bestemt ikke over evne og er ikke nogle af dem der har meget. Vi bor almennyttigt, godt nok i København, men har ingen bil eller større udgifter end andre. Godt nok har børnenes far været studerende/ledig en stor del af deres levetid, men nu arbejder han fuld tid, og jeg kommer også til at skulle tilbage på fuld tid, med mindre jeg kan finde et af de maaange deltidsjobs der findes inden for mit felt (ironi anvendt....!). Vi tjener gange almindelige lønninger, men for at vi har råd til fx at købe vores eget en dag (og få den bil det nok bil kræve at flytte ud hvor vi har råd til at bo), kræver det jo at vi begge fortsætter.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk skal have mulighed for drosle ned, med mindre igen man er heldig at gafle sig en rig mand...?

Og i stedet for at kritisere forældrene som nogen der ikke vil give slip på karriereræs for at tage sig af deres børn, er det jo samfundets muligheder til forældre det skal ændres. Men det kommer jo sandsynligvis ikke til at ske :(

Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om prioritering. Størsedelen af de hjemmegående, jeg kender, har fx fravalgt at eje ejendom, fordi det så ikke kunne løbe rundt økonomisk.

Faktisk hører jeg oftere “det ville jeg ikke kunne holde ud” fremfor “det har vi ikke råd til” som begrundelse for ikke at hjemmepasse sine børn.


De par jeg kender hvor den ene går frivilligt hjemme med børn, der har den arbejdene part et job der giver en ganske okay løn, altså ikke fordi den arbejdene part tjener styrtende. Som jeg ser det spiller lønnen en rolle i om det overhovedet er en mulighed at den ene går hjemme.
1
- Helgen og ordensstifter, prædikant og digter, dyreven og miljøforkæmper.
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 3902
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 748
Likede indlæg: 6325

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf FormerlyKnownAs » 8. okt 2018, 14:04

LadyFox skrev:
Zinde skrev:
HappyPaww skrev:Med al respekt, så har i jo en helt anden økonomisk mulighed for at du kan gå hjemme, FKA Dulle :) Hvis din mand arbejdede som tømrer til 35.000 om måneden ville I jo ikke have de samme levevilkår og du ville formentlig være nødt til at arbejde som størstedelen af de danske familier gør.

Dem der har mulighed for at arbejde fx deltid eller slet ikke har jo oftest en partner der arbejder meget og tjener en meget høj løn (og så kan man diskutere at barnet i perioder fx mangler sin far i hverdagen).
Ellers bor man i områder, hvor bolig og øvrige leveomkostninger er lave - men her er man jo så afhængig af at der er jobs at få inden for nogenlunde overskuelig transporttid (eller igen at den ene arbejder røven ud af bukserne og barnet dermed ikke ser sin far i de vågne timer).

Vi lever bestemt ikke over evne og er ikke nogle af dem der har meget. Vi bor almennyttigt, godt nok i København, men har ingen bil eller større udgifter end andre. Godt nok har børnenes far været studerende/ledig en stor del af deres levetid, men nu arbejder han fuld tid, og jeg kommer også til at skulle tilbage på fuld tid, med mindre jeg kan finde et af de maaange deltidsjobs der findes inden for mit felt (ironi anvendt....!). Vi tjener gange almindelige lønninger, men for at vi har råd til fx at købe vores eget en dag (og få den bil det nok bil kræve at flytte ud hvor vi har råd til at bo), kræver det jo at vi begge fortsætter.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk skal have mulighed for drosle ned, med mindre igen man er heldig at gafle sig en rig mand...?

Og i stedet for at kritisere forældrene som nogen der ikke vil give slip på karriereræs for at tage sig af deres børn, er det jo samfundets muligheder til forældre det skal ændres. Men det kommer jo sandsynligvis ikke til at ske :(

Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om prioritering. Størsedelen af de hjemmegående, jeg kender, har fx fravalgt at eje ejendom, fordi det så ikke kunne løbe rundt økonomisk.

Faktisk hører jeg oftere “det ville jeg ikke kunne holde ud” fremfor “det har vi ikke råd til” som begrundelse for ikke at hjemmepasse sine børn.


De par jeg kender hvor den ene går frivilligt hjemme med børn, der har den arbejdene part et job der giver en ganske okay løn, altså ikke fordi den arbejdene part tjener styrtende. Som jeg ser det spiller lønnen en rolle i om det overhovedet er en mulighed at den ene går hjemme.


Der er klart at der skal være indkomst, der jo altid regninger. Men at man skal være rig er misforstået. Det ved ejg godt at du ikke har skrevet LadyFox, men som alt andet er det jo hvordan man prioriterer og indretter sig.
0
/Dullen
Bergen
Indlæg: 1147
Tilmeldt: 23. jun 2018, 05:25
Kort karma: 27
Likede indlæg: 1477

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Bergen » 8. okt 2018, 14:16

Mistermor skrev:
LaScrooge skrev:
Som en sidste kommentar, så synes jeg det er absurd at se i hvilken grad det voksne menneskes liv og tilværelse i denne forståelse 100% bliver et instrument til barnets trivsel defineret så utroligt snævert: ikke komme i institution før arbitrært sat alder (det varierer jo fra barn til barn hvornår det vil kunne trives i institution, inkl hvornår det e rklar til at starte i skolen), aldrig at flytte skole/by/ landsdel, helst intet opbrud i familien. Børn skal passes på men de bliver ikke skadet fundamentalt af forandringer og svære perioder. Og det tror jeg faktisk, at vi alle har anekdotisk bevis for, hvilket måske kan supplere det overvældende bevis herfor der kan aflæses af det nuværende civilisationsstade. Vi har aldrig haft det bedre og vi er født af mennesker, der er vokset op under nogle ganske andre vilkår. Og de er født af mennesker, der fik tæsk i skolen.


Jeg er uenig.

Det er klart, at udviklingen i sig selv dvs. mere viden, bedre levestandard, flere opfindelser osv gør, at vi har det bedre end vore forældre eller bedsteforældre havde. Det giver bare ingen mening at "måle bagud". Så vil alting jo være godt nok.

Jeg synes, det er en skam, at vi i stedet for at anerkende, at der ER ting, der er bedre end andre, bortforklarer fordi vi ikke vil rammes af, at vi selv har gjort ting, der har præget vores børn negativt. Og jeg synes ikke, vi bør nøjes med at tale om, hvad der skader børn fundamentalt, - vi kan også godt tale om, hvad der bare kommer til at påvirke børnene i negativ retning meget eller længe.

Det er anerkendt blandt psykologer osv, at små børn ikke har behov for at komme ud og blive passet. De har brug for tilknytning, omsorg og kærlighed. At der er et spænd i, hvordan børn udvikler sig, ændrer ikke på, at vi sender børn i vuggestue for "samfundets" skyld.

Børn har brug for begge forældre, og en skilsmisse rammer dem meget hårdt. - At der også er forhold, hvor vold eller andet gør, at skilsmisse er bedre, ændrer ikke på, at det optimale for børn er, at de har adgang til begge forældre, hvis de har prøvet at have begge to.

Det er også det optimale, at børn hver dag får nærvær, kærlighed og omsorg fra deres forældre. Det er børns behov.

Somme tider bliver vi nødt til at blive skilt for ikke at blive sindssyge, eller vi må arbejde, fordi der skal penge ind til husleje, men lad os dog kalde en spade en spade. Vi skader vores børn ved at blive skilt. Jeg forstår ikke, vi skal lade som om, vi ikke gør. Jeg kan stadig huske, hvordan mine børn reagerede, da jeg fortalte dem, at vi skulle skilles.


Og jeg synes jo, at mange unge mennesker mangler så mange kompetencer - ikke mindst praktiske. Det er tydeligt, at mange af dem aldrig har taget del i praktiske gøremål i hjemmet (jævnfør Zindes indlæg om, at børnene bliver sendt i institution, når der skal males eller gøres rent) Ligesom deres paratviden er meget mindre end min generations.


Skolegang i dag er meget anderledes end tidligere generationers. Så jeg tænker, at der indflydelse på fx paratviden.
Jeg oplever forældre aktivt interesse sig for skolegangen mere end i min egen skoletid. Det, tror jeg, at man skal have i mente. Skolen er helt anderledes i 2018 end for blot 25 år siden.

Pudsigt nok sagde alle set samme til mig og mine jævnaldrende, da jeg var 18 år. At vi havde været forkælet med ikke at tage nok del i huslige/praktiske opgaver og vores kundskaber ikke var overbevisende Nogle ting ændrer sig vist bare ikke.
3
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 6287
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 680
Likede indlæg: 14471

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Sangius » 8. okt 2018, 14:20

Zinde skrev:
Sangius skrev:
Zinde skrev:
Sangius skrev:
Zinde skrev:Derudover synes jeg egentlig, jeg udtrykker mit synspunkt sagligt, afdæmpet og på et overordnet plan, så jeg ville sætte pris på, at vi kunne skrue lidt ned for beskyldningerne om at “hyle omsorgssvigt” og “shame/se ned på” familier, der gør som de fleste.


Jeg føler bare slet ikke, at du svarer på mine spørgsmål :gruble:

Anser man sine børn for projekter, hvis man glæder sig til at komme på arbejde?

Anser man sine børn for projekter, hvis man får dem passet i kort tid (tidligt?)?

Jeg er enig i, at samfundet ikke er bygget op om barnets behov. Jeg er bare i tvivl om, hvor du vil hen med den pointering :gruble:

Mange mennesker betragter det at blive forældre som et projekt på den måde, at de afsætter X antal måneder til barsel, hvorefter barnet sendes i en institution med en i bedste fald tvivlsom normering, så forældrene kan komme tilbage til deres rigtige liv på arbejdsmarkedet. Barnet bliver et fritidsprojekt på linie med en (omfattende) hobby. Børn og forældre bliver fremmedgjorte for hinanden i en grad, så forældrene føler sig pressede ved tanken om 3 ugers ferie med barnet, og hvor de sender barnet i institution på ikke-arbejdsdage, så de kan male hus/handle/bage i fred.

Jeg synes, jeg har forklaret, hvad jeg mener flere gange, men her er endnu et forsøg :)


Jeg synes så aldrig du besvarer mine spørgsmål, som jeg har stillet flere gange. Jeg læser, at du tror du kan vurdere en forælder ud fra nogle enkeltstående situationer/sætninger, hvilket jeg finder absurd.

Skal man blive hjemmegående, før ens børn kan trives?

Det er dig, der skriver enkeltstående sætninger, ikke mig. Og hvis du ikke synes, mine uddybede afsnit besvarer dem, så har jeg det helt fint med at opgive her.

På mig virker det til, at du gerne vil have mig til at koge noget komplekst og nuanceret ned til et par oneliners, som du så kan anfægte.


Der tager du så fejl. Jeg prøver bare at finde ud af, hvad din holdning egentlig konkret er, til de enkeltes valg.
Men hvis du kun vil forholde dig til hvordan samfundet er bygget op, så er jeg enig med dig i, at det ikke er bygget op med barnets ve og vel i fokus.
0
JoyNips
Indlæg: 5174
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 677
Likede indlæg: 11873

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf JoyNips » 8. okt 2018, 14:20

LaScrooge skrev:
JoyNips skrev:
LaScrooge skrev:
JoyNips skrev:
LaScrooge skrev:Jeg tror at ens oplevelse af hvad "samfundet" forventer i høj grad er defineret af de ømme tæer man aktuelt selv er plaget af. Noget, man selv er uafklaret om og derfor mere nærtagende i forhold til. Det opleves som kritik og forventningsfuld fra omverdenen.

I mine øjne kan "samfundet" forstås som hhv befolkningen og som de institutioner, der sætter rammerne om vores liv. De faciliterer at bestemte retninger er nemmere at tage og giver derved et praj om hvilke værdier for det gode liv der gennemsyrer dette land. I Danmark er det fx gjort nemt at tage en uddannelse, og nemt at arbejde og have børn samtidig, sammenlignet med andre lande. Det er oprindeligt med udgangspunkt i idealer om chancelighed og substantiel lighed.


*nemt for forældre. Der er ikke tænkt så meget i barnets behov.


Det er jeg lodret uenig i.


Ok. Der er en del eksperter, der plæderer for at børn under 2 ikke bør komme i institution, men være sammen med deres forældre, og som mener at der er en sammenhæng mellem den tidlige institutionalisering og de problemer, mange af børnene oplever senerehen.

Fx Gideon Zlotnik:
Siger du, at mange af de urolige drenge, vi ser i dag, ser vi, fordi de har været i institution tidligt?

»Ja. Man er jo nødt til at spørge sig selv om, hvorfor vi har så mange urolige børn, når de kommer i skole. Og hvorfor så mange skal have medicin. Jeg mener, at man ikke kun skal søge kilden i skolen – ofte forværrer den det bare – men man skal søge forklaringen i de første leveår, hvor børn lever i en stressfuld verden hjemme og ude.


Eller Dion Sommer, udviklingspsykolog: https://www.information.dk/indland/2009 ... ngen-grund

Det er nemt for forældre at arbejde og have børn. Men det er ikke det optimale for barnet at komme i institution så tidligt og så meget, som vi gør her til lands.


Du skriver, at der ikke er tænkt på børnenes behov. Den påstand står i skærende kontrast til vores levende forskningsmiljøer, uddannelseskrav hvis man vil have med børn at gøre, de mange sikkerhedsforanstaltninger der er til for at beskytte børn, til vores foreningsliv. Vores samfund er yderst godt rustet til at sikre børn en tryg barndom, uanset om forældrene arbejder eller ej. At disse muligheder slagtes af elendige normeringer skyldes dels at normeringer og normative udmeldinger historisk set følger konjukturerne (når der er nedgangstider er det pludselig bedre for børn at blive passet af deres forældre, fx, mens opgangstider med deres større krav på arbejdskraft gerne taler for at børnene kan tåle institutionalisering) og af de herskende politiske ideologier. Pt har vi fx en regering og dominant politisk diskurs som er lodret imod enhver form for anerkendelse af strukturer, og gerne ser en så lille offentlig sektor og så lille en økonomisk omfordeling som overhovedet muligt.
At vi på nuværende tidspunkt har et speltsegment skyldes alene det, at vi er et overflodssamfund, hvor nogle har økonomisk overskud til at træffe andre valg, og at vi lever i en tidsalder, hvor vi til overflod kan påvirke hinanden med vores dårlige ideer.

Der er ikke enighed forskningsmæssigt om at det er skadeligt for børn at være i institution. Udviklingspyskologisk er den udslagsgivende faktor om barnet har en tryg eller en utryg tilknytning til forælderen/-rene og en tryg tilknytning smadres ikke af, at barnet er i institution.

Som et hensyn derudover, som man kan vælge at synes er irrelevant eller ej, er at langt de fleste mennesker rent faktisk er nødt til at have et arbejde. Med mindre man kan forsørge sig selv via en formue, så SKAL man arbejde. Og heldigvis for landets kvinder og vores sociale og økonomiske uafhængighed, så har vi velfungerende, egnede institutioner og skoler som kan bistå mere kvalificeret til barnets opvækst, udvikling og uddannelse end mange af os ville kunne på egen hånd.

Som en sidste kommentar, så synes jeg det er absurd at se i hvilken grad det voksne menneskes liv og tilværelse i denne forståelse 100% bliver et instrument til barnets trivsel defineret så utroligt snævert: ikke komme i institution før arbitrært sat alder (det varierer jo fra barn til barn hvornår det vil kunne trives i institution, inkl hvornår det e rklar til at starte i skolen), aldrig at flytte skole/by/ landsdel, helst intet opbrud i familien. Børn skal passes på men de bliver ikke skadet fundamentalt af forandringer og svære perioder. Og det tror jeg faktisk, at vi alle har anekdotisk bevis for, hvilket måske kan supplere det overvældende bevis herfor der kan aflæses af det nuværende civilisationsstade. Vi har aldrig haft det bedre og vi er født af mennesker, der er vokset op under nogle ganske andre vilkår. Og de er født af mennesker, der fik tæsk i skolen.


Jeg er rygende uenig. Uddannelser, sikkerhedsforanstaltninger, flotte rammer og store ord ændrer ikke ved det fundamentalt forkerte i at sende små 1-årlige i institution så far og mor nemt kan gå på arbejde.

Uanset at det kunne være værre.
4
Bergen
Indlæg: 1147
Tilmeldt: 23. jun 2018, 05:25
Kort karma: 27
Likede indlæg: 1477

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Bergen » 8. okt 2018, 14:29

JoyNips skrev:
LaScrooge skrev:
JoyNips skrev:
LaScrooge skrev:
JoyNips skrev:
LaScrooge skrev:Jeg tror at ens oplevelse af hvad "samfundet" forventer i høj grad er defineret af de ømme tæer man aktuelt selv er plaget af. Noget, man selv er uafklaret om og derfor mere nærtagende i forhold til. Det opleves som kritik og forventningsfuld fra omverdenen.

I mine øjne kan "samfundet" forstås som hhv befolkningen og som de institutioner, der sætter rammerne om vores liv. De faciliterer at bestemte retninger er nemmere at tage og giver derved et praj om hvilke værdier for det gode liv der gennemsyrer dette land. I Danmark er det fx gjort nemt at tage en uddannelse, og nemt at arbejde og have børn samtidig, sammenlignet med andre lande. Det er oprindeligt med udgangspunkt i idealer om chancelighed og substantiel lighed.


*nemt for forældre. Der er ikke tænkt så meget i barnets behov.


Det er jeg lodret uenig i.


Ok. Der er en del eksperter, der plæderer for at børn under 2 ikke bør komme i institution, men være sammen med deres forældre, og som mener at der er en sammenhæng mellem den tidlige institutionalisering og de problemer, mange af børnene oplever senerehen.

Fx Gideon Zlotnik:
Siger du, at mange af de urolige drenge, vi ser i dag, ser vi, fordi de har været i institution tidligt?

»Ja. Man er jo nødt til at spørge sig selv om, hvorfor vi har så mange urolige børn, når de kommer i skole. Og hvorfor så mange skal have medicin. Jeg mener, at man ikke kun skal søge kilden i skolen – ofte forværrer den det bare – men man skal søge forklaringen i de første leveår, hvor børn lever i en stressfuld verden hjemme og ude.


Eller Dion Sommer, udviklingspsykolog: https://www.information.dk/indland/2009 ... ngen-grund

Det er nemt for forældre at arbejde og have børn. Men det er ikke det optimale for barnet at komme i institution så tidligt og så meget, som vi gør her til lands.


Du skriver, at der ikke er tænkt på børnenes behov. Den påstand står i skærende kontrast til vores levende forskningsmiljøer, uddannelseskrav hvis man vil have med børn at gøre, de mange sikkerhedsforanstaltninger der er til for at beskytte børn, til vores foreningsliv. Vores samfund er yderst godt rustet til at sikre børn en tryg barndom, uanset om forældrene arbejder eller ej. At disse muligheder slagtes af elendige normeringer skyldes dels at normeringer og normative udmeldinger historisk set følger konjukturerne (når der er nedgangstider er det pludselig bedre for børn at blive passet af deres forældre, fx, mens opgangstider med deres større krav på arbejdskraft gerne taler for at børnene kan tåle institutionalisering) og af de herskende politiske ideologier. Pt har vi fx en regering og dominant politisk diskurs som er lodret imod enhver form for anerkendelse af strukturer, og gerne ser en så lille offentlig sektor og så lille en økonomisk omfordeling som overhovedet muligt.
At vi på nuværende tidspunkt har et speltsegment skyldes alene det, at vi er et overflodssamfund, hvor nogle har økonomisk overskud til at træffe andre valg, og at vi lever i en tidsalder, hvor vi til overflod kan påvirke hinanden med vores dårlige ideer.

Der er ikke enighed forskningsmæssigt om at det er skadeligt for børn at være i institution. Udviklingspyskologisk er den udslagsgivende faktor om barnet har en tryg eller en utryg tilknytning til forælderen/-rene og en tryg tilknytning smadres ikke af, at barnet er i institution.

Som et hensyn derudover, som man kan vælge at synes er irrelevant eller ej, er at langt de fleste mennesker rent faktisk er nødt til at have et arbejde. Med mindre man kan forsørge sig selv via en formue, så SKAL man arbejde. Og heldigvis for landets kvinder og vores sociale og økonomiske uafhængighed, så har vi velfungerende, egnede institutioner og skoler som kan bistå mere kvalificeret til barnets opvækst, udvikling og uddannelse end mange af os ville kunne på egen hånd.

Som en sidste kommentar, så synes jeg det er absurd at se i hvilken grad det voksne menneskes liv og tilværelse i denne forståelse 100% bliver et instrument til barnets trivsel defineret så utroligt snævert: ikke komme i institution før arbitrært sat alder (det varierer jo fra barn til barn hvornår det vil kunne trives i institution, inkl hvornår det e rklar til at starte i skolen), aldrig at flytte skole/by/ landsdel, helst intet opbrud i familien. Børn skal passes på men de bliver ikke skadet fundamentalt af forandringer og svære perioder. Og det tror jeg faktisk, at vi alle har anekdotisk bevis for, hvilket måske kan supplere det overvældende bevis herfor der kan aflæses af det nuværende civilisationsstade. Vi har aldrig haft det bedre og vi er født af mennesker, der er vokset op under nogle ganske andre vilkår. Og de er født af mennesker, der fik tæsk i skolen.


Jeg er rygende uenig. Uddannelser, sikkerhedsforanstaltninger, flotte rammer og store ord ændrer ikke ved det fundamentalt forkerte i at sende små 1-årlige i institution så far og mor nemt kan gå på arbejde.

Uanset at det kunne være værre.



Men skal det ligefrem være svært at gå på arbejde?

Hvis man ikke kan lide tilbuddet, så kan man jo vælge det fra. Det koster, men sådan er det jo hele livet med de valg, man tager.
3
Brugeravatar
Mistermor
Indlæg: 3163
Tilmeldt: 12. jan 2017, 13:57
Kort karma: 370
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 6433

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Mistermor » 8. okt 2018, 14:58

Bergen skrev:
Skolegang i dag er meget anderledes end tidligere generationers. Så jeg tænker, at der indflydelse på fx paratviden.
Jeg oplever forældre aktivt interesse sig for skolegangen mere end i min egen skoletid. Det, tror jeg, at man skal have i mente. Skolen er helt anderledes i 2018 end for blot 25 år siden.

Pudsigt nok sagde alle set samme til mig og mine jævnaldrende, da jeg var 18 år. At vi havde været forkælet med ikke at tage nok del i huslige/praktiske opgaver og vores kundskaber ikke var overbevisende Nogle ting ændrer sig vist bare ikke.


Jeg argumenterer jo så for det modsatte. Jeg mener ikke, at det er at være forkælet.

Jeg synes, det er synd for et barn, at det ikke deltager i fælles aktiviteter i hjemmet. Jeg tænker, at man får familiefølelse af at rydde op i fællesskab eller male et værelse. Barnet kan byde ind alt efter udviklingstrin, men det er del af familien, som hjælper hinanden.

Der er en kæmpe forskel på at mene, at børn skal lære at gøre rent, så de kan få pligter og lære at gøre et stykke arbejde, og at mene, at børn skal være med til at gøre rent, fordi de så ved, hvordan man gør rent og kan trække på den viden, når de skal klare sig selv, - og at de lærer, at det er dejligt at hjælpes ad. Jeg tilhører den sidste kategori.
1
Brugeravatar
Anlewi
Indlæg: 929
Tilmeldt: 21. maj 2016, 12:13
Kort karma: 46
Geografisk sted: Storkøbenhavn
Likede indlæg: 887

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf Anlewi » 8. okt 2018, 15:06

Jeg er ligeglad med hvad samfundet forventer, men jeg er overrasket over hvor lidt forældre er parate til at give afkald på.

Jeg har igennem mange år som pædagog oplevet forældre ikke forstå vigtigheden af at have tre ugers ferie i sommerferien, for hvornår skal de selv lade op, være voksne sammen osv.

Jeg oplever i min omgangskreds at børn skal deltage i alt fra voksenfester til festivaller (man kan jo alt med børn, også selvom barnet ikke har nogen gavn af det)

Mødregrupper skal være på cafe, i biograf osv. For eller er det jo kedeligt at gå hjemme....

Jeg undres over disse valg. Da min mand og jeg fik børn vidste vi at det ville være en periode i vores liv hvor vi måtte sætte visse projekter, aktiviter m.m på hold, men for os var det ikke et problem for vi har nydt hvert et minut med vores børn. Nu hvor de er store kan vi igen gå i biffen, tage ud og spise, nyde en weekend kun os to (og savne drengene) vi elsker stadigvæk at være sammen med vores børn som er blevet unge mænd der er kommet rigtig godt igang med livet.
2
:savl: selvom man er tyk kan man godt have tynd mave :savl:
Akehurst2
Indlæg: 6190
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 627
Likede indlæg: 14107

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf Akehurst2 » 8. okt 2018, 15:11

Mistermor skrev:Jeg synes, det er menneskers forventning om levestandard, der præger, hvordan de indretter sig. - Det, og så hvor meget de prioriterer deres arbejdsliv/at have en karriere.
Jeg tænker ikke, at det er samfundet, der forventer noget.

Den eneste forventning er vel, at barnet skal være skoleparat ved skolestart.


Der er vel også en forventning om forældreengagement, der har udviklet sig noget de seneste år, som det ses i den her tråd: viewtopic.php?f=35&t=12620

Og det er vel 'samfundet' der fx har fundet på det med Forældreintra, der pludselig gør forældrene ansvarlige for at holde øje med lektierne.
1
Bergen
Indlæg: 1147
Tilmeldt: 23. jun 2018, 05:25
Kort karma: 27
Likede indlæg: 1477

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Bergen » 8. okt 2018, 15:32

Mistermor skrev:
Bergen skrev:
Skolegang i dag er meget anderledes end tidligere generationers. Så jeg tænker, at der indflydelse på fx paratviden.
Jeg oplever forældre aktivt interesse sig for skolegangen mere end i min egen skoletid. Det, tror jeg, at man skal have i mente. Skolen er helt anderledes i 2018 end for blot 25 år siden.

Pudsigt nok sagde alle set samme til mig og mine jævnaldrende, da jeg var 18 år. At vi havde været forkælet med ikke at tage nok del i huslige/praktiske opgaver og vores kundskaber ikke var overbevisende Nogle ting ændrer sig vist bare ikke.


Jeg argumenterer jo så for det modsatte. Jeg mener ikke, at det er at være forkælet.

Jeg synes, det er synd for et barn, at det ikke deltager i fælles aktiviteter i hjemmet. Jeg tænker, at man får familiefølelse af at rydde op i fællesskab eller male et værelse. Barnet kan byde ind alt efter udviklingstrin, men det er del af familien, som hjælper hinanden.

Der er en kæmpe forskel på at mene, at børn skal lære at gøre rent, så de kan få pligter og lære at gøre et stykke arbejde, og at mene, at børn skal være med til at gøre rent, fordi de så ved, hvordan man gør rent og kan trække på den viden, når de skal klare sig selv, - og at de lærer, at det er dejligt at hjælpes ad. Jeg tilhører den sidste kategori.



Det gjorde 'man' også, da jeg var 18 år.... mente, at det var en fordømmelse af vores viden og måde at agere på.

Alligevel gik det jo for os alle sammen. Men nej, vi deltog ikke på samme måde som i mine forældre generation og før dem.

At føre hus og hjælpe fx på gården har jo ændret sig markant på få generationer. Det er færre opgaver at hjælpe med for børnene. Min far fortæller lystigt om, hvordan han hjælp i faderens landbrug og min faster om at føre hus på gården. Vi har (heldigvis) ikke en gård.

Hvor mange børn i % er ikke med til at gøre rent, rydde op, lave mad i hjemme i et omgang, der gør at de ikke kan klare sig selv? Det går da udemærket, når man ser på det generelle billede af ungdommen.

Mit indtryk er, at langt de fleste børn hjælper til hjemme efter alder og kunnen. Ikke at det er gået af mode.
2
LadyFox
Indlæg: 13232
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 1447
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 24598

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf LadyFox » 8. okt 2018, 15:52

FormerlyKnownAs skrev:
LadyFox skrev:
Zinde skrev:
HappyPaww skrev:Med al respekt, så har i jo en helt anden økonomisk mulighed for at du kan gå hjemme, FKA Dulle :) Hvis din mand arbejdede som tømrer til 35.000 om måneden ville I jo ikke have de samme levevilkår og du ville formentlig være nødt til at arbejde som størstedelen af de danske familier gør.

Dem der har mulighed for at arbejde fx deltid eller slet ikke har jo oftest en partner der arbejder meget og tjener en meget høj løn (og så kan man diskutere at barnet i perioder fx mangler sin far i hverdagen).
Ellers bor man i områder, hvor bolig og øvrige leveomkostninger er lave - men her er man jo så afhængig af at der er jobs at få inden for nogenlunde overskuelig transporttid (eller igen at den ene arbejder røven ud af bukserne og barnet dermed ikke ser sin far i de vågne timer).

Vi lever bestemt ikke over evne og er ikke nogle af dem der har meget. Vi bor almennyttigt, godt nok i København, men har ingen bil eller større udgifter end andre. Godt nok har børnenes far været studerende/ledig en stor del af deres levetid, men nu arbejder han fuld tid, og jeg kommer også til at skulle tilbage på fuld tid, med mindre jeg kan finde et af de maaange deltidsjobs der findes inden for mit felt (ironi anvendt....!). Vi tjener gange almindelige lønninger, men for at vi har råd til fx at købe vores eget en dag (og få den bil det nok bil kræve at flytte ud hvor vi har råd til at bo), kræver det jo at vi begge fortsætter.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk skal have mulighed for drosle ned, med mindre igen man er heldig at gafle sig en rig mand...?

Og i stedet for at kritisere forældrene som nogen der ikke vil give slip på karriereræs for at tage sig af deres børn, er det jo samfundets muligheder til forældre det skal ændres. Men det kommer jo sandsynligvis ikke til at ske :(

Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om prioritering. Størsedelen af de hjemmegående, jeg kender, har fx fravalgt at eje ejendom, fordi det så ikke kunne løbe rundt økonomisk.

Faktisk hører jeg oftere “det ville jeg ikke kunne holde ud” fremfor “det har vi ikke råd til” som begrundelse for ikke at hjemmepasse sine børn.


De par jeg kender hvor den ene går frivilligt hjemme med børn, der har den arbejdene part et job der giver en ganske okay løn, altså ikke fordi den arbejdene part tjener styrtende. Som jeg ser det spiller lønnen en rolle i om det overhovedet er en mulighed at den ene går hjemme.


Der er klart at der skal være indkomst, der jo altid regninger. Men at man skal være rig er misforstået. Det ved ejg godt at du ikke har skrevet LadyFox, men som alt andet er det jo hvordan man prioriterer og indretter sig.

Hvis man har råd handler det jo selvfølgelig om, om man prioriterer det, og man indretter sig efter det.
Jeg mener bare at hvis det er et til-/fra-valg så er det jo også et mere interessant emne at snakke om, end hvis man ikke har råd og det så mere er et vilkår end et valg. Derfor tænker jeg at det egentlig giver meget god mening hvis det mest er dem der ikke har lyst der kommentere fremfor dem der egentlig godt ville men ikke har muligheden.

Derudover forstår jeg godt at flere år som hjemmegående husmor ikke tiltaler alle. Men jeg forstår bare også godt hvis dem der gerne vil, men ikke kan, ikke synes det er den fedeste samtale at gå ind i med en der har muligheden og også griber den.
0
- Helgen og ordensstifter, prædikant og digter, dyreven og miljøforkæmper.
Brugeravatar
Myresluger
Indlæg: 1114
Tilmeldt: 25. dec 2015, 22:04
Kort karma: 33
Likede indlæg: 1439

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Myresluger » 8. okt 2018, 15:57

Zinde skrev:
Myresluger skrev:Det er sjovt. At i opfatter det sådan, jeg har haft 6 måneders barsel og er den i familen der gør karriere. Jeg har oplevet rigtig meget blaming, fra folk der gør mere som jer.

For det er ikke godt nok at far går hjemme. Mine børn gik hjemme med far indtil de var 3 1/2, de har haft deltidsplads i børnehaven. Jeg har skullet stå model til rigtig mange stikpiller om hvordan vi kunne få det hele til at hænge sammen når jeg rejste SÅ MEGET. Jeg rejste ikke før ungerne var 3-4 år og havde i deres skoletid 20-40 rejsedage om året. De familier hvor far rejste 100-150 dage årligt var der ingen der løftede et øjenbryn over. I hele amme debatten er der også rigtig meget blaming. Jeg ammede 4 måneder (det var minimum anbefalingen dengang) og det var hæsligt, smertefuldt og med blødende bryster. Skulle jeg gøre det igen ville jeg opgive, meget hurtigt. Det kan ikke være rigtigt at man skal side grædende med dybe blødende revner i brysterne, men jo det skulle jeg ifølge sundhedsplejersken. Jeg tør slet ikke tænke på hvad hun ville have sagt hvis jeg var stoppet før.

Så samfundet har meninger om alt. Og som jeg læser de forudgående beskrivelser oplever man dem om man skiller sig ud i den ene eller anden retning. Muligvis fordi jeg har de oplevelser med i bagagen læser jeg også rigtig megen blaming her inde.

Med samfundet mener jeg ikke enkeltpersoner eller ammegale sundhedsplejersker. Jeg taler om den etablerede norm, der fordrer en skadelig adskillelseskultur.

Men hvor mange enkeltpersoner skal der til for at det er den etablerede norm? Jeg har oplevet at der blandt kvinder generelt er en forventning om at det er mor der tager barsel og mor der er uundværlig også for større børn. Jeg synes det er vigtigt at fædre også får lov at komme på banen - men det er da bestemt ikke det flertallet af kvinder mener.
3
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 3977
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 552
Likede indlæg: 10588

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf HappyPaww » 8. okt 2018, 15:58

FormerlyKnownAs skrev:
Bergen skrev:
HappyPaww skrev:Med al respekt, så har i jo en helt anden økonomisk mulighed for at du kan gå hjemme, FKA Dulle :) Hvis din mand arbejdede som tømrer til 35.000 om måneden ville I jo ikke have de samme levevilkår og du ville formentlig være nødt til at arbejde som størstedelen af de danske familier gør.

Dem der har mulighed for at arbejde fx deltid eller slet ikke har jo oftest en partner der arbejder meget og tjener en meget høj løn (og så kan man diskutere at barnet i perioder fx mangler sin far i hverdagen).
Ellers bor man i områder, hvor bolig og øvrige leveomkostninger er lave - men her er man jo så afhængig af at der er jobs at få inden for nogenlunde overskuelig transporttid (eller igen at den ene arbejder røven ud af bukserne og barnet dermed ikke ser sin far i de vågne timer).

Vi lever bestemt ikke over evne og er ikke nogle af dem der har meget. Vi bor almennyttigt, godt nok i København, men har ingen bil eller større udgifter end andre. Godt nok har børnenes far været studerende/ledig en stor del af deres levetid, men nu arbejder han fuld tid, og jeg kommer også til at skulle tilbage på fuld tid, med mindre jeg kan finde et af de maaange deltidsjobs der findes inden for mit felt (ironi anvendt....!). Vi tjener gange almindelige lønninger, men for at vi har råd til fx at købe vores eget en dag (og få den bil det nok bil kræve at flytte ud hvor vi har råd til at bo), kræver det jo at vi begge fortsætter.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk skal have mulighed for drosle ned, med mindre igen man er heldig at gafle sig en rig mand...?

Og i stedet for at kritisere forældrene som nogen der ikke vil give slip på karriereræs for at tage sig af deres børn, er det jo samfundets muligheder til forældre det skal ændres. Men det kommer jo sandsynligvis ikke til at ske :(


Det kan man godt uden en rig mand. Drosle ned, mens man har børn.

Men det koster. Både i løn og af og til spændende arbejdsopgaver

Det må hver enkelt jo vurdere, hvordan man kan/vil håndtere. Kort sagt hvad man vil undvære eller priotere i hverdagen.


Jeg havde fuldstændig misset At der var en reference direkte til mig. Hvor har du fra at min mand/vi er rige Paw?? Det er altså ikke tilfældet. I de 2,5 år vi lige har været i Dk har vi ikke haft vanvittigt meget at gøre godt med, det var temmelig stramt til tider. Min mand har abejdet fuldtid og bygget hus i weekenden, jeg har studeret og abejdet ved siden af. Jeg var også nødt til at have en indtægt så det kunne løbe rundt. Som du selv skriver.

Vi prioriterede at have lave udgifter og bo i sommerhus som ikke er egnet til helårsbolig- endnu, så vi kunne frigøre tid og økonomi og bygge videre på huset. Vi rejste 1 gang. Droppede julegaver os imellem, tøjindkøb osv. Det er ikke fordi at vi vælter os i penge når vi er i Dk og arbejder under almindelige forhold. Vi prioriterer at leve billigt indenfor de rammer vi sætter for os selv. Jeg vil hellere bo ude på landet i et billigt sommerhus, end dyrt midt i byen. Vi spiste sjældent ude, vi rejste 1 gang i de år på en afbudsrejse. Det er jo bare sådan vi prioriterer. Tid frem for andre goder.

Var vi i Dk og kun levede af min mands løn ville vi ikke have råd til at købe hus som det er nu.

Fordi vi er i udlandet lige nu gør det os heller ikke rige. Tværtimod. Der skal en lille ændring til for at det ikke kan betale sig for os at være her og vi ville dermed have det samme eller mere hvis vi var i Dk.

Jeg siger ikke at vi er fattige, det ved jeg godt at vi ikke er. Men der jo ingen der kender vores økonomi end os. Og rige er vi altså ikke. Langt fra.

Man behøver ikke være rig for prioritere tid. Der er en masse andre faktorer der spiller ind. Jeg læser for tiden mest om folk der bryder ud af normerne og lever skrabet for at have tiden,
og ikke arbejde mere og tjene mere for at have tid.

Selvfølgelig kender jeg ikke til jeres privatøkonomi andet end at jeg går ud fra, at når I bor i et u-land og med din mands nok pæne løn (det har man i hvert fald oftest som udstationeret), er leveomkostningerne dermed utroligt lave sammenlignet med hvis I boede i DK. Derfor kan jeres situation ikke rigtig sammenlignes med en gennemsnitsfamilie i DK, når I er derude.

Når I er i DK er det jo netop noget andet for her er leveomkostningerne jo rigtig høje, selvfølgelig med regionale forskelle i boligpriser.

Jeg synes bare der er en tendens til at nogen pointerer så meget at det handler om prioritering. Det gør det til en vis grad ja, men selv hvis vi var villige til at flytte på landet ville det stadig være nødvendigt for os begge at arbejde. Og så ville deltid absolut være nødvendigt pga transporttid som skal lægges oveni - og der er virkelig ikke mange deltidsjob i særlig mange brancher.

Jeg har endnu til gode at se 25-32 timers stillinger som passer til min profil. Søger jeg udenfor mit felt får jeg at vide at jeg er overkvalificeret og vil komme til at kede mig = de er bange for at ansætte mig på trods af at jeg intet har imod mindre spændende opgaver og lønnedgang i en periode.
1
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 3902
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 748
Likede indlæg: 6325

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf FormerlyKnownAs » 8. okt 2018, 16:11

HappyPaww skrev:
FormerlyKnownAs skrev:
Bergen skrev:
HappyPaww skrev:Med al respekt, så har i jo en helt anden økonomisk mulighed for at du kan gå hjemme, FKA Dulle :) Hvis din mand arbejdede som tømrer til 35.000 om måneden ville I jo ikke have de samme levevilkår og du ville formentlig være nødt til at arbejde som størstedelen af de danske familier gør.

Dem der har mulighed for at arbejde fx deltid eller slet ikke har jo oftest en partner der arbejder meget og tjener en meget høj løn (og så kan man diskutere at barnet i perioder fx mangler sin far i hverdagen).
Ellers bor man i områder, hvor bolig og øvrige leveomkostninger er lave - men her er man jo så afhængig af at der er jobs at få inden for nogenlunde overskuelig transporttid (eller igen at den ene arbejder røven ud af bukserne og barnet dermed ikke ser sin far i de vågne timer).

Vi lever bestemt ikke over evne og er ikke nogle af dem der har meget. Vi bor almennyttigt, godt nok i København, men har ingen bil eller større udgifter end andre. Godt nok har børnenes far været studerende/ledig en stor del af deres levetid, men nu arbejder han fuld tid, og jeg kommer også til at skulle tilbage på fuld tid, med mindre jeg kan finde et af de maaange deltidsjobs der findes inden for mit felt (ironi anvendt....!). Vi tjener gange almindelige lønninger, men for at vi har råd til fx at købe vores eget en dag (og få den bil det nok bil kræve at flytte ud hvor vi har råd til at bo), kræver det jo at vi begge fortsætter.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk skal have mulighed for drosle ned, med mindre igen man er heldig at gafle sig en rig mand...?

Og i stedet for at kritisere forældrene som nogen der ikke vil give slip på karriereræs for at tage sig af deres børn, er det jo samfundets muligheder til forældre det skal ændres. Men det kommer jo sandsynligvis ikke til at ske :(


Det kan man godt uden en rig mand. Drosle ned, mens man har børn.

Men det koster. Både i løn og af og til spændende arbejdsopgaver

Det må hver enkelt jo vurdere, hvordan man kan/vil håndtere. Kort sagt hvad man vil undvære eller priotere i hverdagen.


Jeg havde fuldstændig misset At der var en reference direkte til mig. Hvor har du fra at min mand/vi er rige Paw?? Det er altså ikke tilfældet. I de 2,5 år vi lige har været i Dk har vi ikke haft vanvittigt meget at gøre godt med, det var temmelig stramt til tider. Min mand har abejdet fuldtid og bygget hus i weekenden, jeg har studeret og abejdet ved siden af. Jeg var også nødt til at have en indtægt så det kunne løbe rundt. Som du selv skriver.

Vi prioriterede at have lave udgifter og bo i sommerhus som ikke er egnet til helårsbolig- endnu, så vi kunne frigøre tid og økonomi og bygge videre på huset. Vi rejste 1 gang. Droppede julegaver os imellem, tøjindkøb osv. Det er ikke fordi at vi vælter os i penge når vi er i Dk og arbejder under almindelige forhold. Vi prioriterer at leve billigt indenfor de rammer vi sætter for os selv. Jeg vil hellere bo ude på landet i et billigt sommerhus, end dyrt midt i byen. Vi spiste sjældent ude, vi rejste 1 gang i de år på en afbudsrejse. Det er jo bare sådan vi prioriterer. Tid frem for andre goder.

Var vi i Dk og kun levede af min mands løn ville vi ikke have råd til at købe hus som det er nu.

Fordi vi er i udlandet lige nu gør det os heller ikke rige. Tværtimod. Der skal en lille ændring til for at det ikke kan betale sig for os at være her og vi ville dermed have det samme eller mere hvis vi var i Dk.

Jeg siger ikke at vi er fattige, det ved jeg godt at vi ikke er. Men der jo ingen der kender vores økonomi end os. Og rige er vi altså ikke. Langt fra.

Man behøver ikke være rig for prioritere tid. Der er en masse andre faktorer der spiller ind. Jeg læser for tiden mest om folk der bryder ud af normerne og lever skrabet for at have tiden,
og ikke arbejde mere og tjene mere for at have tid.

Selvfølgelig kender jeg ikke til jeres privatøkonomi andet end at jeg går ud fra, at når I bor i et u-land og med din mands nok pæne løn (det har man i hvert fald oftest som udstationeret), er leveomkostningerne dermed utroligt lave sammenlignet med hvis I boede i DK. Derfor kan jeres situation ikke rigtig sammenlignes med en gennemsnitsfamilie i DK, når I er derude.

Når I er i DK er det jo netop noget andet for her er leveomkostningerne jo rigtig høje, selvfølgelig med regionale forskelle i boligpriser.

Jeg synes bare der er en tendens til at nogen pointerer så meget at det handler om prioritering. Det gør det til en vis grad ja, men selv hvis vi var villige til at flytte på landet ville det stadig være nødvendigt for os begge at arbejde. Og så ville deltid absolut være nødvendigt pga transporttid som skal lægges oveni - og der er virkelig ikke mange deltidsjob i særlig mange brancher.

Jeg har endnu til gode at se 25-32 timers stillinger som passer til min profil. Søger jeg udenfor mit felt får jeg at vide at jeg er overkvalificeret og vil komme til at kede mig = de er bange for at ansætte mig på trods af at jeg intet har imod mindre spændende opgaver og lønnedgang i en periode.


Sorry, men du tager altså helt fejl for vores vedkommende.

Leveomkostningerne her er markant dyrere end i Dk. Med mindre at vi vil leve af ris og fisk og hjemmeskole vores søn og bi i et blikskur. Boligpriserne er absurd høje. Vi bruger dobbelt så meget på leveomkostninger her end i Dk.

Man får ikke en høj løn på udviklingsprojekter. Man får en kompensation for at være i et u-land. Det vi kan spare op her er ikke mere end vi kan i Dk hvis vi var under samme forhold som de foregående år hvor han arbejder fuldtid og jeg deltid.

Det er temmelig misforstået hvis man tror at alle expats lever fedt og tjener kassen.
1
/Dullen
SurSødSovs
Indlæg: 1125
Tilmeldt: 1. aug 2018, 22:23
Kort karma: 203
Likede indlæg: 2119

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf SurSødSovs » 8. okt 2018, 16:16

FormerlyKnownAs skrev:
HappyPaww skrev:
FormerlyKnownAs skrev:
Bergen skrev:
HappyPaww skrev:Med al respekt, så har i jo en helt anden økonomisk mulighed for at du kan gå hjemme, FKA Dulle :) Hvis din mand arbejdede som tømrer til 35.000 om måneden ville I jo ikke have de samme levevilkår og du ville formentlig være nødt til at arbejde som størstedelen af de danske familier gør.

Dem der har mulighed for at arbejde fx deltid eller slet ikke har jo oftest en partner der arbejder meget og tjener en meget høj løn (og så kan man diskutere at barnet i perioder fx mangler sin far i hverdagen).
Ellers bor man i områder, hvor bolig og øvrige leveomkostninger er lave - men her er man jo så afhængig af at der er jobs at få inden for nogenlunde overskuelig transporttid (eller igen at den ene arbejder røven ud af bukserne og barnet dermed ikke ser sin far i de vågne timer).

Vi lever bestemt ikke over evne og er ikke nogle af dem der har meget. Vi bor almennyttigt, godt nok i København, men har ingen bil eller større udgifter end andre. Godt nok har børnenes far været studerende/ledig en stor del af deres levetid, men nu arbejder han fuld tid, og jeg kommer også til at skulle tilbage på fuld tid, med mindre jeg kan finde et af de maaange deltidsjobs der findes inden for mit felt (ironi anvendt....!). Vi tjener gange almindelige lønninger, men for at vi har råd til fx at købe vores eget en dag (og få den bil det nok bil kræve at flytte ud hvor vi har råd til at bo), kræver det jo at vi begge fortsætter.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk skal have mulighed for drosle ned, med mindre igen man er heldig at gafle sig en rig mand...?

Og i stedet for at kritisere forældrene som nogen der ikke vil give slip på karriereræs for at tage sig af deres børn, er det jo samfundets muligheder til forældre det skal ændres. Men det kommer jo sandsynligvis ikke til at ske :(


Det kan man godt uden en rig mand. Drosle ned, mens man har børn.

Men det koster. Både i løn og af og til spændende arbejdsopgaver

Det må hver enkelt jo vurdere, hvordan man kan/vil håndtere. Kort sagt hvad man vil undvære eller priotere i hverdagen.


Jeg havde fuldstændig misset At der var en reference direkte til mig. Hvor har du fra at min mand/vi er rige Paw?? Det er altså ikke tilfældet. I de 2,5 år vi lige har været i Dk har vi ikke haft vanvittigt meget at gøre godt med, det var temmelig stramt til tider. Min mand har abejdet fuldtid og bygget hus i weekenden, jeg har studeret og abejdet ved siden af. Jeg var også nødt til at have en indtægt så det kunne løbe rundt. Som du selv skriver.

Vi prioriterede at have lave udgifter og bo i sommerhus som ikke er egnet til helårsbolig- endnu, så vi kunne frigøre tid og økonomi og bygge videre på huset. Vi rejste 1 gang. Droppede julegaver os imellem, tøjindkøb osv. Det er ikke fordi at vi vælter os i penge når vi er i Dk og arbejder under almindelige forhold. Vi prioriterer at leve billigt indenfor de rammer vi sætter for os selv. Jeg vil hellere bo ude på landet i et billigt sommerhus, end dyrt midt i byen. Vi spiste sjældent ude, vi rejste 1 gang i de år på en afbudsrejse. Det er jo bare sådan vi prioriterer. Tid frem for andre goder.

Var vi i Dk og kun levede af min mands løn ville vi ikke have råd til at købe hus som det er nu.

Fordi vi er i udlandet lige nu gør det os heller ikke rige. Tværtimod. Der skal en lille ændring til for at det ikke kan betale sig for os at være her og vi ville dermed have det samme eller mere hvis vi var i Dk.

Jeg siger ikke at vi er fattige, det ved jeg godt at vi ikke er. Men der jo ingen der kender vores økonomi end os. Og rige er vi altså ikke. Langt fra.

Man behøver ikke være rig for prioritere tid. Der er en masse andre faktorer der spiller ind. Jeg læser for tiden mest om folk der bryder ud af normerne og lever skrabet for at have tiden,
og ikke arbejde mere og tjene mere for at have tid.

Selvfølgelig kender jeg ikke til jeres privatøkonomi andet end at jeg går ud fra, at når I bor i et u-land og med din mands nok pæne løn (det har man i hvert fald oftest som udstationeret), er leveomkostningerne dermed utroligt lave sammenlignet med hvis I boede i DK. Derfor kan jeres situation ikke rigtig sammenlignes med en gennemsnitsfamilie i DK, når I er derude.

Når I er i DK er det jo netop noget andet for her er leveomkostningerne jo rigtig høje, selvfølgelig med regionale forskelle i boligpriser.

Jeg synes bare der er en tendens til at nogen pointerer så meget at det handler om prioritering. Det gør det til en vis grad ja, men selv hvis vi var villige til at flytte på landet ville det stadig være nødvendigt for os begge at arbejde. Og så ville deltid absolut være nødvendigt pga transporttid som skal lægges oveni - og der er virkelig ikke mange deltidsjob i særlig mange brancher.

Jeg har endnu til gode at se 25-32 timers stillinger som passer til min profil. Søger jeg udenfor mit felt får jeg at vide at jeg er overkvalificeret og vil komme til at kede mig = de er bange for at ansætte mig på trods af at jeg intet har imod mindre spændende opgaver og lønnedgang i en periode.


Sorry, men du tager altså helt fejl for vores vedkommende.

Leveomkostningerne her er markant dyrere end i Dk. Med mindre at vi vil leve af ris og fisk og hjemmeskole vores søn og bi i et blikskur. Boligpriserne er absurd høje. Vi bruger dobbelt så meget på leveomkostninger her end i Dk.

Man får ikke en høj løn på udviklingsprojekter. Man får en kompensation for at være i et u-land. Det vi kan spare op her er ikke mere end vi kan i Dk hvis vi var under samme forhold som de foregående år hvor han arbejder fuldtid og jeg deltid.

Det er temmelig misforstået hvis man tror at alle expats lever fedt og tjener kassen.


Det er vist en normal misforståelse. Jeg ville også selv have flere penge til rådighed/opsparing ved at flytte retur til Danmark.

Mit barn har nu aldrig været et projekt eller forsømt, fordi jeg lever efter nogle andre værdier, end jeg ville gøre, hvis jeg havde valgt at være hjemmegående husmor.
2

Tilbage til "Forældre"