englishchannel skrev:Jeg har svært ved at genkende billedet af institutioner som et rædselsfuldt sted, hvor børnene helst skal være så kort tid som overhovedet muligt.
Min søn elsker sin vuggestue og han er nærmest umulig at hente før kl. 15.45, fordi der sker for mange ting som han ikke vil gå glip af. Herhjemme taler han meget om både sine venner og pædagogerne, og om de mange aktiviteter, de laver. Det lader til, at han reelt synes, at det er spændende og sjovt at gå der, og vi henter et storsmilende barn hver dag.
Det er meget forskelligt - også når de bliver ældre. I perioder vil den yngste først hentes efter X aktivitet er slut. Men normalt foretrækkes at blive hentet 15:30 (hvilket kun er muligt fordi jeg har en del udenlandsrejser som jeg kompenserer for ved at hente tidligt ellers). Hvis jeg tillige giver “thumbs up” for at invitere en ven med hjem, så er lykken total.
Det er første barn hvor vi ikke afleverer 7:30 og henter 16:30. Og jeg kan virkelig se en forskel, for uanset hvor hyggeligt og spændende aktiviteterne er i insitutionerne, så erstatter det ikke, at det er mere spændende at spille Uno, lave perler eller læse Anders And sammen med ens forældre. I hvert fald ikke hos os.
Men glæd dig over at han har det sådan. For vi har prøvet at have en skod institution. Dét var hårdt, for alternativet var ikke-eksisterende dengang. Så har man en god instititution skal man huske det, glædes over det - og så huske at rose lederen også. For jeg ved fra bekendte, at de nok skal få massere af ris, men at de for sjældent får ros. (Hvis man én gang har hørt en pædagog fortælle, hvordan forældre grædende har taget afsked med en institution, de og deres børn har elsket, så ved man, hvor længe det er benzin for dem til at gøre mere end det, de får løn for).
I dag kan jeg faktisk ærge mig over, at vi ikke roste særligt en pædagog mere. Hun gjorde al forskellen og hendes stue var den eneste der fungerede i en hel institution. Hun fortjente virkelig ros og kærlighed
"Courage is what it takes to stand up and speak; courage is also what it takes to sit down and listen." - Churchill