Indlægaf DetSorteCirkus » 31. aug 2017, 20:14
Til en start har jeg lyst til at nævne, at det desværre sagtens kan lade sig gøre at have hyppig uro i en klasse i årevis til trods for klar og tydelig dialog med og ditto udmeldinger til udfordrede (og udfordrende) elevers forældre, ressourcer som fx. periodevis tovoksen-ordning (lærer og pædagog) og målrettede indsatser overfor de børn, der har svært ved at agere i det traditionelle klasserum. Så medmindre du VED, at intet af dette har været forsøgt i din søns klasse, kan du ikke gå ud fra, at det forholder sig sådan.
Jeg er selv fornylig kommet ind over en sådan klasse, og selvom alle lærere i teamet generelt er ganske vellidte og respekterede blandt eleverne og deres forældre, og jeg bestemt ikke er bleg for at sætte hele maskineriet i gang, når blot én lektion er gået galt, og læringen har været minimal, er det tydeligvis en meget lang forandringsproces, vi har foran os med masser af to skridt frem og et tilbage og til tider desværre også et skridt frem og to tilbage. Omvendt skal jeg også være den første til at indrømme, om det så betragtens som ukollegialt eller ej, at der tidligere HAR været en tendens til at lade stå til i klassen, og at indsatsen i lange perioder har været for slap.
Uanset hvad situationen i din søns klasse er, vil jeg anbefale dig at have som mål at få en proces i gang i stedet for at forvente, at der findes en hurtig løsning (ud over skoleskift), hvis bare forældrene slår hårdt nok i bordet. Jeg kan sagtens forstå, at I har fået nok, og at det ikke er et nyligt problem, I vil påtale, men noget, I længe har tænkt over, men "blot" ikke fået taget hul på at melde ud overfor skolen, og det er sådan set meget menneskeligt, hvis den slags kommer ud i en frustreret tone; ikke desto mindre er det min erfaring, at man kommer længst med at lægge ud i et konstruktiv sprog, hvor man undlader at gisne om, hvad den anden part gør og tænker. På den måde gør man det nemlig svært for modtageren at fokusere mere på henvendelsens karakter end dens essens. Et rigtig godt udgangspunkt ville efter min mening være at starte med at fortælle, at du skriver, fordi I i gennem længere tid har hørt jeres søn tale om daglig uro og konflikter både eleverne i mellem og mellem elever og lærere, og fordi I kan mærke, at forholdene får ham til at mistrives. Dernæst ville jeg spørge til skolens oplevelse af situationen og foreslå, at alle parter går sammen om en målrettet indsats for at styrke det sociale klima og læringsmiljøet i klassen. Jeg synes, I skal sende mailen til hele lærerteamet, da lærere i dag, som I sikkert allerede er klar over, løser en klasses problemer i fællesskabet, og I derved også undgår at udstille en enkelt lærer. I tilfælde, hvor det er et faktum, at det primært halter i ét fag, og læreren ikke yder et minimum af sin gerning, er der efter min mening ikke noget galt i at henvende sig direkte til vedkommende eller, ved særligt grelle tilfælde, tage fat i ledelsen med det samme, men sådan opfatter jeg ikke jeres situation.
Dermed også sagt, at jeg vil fraråde jer at starte hos ledelsen, hvorimod det selvfølgelig kan være nødvendigt at gå den vej, hvis I bliver mødt med en sludder for en sladder af lærerteamet.
Noget andet, jeg personligt vil fraråde, endda stærkt fraråde, er at skrive rundt til alle forældre. Hvad skulle formålet med det være? Jeg spørger ikke retorisk, men fordi jeg ikke kan komme på rationel grund til det. Hvis der er forældre, I taler særligt med, og som deler jeres bekymring, kan det måske godt give mening at skrive til lærerteamet sammen, men da det lader til, at jeres behov for at skrive, naturligt nok, udspringer af jeres søns situation, er det bedst, tror jeg, at starte alene.
5