Hvordan hjælper jeg min søn? Har han brug for hjælp?

Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 21945
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 2513
Likede indlæg: 59498

Re: Hvordan hjælper jeg min søn? Har han brug for hjælp?

Indlægaf DetSorteCirkus » 4. sep 2016, 17:29

Jeg ved godt, at det sker i den bedste mening, men jeg synes, at det virker, som om I ønsker, at drengen skal være social på en særlig måde. Måske den måde, som I selv var det på, da I var teenagere?

Medmindre han er genert og ikke tør opsøge de store brede ungdomsfællesskaber, tror jeg simpelthen, at han har et anderledes behov, end I har/havde. Jeg tror godt, at han kunne være typen, der gerne vil have 1-2 tætte venner, men ikke ønsker en omgangskreds. Det var sådan, jeg selv havde det, og det sidste sted, jeg dengang ville have ledt efter nye venner (hvilket jeg ikke gjorde, fordi jeg allerede havde to), ville have været til en social sportsgren. Det kan da godt være, at det er sværere at komme hinanden ved til riffelskydning, men til gengæld vil der ret sikkert være en større sandsynlighed for, at din søn vil møde nogen, som vil sige ham noget og omvendt, end der ville være til fx. fodbold.

I den alder ville jeg forøvrigt også have kæmpet med næb og kløer for ikke at komme på efterskole. Senere valgte jeg selv at tage på højskole pga. det faglige, og socialt var det bestemt ingen succes på nær et par udvalgte venskaber. Jeg kunne fortsat ikke forlige mig med det store fællesskab. Det kunne jeg først, da jeg i midten af 20'erne kom med i et kunstnerisk projekt, hvor det faglige var i højsædet. Så gav det mening for mig.
4
godtnavn
Indlæg: 11092
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 1088
Likede indlæg: 12838

Re: Hvordan hjælper jeg min søn? Har han brug for hjælp?

Indlægaf godtnavn » 4. sep 2016, 17:41

Så i tv der var efterskoler med computerspil på skemaet, måske kan det lokke ham? Om ikke andet er det vel forsøget værd at forslå ham det når nu du gerne vil have ham afsted :)

Min søster har gået til skydning og der sad de og snakkede både før og efter, de fik noget undervisning i grupper, skød hver for sig, og drak så cocio bagefter mens de snakkede om hvordan det var gået, så det kan godt være socialt selvom selve skydningen er individuel.
0
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20816

Re: Hvordan hjælper jeg min søn? Har han brug for hjælp?

Indlægaf Zombie » 20. okt 2016, 16:26

Hej.

Der var intet galt med mig. Eller min søster. Men min mor kunne have skrevet præcis som du gør her. Vi var, og er, introverte og ekstremt nørdede.

Det vigtige her er at støtte ham i sociale aktiviteter han kan lide. Samt fastholde, at han SKAL være social in real life. Men også støtte op om, at han kan udvikle online fællesskaber - for det kan give rigtig meget.

Jeg ville f.eks. støtte ham i at komme ned at spille på den lokale net-café fremfor derhjemme - hvis du kan gå forbi en dag og se, at der sidder yngre personer derinde. Eller at han kommer med i en "guild" eller fast gruppe, der spiller sammen.

Du kan også opfordre til conventions af forskellig art. Der har eks. lige været Comic Con i Bellacentret, hvor der også blev præsenteret alle mulige spil. Og det er meget socialt, hvor folk mødes og snakker på kryds og tværs.
Min søster og jeg deltog, vi var klædt ud, da vi er cosplayers (folk som klæder sig ud).

En anden ting du kan spørge ham om, er rollespil. Både rundt om bordet, hvor man sidder med papirer og terninger, samt ude i skoven. Lige pt. er det ikke så sjovt ude i skoven, for det er koldt og vådt. Men hvis han spørger inde i facebookgruppen Danske Rollespillere, kan han sikkert finde en gruppe der spiller bord-rollespil i hans område. Det er meget hyggeligt og spil-agtigt, og meget socialt også. :)


En ting, I eventuelt kan kigge på, er rollespils-efterskoler. En ting er, at rollespil er sjovt og fedt - men ungerne, der dyrker det, er også ofte lidt nørdede, alternative og en sjov blanding af introverte og udadvendte... Så sådan et sted er der mange unge af hans "type", og de er ret rummelige ift. forskellige personlighedstyper.


Jeg vil gerne tilføje, at jeg nu er 30 år. Jeg er stadig typen, der har de fleste venskaber online... eller til rollespil. Min familie har vænnet sig til det. Og jeg har fundet en god balance, hvor jeg har lært værdien af real life venskaber og socialt liv, men jeg tillader mig selv at være mærkelig nørdet stadigvæk. Det tror jeg aldrig går væk - og jeg frygter, hvis jeg får en mega social, populær heste-pige type barn. Oh God. :D
4
aka Forbies

:gammel:
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: Hvordan hjælper jeg min søn? Har han brug for hjælp?

Indlægaf Grissebassen » 21. okt 2016, 15:09

Jeg ved ingenting om børn, og har heller ikke selv børn. Men jeg vil rigtig gerne alligevel komme med et par observationer, jeg har gjort mig efter at have læst din tråd igennem.

For det første beskriver du nogle ting, der er sket i jeres familie, som har været svært for jer alle sammen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at din søn kan mærke, hvordan det har belastet dig og din mand, og ikke ønsker at belaste jer yderligere ved at belemre jer med sine egne problemer. Gennem min egen barndom blev mine forældre ramt af traumer og alvorlig sygdom. Og jeg ville for alt i verden undgå at være årsagen til flere problemer og bekymringer derhjemme, og valgte derfor at skjule mistrivsel for dem. Jeg påtog mig nærmest beskytterrollen med at skulle være den stærke derhjemme. Jeg tænker måske din søn kan være tilbøjelig til samme adfærdsmønster - men det er jo blot et gæt. I så fald tror jeg, at han vil have godt af at komme lidt væk hjemmefra/have mere kontakt til andre voksne, især de dage, han ikke foretager sig noget. Hvis jeg har ret i mit gætteri, kan det måske hænge sammen med, at når han får det skidt er det fordi det er anstrengende at skjule mistrivsel. Det bliver nemt en ond cirkel, fordi det er sværere at italesætte at "jeg har det skidt lige nu, fordi det er anstrengende at skjule ting for jer", end det er at italesætte det reelle problem. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke, at det måske kan være årsagen til hans lidt diffuse forklaring på, hvorfor han bliver ked af det, når han ikke har lavet noget i weekenden.

I forlængelse af det kom jeg til at tænke på noget andet, jeg selv havde stor glæde af som barn. Du skriver, at i ofte tager på familiebesøg sammen til nogle bedsteforældre. Vil der ikke være mulighed for at han kunne besøge noget familie alene på de dage, hvor I andre har planer? Om han så tager hjem til bedsteforældrene alene og sidder i et hjørne for sig selv og spiller computer, tror jeg stadig det ville kunne fungere som et godt frirum, hvor han kan være alene, men med visheden om at bedsteforældrenes positive opmærksomhed sidder i den anden ende af rummet og er klar til ham. Passivt nærvær og omsorg er stadig nærvær og omsorg, der i høj grad er med til at give tryghed.

Til sidst vil jeg gerne kommentere på det der med at være social og lære de sociale spilleregler at kende. Jeg er selv meget introvert, men har altid haft venner og været social. Jeg har dog aldrig lært de socialespilleregler at kende. Var der nogen, der havde forsøgt at lære mig dem som barn/teenager ved at presse mig ud i sociale situationer, jeg ikke selv havde lyst til, ville jeg have mødt dem med stor modstand og modvilje. Den slags tror jeg ikke på man kan lære, med mindre man selv ønsker det. At resultatet så er, at jeg nu i mine slut 20'er kæmper en indædt kamp med det, er noget andet. I det mindste vil jeg det selv nu og har taget kampen op frivilligt. Den kamp var ikke blevet nemmere af, at nogen havde stillet spørgsmål ved min introverthed og manglende forståelse for socialespilleregler som teenager. Tværtimod! Jeg fik heldigvis lov at passe mig selv for det meste. Men de få gange, de voksne hev fat i mig og stillet spørgsmål ved mig og påpeget at jeg var anderledes og mærkelig, var sgu egentlig på grænsen til traumatiserende. I hvert fald har jeg det, desværre, stadig liggende i baghovedet den dag idag engang imellem, at det at være anderledes, mærkeligt og introvert, er en dårlig ting, der nemt kan sætte mig i en situation hvor jeg får uønsket negativ opmærksomhed. Jeg elsker mine skævheder og det, at jeg er mærkelig. Men desværre kan jeg også nogle gange få følelsen af, at det er forkert at skille sig ud, og det er en medvirkende årsag til, at der ikke er nogen, der vil mig.
Jeg har et par gode venner idag, som har brugt størstedelen af deres teenagetilværelse på at spille computer alene på deres værelse. Er de flotte ekstroverte atletiske mænd, der kender de socialespilleregler og kan charmere alle og enhver? Nej, bestemt ikke. De er røvnørdede og dybt socialt akavet. Men de har alle uddannelser, arbejde, et godt forhold til deres familie og gode venner, der holder af dem. Min pointe er nok egentlig bare, at jeg, uden at have andet end min egen livserfaring at have det i, tror at det er langt mere skadeligt for et barn/en teenager at være (over)opmærksom på deres særheder og presse dem til ting, de ikke har lyst til, end det er at lade dem udvikle sig selv med de skævheder og udfordringer, en del mennesker nu engang lever med. Dermed ikke sagt, at der ikke skal tages hånd om mistrivsel, og at man selvfølgelig er nødt til at presse lidt på en gang imellem for at finde ud af, om der er et reelt problem, der skal håndteres.
2

Tilbage til "Forældre"