Her kan du læse hvad det er du sidder og godter dig over de børn om tilbage til Danmark til. Du skulle skamme dig ligesom de fem der har liket dit indlæg. Bruno, som du synes lød klog tidligere, nok fordi han er en mand, ventede udenfor retten for at vise sin støtte til Angelina.
“ANGELINAS TALE TIL ØSTRE LANDSRET
Jeg måtte beskytte børnene og det er derfor jeg står her i Østre Landsret i dag og skal modtage min dom.
Som I kan se i sagens akter er børnene og jeg er en voldsramt familie. Det er fastslået af både Rigshospitalet, Københavns Kommune og Krisecenteret helt tilbage fra 2012. Socialcenteret i Mathæusgade laver en straks-foranstaltning d.30. oktober 2012 hvor min datter og jeg indlogeres på hotel fordi det vurderes at det er for farligt at vende hjem indtil der bliver en plads ledig på et krisecenter. Vi kommer på krisecenter i november 2012 og bor der i 8 måneder.
Under opholdet føder jeg min søn Leonardo. Igennem 2013 og 2014 vurderer både psykologer, socialrådgivere ved Københavns kommune samt Statsforvaltningen at børnene og jeg skal skærmes mest muligt. Det kommer til udtryk i både udtalelser og underretninger samt de samværsresolutioner som Statsforvaltningen udarbejder.
Vladimir nægtede at anerkende sit faderskab indtil Leonardo var 5 måneder gammel. Jeg tilkendegiver her at vi kan samarbejde om samværet men i stedet for starter Vladimir en sag op i Statsforvaltningen. Da Leonardo er godt et år gammel tildeles Vladimir derfor i gennemsnit 4 timers samvær per uge. Dette er den eneste gang nogensinde at Vladimir søger om samvær med vores søn.
Peter søgte om samvær da Aia var 3 måneder gammel. Her ønskede han at Aia skulle udleveres til ham i blandt andet 3 sammenhængende uger og hver anden weekend. Statsforvaltningen tildelte 2 timers støttet samvær per måned.
Dette var blot starten på en lang række sager, hvor hensynet til børnene synes at være forsvundet. Vladimir og Peter antog i 2014 samme advokat, men havde allerede meddelt mig tilbage i 2012, da vi boede på Krisecenteret at de agtede at samarbejde udenom mig.
I starten indløb der underretninger fra Vladimir og Peter, men det overraskende ved disse underretninger var at det ikke var underretninger på børnene, men underretninger på min virksomhed, som de ønskede at kommunen skulle lukke. Det var først efter at kommunen naturligvis ikke kunne lukke min virksomhed at fædrene begyndte at underrette om at jeg er psykisk syg, og det er selvom begge fædre uafhængigt af hinanden har sagt at jeg er en god og dedikeret mor og at de aldrig ville bestride bopælen.
Da min datter er 3 år gammel får hun efter et samvær med Vladimir vaginalt udflåd. Hun tilses af vores læge som henviser til en gynækologisk undersøgelse på Rigshospitalet.
I samme periode har Statsforvaltningen udarbejdet en ny samværsresolution mellem Aia og hendes far. Samværet skal nu være 3 timer hver anden uge uden støtte. Det samvær kommer dog ikke i gang som Statsforvaltningen havde pålagt os idet de 2 første gange skulle være overvåget. Peter var angiveligt ikke interesseret i at følge den samværsresolution. Efter 3 måneder skriver min advokat følgende til hans advokat:
”Jeg begriber ikke at din klient ikke bare gør som der står i brevet af 1. November, så det samvær kan komme i gang, hvis det overhovedet er samvær han ønsker?? Det virker som om at det er vigtigere at konflikte end at komme i gang”.
Sagen endte med at jeg blev indkaldt til fogedretten fordi Peter ønskede erstatningssamvær selvom han selv var udeblevet fra de fastsatte samvær.
Under fogedretsmødet aftalte vi at han fik erstatningssamvær og dommeren opfordrede ham til at gå i gang med samværsresolutionen. I stedet henter Peter Aia med hjem uden at fortælle mig det. Og sådan kører det fremover hele tiden non stop.
Aia begynder herefter at udvise symptomer på mistrivsel, hvor hun blandt andet taber håret.
Jeg vurderer at børnehaven ikke formår at skabe tryghed om børnene, og jeg vælger at tage dem ud i april 2015 for at de kan komme i en privat pasningsordning. Desværre tager Vladimir ned til børnepasseren og fortæller denne på vegne af begge fædre at de vil modarbejde pasningsordningen, hvilket får børnepasseren til at opsige kontrakten dagen før børnenes 1. Dag.
Dette betyder at jeg må lukke mit firma og hjemmepasse børnene. Efter blot 2 måneder hjemme hos mig kommer Aia i fin trivsel igen og det blev observeret på Rigshospitalet og kan læses i deres journaler d.1.juli 2015: ”Aia har fået mere sul og rund kinder. Fine farve, sundt naturligt udseende. Hun fortæller glad om rutchebanerne i Lalandia”.
10 dage efter kommer Aia hjem efter at have været på samvær med sin lillebror hos Vladimir. Her fortæller om at hun er beskidt indeni og ikke kan vaskes ren. Hun tilses på Rigshospitalet som efterfølgende laver en underretning med bekymring for seksuelle overgreb. På det her tidspunkt skete der det at hver gang der var en fagprofessionel der underrettede til Københavns Kommune modtog jeg et kontraangreb af så voldsom karakter fra fædrene og deres advokat, så det var efterhånden meget svært at stå distancen. Derfor beder jeg om at Rigshospitalet tilbageholder deres underretning således at jeg kunne vedblive at være en nærværende mor for mine børn. Rigshospitalet samtykker med kravet om at jeg lover at Aia ingen steder skal uden mig.
I denne her periode aftaler Peter og jeg også at vi skal samarbejde omkring Aia og jeg tilbagetrækker derfor min anmodning om fuld forældremyndighed som jeg indgav i 2013. Man lukker børnesagen vedrørende Leonardo i Københavns Kommune.
Aia ønsker ikke at være sammen med sin far og reagerer med voldsom gråd og panik hver gang der er samvær.
Peter opstarter nu en forældremyndighedssag og ønsker at Aia skal bo hos ham uden at have kontakt til sin mor. Samtidigt verserer en bopælssag i Østre Landsret vedr. min søn Leonardo. Her vil Vladimir pludselig også have fuld forældremyndighed. I dette tidsrum får jeg Leonardo hjem fra samvær med hævelser i hele ansigtet og et stort blåt øje. Jeg kontakter Vladimir for at høre hvad der er sket og får tilbagemelding om at han på kælk er kørt ind i havebord, og at det i øvrigt ikke gør ondt på Leonardo.
Her skal jeg minde om at begge fædre på dette tidspunkt har minimalt samvær med børnene og at en børnesagkyndig fra Frederiksberg Ret har konkluderet at børnenes tilknytning til fædrene er så dårlig at det er til børnenes bedste at de skal bo hos mig.
Jeg skal også minde om at Vladimir end ikke ønskede at vedstå sig faderskabet og at Peter ikke ønskede at følge den samværsresolution som Statsforvaltningen havde lavet. Det sidste skete mange gange.
På daværende tidspunkt i foråret 2016 havde der kørt sager igennem 5 år, fagpersoner havde underrettet og der var konsensus om at børnene og jeg skulle skærmes. På trods af det eskalerede sagen hvor jeg igennem fædrenes og deres advokat blev beskrevet som svært psykisk syg med angiveligt massive støtteforanstaltninger. Det var påstande der var så outrerede men som kunne få alvorlige konsekvenser.
Peter og Vladimir meldte mig også for socialt bedrageri til kommunen, de brugte mit eget bardoms traume imod mig og sørgede for at ringe hid og did med bekymringer om mig – ikke deres børn) og sådan kom angrebene igennem flere forskellige instanser på samme tid i mere end 2 år. Jeg vidste aldrig hvad den næste dag bød på af utrygheder skabt af Vladimir og Peter mine børns fædre.
Det eneste jeg kunne være sikker på var at det aldrig ville stoppe så længe jeg fortalte om volden. I dette her krydsfelt skulle jeg også være mor for to børn og skærme dem fra de negative konsekvenser som sådan en adfærd kan afstedkomme. Det lykkedes og begge børn er i god trivsel hos mig.
I marts 2016 kunne jeg se at fædrene ønskede at adskille børnene og jeg var blevet fortalt og kunne læse i deres anmodninger at jeg skulle ud af børnenes liv. Så jeg tog valget om at rejse til Brasilien med børnene, så børnene kunne få ro og vi kunne få ro sammen, sådan at børnene kunne få den barndom som de fortjener sammen.
I Brasilien oplevede vi et liv hvor begge børn trivedes og den daglige frygt for det næste angreb på børnenes ret til en ubekymret og sorgløs barndom forsvandt. Jeg er ked af at jeg vurderede at det var det eneste der kunne sikre det på det tidspunkt, men det har jo vist efter vi er kommet tilbage at min frygt var berettiget.
I dag lever børnene hver for sig og jeg er stort set afskåret fra at være en del af mine børns liv. Uagtet at begge fædre i medierne oplyste at de ville sikre børnenes ret til to forældre har de handlet stik modsat.
Underretningerne og klagestrømmen fortsætter til trods for det sparsomme samvær som på nuværende tidspunkt har været ca. 10 timer siden vi ankom til Danmark i oktober 2017. Der bliver nu klaget over at børnene får deres tegninger fra samværet med hjem og der er sågar blevet klaget over at min datter fik en smoothie med i hånden efter et samvær. Smoothien blev ligefrem taget ud af hånden på hende og tilbageleveret.
Der har både før og efter vores tur til Brasilien hersket en mangel på forståelse af hvad der er til børnenes bedste. I 4 år har jeg været målskive for alverdens beskyldninger. Vladimir og Peter har igennem det sidste år hængt mig, børnenes mor ud i pressen med udtalelser om at jeg er psykisk syg, de har offentliggjort børnenes navne samt billeder og videoer og tager ikke hensyn til børnenes ret til et privatliv.
Under et overvåget samvær fortæller min datter mig at både hendes egen far Peter og Vladimir har sagt til hende at hun aldrig kommer til at besøge sin mor igen. Fædrene har sågar ladet børnene tro at jeg var død. Så sent som i går udtalte Aias far Peter til Ekstra Bladet at han ikke vil tillade at Aia ser sin mor såfremt jeg kommer i fængsel.
At adskille børn fra deres primære omsorgsperson, kan man i disse dage læse i pressen har store skadesvirkninger på børns hjerner, med livsvarige skader til følge. I Aia og Leonardos tilfælde har man ikke blot adskilt dem fra deres primære omsorgsperson, men også fra hinanden.
Man kan som mor i sådan en sag her blive påført en masse smerte - men det er børnene der tager skade.“