Debattens mødregruppe

[twinkle]

Hvad fanden gør man lige, når baby skriger af sine lungers fulde kraft, fordi det er sjovt?! Jeg sværger, jeg får kraftedme snart en høreskade. Det er højt og skingert på samme tid, og han synes bare det er det FEDESTE.
Jeg har prøvet at aflede ham med legetøj eller sige en anden lyd han også kan, som fx mamamamamamama og så gør han det lidt, men bagefter går han i gang med at skrige-råbe igen

[godtnavn]

Hvad fanden gør man lige, når baby skriger af sine lungers fulde kraft, fordi det er sjovt?! Jeg sværger, jeg får kraftedme snart en høreskade. Det er højt og skingert på samme tid, og han synes bare det er det FEDESTE.
Jeg har prøvet at aflede ham med legetøj eller sige en anden lyd han også kan, som fx mamamamamamama og så gør han det lidt, men bagefter går han i gang med at skrige-råbe igen

Man finder ørepropper og messer "det er en fase, det er en fase, det er en fase"... Her varede det en lille uges tid, så var det ligesom afprøvet og skrigeriet stoppede

[Bøtte]

Det er vist desværre en fase, de fleste skal i gennem.

[twinkle]

Nå. En fase. Mere. Hurra

[Sof]

Nå. En fase. Mere. Hurra

En reaktion du nok kommer til at have et par gange de næste 18 år. Mindst


Vi er i gang med 2 faser lige pt., hamre-med-alt-hvad-der-kan-hamres-med-fasen, frygter dagligt for tv-skærm, højtalere, telefoner, glas og alle de ting der kan smitte af på væggene når han slår med det og så en fase hvor han VIRKELIG kan se sur og skuffet ud, når han synes det er uretfærdigt at man tager noget fra ham, fx af det han hamrer med. Hans mund strammer helt sammen og øjenbrynene helt ned over øjnene nærmest og så skuler han bare. Og man må IKKE grine, så stikker han i hysterisk og meget overdramatisk gråd.

[Aquadorable]

Nå. En fase. Mere. Hurra

[Zonta]

Det her er lidt et ømt punkt for mig, så jeg håber ikke jeg bliver mødt af en alt for kritisk respons.

Jeg synes det er sindssygt hårdt at have en baby! Han er to måneder i morgen og jeg synes det er vanvittigt drænende og slet ikke spor givende. Jeg føler selvfølgelig en stor beskyttertrang overfor ham, men jeg kan ikke sige, at jeg elsker ham. Vi bøvler så meget med MME, for han har så ondt i maven. Han får movicol dagligt. Samtidig sover han virkelig dårligt i løbet af dagen. Han er så træt, så træt, men kan ikke falde til ro, formodentlig pga. maven. Man kan høre hvordan den bobler og arbejder nærmest konstant. Tror måske han skal have klippet tungebånd igen (han fik det gjort den dag han blev født), jeg tror måske han døjer med noget refluks og jeg kan slet ikke overskue at få gjort noget ved det. Jeg er så træt og når han vågner om natten er jeg mest bare irriteret på ham. Jeg bliver så sur, når han ikke vil sove. Nogle dage sover han kun 30-45 minutter i løbet af 9 timer og han vil kun sove i arm eller i en barnevogn, der bliver gået med. I øvrigt vil han ikke ligge for sig selv i mere end et par minutter. Når min mand kommer fra arbejde, har jeg lyst til at give ham baby og bare gå. Jeg synes slet ikke det er sjovt. Og der er så mange der siger, at når de så får smil fra baby, så glemmer de alt det sure. Det gør jeg ikke. Jeg synes han er dejlig når han smiler, men jeg er stadig irriteret på ham. Jeg bliver nærmest angst hver gang babyalarmen går igang, for jeg kan ikke overskue at han skal vågne. Føler mig som en virkelig dårlig mor. Min mand har i øvrigt en ret kort lunte med ham, så jeg er faktisk også lidt "bange" for at lade ham være alene med ham. Han kunne aldrig finde på at gøre ham noget, men jeg ved hvor utålmodig han er.
Jeg ved ikke om det er begyndelsen på en efterfødselsreaktion - og det orker jeg bare slet ikke. Jeg har en baggrund med tilbagevendende depressioner og jeg kan slet ikke overskue at skulle gå til noget samtaleterapi eller noget.

[Bøtte]

Du skal ringe til din sp i morgen, og så skal du vise hende dit indlæg eller fortælle hvordan du har det. Man skal ikke have det sådan som nybagt mor

Din mand må ‘suck it up’ og tage jeres søn. Og så skal du ud af huset lidt, få lidt luft fra alt det svære. Ved han hvor svært du har det?
Kan din mor eller svigermor (eller andre) hjælpe med at passe ham nogle timer ind i mellem?


Mht mme’en. Har I prøvet dem fra apoteket. Det er spaltet (tror jeg det er) på en anden måde og derfor mildere ved maven.
Ellee måske har han det svært ved at fordøje komælk.



Og til sidst: Det bliver bedre, det tør jeg godt love dig. Men du er nødt til at bede om hjælp for at komme der til


(Og havde jeg stået i din situation var jeg flyttet hjemmefra. Babyer, der ikke sover er virkelig noget af det hårdeste.)

[billiebean]

Det her er lidt et ømt punkt for mig, så jeg håber ikke jeg bliver mødt af en alt for kritisk respons.

Jeg synes det er sindssygt hårdt at have en baby! Han er to måneder i morgen og jeg synes det er vanvittigt drænende og slet ikke spor givende. Jeg føler selvfølgelig en stor beskyttertrang overfor ham, men jeg kan ikke sige, at jeg elsker ham. Vi bøvler så meget med MME, for han har så ondt i maven. Han får movicol dagligt. Samtidig sover han virkelig dårligt i løbet af dagen. Han er så træt, så træt, men kan ikke falde til ro, formodentlig pga. maven. Man kan høre hvordan den bobler og arbejder nærmest konstant. Tror måske han skal have klippet tungebånd igen (han fik det gjort den dag han blev født), jeg tror måske han døjer med noget refluks og jeg kan slet ikke overskue at få gjort noget ved det. Jeg er så træt og når han vågner om natten er jeg mest bare irriteret på ham. Jeg bliver så sur, når han ikke vil sove. Nogle dage sover han kun 30-45 minutter i løbet af 9 timer og han vil kun sove i arm eller i en barnevogn, der bliver gået med. I øvrigt vil han ikke ligge for sig selv i mere end et par minutter. Når min mand kommer fra arbejde, har jeg lyst til at give ham baby og bare gå. Jeg synes slet ikke det er sjovt. Og der er så mange der siger, at når de så får smil fra baby, så glemmer de alt det sure. Det gør jeg ikke. Jeg synes han er dejlig når han smiler, men jeg er stadig irriteret på ham. Jeg bliver nærmest angst hver gang babyalarmen går igang, for jeg kan ikke overskue at han skal vågne. Føler mig som en virkelig dårlig mor. Min mand har i øvrigt en ret kort lunte med ham, så jeg er faktisk også lidt "bange" for at lade ham være alene med ham. Han kunne aldrig finde på at gøre ham noget, men jeg ved hvor utålmodig han er.
Jeg ved ikke om det er begyndelsen på en efterfødselsreaktion - og det orker jeg bare slet ikke. Jeg har en baggrund med tilbagevendende depressioner og jeg kan slet ikke overskue at skulle gå til noget samtaleterapi eller noget.

Det gør jeg. Altså det markerede. Nogle dage giver jeg ham fysisk T, når han kommer ind af døren, og går ud i bilen og kører en tur eller parkerer et sted, skruer sædet tilbage og bare slapper af. Selv med en nogenlunde nem baby er jeg bombet i krop og hoved efter en hel dag med hende. Og da specielt de dage, hvor søvnen er sparsom. Nogen snakker varmt om slyngevugge til babyer der ikke sover super godt, måske var det en ide.

Men har du det som du beskriver hele tiden? Eller går det op og ned?

Det hele ramlede for mig for nogle uger siden som jeg vist skrev her i tråden også. Men jeg kan også godt mærke at det går op og ned og nok handler mere om hormoner og øget sensitivitet fordi det er en forandring og er knapt så direkte babyrelateret. Og jeg tænker bare, at det simpelthen MÅ blive lettere med tiden. Når baby ikke skal spise hele tiden, når nattespisningen er ovre, når de i det mindste kan sidde selv, selv kan række ud og vise hvad de gerne vil osv.

[DannyZuko]

Åh Zonta, jeg forstår dig SÅ godt! Det der kunne have været min første barsel. Kan huske huske, at jeg over for en (barnløs) veninde beskrev det som 95% røv og nøgler at være mor. Nøj, hvor tænkte jeg tit, at det der med at blive forældre var verdens dårligste beslutning. Jeg var så lettet, da min barsel sluttede, og jeg kunne kaste det lille sovemonster i armene på dagplejeren og få FRED på mit arbejde.

Jeg ved den dag i dag ikke, hvad der var galt med min baby, men noget var der altså. Fik en henvisning til en børnelæge, men kunne ikke overskue det, så vi kom aldrig derhen. Den fejl må du ikke begå!
Få din mand til at sætte noget i gang med sundhedsplejerske og læge, for hverken baby eller I skal have det sådan. Og få så al den aflastning, du kan skrabe sammen hos familie og venner. En times mor-tid hist og pist er guld, når man er så kvæstet.

[Lykke]

Jeg kan sagtens sætte mig ind i alt det der Z! Det er pisse hårdt med sådan en lille størrelse.
Jeg kan den dag i dag stadig mærke at der var nogle ting efter vores pige kom til verden jeg stadig ikke har bearbejdet ordentligt.

Tag kontakt til sp eller læge. Måske kunne noget gruppesamtale/anden samtale faktisk blive dit frirum fra baby.
For tiden går jeg til psykolog, og i den forbindelse prøver jeg at gøre noget godt for mig selv. Fx at købe blomster med hjem, tage i bio inden samtalen, købe en lækker kage med hjem til kaffen osv.
Kan du tale med din mand om hans utålmodighed med baby? For så er det jo heller ikke trygt for ham. Men han kan jo også have en reaktion på alt det nye med baby.

Ellers vil jeg bare sige, gør det så nemt for jer selv som muligt.
Da jeg begyndte at tænke i nemhed og hygge, synes jeg tingene blev langt lysere. Satte mig nogle små hyggeopgaver i løbet af dagen, det kunne bare være at sidde med en god kop kaffe og se et eller afsnit på tv, eller komme på posthuset og hente en pakke.
Maden skulle være god og lækker, og nem i den grad.
Hvad siger sp til maveproblemerne?

[AgentPixie]

Kram til dig, Zonta.

Du skal kontakte din SP og læge, både mht hvordan du har det men også din mistanke om refluks, så der kan komme styr på hans mave og søvn. Og dig.
Hvis du ikke kan overskue det, så få din mand, mor eller veninde til det. Eller send en sms til sp, så bolden ligesom ligger hos hende.

De følelser du har, har jeg også haft i større eller mindre grad. Jeg fik nærmest koldsved, hver gang der kom en lyd fra babyalarmen min søn sov også dårligt om dagen.

[AgentPixie]

Der var en der skrev om MME fra apoteket. Det synes jeg også I skal prøve. Det er hubdedyrt, men hvis barnet har allergier, kan man som regel få det på recept.

[Aquadorable]

Det her er lidt et ømt punkt for mig, så jeg håber ikke jeg bliver mødt af en alt for kritisk respons.

Jeg synes det er sindssygt hårdt at have en baby! Han er to måneder i morgen og jeg synes det er vanvittigt drænende og slet ikke spor givende. Jeg føler selvfølgelig en stor beskyttertrang overfor ham, men jeg kan ikke sige, at jeg elsker ham. Vi bøvler så meget med MME, for han har så ondt i maven. Han får movicol dagligt. Samtidig sover han virkelig dårligt i løbet af dagen. Han er så træt, så træt, men kan ikke falde til ro, formodentlig pga. maven. Man kan høre hvordan den bobler og arbejder nærmest konstant. Tror måske han skal have klippet tungebånd igen (han fik det gjort den dag han blev født), jeg tror måske han døjer med noget refluks og jeg kan slet ikke overskue at få gjort noget ved det. Jeg er så træt og når han vågner om natten er jeg mest bare irriteret på ham. Jeg bliver så sur, når han ikke vil sove. Nogle dage sover han kun 30-45 minutter i løbet af 9 timer og han vil kun sove i arm eller i en barnevogn, der bliver gået med. I øvrigt vil han ikke ligge for sig selv i mere end et par minutter. Når min mand kommer fra arbejde, har jeg lyst til at give ham baby og bare gå. Jeg synes slet ikke det er sjovt. Og der er så mange der siger, at når de så får smil fra baby, så glemmer de alt det sure. Det gør jeg ikke. Jeg synes han er dejlig når han smiler, men jeg er stadig irriteret på ham. Jeg bliver nærmest angst hver gang babyalarmen går igang, for jeg kan ikke overskue at han skal vågne. Føler mig som en virkelig dårlig mor. Min mand har i øvrigt en ret kort lunte med ham, så jeg er faktisk også lidt "bange" for at lade ham være alene med ham. Han kunne aldrig finde på at gøre ham noget, men jeg ved hvor utålmodig han er.
Jeg ved ikke om det er begyndelsen på en efterfødselsreaktion - og det orker jeg bare slet ikke. Jeg har en baggrund med tilbagevendende depressioner og jeg kan slet ikke overskue at skulle gå til noget samtaleterapi eller noget.

Zonta, jeg kan SÅ godt følge dig. Gik med mange af de samme tanker de første måneder af min barsel - og flere er vendt tilbage, nu hvor vi har ramt fjerde tigerspring, som VIRKELIG trækker tænder ud. Jeg elsker min datter meget højt, og jeg smelter fuldstændig, når hun smiler og griner. Men jeg er slet ikke gearet til at gå hjemme med sådan en størrelse. Jeg tænker meget på, at jeg ikke tror, vi skal have flere børn.

Jeg tog fat i min SP, og hun tilbød at komme forbi til nogle ekstra snakke med fokus på min mand og jeg. Vi kom frem til, at jeg havde brug for nogle ugentlige frirum, hvor jeg kunne gøre lige det, jeg havde lyst til - alene. Det har hjulpet en del. Jeg tager til træning en aften om ugen, og derudover har jeg en aften mere om ugen, hvor jeg fx kan se veninder eller bare bure mig inde i soveværelset med en god serie. Min mand har mulighed for at tage meget tidligt på job (før kl. 6), så han kan komme tidligt hjem igen, og det har også hjulpet rigtig meget. Så føles dagene ikke så lange. Jeg skubber til mine egne grænser og siger ja til arrangementer osv for at komme ud, selv om jeg ved, at hun potentielt set bliver virkelig træls at have med. Som i går, hvor hun blev totalt hysterisk, da jeg var til noget efterfødselscafe, og jeg endte med at gå. Men tit går det faktisk bedre end forventet, og jeg føler mig sej over at være taget af sted. Det hjælper også. Man skal ligesom ud af den der følelse af at være fanget i eget hjem, for det gør tingene så meget værre.

Som de andre skriver, skal du ringe til SP og til din læge. De er der for det samme, og du kan tage en begymdende efterfødselsreaktion i opløbet. Og så skal din mand på banen - selvfølgelig kan han passe jeres søn.

[billiebean]

Zonta: Kom lige til at tænke på om det kan være at din mands kørte lunte med baby måske også handler om at han ikke er tvunget til at få det til at køre - for du står jo standby til at tage over? Så hvis du nu fysisk fjerner dig, så bliver han jo nødt til at kunne.

Min mand kan godt være sådan i ny og næ, når han er træt. Han bliver ikke hidsig - men han tror bare, hun er sulten hele tiden og skal ammes så Så der har jeg også måttet fortælle ham, hvordan jeg kan se og mærke om hun er sulten og at hun typisk bare skal have omsorg og en rolig favn. Så min mand har fået et nyt punkt på sit repertoire, nemlig babyomsorg, hehe. Og måske har din mand nytte af at du deler med ham, hvordan din erfaring er med at få baby til at falde til ro?