Forældres eftermæle

[TomKah]

Ved ikke om der er andre der har læst interviewet i Berlingske med Malene Lei Raben
https://www.berlingske.dk/aok/jeg-gider ... af-de-fede
Det er en teaser for hendes bog, der udkommmer snart, omkring hendes forhold til hendes forældre - specielt hendes mor.

Artiklen går ikke særlig meget i dybden, men beskriver et forhold til en mor som er dysfunktionelt og som har sat sit præg på hende. Jeg er helt med på at man ikke må være nedgørende overfor sine børn, men som mor til en teenager, kan jeg godt have lyst til det ind i mellem. For børn kan altså være gode til at trykke på knapperne og være provokerende.
Det fik mig til at tænke på at jeg virkelig godt kan blive i tvivl om mit eget "eftermæle" som mor, fordi det er ved at være for sent at lave det om. Mine børn er store og vores mønstre er ret fastgroede. Jeg må bare håbe på det bedste.

Men i disse tider, hvor vi analyserer alt - alle forhold. Gransker vores liv i kontekster for at finde svar. Der kan jeg sgu godt være i tvivl om, hvorvidt jeg kan stå for sådan en granskning. Men også undrer mig over hvor det personlige ansvar er. Hvorfor lede efter svar på hvorfor man er som man er? For det er jo skruen uden ende, man er som man er fordi man blev påvirket af nogle forældre som barn. Forældre man ville have ønsket i nogen tilfælde havde handlet og ageret anderledes, men som i sidste ende var nøjagtig det samme som en selv - nemlig uperfekte mennesker som var skabt af deres egne uperfekte forældre i en uperfekt opvækst.

Jeg synes det er interessant at læse om 70'erne og børneliv i 70'erne. Så det er meget muligt at jeg vil opsøge bogen. Men altså... at læse artiklen fik mig som sagt mest til at håbe at mine børn ikke synes jeg er så forfærdelig at de ville hænge mig ud på den måde efter min død.

Hvad tænker du om dit eftermæle? Har du gransket dit forhold til dine egne forældre og sat det i kontekst til dit liv som det ser ud i dag?

[MOGA]

Jeg tænker mere og mere over det, jo ældre mine børn bliver.

Der er nogle ting, jeg gerne vil ændre, og som jeg arbejder på - primært at være mere tålmodig, men også at undgå at råbe, hvilket jeg desværre har en tendens til. Ikke nødvendigvis ad børnene, men i unødvendige situationer og når børnene er til stede.

Overordnet har jeg dog en tro på, at det mine børn får med fra mig er, at de er elskede, at jeg er stolt af dem, at de altid kan komme til mig og at de er gode nok. De ting, blandt andet, har jeg savnet fra mine egne forældre. Om det er fordi vi taler forskellige sprog, om de er dårlige til at give udtryk for det eller om de ikke har det sådan, ved jeg ikke. Reelt nok en blanding af det hele.

Sådan skal mine børn ikke have det, så jeg gør hvad jeg kan for at formidle det til dem.

Jeg håber, jeg lykkes, for tiden er også ved at rinde ud i forhold til hvor længe endnu jeg kan præge dem. Men kunne jeg, ville jeg have gjort mange ting anderledes.

[Bergen]

Jeg har brugt meget tid (- også professionelt) på at analysere og tænke over min opvækst og barndom.
Den var problematisk og ufed. Og tænke over, hvad jeg selv vil skabe i mit liv - at skabe og give som fagperson og som mor, der er anderledes funderet end min barndom.

For at kunne udføre mit job, også. Være den forskel og inspiration, som jeg gerne vil være overfor sårbare og udsatte børn og unge samt deres forældre.

For at kunne være dén mor, som jeg ønsker. En helt anden mor end min egen mor og kunne tage føringen i det - uden at se mig tilbage.

Mit eftermæle som mor bekymrer mig ikke. Ikke længere. Det skal nok falde på plads.

Vi har et dejligt hjem (ikke stort i m2 - men højt til loftet).
Vi er opmærksomme, planlæggende, men også spontane - og tager udgangspunkt i vores datters læring, velvære og ønsker det meste af tiden.

Vi elsker vores familieliv og familieture - vi elsker at være i barnets legende og lærerende univers. Uanset om det er klassisk ballet eller klatre i træerne i parken eller et andet påfund, der kan skabes om til læring.

Vi ville elske at hjemmeskole, men det er en anden historie. Vi gør det i det små.

[hotlips]

Jeg forventer ikke at min dreng ikke vil have noget at udsætte på mig, men jeg kan med god samvittighed sige at jeg gjorde mit absolut ypperste. Jeg har ikke ladet nogen andre, hverken mennesker eller offentlige meninger bestemme noget, jeg har aldrig trukket mig fra en konflikt det var i hans interesse jeg tog og jeg har sat vores tid og at nyde vores tid sammen over alt andet.
Jeg har ikke ladet uret bestemme mere end hvad der ikke kunne undgås og vi har til tider gjort tingene noget skævt af hvad der forventes, som når vi i december har taget nattøj på kl 16 når vi kom hjem og tilbragt resten af dagen med en slags forlænget aftenhygge, eller er gået hjemmefra en halv time før tid fordi vi er vågnet tidligt og så går til skole og stopper hos bageren og så på en bænk og spiser morgenmad fordi det er sommer og rart at have god tid.

Min egen mor er noget af det mest konfliktsky og det gjorde hendes søstre fik lov til at behandle os som de ville, og hun er totalt utilregnelig når det kommer til aftaler men hun er helt enormt god til at gøre den tid man har sammen, hun gør sig umage med at man gør noget der er hyggeligt, og jeg er lidt hys med ikke at gøre de samme fejl, min dreng har aldrig stået og ventet på sin mor der ikke kom, det var nærmest standard for os, vi blev som de eneste ikke mødt af nogen forældre når vi kom med bussen fra to ugers koloni og den slags,og det var hverdag for mig at prøve at liste kuglehåndtaget rundt og komme ind på mit værelse uden hundene hørte det for så gøede de og min moster kom farende og råbte af mig for at få dem til at larme, og der blev gjort et stort nummer ud af at vi ikke skulle tro vi havde noget som helst at skulle have sagt i huset og haven, og hvis man sad i stuen med nogle venner og andre kom hjem så var det en selvfølge at de måtte have stuen for sig selv og så måtte vi bare gå..
Det var standard at hvis mine mostre ikke brød sig om mine venner og de havde ikke brug for en grund, så blev de behandlet elendigt, glansnummeret var at råbe Hanne så er rotteungen i telefonen igen når min bedste veninde ringede uden at gøre noget for at hun ikke skulle høre det, den dag i dag fatter jeg ikke nogen fik lov til at komme og lege med os.

Der var en masse af den slags, så jeg er gået i den helt anden grøft, vi har mandshøje giraffer og løver på dørene i stuen og køkkenet, og det er vores hus og vi vælger sammen når vi tager større beslutninger om hvad farve og hvor skal hvad være hvis vi rykker rundt, og min dreng har et meget lille værelse så når han har venner på besøg overlader jeg stuen til dem, så går jeg i haven eller ud og læser i min mormor stol i køkkenet, det gør mig ikke spor.

Jeg elsker når han tager en lur på sofaen efter som idag kommer løbende ind ad døren med en af sine venner og et par store nerfguns og råber op om at der er zombier og andre skurke, og de bliver til tider nedkæmpet mens ungerne knokler ud af havedøren, rundt om huset og så ind ad hoveddøren på den anden side en del gange.
Og hans venner vil gerne være her, og jeg ved de føler sig velkomne og jeg er helt vildt stolt når de fortæller hvor dejligt og hyggeligt her er, eller at de glæder sig så meget når de skal med hjem om xx antal dage hvis vi har en aftale en anden dag.

Jeg forventer ikke at jeg får et eftermæle der er fabelagtig godt, men han kommer ikke til at sige han ikke havde tid med mig eller at han ikke har følt sig tryg i sit hjem og sit liv generelt og så kan jeg godt leve med hvad der ellers måtte være.

[Slettet bruger]

Jeg bryder mig generelt ikke om at man forsøger at finde forklaringer på sine problemer i forældrenes adfærd, drilleri i skolen, et dårligt parforhold og alt muligt andet i fortiden. Det er irriterende ansvarsfralæggende, og det meste af tiden mener jeg det er en fejlagtig analyse. Hvis man er som sine forældre, er det sandsynligvis bare fordi man er produceret af deres gener, og hvis man har et problem, bør man bare identificere og og finde ud af at fikse det i stedet for det der navlebeskuende tidsspilde. Jeg anerkender der måske kan være noget at komme efter hvis man f.eks. havde en dybt alkoholiseret far der uddelte tæsk hvis man kom til at rømme sig ved spisebordet, men for langt de fleste mennesker er deres personlighed og deres problemer sgu bare deres eget ansvar.

[Slettet bruger]

Jeg bryder mig generelt ikke om at man forsøger at finde forklaringer på sine problemer i forældrenes adfærd, drilleri i skolen, et dårligt parforhold og alt muligt andet i fortiden. Det er irriterende ansvarsfralæggende, og det meste af tiden mener jeg det er en fejlagtig analyse. Hvis man er som sine forældre, er det sandsynligvis bare fordi man er produceret af deres gener, og hvis man har et problem, bør man bare identificere og og finde ud af at fikse det i stedet for det der navlebeskuende tidsspilde. Jeg anerkender der måske kan være noget at komme efter hvis man f.eks. havde en dybt alkoholiseret far der uddelte tæsk hvis man kom til at rømme sig ved spisebordet, men for langt de fleste mennesker er deres personlighed og deres problemer sgu bare deres eget ansvar.

Du tager fejl i stort set alt, hvad du skriver i dit indlæg, men det rummer så meget dumt, at jeg simpelthen ikke aner, hvor jeg skal starte.

Jeg løfter dog hatten for, at du lykkes vældig godt med at provokere og være ufølsom.

Hvis det er din holdning, hvad så med at du bare lukkede røven og lod helt være med at svare i stedet for den omgang kællinge-pis der?

[Slettet bruger]

Fordi jeg tænker, at du har brug for at få at vide, at du tager fejl. Så kunne det jo være, at du prøvede at læse lidt om emnet. Alternativt at du huskede det, hvis nogen i din omgangskreds fik problemer pga deres fortid, så du ikke kom til at såre dem.

Det virker som en temmelig dårlig strategi at forsøge at vække nogens interesse for noget ved at sige at det de siger er så dumt at du ikke ved hvor du skal starte. Det er jo bare latterligt og konfliktoptrappende. Jeg skrev et indlæg med min holdning, og du er selvfølgelig velkommen til at være uenig, men jeg synes du skulle vælge en voksen måde i stedet for det pjat.

Vi har en psykolog tilknyttet mit arbejde, og han har holdt oplæg nogle gange. Hans budskab er ca. det jeg skriver - moderne psykologi fokuserer ikke så meget på at gennemgrave hele barndommen for at gætte på en masse årsager som man ikke rigtigt ved om er de rigtige alligevel, den fokuserer mere på at identificere problemerne og fikse dem. Det er vist kognitiv terapi vs. psykoanalyse.

[decibell]

Man kan sagtens være uenige uden at blive personlige eller angribe hinanden. Hold en god tone og hold det til "bolden", hvis tråden skal forblive åben.

[Jedi]

Jeg kan ikke se problemet ift den afdøde, idet vedkommende ikke er her mere. Tilgengæld kan jeg forestille mig, at det kan give problemer ift. andre søskende, som har en anden opfattelse end forfatteren. Sikkert pga forskellig alder og rolle i familien. Det kan jeg se med min egen 2½ år yngre bror, som jo bare ikke kan huske ting fra da han var baby.
Den Frie Barndom fra halvfjerserne hyldes på mange måder som et ideal blandt mange og "dit kompetente barn" osv. er vist også modeleret derfra. Og det kan da godt have været mægtigt frit - for de voksne og ikke for børnene.

[Rapfisk]

Jeg tænker over nogle af de samme temaer for tiden, fordi jeg venter mit første barn, og måske især fordi jeg føler et særligt ansvar for at være et godt forbillede for den lille pige, jeg venter.

Grundlæggende tror jeg, at man skal gøre rigtig meget forkert, for at éns voksne børn har et så stort behov for at distancere sig fra én, at de offentligt (eller over for deres egen eller forældrenes omgangskreds) har brug for at begå karaktermord på dem.

Særligt i teenagetiden tror jeg dog, mange har brug for at distancere sig fra det, de kommer fra, og så er man per definition i opposition til det, forældrene har bidraget med, selvfølgelig særligt de fejl, vi begår. Det er min største frygt, men den bunder også i en forfængelighed, fordi jeg frygter den udstillelse af mine fejl. Jeg er sikker på, at mange teenagere meget skarpt kan diagnosticere éns mangler, og de gør det ikke altid lige diplomatisk.

Jeg tror dog også på - eller er nødt til at tro på - at tiden læger alle sår, og at man kan hjælpe meget på vej ved at være åben og lære af det menneske, éns teenagereller voksne barn er blevet.

[ajnaM]

Jeg tænker også mere og mere over det, i takt med at mine børn bliver større (og jeg laver fejl og kan se flere af mine uhensigtsmæssige mønstre)...

Men altså. Det vigtige må være, at de ved, jeg har gjort mit bedste? Og at jeg virkelig godt kan lide dem og vil gøre alt for, at de har det godt (også selvom jeg ikke altid formår det).

De kommer helt sikkert til at finde fejl og kunne slå mig i hovedet med alt muligt - jævnfør at jeg selv kan se fejlene og slå mig selv i hovedet med dem. Men det tror jeg egentlig er en ret naturlig del af det at være forælder. Jeg har også bebrejdet mine forældre alt muligt, og noget af det er helt sikkert rigtigt. Men grundlæggende ved jeg, at de er der for mig, og de udgør en basal del af min trygge base. Selvom jeg er voksen og selv har børn, har jeg altid en plads hos dem - og får mine børn det samme forhold til mig, når de bliver voksne, så er alt godt. <3

[TomKah]

Jeg bryder mig generelt ikke om at man forsøger at finde forklaringer på sine problemer i forældrenes adfærd, drilleri i skolen, et dårligt parforhold og alt muligt andet i fortiden. Det er irriterende ansvarsfralæggende, og det meste af tiden mener jeg det er en fejlagtig analyse. Hvis man er som sine forældre, er det sandsynligvis bare fordi man er produceret af deres gener, og hvis man har et problem, bør man bare identificere og og finde ud af at fikse det i stedet for det der navlebeskuende tidsspilde. Jeg anerkender der måske kan være noget at komme efter hvis man f.eks. havde en dybt alkoholiseret far der uddelte tæsk hvis man kom til at rømme sig ved spisebordet, men for langt de fleste mennesker er deres personlighed og deres problemer sgu bare deres eget ansvar.

Du tager fejl i stort set alt, hvad du skriver i dit indlæg, men det rummer så meget dumt, at jeg simpelthen ikke aner, hvor jeg skal starte.

Jeg løfter dog hatten for, at du lykkes vældig godt med at provokere og være ufølsom.

Jeg må indrømme at jeg i store træk er enig med abcd, og også er ret nysgerrig efter at få svar på hvordan alt i indlægget rummer så meget dumt at man simpelt hen ikke aner hvor man skal starte.

Jeg hørte også en podcast på DR1 i går, som handlede om Karen Fastrups diagnosticering med borderline. Hele andet afsnit handlede om hendes barndom og søgen efter svar. Jeg synes ikke det var et decideret karaktermord på hendes forældre, men tæt på, hvis man spørger mig. Hendes forældre som egentlig handlede som de gjorde fordi de selv oplevede noget ekstremt traumatiserende. Så i min verden var det en fortælling uden ende - hvorfor bruge tid på at anskue verden fra et perspektiv som ikke er relevant, hvis det ikke er ansvarsfraskrivelse?
Jeg synes det er fint nok at Karen Fastrup har en overbevisning om at hendes borderline skyldes svigt i barndommen. Men var hendes forældre dårlige forældre fordi de svigtede, eller gjorde de det bedste de kunne ud fra rammerne?

Det er virkelig en svær balance - den mellem forældre og børn -fordi magten i forholdet aldrig er lige. Børn kan ikke sige fra overfor deres forældre, fordi forældrene har magten. Når børnene bliver voksne, så er det børnene der har magten til at fortælle deres historie (og potentiel begå karaktermord på deres forældre) og forældrene har ingen mulighed for at forsvare sig, fordi forholdet nu er skiftet så børnenes historie er deres oplevelse som ikke kan modsiges.

Jeg håber da at der skal meget til før man begår karaktermordet. I den korte artikel baseret på interviewet med Malene Raben har man basalt ikke mulighed for at danne sig et indtryk. Men i Karen Fastrups tilfælde brød jeg mig virkelig ikke om det. Det var konfrontationen med to historier på en dag som fik mig til at oprette tråden.

Jeg har selv haft en fin barndom og har et godt forhold til mine forældre. Jeg kan sagtens se deres styrker og svagheder. Jeg kan også mærke dem i mig. Der er stadig ting som jeg gør udelukkende fordi jeg ikke ønsker at skuffe dem. Men selvom jeg gør det, så føler jeg faktisk ikke det er deres skyld. Jeg kan sige fra hvis jeg vil, og dybest set aner jeg ikke hvordan de ville reagere. Bolden er fuldstændig på min banehalvdel.
Jeg sidder dog slet ikke, som Mistermor beskriver og diskutere valg og opdragelse med min mor. De færreste der føler de har gjort deres bedste ønsker at blive konfronteret med at man synes nogle ting burde være anderledes - og helt ærlig, så ville hun aldrig kunne se det. Det gør hendes ikke til en dårlig mor - men en performer og en perfektionist, er hun langt hen af vejen. Det er jeg også, og det er nok også der, jeg føler mig ramt. Jeg har sgu ikke lyst til at blive konfronteret af mine voksne børn med alt det som de synes jeg har gjort af røvens til, også selvom det er småting. Nogle ting bliver man bare ikke gladere af at diskutere. Jeg kan godt lide at nogle ting er fejet ind under gulvtæppet, taget med en veninde eller et anonymt debatforum frem for kilden.

[Slettet bruger]

Fordi jeg tænker, at du har brug for at få at vide, at du tager fejl. Så kunne det jo være, at du prøvede at læse lidt om emnet. Alternativt at du huskede det, hvis nogen i din omgangskreds fik problemer pga deres fortid, så du ikke kom til at såre dem.

Det virker som en temmelig dårlig strategi at forsøge at vække nogens interesse for noget ved at sige at det de siger er så dumt at du ikke ved hvor du skal starte. Det er jo bare latterligt og konfliktoptrappende. Jeg skrev et indlæg med min holdning, og du er selvfølgelig velkommen til at være uenig, men jeg synes du skulle vælge en voksen måde i stedet for det pjat.

Vi har en psykolog tilknyttet mit arbejde, og han har holdt oplæg nogle gange. Hans budskab er ca. det jeg skriver - moderne psykologi fokuserer ikke så meget på at gennemgrave hele barndommen for at gætte på en masse årsager som man ikke rigtigt ved om er de rigtige alligevel, den fokuserer mere på at identificere problemerne og fikse dem. Det er vist kognitiv terapi vs. psykoanalyse.

Det du skriver der, er nu også noget anderledes, end det du skrev i dit første indlæg i tråden. Der er jo kolossal forskel på at gennemgrave hele barndommen og at anerkende, at det gør noget ved mennesker eksempelvis at blive mobbet eller pacet frem.

Efter min mening er det vigtigt at tænke på, at man bliver præget af sin barndom. Det er ikke det samme, som at man skal give sine forældre skylden for alverdens ulykker. Det betyder heller ikke, at man lægger ansvaret fra sig i forhold til at komme videre. Erkendelsen af, hvad der har præget en og evt. "skadet" en, danner jo grundlag for, at man kan arbejde med det fremfor bare at sidde og have det dårligt.

Og som forælder synes jeg, det er virkelig relevant, at man tænker over, at det betyder noget for et menneskes fremtidige trivsel, at det føler sig set, anerkendt og elsket uanset hvad. - Vi bliver hele tiden klogere, og der er heldigvis ikke mange, der skader deres børn med vilje.

Jeg synes, det er en del af at være forælder, at man tænker over, hvordan man påvirker sit barns fremtid via den opdragelse, det liv, og den stemning barnet vokser op i/med. Der er ingen forældre, der ikke laver "fejl", men vi kan da håbe på, at der bliver færre og mindre graverende "fejl", fordi vi er så meget mere opmærksomme på det end tidligere.

Holdningen "hvis man har et problem, bør man bare identificere og og finde ud af at fikse det i stedet for det der navlebeskuende tidsspilde" er i mine øjne direkte skadelig, og også lidt meningsløs, for hvordan skal man løse det uden at kigge på sig selv? Hvad tænker du f.eks. at mobbeofre skal gøre, hvis de ikke må arbejde med, hvordan deres barndom med mobning var?

Som jeg skrev i mit første indlæg, mener jeg klart at man kan blive ødelagt af ekstreme omstændigheder - f.eks. daglige tæsk af sine forældre og fuldstændig mangel på omsorg. Men du skriver som om du har et facit for at en stor del af vores personlighed er givet af vores miljø, og det mener jeg ikke der er belæg for. Mange videnskabsfolk vil være uenige med dig. Der er ingen der har det endelige svar, men mit gæt er at for mennesker der kommer fra rimeligt almindelige omstændigheder, er 80-90% af personligheden genetisk bestemt. Det virker f.eks. helt oplagt når man ser på søskende som sagtens kan være i øst og vest selv om de har fået omtrentligt den samme opvækst. Den oplagte forklaring er at søster A og søster B har fået forskellige genblandinger fra deres forældre, og det er styrende for deres forskellige personligheder.

For at svare på mobbeoffer-eksemplet så er det for det første næppe totalt tilfældigt hvilke børn der bliver mobbet. Det er nok børn som har nogle egenskaber ved deres personlighed som gør at de ender i den position. Det kan f.eks. være at et barn er meget indadvendt og genert og derfor ikke får hævdet sin position og ret. Når den person så bliver voksen og spekulerer over hvorfor h*n mon ikke er så god til at sætte sig igennem, kan det være h*n går til en psykolog, og at de har lange og dybe samtaler om traumet fra mobberiet, og det må jo være derfor h*n ikke kan sætte sig igennem i dag. Det er bare svært at vide om mobberiet eller personlighedstrækket kom først, man kan konkludere nærmest hvad som helst, og det er den slags jeg kalder navlebeskuende tidsspilde. Jeg synes det er langt bedre at fokusere på hvordan man kan komme ud over sine svagheder. F.eks. igennem øvelser eller ved at ændre tankemønstre. Og som jeg forstår kognitiv terapi er idéen netop at fokusere på at ændre tankemønstre frem for på den arkæologiske gennemgravning af barndommen som alligevel ikke giver noget facit man kan sætte to streger under.

I et af dine indlæg skrev du om at pace til at spille klaver. Det er noget andet, det handler om hvilke muligheder man giver sine børn. Får de mange penge, en god skole, får de lov at gå til sport osv. Det er helt håndgribelige ting som kan gøre at man får nogle bedre muligheder, men jeg tror ikke det har den store indflydelse på ens personlighed at man f.eks. er blevet pacet til at lære at spille klaver, det er bare en færdighed man så har fået, og det kan bestemt være nyttigt.

[fisken80]

Man kan sagtens være uenige uden at blive personlige eller angribe hinanden. Hold en god tone og hold det til "bolden", hvis tråden skal forblive åben.

Seriøst? Undskyld mig men WTF? Det er simpelthen ikke bortvisningsgrund at skrive som abcd gjorde? Og I vælger at true med at låse tråden? Det er da ikke tråden der er et problem - men jeres manglende moderatorevner.

Er der blevet redigeret i moderators indlæg? For ellers kan jeg simpelthen ingen steder se, at det skulle være møntet særligt på abcd. Eller at nogen truer ham med bortvisning.

[TomKah]

Jeg bryder mig generelt ikke om at man forsøger at finde forklaringer på sine problemer i forældrenes adfærd, drilleri i skolen, et dårligt parforhold og alt muligt andet i fortiden. Det er irriterende ansvarsfralæggende, og det meste af tiden mener jeg det er en fejlagtig analyse. Hvis man er som sine forældre, er det sandsynligvis bare fordi man er produceret af deres gener, og hvis man har et problem, bør man bare identificere og og finde ud af at fikse det i stedet for det der navlebeskuende tidsspilde. Jeg anerkender der måske kan være noget at komme efter hvis man f.eks. havde en dybt alkoholiseret far der uddelte tæsk hvis man kom til at rømme sig ved spisebordet, men for langt de fleste mennesker er deres personlighed og deres problemer sgu bare deres eget ansvar.

Du tager fejl i stort set alt, hvad du skriver i dit indlæg, men det rummer så meget dumt, at jeg simpelthen ikke aner, hvor jeg skal starte.

Jeg løfter dog hatten for, at du lykkes vældig godt med at provokere og være ufølsom.

Jeg må indrømme at jeg i store træk er enig med abcd, og også er ret nysgerrig efter at få svar på hvordan alt i indlægget rummer så meget dumt at man simpelt hen ikke aner hvor man skal starte. Det har jeg så forsøgt at uddybe ved at poste nogle links i senere indlæg.Men bla at bagatellisere påvirkningen af mobning, er altså langt ude. Det, at man finder forklaring på nogle ting i sine reaktionsmønstre, er ikke det samme som, at man ikke vil tage ansvar for sit liv eller ikke vil arbejde for at ændre noget. At kalde det ansvarsfraskrivelse synes jeg er at nedgøre de mennesker, der stadig mærker følgerne langt ind i deres voksenliv.

Jeg hørte også en podcast på DR1 i går, som handlede om Karen Fastrups diagnosticering med borderline. Hele andet afsnit handlede om hendes barndom og søgen efter svar. Jeg synes ikke det var et decideret karaktermord på hendes forældre, men tæt på, hvis man spørger mig. Hendes forældre som egentlig handlede som de gjorde fordi de selv oplevede noget ekstremt traumatiserende. Så i min verden var det en fortælling uden ende - hvorfor bruge tid på at anskue verden fra et perspektiv som ikke er relevant, hvis det ikke er ansvarsfraskrivelse?
Jeg synes det er fint nok at Karen Fastrup har en overbevisning om at hendes borderline skyldes svigt i barndommen. Men var hendes forældre dårlige forældre fordi de svigtede, eller gjorde de det bedste de kunne ud fra rammerne?

Det er virkelig en svær balance - den mellem forældre og børn -fordi magten i forholdet aldrig er lige. Børn kan ikke sige fra overfor deres forældre, fordi forældrene har magten. Når børnene bliver voksne, så er det børnene der har magten til at fortælle deres historie (og potentiel begå karaktermord på deres forældre) og forældrene har ingen mulighed for at forsvare sig, fordi forholdet nu er skiftet så børnenes historie er deres oplevelse som ikke kan modsiges.Mit indlæg og abcd´s for den sags skyld, handler ikke om at begå karaktermord mod sine forældre, men om hvorvidt man kan bliver præget af sin barndom, og om det giver mening at undersøge det med hjælp fra en psykolog

Jeg håber da at der skal meget til før man begår karaktermordet. I den korte artikel baseret på interviewet med Malene Raben har man basalt ikke mulighed for at danne sig et indtryk. Men i Karen Fastrups tilfælde brød jeg mig virkelig ikke om det. Det var konfrontationen med to historier på en dag som fik mig til at oprette tråden.

Jeg har selv haft en fin barndom og har et godt forhold til mine forældre. Jeg kan sagtens se deres styrker og svagheder. Jeg kan også mærke dem i mig. Der er stadig ting som jeg gør udelukkende fordi jeg ikke ønsker at skuffe dem. Men selvom jeg gør det, så føler jeg faktisk ikke det er deres skyld. Jeg kan sige fra hvis jeg vil, og dybest set aner jeg ikke hvordan de ville reagere. Bolden er fuldstændig på min banehalvdel.
Jeg sidder dog slet ikke, som Mistermor beskriver og diskutere valg og opdragelse med min mor. De færreste der føler de har gjort deres bedste ønsker at blive konfronteret med at man synes nogle ting burde være anderledes - og helt ærlig, så ville hun aldrig kunne se det. Det gør hendes ikke til en dårlig mor - men en performer og en perfektionist, er hun langt hen af vejen. Det er jeg også, og det er nok også der, jeg føler mig ramt. Jeg har sgu ikke lyst til at blive konfronteret af mine voksne børn med alt det som de synes jeg har gjort af røvens til, også selvom det er småting. Men det behøver bare slet ikke være en konfrontation. Det er jo en samtale mellem voksne mennesker. Min søn siger ikke, at vi har fejlet, fordi vi ikke sendte ham til særlig matematikundervisning og sørgede for, at han havde samme normer, som de unge mænd, han læste økonomi med et halvt år, før han skiftede til læreruddannelsen.Vi taler om, hvordan vi forældre qua vores opvækst ikke har haft de holdninger, der fik os til at træffe det valg. Hvordan min barndom har præget mine valg i forhold til ham. Hvilke normer og ønsker man har, når man vælger de forskellige uddannelser og livsformer. Vi taler om, hvordan min mor, der fik mig som 17 årige, havde nogle vilkår, og hvordan jeg er præget af det.Og vi taler om, hvad han vil gøre anderledes med sine børn. Nogle ting bliver man bare ikke gladere af at diskutere. Jeg kan godt lide at nogle ting er fejet ind under gulvtæppet, taget med en veninde eller et anonymt debatforum frem for kilden.

Jeg konfronterer heller ikke min mor og siger, at noget er hendes skyld. Men hun ved da godt, at det har haft betydning, at hun kom fra en fattig familie og blev gravid som 17 årig i 1961. Hun ved jo med sig selv, at hun har gjort det bedste, hun kunne, men hun ville selvfølgelig ønske, at hun havde haft flere ressourcer og ikke mindst mere selvtillid. Det kan man godt tale om på en ordentlig måde.

Denne tråd handler om, hvorvidt vi tænker over, hvad vores børn vil sige om deres opvækst. Det er da i alt fald det, TS lægger op til i startindlægget. Ikke hvorvidt de vil slagte os i en bog. -

Nu er jeg trådsstarter og oplægget fra min side var ment noget hårdere end blot at tænke over det. Altså frygte det lidt. Så jeg mener i langt højere grad en decideret konfrontation end en diskussion.

Jeg tager i øvrigt slet ikke stilling til mobning eller lignende. Vi diskuterer grundlæggende end relation som er baseret på kærlighed, hvor der ikke har været vold ud over potentielt det som det voksne barn kan se som værende psykisk vold (f.eks. Malene Raben som siger at hendes mor har sagt nogle rigtig grimme ting til hende, formodentlig i affekt, fordi resten af interviewet mest handler om en mor som tager nogle valg ift sin familie som ikke er noget hun gør af decideret ondskab). I den anden historie er der tale om et voksen menneske som undersøger hvordan svigt i barndommen har givet grobund for borderline. Her var også tale om voksne som elskede deres børn men traf nogle valg eller handlede pga nogle ydre traumatiske omstændigheder.