Mette skrev:Slandrmus skrev:Jeg forstår ikke helt hvordan der kan være tid til at du leger med dem (og synes det er dødens pølse) men ikke tid til at du kan tage dem med i de daglige gøremål?
Nu har jeg så kun en, så måske er det anderledes når man har flere:-)
Men han er med til alt. Jeg er heller ikke specielt god til de der småbørnslege. Jeg kan bedre de lidt større børns lege - egne, bygge et eller andet lego eller lign. Men det der med bare at sidde og trykke på et stykke legetøj, der kan sige ding ding i timevis - det bliver aldrig mig. Til gengæld er min dreng så med hvor jeg er. Når jeg laver mad, sidder han på køkkenbordet og følger med. Maden skal jo laves uanset hva, og så kan han jo lige så godt sidde der, hvor vi kan snakke og have øjenkontakt, pjatte lidt og så også se hvordan det foregår når man er i køkkenet. Så sidder han der emd en skål og et piskeris og leger med det - eller hjælper med at komme løg op i minihakkeren eller lign.
Når jeg vasker tøj, så tager han det ind og ud af maskinen og rækker nogle af tingene op til mig. Han går med ud til hønsene, og mens jeg fylder op med vand og mad, får han en spand med strandskaller (som det ikke gør så meget hvis han spreder lidt ud over det hele), som han kaster rundt omkring til dem. Når jeg lægger tøj sammen "hjælper" han ved at lægge det op i kurven. Og nogle gange sidder han bare på gulvet ved siden af mig og leger med sine klodser, mens jeg laver mad, vasker eller andet, og så "snakker" vi imens og hører musik, og en gang i mellem kan jeg lige sætte mig i to minutter og bygge et tårn sammen med ham.
Vi er hjemme 16.30 og skal spise kl 17. Så det er ret stramt. Og derefter har vi ca 3 kvarter inden putning. Der prioriterer jeg at læse bøger eller at lege med dem. Men det er da ikke fordi jeg gider. Jeg vil meget hellere se nyhederne med benene oppe
Det lyder også til du har en dygtig dreng.
Det lyder heller ikke særligt sjov, har børnene slet ikke selv brug for lige at lande når de kommer hjem?