One and done - Livet med ét barn

[Pippi_Langstrømpe]

Den oprindelige tråd er blevet slettet og der er stemning for en ny.

Tråden her er primært for os med ét barn. Her kan der luftes tanker, spørgsmål, betragtninger osv. om (det gode) liv med ét barn

[Pippi_Langstrømpe]

Sakset fra en anden tråd herinde:

Jeg savner “One and done-tråden”…

Lige for tiden giver det lidt stikkeri i mig. For Ninjaen har flere gange udtrykkeligt sagt at han gerne vil have en lillesøster. Han vil være storebror.

Og det trykker et ømt sted - for hvis jeg tænker rent rationelt, så skal vi ikke have flere end kun ham.
Jeg er ikke sikker på at et barn mere vil være godt for mig af flere årsager. Jeg er først ved at finde fodfæste nu efter over 3 år.

Men gid jeg havde overskuddet - for jeg ønsker heller ikke at han skal være alene uden livsvidner, når vi engang ikke er her længere. Men en søskende er heller ikke en garanti for det…

[LaMariposa]

Kan godt genkende dine tanker, Pippi. Har gået med mange af de samme tanker selv.

Men jeg har tænkt rigtig meget over det, og jeg har bare ikke lyst til at få flere.

For det første var alt med undtagelse af den fysiske del af graviditeten et shitshow uden lige, og det skal jeg ikke igennem igen. Her efter små to år er jeg ved at være nogenlunde på plads fysisk, men psykisk er det en anden sag.

Foruden det med livsvidner, kan jeg godt af og til tænke, at et barn nummer to måske kunne hele nogle af traumerne fra barn nummer et, HVIS fødsel osv. kan nøjes med at være "almindeligt" bøvlet, men det er der bare ingen garanti for. Og jeg synes heller ikke, at det for mig er grund til at få en mere.

Derudover, så har vi det egentlig ret godt med at være os tre. Selvom vi er trætte, så har vi egentlig okay med mentalt overskud, og jeg kan rigtig godt lide det sådan. Tror ikke min båndbredde er ikke til mere end det, som vi har lige nu.

[Pippi_Langstrømpe]

Kan godt genkende dine tanker, Pippi. Har gået med mange af de samme tanker selv.

Men jeg har tænkt rigtig meget over det, og jeg har bare ikke lyst til at få flere.

For det første var alt med undtagelse af den fysiske del af graviditeten et shitshow uden lige, og det skal jeg ikke igennem igen. Her efter små to år er jeg ved at være nogenlunde på plads fysisk, men psykisk er det en anden sag.

Foruden det med livsvidner, kan jeg godt af og til tænke, at et barn nummer to måske kunne hele nogle af traumerne fra barn nummer et, HVIS fødsel osv. kan nøjes med at være "almindeligt" bøvlet, men det er der bare ingen garanti for. Og jeg synes heller ikke, at det for mig er grund til at få en mere.

Derudover, så har vi det egentlig ret godt med at være os tre. Selvom vi er trætte, så har vi egentlig okay med mentalt overskud, og jeg kan rigtig godt lide det sådan. Tror ikke min båndbredde er ikke til mere end det, som vi har lige nu.

Jeg kan virkelig godt forstå jeres beslutning

For mig er der ikke de samme ting. Graviditeten var helt ukompliceret. Fødslen ligeså, på papiret. Men jeg har alligevel lidt “skrammer” mentalt fra fødslen grundet personalet.
Barslen var forfærdelig, primært pga. corona-nedlukningerne. Hverdagen nu fungerer nogenlunde, jeg er dog typen med dårlig samvittighed over at ikke være så meget hjemme/sammen med Ninjaen. Fysikken er stadig ikke helt på plads, men jeg håber at der snart sker noget på den front.
Sidst, men ikke mindst, så er jeg snart for gammel. Synes jeg. Jeg synes heller ikke overskuddet er der, men jeg tror lidt min mand håber på at det kommer snigende, når huset står helt færdigt. Vi er så tæt på målstregen nu.

[LadyFox]

På trods af at jeg før jeg blev gravid aaaldrig skulle have børn, så kunne jeg egentlig godt tænke mig en mere.

Jeg har selv som barn haft meget glæde af at have søskende - og det er jeg ked af ikke at kunne give videre.

Derudover var den første tid med F helt vanvittig, og jeg føler på den bekostning at jeg har mistet noget. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at have barsel og bare kunne fokusere på at lære baby at kende og bare være i det.

Men altså, jeg er single og har hverken tid eller mod på at møde nogen, og før jeg får det og finder en, lære velkomne at kende - så er jeg ved at være for gammel alligevel.

Jeg trøster mig selv med at jeg trods alt er heldig at få en enkelt, at der jo også er fordele i det (økonomi, opmærksom osv) og at jeg trods alt VIRKELIG ikke har lyst til hverken at være gravid eller føde igen.

[MissB]

Count me in. Vores søn er 5 år, og vi havde snakken allerede da han var et par uger gammel. Og har så siden hen taget emnet op hvert år omkring hans fødselsdag. Ingen af os har lyst til flere børn.

Jeg er selv lykkeligt enebarn, hvor min mand har en storebror han sjældent ser (og kun på vores eller andres initiativ).

Jeg har selv ofte hørt den den der med “men du ved jo ikke hvad du er gået glip af”, når jeg - hvis adspurgt - har fortalt om min dejlige barndom. Når jeg forsigtigt prøver at vende spørgsmålet om til at den der spørger jo heller ikke ved hvad vedkommende er gået glip af ved ikke at være enebarn, så er svaret ofte at sådan kan man ikke sige det

Så jeg stiller mig gerne til rådighed for spørgsmål. Min far er btw også enebarn, og for ham har det også været et ønske “kun” at få et barn pga hans egen barndom. Min mor er ud af en søskende flot på 5, og hun ville se de første år også gerne have flere børn, for hun var ikke vant til roen fra sin egen barndom, hvor de var 2 voksne og 5 børn på 40 m2. I min barndom kontra 2 vokse og 1 barn på 100 m, hvilket også var sådan min far voksede op. Og også er den konstellation vores søn vokser op i. Alle i København.

[Ladysparrow]

Im in.

Jeg blev mor som 39 årig og både min mand og jeg vil nøjes med en. Vores søn fylder 4 i januar og intet kan rokke beslutningen, vi fik en sund og rask dreng og med vores alder i mente ja så er det godt at vi nøjes med en.

Jeg synes det var mega hårdt at være gravid, men synes fødslen var så stor og vild en oplevelse at det kunne jeg sagtens tænke mig igen.

[Pippi_Langstrømpe]

Fordelen ved 1 barn er helt klart at man ikke skal betale formuer i flybilletter, som hvis man havde flere børn…

[LaMariposa]

Efter det første efterår i vuggestue må jeg også bare sige nej tak til at gange al sygdom med to, fordi søskende ofte smitter hinanden. Og fordi der så er flere børn til at slæbe sygdom med hjem.

Ved ikke, hvordan man får det til at hænge sammen, hvis man skal bøvle med mere sygdom end vi har haft siden første oktober.