Kvinder i krig

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
HappyQ
Indlæg: 2692
Tilmeldt: 12. aug 2015, 09:37
Kort karma: 398
Geografisk sted: Helsingør
Likede indlæg: 3848

Re: Kvinder i krig

Indlægaf HappyQ » 8. feb 2018, 17:35

Muddi skrev:
HappyQ skrev:
Muddi skrev:Efter at have læst denne tråd, må jeg erkende, at jeg har været i krig i perioder gennem hele mig liv.

I 2010 fik jeg konstateret, at jeg har en medfødt hjerneskade i frontallapperne, og på mange måder faldt mange brikker på plads om, hvorfor jeg havde haft det svært igennem hele min barn- og ungdom. Jeg har altid følt mig anderledes og haft svært ved det sociale, som gør, at venner er kommet og gået, og aldrig været der særlig længe.

Det har og medført, at jeg idag er i fleksjob. Jeg bliver hurtig træt, og har svært ved at fungere i larm, uro, og når tingene er uoverskuelige.

Jeg er pt sygemeldt med en depression, jeg ikke ved, hvor er kommet fra, og af. Min læge mente i starten af det nye år, at jeg havde en overbelastningsreaktion oven på julen, hvor der var sket for meget, og en december hvor jeg havde kørt mig selv for hårdt.

Nu er kommunen også begyndt at blande sig i krigen. Jeg skal udfylde skemaer, og svare på, hvornår jeg regner med at komme tilbage på arbejde. Idag er jeg blevet ringet op af en dame fra kommunen, der stillede nogle spørgsmål, ville sende mig i et coaching forløb, og oplyste mig om, at hun sammen med min leder, ville lave et møde, hvor vi skulle snakke om, hvad de kunne gøre for at få mig tilbage på arbejde.

Så nu sidder jeg her, handlingslammet, og med resterne af et angstanfald jeg ikke burde have ( jeg er jo på medicin), og hovedpine og urolig mave.

Det er svært, når jeg ikke kan få den ro, jeg så tydeligt har brug for, for at kæmpe en krig, som for tiden er så stærk, at der ikke er plads til noget andet.

Søde Muddi jeg synes, du skal ringe til din læge og få hende til kontakte kommunen, du har en depression, det skal en tilfældig sagsbehandler ikke begynde at blande sig i helbredelsen af. Rigtig god bedring, jeg håber, du får ro til at komme ovenpå igen :kram:


Tak Happy :kys:

Har været hos hende idag. Hun satte min medicin dosis op, og forlængede min sygemelding med tre uger, ind til videre. Men hun mener vist, at ingen skal forvente at jeg er tilbage før den rigtige dosis medicin er fundet, og virkningen er der. Det gjorde hun også tydeligt opmærksom på, i den lægeerklæring hun lavede til kommunen.

Da vi var færdige ved lægen, lå der indkaldelse til møde med kommunen og min leder, men håber det går let, når de får læst lægeerklæringen.

Det lyder godt, så må de damer slappe af, du skal nemlig være helt ovenpå, før de kan regne med din deltagelse i arbejdet igen.
Jeg krydser fingre for dig i morgen :kys:
0
23-06-16 :love2:
Brugeravatar
Kommodedyret
Indlæg: 3908
Tilmeldt: 28. aug 2015, 13:23
Kort karma: 782
Likede indlæg: 9158

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Kommodedyret » 8. feb 2018, 18:23

Jeg kan ikke lide symbolsproget som du benytter dig af, men jeg forstår godt følelsen af at være i kamp med noget.
Jeg synes at krigsmetaforen er uforenelig med mit syn på en sund forholdsmåde i verden, og jeg efterstræber diplomati, for nu at blive i symbolsproget.
Men jeg forstår virkelig godt følelsen af at skulle kæmpe mod nogen eller noget, og måske mest af alt sig selv.
I min oplevelse er kampen mod sine egne uhensigtsmæssige mønstre og reaktioner, den sværeste kamp. Av av av det kan være svært at gå op imod sig selv. Især fordi man jo gør det i samspil med andre mennesker.
Jeg kæmper med at få andre til at respektere mine grænser, og jeg er ved at lære hvordan jeg kan kommunikere med dem og med mig selv for at lave problemløsninger.
I forlængelse heraf vil jeg bare sige at mit indlæg på ingen måde er ment som en kritik eller belæring. Jeg har haft en svær dag, så hvis det assertive svigter, så beklager jeg.
3
Closure, closure, closure closure closure
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5484
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8962

Re: Kvinder i krig

Indlægaf ManicNinja » 8. feb 2018, 20:47

Shadowmoon skrev:
ManicNinja skrev:
Læs fx disse to artikler - den sidste om forskellige typer af narcissistiske mødre, som skader deres døtre:

http://powerkvinderne.dk/liste/624-enhv ... narcissist




Holy crap, det var noget af et wake up call.

Jeg har lige siddet og nærlæst artiklen og understreget alle de pointer, jeg kunne overføre direkte fra teksten til min ex-kæreste :ad!:

Det var dog ikke alt, der passede på ham, men der var nok til at jeg synes, det var lidt skræmmende.

Jeg er så lettet over, at jeg endelig fik sagt fra og gik fra ham.
I dag, her godt en måned efter vores brud, siger mine 3 voksne børn samstemmende, at de oplever at have fået deres mor tilbage, dvs en mor, der er nærværende og glad.
Det er tankevækkende, at jeg åbenbart ændrede mig så meget for at forsøge at gøre ham tilfreds (Hvilket han iøvrigt alligevel aldrig var)


Ja, det er skræmmende (men også en lettelse!), når man finder ud af, der er en betegnelse for det dér, at det ikke er én selv, som er småtosset og helt urimelig (men dem), og at mange andre oplever det samme - og også skades på sjælen.

Glad for du kunne bruge artiklen.
1
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5484
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8962

Re: Kvinder i krig

Indlægaf ManicNinja » 8. feb 2018, 20:52

Raenil skrev:Når min kone begynder at snakke, spørger jeg hende af og til om hun har brug for at få løst problemet eller at tale om dem. Hvis hun har behov for at tale, gør jeg det kun værre, hvis jeg forsøger at løse dem.

Denne tråd virker på mig som en "tale om dem" og det skal man have respekt for, når man som jeg (og andre...) er løsningsorienteret.


Lige præcis!
0
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Sorenspige
Indlæg: 7047
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 966
Likede indlæg: 9300

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Sorenspige » 8. feb 2018, 21:18

Jeg er begyndt i terapi for at få hjælp til at ændre mine tanker/handlemønstre mv.

Jeg deltager i tråden herinde for støtte og følelsen af ikke at være alene. Det andet tager en professionel sig af.
5
Shannon
Indlæg: 37
Tilmeldt: 19. nov 2017, 22:45
Kort karma: 2
Likede indlæg: 29

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Shannon » 8. feb 2018, 22:35

Aragorn skrev:
Avino skrev:
Aragorn skrev:Hvordan definerer du narcissisme og psykopati?

Bare et opklarende spørgsmål, for at fastslå om vi bevæger os i det kliniske område, eller om det er din egen private definition - hvilket ikke ændrer din oplevelse, men fortæller os andre noget om, hvad vi skal læse når du bruger disse ord.


Hvad er det egentligt der gør, at du føler dig så bedrevidende ?
Nu har jeg læst flere tråde, hvor du- som jeg ser det- svarer TS (ikke kun MN) på en meget nedladende måde.
Der er ikke nogen opmuntring. Ingen empati.
Der er bare et statement- sådan er tingene bare. Ingen løsninger.
Jeg synes faktisk, at du er meget intrigant.
Dine svar -gør ikke TS noget godt.

Det kan godt være, at du selv synes at du har fundet de vises sten.
I min verden- er du rigtigt uforskammet.

Måske du skulle overveje dine svar, inden du trykker på tastaturet.


Jeg føler mig bestemt ikke bedrevidende, til gengæld er jeg klar over at der ikke er sort og hvidt nogen steder. Så for at kunne tale om tingene, er man nødt til at være enige om, hvordan tingene er, til at starte med. Jeg forstår netop ikke hvad TS mener og beskriver, og derfor spørger jeg til en nøjagtig definition.

Hvad skal TS bruge min opmuntring eller empati til? Kan den gavne hende overhovedet? Er det til nogen hjælp at jeg skriver, at det er jeg godt nok ked af, sikke en omgang, jeg håber det bliver bedre?

Bliver noget rent faktisk bedre for TS af at jeg (eller nogen som helst anden) skriver således? Eller er det tilfældet, kunne det rent faktisk tænkes, at den medfølelse man kan få fra en fremmed på internettet ikke gør en skid forskel, og det intet nytter i forhold til at løse problemer? At det er det samme lort når man står op i morgen, fordi man ikke er blevet en kæft klogere, på trods af at man er blevet klappet på ryggen af 10 forskellige på nettet aftenen før?

Nej, det er da vanvid at forestille sig, at man ikke får det bedre af at der er nogen der føler med én! Det får da alt til at gå væk.

Hvis man har problemer med den måde verden reagerer på én, er det ofte fordi man ikke er klog nok til at aflæse verden. Hvad jeg ønsker for andre, og hvad jeg ønsker for mig selv, er at blive klogere på det indre liv, fordi det er dét, der styrer det ydre i den retning det nu engang bevæger sig - og selvfølgelig kommer jeg ikke med nogen løsninger, jeg kender ikke de tanker TS har. Jeg kan maksimalt foreslå at tænke på dit eller dat, og overveje om der er noget der kan gøres anderledes eller bedre.

Hvad du foreslår er til gengæld at sige en masse pæne ting, men ikke se tingene i øjnene og det har aldrig løst noget.

Det føles rart, dog.


Hvis det ikke skal føles rart, hvordan synes du så, at man skal have det? For mig at se handler det slet ikke om, at være klog nok til at aflæse verden, måske rettere at være udfordret på noget hvor almindelig klogskab og rationalitet hører op - og hvor man deler så andre kan fange det følelsesmæssige, anerkende det og støtte og bearbejde det, både konstruktivt og empatisk.

I mit tilfælde har der været forskellige faktorer der har skubbet mig ud i skrive med folk på nettet - fordi der ikke var andre jeg rigtigt turde at betro mig til og fordi jeg havde det og stadig har det - rimeligt svært ved at acceptere mig selv, men er i gang med det og ligeså processen at komme videre. Er nu 1. gangs mor tæt på de 40 og under udredning for psykiatriske diagnoser i en barsel præget af kommunale møder afledt af bekymringer og en hulens masse dårlig samvittighed og frygt for hvad der så skal ske når barslen slutter.
Jeg er med på, at du så kan feje mig af, og sige at jeg har været udfordret og netop nu er - blevet klogere - men jeg skal hilse dig og sige, at alle de uforstående kommentarer og besynderlige råd jeg fik, da jeg første gang åbnede op online, de forsvinder ikke.
De positive kommentarer er langt fra glemt - men en del af mig og den jeg er - hæfter sig ved det negative og frygten for ikke at møde forståelse. Jeg betalte en pris ved at være ærlig og der blev nok grinet en lille smule, men jeg tror den dag i dag, at jeg er den eneste der husker kommentarerne og alt det som ikke hjalp, men skubbede til det selvbebrejdende.

Mit ønske til dig og andre med den direkte og løsningsorienterede tilgang er, at I når I svarer skal forsøgte at have i mente, at der er dem der ignorerer, dem der svarer igen og dem der ikke får sagt fra fordi de måske ikke er klar til den direkte tilgang. Så det netop bliver rart for alle.
1
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 7786
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 574
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 19143

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Hunkat » 9. feb 2018, 05:38

Jeg er i øvrigt henvist til behandling. Jeg har været til introduktionssamtale og venter på indkaldelser til resten af forløbet. Jeg skal tale med en kost/søvnvejleder, have taget ekg, blodprøver og generelt helbredstjek, jeg skal tale med en psykiater om medicinering og gå til løbende opfølgning hvis jeg takker ja. Udover det kommer så gruppeterapien og de individuelle samtaler. I alt skal jeg nok afsætte 15-20 dage i løbet af de 6 måneder til at få det bedre. Men jeg kan altså ikke gøre det hurtigere end systemet.

Jeg er ret løsningsorienteret ude i virkeligheden. Jeg har fået skubbet en §56 aftale på plads så jeg ikke ligger min arbejdsplads til last når jeg ikke kommer en dag om ugen (og render til læge i tide og utide i øvrigt). Jeg reagerer på udfordringer ved først at gå i panik og derefter udvikle OCD-niveauer af kontrol, jeg opsøger ALT hvad der findes af information, jeg læser budgetter eller lovtekster, jeg kender problematikken ned i mindste detalje og jeg har mindst to back-up planer. Jeg tjekker for ny info mindst 50 gange om dagen.

Det er heller ikke sundt og det koster fokus, tid og energi. I de tilfælde er krigsmetaforen helt på sin plads, min krop bliver så anspændt og øm fordi jeg konstant er mentalt klar til at kaste mig over en løve og vinde kampen.

Egentlig har det været en sejr at komme hertil, at få hjælp. For overstående, når man ser det udefra, ligner en person som har styr på sit liv. Jeg KAN ikke åbne op, jeg har altid, altid, altid en facade på som jeg er i kontrol over. Det tætteste jeg har været på at miste min facade var da jeg stod på en psykisk skadestue efter jeg seriøst havde overvejet at kaste mig ud fra en høj bygning. Men jeg var stadig så tilpas meget i kontrol at de mente jeg kunne sendes hjem. Min daværende kæreste ved stadig ikke at det her har fundet sted overhovedet (han var heller ikke en god kæreste men altså...)

Min mand støtter mig, så godt han kan. Det er jo et monster at stå overfor og jeg ved det påvirker ham, han bliver bange for om han reelt kan hjælpe mig. Det ved jeg ikke om han kan. Han ved måske.. 40% af hvad der foregår indeni mig. Resten holder jeg for mig selv, beholder kontrollen og facaden.
2
L'enfer, c'est les autres

First debat-mover :rock:

Persnikedy skrev
Hun er så på tværs at de skal have fat i de slæbebåde fra Suez kanalen
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5484
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8962

Re: Kvinder i krig

Indlægaf ManicNinja » 9. feb 2018, 05:51

Den mest præcise beskrivelse, jeg har læst af cyklus i et forhold med en narcissist. Det er gyselig læsning, men forklarer til fulde, hvorfor det er så hulens svært at forlade en narcissist ...

Denne gang kunne man ikke se min røv for bare skosåler, så snart stadie 4 satte ind.

https://www.psychologytoday.com/blog/un ... r-life?amp
0
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Muddi
Indlæg: 3422
Tilmeldt: 8. nov 2015, 13:34
Kort karma: 410
Likede indlæg: 2471

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Muddi » 9. feb 2018, 22:03

Må man gerne skrive flere indlæg i denne tråd? :genert:

Det har både været irriterende og en lettelse at fortælle mine forældre om min depression. Irriterende, fordi de lige i starten efter den første “hvor er det træls for dig”, satte spørgsmålstegn ved, om det nu virkelig var nødvendigt at være langtidssygemeldt, og “man kan da ikke have en depression uden en grund”.

Men så begyndte min mor og jeg og snakke om hvordan jeg virkelig har det, og jeg satte ord på det jeg i starten ikke kunne sætte en finger på, men måske alligevel kan se et mønster i. For det seneste lille års tid, har der været kaos på arbejdet. Først i form af konflikter med gammel leder, så afsked med denne. Og pågældende leder har hakket på mig i de to et halvt år, jeg har været ansat under hende, og jeg har aldrig kunnet gøre noget godt nok. I august fik vi så ny leder, og med hende, en masse omstruktureringer, og en håndfuld nye kolleger at forholde sig til. Og nu en kæmpe ombygning og omrokeringer af arbejdspladsen.
Og så har jeg hele min liv skullet kæmpe for at få venner, og dem der har været der, er forsvundet igen efter en periode. Igen og igen.

Og nu er det bare nok
1
Brugeravatar
Daine
Indlæg: 24604
Tilmeldt: 19. aug 2015, 18:57
Kort karma: 3192
Geografisk sted: Midtjylland
Likede indlæg: 36689

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Daine » 9. feb 2018, 22:36

Muddi, du må skrive alle de indlæg du har lyst til :)



Jeg har været ved psyk i dag og jeg var egentlig ikke så begejstret for at skulle derhen, for jeg anede ikke hvad vi skulle snakke om...men det viste sig at blive en rigtig god samtale. Vi tog udgangspunkt i, at jeg følte det var enormt frusterende at jeg stadig var syg og ikke rigtig kunne se nogen bedring. Kontra det, at min mor langsomt får det bedre og bedre, hun har feks nu igen kræfter til at cykle, det har hun ikke kunnet siden start december. Og jeg sidder her og kigger på mig selv og tænker “Du har det da okay for det meste nu, du kan da godt arbejde!”. Det er jeg bare ikke sikker på jeg kan, allerede nu er jeg begyndt at stresse over at skulle til lægen den 27., jeg har det som en eksamen jeg skal øve mig til. Jeg skal øve mig i at være rask, så jeg kan bestå og begynde igen, for jeg er savnet på arbejde ...

Jeg har den her voldsomme selvkritiskmekanisme inden i mig, som holder fast. Godt fast! Og som er styret af negativDaine, og de to sammen er bare uhyggelig selvforstærkende. Det er dem der lige nu presser på for at jeg da ‘selvfølgelig’ skal starte på arbejde om nogle uger! Det kan jeg jo godt, hvor svært kan det være?
Ved siden af dem står positivDaine, som faktisk gerne vil gøre noget godt for mig, for mit helbred og for min livskvalitet. Hun bliver bare mast godt og grundigt væk, og kan kun i sjældne tilfælde gøre et væsen af sig. Så jeg skal hele tiden aktivt tilvælge pD, det er ikke naturligt for mig, og det er enormt hårdt konstant at skulle overveje om jeg gør tingene fordi jeg bliver glad af det og det giver mig noget positivt, eller om det er noget jeg føler jeg ‘skal’ gøre, noget jeg presser mig selv til at gøre.

Jeg er meget praktisk orienteret, hvis der er noget galt så fiks det. Gør det ondt, så tag en pille, bliver det ved, så gå til læge. Hvis det roder, så ryd op. Hvis tingene sejler, så sæt i system. Nu foregår alt oppe i mit hovede, og det er ikke nemt at være praktisk, at være løsningsorienteret der, for hver gang jeg kommer med forslag til, hvordan jeg skal blive bedre, er det rent faktisk nD der er drivkraften. Det er ikke den positive side af mig, for den siger: Giv dig tid, slap af, rolig nu.

Det er simpelhen den værste omgang rod længe, og jeg bliver så arrig over, at jeg ikke bare kan vælge hvad der er godt for mig. At det ikke er det, der er det naturlige for mig. Arrig, og rigtig ked af det. For lige nu er jeg min egen værste modspiller, hvor jeg skulle være den bedste medspiller. Og det er hårdt at erkende.
0
"I en tid med så meget ondskab, må vi passe på kærligheden", citat: Hr. Aurland

Jo mere viden man tilegner sig, des mere ved man, at der er ting man ikke ved. Ting man før ikke anede at man ikke vidste, ved man nu, at man ikke ved.
Brugeravatar
LaMariposa
Indlæg: 16942
Tilmeldt: 29. jul 2017, 16:49
Kort karma: 3549
Likede indlæg: 41157

Re: Kvinder i krig

Indlægaf LaMariposa » 10. feb 2018, 16:04

Raenil skrev:Når min kone begynder at snakke, spørger jeg hende af og til om hun har brug for at få løst problemet eller at tale om dem. Hvis hun har behov for at tale, gør jeg det kun værre, hvis jeg forsøger at løse dem.

Denne tråd virker på mig som en "tale om dem" og det skal man have respekt for, når man som jeg (og andre...) er løsningsorienteret.


Fantastisk godt set. Der er ikke noget værre end mænd, der forsøger at løse ens problemer, hvis man bare har brug for at læsse af.
2
:lun: Be brave
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5484
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8962

Re: Kvinder i krig

Indlægaf ManicNinja » 11. feb 2018, 14:18

Jeg har lige skrevet til en kvinde, som jeg over de sidste par år er blevet tættere og tættere med:

"Kære [venindens navn]

Jeg har tænkt på dig flere gange på det seneste - det gør jeg nu egentlig altid. Men i denne tid særligt.

Føler trang til at sige dig tak. Virkelig. Hvis ikke vi havde snakket sammen om Gift Lortemand den dag, hvor jeg endnu engang sad forvirret tilbage og ikke forstod, hvad det var, der skete i de dér evige konflikter med ham ... Hvis ikke du havde givet mig det kærlige modspil og havde spurgt til, om det her egentlig var godt for mig ... tror jeg simpelthen ikke, tågerne var gledet fra mine øjne.

Han var/er dødsens farlig ... Pyyyyh. Jeg er stadig helt i chok over, at jeg helt oprigtigt ikke ANER, hvem jeg var sammen med. Jeg ved bare, at jeg er blevet løjet for og manipuleret med i en grad, så ... Gulp. Og at det eneste, han skulle have fra mig var beundring, bekræftelse (og hvis han ikke kunne få det så i det mindste min vrede eller mine tårer, hvilket er narcissisters andet brændstof).

Jeg forsøger langsomt at komme mig, og jeg læser en masse om narcissister og deres ofre og forstår mere og mere af den skræmmende sandhed. Jeg prøver også at tage ind, at jeg hverken har været dum eller bør skamme mig. Men at snart sagt de fleste kan "falde i", og at manøvrerne er virkeligt udspekulerede og nemt gør varig skade, som det tager tid at komme sig over ...

Hvis jeg skal finde noget positivt i alt dette: Dette var det sidste skub, der skulle til, for at jeg kunne tage et MEGET VIGTIGT skridt. "Nogen" synes vist, at jeg skal lære, hvad det dér egenomsorg og at være god ved og respektere mig selv er for noget. Sådan at de dér forførere/overcharmerende og dybt selvcentrerede og kyniske mænd i fremtiden IKKE fremstår som noget, jeg har lyst til eller brug for.

Er med professionel hjælp gået i gang med at hele hende det indre, ekstremt sårede og klemte barn ... Min mor lider nemlig af den samme forstyrrelse som de her mænd. Og erkendelsen af aldrig at være blevet mor-elsket for den jeg er (det kan en narcissist slet ikke) og at være blevet manipuleret EKSTREMT som barn er mildt sagt voldsom ... Følelser og minder af alle slags VÆLTER bare frem p.t. og er ind imellem noget nær umulige at rumme pga smerten ... Men jeg VED, jeg er på rette vej.

Endnu en gang tak. Jeg er så glad for, at jeg åbnede mig for det helt rigtige menneske den dag. :kys: ".
1
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5484
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8962

Re: Kvinder i krig

Indlægaf ManicNinja » 26. feb 2018, 09:50

På opfordring fra en debattør ryger dette opslag også herind. Ret beset hører det nok også mere til her end i Singletråden:)

Nåmmen. Jeg slikker jo i dén grad sår. Har sådan cirka alt oppe til overvejelse for tiden ... Alt, hvad jeg har haft med mig fra barns ben ... alle de meget lidt sunde opfattelser af, hvad jeg havde lov/ret/plads til ... Hårh! :nerve: Brikkerne falder på plads. Det føles, som om det hele vælter ned om ørerne. Alt ligger i ruiner, og jeg prøver at gribe en murbrok her og én dér, mens jeg spæner forpustet igennem krigszonens bomberegn, forsøger at nå i dækning, før næste flyver styrtdykker og tænker, at selve oprydnings- og genopbygningsprocessen må jeg vende tilbage og ordne senere.

Siden jeg smuttede fra ham den gifte (og meget giftige, manipulerende, løgnagtige) kollega og blokerede ham på alle kommunikationskanaler, har jeg mere og mere kunnet mærke, at jeg trængte til at græde. Sådan rigtigt storhulke. Og også til at blive vred. Men en eller anden kraft holdt igen. Jeg har kunnet græde lidt hos terapeut. Men i det store hele, har forløbet sat sig indeni mig som en prop i den måned, der er gået. Med søvnmangel og voldsom mavepine til følge. Har mange gange dagligt puffet det væk, men har konstante flash backs af hændelser og replikker fra forløbet. Både dem, der nu gør ondt, fordi det bare var rent skuespil, mens jeg jo troede på, det var ægte, og dem, der var slet og ret ondskabsfulde på diverse udspekulerede mind tricky måder ...

Den "kraft", som har holdt proppen tilbage, er imidlertid min mors syge programmering af mig. Jeg opdagede det i dag. Jeg troede, at jeg holdt igen på tårer og vrede, fordi jeg var bange for at drukne i følelserne, hvis jeg slap dem løs. Men nej. Det er den dér gaaaaamle stemme, der nedgør og håner og mener, at hvis jeg ikke er underholdende, eller hvis noget kun drejer sig om - ubetydelige - mig og ikke om min mor, så er det uvæsentligt og latterligt. Stemmen har konstant siden bruddet fortalt mig, at jeg da ikke kunne sidde dér og flæbe over et forløb, der tog sølle tres dage. At jeg skulle holde op med at skabe mig, at så måtte jeg jo lære af at have været så hamrende naiv og komme videre. Og at det var pinligt at se på. Eller, det har jo ikke været med ord. Men dét har været følelsen i mig. Helt uden at jeg tænkte nærmere over det. Det er bare sådan, det er.

Jeg har simpelthen over årene taget min mors stemme, som den lød, når hun devaluerede mig og igenigenigen pillede mig ned fra piedestallen, til mig som min egen. :shock: I dag VÆLTEDE tårerne så ud. Lægende, forløsende, befriende. Og det var ikke hårdt at føle minderne og følelserne.

Jeg begynder at forstå, hvad det dér selvkærlighed, som min terapeut talte om, er for noget: Det er, at jeg IKKE skammer mig over at føle eller mene, som jeg gør. At jeg giver mig selv plads til at være mig. Til at sørge, hvis jeg føler for det. Over tabet af en drøm. Over at være blevet bedraget i en grad, så jeg aldrig kommer til at vide, hvad sandheden var. Over at have mistet en bid af min værdighed og frem for alt en masse tillid helt generelt. I korte glimt endda dele af min virkelighedsfornemmelse ...

Selvkærlighed er at stole på, at man har lov og ret til at være den man er, føle det, man nu føler. Så det øver jeg mig i.

Også på job. Hvor jeg nu lige så stille har opdaget, at jeg har gemt mig rigtigt meget. Er fløjet "under radaren". Terapeut siger, at det er meget almindeligt, at mennesker med min baggrund bliver eksperter i at "forsvinde": Vi indretter os efter, hvordan den abuser, vi vokser op med, svinger i humør, selv om det slet ikke giver mening eller hænger sammen. Og så mister vi forbindelsen med vores vrede - og faktisk forbindelsen til, hvem vi er. Og så kan vi så ellers i vores voksne liv drøne rundt og slet ikke være dér, hvor vi er. Og faktisk snyde os selv for en hel tilværelse.

Jeg ved ikke heeeelt endnu, hvad det konkret er, jeg gør, når jeg flyver under radaren. Men jeg kan mærke det i hele kroppen. Ligesom jeg begynder at kunne mærke, at jeg er enormt vred. Selv om jeg stadig ikke kan få det frem.

Det er SÅ skræmmende, alt det, der går op for mig. I de forhold, jeg har været i med mænd, der har været forstyrrede på stort set samme måde som min mor, har jeg så *surprise* gentaget mønstret. Jeg er der, men forsvinder. Udviskes. Der er KUN de nemme, behagelige dele af mig til stede. Mine behov, mine grænser, sorger, vrede, at have brug for at være i fred osv. ... Alt det eksisterer ikke.

Så jeg har fået lektier for af terapeut. Og øver mig i at være til stede. Og fx turde tilbyde min hjælp i mit team, selv om jeg stadig er usikker fagligt og inderst inde tænker, at det nok mest er til besvær. Jeg har haft en god snak med min chef om, at jeg tager nogle intensive timer med en kollega for at få nogle bestemte opgaver helt på plads, sådan at vi kan få udraderet den faglige usikkerhed, som også indvirker på det sociale. = Så jeg ud over at kunne passe mit arbejde tilfredsstillende også bedre vil turde at være ... mig. Hurra for min chef! Tænk at kunne fortælle sin chef så private ting. Tænk at have LYST til det. Det havde jeg, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Der er også sket noget andet: Jeg har fået en middagsaftale i stand med hyggelig mand fra singlegruppe. Jeg har mødt ham til noget fællesarrangement en enkelt gang. Det er ikke dateagtigt. Han er for gammel og ikke spor kærestesøgende. Og jeg er for medtaget og ødelagt og fyldt op af proces. Men hold kæft, hvor kan vi grine og har ens værdier og sådan. Og så er han bare så bundsympatisk. Det gør det så nemt og rart at snakke sammen. Jeg troede egentlig bare, vi skulle mødes ude, han og jeg. Men nu har han inviteret mig hjem til sig, hvor vi laver noget mad sammen. Jeg troede, vi skulle have nogle andre fra gruppen med også. Men det lod han flagre i vinden, da jeg spurgte til det. Det er okay. Og jeg hygger mig virkelig, når vi skriver lidt på Messenger. Ikke i timer. Ikke for meget. Ikke intenst og dramaagtigt og voldsomt og forlorent, fordi nogen skal have et rush og et fix, og andre tror, det er sådan, kærlighed ser ud. Det her er ikke sygt. Bare hyggeligt. Rart. Som små glimt af sollys, man kan glæde sig til i vintermørket.

Jeg glæder mig til at se ham. Og NYDER at tale med en mand, der virker helt normal i hovedet. Ikke overhælder mig med et tons komplimenter og fortæller mig alt muligt analytisk udspekuleret pis og lort om, hvem jeg nok er. Og bruger tid, energi og diverse strategier for at gennemskuemig og vide alt om mig, uden nogensinde at give noget af sig selv. Alt sammen kun for at opnå et eller andet bestemt fra mig.

Jeg nyder at tale med et ægte menneske. Og langsomt selv at indse, at jeg også en dag kan blive ét.
3
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Kakro05
Indlæg: 536
Tilmeldt: 7. sep 2015, 19:24
Kort karma: 71
Likede indlæg: 449

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Kakro05 » 27. feb 2018, 09:13

ManicNinja skrev:På opfordring fra en debattør ryger dette opslag også herind. Ret beset hører det nok også mere til her end i Singletråden:)

...

Også på job. Hvor jeg nu lige så stille har opdaget, at jeg har gemt mig rigtigt meget. Er fløjet "under radaren". Terapeut siger, at det er meget almindeligt, at mennesker med min baggrund bliver eksperter i at "forsvinde": Vi indretter os efter, hvordan den abuser, vi vokser op med, svinger i humør, selv om det slet ikke giver mening eller hænger sammen. Og så mister vi forbindelsen med vores vrede - og faktisk forbindelsen til, hvem vi er. Og så kan vi så ellers i vores voksne liv drøne rundt og slet ikke være dér, hvor vi er. Og faktisk snyde os selv for en hel tilværelse.

Jeg ved ikke heeeelt endnu, hvad det konkret er, jeg gør, når jeg flyver under radaren. Men jeg kan mærke det i hele kroppen. Ligesom jeg begynder at kunne mærke, at jeg er enormt vred. Selv om jeg stadig ikke kan få det frem.

Det er SÅ skræmmende, alt det, der går op for mig. I de forhold, jeg har været i med mænd, der har været forstyrrede på stort set samme måde som min mor, har jeg så *surprise* gentaget mønstret. Jeg er der, men forsvinder. Udviskes. Der er KUN de nemme, behagelige dele af mig til stede. Mine behov, mine grænser, sorger, vrede, at have brug for at være i fred osv. ... Alt det eksisterer ikke.

Så jeg har fået lektier for af terapeut. Og øver mig i at være til stede. Og fx turde tilbyde min hjælp i mit team, selv om jeg stadig er usikker fagligt og inderst inde tænker, at det nok mest er til besvær. Jeg har haft en god snak med min chef om, at jeg tager nogle intensive timer med en kollega for at få nogle bestemte opgaver helt på plads, sådan at vi kan få udraderet den faglige usikkerhed, som også indvirker på det sociale. = Så jeg ud over at kunne passe mit arbejde tilfredsstillende også bedre vil turde at være ... mig. Hurra for min chef! Tænk at kunne fortælle sin chef så private ting. Tænk at have LYST til det. Det havde jeg, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. (citat fra anden bruger slettet af mod. efter brugers ønske)

Sådan har/er jeg også selv.
Da jeg blev ansat i min nuværende stilling, sagde produktionschefen noget i stil med at han normalt var godt til at læse folk, men at han slet ikke kunne læse mig. Måske jeg selv er skyld i at jeg har meget få venner og ingen rigtig får lov at komme tæt på, samt at jeg ofte føler jeg falder udenfor i sociale sammenhænge. Måske jeg skal øve mig at turde vise hvem jeg er (og finde ud af hvem det præcis er at jeg er).
1

Tilbage til "Livets forhold"