Kan man blæse og have mel i munden?

[vibbsen]

Jeg kan fornemme at den her debat endt et lidt andet sted end jeg lige havde tænkt
og det nok mig selv, der ikke har lavet oplægget godt nok.
Sorry det er lang tid siden jeg har været på debatten så har helt glemt, hvordan man laver et godt oplæg

Det var mere den der essentielle filosofisk diskussion omkring ens egne behov vs. børn og hvordan man kan få de der ting til at balancere med udgangspunkt i mit eget eksempel eller hvad man skal sige . Og om sådan noget her måske er et udtryk for man egentlig ikke er klar.
Ikke den der meget praktisk tilgang ja/nej.
For det er ikke fordi jeg tror det er helt udelukket at rejse lidt med børn for selvfølgelig er det ikke det.
Jeg ser jo massere børn med flyveren når jeg er afsted
Jeg er bare i tvivl om man kan rejse "rigtig" eller hvad man skal sige.

Definer lige "Rigtigt". Så er det lidt nemmere at svare på hvad du spørger om

[Madam Pomfrey]

Jeg lå og tænkte over denne tråd i går, da jeg gik i seng....
Og kom til den konklusion, at den største "dræber" ifht. rejser for vores vedkommende faktisk er hunden For den kan man jo ikke bare tage med, og så kræver det at nogle kan passe den, og det er ikke altid tilfældet.

Der er børnene noget nemmere at have med

[TomKah]

Ja, jeg tror også du er nødt til at definere hvad "rigtig" rejse er for dig.

Jeg har tre børn på 9, 6 og 10 måneder. Jeg har altid været begejstret for at rejse. Først var det charter, hvert år med min mormor som var meget inddragende, så vi fik lov at vælge destination og udflugter fra vi var meget små. Senere rejste jeg med en organisation der hedder CISV og fra 1.g begyndte jeg at rejse selv med veninder. Jeg er også meget påvirket af at have haft forældre som rejste meget før de fik børn og boede mange år i udlandet. Min far har også arbejdet meget rundt omkring i Europa - både i længere og kortere perioder og fra jeg var teen rejste mine forældre rigtigt meget rundt i hele verden pga min fars job (jeg var ikke med). Anyway, min pointe med min baggrund er at jeg har fået det der med at rejse ind med modermælken, men mine forældre valgte jo en lidt anden tilgang. De rejste konstant i 4-5 år (som i hele tiden), så fik de børn og prøvede at kombinere det lidt i nogle år, men da jeg blev født holdt de op.

Vi har rejst rundt med rygsæk i det meste af verden fra jeg var 19-29 år. Da jeg fik min første havde jeg faktisk ikke lyst til at rejse mere. Jo altså vi var da i Paris og Budapest og på campingtur i Sydeuropa - men de der lange rejser med rygsæk hvor man rakker rundt fra sted til sted - det havde jeg ikke lyst til. Da han var lige knap 2, skulle min mand til USA på konference og det passede med påsken, plus at hvis han fløj på Economy så betalte hans arbejdsplads i stedet for min billet. Så det blev til at vi tog afsted to uger før konferencen og rejste rundt i en lejet bil. Det gik bare SÅ fint! Så havde jeg mod på det - både storbyer og bilferier med lange flyrejser. Så prøvede vi det noget mere og var i Sydafrika, da han var to. Men jeg blev gravid igen og vi fik lillesøster. Med hende var vi mere modige og begyndte de lange rejser med det samme.
Da vi fik nummer 3 var begge de to store helt rejsevante og vi var for længst gradueret til rygsækrejserne af lang varighed igen.

Men han var så ikke så rejseklar i starten - han skreg som en sindssyg hver gang vi satte ham ind i en bil. Og ville helst ikke røres af andre end mig - ikke engang sin far. Han boede på maven af mig i 4-5 måneder. Så ham havde vi ikke lige taget på roadtrip i USA tre måneder gammel. Han er som sagt ti måneder nu og er fint vokset fra det hele. Vi har lige været i Vietnam og rejse rundt. Det gik rigtig fint og så selvom vi kørte med bus og nattog.

MEN og nu kommer hovedpointen - når man rejser rundt i f.eks. Asien så skal man huske at deres omgang med sikkerhed er noget helt andet end i Danmark. Mange gange har vi selv haft autostol med hjemmefra osv, men det er bare svært når man skal køre med taxaer rundt. Så det kræver en stor del "tro på at der ikke sker uheld" når man rejser rundt. Det gælder jo også hvis det bare er en selv, men jeg tror der sker noget med mange når de bliver forældre - og frygten for at der sker noget med ens barn er større end frygten for at der sker noget med en selv.

[Akehurst2]

De fleste jeg kender rejser med deres børn - alle mulige slags rejser; all-inclusive i Tyrkiet, 3 uger i Thailand, camping, storby, eksotisk ferie i Afrika, etc.

Men for at svare på det, jeg tror, du spørger om, så følte jeg mig sådan rigtig klar til at få børn, da jeg var ligeglad med, om jeg kunne få det hele.
Altså for at blive i rejsesnakken, så har vores ferier indtil nu ikke været specielt børnevenlige - vi kan godt lide at spise ude sent og sidde i timevis på en café og drikke kaffe. Jeg håber da, at vi stadig kan bevare noget af det med barn, men det er ikke noget jeg spekulerer over, ud over at vi tager det, som det kommer.
Da jeg var yngre havde jeg også tanker i stil med "jeg dør, hvis jeg bliver sådan én, der holder ferie i Lalandia", men det er det, der grundlæggende har ændret sig med tiden. Jeg synes stadig Lalandia lyder ret frygteligt, men jeg er bare helt afklaret med, at det kan være, jeg ændrer mening for en periode, eller at jeg bare vælger noget andet og har det helt okay med det.
Det kunne også handle om at være hos venner til sent på aftenen - og tanker om at det ville jeg være ked af at give afkald på. Hvor jeg nu er ganske rolig med, at hvis overskuddet ikke er der/det ikke fungerer for vores barn, så går det nok.
Da jeg ikke så på den slags ting, som at jeg skulle ofre eller miste noget, men bare var okay med, at nogen ting vil ændre sig, dér følte jeg mig virkelig klar til at blive mor.

Det er så fint formuleret. For selvfølgelig kan man rejse med børn - det gør alle mulige jo hele tiden. Både til Lalandia og som backpackere. Nina Rasmussen og Hjalte Tin stavlede jo ligefrem ungerne op på en motorcykel og kørte rundt i Sydamerika, så ja - man kan alt med børn.

Det handler nok meget mere om, hvorvidt man er klar på, at selvom man kan det samme, så er det ikke det samme. Ikke nødvendigvis dårligere, sikkert ofte bedre, men under alle omstændigheder anderledes.

[TomKah]

Lalandia (og lignende) ER forfærdeligt, men det glider i baggrunden, når man ser hvor begejstrede ungerne er. Oplevelsen er på linje med, at man pludselig finder sig selv i et 800 gr. varmt cirkustelt fordi barnets største drøm hedder Cirkus Summarum. Eller til en Frosthappening på Gl. Torv. De der børn gør bare noget ved en, der gør, at det at gå på kompromis slet ikke føles så slemt. Heldigvis

Det vil jeg så sige at det kommer an på hvem man er. Jeg har bildt mine børn ind at der flyder burgere i vandet i Lalandia og jeg kunnet ikke se mig selv gå ind i et Cirkus Summarum telt, sålænge jeg kan overtale andre til at gøre det for mig. Og jeg gør heller ikke andre ting som jeg slet ikke selv har lyst. Hvis jeg gør noget - går i vandland eller Disneyland eller hvad det kan være, så er det kun fordi jeg OGSÅ selv har lyst. Men jeg tænker selvfølgelig over hvilke ting som kunne være noget for både børn og voksne.

[Marichen12]

Jeg lå og tænkte over denne tråd i går, da jeg gik i seng....
Og kom til den konklusion, at den største "dræber" ifht. rejser for vores vedkommende faktisk er hunden For den kan man jo ikke bare tage med, og så kræver det at nogle kan passe den, og det er ikke altid tilfældet.

Der er børnene noget nemmere at have med

Det er et af mine trumf- argumenter, når ungerne spørger efter kat, kanin, marsvin, hamster, hest, hund, guldfisk, you name it

[Marichen12]

Lalandia (og lignende) ER forfærdeligt, men det glider i baggrunden, når man ser hvor begejstrede ungerne er. Oplevelsen er på linje med, at man pludselig finder sig selv i et 800 gr. varmt cirkustelt fordi barnets største drøm hedder Cirkus Summarum. Eller til en Frosthappening på Gl. Torv. De der børn gør bare noget ved en, der gør, at det at gå på kompromis slet ikke føles så slemt. Heldigvis

Det vil jeg så sige at det kommer an på hvem man er. Jeg har bildt mine børn ind at der flyder burgere i vandet i Lalandia og jeg kunnet ikke se mig selv gå ind i et Cirkus Summarum telt, sålænge jeg kan overtale andre til at gøre det for mig. Og jeg gør heller ikke andre ting som jeg slet ikke selv har lyst. Hvis jeg gør noget - går i vandland eller Disneyland eller hvad det kan være, så er det kun fordi jeg OGSÅ selv har lyst. Men jeg tænker selvfølgelig over hvilke ting som kunne være noget for både børn og voksne.

Jeg ville også hellere have glødende stål stukket ind under mine fingernegle end jeg gad tage i Lalandia - eller cirkus summarum ... DET er mit liv bare for kort tid, børn eller ej.

Jeg har været i Lalandia OG cirkus summarum...en gang hver...jeg gør det ALDRIG mere

Vi har rejst - kun storbyferie - med tre af vores børn en del gange. Jeg synes det har været rigtigt fint og relativt nemt. Vi har ikke jordens tålmodigste unger, så her skal vi ikke ud i en længere flyvetur/bilferie foreløbigt, men vi skal klart rejse noget mere!

[Danseprinsesse]

Det var ikke min mening, at Lalandia som ferieform skulle bedømmes - jeg kunne også have skrevet bondegårdsferie, som egentlig lyder endnu værre for mig.

Min pointe var, at jeg kan huske, hvordan jeg før i tiden selv har været optaget af og tænkt over, hvordan jeg ikke ville begrænses i mit liv af børn, hvad der ikke skulle ændre sig, hvad jeg ikke ville blive til som forældre osv.
For mig gled de ting i baggrunden, efterhånden som jeg blev mere mentalt klar på rent faktisk at få et barn - mit fokus flyttede sig.
Hvis man har mange forestillinger og forventninger til, hvordan det skal - og ikke skal - være, er det måske sværere at tilpasse sig, hvis virkeligheden ikke matcher forhåbningerne. Det behøver jo ikke betyde, at man som menneske grundlæggende ændrer sig/ændrer interesser og præferencer.
For mig var det en del af det at føle mig klar - at være forberedt på en omstilling, jeg ikke aner hvordan bliver; at give slip på forventningerne.

[TomKah]

Det var ikke min mening, at Lalandia som ferieform skulle bedømmes - jeg kunne også have skrevet bondegårdsferie, som egentlig lyder endnu værre for mig.

Min pointe var, at jeg kan huske, hvordan jeg før i tiden selv har været optaget af og tænkt over, hvordan jeg ikke ville begrænses i mit liv af børn, hvad der ikke skulle ændre sig, hvad jeg ikke ville blive til som forældre osv.
For mig gled de ting i baggrunden, efterhånden som jeg blev mere mentalt klar på rent faktisk at få et barn - mit fokus flyttede sig.
Hvis man har mange forestillinger og forventninger til, hvordan det skal - og ikke skal - være, er det måske sværere at tilpasse sig, hvis virkeligheden ikke matcher forhåbningerne. Det behøver jo ikke betyde, at man som menneske grundlæggende ændrer sig/ændrer interesser og præferencer.
For mig var det en del af det at føle mig klar - at være forberedt på en omstilling, jeg ikke aner hvordan bliver; at give slip på forventningerne.

Egentlig var det heller ikke min mening af Lalandia som ferieform skal bedømmes, men mere det der med at for nogle ændres præferencerne og for andre gør det ikke.
Man kan sige at man er mentalt klar når de ting glider i baggrunden, men jeg synes ikke nødvendigvis man er forkert og ikke klar til at få børn, hvis de ikke gør.
For mig ændrede det sig nemlig slet ikke, og stadig mens jeg var gravid med den første var der mange ting jeg gik og var ked af at skulle sige mentalt farvel til.

[Lilleluftballon]

Det var ikke min mening, at Lalandia som ferieform skulle bedømmes - jeg kunne også have skrevet bondegårdsferie, som egentlig lyder endnu værre for mig.

Min pointe var, at jeg kan huske, hvordan jeg før i tiden selv har været optaget af og tænkt over, hvordan jeg ikke ville begrænses i mit liv af børn, hvad der ikke skulle ændre sig, hvad jeg ikke ville blive til som forældre osv.
For mig gled de ting i baggrunden, efterhånden som jeg blev mere mentalt klar på rent faktisk at få et barn - mit fokus flyttede sig.
Hvis man har mange forestillinger og forventninger til, hvordan det skal - og ikke skal - være, er det måske sværere at tilpasse sig, hvis virkeligheden ikke matcher forhåbningerne. Det behøver jo ikke betyde, at man som menneske grundlæggende ændrer sig/ændrer interesser og præferencer.
For mig var det en del af det at føle mig klar - at være forberedt på en omstilling, jeg ikke aner hvordan bliver; at give slip på forventningerne.

Egentlig var det heller ikke min mening af Lalandia som ferieform skal bedømmes, men mere det der med at for nogle ændres præferencerne og for andre gør det ikke.
Man kan sige at man er mentalt klar når de ting glider i baggrunden, men jeg synes ikke nødvendigvis man er forkert og ikke klar til at få børn, hvis de ikke gør.
For mig ændrede det sig nemlig slet ikke, og stadig mens jeg var gravid med den første var der mange ting jeg gik og var ked af at skulle sige mentalt farvel til.

Jeg er helt enig med dig - synes generelt at der er for stort fokus på at "være klar" og for lidt fokus på at man jo bliver klar - eller finder en måde at gøre ting man elsker, også sammen med børnene. Man behøver altså ikke være klar til at ofre alt, før man smider præventionen!

[Madam Pomfrey]

I øvrigt, så kan man jo også tænke fremtidige rejser vs. pasningsmuligheder.
Er der nogle velvillige bedsteforældre i jeres bagland, som godt kunne tænkes at ville være barnepiger en uges tid en gang om året?
Eller er det helt udelukket?

hvis man har bedsteforældre der gerne passer, så man kan komme afsted på en miniferie i en Europæisk storby, så er der jo gode muligheder for at man kan pleje en del af sin rejselyst, på egomåden, og nyde lidt af sit "gamle liv" og samtidig tanke godt op på parforholds- og overskudskontoen.

Man kan jo også rejse den ene forældre, med venner og veninder, imens den anden er hjemme med barn/børn

Vi har da benyttet os at søde bedsteforældre et par gange, og taget på storbyferie bare os to.
Og min mand har været afsted på forlængede weekends med dykkerklubben, været afsted på team-ture med jobbet, i skrivende stund befinder han sig i San Fransico, hvor han og nogle kollegaer hygger sig med en god blanding af messe for nørder, og at alle de klassiske turistfælder i SF.
Og jeg er typisk afsted med mit job en gang om året - og selvom det er arbejde, så lugter det da alligevel lidt af rejse

[Danseprinsesse]

Egentlig var det heller ikke min mening af Lalandia som ferieform skal bedømmes, men mere det der med at for nogle ændres præferencerne og for andre gør det ikke.
Man kan sige at man er mentalt klar når de ting glider i baggrunden, men jeg synes ikke nødvendigvis man er forkert og ikke klar til at få børn, hvis de ikke gør.
For mig ændrede det sig nemlig slet ikke, og stadig mens jeg var gravid med den første var der mange ting jeg gik og var ked af at skulle sige mentalt farvel til.

Det er jeg helt enig med dig i. Selvfølgelig er man ikke forkert eller mindre klar til at få børn, hvis man gør sig nogle bekymringer om de ændringer der kommer. Jeg har da også bekymringer og tanker. For mig har det slet ikke været, som jeg havde troet at være gravid - selvom jeg ikke engang havde gjort mig mange (bevidste) forestillinger om det - det har jeg været rigtig ked af.

[Danseprinsesse]

Men for at svare på det, jeg tror, du spørger om, så følte jeg mig sådan rigtig klar til at få børn, da jeg var ligeglad med, om jeg kunne få det hele.
Altså for at blive i rejsesnakken, så har vores ferier indtil nu ikke været specielt børnevenlige - vi kan godt lide at spise ude sent og sidde i timevis på en café og drikke kaffe. Jeg håber da, at vi stadig kan bevare noget af det med barn, men det er ikke noget jeg spekulerer over, ud over at vi tager det, som det kommer.
Da jeg var yngre havde jeg også tanker i stil med "jeg dør, hvis jeg bliver sådan én, der holder ferie i Lalandia", men det er det, der grundlæggende har ændret sig med tiden. Jeg synes stadig Lalandia lyder ret frygteligt, men jeg er bare helt afklaret med, at det kan være, jeg ændrer mening for en periode, eller at jeg bare vælger noget andet og har det helt okay med det.
Det kunne også handle om at være hos venner til sent på aftenen - og tanker om at det ville jeg være ked af at give afkald på. Hvor jeg nu er ganske rolig med, at hvis overskuddet ikke er der/det ikke fungerer for vores barn, så går det nok.
Da jeg ikke så på den slags ting, som at jeg skulle ofre eller miste noget, men bare var okay med, at nogen ting vil ændre sig, dér følte jeg mig virkelig klar til at blive mor.

Jeg forstår hvad du skriver, men jeg synes samtidig også det er meget høje krav til det at være klar, hvis man intet overhoved må bekymre sig om i forhold til det at få børn. Jeg er selv rimelig afklaret med mange af de ting du nævner er er villig til at miste nattesøvn, opsparing, mig-tid osv. og det er egentlig hellere ikke noget der bekymre mig som sådan.
Det eneste jeg bekymre mig om at faktisk om jeg ville komme ud at rejse, fordi det er min hobby og den måde jeg lader bedst op på.
Man kan selvfølgelig argumentere for det er et symptom på jeg ikke er klar, men jeg synes også standard for at være klar er højere end jeg tror ret mange kan leve op til

Men så læser du også mit indlæg på en helt anden måde, end det er ment. For jeg stiller slet ingen krav om noget som helst i forhold til at være klar til børn.
Jeg beskriver den udvikling jeg har oplevet i mig selv gennem en årrække, som har ført til, at jeg følte mig klar på en helt anden måde end tidligere. Det er noget der er sket gennem nogle år, hvor jeg delvist har ventet ufrivilligt på at blive gravid. Hvis jeg var begyndt at få børn for 5 år siden, hvor den slags tanker fyldte mere i mit hoved, så havde jeg da stadig været klar - eller var blevet det undervejs.
Hvis det er vigtigt for dig at komme ud at rejse, så er jeg helt sikker på, at I vil komme til at rejse en masse sammen som familie også. For mig har det bare været befriende at give slip på de alt for konkrete forventninger, fordi det har givet mig en anden følelse af ro. Det betyder ikke, at jeg regner med at opgive alt, der er mig og "ofre" alt, hvad der er mig, for mit barn. Og det betyder slet ikke, at jeg synes nogen er forkerte eller mindre klar til børn, fordi de ikke har det på samme måde som mig.

[No_Link]

Dybest set er de eneste 2 showstoppere i forhold til at rejse dig selv - og hvis du får et barn, der simpelthen stejler helt ved at komme udenfor hjemmets 4 vægge. Det er nok mest sandsynligt, at det er dig selv, der er showstopperen

- og det kan der så være flere årsager til. Ens liv får et andet fokus, man bliver bange for ting, man ikke anede, man kunne være bange for, man synes, at man får mest søvn hjemme og er så træt, at tanken om at rejse ud OG være træt samtidig er uoverskuelig o.s.v, o.s.v. Men om det overhovedet sker for dig er jo slet ikke til at sige. Det kan også være, at det slet ikke sker.

Hvis man var globetrotter inden man fik børn, bliver man sgu nok ved med at være det i en eller anden udstrækning efter. Hvis man var til charter inden man fik børn, så tager man nok også ungerne med på charter og vælger ikke en trekingferie i Andes.... Så det handler meget om dig selv....og ....tadaaaa....din kæreste

[Karkluden]

Jeg kan fornemme at den her debat endt et lidt andet sted end jeg lige havde tænkt
og det nok mig selv, der ikke har lavet oplægget godt nok.
Sorry det er lang tid siden jeg har været på debatten så har helt glemt, hvordan man laver et godt oplæg

Det var mere den der essentielle filosofisk diskussion omkring ens egne behov vs. børn og hvordan man kan få de der ting til at balancere med udgangspunkt i mit eget eksempel eller hvad man skal sige . Og om sådan noget her måske er et udtryk for man egentlig ikke er klar.
Ikke den der meget praktisk tilgang ja/nej.
For det er ikke fordi jeg tror det er helt udelukket at rejse lidt med børn for selvfølgelig er det ikke det.
Jeg ser jo massere børn med flyveren når jeg er afsted
Jeg er bare i tvivl om man kan rejse "rigtig" eller hvad man skal sige.

Definer lige "Rigtigt". Så er det lidt nemmere at svare på hvad du spørger om

Enig. Jeg synes fx, at de tre uger i Asien eller sydamerika TS nævner lyder ret forfærdelige.. Så det er jo nok også noget med, hvad ens ønsker til rejser er.