Rhododendron skrev:fisken80 skrev:Hvis ikke det er fordi hun skal kunne give en hånd med, hvorfor skulle det så være nødvendigt at vide, hvad tid hun var hjemme? Så ville det jo være rigeligt at vide om hun var der til at spise med.
Jeg boede hjemme til jeg var 21, og jeg blev anset som voksen fra jeg startede i gymnasiet som 17-årig. Jeg havde selvfølgelig stadig pligter, men mine forældre forventede ikke længere, at jeg præcis redegjorde for, hvor jeg var henne og hvor længe jeg var det. Min mor skulle vide om jeg var der til aftensmaden, det var det.
Jeg havde f.eks. heller ikke et bestemt tidspunkt jeg skulle være hjemme efter fester da jeg startede i gymnasiet, jeg kom hjem når jeg kom hjem. Sov jeg et andet sted skulle jeg dog give besked, så de ikke troede jeg var kommet noget til, hvis de stod op næste morgen og jeg ikke var der. Men om jeg kom hjem kl. 1 eller kl. 3 eller kl. 5 det var de ligeglade med, det styrede jeg selv. Så længe jeg ikke vækkede dem.
Jeg tror det er for at vide om der er mulighed for at spørge om hendes hjælp, HVIS Urte har brug for det og ikke fordi hun konstant skal stå til rådighed bare fordi hun er hjemme. Jeg læser heller ikke at bonusdatter skal redegøre for hvor hun er når hun ikke er hjemme, eller være hjemme til en bestemt tid.
I mit hjem kan min viden om hjemkomsttidspunktet også bruges, hvis jeg opdager vi mangler en ingrediens til aftensmaden, for så kan jeg bede (min fiktive) bonusdatter om at købe det med hjem. Mine teenagere er søde til at skrive og spørge om vi mangler noget, hvis de alligevel svinger forbi supermarkedet på vej hjem fra skole, men det er noget de har lært fordi jeg forventer af dem, at de tænker på andet end deres egne behov for snacks.
Mit spørgsmål om hvornår man betragtes som voksen, udspringer egentlig af holdningen om at forældre selv har valgt at få børn og dermed har ansvar for at få familien til at løbe rundt, herunder at det ikke er bonusdatterens ansvar at passe mindre søskende.
Kan man forvente af sit 17-23 årige barn at de tager medansvar for madlavning, tøjvask, rengøring og hvad der ellers hører til en husholdning, eller skal de kun gøre det de har lyst til? Jeg tror f.eks. mine børn vil føle sig låst hvis de havde x antal faste maddage, for det ville dræbe spontaniteten, så de pligter de har er nogle der kan udføres på forskellige tidspunkter. Dog er der nogle pligter som ikke kan udføres sent om aftenen, uden det går ud over andre, så der må man sørge for at det er udført inden det bliver for sent.
Men hvis de er hjemme om eftermiddagen, afstemmer vi forventninger om hvad de har af planer (udover de faste pligter) og i hvilket omfang jeg kan inddrage dem i mine planer.
Det kan også være de har brug for min hjælp til noget, og så får vi det så vidt muligt passet sammen, så ingen af os skal afbryde en aktivitet.
Jeg har hørt om at en skoleleder udtalte at de aldrig har oplevet så mange elever, der ikke mener fællesskabet gælder dem. Forstået på den måde, at når der skal løftes i flok og gøres en ekstra indsats, er der altid nogle som ikke tænker det vedrører dem. Jeg tror det er et generelt problem at vores børn og unge er meget lyststyret, fordi de ikke behøver vente på at deres behov bliver opfyldt. Deres mad er kun et klik væk, vennerne er tilgængelige 24-7 og forældrene er i mange familier et kæmpe serviceorgan, som prøver at mindske presset på podernes skuldre. I min optik skaber det desværre en generation som bliver forvirrede og endnu mere presset, fordi de ikke er vant til at tilsidesætte egne behov, og hele tiden er styret af hvad de har lyst til i nuet.
Jeg er ikke ude i at de unge skal piskes og udføre alle huslige pligter, men jeg tror på de får en masse godt ud af at vide familien er et forpligtende fællesskab, og at ens egen lyst ikke altid kan komme i første række. Jeg tror også det tager noget af presset fra deres skuldre, når de ved hvad de har at forholde sig til, så alle ting ikke skal analyseres, mærkes og diskuteres først, men simpelthen bare skal gøres fordi det forventes af en.
Jeg kan se på mine egne teenagere at de ind imellem bliver overrasket over hvad der sker i kulissen, for at holde familiestrukturen kørende, men hvis jeg ikke fortalte dem det ville de ikke vide at de kunne hjælpe med den tjans.
En anden ting jeg har tænkt over, som hænger lidt sammen med det om fællesskabsfølelsen, er nogle teenagers holdning til penge. De bestiller f.eks. takeaway i tide og utide, uden at tænke over hvad det koster, for de har jo lyst nu og herJeg har ikke indtryk af at de nogensinde taler om at de ikke har råd til X og Y, og de kunne ikke drømme om at samle en pantflaske op eller gemme dem de selv køber. De bliver bombarderet med skjult reklame gennem deres apps, og de har enormt fokus på at fremstille sig selv perfekt. De vil helst tjene hurtige og nemme penge, og fritidsjobs vælges fra hvis de ikke er seje nok.
Det er sådan en influencer-agtig tilgang til økonomi
Jeg synes nu det fremgår ret klart, at urte ønsker at vide, hvad tid bonusdatteren er hjemme. Og hvis urte kan spørge om hjælp, hvis der er brug for det, så er der da også en forventning til hende om at hun er til rådighed. Og det synes jeg ikke man skal forvente på den måde der lægges op til.
Ja en familie er et fællesskab og derfor er det også helt fint, at alle har pligter. Men de skal være faste og man skal vide, hvornår de skal udføres. Eller man skal kunne tilrettelægge dem som det passer i ens dag.
selvom man er tyk kan man godt have tynd mave