Hvad synes du at samfundet forventer?

FormerlyKnownAs
Indlæg: 2472
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 458
Likede indlæg: 3360

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf FormerlyKnownAs » 8. okt 2018, 13:44

Bergen skrev:
HappyPaww skrev:Med al respekt, så har i jo en helt anden økonomisk mulighed for at du kan gå hjemme, FKA Dulle :) Hvis din mand arbejdede som tømrer til 35.000 om måneden ville I jo ikke have de samme levevilkår og du ville formentlig være nødt til at arbejde som størstedelen af de danske familier gør.

Dem der har mulighed for at arbejde fx deltid eller slet ikke har jo oftest en partner der arbejder meget og tjener en meget høj løn (og så kan man diskutere at barnet i perioder fx mangler sin far i hverdagen).
Ellers bor man i områder, hvor bolig og øvrige leveomkostninger er lave - men her er man jo så afhængig af at der er jobs at få inden for nogenlunde overskuelig transporttid (eller igen at den ene arbejder røven ud af bukserne og barnet dermed ikke ser sin far i de vågne timer).

Vi lever bestemt ikke over evne og er ikke nogle af dem der har meget. Vi bor almennyttigt, godt nok i København, men har ingen bil eller større udgifter end andre. Godt nok har børnenes far været studerende/ledig en stor del af deres levetid, men nu arbejder han fuld tid, og jeg kommer også til at skulle tilbage på fuld tid, med mindre jeg kan finde et af de maaange deltidsjobs der findes inden for mit felt (ironi anvendt....!). Vi tjener gange almindelige lønninger, men for at vi har råd til fx at købe vores eget en dag (og få den bil det nok bil kræve at flytte ud hvor vi har råd til at bo), kræver det jo at vi begge fortsætter.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk skal have mulighed for drosle ned, med mindre igen man er heldig at gafle sig en rig mand...?

Og i stedet for at kritisere forældrene som nogen der ikke vil give slip på karriereræs for at tage sig af deres børn, er det jo samfundets muligheder til forældre det skal ændres. Men det kommer jo sandsynligvis ikke til at ske :(


Det kan man godt uden en rig mand. Drosle ned, mens man har børn.

Men det koster. Både i løn og af og til spændende arbejdsopgaver

Det må hver enkelt jo vurdere, hvordan man kan/vil håndtere. Kort sagt hvad man vil undvære eller priotere i hverdagen.


Jeg havde fuldstændig misset At der var en reference direkte til mig. Hvor har du fra at min mand/vi er rige Paw?? Det er altså ikke tilfældet. I de 2,5 år vi lige har været i Dk har vi ikke haft vanvittigt meget at gøre godt med, det var temmelig stramt til tider. Min mand har abejdet fuldtid og bygget hus i weekenden, jeg har studeret og abejdet ved siden af. Jeg var også nødt til at have en indtægt så det kunne løbe rundt. Som du selv skriver.

Vi prioriterede at have lave udgifter og bo i sommerhus som ikke er egnet til helårsbolig- endnu, så vi kunne frigøre tid og økonomi og bygge videre på huset. Vi rejste 1 gang. Droppede julegaver os imellem, tøjindkøb osv. Det er ikke fordi at vi vælter os i penge når vi er i Dk og arbejder under almindelige forhold. Vi prioriterer at leve billigt indenfor de rammer vi sætter for os selv. Jeg vil hellere bo ude på landet i et billigt sommerhus, end dyrt midt i byen. Vi spiste sjældent ude, vi rejste 1 gang i de år på en afbudsrejse. Det er jo bare sådan vi prioriterer. Tid frem for andre goder.

Var vi i Dk og kun levede af min mands løn ville vi ikke have råd til at købe hus som det er nu.

Fordi vi er i udlandet lige nu gør det os heller ikke rige. Tværtimod. Der skal en lille ændring til for at det ikke kan betale sig for os at være her og vi ville dermed have det samme eller mere hvis vi var i Dk.

Jeg siger ikke at vi er fattige, det ved jeg godt at vi ikke er. Men der jo ingen der kender vores økonomi end os. Og rige er vi altså ikke. Langt fra.

Man behøver ikke være rig for prioritere tid. Der er en masse andre faktorer der spiller ind. Jeg læser for tiden mest om folk der bryder ud af normerne og lever skrabet for at have tiden,
og ikke arbejde mere og tjene mere for at have tid.
Senest rettet af FormerlyKnownAs 8. okt 2018, 14:20, rettet i alt 3 gange.
2
/Dullen
LaScrooge
Indlæg: 3201
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 859
Likede indlæg: 8554

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf LaScrooge » 8. okt 2018, 13:45

Grundlæggende er det bare det nemmeste i verden at udtale sig om hvad andre kan eller burde gøre. Der er absurd meget skyld og skam smurt ud over det hele. Det virker lidt som om vi har et børnepoliti der står klar med domme om egoisme og vanrygt, ud fra en meget snæver forståelse af, hvad der skaber en god opvækst og hvad der animerer dem, der ikke deler den holdning eller de prioriteringer. Det er snæversynet.
15
Brugeravatar
Zinde
Indlæg: 2306
Tilmeldt: 9. dec 2015, 12:22
Kort karma: 437
Likede indlæg: 5216

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Zinde » 8. okt 2018, 13:50

Bergen skrev:
Zinde skrev:
Sangius skrev:
Zinde skrev:Derudover synes jeg egentlig, jeg udtrykker mit synspunkt sagligt, afdæmpet og på et overordnet plan, så jeg ville sætte pris på, at vi kunne skrue lidt ned for beskyldningerne om at “hyle omsorgssvigt” og “shame/se ned på” familier, der gør som de fleste.


Jeg føler bare slet ikke, at du svarer på mine spørgsmål :gruble:

Anser man sine børn for projekter, hvis man glæder sig til at komme på arbejde?

Anser man sine børn for projekter, hvis man får dem passet i kort tid (tidligt?)?

Jeg er enig i, at samfundet ikke er bygget op om barnets behov. Jeg er bare i tvivl om, hvor du vil hen med den pointering :gruble:

Mange mennesker betragter det at blive forældre som et projekt på den måde, at de afsætter X antal måneder til barsel, hvorefter barnet sendes i en institution med en i bedste fald tvivlsom normering, så forældrene kan komme tilbage til deres rigtige liv på arbejdsmarkedet. Barnet bliver et fritidsprojekt på linie med en (omfattende) hobby. Børn og forældre bliver fremmedgjorte for hinanden i en grad, så forældrene føler sig pressede ved tanken om 3 ugers ferie med barnet, og hvor de sender barnet i institution på ikke-arbejdsdage, så de kan male hus/handle/bage i fred.

Jeg synes, jeg har forklaret, hvad jeg mener flere gange, men her er endnu et forsøg :)


Hvor møder man de mange mennesker? Jeg møder dem ikke rigtigt. Jeg møder forældre, der træffer andre valg og end os, men ikke mange hvor børnene ligefrem har de vilkår, som her beskrives.

Måske er det bare ikke sort/hvidt. Jeg kunne nemlig godt finde på at aflevere i børnehave, da det var den tid på en fri- eller feriedag. Uden dårlig samvittighed. Og uden at bruge over 10-20 timer i snit dernede om ugen.

Det er da dejligt, at du ikke møder dem. Her er der mange af dem.
0
Mann tracht und Gott lacht
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 5494
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 565
Likede indlæg: 12064

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Sangius » 8. okt 2018, 13:57

Zinde skrev:
Sangius skrev:
Zinde skrev:Derudover synes jeg egentlig, jeg udtrykker mit synspunkt sagligt, afdæmpet og på et overordnet plan, så jeg ville sætte pris på, at vi kunne skrue lidt ned for beskyldningerne om at “hyle omsorgssvigt” og “shame/se ned på” familier, der gør som de fleste.


Jeg føler bare slet ikke, at du svarer på mine spørgsmål :gruble:

Anser man sine børn for projekter, hvis man glæder sig til at komme på arbejde?

Anser man sine børn for projekter, hvis man får dem passet i kort tid (tidligt?)?

Jeg er enig i, at samfundet ikke er bygget op om barnets behov. Jeg er bare i tvivl om, hvor du vil hen med den pointering :gruble:

Mange mennesker betragter det at blive forældre som et projekt på den måde, at de afsætter X antal måneder til barsel, hvorefter barnet sendes i en institution med en i bedste fald tvivlsom normering, så forældrene kan komme tilbage til deres rigtige liv på arbejdsmarkedet. Barnet bliver et fritidsprojekt på linie med en (omfattende) hobby. Børn og forældre bliver fremmedgjorte for hinanden i en grad, så forældrene føler sig pressede ved tanken om 3 ugers ferie med barnet, og hvor de sender barnet i institution på ikke-arbejdsdage, så de kan male hus/handle/bage i fred.

Jeg synes, jeg har forklaret, hvad jeg mener flere gange, men her er endnu et forsøg :)


Jeg synes så aldrig du besvarer mine spørgsmål, som jeg har stillet flere gange. Jeg læser, at du tror du kan vurdere en forælder ud fra nogle enkeltstående situationer/sætninger, hvilket jeg finder absurd.

Skal man blive hjemmegående, før ens børn kan trives?
2
Brugeravatar
Mistermor
Indlæg: 2427
Tilmeldt: 12. jan 2017, 13:57
Kort karma: 265
Geografisk sted: Randers
Likede indlæg: 4769

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Mistermor » 8. okt 2018, 13:57

LaScrooge skrev:
Som en sidste kommentar, så synes jeg det er absurd at se i hvilken grad det voksne menneskes liv og tilværelse i denne forståelse 100% bliver et instrument til barnets trivsel defineret så utroligt snævert: ikke komme i institution før arbitrært sat alder (det varierer jo fra barn til barn hvornår det vil kunne trives i institution, inkl hvornår det e rklar til at starte i skolen), aldrig at flytte skole/by/ landsdel, helst intet opbrud i familien. Børn skal passes på men de bliver ikke skadet fundamentalt af forandringer og svære perioder. Og det tror jeg faktisk, at vi alle har anekdotisk bevis for, hvilket måske kan supplere det overvældende bevis herfor der kan aflæses af det nuværende civilisationsstade. Vi har aldrig haft det bedre og vi er født af mennesker, der er vokset op under nogle ganske andre vilkår. Og de er født af mennesker, der fik tæsk i skolen.


Jeg er uenig.

Det er klart, at udviklingen i sig selv dvs. mere viden, bedre levestandard, flere opfindelser osv gør, at vi har det bedre end vore forældre eller bedsteforældre havde. Det giver bare ingen mening at "måle bagud". Så vil alting jo være godt nok.

Jeg synes, det er en skam, at vi i stedet for at anerkende, at der ER ting, der er bedre end andre, bortforklarer fordi vi ikke vil rammes af, at vi selv har gjort ting, der har præget vores børn negativt. Og jeg synes ikke, vi bør nøjes med at tale om, hvad der skader børn fundamentalt, - vi kan også godt tale om, hvad der bare kommer til at påvirke børnene i negativ retning meget eller længe.

Det er anerkendt blandt psykologer osv, at små børn ikke har behov for at komme ud og blive passet. De har brug for tilknytning, omsorg og kærlighed. At der er et spænd i, hvordan børn udvikler sig, ændrer ikke på, at vi sender børn i vuggestue for "samfundets" skyld.

Børn har brug for begge forældre, og en skilsmisse rammer dem meget hårdt. - At der også er forhold, hvor vold eller andet gør, at skilsmisse er bedre, ændrer ikke på, at det optimale for børn er, at de har adgang til begge forældre, hvis de har prøvet at have begge to.

Det er også det optimale, at børn hver dag får nærvær, kærlighed og omsorg fra deres forældre. Det er børns behov.

Somme tider bliver vi nødt til at blive skilt for ikke at blive sindssyge, eller vi må arbejde, fordi der skal penge ind til husleje, men lad os dog kalde en spade en spade. Vi skader vores børn ved at blive skilt. Jeg forstår ikke, vi skal lade som om, vi ikke gør. Jeg kan stadig huske, hvordan mine børn reagerede, da jeg fortalte dem, at vi skulle skilles.


Og jeg synes jo, at mange unge mennesker mangler så mange kompetencer - ikke mindst praktiske. Det er tydeligt, at mange af dem aldrig har taget del i praktiske gøremål i hjemmet (jævnfør Zindes indlæg om, at børnene bliver sendt i institution, når der skal males eller gøres rent) Ligesom deres paratviden er meget mindre end min generations.
2
Bergen
Indlæg: 664
Tilmeldt: 23. jun 2018, 05:25
Kort karma: 13
Likede indlæg: 713

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Bergen » 8. okt 2018, 13:59

Zinde skrev:
Bergen skrev:
Zinde skrev:
Sangius skrev:
Zinde skrev:Derudover synes jeg egentlig, jeg udtrykker mit synspunkt sagligt, afdæmpet og på et overordnet plan, så jeg ville sætte pris på, at vi kunne skrue lidt ned for beskyldningerne om at “hyle omsorgssvigt” og “shame/se ned på” familier, der gør som de fleste.


Jeg føler bare slet ikke, at du svarer på mine spørgsmål :gruble:

Anser man sine børn for projekter, hvis man glæder sig til at komme på arbejde?

Anser man sine børn for projekter, hvis man får dem passet i kort tid (tidligt?)?

Jeg er enig i, at samfundet ikke er bygget op om barnets behov. Jeg er bare i tvivl om, hvor du vil hen med den pointering :gruble:

Mange mennesker betragter det at blive forældre som et projekt på den måde, at de afsætter X antal måneder til barsel, hvorefter barnet sendes i en institution med en i bedste fald tvivlsom normering, så forældrene kan komme tilbage til deres rigtige liv på arbejdsmarkedet. Barnet bliver et fritidsprojekt på linie med en (omfattende) hobby. Børn og forældre bliver fremmedgjorte for hinanden i en grad, så forældrene føler sig pressede ved tanken om 3 ugers ferie med barnet, og hvor de sender barnet i institution på ikke-arbejdsdage, så de kan male hus/handle/bage i fred.

Jeg synes, jeg har forklaret, hvad jeg mener flere gange, men her er endnu et forsøg :)


Hvor møder man de mange mennesker? Jeg møder dem ikke rigtigt. Jeg møder forældre, der træffer andre valg og end os, men ikke mange hvor børnene ligefrem har de vilkår, som her beskrives.

Måske er det bare ikke sort/hvidt. Jeg kunne nemlig godt finde på at aflevere i børnehave, da det var den tid på en fri- eller feriedag. Uden dårlig samvittighed. Og uden at bruge over 10-20 timer i snit dernede om ugen.

Det er da dejligt, at du ikke møder dem. Her er der mange af dem.


Fair nok.
0
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 11774
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 1293
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 21564

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf LadyFox » 8. okt 2018, 14:00

Zinde skrev:
HappyPaww skrev:Med al respekt, så har i jo en helt anden økonomisk mulighed for at du kan gå hjemme, FKA Dulle :) Hvis din mand arbejdede som tømrer til 35.000 om måneden ville I jo ikke have de samme levevilkår og du ville formentlig være nødt til at arbejde som størstedelen af de danske familier gør.

Dem der har mulighed for at arbejde fx deltid eller slet ikke har jo oftest en partner der arbejder meget og tjener en meget høj løn (og så kan man diskutere at barnet i perioder fx mangler sin far i hverdagen).
Ellers bor man i områder, hvor bolig og øvrige leveomkostninger er lave - men her er man jo så afhængig af at der er jobs at få inden for nogenlunde overskuelig transporttid (eller igen at den ene arbejder røven ud af bukserne og barnet dermed ikke ser sin far i de vågne timer).

Vi lever bestemt ikke over evne og er ikke nogle af dem der har meget. Vi bor almennyttigt, godt nok i København, men har ingen bil eller større udgifter end andre. Godt nok har børnenes far været studerende/ledig en stor del af deres levetid, men nu arbejder han fuld tid, og jeg kommer også til at skulle tilbage på fuld tid, med mindre jeg kan finde et af de maaange deltidsjobs der findes inden for mit felt (ironi anvendt....!). Vi tjener gange almindelige lønninger, men for at vi har råd til fx at købe vores eget en dag (og få den bil det nok bil kræve at flytte ud hvor vi har råd til at bo), kræver det jo at vi begge fortsætter.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk skal have mulighed for drosle ned, med mindre igen man er heldig at gafle sig en rig mand...?

Og i stedet for at kritisere forældrene som nogen der ikke vil give slip på karriereræs for at tage sig af deres børn, er det jo samfundets muligheder til forældre det skal ændres. Men det kommer jo sandsynligvis ikke til at ske :(

Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om prioritering. Størsedelen af de hjemmegående, jeg kender, har fx fravalgt at eje ejendom, fordi det så ikke kunne løbe rundt økonomisk.

Faktisk hører jeg oftere “det ville jeg ikke kunne holde ud” fremfor “det har vi ikke råd til” som begrundelse for ikke at hjemmepasse sine børn.


De par jeg kender hvor den ene går frivilligt hjemme med børn, der har den arbejdene part et job der giver en ganske okay løn, altså ikke fordi den arbejdene part tjener styrtende. Som jeg ser det spiller lønnen en rolle i om det overhovedet er en mulighed at den ene går hjemme.
1
"For fucks sake, I'm talking dangerous. Don't nobody talk dangerous anymore? Jesus!"
FormerlyKnownAs
Indlæg: 2472
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 458
Likede indlæg: 3360

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf FormerlyKnownAs » 8. okt 2018, 14:04

LadyFox skrev:
Zinde skrev:
HappyPaww skrev:Med al respekt, så har i jo en helt anden økonomisk mulighed for at du kan gå hjemme, FKA Dulle :) Hvis din mand arbejdede som tømrer til 35.000 om måneden ville I jo ikke have de samme levevilkår og du ville formentlig være nødt til at arbejde som størstedelen af de danske familier gør.

Dem der har mulighed for at arbejde fx deltid eller slet ikke har jo oftest en partner der arbejder meget og tjener en meget høj løn (og så kan man diskutere at barnet i perioder fx mangler sin far i hverdagen).
Ellers bor man i områder, hvor bolig og øvrige leveomkostninger er lave - men her er man jo så afhængig af at der er jobs at få inden for nogenlunde overskuelig transporttid (eller igen at den ene arbejder røven ud af bukserne og barnet dermed ikke ser sin far i de vågne timer).

Vi lever bestemt ikke over evne og er ikke nogle af dem der har meget. Vi bor almennyttigt, godt nok i København, men har ingen bil eller større udgifter end andre. Godt nok har børnenes far været studerende/ledig en stor del af deres levetid, men nu arbejder han fuld tid, og jeg kommer også til at skulle tilbage på fuld tid, med mindre jeg kan finde et af de maaange deltidsjobs der findes inden for mit felt (ironi anvendt....!). Vi tjener gange almindelige lønninger, men for at vi har råd til fx at købe vores eget en dag (og få den bil det nok bil kræve at flytte ud hvor vi har råd til at bo), kræver det jo at vi begge fortsætter.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk skal have mulighed for drosle ned, med mindre igen man er heldig at gafle sig en rig mand...?

Og i stedet for at kritisere forældrene som nogen der ikke vil give slip på karriereræs for at tage sig af deres børn, er det jo samfundets muligheder til forældre det skal ændres. Men det kommer jo sandsynligvis ikke til at ske :(

Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om prioritering. Størsedelen af de hjemmegående, jeg kender, har fx fravalgt at eje ejendom, fordi det så ikke kunne løbe rundt økonomisk.

Faktisk hører jeg oftere “det ville jeg ikke kunne holde ud” fremfor “det har vi ikke råd til” som begrundelse for ikke at hjemmepasse sine børn.


De par jeg kender hvor den ene går frivilligt hjemme med børn, der har den arbejdene part et job der giver en ganske okay løn, altså ikke fordi den arbejdene part tjener styrtende. Som jeg ser det spiller lønnen en rolle i om det overhovedet er en mulighed at den ene går hjemme.


Der er klart at der skal være indkomst, der jo altid regninger. Men at man skal være rig er misforstået. Det ved ejg godt at du ikke har skrevet LadyFox, men som alt andet er det jo hvordan man prioriterer og indretter sig.
1
/Dullen
Brugeravatar
Zinde
Indlæg: 2306
Tilmeldt: 9. dec 2015, 12:22
Kort karma: 437
Likede indlæg: 5216

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Zinde » 8. okt 2018, 14:16

Sangius skrev:
Zinde skrev:
Sangius skrev:
Zinde skrev:Derudover synes jeg egentlig, jeg udtrykker mit synspunkt sagligt, afdæmpet og på et overordnet plan, så jeg ville sætte pris på, at vi kunne skrue lidt ned for beskyldningerne om at “hyle omsorgssvigt” og “shame/se ned på” familier, der gør som de fleste.


Jeg føler bare slet ikke, at du svarer på mine spørgsmål :gruble:

Anser man sine børn for projekter, hvis man glæder sig til at komme på arbejde?

Anser man sine børn for projekter, hvis man får dem passet i kort tid (tidligt?)?

Jeg er enig i, at samfundet ikke er bygget op om barnets behov. Jeg er bare i tvivl om, hvor du vil hen med den pointering :gruble:

Mange mennesker betragter det at blive forældre som et projekt på den måde, at de afsætter X antal måneder til barsel, hvorefter barnet sendes i en institution med en i bedste fald tvivlsom normering, så forældrene kan komme tilbage til deres rigtige liv på arbejdsmarkedet. Barnet bliver et fritidsprojekt på linie med en (omfattende) hobby. Børn og forældre bliver fremmedgjorte for hinanden i en grad, så forældrene føler sig pressede ved tanken om 3 ugers ferie med barnet, og hvor de sender barnet i institution på ikke-arbejdsdage, så de kan male hus/handle/bage i fred.

Jeg synes, jeg har forklaret, hvad jeg mener flere gange, men her er endnu et forsøg :)


Jeg synes så aldrig du besvarer mine spørgsmål, som jeg har stillet flere gange. Jeg læser, at du tror du kan vurdere en forælder ud fra nogle enkeltstående situationer/sætninger, hvilket jeg finder absurd.

Skal man blive hjemmegående, før ens børn kan trives?

Det er dig, der skriver enkeltstående sætninger, ikke mig. Og hvis du ikke synes, mine uddybede afsnit besvarer dem, så har jeg det helt fint med at opgive her.

På mig virker det til, at du gerne vil have mig til at koge noget komplekst og nuanceret ned til et par oneliners, som du så kan anfægte.
0
Mann tracht und Gott lacht
Bergen
Indlæg: 664
Tilmeldt: 23. jun 2018, 05:25
Kort karma: 13
Likede indlæg: 713

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Bergen » 8. okt 2018, 14:16

Mistermor skrev:
LaScrooge skrev:
Som en sidste kommentar, så synes jeg det er absurd at se i hvilken grad det voksne menneskes liv og tilværelse i denne forståelse 100% bliver et instrument til barnets trivsel defineret så utroligt snævert: ikke komme i institution før arbitrært sat alder (det varierer jo fra barn til barn hvornår det vil kunne trives i institution, inkl hvornår det e rklar til at starte i skolen), aldrig at flytte skole/by/ landsdel, helst intet opbrud i familien. Børn skal passes på men de bliver ikke skadet fundamentalt af forandringer og svære perioder. Og det tror jeg faktisk, at vi alle har anekdotisk bevis for, hvilket måske kan supplere det overvældende bevis herfor der kan aflæses af det nuværende civilisationsstade. Vi har aldrig haft det bedre og vi er født af mennesker, der er vokset op under nogle ganske andre vilkår. Og de er født af mennesker, der fik tæsk i skolen.


Jeg er uenig.

Det er klart, at udviklingen i sig selv dvs. mere viden, bedre levestandard, flere opfindelser osv gør, at vi har det bedre end vore forældre eller bedsteforældre havde. Det giver bare ingen mening at "måle bagud". Så vil alting jo være godt nok.

Jeg synes, det er en skam, at vi i stedet for at anerkende, at der ER ting, der er bedre end andre, bortforklarer fordi vi ikke vil rammes af, at vi selv har gjort ting, der har præget vores børn negativt. Og jeg synes ikke, vi bør nøjes med at tale om, hvad der skader børn fundamentalt, - vi kan også godt tale om, hvad der bare kommer til at påvirke børnene i negativ retning meget eller længe.

Det er anerkendt blandt psykologer osv, at små børn ikke har behov for at komme ud og blive passet. De har brug for tilknytning, omsorg og kærlighed. At der er et spænd i, hvordan børn udvikler sig, ændrer ikke på, at vi sender børn i vuggestue for "samfundets" skyld.

Børn har brug for begge forældre, og en skilsmisse rammer dem meget hårdt. - At der også er forhold, hvor vold eller andet gør, at skilsmisse er bedre, ændrer ikke på, at det optimale for børn er, at de har adgang til begge forældre, hvis de har prøvet at have begge to.

Det er også det optimale, at børn hver dag får nærvær, kærlighed og omsorg fra deres forældre. Det er børns behov.

Somme tider bliver vi nødt til at blive skilt for ikke at blive sindssyge, eller vi må arbejde, fordi der skal penge ind til husleje, men lad os dog kalde en spade en spade. Vi skader vores børn ved at blive skilt. Jeg forstår ikke, vi skal lade som om, vi ikke gør. Jeg kan stadig huske, hvordan mine børn reagerede, da jeg fortalte dem, at vi skulle skilles.


Og jeg synes jo, at mange unge mennesker mangler så mange kompetencer - ikke mindst praktiske. Det er tydeligt, at mange af dem aldrig har taget del i praktiske gøremål i hjemmet (jævnfør Zindes indlæg om, at børnene bliver sendt i institution, når der skal males eller gøres rent) Ligesom deres paratviden er meget mindre end min generations.


Skolegang i dag er meget anderledes end tidligere generationers. Så jeg tænker, at der indflydelse på fx paratviden.
Jeg oplever forældre aktivt interesse sig for skolegangen mere end i min egen skoletid. Det, tror jeg, at man skal have i mente. Skolen er helt anderledes i 2018 end for blot 25 år siden.

Pudsigt nok sagde alle set samme til mig og mine jævnaldrende, da jeg var 18 år. At vi havde været forkælet med ikke at tage nok del i huslige/praktiske opgaver og vores kundskaber ikke var overbevisende Nogle ting ændrer sig vist bare ikke.
3
Brugeravatar
Zinde
Indlæg: 2306
Tilmeldt: 9. dec 2015, 12:22
Kort karma: 437
Likede indlæg: 5216

Re: Hvad synes du at samfundet forventer?

Indlægaf Zinde » 8. okt 2018, 14:17

LadyFox skrev:
Zinde skrev:
HappyPaww skrev:Med al respekt, så har i jo en helt anden økonomisk mulighed for at du kan gå hjemme, FKA Dulle :) Hvis din mand arbejdede som tømrer til 35.000 om måneden ville I jo ikke have de samme levevilkår og du ville formentlig være nødt til at arbejde som størstedelen af de danske familier gør.

Dem der har mulighed for at arbejde fx deltid eller slet ikke har jo oftest en partner der arbejder meget og tjener en meget høj løn (og så kan man diskutere at barnet i perioder fx mangler sin far i hverdagen).
Ellers bor man i områder, hvor bolig og øvrige leveomkostninger er lave - men her er man jo så afhængig af at der er jobs at få inden for nogenlunde overskuelig transporttid (eller igen at den ene arbejder røven ud af bukserne og barnet dermed ikke ser sin far i de vågne timer).

Vi lever bestemt ikke over evne og er ikke nogle af dem der har meget. Vi bor almennyttigt, godt nok i København, men har ingen bil eller større udgifter end andre. Godt nok har børnenes far været studerende/ledig en stor del af deres levetid, men nu arbejder han fuld tid, og jeg kommer også til at skulle tilbage på fuld tid, med mindre jeg kan finde et af de maaange deltidsjobs der findes inden for mit felt (ironi anvendt....!). Vi tjener gange almindelige lønninger, men for at vi har råd til fx at købe vores eget en dag (og få den bil det nok bil kræve at flytte ud hvor vi har råd til at bo), kræver det jo at vi begge fortsætter.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan folk skal have mulighed for drosle ned, med mindre igen man er heldig at gafle sig en rig mand...?

Og i stedet for at kritisere forældrene som nogen der ikke vil give slip på karriereræs for at tage sig af deres børn, er det jo samfundets muligheder til forældre det skal ændres. Men det kommer jo sandsynligvis ikke til at ske :(

Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om prioritering. Størsedelen af de hjemmegående, jeg kender, har fx fravalgt at eje ejendom, fordi det så ikke kunne løbe rundt økonomisk.

Faktisk hører jeg oftere “det ville jeg ikke kunne holde ud” fremfor “det har vi ikke råd til” som begrundelse for ikke at hjemmepasse sine børn.


De par jeg kender hvor den ene går frivilligt hjemme med børn, der har den arbejdene part et job der giver en ganske okay løn, altså ikke fordi den arbejdene part tjener styrtende. Som jeg ser det spiller lønnen en rolle i om det overhovedet er en mulighed at den ene går hjemme.

Der kan vist ikke være uenighed om, at lønnen spiller en rolle.
0
Mann tracht und Gott lacht
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 5494
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 565
Likede indlæg: 12064

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Sangius » 8. okt 2018, 14:20

Zinde skrev:
Sangius skrev:
Zinde skrev:
Sangius skrev:
Zinde skrev:Derudover synes jeg egentlig, jeg udtrykker mit synspunkt sagligt, afdæmpet og på et overordnet plan, så jeg ville sætte pris på, at vi kunne skrue lidt ned for beskyldningerne om at “hyle omsorgssvigt” og “shame/se ned på” familier, der gør som de fleste.


Jeg føler bare slet ikke, at du svarer på mine spørgsmål :gruble:

Anser man sine børn for projekter, hvis man glæder sig til at komme på arbejde?

Anser man sine børn for projekter, hvis man får dem passet i kort tid (tidligt?)?

Jeg er enig i, at samfundet ikke er bygget op om barnets behov. Jeg er bare i tvivl om, hvor du vil hen med den pointering :gruble:

Mange mennesker betragter det at blive forældre som et projekt på den måde, at de afsætter X antal måneder til barsel, hvorefter barnet sendes i en institution med en i bedste fald tvivlsom normering, så forældrene kan komme tilbage til deres rigtige liv på arbejdsmarkedet. Barnet bliver et fritidsprojekt på linie med en (omfattende) hobby. Børn og forældre bliver fremmedgjorte for hinanden i en grad, så forældrene føler sig pressede ved tanken om 3 ugers ferie med barnet, og hvor de sender barnet i institution på ikke-arbejdsdage, så de kan male hus/handle/bage i fred.

Jeg synes, jeg har forklaret, hvad jeg mener flere gange, men her er endnu et forsøg :)


Jeg synes så aldrig du besvarer mine spørgsmål, som jeg har stillet flere gange. Jeg læser, at du tror du kan vurdere en forælder ud fra nogle enkeltstående situationer/sætninger, hvilket jeg finder absurd.

Skal man blive hjemmegående, før ens børn kan trives?

Det er dig, der skriver enkeltstående sætninger, ikke mig. Og hvis du ikke synes, mine uddybede afsnit besvarer dem, så har jeg det helt fint med at opgive her.

På mig virker det til, at du gerne vil have mig til at koge noget komplekst og nuanceret ned til et par oneliners, som du så kan anfægte.


Der tager du så fejl. Jeg prøver bare at finde ud af, hvad din holdning egentlig konkret er, til de enkeltes valg.
Men hvis du kun vil forholde dig til hvordan samfundet er bygget op, så er jeg enig med dig i, at det ikke er bygget op med barnets ve og vel i fokus.
0
JoyNips
Indlæg: 4451
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 598
Likede indlæg: 9472

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf JoyNips » 8. okt 2018, 14:20

LaScrooge skrev:
JoyNips skrev:
LaScrooge skrev:
JoyNips skrev:
LaScrooge skrev:Jeg tror at ens oplevelse af hvad "samfundet" forventer i høj grad er defineret af de ømme tæer man aktuelt selv er plaget af. Noget, man selv er uafklaret om og derfor mere nærtagende i forhold til. Det opleves som kritik og forventningsfuld fra omverdenen.

I mine øjne kan "samfundet" forstås som hhv befolkningen og som de institutioner, der sætter rammerne om vores liv. De faciliterer at bestemte retninger er nemmere at tage og giver derved et praj om hvilke værdier for det gode liv der gennemsyrer dette land. I Danmark er det fx gjort nemt at tage en uddannelse, og nemt at arbejde og have børn samtidig, sammenlignet med andre lande. Det er oprindeligt med udgangspunkt i idealer om chancelighed og substantiel lighed.


*nemt for forældre. Der er ikke tænkt så meget i barnets behov.


Det er jeg lodret uenig i.


Ok. Der er en del eksperter, der plæderer for at børn under 2 ikke bør komme i institution, men være sammen med deres forældre, og som mener at der er en sammenhæng mellem den tidlige institutionalisering og de problemer, mange af børnene oplever senerehen.

Fx Gideon Zlotnik:
Siger du, at mange af de urolige drenge, vi ser i dag, ser vi, fordi de har været i institution tidligt?

»Ja. Man er jo nødt til at spørge sig selv om, hvorfor vi har så mange urolige børn, når de kommer i skole. Og hvorfor så mange skal have medicin. Jeg mener, at man ikke kun skal søge kilden i skolen – ofte forværrer den det bare – men man skal søge forklaringen i de første leveår, hvor børn lever i en stressfuld verden hjemme og ude.


Eller Dion Sommer, udviklingspsykolog: https://www.information.dk/indland/2009 ... ngen-grund

Det er nemt for forældre at arbejde og have børn. Men det er ikke det optimale for barnet at komme i institution så tidligt og så meget, som vi gør her til lands.


Du skriver, at der ikke er tænkt på børnenes behov. Den påstand står i skærende kontrast til vores levende forskningsmiljøer, uddannelseskrav hvis man vil have med børn at gøre, de mange sikkerhedsforanstaltninger der er til for at beskytte børn, til vores foreningsliv. Vores samfund er yderst godt rustet til at sikre børn en tryg barndom, uanset om forældrene arbejder eller ej. At disse muligheder slagtes af elendige normeringer skyldes dels at normeringer og normative udmeldinger historisk set følger konjukturerne (når der er nedgangstider er det pludselig bedre for børn at blive passet af deres forældre, fx, mens opgangstider med deres større krav på arbejdskraft gerne taler for at børnene kan tåle institutionalisering) og af de herskende politiske ideologier. Pt har vi fx en regering og dominant politisk diskurs som er lodret imod enhver form for anerkendelse af strukturer, og gerne ser en så lille offentlig sektor og så lille en økonomisk omfordeling som overhovedet muligt.
At vi på nuværende tidspunkt har et speltsegment skyldes alene det, at vi er et overflodssamfund, hvor nogle har økonomisk overskud til at træffe andre valg, og at vi lever i en tidsalder, hvor vi til overflod kan påvirke hinanden med vores dårlige ideer.

Der er ikke enighed forskningsmæssigt om at det er skadeligt for børn at være i institution. Udviklingspyskologisk er den udslagsgivende faktor om barnet har en tryg eller en utryg tilknytning til forælderen/-rene og en tryg tilknytning smadres ikke af, at barnet er i institution.

Som et hensyn derudover, som man kan vælge at synes er irrelevant eller ej, er at langt de fleste mennesker rent faktisk er nødt til at have et arbejde. Med mindre man kan forsørge sig selv via en formue, så SKAL man arbejde. Og heldigvis for landets kvinder og vores sociale og økonomiske uafhængighed, så har vi velfungerende, egnede institutioner og skoler som kan bistå mere kvalificeret til barnets opvækst, udvikling og uddannelse end mange af os ville kunne på egen hånd.

Som en sidste kommentar, så synes jeg det er absurd at se i hvilken grad det voksne menneskes liv og tilværelse i denne forståelse 100% bliver et instrument til barnets trivsel defineret så utroligt snævert: ikke komme i institution før arbitrært sat alder (det varierer jo fra barn til barn hvornår det vil kunne trives i institution, inkl hvornår det e rklar til at starte i skolen), aldrig at flytte skole/by/ landsdel, helst intet opbrud i familien. Børn skal passes på men de bliver ikke skadet fundamentalt af forandringer og svære perioder. Og det tror jeg faktisk, at vi alle har anekdotisk bevis for, hvilket måske kan supplere det overvældende bevis herfor der kan aflæses af det nuværende civilisationsstade. Vi har aldrig haft det bedre og vi er født af mennesker, der er vokset op under nogle ganske andre vilkår. Og de er født af mennesker, der fik tæsk i skolen.


Jeg er rygende uenig. Uddannelser, sikkerhedsforanstaltninger, flotte rammer og store ord ændrer ikke ved det fundamentalt forkerte i at sende små 1-årlige i institution så far og mor nemt kan gå på arbejde.

Uanset at det kunne være værre.
5
Brugeravatar
Zinde
Indlæg: 2306
Tilmeldt: 9. dec 2015, 12:22
Kort karma: 437
Likede indlæg: 5216

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Zinde » 8. okt 2018, 14:23

Sangius skrev:
Zinde skrev:
Sangius skrev:
Zinde skrev:
Sangius skrev:
Zinde skrev:Derudover synes jeg egentlig, jeg udtrykker mit synspunkt sagligt, afdæmpet og på et overordnet plan, så jeg ville sætte pris på, at vi kunne skrue lidt ned for beskyldningerne om at “hyle omsorgssvigt” og “shame/se ned på” familier, der gør som de fleste.


Jeg føler bare slet ikke, at du svarer på mine spørgsmål :gruble:

Anser man sine børn for projekter, hvis man glæder sig til at komme på arbejde?

Anser man sine børn for projekter, hvis man får dem passet i kort tid (tidligt?)?

Jeg er enig i, at samfundet ikke er bygget op om barnets behov. Jeg er bare i tvivl om, hvor du vil hen med den pointering :gruble:

Mange mennesker betragter det at blive forældre som et projekt på den måde, at de afsætter X antal måneder til barsel, hvorefter barnet sendes i en institution med en i bedste fald tvivlsom normering, så forældrene kan komme tilbage til deres rigtige liv på arbejdsmarkedet. Barnet bliver et fritidsprojekt på linie med en (omfattende) hobby. Børn og forældre bliver fremmedgjorte for hinanden i en grad, så forældrene føler sig pressede ved tanken om 3 ugers ferie med barnet, og hvor de sender barnet i institution på ikke-arbejdsdage, så de kan male hus/handle/bage i fred.

Jeg synes, jeg har forklaret, hvad jeg mener flere gange, men her er endnu et forsøg :)


Jeg synes så aldrig du besvarer mine spørgsmål, som jeg har stillet flere gange. Jeg læser, at du tror du kan vurdere en forælder ud fra nogle enkeltstående situationer/sætninger, hvilket jeg finder absurd.

Skal man blive hjemmegående, før ens børn kan trives?

Det er dig, der skriver enkeltstående sætninger, ikke mig. Og hvis du ikke synes, mine uddybede afsnit besvarer dem, så har jeg det helt fint med at opgive her.

På mig virker det til, at du gerne vil have mig til at koge noget komplekst og nuanceret ned til et par oneliners, som du så kan anfægte.


Der tager du så fejl. Jeg prøver bare at finde ud af, hvad din holdning egentlig konkret er, til de enkeltes valg.
Men hvis du kun vil forholde dig til hvordan samfundet er bygget op, så er jeg enig med dig i, at det ikke er bygget op med barnets ve og vel i fokus.

Jeg synes ikke, det er interessant eller konstruktivt at kloge sig på det enkelte menneskes valg. Det er jo heller ikke det, tråden lægger op til.
1
Mann tracht und Gott lacht
Bergen
Indlæg: 664
Tilmeldt: 23. jun 2018, 05:25
Kort karma: 13
Likede indlæg: 713

Re: Hvad synes du samfundet forventer?

Indlægaf Bergen » 8. okt 2018, 14:29

JoyNips skrev:
LaScrooge skrev:
JoyNips skrev:
LaScrooge skrev:
JoyNips skrev:
LaScrooge skrev:Jeg tror at ens oplevelse af hvad "samfundet" forventer i høj grad er defineret af de ømme tæer man aktuelt selv er plaget af. Noget, man selv er uafklaret om og derfor mere nærtagende i forhold til. Det opleves som kritik og forventningsfuld fra omverdenen.

I mine øjne kan "samfundet" forstås som hhv befolkningen og som de institutioner, der sætter rammerne om vores liv. De faciliterer at bestemte retninger er nemmere at tage og giver derved et praj om hvilke værdier for det gode liv der gennemsyrer dette land. I Danmark er det fx gjort nemt at tage en uddannelse, og nemt at arbejde og have børn samtidig, sammenlignet med andre lande. Det er oprindeligt med udgangspunkt i idealer om chancelighed og substantiel lighed.


*nemt for forældre. Der er ikke tænkt så meget i barnets behov.


Det er jeg lodret uenig i.


Ok. Der er en del eksperter, der plæderer for at børn under 2 ikke bør komme i institution, men være sammen med deres forældre, og som mener at der er en sammenhæng mellem den tidlige institutionalisering og de problemer, mange af børnene oplever senerehen.

Fx Gideon Zlotnik:
Siger du, at mange af de urolige drenge, vi ser i dag, ser vi, fordi de har været i institution tidligt?

»Ja. Man er jo nødt til at spørge sig selv om, hvorfor vi har så mange urolige børn, når de kommer i skole. Og hvorfor så mange skal have medicin. Jeg mener, at man ikke kun skal søge kilden i skolen – ofte forværrer den det bare – men man skal søge forklaringen i de første leveår, hvor børn lever i en stressfuld verden hjemme og ude.


Eller Dion Sommer, udviklingspsykolog: https://www.information.dk/indland/2009 ... ngen-grund

Det er nemt for forældre at arbejde og have børn. Men det er ikke det optimale for barnet at komme i institution så tidligt og så meget, som vi gør her til lands.


Du skriver, at der ikke er tænkt på børnenes behov. Den påstand står i skærende kontrast til vores levende forskningsmiljøer, uddannelseskrav hvis man vil have med børn at gøre, de mange sikkerhedsforanstaltninger der er til for at beskytte børn, til vores foreningsliv. Vores samfund er yderst godt rustet til at sikre børn en tryg barndom, uanset om forældrene arbejder eller ej. At disse muligheder slagtes af elendige normeringer skyldes dels at normeringer og normative udmeldinger historisk set følger konjukturerne (når der er nedgangstider er det pludselig bedre for børn at blive passet af deres forældre, fx, mens opgangstider med deres større krav på arbejdskraft gerne taler for at børnene kan tåle institutionalisering) og af de herskende politiske ideologier. Pt har vi fx en regering og dominant politisk diskurs som er lodret imod enhver form for anerkendelse af strukturer, og gerne ser en så lille offentlig sektor og så lille en økonomisk omfordeling som overhovedet muligt.
At vi på nuværende tidspunkt har et speltsegment skyldes alene det, at vi er et overflodssamfund, hvor nogle har økonomisk overskud til at træffe andre valg, og at vi lever i en tidsalder, hvor vi til overflod kan påvirke hinanden med vores dårlige ideer.

Der er ikke enighed forskningsmæssigt om at det er skadeligt for børn at være i institution. Udviklingspyskologisk er den udslagsgivende faktor om barnet har en tryg eller en utryg tilknytning til forælderen/-rene og en tryg tilknytning smadres ikke af, at barnet er i institution.

Som et hensyn derudover, som man kan vælge at synes er irrelevant eller ej, er at langt de fleste mennesker rent faktisk er nødt til at have et arbejde. Med mindre man kan forsørge sig selv via en formue, så SKAL man arbejde. Og heldigvis for landets kvinder og vores sociale og økonomiske uafhængighed, så har vi velfungerende, egnede institutioner og skoler som kan bistå mere kvalificeret til barnets opvækst, udvikling og uddannelse end mange af os ville kunne på egen hånd.

Som en sidste kommentar, så synes jeg det er absurd at se i hvilken grad det voksne menneskes liv og tilværelse i denne forståelse 100% bliver et instrument til barnets trivsel defineret så utroligt snævert: ikke komme i institution før arbitrært sat alder (det varierer jo fra barn til barn hvornår det vil kunne trives i institution, inkl hvornår det e rklar til at starte i skolen), aldrig at flytte skole/by/ landsdel, helst intet opbrud i familien. Børn skal passes på men de bliver ikke skadet fundamentalt af forandringer og svære perioder. Og det tror jeg faktisk, at vi alle har anekdotisk bevis for, hvilket måske kan supplere det overvældende bevis herfor der kan aflæses af det nuværende civilisationsstade. Vi har aldrig haft det bedre og vi er født af mennesker, der er vokset op under nogle ganske andre vilkår. Og de er født af mennesker, der fik tæsk i skolen.


Jeg er rygende uenig. Uddannelser, sikkerhedsforanstaltninger, flotte rammer og store ord ændrer ikke ved det fundamentalt forkerte i at sende små 1-årlige i institution så far og mor nemt kan gå på arbejde.

Uanset at det kunne være værre.



Men skal det ligefrem være svært at gå på arbejde?

Hvis man ikke kan lide tilbuddet, så kan man jo vælge det fra. Det koster, men sådan er det jo hele livet med de valg, man tager.
3

Tilbage til "Forældre"