Tråden for teenageforældre

[Polaris]

Jeg synes, at det er helt rimeligt at en 19-årig bidrager i en husholdning - og i øvrigt også at en på 10 eller 13 år gør. Som jeg forstår det, så får hun som voksent menneske kost og logi uden beregning. Hun er jo netop ikke en lejer og det forpligter at være en del af en familie.

I den alder mens mine to ældste havde sabbatår, så havde de skiftende arbejdstider inkl. aften og weekendarbejde. Der lagde de deres vagtplan op i familiechatten, så alle vidste ca. hvornår de var hjemme. Jeg har i øvrigt altid insisteret på at jeg ville vide hvem der var i mit hjem, så venner på besøg, overnattende kærester mv. er blevet lagt op i familiechatten. Ikke fordi der skulle spørges om lov, men fordi jeg synes det er ubehageligt ikke at vide det.

Jeg tror, at jeg ville spørge om hvad hun gerne ville bidrage med og så have en fast aftale om det fx rengøring af badeværelse, tømning af opvaskemaskine mandag, onsdag, fredag og maddag torsdag eller hvad det nu kunne være. Jeg ville holde mig fra adhoc opgaver som børnepasning til hende. Er det helt umuligt at manden kan træde til og aflaste/I kan være to om det ved madlavning og lige omkring spisetid?

[Urtekussen]

Min mand er ofte først hjemme 17.30, desværre.
Derfor "solgte" han også at hun flyttede ind på at "så kan hun hjælpe dig lidt og du kan nemt lige få en løbetur eller lave mad, mens hun ser efter ungerne".
Faktisk er det ofte mig, som siger at hun ikke bør kigge efter dem så længe, som han synes hun kan. I morgen skal han ud at køre i mere end en time, så skulle hun stå med dem alene. Det sagde jeg nej til, netop fordi jeg synes det er for meget med 3 børn alene i en time, når man kun er 19 og de små er 5 og derunder.

Hun bor pt gratis, men skal betale 1500 kr fra april til kost og logi. Da har vi købt en beboelsesvogn, som hun kan være i, så alle får mere privatliv.

[Polaris]

Bonusdatter kendte jo godt til vores familiestruktur, da hun valgte at flytte ind her.

I øvrigt kunne min mand vel lave maden?

Ja, det kunne han. Og hvis du gerne vil have at han gør det, så må du jo tage den snak med ham.
At din mands datter kendte jeres familiestruktur er da ikke det samme som at hun regnede med, at hun skal stå til rådighed for børnepasning hver gang hun er hjemme. For det er jo det du lægger op til. At hvis hun er der så skal hun aflaste dig så du f.eks. kan lave mad. Og det kan man ikke bare forvente.

Hvorfor man ikke forvente det? Jeg er med på at man ikke bare skal forpligte en teenager i sådan en grad at de ikke kan have en egen tilværelse med venner, hobbyer, arbejde osv.
Men en husstand er vel en form for fællesskab, og et fællesskab kan jo se forskellige ud, men som regel medfører det nogle rammer og forpligtelser af en eller anden art.

Privilegiet ved at være 18+ er jo så at man skal melde sig ud af fællesskabet hvis man ikke bryder sig om det.

Da jeg var teenager har mit bidrag til fællesskabet været at se lidt efter en mindre søskende - ikke i (synes jeg) et voldsomt omfang. Men var jeg hjemme så var det ganske naturligt f.eks. lige at se efter min søster mens den forælder der var hjemme lige hentede vasketøj der hang i gården eller lige smuttede i ned efter de glemte løg.
Det ville ikke velset ikke at ville det - men omvendt gerne ville nyde godt at fællesskabets priviligerer.
Jeg dækkede også bord når jeg var hjemme og spise, på trods af at jeg ikke havde været medbestemmende omkring hvor mange der skulle dækkes op til, eller om der var nogle der drak noget andet end mig.
Generelt havde jeg mindre pligter end andre jævnaldrende jeg kendte - men altså, lidt blev der altså forventet også af opgaver der mere var til gavn for at få hverdagen til at spille end de var direkte til gavn for mig selv.

Selvfølgelig er det rimeligt at forvente, at alle hjælper til. Men i min verden er der GODT NOK langt fra at blive bedt om at kigge efter lillesøster i 10 minutter, mens mor er i gården (og man alligevel var hjemme) til, at det forventes, at man hver dag melder ind, hvad tid man kommer hjem, så man kan indregnes i planlægningen af babysitning under madlavningen.

Jeg synes, det er rimeligt at forvente, at man bidrager med nogle pligter, som vedrører de behov man har i husstanden - mad, rengøring, rent tøj. Børnepasning har jeg det sådan med, at det er simpelthen de voksnes ansvar, og der skal ikke regelmæssigt inddrages ældre søskende som dem, der lige skal få familien til at køre rundt. Jeg synes, at det er et stort indgreb i et ungt menneskes liv at forvente, at personen hver dag skal planlægge efter, meddele i forhold til og evt. deltage i afviklingen af ulvetimen i en børnefamilie. Det er sgu da ikke et ungt menneskers ansvar! Det er forældrenes og hvis de synes, det ansvar er for stort eller opgaven er for krævende, så skulle de måske have fået nogle færre børn eller slet ingen.

Really? Synes du virkelig at det er OK at skrive?

Jeg tænker, at der flytter en ekstra person ind i et hjem også er et indgreb i de øvrige beboeres hverdag. Når man er 19 år, så har man også muligheden for at flytte hvis man ikke bryder sig om forholdene.

[Ata]

Bonusdatter kendte jo godt til vores familiestruktur, da hun valgte at flytte ind her.

I øvrigt kunne min mand vel lave maden?

Ja, det kunne han. Og hvis du gerne vil have at han gør det, så må du jo tage den snak med ham.
At din mands datter kendte jeres familiestruktur er da ikke det samme som at hun regnede med, at hun skal stå til rådighed for børnepasning hver gang hun er hjemme. For det er jo det du lægger op til. At hvis hun er der så skal hun aflaste dig så du f.eks. kan lave mad. Og det kan man ikke bare forvente.

Hvorfor man ikke forvente det? Jeg er med på at man ikke bare skal forpligte en teenager i sådan en grad at de ikke kan have en egen tilværelse med venner, hobbyer, arbejde osv.
Men en husstand er vel en form for fællesskab, og et fællesskab kan jo se forskellige ud, men som regel medfører det nogle rammer og forpligtelser af en eller anden art.

Privilegiet ved at være 18+ er jo så at man skal melde sig ud af fællesskabet hvis man ikke bryder sig om det.

Da jeg var teenager har mit bidrag til fællesskabet været at se lidt efter en mindre søskende - ikke i (synes jeg) et voldsomt omfang. Men var jeg hjemme så var det ganske naturligt f.eks. lige at se efter min søster mens den forælder der var hjemme lige hentede vasketøj der hang i gården eller lige smuttede i ned efter de glemte løg.
Det ville ikke velset ikke at ville det - men omvendt gerne ville nyde godt at fællesskabets priviligerer.
Jeg dækkede også bord når jeg var hjemme og spise, på trods af at jeg ikke havde været medbestemmende omkring hvor mange der skulle dækkes op til, eller om der var nogle der drak noget andet end mig.
Generelt havde jeg mindre pligter end andre jævnaldrende jeg kendte - men altså, lidt blev der altså forventet også af opgaver der mere var til gavn for at få hverdagen til at spille end de var direkte til gavn for mig selv.

Selvfølgelig er det rimeligt at forvente, at alle hjælper til. Men i min verden er der GODT NOK langt fra at blive bedt om at kigge efter lillesøster i 10 minutter, mens mor er i gården (og man alligevel var hjemme) til, at det forventes, at man hver dag melder ind, hvad tid man kommer hjem, så man kan indregnes i planlægningen af babysitning under madlavningen.

Jeg synes, det er rimeligt at forvente, at man bidrager med nogle pligter, som vedrører de behov man har i husstanden - mad, rengøring, rent tøj. Børnepasning har jeg det sådan med, at det er simpelthen de voksnes ansvar, og der skal ikke regelmæssigt inddrages ældre søskende som dem, der lige skal få familien til at køre rundt. Jeg synes, at det er et stort indgreb i et ungt menneskes liv at forvente, at personen hver dag skal planlægge efter, meddele i forhold til og evt. deltage i afviklingen af ulvetimen i en børnefamilie. Det er sgu da ikke et ungt menneskers ansvar! Det er forældrenes og hvis de synes, det ansvar er for stort eller opgaven er for krævende, så skulle de måske have fået nogle færre børn eller slet ingen.

Really? Synes du virkelig at det er OK at skrive?

Jeg tænker, at der flytter en ekstra person ind i et hjem også er et indgreb i de øvrige beboeres hverdag. Når man er 19 år, så har man også muligheden for at flytte hvis man ikke bryder sig om forholdene.

Måske er jeg præget af at jeg hver dag arbejder med mennesker, som er præget af forældre, der ikke tog ansvar.

Men ja, jeg står 100% ved, at hvis forældre ikke kan få ulvetimen til at fungere sammen, mens de har små børn, så synes jeg, det er hovedløst at få en masse børn på få år. Jeg kunne umuligt tage mig adækvat af fire eller fem børn. Det tror jeg mange andre kan. Men hvis vi er derude, hvor ens 19- årige bonusdatter skal være den, der får det til at hænge sammen, så synes jeg det vidner om, at man nok skulle prioritere - eller have prioriteret - anderledes.

Men det er åbenbart no-go at sige. Til gengæld er det rigtig cool at bakke debattører op i, hvor rådne deres forældre er. Den logik hænger dårligt sammen for mig. Debattørernes børn bliver jo også voksne en dag… Men logikken er måske at vi bare skal bakke debattører op uanset hvilket møg de serverer?

[Mani]

Måske er jeg præget af at jeg hver dag arbejder med mennesker, som er præget af forældre, der ikke tog ansvar.

Men ja, jeg står 100% ved, at hvis forældre ikke kan få ulvetimen til at fungere sammen, mens de har små børn, så synes jeg, det er hovedløst at få en masse børn på få år. Jeg kunne umuligt tage mig adækvat af fire eller fem børn. Det tror jeg mange andre kan. Men hvis vi er derude, hvor ens 19- årige bonusdatter skal være den, der får det til at hænge sammen, så synes jeg det vidner om, at man nok skulle prioritere - eller have prioriteret - anderledes.

Men det er åbenbart no-go at sige. Til gengæld er det rigtig cool at bakke debattører op i, hvor rådne deres forældre er. Den logik hænger dårligt sammen for mig. Debattørernes børn bliver jo også voksne en dag… Men logikken er måske at vi bare skal bakke debattører op uanset hvilket møg de serverer?

Jeg tænker at en ekstra beboer der agere som det passer vedkommende og skal have serveret mad og vasket tøj også slider på tålmodigheden. Det kan den ekstra beboer så afhjælpe med at give en hånd med af og til.

Jeg synes du er langt over grænsen her - at skrive Urte serverer møg og at hun skulle have valgt anderledes ift sine børn fordi hun forventer en 19 årig der flytter ind giver en hånd med.

[LadyFox]

Bonusdatter kendte jo godt til vores familiestruktur, da hun valgte at flytte ind her.

I øvrigt kunne min mand vel lave maden?

Ja, det kunne han. Og hvis du gerne vil have at han gør det, så må du jo tage den snak med ham.
At din mands datter kendte jeres familiestruktur er da ikke det samme som at hun regnede med, at hun skal stå til rådighed for børnepasning hver gang hun er hjemme. For det er jo det du lægger op til. At hvis hun er der så skal hun aflaste dig så du f.eks. kan lave mad. Og det kan man ikke bare forvente.

Hvorfor man ikke forvente det? Jeg er med på at man ikke bare skal forpligte en teenager i sådan en grad at de ikke kan have en egen tilværelse med venner, hobbyer, arbejde osv.
Men en husstand er vel en form for fællesskab, og et fællesskab kan jo se forskellige ud, men som regel medfører det nogle rammer og forpligtelser af en eller anden art.

Privilegiet ved at være 18+ er jo så at man skal melde sig ud af fællesskabet hvis man ikke bryder sig om det.

Da jeg var teenager har mit bidrag til fællesskabet været at se lidt efter en mindre søskende - ikke i (synes jeg) et voldsomt omfang. Men var jeg hjemme så var det ganske naturligt f.eks. lige at se efter min søster mens den forælder der var hjemme lige hentede vasketøj der hang i gården eller lige smuttede i ned efter de glemte løg.
Det ville ikke velset ikke at ville det - men omvendt gerne ville nyde godt at fællesskabets priviligerer.
Jeg dækkede også bord når jeg var hjemme og spise, på trods af at jeg ikke havde været medbestemmende omkring hvor mange der skulle dækkes op til, eller om der var nogle der drak noget andet end mig.
Generelt havde jeg mindre pligter end andre jævnaldrende jeg kendte - men altså, lidt blev der altså forventet også af opgaver der mere var til gavn for at få hverdagen til at spille end de var direkte til gavn for mig selv.

Selvfølgelig er det rimeligt at forvente, at alle hjælper til. Men i min verden er der GODT NOK langt fra at blive bedt om at kigge efter lillesøster i 10 minutter, mens mor er i gården (og man alligevel var hjemme) til, at det forventes, at man hver dag melder ind, hvad tid man kommer hjem, så man kan indregnes i planlægningen af babysitning under madlavningen.

Jeg synes, det er rimeligt at forvente, at man bidrager med nogle pligter, som vedrører de behov man har i husstanden - mad, rengøring, rent tøj. Børnepasning har jeg det sådan med, at det er simpelthen de voksnes ansvar, og der skal ikke regelmæssigt inddrages ældre søskende som dem, der lige skal få familien til at køre rundt. Jeg synes, at det er et stort indgreb i et ungt menneskes liv at forvente, at personen hver dag skal planlægge efter, meddele i forhold til og evt. deltage i afviklingen af ulvetimen i en børnefamilie. Det er sgu da ikke et ungt menneskers ansvar! Det er forældrenes og hvis de synes, det ansvar er for stort eller opgaven er for krævende, så skulle de måske have fået nogle færre børn eller slet ingen.

Really? Synes du virkelig at det er OK at skrive?

Jeg tænker, at der flytter en ekstra person ind i et hjem også er et indgreb i de øvrige beboeres hverdag. Når man er 19 år, så har man også muligheden for at flytte hvis man ikke bryder sig om forholdene.

Måske er jeg præget af at jeg hver dag arbejder med mennesker, som er præget af forældre, der ikke tog ansvar.

Men ja, jeg står 100% ved, at hvis forældre ikke kan få ulvetimen til at fungere sammen, mens de har små børn, så synes jeg, det er hovedløst at få en masse børn på få år. Jeg kunne umuligt tage mig adækvat af fire eller fem børn. Det tror jeg mange andre kan. Men hvis vi er derude, hvor ens 19- årige bonusdatter skal være den, der får det til at hænge sammen, så synes jeg det vidner om, at man nok skulle prioritere - eller have prioriteret - anderledes.

Men det er åbenbart no-go at sige. Til gengæld er det rigtig cool at bakke debattører op i, hvor rådne deres forældre er. Den logik hænger dårligt sammen for mig. Debattørernes børn bliver jo også voksne en dag… Men logikken er måske at vi bare skal bakke debattører op uanset hvilket møg de serverer?

Men måske er ens erfaringer i psykiatrien også lidt overkill at bruge som udgangspunkt når man vurderer folk i andre sammenhænge. I psykiatrien er det jo også ofte de lidt mere ekstreme tilfælde man møder, plus der ofte kan være en del mere i spil.

Jeg tvivler på at det er en naturlov at man tager psykisk skade i et omfang der gør det behandlingskrævende fordi man i en periode hvor man er flyttet ind i en familiekonstalation hvor man tager sig lidt af mindre søskende.

Jeg læser ikke at hele familiens sammenhængskraft er hænger på at den 19 årige ser lidt efter de små under madlavning - men nærmere at det er en hjælp, familien klarede sig trods alt også inden hun flyttede ind.
Jeg læser heller ikke at den 19 årig er gået hen og blevet "den voksne" med alt det ansvar der følger med den.
Som er nogle af de ting jeg tænker man kan ende med at slå sig på.

Jeg vil i hvert fald gerne se noget evidens på at der skulle være en direkte sammenhæng mellem alvorlig psykisk lidelse og at se efter og hjælpe mindre søskende under ordnede forhold.


I øvrigt synes jeg det er langt ude at mene ud fra de informationer der er til rådighed at være så skråsikker på at Urte ikke tager ansvar.

[Polaris]

Bonusdatter kendte jo godt til vores familiestruktur, da hun valgte at flytte ind her.

I øvrigt kunne min mand vel lave maden?

Ja, det kunne han. Og hvis du gerne vil have at han gør det, så må du jo tage den snak med ham.
At din mands datter kendte jeres familiestruktur er da ikke det samme som at hun regnede med, at hun skal stå til rådighed for børnepasning hver gang hun er hjemme. For det er jo det du lægger op til. At hvis hun er der så skal hun aflaste dig så du f.eks. kan lave mad. Og det kan man ikke bare forvente.

Hvorfor man ikke forvente det? Jeg er med på at man ikke bare skal forpligte en teenager i sådan en grad at de ikke kan have en egen tilværelse med venner, hobbyer, arbejde osv.
Men en husstand er vel en form for fællesskab, og et fællesskab kan jo se forskellige ud, men som regel medfører det nogle rammer og forpligtelser af en eller anden art.

Privilegiet ved at være 18+ er jo så at man skal melde sig ud af fællesskabet hvis man ikke bryder sig om det.

Da jeg var teenager har mit bidrag til fællesskabet været at se lidt efter en mindre søskende - ikke i (synes jeg) et voldsomt omfang. Men var jeg hjemme så var det ganske naturligt f.eks. lige at se efter min søster mens den forælder der var hjemme lige hentede vasketøj der hang i gården eller lige smuttede i ned efter de glemte løg.
Det ville ikke velset ikke at ville det - men omvendt gerne ville nyde godt at fællesskabets priviligerer.
Jeg dækkede også bord når jeg var hjemme og spise, på trods af at jeg ikke havde været medbestemmende omkring hvor mange der skulle dækkes op til, eller om der var nogle der drak noget andet end mig.
Generelt havde jeg mindre pligter end andre jævnaldrende jeg kendte - men altså, lidt blev der altså forventet også af opgaver der mere var til gavn for at få hverdagen til at spille end de var direkte til gavn for mig selv.

Selvfølgelig er det rimeligt at forvente, at alle hjælper til. Men i min verden er der GODT NOK langt fra at blive bedt om at kigge efter lillesøster i 10 minutter, mens mor er i gården (og man alligevel var hjemme) til, at det forventes, at man hver dag melder ind, hvad tid man kommer hjem, så man kan indregnes i planlægningen af babysitning under madlavningen.

Jeg synes, det er rimeligt at forvente, at man bidrager med nogle pligter, som vedrører de behov man har i husstanden - mad, rengøring, rent tøj. Børnepasning har jeg det sådan med, at det er simpelthen de voksnes ansvar, og der skal ikke regelmæssigt inddrages ældre søskende som dem, der lige skal få familien til at køre rundt. Jeg synes, at det er et stort indgreb i et ungt menneskes liv at forvente, at personen hver dag skal planlægge efter, meddele i forhold til og evt. deltage i afviklingen af ulvetimen i en børnefamilie. Det er sgu da ikke et ungt menneskers ansvar! Det er forældrenes og hvis de synes, det ansvar er for stort eller opgaven er for krævende, så skulle de måske have fået nogle færre børn eller slet ingen.

Really? Synes du virkelig at det er OK at skrive?

Jeg tænker, at der flytter en ekstra person ind i et hjem også er et indgreb i de øvrige beboeres hverdag. Når man er 19 år, så har man også muligheden for at flytte hvis man ikke bryder sig om forholdene.

Måske er jeg præget af at jeg hver dag arbejder med mennesker, som er præget af forældre, der ikke tog ansvar.

Men ja, jeg står 100% ved, at hvis forældre ikke kan få ulvetimen til at fungere sammen, mens de har små børn, så synes jeg, det er hovedløst at få en masse børn på få år. Jeg kunne umuligt tage mig adækvat af fire eller fem børn. Det tror jeg mange andre kan. Men hvis vi er derude, hvor ens 19- årige bonusdatter skal være den, der får det til at hænge sammen, så synes jeg det vidner om, at man nok skulle prioritere - eller have prioriteret - anderledes.

Men det er åbenbart no-go at sige. Til gengæld er det rigtig cool at bakke debattører op i, hvor rådne deres forældre er. Den logik hænger dårligt sammen for mig. Debattørernes børn bliver jo også voksne en dag… Men logikken er måske at vi bare skal bakke debattører op uanset hvilket møg de serverer?

Jeg ser ingen steder, at Urtekussen mv. ikke kan få deres familieliv til at hænge sammen uden bonusdatteren. Der var jo ligesom en tid før hun flyttede ind. Men selvfølgelig skal der ske nogle ændringer i rutiner, når der kommer en beboer mere i huset. Når denne beboer er voksen, så bør man også kunne forstå at der skal indgås kompromiser, hjælpes til mv. så alle kan være der. Eller du synes måske en 19-årig bare skal køre frihjul med alt betalt? Hvad lærer hun af det?

Du skriver direkte, at de skulle have fået færre børn eller slet ingen. Det er virkelig en led kommentar.

[Urtekussen]

Jeg tænker det er det ledeste nogensinde skrevet til mig herinde.
Man skal godt nok være perfekt selv, for at dømme andre sådan.

[Fledermäuslein]

Hvorfor skal Urtes ord fordrejes og mistolkes på den måde? Det synes jeg godt nok ikke der er belæg for.

Kunne man i øvrigt ikke forestille sig, at det også var værdifuldt for mandens store datter at blive lukket ind i familiefællesskabet? Måske kan hun endda godt lide sine mindre søskende?

[Rhododendron]

Bonusdatter kendte jo godt til vores familiestruktur, da hun valgte at flytte ind her.

I øvrigt kunne min mand vel lave maden?

Ja, det kunne han. Og hvis du gerne vil have at han gør det, så må du jo tage den snak med ham.
At din mands datter kendte jeres familiestruktur er da ikke det samme som at hun regnede med, at hun skal stå til rådighed for børnepasning hver gang hun er hjemme. For det er jo det du lægger op til. At hvis hun er der så skal hun aflaste dig så du f.eks. kan lave mad. Og det kan man ikke bare forvente.

Hvorfor man ikke forvente det? Jeg er med på at man ikke bare skal forpligte en teenager i sådan en grad at de ikke kan have en egen tilværelse med venner, hobbyer, arbejde osv.
Men en husstand er vel en form for fællesskab, og et fællesskab kan jo se forskellige ud, men som regel medfører det nogle rammer og forpligtelser af en eller anden art.

Privilegiet ved at være 18+ er jo så at man skal melde sig ud af fællesskabet hvis man ikke bryder sig om det.

Da jeg var teenager har mit bidrag til fællesskabet været at se lidt efter en mindre søskende - ikke i (synes jeg) et voldsomt omfang. Men var jeg hjemme så var det ganske naturligt f.eks. lige at se efter min søster mens den forælder der var hjemme lige hentede vasketøj der hang i gården eller lige smuttede i ned efter de glemte løg.
Det ville ikke velset ikke at ville det - men omvendt gerne ville nyde godt at fællesskabets priviligerer.
Jeg dækkede også bord når jeg var hjemme og spise, på trods af at jeg ikke havde været medbestemmende omkring hvor mange der skulle dækkes op til, eller om der var nogle der drak noget andet end mig.
Generelt havde jeg mindre pligter end andre jævnaldrende jeg kendte - men altså, lidt blev der altså forventet også af opgaver der mere var til gavn for at få hverdagen til at spille end de var direkte til gavn for mig selv.

Selvfølgelig er det rimeligt at forvente, at alle hjælper til. Men i min verden er der GODT NOK langt fra at blive bedt om at kigge efter lillesøster i 10 minutter, mens mor er i gården (og man alligevel var hjemme) til, at det forventes, at man hver dag melder ind, hvad tid man kommer hjem, så man kan indregnes i planlægningen af babysitning under madlavningen.

Jeg synes, det er rimeligt at forvente, at man bidrager med nogle pligter, som vedrører de behov man har i husstanden - mad, rengøring, rent tøj. Børnepasning har jeg det sådan med, at det er simpelthen de voksnes ansvar, og der skal ikke regelmæssigt inddrages ældre søskende som dem, der lige skal få familien til at køre rundt. Jeg synes, at det er et stort indgreb i et ungt menneskes liv at forvente, at personen hver dag skal planlægge efter, meddele i forhold til og evt. deltage i afviklingen af ulvetimen i en børnefamilie. Det er sgu da ikke et ungt menneskers ansvar! Det er forældrenes og hvis de synes, det ansvar er for stort eller opgaven er for krævende, så skulle de måske have fået nogle færre børn eller slet ingen.

Really? Synes du virkelig at det er OK at skrive?

Jeg tænker, at der flytter en ekstra person ind i et hjem også er et indgreb i de øvrige beboeres hverdag. Når man er 19 år, så har man også muligheden for at flytte hvis man ikke bryder sig om forholdene.

Måske er jeg præget af at jeg hver dag arbejder med mennesker, som er præget af forældre, der ikke tog ansvar.

Men ja, jeg står 100% ved, at hvis forældre ikke kan få ulvetimen til at fungere sammen, mens de har små børn, så synes jeg, det er hovedløst at få en masse børn på få år. Jeg kunne umuligt tage mig adækvat af fire eller fem børn. Det tror jeg mange andre kan. Men hvis vi er derude, hvor ens 19- årige bonusdatter skal være den, der får det til at hænge sammen, så synes jeg det vidner om, at man nok skulle prioritere - eller have prioriteret - anderledes.

Men det er åbenbart no-go at sige. Til gengæld er det rigtig cool at bakke debattører op i, hvor rådne deres forældre er. Den logik hænger dårligt sammen for mig. Debattørernes børn bliver jo også voksne en dag… Men logikken er måske at vi bare skal bakke debattører op uanset hvilket møg de serverer?

Stikker der noget andet under dine bombastiske kommentarer, Ata?

Jeg læser ingen steder at Urte forventer bonusdatter skal være den der får ulvetimen til at hænge sammen, stå til rådighed hver gang hun er hjemme eller planlægge at være hjemme til en bestemt tid.

Jeg tror de fleste familier på en eller anden måde indretter sig efter hvad tid man er hjemme. Man har som regel en arbejdsplan/skema med fri på et bestemt tidspunkt, og der skal ikke mange arbejdsdage til, før resten af familien ved hvad tid de nogenlunde kan forvente hinandens hjemkomst. Hvis man laver en afstikker på vej hjem, synes jeg det er helt forventeligt at man informerer dem der hjemme om at man f.eks. kommer en time senere end vanligt.
Jeg regner f.eks. med at mine teenagere kommer direkte hjem efter skole, hvis jeg ikke har hørt andet og det samme forventer de af mig. Og skal jeg til et møde eller lign. efter skoletid, kan jeg sagtens aftale med dem at de har et øre på de mindste, uden det er decideret pasning vi er ude i.

Det er efter min mening en del af at være en familie at man hjælper hinanden og bidrager til fælleskabet, og jeg synes ikke der er forskel på om man bidrager med at tage opvasken eller man hjælper med at se efter sine søskende. Jeg synes ikke Urte giver udtryk for at bonusdatter skal indfinde sig på et bestemt tidspunkt for at tage barnepigetjansen, men spørger herinde hvad man kan tillade sig at forvente af medlemmerne i en storfamilie. Forventninger og ansvar ændrer sig med alder og udvikling, men bonusdatter har indtil nu ikke været en naturlig del af familiens hverdag, så jeg synes det giver god mening at tænke over hvordan hun kan indgå i familien.

Mon ikke der lige så stille kommer en form for struktur, så hun ikke bare bliver en logerende i beboelsesvognen, men en aktiv del af familefællesskabet

[MOGA]

Bonusdatter kendte jo godt til vores familiestruktur, da hun valgte at flytte ind her.

I øvrigt kunne min mand vel lave maden?

Ja, det kunne han. Og hvis du gerne vil have at han gør det, så må du jo tage den snak med ham.
At din mands datter kendte jeres familiestruktur er da ikke det samme som at hun regnede med, at hun skal stå til rådighed for børnepasning hver gang hun er hjemme. For det er jo det du lægger op til. At hvis hun er der så skal hun aflaste dig så du f.eks. kan lave mad. Og det kan man ikke bare forvente.

Hvorfor man ikke forvente det? Jeg er med på at man ikke bare skal forpligte en teenager i sådan en grad at de ikke kan have en egen tilværelse med venner, hobbyer, arbejde osv.
Men en husstand er vel en form for fællesskab, og et fællesskab kan jo se forskellige ud, men som regel medfører det nogle rammer og forpligtelser af en eller anden art.

Privilegiet ved at være 18+ er jo så at man skal melde sig ud af fællesskabet hvis man ikke bryder sig om det.

Da jeg var teenager har mit bidrag til fællesskabet været at se lidt efter en mindre søskende - ikke i (synes jeg) et voldsomt omfang. Men var jeg hjemme så var det ganske naturligt f.eks. lige at se efter min søster mens den forælder der var hjemme lige hentede vasketøj der hang i gården eller lige smuttede i ned efter de glemte løg.
Det ville ikke velset ikke at ville det - men omvendt gerne ville nyde godt at fællesskabets priviligerer.
Jeg dækkede også bord når jeg var hjemme og spise, på trods af at jeg ikke havde været medbestemmende omkring hvor mange der skulle dækkes op til, eller om der var nogle der drak noget andet end mig.
Generelt havde jeg mindre pligter end andre jævnaldrende jeg kendte - men altså, lidt blev der altså forventet også af opgaver der mere var til gavn for at få hverdagen til at spille end de var direkte til gavn for mig selv.

Selvfølgelig er det rimeligt at forvente, at alle hjælper til. Men i min verden er der GODT NOK langt fra at blive bedt om at kigge efter lillesøster i 10 minutter, mens mor er i gården (og man alligevel var hjemme) til, at det forventes, at man hver dag melder ind, hvad tid man kommer hjem, så man kan indregnes i planlægningen af babysitning under madlavningen.

Jeg synes, det er rimeligt at forvente, at man bidrager med nogle pligter, som vedrører de behov man har i husstanden - mad, rengøring, rent tøj. Børnepasning har jeg det sådan med, at det er simpelthen de voksnes ansvar, og der skal ikke regelmæssigt inddrages ældre søskende som dem, der lige skal få familien til at køre rundt. Jeg synes, at det er et stort indgreb i et ungt menneskes liv at forvente, at personen hver dag skal planlægge efter, meddele i forhold til og evt. deltage i afviklingen af ulvetimen i en børnefamilie. Det er sgu da ikke et ungt menneskers ansvar! Det er forældrenes og hvis de synes, det ansvar er for stort eller opgaven er for krævende, så skulle de måske have fået nogle færre børn eller slet ingen.

Really? Synes du virkelig at det er OK at skrive?

Jeg tænker, at der flytter en ekstra person ind i et hjem også er et indgreb i de øvrige beboeres hverdag. Når man er 19 år, så har man også muligheden for at flytte hvis man ikke bryder sig om forholdene.

Måske er jeg præget af at jeg hver dag arbejder med mennesker, som er præget af forældre, der ikke tog ansvar.

Men ja, jeg står 100% ved, at hvis forældre ikke kan få ulvetimen til at fungere sammen, mens de har små børn, så synes jeg, det er hovedløst at få en masse børn på få år. Jeg kunne umuligt tage mig adækvat af fire eller fem børn. Det tror jeg mange andre kan. Men hvis vi er derude, hvor ens 19- årige bonusdatter skal være den, der får det til at hænge sammen, så synes jeg det vidner om, at man nok skulle prioritere - eller have prioriteret - anderledes.

Men det er åbenbart no-go at sige. Til gengæld er det rigtig cool at bakke debattører op i, hvor rådne deres forældre er. Den logik hænger dårligt sammen for mig. Debattørernes børn bliver jo også voksne en dag… Men logikken er måske at vi bare skal bakke debattører op uanset hvilket møg de serverer?

Udover, at jeg synes du i dine indlæg går langt over grænsen, så er jeg nysgerrigt nødt til at spørge, om du synes det er en forældreopgave, at lære ens børn at tage medansvar? For jeg synes, at det er helt åbenlyst at inddrage en 19-årig i. Der er jo ikke tale om, at Urte forlanger, at bonusdatteren er hjemme hver dag, fordi hun skal passe børn. Urte spørger bare til, om det er rimeligt at forvente at få at vide ca hvornår bonusdatteren kommer hjem, så hun ved, om hun står med alle praktiske opgaver selv, eller om der er nogle mindre opgaver, der kan uddelegeres. Men hvis det er så forbudt at bede om hjælp til at se efter mindre søskende, så kan bonusdatteren jo bare få ansvaret for et par maddage om ugen. Når bonusdatteren står alene i køkkenet, har Urte jo god tid til at være sammen med sine børn.

Men helt ærligt lyder det som en ret ufleksibel hverdag, og ikke noget jeg ville have lyst til. Og folk ville nok korse sig, hvis de hørte hvilke faste pligter mit eget barn har, men at det derudover helt generelt forventes, at vi kan hjælpes ad.

[Madam Pomfrey]

Bonusdatter kendte jo godt til vores familiestruktur, da hun valgte at flytte ind her.

I øvrigt kunne min mand vel lave maden?

Ja, det kunne han. Og hvis du gerne vil have at han gør det, så må du jo tage den snak med ham.
At din mands datter kendte jeres familiestruktur er da ikke det samme som at hun regnede med, at hun skal stå til rådighed for børnepasning hver gang hun er hjemme. For det er jo det du lægger op til. At hvis hun er der så skal hun aflaste dig så du f.eks. kan lave mad. Og det kan man ikke bare forvente.

Hvorfor man ikke forvente det? Jeg er med på at man ikke bare skal forpligte en teenager i sådan en grad at de ikke kan have en egen tilværelse med venner, hobbyer, arbejde osv.
Men en husstand er vel en form for fællesskab, og et fællesskab kan jo se forskellige ud, men som regel medfører det nogle rammer og forpligtelser af en eller anden art.

Privilegiet ved at være 18+ er jo så at man skal melde sig ud af fællesskabet hvis man ikke bryder sig om det.

Da jeg var teenager har mit bidrag til fællesskabet været at se lidt efter en mindre søskende - ikke i (synes jeg) et voldsomt omfang. Men var jeg hjemme så var det ganske naturligt f.eks. lige at se efter min søster mens den forælder der var hjemme lige hentede vasketøj der hang i gården eller lige smuttede i ned efter de glemte løg.
Det ville ikke velset ikke at ville det - men omvendt gerne ville nyde godt at fællesskabets priviligerer.
Jeg dækkede også bord når jeg var hjemme og spise, på trods af at jeg ikke havde været medbestemmende omkring hvor mange der skulle dækkes op til, eller om der var nogle der drak noget andet end mig.
Generelt havde jeg mindre pligter end andre jævnaldrende jeg kendte - men altså, lidt blev der altså forventet også af opgaver der mere var til gavn for at få hverdagen til at spille end de var direkte til gavn for mig selv.

Selvfølgelig er det rimeligt at forvente, at alle hjælper til. Men i min verden er der GODT NOK langt fra at blive bedt om at kigge efter lillesøster i 10 minutter, mens mor er i gården (og man alligevel var hjemme) til, at det forventes, at man hver dag melder ind, hvad tid man kommer hjem, så man kan indregnes i planlægningen af babysitning under madlavningen.

Jeg synes, det er rimeligt at forvente, at man bidrager med nogle pligter, som vedrører de behov man har i husstanden - mad, rengøring, rent tøj. Børnepasning har jeg det sådan med, at det er simpelthen de voksnes ansvar, og der skal ikke regelmæssigt inddrages ældre søskende som dem, der lige skal få familien til at køre rundt. Jeg synes, at det er et stort indgreb i et ungt menneskes liv at forvente, at personen hver dag skal planlægge efter, meddele i forhold til og evt. deltage i afviklingen af ulvetimen i en børnefamilie. Det er sgu da ikke et ungt menneskers ansvar! Det er forældrenes og hvis de synes, det ansvar er for stort eller opgaven er for krævende, så skulle de måske have fået nogle færre børn eller slet ingen.

Really? Synes du virkelig at det er OK at skrive?

Jeg tænker, at der flytter en ekstra person ind i et hjem også er et indgreb i de øvrige beboeres hverdag. Når man er 19 år, så har man også muligheden for at flytte hvis man ikke bryder sig om forholdene.

Måske er jeg præget af at jeg hver dag arbejder med mennesker, som er præget af forældre, der ikke tog ansvar.

Men ja, jeg står 100% ved, at hvis forældre ikke kan få ulvetimen til at fungere sammen, mens de har små børn, så synes jeg, det er hovedløst at få en masse børn på få år. Jeg kunne umuligt tage mig adækvat af fire eller fem børn. Det tror jeg mange andre kan. Men hvis vi er derude, hvor ens 19- årige bonusdatter skal være den, der får det til at hænge sammen, så synes jeg det vidner om, at man nok skulle prioritere - eller have prioriteret - anderledes.

Men det er åbenbart no-go at sige. Til gengæld er det rigtig cool at bakke debattører op i, hvor rådne deres forældre er. Den logik hænger dårligt sammen for mig. Debattørernes børn bliver jo også voksne en dag… Men logikken er måske at vi bare skal bakke debattører op uanset hvilket møg de serverer?

Men måske er ens erfaringer i psykiatrien også lidt overkill at bruge som udgangspunkt når man vurderer folk i andre sammenhænge. I psykiatrien er det jo også ofte de lidt mere ekstreme tilfælde man møder, plus der ofte kan være en del mere i spil.

Jeg tvivler på at det er en naturlov at man tager psykisk skade i et omfang der gør det behandlingskrævende fordi man i en periode hvor man er flyttet ind i en familiekonstalation hvor man tager sig lidt af mindre søskende.

Jeg læser ikke at hele familiens sammenhængskraft er hænger på at den 19 årige ser lidt efter de små under madlavning - men nærmere at det er en hjælp, familien klarede sig trods alt også inden hun flyttede ind.
Jeg læser heller ikke at den 19 årig er gået hen og blevet "den voksne" med alt det ansvar der følger med den.
Som er nogle af de ting jeg tænker man kan ende med at slå sig på.

Jeg vil i hvert fald gerne se noget evidens på at der skulle være en direkte sammenhæng mellem alvorlig psykisk lidelse og at se efter og hjælpe mindre søskende under ordnede forhold.


I øvrigt synes jeg det er langt ude at mene ud fra de informationer der er til rådighed at være så skråsikker på at Urte ikke tager ansvar.

HELT ENIG! - i såfald ville det jo også have fatale konsekvenser at være au pair og ud over uddannelse skulle deltage i og tage ansvar for en del af det praktiske hverdagsliv i en familie med ofte mindre børn. En selvvalgt situation, der for mig at se på mange måder kan sidestilles med at vælge at flytte ind hos sin far, papmor og x antal søskende.
Jeg er ærligt talt rystet over den debatstil der er lagt for dagen fra enkelte debattører, jeg synes det grimt, ulækkert og langt under bæltestedet.

jeg er hhv 5 og 8,5 år ældre end mine søskende, jeg har mange gange hjulpet med dem, både adspurgt og på eget initiativ, hentet fra dagpleje og børnehave, passet dem nogle timer indimellem, har handlet ind, lavet mad, vasket tøj for hele familien, da jeg flyttede hjemmefra har jeg haft dem på weekends. Og det har sgu ikke haft andre "konsekvenser" end at vi på kryds og tværs af hhv mine forældre, mine søskende, vores partnere, vores børn, alle har den tilgang at vi bidrager og hjælper hvor vi kan.

For 2. gang har jeg en 18 årig i huset, - og her er der bestemt også forventninger til unge mennesker, som de helt sikkert har fundet rimelige.
- man giver besked hvis man ikke kommer hjem til mad - helst i god tid, og også om man er hos kæreste, en kammerat, på arbejde, på samme vilkår giver vi voksne også besked om hvor vi er. Ud over det en fælles familie kalender hvor man kan skrive egne aftaler ind, og se andres.
- man giver besked hvis hjemkomst afviger væsentligt fra det normale, gælder alle uanset alder
- man vasker selv sit eget tøj fra man er 15 år gammel, så får man det lært inden man flytter hjemmefra
- man handler småting med hjem hvis man bliver bedt om det, eller selv ved at noget mangler
- man tager ansvar for madlavning bare en gang imellem, eller man bidrager til oprydning og rengøring i køkkenet efter mad
- man tømmer opvaskeren på eget initiativ eller når man bliver bedt om det
- man lufter hunden, fordi den skal luftes - og de ville også gerne have hund, især gør man det når man bliver bedt om det, og man tager også ansvar for hunden et døgns tid hvis mor er på rådighedsvagt og papfar på nattevagt.
- man hjælper med praktisk arbejde ude og inde, både adspurgt og på eget initiativ.

Og lige som jeg forventer at de bidrager til vores fælles daglige liv, ligeledes har de også forventninger til mig om at jeg gerne hjælper dem. Det trives vi alle i.
Til sommer flytter den ældste hjem igen nogle måneder inden han skal aftjene værnepligt, og han er helt med på at det kræver en eller anden form for praktisk bidrag fra hans side. Næste weekend har han inviteret hele familien til sin fødselsdag herhjemme, og han er med på at han nu er så gammel, og har så mange penge, at han selv afholder udgiften til bespisning, og at han selv tager del i praktikken omkring det, men han ved også at vi hjælper og gør vores til det.

Om 2 måneder holder vi konfirmation for lillebror, og begge de store er med på at jeg har brug for deres praktiske hjælp i nogle af forberedelserne, og den ældste har planlagt at komme hjem dagen før, for at hjælpe mig.

Nu er aldersforskellen imellem dem ikke så stor at det har været aktuelt at bruge de ældste som barnepiger, men de bidrager dog gerne til hinandens liv på andre punkter, som en helt naturlig ting. Ligeledes er de der også for deres kusiner og fætre, - også dem der er "På gule plader" i form af min kærestes familie, dem prioriterer de også.
Det er et familieliv der har værdi og bringer glæde for alle parter, - og jeg ville eddermanme blive RASENDE hvis nogle mente at de forventninger jeg har til mine børns bidrag til fællesskabet, var langt over grænsen og et udtryk for at jeg ikke har styr på mine ting selv.
Jeg respekterer til fulde at mine unge mennesker har et ungdomsliv, et socialt liv, at de har skolearbejde, jobs m.v. - men jeg køber simpelthen ikke ind på præmissen om at bidrage til et familieliv, uanset om det er hel- halv- eller papsøskende, at det skulle have SÅ store omkostninger for en 19 årig, at man nærmest risikerer at ødelægge hendes liv og gøre hende psykisk belastet fremadrettet. Tværtimod tror jeg at vi alle har det bedst, hvis vi er noget for nogen, og også er det i form af forventninger til os.

Jeg er udemærket klar over at mennesker her på debatten kommer fra vidt forskellige baggrunde, har vidt forskellige værdier, og har vidt forskellige holdninger til hvor meget man kan forvente af sine familiemedlemmer.
Men det giver fanme ikke carte blanche til opføre sig modbydeligt overfor andre debattører.

[Rhododendron]

Hvorfor skal Urtes ord fordrejes og mistolkes på den måde? Det synes jeg godt nok ikke der er belæg for.

Kunne man i øvrigt ikke forestille sig, at det også var værdifuldt for mandens store datter at blive lukket ind i familiefællesskabet? Måske kan hun endda godt lide sine mindre søskende?

Jeg synes næsten det var værre, hvis Urte (og mand) ikke forventede noget af bonusdatter. For det er i min verden misforstået omsorg at lade hende køre på frihjul, da det kan give udtryk for at hun ikke er en "rigtig" del af familien
Med de små informationer der er kommet om bonusdatter, tænker jeg endda det er ekstra godt for hende med en tydelig dagsstruktur, samt at hun ved der er forventninger til hende og at hendes indsats er påskønnet og vigtig for familiefællesskabet.

[Sofakartoflen]

Urte; jeg synes, debatten er blevet vanvittig polariseret.
I dine første indlæg om emnet, reagerede jeg på, at du beskrev din papdatter som "en anden voksen", som du har beskrevet hende andre steder, lyder hun hverken til at være moden eller ansvarlig, og derfor tænker jeg ikke, at man kan se på hende som voksen. Ung ja - og ikke at betragte som et barn, men ikke en voksen.

Jeg synes, det er en kæmpe belastning, du har fået ind i dit liv, og at din mand er urimelig, når han ikke giver mere i forhold til de problemer, det afstedkommer. - Det er den ene vinkel på det bøvl, du står i. Situationen er noget hø, og du står alt for meget alene med den.

Den anden er, hvad man kan forlange af en teenager. Og det er bare så forskelligt, så det er svært at bruge vores erfaringer til noget. Ikke mindst fordi de fleste af os, har erfaringer med teenagere, vi har haft hele deres liv.

I det hele taget er selv tilgangen til pligter jo også meget forskellig fra hjem til hjem.
Mine børn har aldrig haft faste pligter.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg fik en "fremmed" teenager ind i familien. Jeg ville nok behandle vedkommende som en uerfaren kollega, som jeg vel at mærke ikke var overordnet.

Jeg har lyst til at pointere, at man godt kan læse ud af dine indlæg, at du ikke forventer, at pigen kommer hjem for at passe børnene, eller at hun skal passe børnene hver dag.

Jeg tror dog, du for din egen skyld skulle prøve at tænke på, hvad du gjorde, før hun kom til, fordi det psykologisk set vil give dig et andet udgangspunkt. Hvis dit udgangspunkt er, at hun ikke hjælper, så kan du planlægge ud fra det, og så bliver du mindre frustreret.

Hvis børnene har en alder og opførsel, hvor det er stramt at få lavet mad, så skulle i jo have løst det på en anden måde ellers. Måske skal i tænke på løsninger på nem mad i stedet? Så kan din mand f.eks. hjælpe med at lave mad til fryseren.

Alternativt kan i tilbyde papdatteren et job, hvor hun går ind og er "au pair" nogle dage om ugen den time, hvor der bliver lavet mad.

For 16-17 år siden havde jeg store problemer med min kærestes ekskones opførsel, diverse ting med børnene, samvær og så videre. Debatten var pisseirriterende, for de sagde alle sammen, at min kæreste skulle træde i karakter. Jeg syntes, de burde forstå, at det kunne han bare ikke, fordi hun var træls, fordi han var stille, fordi hun var fuld af løgn, fordi han ikke kunne formulere sig, fordi hun var urimelig, fordi han kunne komme igennem til hende.

Men de havde jo ret. Selvom jeg også havde ret. Han kunne ikke. Jeg kunne til gengæld have sagt stop. Sagt at det ikke var mit bord, og at de selv måtte ligge og rode med det.

Det kunne jeg ikke. Samvittighed, kærlighed, ansvarsfølelse osv. Jeg brugte rigtig meget energi på at gøre noget, jeg syntes var svært, hårdt og træls, - og selvom det ikke var min "skyld", satte jeg nogle rammer op for mig selv, som gjorde, at min liv i en lang periode var fyldt med kamp, forargelse og vrede.

Det blev alt for langt, og alligevel vil jeg lige slutte med, at du skal passe på dig selv. Din mand har det for let. Han skal også passe på dig. Hvis han ikke kan, fordi han er så længe på job, må han hjælpe med at sætte nogle rammer op, som du kan være i, indtil han kommer hjem.

[Ata]

Jeg kan godt se jeg er kommet i bad standing nu. Og ja, jeg blev bombastisk, men jeg synes selv at pågældende person viste en ret bombastisk og uempatisk tilgang til bonusdatter. Jeg reagerer nok lidt på, at jeg synes bonusdatter generelt er omtalt negativt og uempatisk i flere tråde. Og nu så dette. Og ja, jeg reagerer helt sikkert ud fra, at jeg hver dag arbejder med mennesker som er præget af netop dette. Bonusforældre som behandler dem uempatisk. Forældre som havde for travlt til at tage sig af deres børn. Forældre der ikke ser, hvad deres ansvar er. Børn som bliver overset eller får for meget ansvar. Forældre der absolut ikke ser det. Det har jeg måske for lav tolerance for efter at have arbejdet med det i 11 år. Jeg trækker mig fra tråden nu. Jeg er ked af hvis jeg fik formuleret mig for firkantet og uempatisk, men står grundlæggende på mål for budskabet…