Diller

[POCKETKITTEN]

Min mor har altid holdt hårdt på, at der ikke skulle bruges penge på diller. Helt i orden med fire børn.

Men det betyder også, at jeg var fattiglemmet i klassen.

Jeg havde nogle få Caps, som min fætter kunne unde mig, og som blev købt på et loppemarked, da det ikke rigtig var sejt for andre børn længere.

Jeg måtte ikke købe glansbilleder, så min mor satte mig til at klippe billeder ud af reklamekataloger og sætte dem i mappen. Derudover havde jeg englene fra honningkagerne og dem, andre forærede mig, i mine arvede mapper. Der var ikke mange, der gad bytte med mig.

Det var til gengæld dejlig nemt, når det var moderne at samle servietter. Jeg havde 30 ens eksemplarer med hjem, hver gang vi havde været til familiefest.

Jeg planlægger at gøre det lidt nemmere for mine børn at være med på dillerne.

[Mangoness]

Jeg kan huske, at der bl.a. var tamagotchier, babyborn, pokemonspil til gameboy, furbies og yu gi oh-kort - men jeg havde dem ikke selv.

- Furbies




Til gengæld havde jeg:

- De her ting som man får til at gå ned af trapper


- Glansbilleder


- Hønseringe


- Play-doh


- Sky dancers


- Betty Spaghetti


- Crazy bones


- Pokemon kort


- Pokeballs med slik i og en lille figur


- Diddl (blokke, blyanter osv.)


- Beyblade (en moderne snurretop )



Bare for at nævne nogle få

[dgd2007]

Jeg oplevede for nylig en ældre dame forsøge at købe en poesibog i en boghandel; den stakkels ekspedient anede ikke, hvad kvinden talte om.

Poesibogen var en fin (indbindingen) bog med blanke sider, hvor man kunne skrive vers eller rim. F.eks. et vers fra en dansk sang eller nogle vers, som nærmest blev brugt til netop det formål, og som vore forældre kendte. Man fik klassekammerater, fætre og kusiner og evt. også sine lærere til at skrive i den.

I venindebøgerne var der fortrykt spørgsmål; navn, adresse, livret, hvad vil du være, når du bliver stor, yndlingsbog, yndlingsfarve/blomst osv.

Jeg plagede min far i flere år, før han skrev i min poesibog, og så skrev han; Alt, hvad der er værd at få, det er værd at vente på.

Tak for forklaringen. Ja, det var også det, jeg nok mistænkte, at de nyere versioner var mere som til side 9-piger
Men jeg har skam set både min kones (fra 1960'erne) og svigermors (fra 1930'erne) - med fritekst. (Mange af "digtene" var dog de samme.)

[Akehurst2]

Jeg oplevede for nylig en ældre dame forsøge at købe en poesibog i en boghandel; den stakkels ekspedient anede ikke, hvad kvinden talte om.

Poesibogen var en fin (indbindingen) bog med blanke sider, hvor man kunne skrive vers eller rim. F.eks. et vers fra en dansk sang eller nogle vers, som nærmest blev brugt til netop det formål, og som vore forældre kendte. Man fik klassekammerater, fætre og kusiner og evt. også sine lærere til at skrive i den.

I venindebøgerne var der fortrykt spørgsmål; navn, adresse, livret, hvad vil du være, når du bliver stor, yndlingsbog, yndlingsfarve/blomst osv.

Jeg plagede min far i flere år, før han skrev i min poesibog, og så skrev han; Alt, hvad der er værd at få, det er værd at vente på.

Tak for forklaringen. Ja, det var også det, jeg nok mistænkte, at de nyere versioner var mere som til side 9-piger
Men jeg har skam set både min kones (fra 1960'erne) og svigermors (fra 1930'erne) - med fritekst. (Mange af "digtene" var dog de samme.)

Poesibøger var for fine. Sad og kiggede i min mors (hun var årgang 1946) og der var så mange søde hilsener, tegninger og små akvarelbilleder i. Men ja, en del af digtene går igen

[Undtagelsen]

Var med på glansbillede- og servietvognen.
Glansbillederne sirligt pakket ind i siderne i telefonbogen

Derudover Bobby & Kate stiftblyanter, viskelæder og alt muligt andet skrammel med dem på. Den var sikker til klassefødselsdagene.

Måtte ikke få Barbiedukker for mine forældre, for de var for dyre. Havde Daisydukker i stedet for.

[Lykke]

Spice Girls billeder i samlemappe
Servietter
Glansbilleder
Brevpapir
De der figurer man kastede mod hinanden

[Julledyret]

Jeg er opvokset i slut 1980'erne og 1990'erne, så mindes der var en del samleobjekter:

* Turtles klistermærker, som blev indsat i tilhørende mappe
* Glaskugler, som både blev byttet og spillet
* Yoyoer fra Coca Cola-koncernen
* Plastiksutter og tilhørende plastikdimser i snor
* Brevpapir - det var dog ikke noget der fangede mig for alvor
* Servietter - det bedste var, når jeg kunne få nogle fine med hjem fra mormor og morfar
* Viskelædre i alverdens afskygninger - de måtte endelig ikke blive brugt til deres formål..
* Klistermærker på små ark - jeg har stadig en svaghed her
* Spice Girls fotografier, som skulle sættes ind i de tilhørende mapper. Det har nok været min dyreste dille!

Derudover har vi i mit barndoms hjem samlet på diverse ting, som man kunne få via OTA solgryn, Kelloggs corn flakes og Coca Cola.

[LadyFox]

Jojo's Bouncin Boneheads, Spice Girl billeder og bagefter spice girl klistermærker, tamagichi, slime, Polly Pocket, Brevpapir, Glansbilleder, servietter, Magic Cards, Diddl, venindehalskæder, venindebøger.

[TomKah]

For mig er der forskel på diller og legetøj. Feks kan Barbie ikke for mig være en dille med mindre man samler på det på en specifik måde, hvilket jeg aldrig har mødt et barn der gjorde.

Ja da der har været mange diller gennem årene - for mig var det brevpapir og jeg holdt ved i mange mange år. Jeg havde over 1000 forskellige til sidst. De ligger vidst stadig hos mine forældre.

Min egne børn har aldrig helhjertet gået ind i en dille. De har en fidget spinner, de har skylanders, littlest petshop, shopkins etc, men de diller det ikke. Det er bare legetøj. Lykkepiller af forskellig art hr heller aldrig tiltalt dem.

[TomKah]

En anden firser dille som ingen var nævnt var hakisak

[dgd2007]

For mig er der forskel på diller og legetøj. Feks kan Barbie ikke for mig være en dille med mindre man samler på det på en specifik måde, hvilket jeg aldrig har mødt et barn der gjorde.
[...]

Nej, det skal vel være noget, næsten ingen gjorde, som næsten alle pludselig gør (og som så forsvinder igen efter forholdsvis kort tid). Yoyoer er et godt eksempel. Det har været blomstret op et par gange, både i min og mine børns tid.

[Delfin]

Glansbilleder, som vi havde i byttebøger lavet af telefonbøger, hvor vi foldede siderne på midten, så de kunne ligge inde i 'lommerne'.
Kun de suverænt pæneste fik lov at blive klistret i albummet.

Glaskugler som vi spillede med, men det var ikke en samleting som sådan. Jeg fik vist bare en lille posefuld, så vidt jeg husker (eller arvede jeg dem fra min bror ), og så måtte jeg selv rode med resten.

Servietter. Der havde jeg en kæmpe fordel med alle de missionsmøder, jeg blev slæbt med til

YoYo

Hønseringe. Dem spillede vi også med, men jeg kan ikke rigtigt huske, hvad spillet gik ud på. Dem her var det mest hotte.

[dgd2007]

[...]
Hønseringe. Dem spillede vi også med, men jeg kan ikke rigtigt huske, hvad spillet gik ud på. Dem her var det mest hotte.
[...]

Man kastede dem efter tur hen mod et bestemt sted med en passende afstand, indtil én ramte nogen, der lå der i forvejen. Så vandt han puljen, og man begyndte forfra. Sådan gjorde vi i hvert fald

Det var der, jeg havde en traumatisk oplevelse med, at ærlighed ikke betaler sig. Engang hvor puljen var blevet temmelig stor, troede de andre fejlagtigt, at jeg ramt. Jeg ville selvfølgelig vinde på ærlig vis, så ligesom ridderen giver skurken sværdet tilbage, når han har tabt det, sagde jeg, at jeg ikke havde. Men ingen ros eller ære - det førte bare til, at en anden vandt den store pulje, og min beholdning var blevet betragteigt formindsket. Dum verden! Slet ikke som i ridderfilm.

[Delfin]

[...]
Hønseringe. Dem spillede vi også med, men jeg kan ikke rigtigt huske, hvad spillet gik ud på. Dem her var det mest hotte.
[...]

Man kastede dem efter tur hen mod et bestemt sted med en passende afstand, indtil én ramte nogen, der lå der i forvejen. Så vandt han puljen, og man begyndte forfra. Sådan gjorde vi i hvert fald

Det var der, jeg havde en traumatisk oplevelse med, at ærlighed ikke betaler sig. Engang hvor puljen var blevet temmelig stor, troede de andre fejlagtigt, at jeg ramt. Jeg ville selvfølgelig vinde på ærlig vis, så ligesom ridderen giver skurken sværdet tilbage, når han har tabt det, sagde jeg, at jeg ikke havde. Men ingen ros eller ære - det førte bare til, at en anden vandt den store pulje, og min beholdning var blevet betragteigt formindsket. Dum verden! Slet ikke som i ridderfilm.

Pyt. Du tabte med æren i behold

[Santa]

Min mest vedholdende dille som ung, var vist at samle på diller.
Ikke to er ens jo.