MissDitte skrev:Krølle skrev:Jeg er dog helt med på, at vel nærmest er lige så mange måder at gøre ting på, som der er skilsmisser. Min pointe er bare, at man - selvom det på papiret "bare" er parret, der skilles - meget ofte ender med at ofre vigtige relationer på "skilsmissebålet", fordi det i situationen virker mest behageligt at fjerne alle spor af eksen fra ens liv.
Hvad er det, D frygter ved at lade ungerne ses? Handler det om en følelse af manglende loyalitet og støtten op om beslutningen om at bryde?
Ja - det er den ene del. Den anden del er, at S spiller alle ud mod D. Også D's familie og D's venner. Jeg (D) ved godt, at mine mennesker er på min side, men synes det er problematisk at S tror, at enhver invitation fra dem, betyder at hun og de står sammen mod mig.
Men altså - jeg lytter til hvad I siger, for jeg ved jo også godt, at jeg er enormt farvet af situationen.
Åh, det er så svært, når man på den måde føler sig trængt op i en krog. Jeg kan virkelig (virkelig!) godt forstå, at det trækker veksler på dig ikke bare at råbe røv og kyle S ud af dit liv på røv og albuer, men (der er altid et men ) ser din familie ikke, hvad der sker?
Hvis de ikke gør, ville selv tante rummelig her have det svært med at være large og støtte op om fortsatte relationer ungerne imellem. Hvis de derimod gør, ville jeg sørge for at taaaaale med dem om det og hvorfor du gør som du gør (uanset din beslutning). Det kan måske give dig ro i maven omkring at de ser dig, forstår dig og støtter dig, selvom de også bidrager til at bibeholde børnenes forhold.
En løsning kunne måske være at S aldrig er med, når ungerne ses? Du skal jo som jeg forstår det heller ikke være der, og ved at holde det til rene "børnedates" kan man bibeholde relationen uden at validere S' forsøg på at "stjæle din familie"?