Hvordan modtager man en kollega efter sygdom?

[Rapfisk]

Én af mine kolleger har været sygemeldt nogle måneder, vist nok siden starten af november. Hun har været på arbejdspladsen i cirka halvandet år og blev i september ansat i en fast stilling efter at være startet i et vikariat.

Vi har ikke fået at vide, hvad hun fejler, men mistænker stress, da hun gennem den tid, vi har kendt hende, har oplevet nogle svære ting privat, og fordi hun er meget pligtopfyldende og perfektionistisk i sit arbejde.

Nu kommer kollegaen formodentlig tilbage i slutningen af januar. Hun har bedt om, at al kontakt gik gennem vores ledere, som hun har holdt sygefraværssamtaler med, så ingen af os har kommunikeret med hende i den tid.

Vi er otte i teamet, som er de nærmeste kolleger.

Hvorom alting er
Jeg er blevet nervøs for, hvordan jeg skal gå til hende, når hun er tilbage. Er der nogen af jer, der ved, om det er bedst at holde samtalen professionel eller omvendt at spørge ind til, hvordan hun har det? Måske har nogen egne erfaringer, de vil dele?

[Juki]

Er det noget du kan snakke med lederne om, så de evt. kan vende det med den sygmeldte kollega?

[milisa]

Lade som ingenting på en omsorgsfuld måde.... Jeg havde en kollega retur efter knap 1 års fravær pga kræft. Alle mødte hende med et glædestrålende hej og velkommen tilbage og godt at se dig og behandlede hende derefter præcis som alle andre. Enkelte spurgte om hun nu var helt ok, når de havde hende på tomandshånd, men hun svarede bare venligt ja tak og ikke mere, så det var tydeligt, at hun ikke ville snakke om det. Jeg kan jo ikke vide, hvordan hun selv tænkte eller tænker, men det er sådan jeg også selv helst ville behandles.

[Sorenspige]

Jeg har en kollega, som har været sygemeldt af ukendte årsager. Gennem vores leder fik hun sagt til os, at hun ikke ønskede, at vi skulle spørge til hende, men at vi skulle behandle hende hverdagsagtigt. Altså sige godmorgen, tale om vejret og snakke om arbejdsmæssige ting.

Så det har jeg gjort.

[ajnaM]

Én af mine kolleger har været sygemeldt nogle måneder, vist nok siden starten af november. Hun har været på arbejdspladsen i cirka halvandet år og blev i september ansat i en fast stilling efter at være startet i et vikariat.

Vi har ikke fået at vide, hvad hun fejler, men mistænker stress, da hun gennem den tid, vi har kendt hende, har oplevet nogle svære ting privat, og fordi hun er meget pligtopfyldende og perfektionistisk i sit arbejde.

Nu kommer kollegaen formodentlig tilbage i slutningen af januar. Hun har bedt om, at al kontakt gik gennem vores ledere, som hun har holdt sygefraværssamtaler med, så ingen af os har kommunikeret med hende i den tid.

Vi er otte i teamet, som er de nærmeste kolleger.

Hvorom alting er
Jeg er blevet nervøs for, hvordan jeg skal gå til hende, når hun er tilbage. Er der nogen af jer, der ved, om det er bedst at holde samtalen professionel eller omvendt at spørge ind til, hvordan hun har det? Måske har nogen egne erfaringer, de vil dele?

Jeg vil mene, det kommer an på både hendes præferencer og jeres relation.

Lidt i samme boldgade har jeg en kollega, der er ved at gennemgå en svær skilsmisse - vedkommende var væk et par uger, og i mellemtiden fik vi at vide gennem vores chef, at kollegaen foretrak at lade være med at tale om det. Så det har jeg naturligvis respekteret, selvom min første tanke var at sende en æske chokolade.

Var det mig, ville jeg sætte pris på alle former for omtanke. Og jeg ville synes, det var meget mærkeligt, hvis hverdagen bare fortsatte som normalt.

Point is - det er meget forskelligt.

[Mi55y]

Jeg ville nok bare sige, at det er godt at have hende tilbage og ellers holde den professionelt og til hverdagssmalltalk. At der ikke er givet nogle oplysninger om sygdommen gennem ledelsen ville jeg klart tolke som, at kollegaen ikke er interesseret i at tale om det med sine kolleger.

[Planten]

Jeg er med de fleste andre på hverdagsagtig behandling. Især når hun har frabedt sig kontakt fra kolleger i sygeperioden.
Det kan være dødovervældende at blive spurgt om, hvordan det går af alle man møder den dag. Også selvom man ved at folk kun mener det godt.

[Muddi]

Jeg en kollega der har været sygemeldt siden februar sidste år, pga brystkræft.

I sommer havde vi en konflikt med hendes kæreste, som var vores daværende leder - netop pga det, at lederen var sammen med en ansat, og de problemer det har medført. Det endte med at lederen sagde op, dog arbejder hun stadig i den overordnede afdeling på kommunen, så vi ser hende stadig af og til, i fagligt regi, og hun bærer ikke nag på nogen måde. Det gør vores sygemeldte kollega derimod, og hun har været meget vred på mange af os.

Lang historie kort:
Kollegaen havde første dag igår, og i den anledning, havde vores nye leder kaldt os til møde, og inviteret HR, for at drøfte hvordan hendes opstart skulle være. Kollegaen selv, var ikke med, og mange af de andre kolleger gjorde udtryk for, at de ikke vidste hvordan de skulle tackle den sygemeldte kollegas vrede, pg faktisk vendte om og “gemte dig”, når hun kom på besøg. Det blev aftalt, at alt omkring konflikten, ville vores leder tage sig af, og snakke med hende om, så vi andre blev fri for det.

Nå, til trådens emne: Hun startede igår, og blev, efter hvad jeg kunne se, modtaget stille og roligt, og folk snakkede med hende på dagligdags vis.

[Viskelæder]

Personligt hader jeg den der høflighed, hvor man ikke taler om elefanten i rummet, så jeg ville altid spørge ind til personen. Altså som i lige første gang at spørge, hvordan de har det. Og så ville jeg fornemme, om de havde lyst til at tale om det eller ej og respektere det. Og så sige, at hvis de nogensinde ville snakke, eller der var noget, jeg kunne gøre, så måtte de endelig sige til.

Men det bedste ville være, hvis leder på forhånd kunne tale med hende om, hvordan hun gerne vil håndteres, og så kan folk gøre det.

[Rapfisk]

Tak skal I have, alle sammen. Jeg tror, det er en rigtig god idé at høre lederne, hvordan vi skal håndtere det, og måske få talt om på et teammøde, hvordan vi håndterer det. Måske kommer noget af det også af sig selv, når hun kommer, og vi kan mærke hendes humør?

[Planten]

Personligt hader jeg den der høflighed, hvor man ikke taler om elefanten i rummet, så jeg ville altid spørge ind til personen. Altså som i lige første gang at spørge, hvordan de har det. Og så ville jeg fornemme, om de havde lyst til at tale om det eller ej og respektere det. Og så sige, at hvis de nogensinde ville snakke, eller der var noget, jeg kunne gøre, så måtte de endelig sige til.

Men det bedste ville være, hvis leder på forhånd kunne tale med hende om, hvordan hun gerne vil håndteres, og så kan folk gøre det.

Jeg bryder mig bestemt heller ikke om at gå rundt om den varme grød. Men nogle af de kolleger jeg har haft, som har været sygemeldt og som er kommet til mig som tillidsrepræsentant, har sagt at de gerne ville have, at folk ikke spurgte så meget ind, fordi de ikke evnede at sige fra, og arbejdet på en måde var et åndehul og et sted, hvor de kunne normaliseres.

Sikke en lang sætning

[MissDitte]

Jeg har været sygemeldt i et års tid grundet brystkræft.
Modsat din kollega har jeg haft kontakt jævnligt igennem mit sygeforløb og jeg har været helt åben omkring det.
Da jeg startede op igen blev jeg første dag modtaget med kage - fordi de var glade for jeg var tilbage. De spurgte selvfølgelig til mig, men heldigvis blev snakken også hurtig helt almindelig om arbejde, hjemme og andre almindeligheder

Jeg synes det ville blive akavet hvis det var forbudt at tale sygdom - det er trods alt det jeg har lavet det sidste år

[DenBruneMunk]

Jeg har været sygemeldt i et års tid grundet brystkræft.
Modsat din kollega har jeg haft kontakt jævnligt igennem mit sygeforløb og jeg har været helt åben omkring det.
Da jeg startede op igen blev jeg første dag modtaget med kage - fordi de var glade for jeg var tilbage. De spurgte selvfølgelig til mig, men heldigvis blev snakken også hurtig helt almindelig om arbejde, hjemme og andre almindeligheder

Jeg synes det ville blive akavet hvis det var forbudt at tale sygdom - det er trods alt det jeg har lavet det sidste år

Kan nikke genkendende til det forløb, og er helt enig. Bliver sygdommen et tabu på jobbet, så står det sløjt til.

Man skal dog respektere hvis man ikke vil tale om sit forløb men indtil det siges, så skal man da ikke gå bag om personen og tro det hele kun skal behandles professionelt. Der skal være plads til omsorg og det hjælper også mange at tale om det på jobbet, altså med andre, om det så er en kollega eller anden.

Cancer kan ramme mange og på forskellige måder, der er personlige valg, og så er der de medarbejdere som ikke tør tale med en, dem skal man konfrontere , så de også får talt med en, og måske forstår mere.

[Purple Haze]

Det minder mig lidt om en kollega der privat har oplevet/stadig oplever nogle ret forfærdelige ting på hjemmefronten.
Alle kender til historien i højere eller mindre grad, og (vil tro) at alle er ret nysgerrige på hvordan det går med ham.

Han er voldsomt presset pga situationen, og har ikke set ham så meget.
De få gange jeg har set ham har han siddet meget anspændt mellem folk til frokost, og virket meget presset - om det er fordi han er nervøs for om folk skal spørger ham om situationen og ikke har lyst til at tale om det i et åbent forum, om det er fordi folk nærmest virker til at ignorere ham (sikkert fordi de ikke ved hvordan de skal håndtere det), om han bare gerne vil være i fred, fordi han føler folk taler om ham eller andet ved jeg ikke.

Jeg har prøvet at inddrage ham i den normale frokostsamtale, hvis han har været i nærheden - hvor han de få gange har virket lidt lettet, og har deltaget dog i et begrænset omfang. Og de par gange jeg så har haft ham på tomandshånd, eller hvis vi kun har været tre/fire stykker tilbage til frokost, har jeg så lidt diskret spurgt til situationen.
Og der har han virket glad for at tale om dele af den, og andre dele er han gledet af på og så har jeg bare ændret emne.

Eksempelvis
Hvordan går det med situationen?
Det er nogenlunde det samme, leder efter et sted at bo.
Så dødstruslerne fortsætter
Ja
Og politiet gør stadig intet?
Nej
Øv hvor træls altså. Hvor kikker i efter nyt hus, eller er det lejlighed?
Vi leder efter et rækkehus, eft i Xxxxxx
Det lyder også dejligt, det vil børnene vel også være vilde med? Hvor gamle er det nu de er?
De er XX og XX, og ha det vel netop være noget for dem, konen synes at...........

Og så har vi haft en helt normal samtale, hvor han efter lidt tid selv har fortalt lidt om nogle at de specifikke og noget svære ting, men uden pres og kun i det omfang han har haft lyst til at komme af med det.

Det var lidt det samme for mig de to gange jeg selv har været fraværende i længere perioder fra job.
Første gang da min bror døde, der ville jeg absolut ikke tale om det i større fora, og slet ikke med bestemte personer som virkede til at spørge "for deres egen skyld", fx hvis de selv ville fortælle om en de havde der var død eller fordi de var nysgerrige.
Men ville gerne indgå i normale samtaler, og åbnede selv op for det over for dem og der hvor jeg havde det OK med det.

Da jeg kom tilbage efter en stress sygemelding, ignorerede folk mig mere eller mindre, sikkert fordi de synes jeg var svær at snakke med fordi de ikke ville sige og gøre noget forkert, og jeg endte med at forlade arbejdspladsen.

[LaScrooge]

Mød hende varmt og sig, at det er dejligt at hun er tilbage. Hvis I er på knus, så mød hende i et knus og sig det. Udstrål, at hendes person (ikke hendes arbejdskraft) har været savnet, at hun er velkommen tilbage, at du kan lide hende, at det er plads til hende i kredsen af kollegaer og at du ikke har forbehold overfor hende. Det tror jeg er den bedste tilgang. Hun skal bare føle, at arbejdspladsen åbner armene for hende og byder hende velkommen. That's it.

I forhold til at spørge ind, så tænker jeg, at dét at du spørger om det signalerer, at I ikke har en relation der kan bære eller hvor det er naturligt, at du spørger om noget privat, og derfor skal du ikke gøre det. Når jeg tænker på mine kollegaer ved jeg godt hvem jeg ville spørge og hvem jeg bare ville måde med et varmt smil og begejstring. Nogle i den første kategori ville jeg spørge forsigtigt til, a la "Er du okay? Er det godt at være tilbage?" og se, hvor meget lyst til åbenhed det blev mødt med, andre ville jeg opsøge et mere personligt rum med og snakke langt mere direkte med.