Hvordan modtager man en kollega efter sygdom?

[vibbsen]

Jeg er pt. Igang med at vende 'tilbage efter stress" for anden gang. 2 forskellige virksomheder - 2 forskellige måder at tackke det på.

Jeg vil rigtig gerne komme med input men nu skal jeg sove, så jeg vender tilbage i morgen eftermiddag.

[Little_Woman]

En af mine ikke-så-super-tætte kolleger kom tilbage i dag; jeg mødte hende tilfældigt, gav hende et klem om skulderen og sagde, at det var godt at se hende. Hun er i berøring med virkelig mange mennesker på en dag i jobbet, så denne lille gestus følte jeg var rigtig fint og nok, i forhold til hvem hun er og hvor mange hun kommer til at tale med.

[vibbsen]

Jeg er som sagt på vej "tilbage fra stress" for anden gang. 2 forskellige arbejdspladser. 2 helt forskellige forløb.

På arbejdsplads 1 havde jeg været i 5 år da jeg i sommeren 2015 gik voldsomt ned med stress og i første omgang var sygemeldt i 8 uger. I de 8 uger hørte jeg ikke en lyd fra mine kollegaer. Ikke et pip. For det havde var nemlig reglen på arbejdspladsen. Uanset om man ville eller ej. Var en kollega syg så måtte denne ikke kontaktes af andre end nærmeste leder. Det blev heller ikke meldt ud hvad jeg fejlede. Det gjorde man heller ikke af princip. Da jeg lige var blevet sygemeldt spurgte min leder hvad de skulle sige, og jeg svarede at de jo kunne sige at jeg var ramt af akut arbejdsrelateret stress, hvilket var det både læge og psykolog "diagnostiserede" det som. Men det var man tydeligvis ikke meget for. Min leder foreslog at vi kaldte det private udfordringer. Men det nægtede jeg kategorisk. Det her var ikke privat relateret men derimod 100 % arbejdsrelateret. Og så blev det bare til "at jeg var sygemeldt"....Man ville ganske enkelt ikke tage ordet "stress" i sin mund. Heller ikke selvom det faktisk var et rigtig stort problem på arbejdspladsen, og jeg blot var den seneste i rækken af ramte.

Da jeg efter 8 uger vendte tilbage var folk rigtig glade for at se mig og jeg fik masser af krammere. Men det var HELT tydeligt at der var blevet givet besked om at man "ikke talte om hvad jeg havde fejlet". Der var INGEN som spurgte til hvordan jeg havde det. Ikke en - heller ikke min nærmeste kollegaer som jeg var på venskabelig fod med og talte privat med. Og jeg fik faktisk fornemmelsen af at folk undgik mig og gik på listefod omkring mig.
Retorikken i virksomheden var ret hård. Nu havde jeg været sygemeldt i 8 uger. Nu skulle jeg bare se at komme tilbage på fuld tid, og det kunne kun gå for langsomt. Og man ignorede totalt både læge og psykologs anbefalinger om langsom optrapning til fuld tid. Efter 3 uger på deltid blev jeg efter et utrolig ubehageligt møde med HR (Hvor man pressede mig rigtig hårdt for at sige op) fuldtidssygemeldt igen. Og 4 dage før jul blev jeg til min store lettelse opsagt og fritstillet. Dagen efte var jeg faktisk på arbejdsmedicinsk klinik og talte med en overlæge som med det samme indberettigede forløbet som en arbejdsskade. Hvilket var en enorm lettelse. Hun sagde ved samme lejlighed at hun ligefrem kunne mærke hvor lettet jeg var over at være blevet opsagt. Hvilket for hende var en klar indikator for at der faktisk var tale om arbejdsrelateret stress.
Jeg har efterfølgende talt forløbet igennem med en af min nærmeste kollegaer som jeg ser privat. Og hun fortalte mig at det på intet tidspunkt var blevet meldt ud hvad jeg fejlede og at man havde givet ordre om at jeg ikke måtte kontaktes, ligesom at man venligst skulle afstå fra at spørge ind til hvordan jeg havde det da jeg vendte tilbage. Kort sagt : Det skulle ties ihjel. For hvis man ikke taler om tingene så går de måske væk.

For mig var det værste ved at vende tilbage at jeg kunne mærke at alle kiggede på mig. Men ingen sagde noget. Jeg havde været kollegaer med mange af dem i årevis. Men ingen turde spørge hvordan det gik og om jeg havde det bedre. Som man ellers ville gøre når folk vender tilbage fra sygdom. Faktisk får jeg det næsten småskidt ved bare at beskrive forløbet. Også fordi der lige fra starten af lå et udtalt pres på at jeg kunne og skulle vende tilbage til jobbet i samme form som det var da jeg blev syg. Og kunne jeg ikke det, jamen så skulle jeg finde et andet sted at være. At det måske var arbejdspladsen det var galt med. Det var slet ikke med i ligningen. Heller ikke selvom jeg blot var en i rækken af medarbejdere som knækkede nakken med stress. Flere gange fik jeg sågar at vide at når det var gået så galt som det gik. Så var det nok fordi jeg ikke havde mine prioriteringer i orden og ikke formåede at trykke på "pyt-knappen" når jeg gik hjem.

I marts 2017 fik jeg efter at have været ledig i 9 måneder så en stilling hos den tidligere kundeservicechef i ovenstående firma. En fantastisk kvinde på min egen alder som få måneder forinden var blevet afdelingsleder der hvor jeg er ansat nu. Og som cirka 3/4 år før mit forløb startede var igennem det samme, og ganske enkelte endte med at sige op selv og tage den fratrædelsesafale som de tilbød hende (som lignede den de forsøgte at få mig til at sige ja til). Hun var på det tidspunkt gravid, og det var en ægte svinestreg der langt oversteg det jeg var udsat for.
Det var hende der kontaktede mig og nærmest tvang mig til at sige ja Og jeg var og er rigtig rigtig glad for mit job som både er i en branche som interessere mig meget. Og som jeg er rigtig dygtig til. Jeg har nogen smaddersøde kollegaer og især et par af dem er jeg tætte med fordi vi på det personlige plan klikkede lige fra starten.

Ikke desto mindre så gik det alligevel galt igen i august 17 og jeg måtte sygemelde mig med stresslignende symptomer. Ikke i samme grad som sidst men jeg havde det rigtig skidt. Og jeg var - fordi jeg kun havde været der så kort tid - naturligvis meget nervøs for mit job. Dette luftede jeg for min chef, som med det samme sagde at nu havde hun jo ligesom hentet mig en gang. Så hvis jeg troede at hun sådan lige slap mig igen. Så tog jeg meget fejl. Jeg skulle naturligvis tilbage, og så måtte vi finde en måde at indrette jobbet så jeg kunne holde til det. Men at lige nu skulle jeg bare koncentrerer mig om at få det bedre. Hun spurgte også hvad hun måtte sige til mine kollegaer "For du ved jo godt at de kommer til at gå helt amok af bekymring og jeg gider ikke engang forsøge at få dem til lade være med at kontakte dig for at høre om du er OK". Vi aftalte at svesken skulle på disken så det blev meldt ud at jeg havde hvad der lignende stress og derfor var sygemeldt i 4 uger.
I de 4 uger der gik fik jeg et par sms'er fra min nærmeste kollega og et par stykker fra nogen af de andre. Alle sammen beskeder hvis essens var at jeg skulle vide at de savnede mig, at de håbede at jeg snart ville få det bedre og at jeg skulle huske at der var vigtigere ting i verden end jobbet. Ikke en af dem sendt med forventningen om at jeg svarede. Men blot en indikation af at man vidste at jeg var der. Og jeg tror måske at det er de vigtigste og meste betydningsfulde meddelser jeg nogensinde har fået. Der lå en omsorg i dem som jeg blev dybt rørt af.
Den dag jeg vendte tilbage fik jeg et kæmpe knus af vores coach som var den første jeg mødte. Og derpå af min nærmeste kollega som sagde at hun virkelig havde glædet sig til at se mig. Men at jeg faktisk kom lidt for tidligt. For hun ville egentlig have hentet mig nede i døren så det ikke var helt så angstprovokerende at skulle gå igennem lobbyen og på på kontoret. Det rørte mig dybt.
Der var flere som var henne og kramme og spørge hvordan jeg havde det. Og det resulterede i at vores coach trak mig til side for at afstemme om jeg var OK med det. For ellers ville hun øjeblikkeligt få det stoppet. Igen min præmisser. Men der var ingen der snagede. De var glade for at se mig. Og de ville gerne sikre sig at jeg havde det godt.

Summa sumarum er at her anden gang har det været MEGET nemmere at vende tilbage. Jeg har nogen få udvalgte som jeg "deler" hvordan jeg har det med. Og resten får bare et "Det går". Og det respekterer de. Altså bortset lige fra en enkelt som er lidt af en krampe og som generelt har det svært med folk som blever forfordelt. Hvilket hun mener er præcis hvad folk med deltidssygemeldinger er (!!!). Det er jeg så også, så da hun for gud ved hvilken gang igår spurgte "Hvordan går det så med dig" i den der tone som indikerer at nu må jeg da vist snart være færdig med at være stresset, så lagde jeg hovedet på skrå og sagde "Det går af pommerens til. Men tak fordi du spurgte" Og så var den ligesom lukket. Min kollega som godt ved hvor skidt jeg har det pt. var helt forgrint bagefter. "Det tacklede du virkelig effektivt. Jeg tror ikke at hun spørger igen"

Så mit råd til kollegaer til personer som kommer tilbage efter et længere sygeforløb er at man indikerer at man er glad for at se vedkommende, at vedkommende er en vigtig brik i "puslespillet" og at man indikerer at man er der hvis vedkommende har behov for at snakke, men samtidig at man respekterer hvis det ikke er tilfældet. For mit vedkommende har det været en god ting at den kollega som jeg var tættest på har været min fortrolige og min sparringspartner. Det har hun selv valgt og det har jeg med glæde taget imod. Så hvis man er den person som har været tættest på den tilbagevendende, så synes jeg at det er en god til at melde sig på banen og vise flaget. Omsorg er en vigtig del af det at komme tilbage.

Det blev en længere smørre...

[billiebean]

I kan nok ikke gå ud fra at alt bare er fjong. Man er skrøbelig oven på stress og har brug for tid og plads til at komme sig. Stress er uhyre hyppigt men skam over tilstanden er meget typisk og det vil blot blive forstærket, hvis alle er akavede og overtænker situationen. Men almindelig omsorgsfuld og oprigtig interesse for en persons ve og vel er aldrig helt dumt at forsøge sig med.