Tråden for teenageforældre

[Ata]

Jeg kan godt se jeg er kommet i bad standing nu. Og ja, jeg blev bombastisk, men jeg synes selv at pågældende person viste en ret bombastisk og uempatisk tilgang til bonusdatter. Jeg reagerer nok lidt på, at jeg synes bonusdatter generelt er omtalt negativt og uempatisk i flere tråde. Og nu så dette. Og ja, jeg reagerer helt sikkert ud fra, at jeg hver dag arbejder med mennesker som er præget af netop dette. Bonusforældre som behandler dem uempatisk. Forældre som havde for travlt til at tage sig af deres børn. Forældre der ikke ser, hvad deres ansvar er. Børn som bliver overset eller får for meget ansvar. Forældre der absolut ikke ser det. Det har jeg måske for lav tolerance for efter at have arbejdet med det i 11 år. Jeg trækker mig fra tråden nu. Jeg er ked af hvis jeg fik formuleret mig for firkantet og uempatisk, men står grundlæggende på mål for budskabet…

Har du overvejet, om du er påvirket af din egen baggrund?

Vi er alle påvirket af vores egen baggrund og ja, selvfølgelig reagerer man mere på inkompetent forældreskab, når man selv ved, hvordan det kan sætte sig i en. Hvis det diskvalificerede folk til at mene noget eller arbejde med emnet, så er min vurdering, at 50-80 % af alle psykologer og socialrådgivere måtte forlade feltet.

Når det så er sagt, har jeg ingen bonusmor, men til gengæld både masser af teoretisk og klinisk erfaring med, hvordan det at være bonusbarn er sårbart. Og denne tråd er ikke første gang, hvor jeg har fået ondt i maven over, hvad den her pige står i. Det er jo et klassisk tema ikke at være super velkommen i fars nye familie og også at der forventes noget af en, som ikke ville blive forventet af de andre børn i familien.

Jeg ved godt, at jeg til tider argumenterer hårdt, men det synes jeg også man må kunne rumme i en debat. Jeg har selv fået 7000 hårde svar, som man også sagtens kunne kalde lede (fra dig blandt andet, Sofakartoflen), og det har jeg taget med som en del af pakken ved at lægge sit liv til debat.Hvis debatten bare skal være en rygklapperklub, så er det ikke et sted, jeg får noget ud af. Hverken som den der får svar eller giver svar. Jeg synes det er fedest, når vi kan diskutere sagen, fremfor straks at blive forurettede og give os til at pege fingre ad hinandens måde at svare på. Men måske er dette sted et andet rum end det plejede at være, og det skal jeg måske bare til at fatte.

Men er der nogensinde nogen, der har skrevet til dig at du skulle have ladet være med at få børn eller have nøjedes med et? Det gjorde helt ondt på mig at læse dit indlæg og det var ikke engang til mig. Hvorfor skal Urte have sådan en sviner? Det er jo ikke debat.

Det har jeg heller ikke skrevet. Jeg har skrevet at hvis man ikke er parat til at tage ansvaret, skal man lade være med at få børn. Hvis man er parat til at tage ansvaret (og kan løfte det), må man få 25 børn for min skyld.

Jo du gjorde. Det kan du ikke sno dig ud af.

Jeg skrev sådan set præcis det: “Det er sgu da ikke et ungt menneskers ansvar! Det er forældrenes og hvis de synes, det ansvar er for stort eller opgaven er for krævende, så skulle de måske have fået nogle færre børn eller slet ingen.”

[Charly]

Der er forskel på at have en hård debatstil og være modbydelig. Synes jeg.
Og jeg synes tonen i denne tråd er tættere på det sidste end bare hård.

Ata, helt ærligt. Ville du selv synes dine svar var rimelig hvis det var dig der var modtager, når du selv deler noget af din egen familiestruktur?

Helt ærligt, så har jeg modtaget svar som var 100 gange mere personlige og modbydelige fra de selvsamme personer, som nu spiller hellige. Og jeg synes ikke, at det er modbydeligt at sige, at man kun skal få det antal børn man selv kan overskue. Det står jeg på mål for herfra og til dommedag.

Fordi man gerne vil have hjælp til ens mindre børn en gang i mellem i ulvetimen, så betyder det jo ikke at man ikke kan overskue sine børn. Den kobling er ikke rimelig, og jeg synes det er at gå direkte efter manden og ikke bolden.

Det handler jo ikke om at pigen skal være hjemme hver dag kl. 16 og tage sig af sine mindre søskende, men om at det er rart at vide om man har en back-up hvis det hele brænder på eller om man skal indrette sig efter at være alene. Mentalt kan det i hvert fald for mig godt gøre en forskel om jeg ved at jeg i dag står 100% for det hele herhjemme eller om mand/knægt på 18 lige kan tage hunden, mens jeg støvsuger.

[fisken80]

Der er forskel på at have en hård debatstil og være modbydelig. Synes jeg.
Og jeg synes tonen i denne tråd er tættere på det sidste end bare hård.

Ata, helt ærligt. Ville du selv synes dine svar var rimelig hvis det var dig der var modtager, når du selv deler noget af din egen familiestruktur?

Helt ærligt, så har jeg modtaget svar som var 100 gange mere personlige og modbydelige fra de selvsamme personer, som nu spiller hellige. Og jeg synes ikke, at det er modbydeligt at sige, at man kun skal få det antal børn man selv kan overskue. Det står jeg på mål for herfra og til dommedag.

Fordi man gerne vil have hjælp til ens mindre børn en gang i mellem i ulvetimen, så betyder det jo ikke at man ikke kan overskue sine børn. Den kobling er ikke rimelig, og jeg synes det er at gå direkte efter manden og ikke bolden.

Det handler jo ikke om at pigen skal være hjemme hver dag kl. 16 og tage sig af sine mindre søskende, men om at det er rart at vide om man har en back-up hvis det hele brænder på eller om man skal indrette sig efter at være alene. Mentalt kan det i hvert fald for mig godt gøre en forskel om jeg ved at jeg i dag står 100% for det hele herhjemme eller om mand/knægt på 18 lige kan tage hunden, mens jeg støvsuger.

Men der må man så indrette sig på at være alene. En pige på 19 skal ikke pålægges at kunne redegøre for, hvornår på eftermiddagen hun er hjemme. Og når hun ER hjemme skal der heller ikke være en konstant forventning om, at hun så træder til og hjælper med børnene. Det er helt urimeligt at forvente det. Det er rimeligt at bede om det i enkelte situationer, hvor alt nedsmelter og hun alligevel er der, men som noget man konsekvent trækker på. Nej.

[Dobbeltkonfekt]

Jeg synes egentlig, der er blevet skudt med skarpt begge veje - og at det nu har eskaleret til, at Ata får skudt en masse i skoene, hun ikke har sagt, mens der bliver udvist forståelse for Urte.

Som jeg læser det, Ata skrev, så siger hun ikke, at lige præcis Urte ikke formår eller evner at tage sig af sine børn. Jeg læser det som en generel indstilling, at SÅFREMT man ikke selv formår at kunne varetage en hverdag med x-antal børn, så skal man helst sørge for at få færre. Føler Urte sig ramt af det? Ja, det gør hun. Og jeg forstår også godt, at både hun og flere andre kan læse det sådan. Men jeg læser egentlig ikke noget sted, at Urte siger, at hun ikke magter hverdagen uden den 19. årige hjælp. Derimod ville det få hendes hverdag til at glide lettere og være mere overskuelig. Og hvis den læsning er rigtig, så er hun jo faktisk slet ikke indenfor Atas skydeskive (hvis jeg altså læser Atas indlæg rigtigt). Det kan også være, jeg har læst både Urte og Ata forkert, og så beklager jeg selvfølgelig at lægge jer tanker og følelser til indtægt, jeg projicerer over på jer. Men jeg synes uanset, det er en ærgerlig eskalering (på begge sider), der til dels ender i personangreb, til dels fjerner fokus fra den konkrete udfordring.

Til det oprindelige spørgsmål: I mit barndomshjem har vi altid givet besked. Både ift. om vi spiste med, men også ift. hvornår vi cirka var hjemme. Hvis der opstod noget, som ændrede det, så sendte man selvfølgelig lige en sms. Jeg er enig i, at man i en familie har et forpligtende fællesskab, så derfor synes jeg, det er naturligt, man lige giver besked, så resten af familien også kan indrette sig efter det. Jeg kan dog mærke, at der er noget i mig, der bliver provokeret af, at behovet for at vide, om hun er hjemme, handler om hjælp til aflastning - for hvem siger, at hun ikke har planer, mens hun er hjemme, som gør at hun ikke kan hjælpe? Jeg siger ikke, det er fordi, at Urte af princip og altid hele tiden forventer, at pigen smider alt, hvad hun har i hænderne. Men det var den følelse, jeg er blevet ramt af i det. Og det falder måske i virkeligheden også tilbage på, at der er forskellige måder at være familie på?

Jeg har reflekteret lidt over, hvorfor jeg bliver provokeret. Jeg tror, det handler om, at jeg kommer fra en familie, hvor kulturen er, at vi altid hjælper hinanden og løbende anerkender hinandens hjælp, så man ikke føler sig taget for givet. Det kan selvfølgelig kun fungere, fordi vi har været en familie for evigt og kender normerne i vores lille familie - for det er klart, at man som en, der træder ind udefra, nemt ville træde ved siden af i den struktur. Ligesom Urtes mands datter måske kommer til i Urtes familie? Så det er egentlig ikke som sådan det, at skulle hjælpe hinanden, jeg bliver trigget af. Jeg bliver trigget af, at det ligesom bliver taget for givet (og underforstået, at det, den anden laver altid er mindre vigtigt), at man jo selvfølgelig kan hjælpe, når man er hjemme. Og det kan man sikkert også meget af tiden. Men jeg synes altid det er ret frustrerende, når andre ligesom bare forventer, at jeg fylder ind for dem. Bliver jeg spurgt, siger jeg ja 99 pct. af gangene, men bliver det bare forventet af mig, så bliver jeg faktisk ret provokeret og føler mig taget for givet. Og så daler min lyst til at hjælpe.

Hvis jeg var den 19. årige pige, der var flyttet ind ved min far, hans nye kone og en flok yngre søskende, havde en økonomi, der sejlede, et uddannelsesforløb, der vist også er noget kuldsejlet samt en mor, der også lyder lidt tvivlsom, så kunne jeg måske godt sidde med en følelse af, at jeg allernådigst havde fået lov til at flytte ind, så jeg kunne være barnepige (Urte, det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke tænker, det er sådan det er, eller sådan du tænker eller føler. Men jeg skriver det alligevel, fordi det måske kunne være sådan, det kan føles for pigen).

Det blev lidt langt, men det var egentlig bare for at prøve at sætte nogle ord på, hvad man (eller i hvert fald jeg) kan reagere på i det.

Når det er sagt, Urte, så synes jeg virkelig også, du står i en vanskelig situation. Dine, mine, vores børn kan være vanskeligt nok - at pigen først flytter ind ved jer som 19. årig, hvor opdragelse er for sent (men hvor man selvfølgelig stadig må og skal stille krav), gør det på ingen måde lettere. Jeg føler virkelig også med dig med nogle af de andre udfordring, der har været med indflytningen. Og når jeg læser de forskellige indlæg sammen, så ser jeg dig helt klart som en god, ordentlig og kærlig voksen i hendes liv. Som forsøger at inkludere, rumme, sætte grænser, som samtidig også skal finde ben i, hvordan der så også bliver plads til dig i jeres nye familiekonstellation. For du er jo blevet lokket ind i noget, som slet ikke er det, der oprindeligt var aftalen. Så der er også mange kameler at sluge (og en masse kameler, der ikke skal sluges). Og det er klart, at der er forskel på at have hende boende midlertidigt, og at hun er flyttet rigtigt ind.

Der er helt klart en meget fin grænse mellem at tage for mange hensyn og stille for mange krav til et barn, der ikke er ens eget, men er en del af ens familie og som skal inkluderes og føle sig som en del af familien, men samtidig kommer fra en helt anden baggrund. Det er en vanskelig situation for jer alle.

Til den konkrete sag: Skåret ind til benet, lyder det for mig, som om det største problem er din mands håndtering, Urte, og den manglende forventningsafstemning, der (måske?) har været i forbindelse med datterens indflytning ved jer. Både ift. at have berøringsangst med at stille krav til sin datter nu (og tidligere), men især bider jeg mærke i, at det lyder som om, han har solgt idéen om, at hans datter skal flytte ind, som om det er en aflastning til dig, så du kan få frie hænder? Er det noget, han har afstemt med hende inden? Hvis han har, er det selvfølgelig helt fair at forvente det. Men hvis han ikke har, så har han lovet noget på hendes vegne, han ikke kan love - og han har samtidig opstillet falske præmisser, du har sagt ja til. Og så lyder det også helt generelt til, at du står med et meget stort ansvar og et tungt læs helt overordnet, som du uanset om hun flyttede ind eller ej, måske burde blive aflastet lidt for? For oven i ansvaret, lyder det heller ikke til, du har vanvittigt meget Urte-tid (apropos lige at få muligheden for at løbe en tur eller lignende) - men igen, det er en tolkning fra min side, så måske rammer jeg skævt. Uanset synes jeg, det lyder som en virkelig god idé du har fremlagt med at lave en oversigt på pligter, man selv kan melde sig på, så der også kommer en større medbestemmelse og ansvarsfølelse. Hvis det betyder noget for dig, at du f.eks. et par gange om ugen havde hendes hjælp med de andre unger, kunne man jo også sige til hende, at det ville være en kæmpehjælp for dig ift. at få hverdagen til at glide lettere, som om I enten fast eller fra uge til uge kunne aftale nogle tidsrum, hvor hun lige holdt øje, så du har to arme? Evt. krydret med, at det jo også, er fordi de små er glade for hende/hun er god til at være sammen med dem etc. (hvis det altså er tilfældet).

[Bergen]

Jeg kan godt se jeg er kommet i bad standing nu. Og ja, jeg blev bombastisk, men jeg synes selv at pågældende person viste en ret bombastisk og uempatisk tilgang til bonusdatter. Jeg reagerer nok lidt på, at jeg synes bonusdatter generelt er omtalt negativt og uempatisk i flere tråde. Og nu så dette. Og ja, jeg reagerer helt sikkert ud fra, at jeg hver dag arbejder med mennesker som er præget af netop dette. Bonusforældre som behandler dem uempatisk. Forældre som havde for travlt til at tage sig af deres børn. Forældre der ikke ser, hvad deres ansvar er. Børn som bliver overset eller får for meget ansvar. Forældre der absolut ikke ser det. Det har jeg måske for lav tolerance for efter at have arbejdet med det i 11 år. Jeg trækker mig fra tråden nu. Jeg er ked af hvis jeg fik formuleret mig for firkantet og uempatisk, men står grundlæggende på mål for budskabet…

Har du overvejet, om du er påvirket af din egen baggrund?

Vi er alle påvirket af vores egen baggrund og ja, selvfølgelig reagerer man mere på inkompetent forældreskab, når man selv ved, hvordan det kan sætte sig i en. Hvis det diskvalificerede folk til at mene noget eller arbejde med emnet, så er min vurdering, at 50-80 % af alle psykologer og socialrådgivere måtte forlade feltet.

Når det så er sagt, har jeg ingen bonusmor, men til gengæld både masser af teoretisk og klinisk erfaring med, hvordan det at være bonusbarn er sårbart. Og denne tråd er ikke første gang, hvor jeg har fået ondt i maven over, hvad den her pige står i. Det er jo et klassisk tema ikke at være super velkommen i fars nye familie og også at der forventes noget af en, som ikke ville blive forventet af de andre børn i familien.

Jeg ved godt, at jeg til tider argumenterer hårdt, men det synes jeg også man må kunne rumme i en debat. Jeg har selv fået 7000 hårde svar, som man også sagtens kunne kalde lede (fra dig blandt andet, Sofakartoflen), og det har jeg taget med som en del af pakken ved at lægge sit liv til debat.Hvis debatten bare skal være en rygklapperklub, så er det ikke et sted, jeg får noget ud af. Hverken som den der får svar eller giver svar. Jeg synes det er fedest, når vi kan diskutere sagen, fremfor straks at blive forurettede og give os til at pege fingre ad hinandens måde at svare på. Men måske er dette sted et andet rum end det plejede at være, og det skal jeg måske bare til at fatte.

Men er der nogensinde nogen, der har skrevet til dig at du skulle have ladet være med at få børn eller have nøjedes med et? Det gjorde helt ondt på mig at læse dit indlæg og det var ikke engang til mig. Hvorfor skal Urte have sådan en sviner? Det er jo ikke debat.

Det har jeg heller ikke skrevet. Jeg har skrevet at hvis man ikke er parat til at tage ansvaret, skal man lade være med at få børn. Hvis man er parat til at tage ansvaret (og kan løfte det), må man få 25 børn for min skyld.

Livet ændrer sig ofte undervejs. Det kan ikke altid forudses. Eller meget sjældent.

Jeg har mødt mange familier, der fik deres børn. Forældre og børn sunde og raske og i plus og overskud. Så skete livet - og der må hjælp til.
Jeg har også mødt forældre, der var ramt af underskud, der på få år fik vendt tilværelsen til overskud.
Ingen familier har brug for at få smidt ret meget i hovedet, men for støtte og anerkendelse, når den søges.
Det er ikke sort/hvid at være en familie. Hellere ikke på debatten.

[Ata]

Jeg synes egentlig, der er blevet skudt med skarpt begge veje - og at det nu har eskaleret til, at Ata får skudt en masse i skoene, hun ikke har sagt, mens der bliver udvist forståelse for Urte.

Som jeg læser det, Ata skrev, så siger hun ikke, at lige præcis Urte ikke formår eller evner at tage sig af sine børn. Jeg læser det som en generel indstilling, at SÅFREMT man ikke selv formår at kunne varetage en hverdag med x-antal børn, så skal man helst sørge for at få færre. Føler Urte sig ramt af det? Ja, det gør hun. Og jeg forstår også godt, at både hun og flere andre kan læse det sådan. Men jeg læser egentlig ikke noget sted, at Urte siger, at hun ikke magter hverdagen uden den 19. årige hjælp. Derimod ville det få hendes hverdag til at glide lettere og være mere overskuelig. Og hvis den læsning er rigtig, så er hun jo faktisk slet ikke indenfor Atas skydeskive (hvis jeg altså læser Atas indlæg rigtigt). Det kan også være, jeg har læst både Urte og Ata forkert, og så beklager jeg selvfølgelig at lægge jer tanker og følelser til indtægt, jeg projicerer over på jer. Men jeg synes uanset, det er en ærgerlig eskalering (på begge sider), der til dels ender i personangreb, til dels fjerner fokus fra den konkrete udfordring.

Det er helt korrekt forstået. Jeg har ingen mening om hvor mange børn Urte skal have eller ikke have. Som i overhovedet ikke. Men jeg mener helt generelt, at man må tage ansvar for det antal børn man selv har valgt at få, og at svaret aldrig kan være, at bonusbørn på 19 år skal inddrages i den daglige afvikling af ulvetimen. Det ansvar er de voksnes, og hvis de ikke vil eller kan påtage sig det, skulle de ikke have udvidet familien.

[Marengs]

Jamen det er nok til dels også rigtig, at jeg har en anstrengt indstilling efterhånden. Jeg synes virkelig vi har prøvet længe, hvor det er blevet modarbejdet af moren.
Det er ikke datteren, men moren (og min mand) som jeg er irriteret på. Det er jo fejl i opdragelsen der gør, at pigen allerede nu har været alt for meget igennem.
Min opdragelse af mine børn er langt "strengere" (ja, de er yngre, så de skulle selvfølgelig gerne få mere selvbestemmelse med tiden), så derfor stikker jeg en føler ud her, for at høre om det er for strengt at man gerne vil vide, hvornår husstandens medlemmer er hjemme.
Det var mit oprindelige indlæg.

Jeg synes Sofakartoflen rammer hovedet på sømmet ret præcist. Det er jo faktisk en fremmed, som er flyttet ind her. Vi har aldrig haft hende boende mere end 2-3 dage før i tiden, så vi skal jo alle sammen finde os til rette i den nye familiekonstellation.

Jeg vil nemlig for alt i verden ikke være "den onde stedmor", men jeg vil heller ikke behandle hende som et råddent æg. Jeg har tænkt mig at liste en række opgaver (en til de store og en til de små) og så får de alle sammen ansvaret for den opgave, når de ellers er her.
Så må jeg se, om det fungerer, eller om jeg skal finde en anden løsning, så alle hjælper lidt mere til.

Har du overskud til at interessere dig for hende? Spørge hende, hvad hun glæder sig til i den kommende uge? Hvad hun frygter? Hvad der har gjort hendes dag god? Om hun har brug for hjælp til noget? Ønsker til mad den/de dage, hun er hjemme? (Kendte du svarene på de spørgsmål, ville du også naturligt vide, om hun var hjemme til spisning…)

Har du overskud til at tænke over, hvad man kan forvente af de to voksne i et barns husstand?

Jeg kan godt læse, spørgsmålet lyder hårdt. Det er det ikke. For mig er “Hvad kan jeg gøre” altid mit valg i frustrerende situationer. Men jeg er oprigtigt i tvivl om, om du har overskuddet?

Du skrev et sted, at det, at hun kunne flytte ind var blevet solgt på, hun kunne hjælpe til. Du satte det i situationstegn. Men måske du skal dykke lidt ned i den skuffelse. Kunne du have fundet på at afvise, hun flyttede ind? Kan du evt omkode dine forventninger til at afspejle virkeligheden?

[Bergen]

Jeg synes egentlig, der er blevet skudt med skarpt begge veje - og at det nu har eskaleret til, at Ata får skudt en masse i skoene, hun ikke har sagt, mens der bliver udvist forståelse for Urte.

Som jeg læser det, Ata skrev, så siger hun ikke, at lige præcis Urte ikke formår eller evner at tage sig af sine børn. Jeg læser det som en generel indstilling, at SÅFREMT man ikke selv formår at kunne varetage en hverdag med x-antal børn, så skal man helst sørge for at få færre. Føler Urte sig ramt af det? Ja, det gør hun. Og jeg forstår også godt, at både hun og flere andre kan læse det sådan. Men jeg læser egentlig ikke noget sted, at Urte siger, at hun ikke magter hverdagen uden den 19. årige hjælp. Derimod ville det få hendes hverdag til at glide lettere og være mere overskuelig. Og hvis den læsning er rigtig, så er hun jo faktisk slet ikke indenfor Atas skydeskive (hvis jeg altså læser Atas indlæg rigtigt). Det kan også være, jeg har læst både Urte og Ata forkert, og så beklager jeg selvfølgelig at lægge jer tanker og følelser til indtægt, jeg projicerer over på jer. Men jeg synes uanset, det er en ærgerlig eskalering (på begge sider), der til dels ender i personangreb, til dels fjerner fokus fra den konkrete udfordring.

Det er helt korrekt forstået. Jeg har ingen mening om hvor mange børn Urte skal have eller ikke have. Som i overhovedet ikke. Men jeg mener helt generelt, at man må tage ansvar for det antal børn man selv har valgt at få, og at svaret aldrig kan være, at bonusbørn på 19 år skal inddrages i den daglige afvikling af ulvetimen. Det ansvar er de voksnes, og hvis de ikke vil eller kan påtage sig det, skulle de ikke have udvidet familien.

Jeg synes, at det er prisen for at flytte ind som 19 årig (hvor man har retten til selv at betale en husleje udenfor forældrenes hjem), at man giver en hånd med i husholdningen. Hun flytter ind i en familie ikke et hotel.
Det er jo ikke fordi forventningerne er tårnhøje til den 19 årige eller ansvaret skubbes videre og forældrene smutter på charterferie.

[LadyFox]

Jeg synes egentlig, der er blevet skudt med skarpt begge veje - og at det nu har eskaleret til, at Ata får skudt en masse i skoene, hun ikke har sagt, mens der bliver udvist forståelse for Urte.

Som jeg læser det, Ata skrev, så siger hun ikke, at lige præcis Urte ikke formår eller evner at tage sig af sine børn. Jeg læser det som en generel indstilling, at SÅFREMT man ikke selv formår at kunne varetage en hverdag med x-antal børn, så skal man helst sørge for at få færre. Føler Urte sig ramt af det? Ja, det gør hun. Og jeg forstår også godt, at både hun og flere andre kan læse det sådan. Men jeg læser egentlig ikke noget sted, at Urte siger, at hun ikke magter hverdagen uden den 19. årige hjælp. Derimod ville det få hendes hverdag til at glide lettere og være mere overskuelig. Og hvis den læsning er rigtig, så er hun jo faktisk slet ikke indenfor Atas skydeskive (hvis jeg altså læser Atas indlæg rigtigt). Det kan også være, jeg har læst både Urte og Ata forkert, og så beklager jeg selvfølgelig at lægge jer tanker og følelser til indtægt, jeg projicerer over på jer. Men jeg synes uanset, det er en ærgerlig eskalering (på begge sider), der til dels ender i personangreb, til dels fjerner fokus fra den konkrete udfordring.

Til det oprindelige spørgsmål: I mit barndomshjem har vi altid givet besked. Både ift. om vi spiste med, men også ift. hvornår vi cirka var hjemme. Hvis der opstod noget, som ændrede det, så sendte man selvfølgelig lige en sms. Jeg er enig i, at man i en familie har et forpligtende fællesskab, så derfor synes jeg, det er naturligt, man lige giver besked, så resten af familien også kan indrette sig efter det. Jeg kan dog mærke, at der er noget i mig, der bliver provokeret af, at behovet for at vide, om hun er hjemme, handler om hjælp til aflastning - for hvem siger, at hun ikke har planer, mens hun er hjemme, som gør at hun ikke kan hjælpe? Jeg siger ikke, det er fordi, at Urte af princip og altid hele tiden forventer, at pigen smider alt, hvad hun har i hænderne. Men det var den følelse, jeg er blevet ramt af i det. Og det falder måske i virkeligheden også tilbage på, at der er forskellige måder at være familie på?

Jeg har reflekteret lidt over, hvorfor jeg bliver provokeret. Jeg tror, det handler om, at jeg kommer fra en familie, hvor kulturen er, at vi altid hjælper hinanden og løbende anerkender hinandens hjælp, så man ikke føler sig taget for givet. Det kan selvfølgelig kun fungere, fordi vi har været en familie for evigt og kender normerne i vores lille familie - for det er klart, at man som en, der træder ind udefra, nemt ville træde ved siden af i den struktur. Ligesom Urtes mands datter måske kommer til i Urtes familie? Så det er egentlig ikke som sådan det, at skulle hjælpe hinanden, jeg bliver trigget af. Jeg bliver trigget af, at det ligesom bliver taget for givet (og underforstået, at det, den anden laver altid er mindre vigtigt), at man jo selvfølgelig kan hjælpe, når man er hjemme. Og det kan man sikkert også meget af tiden. Men jeg synes altid det er ret frustrerende, når andre ligesom bare forventer, at jeg fylder ind for dem. Bliver jeg spurgt, siger jeg ja 99 pct. af gangene, men bliver det bare forventet af mig, så bliver jeg faktisk ret provokeret og føler mig taget for givet. Og så daler min lyst til at hjælpe.

Hvis jeg var den 19. årige pige, der var flyttet ind ved min far, hans nye kone og en flok yngre søskende, havde en økonomi, der sejlede, et uddannelsesforløb, der vist også er noget kuldsejlet samt en mor, der også lyder lidt tvivlsom, så kunne jeg måske godt sidde med en følelse af, at jeg allernådigst havde fået lov til at flytte ind, så jeg kunne være barnepige (Urte, det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke tænker, det er sådan det er, eller sådan du tænker eller føler. Men jeg skriver det alligevel, fordi det måske kunne være sådan, det kan føles for pigen).

Det blev lidt langt, men det var egentlig bare for at prøve at sætte nogle ord på, hvad man (eller i hvert fald jeg) kan reagere på i det.

Når det er sagt, Urte, så synes jeg virkelig også, du står i en vanskelig situation. Dine, mine, vores børn kan være vanskeligt nok - at pigen først flytter ind ved jer som 19. årig, hvor opdragelse er for sent (men hvor man selvfølgelig stadig må og skal stille krav), gør det på ingen måde lettere. Jeg føler virkelig også med dig med nogle af de andre udfordring, der har været med indflytningen. Og når jeg læser de forskellige indlæg sammen, så ser jeg dig helt klart som en god, ordentlig og kærlig voksen i hendes liv. Som forsøger at inkludere, rumme, sætte grænser, som samtidig også skal finde ben i, hvordan der så også bliver plads til dig i jeres nye familiekonstellation. For du er jo blevet lokket ind i noget, som slet ikke er det, der oprindeligt var aftalen. Så der er også mange kameler at sluge (og en masse kameler, der ikke skal sluges). Og det er klart, at der er forskel på at have hende boende midlertidigt, og at hun er flyttet rigtigt ind.

Der er helt klart en meget fin grænse mellem at tage for mange hensyn og stille for mange krav til et barn, der ikke er ens eget, men er en del af ens familie og som skal inkluderes og føle sig som en del af familien, men samtidig kommer fra en helt anden baggrund. Det er en vanskelig situation for jer alle.

Til den konkrete sag: Skåret ind til benet, lyder det for mig, som om det største problem er din mands håndtering, Urte, og den manglende forventningsafstemning, der (måske?) har været i forbindelse med datterens indflytning ved jer. Både ift. at have berøringsangst med at stille krav til sin datter nu (og tidligere), men især bider jeg mærke i, at det lyder som om, han har solgt idéen om, at hans datter skal flytte ind, som om det er en aflastning til dig, så du kan få frie hænder? Er det noget, han har afstemt med hende inden? Hvis han har, er det selvfølgelig helt fair at forvente det. Men hvis han ikke har, så har han lovet noget på hendes vegne, han ikke kan love - og han har samtidig opstillet falske præmisser, du har sagt ja til. Og så lyder det også helt generelt til, at du står med et meget stort ansvar og et tungt læs helt overordnet, som du uanset om hun flyttede ind eller ej, måske burde blive aflastet lidt for? For oven i ansvaret, lyder det heller ikke til, du har vanvittigt meget Urte-tid (apropos lige at få muligheden for at løbe en tur eller lignende) - men igen, det er en tolkning fra min side, så måske rammer jeg skævt. Uanset synes jeg, det lyder som en virkelig god idé du har fremlagt med at lave en oversigt på pligter, man selv kan melde sig på, så der også kommer en større medbestemmelse og ansvarsfølelse. Hvis det betyder noget for dig, at du f.eks. et par gange om ugen havde hendes hjælp med de andre unger, kunne man jo også sige til hende, at det ville være en kæmpehjælp for dig ift. at få hverdagen til at glide lettere, som om I enten fast eller fra uge til uge kunne aftale nogle tidsrum, hvor hun lige holdt øje, så du har to arme? Evt. krydret med, at det jo også, er fordi de små er glade for hende/hun er god til at være sammen med dem etc. (hvis det altså er tilfældet).

Jeg er med på at det OGSÅ er Atas generelle holdning.
Men jeg synes godt nok at det er vildt hvis man kan ikke kan se at det derudover er rettet imod Urte.
Hvis det intet havde med Urte at gøre vil det da være helt vildt tilfældigt at det nævnes på præcis dette tidspunkt, i præcis denne tråd, mens der citeres indlæg der debattere Urtes case, at antal børn i eksemplet matcher Urtes, at alderen på bonusdatteren i eksemplet hat præcis samme alder som Urtes bonusdatter.
At når Urte bliver ramt af det så er reaktionen ikke at "det er en generel holdning der intet har med Urtes forældreevne at gøre, men tvært imod blandt andet:

Jeg synes nu også, at du er forbløffende uimodtagelig for, at dine forventninger var urimelige. Jeg er jo ikke den eneste, der udtrykte den holdning. Men det er da altid nemmere at sætte de ubehagelige kommentarer på ignore end at forholde sig til det.

[Ata]

Jeg synes egentlig, der er blevet skudt med skarpt begge veje - og at det nu har eskaleret til, at Ata får skudt en masse i skoene, hun ikke har sagt, mens der bliver udvist forståelse for Urte.

Som jeg læser det, Ata skrev, så siger hun ikke, at lige præcis Urte ikke formår eller evner at tage sig af sine børn. Jeg læser det som en generel indstilling, at SÅFREMT man ikke selv formår at kunne varetage en hverdag med x-antal børn, så skal man helst sørge for at få færre. Føler Urte sig ramt af det? Ja, det gør hun. Og jeg forstår også godt, at både hun og flere andre kan læse det sådan. Men jeg læser egentlig ikke noget sted, at Urte siger, at hun ikke magter hverdagen uden den 19. årige hjælp. Derimod ville det få hendes hverdag til at glide lettere og være mere overskuelig. Og hvis den læsning er rigtig, så er hun jo faktisk slet ikke indenfor Atas skydeskive (hvis jeg altså læser Atas indlæg rigtigt). Det kan også være, jeg har læst både Urte og Ata forkert, og så beklager jeg selvfølgelig at lægge jer tanker og følelser til indtægt, jeg projicerer over på jer. Men jeg synes uanset, det er en ærgerlig eskalering (på begge sider), der til dels ender i personangreb, til dels fjerner fokus fra den konkrete udfordring.

Til det oprindelige spørgsmål: I mit barndomshjem har vi altid givet besked. Både ift. om vi spiste med, men også ift. hvornår vi cirka var hjemme. Hvis der opstod noget, som ændrede det, så sendte man selvfølgelig lige en sms. Jeg er enig i, at man i en familie har et forpligtende fællesskab, så derfor synes jeg, det er naturligt, man lige giver besked, så resten af familien også kan indrette sig efter det. Jeg kan dog mærke, at der er noget i mig, der bliver provokeret af, at behovet for at vide, om hun er hjemme, handler om hjælp til aflastning - for hvem siger, at hun ikke har planer, mens hun er hjemme, som gør at hun ikke kan hjælpe? Jeg siger ikke, det er fordi, at Urte af princip og altid hele tiden forventer, at pigen smider alt, hvad hun har i hænderne. Men det var den følelse, jeg er blevet ramt af i det. Og det falder måske i virkeligheden også tilbage på, at der er forskellige måder at være familie på?

Jeg har reflekteret lidt over, hvorfor jeg bliver provokeret. Jeg tror, det handler om, at jeg kommer fra en familie, hvor kulturen er, at vi altid hjælper hinanden og løbende anerkender hinandens hjælp, så man ikke føler sig taget for givet. Det kan selvfølgelig kun fungere, fordi vi har været en familie for evigt og kender normerne i vores lille familie - for det er klart, at man som en, der træder ind udefra, nemt ville træde ved siden af i den struktur. Ligesom Urtes mands datter måske kommer til i Urtes familie? Så det er egentlig ikke som sådan det, at skulle hjælpe hinanden, jeg bliver trigget af. Jeg bliver trigget af, at det ligesom bliver taget for givet (og underforstået, at det, den anden laver altid er mindre vigtigt), at man jo selvfølgelig kan hjælpe, når man er hjemme. Og det kan man sikkert også meget af tiden. Men jeg synes altid det er ret frustrerende, når andre ligesom bare forventer, at jeg fylder ind for dem. Bliver jeg spurgt, siger jeg ja 99 pct. af gangene, men bliver det bare forventet af mig, så bliver jeg faktisk ret provokeret og føler mig taget for givet. Og så daler min lyst til at hjælpe.

Hvis jeg var den 19. årige pige, der var flyttet ind ved min far, hans nye kone og en flok yngre søskende, havde en økonomi, der sejlede, et uddannelsesforløb, der vist også er noget kuldsejlet samt en mor, der også lyder lidt tvivlsom, så kunne jeg måske godt sidde med en følelse af, at jeg allernådigst havde fået lov til at flytte ind, så jeg kunne være barnepige (Urte, det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke tænker, det er sådan det er, eller sådan du tænker eller føler. Men jeg skriver det alligevel, fordi det måske kunne være sådan, det kan føles for pigen).

Det blev lidt langt, men det var egentlig bare for at prøve at sætte nogle ord på, hvad man (eller i hvert fald jeg) kan reagere på i det.

Når det er sagt, Urte, så synes jeg virkelig også, du står i en vanskelig situation. Dine, mine, vores børn kan være vanskeligt nok - at pigen først flytter ind ved jer som 19. årig, hvor opdragelse er for sent (men hvor man selvfølgelig stadig må og skal stille krav), gør det på ingen måde lettere. Jeg føler virkelig også med dig med nogle af de andre udfordring, der har været med indflytningen. Og når jeg læser de forskellige indlæg sammen, så ser jeg dig helt klart som en god, ordentlig og kærlig voksen i hendes liv. Som forsøger at inkludere, rumme, sætte grænser, som samtidig også skal finde ben i, hvordan der så også bliver plads til dig i jeres nye familiekonstellation. For du er jo blevet lokket ind i noget, som slet ikke er det, der oprindeligt var aftalen. Så der er også mange kameler at sluge (og en masse kameler, der ikke skal sluges). Og det er klart, at der er forskel på at have hende boende midlertidigt, og at hun er flyttet rigtigt ind.

Der er helt klart en meget fin grænse mellem at tage for mange hensyn og stille for mange krav til et barn, der ikke er ens eget, men er en del af ens familie og som skal inkluderes og føle sig som en del af familien, men samtidig kommer fra en helt anden baggrund. Det er en vanskelig situation for jer alle.

Til den konkrete sag: Skåret ind til benet, lyder det for mig, som om det største problem er din mands håndtering, Urte, og den manglende forventningsafstemning, der (måske?) har været i forbindelse med datterens indflytning ved jer. Både ift. at have berøringsangst med at stille krav til sin datter nu (og tidligere), men især bider jeg mærke i, at det lyder som om, han har solgt idéen om, at hans datter skal flytte ind, som om det er en aflastning til dig, så du kan få frie hænder? Er det noget, han har afstemt med hende inden? Hvis han har, er det selvfølgelig helt fair at forvente det. Men hvis han ikke har, så har han lovet noget på hendes vegne, han ikke kan love - og han har samtidig opstillet falske præmisser, du har sagt ja til. Og så lyder det også helt generelt til, at du står med et meget stort ansvar og et tungt læs helt overordnet, som du uanset om hun flyttede ind eller ej, måske burde blive aflastet lidt for? For oven i ansvaret, lyder det heller ikke til, du har vanvittigt meget Urte-tid (apropos lige at få muligheden for at løbe en tur eller lignende) - men igen, det er en tolkning fra min side, så måske rammer jeg skævt. Uanset synes jeg, det lyder som en virkelig god idé du har fremlagt med at lave en oversigt på pligter, man selv kan melde sig på, så der også kommer en større medbestemmelse og ansvarsfølelse. Hvis det betyder noget for dig, at du f.eks. et par gange om ugen havde hendes hjælp med de andre unger, kunne man jo også sige til hende, at det ville være en kæmpehjælp for dig ift. at få hverdagen til at glide lettere, som om I enten fast eller fra uge til uge kunne aftale nogle tidsrum, hvor hun lige holdt øje, så du har to arme? Evt. krydret med, at det jo også, er fordi de små er glade for hende/hun er god til at være sammen med dem etc. (hvis det altså er tilfældet).

Jeg er med på at det OGSÅ er Atas generelle holdning.
Men jeg synes godt nok at det er vildt hvis man kan ikke kan se at det derudover er rettet imod Urte.
Hvis det intet havde med Urte at gøre vil det da være helt vildt tilfældigt at det nævnes på præcis dette tidspunkt, i præcis denne tråd, mens der citeres indlæg der debattere Urtes case, at antal børn i eksemplet matcher Urtes, at alderen på bonusdatteren i eksemplet hat præcis samme alder som Urtes bonusdatter.
At når Urte bliver ramt af det så er reaktionen ikke at "det er en generel holdning der intet har med Urtes forældreevne at gøre, men tvært imod blandt andet:

Jeg synes nu også, at du er forbløffende uimodtagelig for, at dine forventninger var urimelige. Jeg er jo ikke den eneste, der udtrykte den holdning. Men det er da altid nemmere at sætte de ubehagelige kommentarer på ignore end at forholde sig til det.

Selvfølgelig har det med hende at gøre. Det er jo hendes sag vi diskuterer. Men der er da stor forskel på at sige: Du burde ikke få børn sådan som du opfører dig. Og så at sige: Hvis man ikke tager dette ansvar på sig, skal man ikke få børn. I det sidste tilfælde er det et generelt princip man udlægger og siger: Jeg mener, at dette princip er gældende i denne type sag såvel som i alle andre sager omhandlende det samme. Desuden ligger der en hvis-så-struktur: HVIS du ikke vil tage dette ansvar, SÅ burde du ikke udvide familien. Dvs at hvis man påtager sig ansvaret, så er der ikke et problem. Hvorimod jeg synes det bliver udlagt som, at jeg har ment noget om hvorvidt Urte burde have børn. Det har jeg ikke. Jeg har ment det, at hun - ligesom alle andre - bør tage et bestemt ansvar på sig, når hun har valgt at få børn.

[godtnavn]

Jeg ville forvente at vide om hun var hjemme til maden eller ej, her kunne man f.eks. lave aftalen at spiser man med så er man hjemme kl 17 og hjælper lidt til ved behov den sidste halve time før spisning. Eller indfører nogle faste pligter, f.eks. 1 dag om ugen hvor hun står for maden, noget fast rengøring eller andet. For selvfølgelig skal hun bidrage, men omvendt så kan de flydende rammer i "giv lige en hånd" være svære i en familie man ikke er vant til at være en del af og især i en periode hvor man har det svært. Jeg ville altså ikke forvente at vide om hun var hjemme kl 14 eller 16.

Jeg har fået opfattelsen at hun er et svært sted i livet, og måske derfor har mere brug for at kunne komme hjem og slappe af uden at skulle være klar til at hjælpe med ingen/meget kort varsel. Jeg kunne være bange for hun endte med at holde sig væk fra hjemmet fordi det ikke gav den ro hun har brug for i hendes liv som virker ret kaotisk lige nu. Så jeg ville gå efter klare rammer om hvad der forventes hvornår, så hun ved at selvom hun kommer hjem kl 15 så kan hun slappe af uden forventnigner så længe hun overholder x, y og z som I har aftalt.

Det tror jeg vil give både hende mere ro, overskud og måske også lysten til at være en større del af familien, men også give urte mere aflastning end "måske får jeg noget hjælp" som det er nu.

[Rhododendron]

Der er forskel på at have en hård debatstil og være modbydelig. Synes jeg.
Og jeg synes tonen i denne tråd er tættere på det sidste end bare hård.

Ata, helt ærligt. Ville du selv synes dine svar var rimelig hvis det var dig der var modtager, når du selv deler noget af din egen familiestruktur?

Helt ærligt, så har jeg modtaget svar som var 100 gange mere personlige og modbydelige fra de selvsamme personer, som nu spiller hellige. Og jeg synes ikke, at det er modbydeligt at sige, at man kun skal få det antal børn man selv kan overskue. Det står jeg på mål for herfra og til dommedag.

Fordi man gerne vil have hjælp til ens mindre børn en gang i mellem i ulvetimen, så betyder det jo ikke at man ikke kan overskue sine børn. Den kobling er ikke rimelig, og jeg synes det er at gå direkte efter manden og ikke bolden.

Det handler jo ikke om at pigen skal være hjemme hver dag kl. 16 og tage sig af sine mindre søskende, men om at det er rart at vide om man har en back-up hvis det hele brænder på eller om man skal indrette sig efter at være alene. Mentalt kan det i hvert fald for mig godt gøre en forskel om jeg ved at jeg i dag står 100% for det hele herhjemme eller om mand/knægt på 18 lige kan tage hunden, mens jeg støvsuger.

Men der må man så indrette sig på at være alene. En pige på 19 skal ikke pålægges at kunne redegøre for, hvornår på eftermiddagen hun er hjemme. Og når hun ER hjemme skal der heller ikke være en konstant forventning om, at hun så træder til og hjælper med børnene. Det er helt urimeligt at forvente det. Det er rimeligt at bede om det i enkelte situationer, hvor alt nedsmelter og hun alligevel er der, men som noget man konsekvent trækker på. Nej.

Hvor læser du at det er noget bonusdatter konstant skal stå klar til?

Urtes familie er nok ikke som flest, pga. den store aldersforskel på ældste og yngste barn, men jeg synes på et helt generelt plan at diskussionen er spændende, i og med at jeg tror vores unge mennesker bor hjemme i længere tid, end min generation gjorde. Ved hvilken alder begynder man at se dem som voksne i husstanden, eller gør man slet ikke det, selvom de bor hjemme til de er i midten af 20’erne?

Jeg har skrevet om min holdning tidligere, men det er spændende at høre andres meninger, da jeg ellers kun kan sammenligne med mine børns venner. Og den sammenligning er nok ikke altid korrekt. For mine børns “alle de andre må xxx” -svada skal nok tages med et gran salt

[fisken80]

Der er forskel på at have en hård debatstil og være modbydelig. Synes jeg.
Og jeg synes tonen i denne tråd er tættere på det sidste end bare hård.

Ata, helt ærligt. Ville du selv synes dine svar var rimelig hvis det var dig der var modtager, når du selv deler noget af din egen familiestruktur?

Helt ærligt, så har jeg modtaget svar som var 100 gange mere personlige og modbydelige fra de selvsamme personer, som nu spiller hellige. Og jeg synes ikke, at det er modbydeligt at sige, at man kun skal få det antal børn man selv kan overskue. Det står jeg på mål for herfra og til dommedag.

Fordi man gerne vil have hjælp til ens mindre børn en gang i mellem i ulvetimen, så betyder det jo ikke at man ikke kan overskue sine børn. Den kobling er ikke rimelig, og jeg synes det er at gå direkte efter manden og ikke bolden.

Det handler jo ikke om at pigen skal være hjemme hver dag kl. 16 og tage sig af sine mindre søskende, men om at det er rart at vide om man har en back-up hvis det hele brænder på eller om man skal indrette sig efter at være alene. Mentalt kan det i hvert fald for mig godt gøre en forskel om jeg ved at jeg i dag står 100% for det hele herhjemme eller om mand/knægt på 18 lige kan tage hunden, mens jeg støvsuger.

Men der må man så indrette sig på at være alene. En pige på 19 skal ikke pålægges at kunne redegøre for, hvornår på eftermiddagen hun er hjemme. Og når hun ER hjemme skal der heller ikke være en konstant forventning om, at hun så træder til og hjælper med børnene. Det er helt urimeligt at forvente det. Det er rimeligt at bede om det i enkelte situationer, hvor alt nedsmelter og hun alligevel er der, men som noget man konsekvent trækker på. Nej.

Hvor læser du at det er noget bonusdatter konstant skal stå klar til?

Urtes familie er nok ikke som flest, pga. den store aldersforskel på ældste og yngste barn, men jeg synes på et helt generelt plan at diskussionen er spændende, i og med at jeg tror vores unge mennesker bor hjemme i længere tid, end min generation gjorde. Ved hvilken alder begynder man at se dem som voksne i husstanden, eller gør man slet ikke det, selvom de bor hjemme til de er i midten af 20’erne?

Jeg har skrevet om min holdning tidligere, men det er spændende at høre andres meninger, da jeg ellers kun kan sammenligne med mine børns venner. Og den sammenligning er nok ikke altid korrekt. For mine børns “alle de andre må xxx” -svada skal nok tages med et gran salt

Hvis ikke det er fordi hun skal kunne give en hånd med, hvorfor skulle det så være nødvendigt at vide, hvad tid hun var hjemme? Så ville det jo være rigeligt at vide om hun var der til at spise med.
Jeg boede hjemme til jeg var 21, og jeg blev anset som voksen fra jeg startede i gymnasiet som 17-årig. Jeg havde selvfølgelig stadig pligter, men mine forældre forventede ikke længere, at jeg præcis redegjorde for, hvor jeg var henne og hvor længe jeg var det. Min mor skulle vide om jeg var der til aftensmaden, det var det.
Jeg havde f.eks. heller ikke et bestemt tidspunkt jeg skulle være hjemme efter fester da jeg startede i gymnasiet, jeg kom hjem når jeg kom hjem. Sov jeg et andet sted skulle jeg dog give besked, så de ikke troede jeg var kommet noget til, hvis de stod op næste morgen og jeg ikke var der. Men om jeg kom hjem kl. 1 eller kl. 3 eller kl. 5 det var de ligeglade med, det styrede jeg selv. Så længe jeg ikke vækkede dem.

[Rhododendron]

Hvis ikke det er fordi hun skal kunne give en hånd med, hvorfor skulle det så være nødvendigt at vide, hvad tid hun var hjemme? Så ville det jo være rigeligt at vide om hun var der til at spise med.
Jeg boede hjemme til jeg var 21, og jeg blev anset som voksen fra jeg startede i gymnasiet som 17-årig. Jeg havde selvfølgelig stadig pligter, men mine forældre forventede ikke længere, at jeg præcis redegjorde for, hvor jeg var henne og hvor længe jeg var det. Min mor skulle vide om jeg var der til aftensmaden, det var det.
Jeg havde f.eks. heller ikke et bestemt tidspunkt jeg skulle være hjemme efter fester da jeg startede i gymnasiet, jeg kom hjem når jeg kom hjem. Sov jeg et andet sted skulle jeg dog give besked, så de ikke troede jeg var kommet noget til, hvis de stod op næste morgen og jeg ikke var der. Men om jeg kom hjem kl. 1 eller kl. 3 eller kl. 5 det var de ligeglade med, det styrede jeg selv. Så længe jeg ikke vækkede dem.

Jeg tror det er for at vide om der er mulighed for at spørge om hendes hjælp, HVIS Urte har brug for det og ikke fordi hun konstant skal stå til rådighed bare fordi hun er hjemme. Jeg læser heller ikke at bonusdatter skal redegøre for hvor hun er når hun ikke er hjemme, eller være hjemme til en bestemt tid.

I mit hjem kan min viden om hjemkomsttidspunktet også bruges, hvis jeg opdager vi mangler en ingrediens til aftensmaden, for så kan jeg bede (min fiktive) bonusdatter om at købe det med hjem. Mine teenagere er søde til at skrive og spørge om vi mangler noget, hvis de alligevel svinger forbi supermarkedet på vej hjem fra skole, men det er noget de har lært fordi jeg forventer af dem, at de tænker på andet end deres egne behov for snacks.

Mit spørgsmål om hvornår man betragtes som voksen, udspringer egentlig af holdningen om at forældre selv har valgt at få børn og dermed har ansvar for at få familien til at løbe rundt, herunder at det ikke er bonusdatterens ansvar at passe mindre søskende.
Kan man forvente af sit 17-23 årige barn at de tager medansvar for madlavning, tøjvask, rengøring og hvad der ellers hører til en husholdning, eller skal de kun gøre det de har lyst til? Jeg tror f.eks. mine børn vil føle sig låst hvis de havde x antal faste maddage, for det ville dræbe spontaniteten, så de pligter de har er nogle der kan udføres på forskellige tidspunkter. Dog er der nogle pligter som ikke kan udføres sent om aftenen, uden det går ud over andre, så der må man sørge for at det er udført inden det bliver for sent.
Men hvis de er hjemme om eftermiddagen, afstemmer vi forventninger om hvad de har af planer (udover de faste pligter) og i hvilket omfang jeg kan inddrage dem i mine planer.
Det kan også være de har brug for min hjælp til noget, og så får vi det så vidt muligt passet sammen, så ingen af os skal afbryde en aktivitet.

Jeg har hørt om at en skoleleder udtalte at de aldrig har oplevet så mange elever, der ikke mener fællesskabet gælder dem. Forstået på den måde, at når der skal løftes i flok og gøres en ekstra indsats, er der altid nogle som ikke tænker det vedrører dem. Jeg tror det er et generelt problem at vores børn og unge er meget lyststyret, fordi de ikke behøver vente på at deres behov bliver opfyldt. Deres mad er kun et klik væk, vennerne er tilgængelige 24-7 og forældrene er i mange familier et kæmpe serviceorgan, som prøver at mindske presset på podernes skuldre. I min optik skaber det desværre en generation som bliver forvirrede og endnu mere presset, fordi de ikke er vant til at tilsidesætte egne behov, og hele tiden er styret af hvad de har lyst til i nuet.
Jeg er ikke ude i at de unge skal piskes og udføre alle huslige pligter, men jeg tror på de får en masse godt ud af at vide familien er et forpligtende fællesskab, og at ens egen lyst ikke altid kan komme i første række. Jeg tror også det tager noget af presset fra deres skuldre, når de ved hvad de har at forholde sig til, så alle ting ikke skal analyseres, mærkes og diskuteres først, men simpelthen bare skal gøres fordi det forventes af en.
Jeg kan se på mine egne teenagere at de ind imellem bliver overrasket over hvad der sker i kulissen, for at holde familiestrukturen kørende, men hvis jeg ikke fortalte dem det ville de ikke vide at de kunne hjælpe med den tjans.

En anden ting jeg har tænkt over, som hænger lidt sammen med det om fællesskabsfølelsen, er nogle teenagers holdning til penge. De bestiller f.eks. takeaway i tide og utide, uden at tænke over hvad det koster, for de har jo lyst nu og her Jeg har ikke indtryk af at de nogensinde taler om at de ikke har råd til X og Y, og de kunne ikke drømme om at samle en pantflaske op eller gemme dem de selv køber. De bliver bombarderet med skjult reklame gennem deres apps, og de har enormt fokus på at fremstille sig selv perfekt. De vil helst tjene hurtige og nemme penge, og fritidsjobs vælges fra hvis de ikke er seje nok.
Det er sådan en influencer-agtig tilgang til økonomi

[Ata]

Hvis ikke det er fordi hun skal kunne give en hånd med, hvorfor skulle det så være nødvendigt at vide, hvad tid hun var hjemme? Så ville det jo være rigeligt at vide om hun var der til at spise med.
Jeg boede hjemme til jeg var 21, og jeg blev anset som voksen fra jeg startede i gymnasiet som 17-årig. Jeg havde selvfølgelig stadig pligter, men mine forældre forventede ikke længere, at jeg præcis redegjorde for, hvor jeg var henne og hvor længe jeg var det. Min mor skulle vide om jeg var der til aftensmaden, det var det.
Jeg havde f.eks. heller ikke et bestemt tidspunkt jeg skulle være hjemme efter fester da jeg startede i gymnasiet, jeg kom hjem når jeg kom hjem. Sov jeg et andet sted skulle jeg dog give besked, så de ikke troede jeg var kommet noget til, hvis de stod op næste morgen og jeg ikke var der. Men om jeg kom hjem kl. 1 eller kl. 3 eller kl. 5 det var de ligeglade med, det styrede jeg selv. Så længe jeg ikke vækkede dem.

Jeg tror det er for at vide om der er mulighed for at spørge om hendes hjælp, HVIS Urte har brug for det og ikke fordi hun konstant skal stå til rådighed bare fordi hun er hjemme. Jeg læser heller ikke at bonusdatter skal redegøre for hvor hun er når hun ikke er hjemme, eller være hjemme til en bestemt tid.

I mit hjem kan min viden om hjemkomsttidspunktet også bruges, hvis jeg opdager vi mangler en ingrediens til aftensmaden, for så kan jeg bede (min fiktive) bonusdatter om at købe det med hjem. Mine teenagere er søde til at skrive og spørge om vi mangler noget, hvis de alligevel svinger forbi supermarkedet på vej hjem fra skole, men det er noget de har lært fordi jeg forventer af dem, at de tænker på andet end deres egne behov for snacks.

Mit spørgsmål om hvornår man betragtes som voksen, udspringer egentlig af holdningen om at forældre selv har valgt at få børn og dermed har ansvar for at få familien til at løbe rundt, herunder at det ikke er bonusdatterens ansvar at passe mindre søskende.
Kan man forvente af sit 17-23 årige barn at de tager medansvar for madlavning, tøjvask, rengøring og hvad der ellers hører til en husholdning, eller skal de kun gøre det de har lyst til? Jeg tror f.eks. mine børn vil føle sig låst hvis de havde x antal faste maddage, for det ville dræbe spontaniteten, så de pligter de har er nogle der kan udføres på forskellige tidspunkter. Dog er der nogle pligter som ikke kan udføres sent om aftenen, uden det går ud over andre, så der må man sørge for at det er udført inden det bliver for sent.
Men hvis de er hjemme om eftermiddagen, afstemmer vi forventninger om hvad de har af planer (udover de faste pligter) og i hvilket omfang jeg kan inddrage dem i mine planer.
Det kan også være de har brug for min hjælp til noget, og så får vi det så vidt muligt passet sammen, så ingen af os skal afbryde en aktivitet.

Jeg har hørt om at en skoleleder udtalte at de aldrig har oplevet så mange elever, der ikke mener fællesskabet gælder dem. Forstået på den måde, at når der skal løftes i flok og gøres en ekstra indsats, er der altid nogle som ikke tænker det vedrører dem. Jeg tror det er et generelt problem at vores børn og unge er meget lyststyret, fordi de ikke behøver vente på at deres behov bliver opfyldt. Deres mad er kun et klik væk, vennerne er tilgængelige 24-7 og forældrene er i mange familier et kæmpe serviceorgan, som prøver at mindske presset på podernes skuldre. I min optik skaber det desværre en generation som bliver forvirrede og endnu mere presset, fordi de ikke er vant til at tilsidesætte egne behov, og hele tiden er styret af hvad de har lyst til i nuet.
Jeg er ikke ude i at de unge skal piskes og udføre alle huslige pligter, men jeg tror på de får en masse godt ud af at vide familien er et forpligtende fællesskab, og at ens egen lyst ikke altid kan komme i første række. Jeg tror også det tager noget af presset fra deres skuldre, når de ved hvad de har at forholde sig til, så alle ting ikke skal analyseres, mærkes og diskuteres først, men simpelthen bare skal gøres fordi det forventes af en.
Jeg kan se på mine egne teenagere at de ind imellem bliver overrasket over hvad der sker i kulissen, for at holde familiestrukturen kørende, men hvis jeg ikke fortalte dem det ville de ikke vide at de kunne hjælpe med den tjans.

En anden ting jeg har tænkt over, som hænger lidt sammen med det om fællesskabsfølelsen, er nogle teenagers holdning til penge. De bestiller f.eks. takeaway i tide og utide, uden at tænke over hvad det koster, for de har jo lyst nu og her Jeg har ikke indtryk af at de nogensinde taler om at de ikke har råd til X og Y, og de kunne ikke drømme om at samle en pantflaske op eller gemme dem de selv køber. De bliver bombarderet med skjult reklame gennem deres apps, og de har enormt fokus på at fremstille sig selv perfekt. De vil helst tjene hurtige og nemme penge, og fritidsjobs vælges fra hvis de ikke er seje nok.
Det er sådan en influencer-agtig tilgang til økonomi

Jeg er helt enig i, at en familie er et forpligtende fællesskab. Min holdning er dog også, at det ikke er de ældre børn, der har valgt, at forældrene fik 1-2-3-4 børn mere. Så lige den opgave synes jeg, at forældrene selv må tage ansvaret for. Især fordi pasning af små børn er noget af det mest indgribende og ufleksible (og møgirriterende, hvis du spørger mig) man kan blive pålagt. Vasketøj, madlavning, rengøring - det kan man som ungt menneske selv tilrettelægge og få udført, når det passer i ens øvrige liv.

Jeg synes, at sålænge unge mennesker bor hjemme, skal de bidrage med noget af det praktiske. Men de skal gøre det indenfor rammerne af et selvstændigt ungdomsliv, hvor de selv kan tage ansvar for, hvornår og hvordan de løser de opgaver, de får. Og i min verden så står det at skulle give besked om, hvorvidt man er hjemme kl. 16 eller 17 i skærende kontrast til netop det, at der er tale om et voksent ungt menneske med eget liv. Jeg synes ikke, at man kan tillade sig at hive småbørnslivets begrænsninger nedover en teenager. De begrænsninger på være forbeholdt de to, som valgte at få børnene - og så kan de selvfølgelig bede om hjælp, når det hele brænder på, men ikke som noget man forlader sig på på daglig basis.