canoodle skrev:Ej, beklager tudefjæse-indlæg. Men ih, det har været et par skod-dage. Mini har det ikke godt. Han er pjevset, sur og ked af det hele tiden. I sidste uge nævnte de i vuggestuen at han lider af galopperende seperations-angst i en grad så han bliver ked af det, hver gang en voksen forlader stuen. Selv de andres forældre er kilde til stor frustration for hans vedkommende. Han har været SÅ ked af at blive afleveret, og i går da jeg kom for at hente ham klokken 16, blev jeg mødt af en stortudende mini som græd på sådan en opgivende måde, siddende alene i garderoben. Jeg samlede ham op og trøstede ham, og så kom pædagogen tilbage med et eller andet hun ville hente. Hendes forklaring på at han sad der alene, var at han var tung, ikke kan gå endnu og skal lære at kunne sidde alene...
Ja, det er ikke fordi det er let med ham, men måske skal man ikke efterlade et træt barn alene, når man ved at han lider så meget af seperations-angst fordi forældrene er gået fra hinanden. Ej, men jeg blev så sur og ked af det. Hun sagde så, at det jo ikke kan være meget anderledes, når de andre bliver hentet før. Hej hej, lille skyldfølelse. Jeg ville da også komme før, hvis mine arbejdsplads tillod det!
Om aftenen var han stadig ked af det. Jeg forsøgte at putte, læse og lege lidt med ham, men alt var bare galt og han slog mig igen og igen
Jeg kunne kun hive ham ud af den dårlig stemning ved at decideret klovne. Sådan synes jeg faktisk det har været med ham i et stykke tid, på nær den ene lørdag, hvor alt bare var OK.
I dag begyndte han allerede at græde på vejen til vuggestuen. Og da jeg sagde farvel var han så opløst at han hostede og lavede bræklyde. Normalt falder han hurtigt ned, men ikke denne gang. Det er første gang jeg er gået derfra med tårer i øjnene. Hele dagen på jobbet sad jeg og fik tårer i øjnene indtil frokost, hvor min kollega ser det. Så brød jeg bare helt sammen. Jeg kæmper så hårdt for at gøre det godt for ham. Grunden til at jeg arbejder fuld tid, er at jeg på min nuværende løn ikke engang kan få det til at hænge sammen, selvom der ingen luksus eller overforbrug er. Det er ligesom skruen uden ende: Arbejde så meget at min barn mistrives. Hvis jeg ikke arbejdede så meget, ville jeg ikke kunne forsørge os. FML.