Debatten

Titlen er måske lidt kringlet, men kort fortalt søger jeg råd til, hvordan jeg lærer min dreng på 3,10 år at håndtere, når noget sjovt og hyggeligt stopper.

Det kan fx være at skulle hjem fra en fødselsdag ,sige farvel til en legeaftale eller tage hjem fra farmor og farfar.

Desværre har jeg flere gange oplevet, at min dreng går helt agurk i ovenstående situationer. Altså at han græder og råber og gør modstand. Jeg har flere gange måttet bære ham væk.

Jeg/vi har forsøgt at forberede ham på, at nu skal vi snart hjem/gæsterne skal snart hjem, men uden held.

Jeg må desværre også indrømme, at jeg har svært ved at blive ved med at være anerkende. Eller det er jeg faktisk slet ikke mere. I dag blev jeg bare rigtig vred og skældte ud . Jeg synes faktisk, at det er pinligt, når det sker igen og igen i forhold til fx kammerater. Jeg kom til at true med, at så kan han ikke lege med nogen igen, men det ved jeg godt er dumt at sige, for det forstår han jo ikke.

Håber, I har nogle gode råd/ideer.

Jeg har ikke fundet noget der virker. Heldigvis går det oftest over kort efter.

Det er det lille barns manglende eller begrænsede evne til behovsudsættelse. Måske reagerer nogle af din søns jævnaldrende anderledes medgørligt i de pågældende situationer, men så er der ret sikkert andre tidspunkter, hvor de ikke gør.

Jeg tror, at det er vigtigt at have fokus på, om du bliver irriteret på din søn eller på det billede af dig, som du tror, at de andre voksne får af dig, når din søn flegner ud.

Er det noget som pludseligt er opstået?

Vores pige på snart 2 har haft det svært et godt stykke tid med sådan noget.
Vi snakker med hende om at det er okay at det er svært. Hvor hun så virkelig nogle gange kan blive fuldstændig ulykkelig og smide sig på gulvet. Men vi prøver at snakke kort om at hun skal fokusere på at det var hyggeligt med besøg fx. Og så ellers prøve at aflede og ikke snakke mere om det. Sætningen: vi kan altid gøre det igen - virker også godt.

Jeg vil foreslå at blive ved med at give en advarsel ca fem til ti minutter før det slutter. Sige barnet skal lege færdigt - ikke lege vidre men få legen sluttet. Så kan det få tid til at forberede sig mentalt.

Vi bruger det også stadig til vores drenge med adhd, da det jo netop for dem kan være svært at behovsudsætte, og jeg syntes det birker godt.

Men husk det skal være konkret og ikke bare "vi skal snart" de kan bedre forholde sig til noget konkret.

Jeg har ikke børn, men er pædagog.

En måde vi bruger til at undgå for store scener, er at børnene er meget forberedte på, hvad der sker hvornår. Det bliver så en måde, hvor de forbereder sig mentalt til hvad der skal ske, som en slags nedtælling.

Hvis børnene ved, at når den voksne kommer, så lægger hun bøger på plads, og så skal der ryddes op og ske x og y, så bliver de mere klar.

I tilfældet med ar besøge bedsteforældre, kan man sige: "Vi spiser aftensmad, bærer ud fra bordet og så tager vi sko på, siger farvel og går."
Og når man så har spist mad, kan man sige "Så var det nu, vi skulle tage fra bordet inden vi skal have sko på" og bagefter sige "Hvad var det, vi skulle nu, kan du huske det?? Skulle vi have sokkerne på ørerne? Naaarj, vi skal nemlig have sko på!!" Osv. Gøre det til en slags huskeleg.

Når det er sagt, har pædagoger en fordel af andre, nogle gange ældre børn, som følger trop - og så følger de andre efter. Og børn er bare anderledes end derhjemme. Og når det sker, at de skaber sig, er svaret roligt og venligt: "Jeg spurgte dig ikke om du ville. Jeg sagde, at du skulle."

Jeg gik engang to kilometer med en skrigende 3 årig under armen, da vi skulle hjem fra legeplads med stuen. Eneste reaktion var et ældre ægtepar, som kommenterede "Nå, du får da tjent dine penge i dag!".


Som med meget andet i den alder, handler det om forberedelse, rutiner og dybe vejstrækninger.

Min 4 årige knalder også ud, når han bliver hentet fra en legeaftale. Løsningen her er et par chancer til at komme med frivilligt - og ellers må det blive under armen med råb og skrig!.

Det er blevet en smule bedre de sidste par måneder, og den store på 7 år gør det ikke længere

Jeg har kun to tricks: Det ene er at give dem selv lov til at beslutte hvornår det slutter: Vi skal snart af sted, hvornår kan du være færdig med den leg der? Jeg skal lige bygge det her hus. O.k. fint, når du har bygget huset, går vi. Det accepterer de oftere end hvis jeg dikterer hvornår det slutter. Hvis det ikke er nok, distaherer jeg: Hvis du ikke kommer med lige nu mester, fanger jeg dig og kilder dig hele vejen hjem i bilen. Det plejer at virke, jeg kan næsten altid få dem til at grine uanset hvor sure de er. Men jeg ved ikke om det er dårlig pædagogik.

Jeg lever også bare med det. Tænker at det er en del af opdragelsen, selv om det er en hård del.

Nogle gange kan jeg lokke ved at begynde at fortælle en historie og så sige at jeg fortæller videre når vi går. Så kommer han som regel med med det samme. Jeg må kunne nogle gode historier

abcd skrev:Jeg har kun to tricks: Det ene er at give dem selv lov til at beslutte hvornår det slutter: Vi skal snart af sted, hvornår kan du være færdig med den leg der? Jeg skal lige bygge det her hus. O.k. fint, når du har bygget huset, går vi. Det accepterer de oftere end hvis jeg dikterer hvornår det slutter. Hvis det ikke er nok, distaherer jeg: Hvis du ikke kommer med lige nu mester, fanger jeg dig og kilder dig hele vejen hjem i bilen. Det plejer at virke, jeg kan næsten altid få dem til at grine uanset hvor sure de er. Men jeg ved ikke om det er dårlig pædagogik.

Det ved jeg heller ikke, men det gør jeg også, det der. Kan ikke huske hvornår jeg sidst gav sokker på, det er altid det store sokkemonster, der spiser små lækre tær der gør det...

abcd skrev:Jeg har kun to tricks: Det ene er at give dem selv lov til at beslutte hvornår det slutter: Vi skal snart af sted, hvornår kan du være færdig med den leg der? Jeg skal lige bygge det her hus. O.k. fint, når du har bygget huset, går vi. Det accepterer de oftere end hvis jeg dikterer hvornår det slutter. Hvis det ikke er nok, distaherer jeg: Hvis du ikke kommer med lige nu mester, fanger jeg dig og kilder dig hele vejen hjem i bilen. Det plejer at virke, jeg kan næsten altid få dem til at grine uanset hvor sure de er. Men jeg ved ikke om det er dårlig pædagogik.

Det er da mega god pædagogik Min tror så åbenbart ikke på det der pædagogik

Ridt: eller også er jeg super ringe til det...

FruKuk skrev:Det er da mega god pædagogik Min tror så åbenbart ikke på det der pædagogik

Ridt: eller også er jeg super ringe til det...

Jeg synes generelt det er sådan at andre forældres tips kan man bruge som grov inspiration, men det helt konkrete kan man sjældent bruge til ret meget, for det er så specielt for det enkelte barn, og alle børn har vel et eller andet hvor de er helt umulige at have med at gøre.