Kvinder i krig

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
LaScrooge
Indlæg: 3021
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 823
Likede indlæg: 8153

Re: Kvinder i krig

Indlægaf LaScrooge » 8. feb 2018, 08:52

Aragorn skrev:Jeg føler mig bestemt ikke bedrevidende, til gengæld er jeg klar over at der ikke er sort og hvidt nogen steder. Så for at kunne tale om tingene, er man nødt til at være enige om, hvordan tingene er, til at starte med. Jeg forstår netop ikke hvad TS mener og beskriver, og derfor spørger jeg til en nøjagtig definition.

Hvad skal TS bruge min opmuntring eller empati til? Kan den gavne hende overhovedet? Er det til nogen hjælp at jeg skriver, at det er jeg godt nok ked af, sikke en omgang, jeg håber det bliver bedre?

Bliver noget rent faktisk bedre for TS af at jeg (eller nogen som helst anden) skriver således? Eller er det tilfældet, kunne det rent faktisk tænkes, at den medfølelse man kan få fra en fremmed på internettet ikke gør en skid forskel, og det intet nytter i forhold til at løse problemer? At det er det samme lort når man står op i morgen, fordi man ikke er blevet en kæft klogere, på trods af at man er blevet klappet på ryggen af 10 forskellige på nettet aftenen før?

Nej, det er da vanvid at forestille sig, at man ikke får det bedre af at der er nogen der føler med én! Det får da alt til at gå væk.

Hvis man har problemer med den måde verden reagerer på én, er det ofte fordi man ikke er klog nok til at aflæse verden. Hvad jeg ønsker for andre, og hvad jeg ønsker for mig selv, er at blive klogere på det indre liv, fordi det er dét, der styrer det ydre i den retning det nu engang bevæger sig - og selvfølgelig kommer jeg ikke med nogen løsninger, jeg kender ikke de tanker TS har. Jeg kan maksimalt foreslå at tænke på dit eller dat, og overveje om der er noget der kan gøres anderledes eller bedre.

Hvad du foreslår er til gengæld at sige en masse pæne ting, men ikke se tingene i øjnene og det har aldrig løst noget.

Det føles rart, dog.


Det er et kompliceret indlæg at svare på, synes jeg. Hvis du ønsker, at TS skal åbne sig for dig og fortælle hvad hun baserer sådan en vurdering på, som - alt andet lige - må vokse ud af nogle meget private oplevelser og overvejelser, så tror jeg, at du skal demonstrere andet og mere end dissektørens interesse. Det her er en personlig tråd, så når jeg går ind i den, går jeg ind i den med mig selv og mit eget føle-sanse-refleksionsapparat aktiveret og ligeledes forberedt på, at jeg er et menneske, der møder andre mennesker i noget personligt. Det kræver empati, det kræver ægte interesse og et ønske om at engagere med den anden ud fra oplevelsesverdener, som nogle gange er forskellige, men hvor den forskellighed ikke fordrer at man forhandler sig frem til definitioner, som begge kan acceptere, men mere at man prøver at leve sig ind i hvor den anden er, for at man derfor kan snakke med på deres præmisser. Det er ikke nødvendigvis nødvendigt at definere et fælles objektivt udgangspunkt, for denne tråds verden er en følelsesverden, hvor man tentativt indkredser og afgrænser og sætter ord på tingene, nogle gange bare for at smage på dem. Og mest af alt er denne tråd et sted hvor folk blotter sig og på indgangsdøren står der derfor (i mit hoved): Hold dig væk hvis du ikke forstår hvordan man møder andres sårbarhed.

I forhold til om det har nogen effekt at folk på et debatforum er søde og varme mod én? Tja. Hvad kan jeg sige andet end: Hvad kommer det dig ved? Skal du afgøre om noget føles rart eller har effekt for andre? Skal du afgøre, om de bruger deres tid bedre et andet sted? Du ved ingenting, Jon Snow, dybest set.
7
Shadowmoon
Indlæg: 35
Tilmeldt: 26. apr 2017, 18:11
Kort karma: 0
Likede indlæg: 91

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Shadowmoon » 8. feb 2018, 11:47

ManicNinja skrev:
Læs fx disse to artikler - den sidste om forskellige typer af narcissistiske mødre, som skader deres døtre:

http://powerkvinderne.dk/liste/624-enhv ... narcissist




Holy crap, det var noget af et wake up call.

Jeg har lige siddet og nærlæst artiklen og understreget alle de pointer, jeg kunne overføre direkte fra teksten til min ex-kæreste :ad!:

Det var dog ikke alt, der passede på ham, men der var nok til at jeg synes, det var lidt skræmmende.

Jeg er så lettet over, at jeg endelig fik sagt fra og gik fra ham.
I dag, her godt en måned efter vores brud, siger mine 3 voksne børn samstemmende, at de oplever at have fået deres mor tilbage, dvs en mor, der er nærværende og glad.
Det er tankevækkende, at jeg åbenbart ændrede mig så meget for at forsøge at gøre ham tilfreds (Hvilket han iøvrigt alligevel aldrig var)
1
Muddi
Indlæg: 1955
Tilmeldt: 8. nov 2015, 13:34
Kort karma: 217
Likede indlæg: 1141

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Muddi » 8. feb 2018, 16:54

HappyQ skrev:
Muddi skrev:Efter at have læst denne tråd, må jeg erkende, at jeg har været i krig i perioder gennem hele mig liv.

I 2010 fik jeg konstateret, at jeg har en medfødt hjerneskade i frontallapperne, og på mange måder faldt mange brikker på plads om, hvorfor jeg havde haft det svært igennem hele min barn- og ungdom. Jeg har altid følt mig anderledes og haft svært ved det sociale, som gør, at venner er kommet og gået, og aldrig været der særlig længe.

Det har og medført, at jeg idag er i fleksjob. Jeg bliver hurtig træt, og har svært ved at fungere i larm, uro, og når tingene er uoverskuelige.

Jeg er pt sygemeldt med en depression, jeg ikke ved, hvor er kommet fra, og af. Min læge mente i starten af det nye år, at jeg havde en overbelastningsreaktion oven på julen, hvor der var sket for meget, og en december hvor jeg havde kørt mig selv for hårdt.

Nu er kommunen også begyndt at blande sig i krigen. Jeg skal udfylde skemaer, og svare på, hvornår jeg regner med at komme tilbage på arbejde. Idag er jeg blevet ringet op af en dame fra kommunen, der stillede nogle spørgsmål, ville sende mig i et coaching forløb, og oplyste mig om, at hun sammen med min leder, ville lave et møde, hvor vi skulle snakke om, hvad de kunne gøre for at få mig tilbage på arbejde.

Så nu sidder jeg her, handlingslammet, og med resterne af et angstanfald jeg ikke burde have ( jeg er jo på medicin), og hovedpine og urolig mave.

Det er svært, når jeg ikke kan få den ro, jeg så tydeligt har brug for, for at kæmpe en krig, som for tiden er så stærk, at der ikke er plads til noget andet.

Søde Muddi jeg synes, du skal ringe til din læge og få hende til kontakte kommunen, du har en depression, det skal en tilfældig sagsbehandler ikke begynde at blande sig i helbredelsen af. Rigtig god bedring, jeg håber, du får ro til at komme ovenpå igen :kram:


Tak Happy :kys:

Har været hos hende idag. Hun satte min medicin dosis op, og forlængede min sygemelding med tre uger, ind til videre. Men hun mener vist, at ingen skal forvente at jeg er tilbage før den rigtige dosis medicin er fundet, og virkningen er der. Det gjorde hun også tydeligt opmærksom på, i den lægeerklæring hun lavede til kommunen.

Da vi var færdige ved lægen, lå der indkaldelse til møde med kommunen og min leder, men håber det går let, når de får læst lægeerklæringen.
0
Brugeravatar
HappyQ
Indlæg: 1740
Tilmeldt: 12. aug 2015, 09:37
Kort karma: 302
Geografisk sted: Helsingør
Likede indlæg: 1721

Re: Kvinder i krig

Indlægaf HappyQ » 8. feb 2018, 17:35

Muddi skrev:
HappyQ skrev:
Muddi skrev:Efter at have læst denne tråd, må jeg erkende, at jeg har været i krig i perioder gennem hele mig liv.

I 2010 fik jeg konstateret, at jeg har en medfødt hjerneskade i frontallapperne, og på mange måder faldt mange brikker på plads om, hvorfor jeg havde haft det svært igennem hele min barn- og ungdom. Jeg har altid følt mig anderledes og haft svært ved det sociale, som gør, at venner er kommet og gået, og aldrig været der særlig længe.

Det har og medført, at jeg idag er i fleksjob. Jeg bliver hurtig træt, og har svært ved at fungere i larm, uro, og når tingene er uoverskuelige.

Jeg er pt sygemeldt med en depression, jeg ikke ved, hvor er kommet fra, og af. Min læge mente i starten af det nye år, at jeg havde en overbelastningsreaktion oven på julen, hvor der var sket for meget, og en december hvor jeg havde kørt mig selv for hårdt.

Nu er kommunen også begyndt at blande sig i krigen. Jeg skal udfylde skemaer, og svare på, hvornår jeg regner med at komme tilbage på arbejde. Idag er jeg blevet ringet op af en dame fra kommunen, der stillede nogle spørgsmål, ville sende mig i et coaching forløb, og oplyste mig om, at hun sammen med min leder, ville lave et møde, hvor vi skulle snakke om, hvad de kunne gøre for at få mig tilbage på arbejde.

Så nu sidder jeg her, handlingslammet, og med resterne af et angstanfald jeg ikke burde have ( jeg er jo på medicin), og hovedpine og urolig mave.

Det er svært, når jeg ikke kan få den ro, jeg så tydeligt har brug for, for at kæmpe en krig, som for tiden er så stærk, at der ikke er plads til noget andet.

Søde Muddi jeg synes, du skal ringe til din læge og få hende til kontakte kommunen, du har en depression, det skal en tilfældig sagsbehandler ikke begynde at blande sig i helbredelsen af. Rigtig god bedring, jeg håber, du får ro til at komme ovenpå igen :kram:


Tak Happy :kys:

Har været hos hende idag. Hun satte min medicin dosis op, og forlængede min sygemelding med tre uger, ind til videre. Men hun mener vist, at ingen skal forvente at jeg er tilbage før den rigtige dosis medicin er fundet, og virkningen er der. Det gjorde hun også tydeligt opmærksom på, i den lægeerklæring hun lavede til kommunen.

Da vi var færdige ved lægen, lå der indkaldelse til møde med kommunen og min leder, men håber det går let, når de får læst lægeerklæringen.

Det lyder godt, så må de damer slappe af, du skal nemlig være helt ovenpå, før de kan regne med din deltagelse i arbejdet igen.
Jeg krydser fingre for dig i morgen :kys:
0
23-06-16 :love2:
Brugeravatar
Kommodedyret
Indlæg: 2368
Tilmeldt: 28. aug 2015, 13:23
Kort karma: 586
Likede indlæg: 4960

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Kommodedyret » 8. feb 2018, 18:23

Jeg kan ikke lide symbolsproget som du benytter dig af, men jeg forstår godt følelsen af at være i kamp med noget.
Jeg synes at krigsmetaforen er uforenelig med mit syn på en sund forholdsmåde i verden, og jeg efterstræber diplomati, for nu at blive i symbolsproget.
Men jeg forstår virkelig godt følelsen af at skulle kæmpe mod nogen eller noget, og måske mest af alt sig selv.
I min oplevelse er kampen mod sine egne uhensigtsmæssige mønstre og reaktioner, den sværeste kamp. Av av av det kan være svært at gå op imod sig selv. Især fordi man jo gør det i samspil med andre mennesker.
Jeg kæmper med at få andre til at respektere mine grænser, og jeg er ved at lære hvordan jeg kan kommunikere med dem og med mig selv for at lave problemløsninger.
I forlængelse heraf vil jeg bare sige at mit indlæg på ingen måde er ment som en kritik eller belæring. Jeg har haft en svær dag, så hvis det assertive svigter, så beklager jeg.
3
Stop hoarding nuts, budgies! You don't even like them!
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5495
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8948

Re: Kvinder i krig

Indlægaf ManicNinja » 8. feb 2018, 20:47

Shadowmoon skrev:
ManicNinja skrev:
Læs fx disse to artikler - den sidste om forskellige typer af narcissistiske mødre, som skader deres døtre:

http://powerkvinderne.dk/liste/624-enhv ... narcissist




Holy crap, det var noget af et wake up call.

Jeg har lige siddet og nærlæst artiklen og understreget alle de pointer, jeg kunne overføre direkte fra teksten til min ex-kæreste :ad!:

Det var dog ikke alt, der passede på ham, men der var nok til at jeg synes, det var lidt skræmmende.

Jeg er så lettet over, at jeg endelig fik sagt fra og gik fra ham.
I dag, her godt en måned efter vores brud, siger mine 3 voksne børn samstemmende, at de oplever at have fået deres mor tilbage, dvs en mor, der er nærværende og glad.
Det er tankevækkende, at jeg åbenbart ændrede mig så meget for at forsøge at gøre ham tilfreds (Hvilket han iøvrigt alligevel aldrig var)


Ja, det er skræmmende (men også en lettelse!), når man finder ud af, der er en betegnelse for det dér, at det ikke er én selv, som er småtosset og helt urimelig (men dem), og at mange andre oplever det samme - og også skades på sjælen.

Glad for du kunne bruge artiklen.
1
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5495
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8948

Re: Kvinder i krig

Indlægaf ManicNinja » 8. feb 2018, 20:52

Raenil skrev:Når min kone begynder at snakke, spørger jeg hende af og til om hun har brug for at få løst problemet eller at tale om dem. Hvis hun har behov for at tale, gør jeg det kun værre, hvis jeg forsøger at løse dem.

Denne tråd virker på mig som en "tale om dem" og det skal man have respekt for, når man som jeg (og andre...) er løsningsorienteret.


Lige præcis!
0
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Sorenspige
Indlæg: 2422
Tilmeldt: 29. sep 2015, 06:34
Kort karma: 349
Likede indlæg: 1913

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Sorenspige » 8. feb 2018, 21:18

Jeg er begyndt i terapi for at få hjælp til at ændre mine tanker/handlemønstre mv.

Jeg deltager i tråden herinde for støtte og følelsen af ikke at være alene. Det andet tager en professionel sig af.
7
Shannon
Indlæg: 38
Tilmeldt: 19. nov 2017, 22:45
Kort karma: 2
Likede indlæg: 29

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Shannon » 8. feb 2018, 22:35

Aragorn skrev:
Avino skrev:
Aragorn skrev:Hvordan definerer du narcissisme og psykopati?

Bare et opklarende spørgsmål, for at fastslå om vi bevæger os i det kliniske område, eller om det er din egen private definition - hvilket ikke ændrer din oplevelse, men fortæller os andre noget om, hvad vi skal læse når du bruger disse ord.


Hvad er det egentligt der gør, at du føler dig så bedrevidende ?
Nu har jeg læst flere tråde, hvor du- som jeg ser det- svarer TS (ikke kun MN) på en meget nedladende måde.
Der er ikke nogen opmuntring. Ingen empati.
Der er bare et statement- sådan er tingene bare. Ingen løsninger.
Jeg synes faktisk, at du er meget intrigant.
Dine svar -gør ikke TS noget godt.

Det kan godt være, at du selv synes at du har fundet de vises sten.
I min verden- er du rigtigt uforskammet.

Måske du skulle overveje dine svar, inden du trykker på tastaturet.


Jeg føler mig bestemt ikke bedrevidende, til gengæld er jeg klar over at der ikke er sort og hvidt nogen steder. Så for at kunne tale om tingene, er man nødt til at være enige om, hvordan tingene er, til at starte med. Jeg forstår netop ikke hvad TS mener og beskriver, og derfor spørger jeg til en nøjagtig definition.

Hvad skal TS bruge min opmuntring eller empati til? Kan den gavne hende overhovedet? Er det til nogen hjælp at jeg skriver, at det er jeg godt nok ked af, sikke en omgang, jeg håber det bliver bedre?

Bliver noget rent faktisk bedre for TS af at jeg (eller nogen som helst anden) skriver således? Eller er det tilfældet, kunne det rent faktisk tænkes, at den medfølelse man kan få fra en fremmed på internettet ikke gør en skid forskel, og det intet nytter i forhold til at løse problemer? At det er det samme lort når man står op i morgen, fordi man ikke er blevet en kæft klogere, på trods af at man er blevet klappet på ryggen af 10 forskellige på nettet aftenen før?

Nej, det er da vanvid at forestille sig, at man ikke får det bedre af at der er nogen der føler med én! Det får da alt til at gå væk.

Hvis man har problemer med den måde verden reagerer på én, er det ofte fordi man ikke er klog nok til at aflæse verden. Hvad jeg ønsker for andre, og hvad jeg ønsker for mig selv, er at blive klogere på det indre liv, fordi det er dét, der styrer det ydre i den retning det nu engang bevæger sig - og selvfølgelig kommer jeg ikke med nogen løsninger, jeg kender ikke de tanker TS har. Jeg kan maksimalt foreslå at tænke på dit eller dat, og overveje om der er noget der kan gøres anderledes eller bedre.

Hvad du foreslår er til gengæld at sige en masse pæne ting, men ikke se tingene i øjnene og det har aldrig løst noget.

Det føles rart, dog.


Hvis det ikke skal føles rart, hvordan synes du så, at man skal have det? For mig at se handler det slet ikke om, at være klog nok til at aflæse verden, måske rettere at være udfordret på noget hvor almindelig klogskab og rationalitet hører op - og hvor man deler så andre kan fange det følelsesmæssige, anerkende det og støtte og bearbejde det, både konstruktivt og empatisk.

I mit tilfælde har der været forskellige faktorer der har skubbet mig ud i skrive med folk på nettet - fordi der ikke var andre jeg rigtigt turde at betro mig til og fordi jeg havde det og stadig har det - rimeligt svært ved at acceptere mig selv, men er i gang med det og ligeså processen at komme videre. Er nu 1. gangs mor tæt på de 40 og under udredning for psykiatriske diagnoser i en barsel præget af kommunale møder afledt af bekymringer og en hulens masse dårlig samvittighed og frygt for hvad der så skal ske når barslen slutter.
Jeg er med på, at du så kan feje mig af, og sige at jeg har været udfordret og netop nu er - blevet klogere - men jeg skal hilse dig og sige, at alle de uforstående kommentarer og besynderlige råd jeg fik, da jeg første gang åbnede op online, de forsvinder ikke.
De positive kommentarer er langt fra glemt - men en del af mig og den jeg er - hæfter sig ved det negative og frygten for ikke at møde forståelse. Jeg betalte en pris ved at være ærlig og der blev nok grinet en lille smule, men jeg tror den dag i dag, at jeg er den eneste der husker kommentarerne og alt det som ikke hjalp, men skubbede til det selvbebrejdende.

Mit ønske til dig og andre med den direkte og løsningsorienterede tilgang er, at I når I svarer skal forsøgte at have i mente, at der er dem der ignorerer, dem der svarer igen og dem der ikke får sagt fra fordi de måske ikke er klar til den direkte tilgang. Så det netop bliver rart for alle.
2
Brugeravatar
Hunkat
Indlæg: 4578
Tilmeldt: 20. aug 2015, 03:20
Kort karma: 331
Geografisk sted: Mellem månen og en drøm
Likede indlæg: 10805

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Hunkat » 9. feb 2018, 05:38

Jeg er i øvrigt henvist til behandling. Jeg har været til introduktionssamtale og venter på indkaldelser til resten af forløbet. Jeg skal tale med en kost/søvnvejleder, have taget ekg, blodprøver og generelt helbredstjek, jeg skal tale med en psykiater om medicinering og gå til løbende opfølgning hvis jeg takker ja. Udover det kommer så gruppeterapien og de individuelle samtaler. I alt skal jeg nok afsætte 15-20 dage i løbet af de 6 måneder til at få det bedre. Men jeg kan altså ikke gøre det hurtigere end systemet.

Jeg er ret løsningsorienteret ude i virkeligheden. Jeg har fået skubbet en §56 aftale på plads så jeg ikke ligger min arbejdsplads til last når jeg ikke kommer en dag om ugen (og render til læge i tide og utide i øvrigt). Jeg reagerer på udfordringer ved først at gå i panik og derefter udvikle OCD-niveauer af kontrol, jeg opsøger ALT hvad der findes af information, jeg læser budgetter eller lovtekster, jeg kender problematikken ned i mindste detalje og jeg har mindst to back-up planer. Jeg tjekker for ny info mindst 50 gange om dagen.

Det er heller ikke sundt og det koster fokus, tid og energi. I de tilfælde er krigsmetaforen helt på sin plads, min krop bliver så anspændt og øm fordi jeg konstant er mentalt klar til at kaste mig over en løve og vinde kampen.

Egentlig har det været en sejr at komme hertil, at få hjælp. For overstående, når man ser det udefra, ligner en person som har styr på sit liv. Jeg KAN ikke åbne op, jeg har altid, altid, altid en facade på som jeg er i kontrol over. Det tætteste jeg har været på at miste min facade var da jeg stod på en psykisk skadestue efter jeg seriøst havde overvejet at kaste mig ud fra en høj bygning. Men jeg var stadig så tilpas meget i kontrol at de mente jeg kunne sendes hjem. Min daværende kæreste ved stadig ikke at det her har fundet sted overhovedet (han var heller ikke en god kæreste men altså...)

Min mand støtter mig, så godt han kan. Det er jo et monster at stå overfor og jeg ved det påvirker ham, han bliver bange for om han reelt kan hjælpe mig. Det ved jeg ikke om han kan. Han ved måske.. 40% af hvad der foregår indeni mig. Resten holder jeg for mig selv, beholder kontrollen og facaden.
2
I'm Richard, Chief Warlock of the Brothers of Darkness, Lord of the Thirteen Hells, Master of the Bones, Emporer of the Black, Lord of the Undead Mistress of Fire, and Mayor of a little village up the coast
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5495
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8948

Re: Kvinder i krig

Indlægaf ManicNinja » 9. feb 2018, 05:51

Den mest præcise beskrivelse, jeg har læst af cyklus i et forhold med en narcissist. Det er gyselig læsning, men forklarer til fulde, hvorfor det er så hulens svært at forlade en narcissist ...

Denne gang kunne man ikke se min røv for bare skosåler, så snart stadie 4 satte ind.

https://www.psychologytoday.com/blog/un ... r-life?amp
1
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Brugeravatar
Lemonella
Indlæg: 6082
Tilmeldt: 5. sep 2015, 06:04
Kort karma: 528
Likede indlæg: 8768

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Lemonella » 9. feb 2018, 06:54

ManicNinja skrev:Den mest præcise beskrivelse, jeg har læst af cyklus i et forhold med en narcissist. Det er gyselig læsning, men forklarer til fulde, hvorfor det er så hulens svært at forlade en narcissist ...

Denne gang kunne man ikke se min røv for bare skosåler, så snart stadie 4 satte ind.

https://www.psychologytoday.com/blog/un ... r-life?amp


Den artikel, beskriver til fulde min eksmand, hans handlinger og væremåde. Det værste var så bare, at ingen opdagede noget.
De fleste i min omgangskreds, undrede sig over, hvorfor jeg gik. “Han er jo sådan et dejligt menneske”...
Nogen få, meget tæt på, var godt klar over, der var noget galt, men de mente jo, jeg var stærk nok til at sige fra og forlade ham.
Selv min ældste søn, har undret sig og sagt til mig at jeg jo bare kunne have forladt min eks for længe siden.

Først da min eks bliver fundet død i sin lejlighed, omringet af skidt og lort, tomme sprutflasker i tusindvis og et par døde katte, fatter de, at noget måske ikke var helt normalt ved ham.
0
I'm not supposed to be normal.
I'm supposed to be me.
Muddi
Indlæg: 1955
Tilmeldt: 8. nov 2015, 13:34
Kort karma: 217
Likede indlæg: 1141

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Muddi » 9. feb 2018, 22:03

Må man gerne skrive flere indlæg i denne tråd? :genert:

Det har både været irriterende og en lettelse at fortælle mine forældre om min depression. Irriterende, fordi de lige i starten efter den første “hvor er det træls for dig”, satte spørgsmålstegn ved, om det nu virkelig var nødvendigt at være langtidssygemeldt, og “man kan da ikke have en depression uden en grund”.

Men så begyndte min mor og jeg og snakke om hvordan jeg virkelig har det, og jeg satte ord på det jeg i starten ikke kunne sætte en finger på, men måske alligevel kan se et mønster i. For det seneste lille års tid, har der været kaos på arbejdet. Først i form af konflikter med gammel leder, så afsked med denne. Og pågældende leder har hakket på mig i de to et halvt år, jeg har været ansat under hende, og jeg har aldrig kunnet gøre noget godt nok. I august fik vi så ny leder, og med hende, en masse omstruktureringer, og en håndfuld nye kolleger at forholde sig til. Og nu en kæmpe ombygning og omrokeringer af arbejdspladsen.
Og så har jeg hele min liv skullet kæmpe for at få venner, og dem der har været der, er forsvundet igen efter en periode. Igen og igen.

Og nu er det bare nok
1
Brugeravatar
Daine
Indlæg: 14067
Tilmeldt: 19. aug 2015, 18:57
Kort karma: 1904
Geografisk sted: Midtjylland
Likede indlæg: 19026

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Daine » 9. feb 2018, 22:36

Muddi, du må skrive alle de indlæg du har lyst til :)



Jeg har været ved psyk i dag og jeg var egentlig ikke så begejstret for at skulle derhen, for jeg anede ikke hvad vi skulle snakke om...men det viste sig at blive en rigtig god samtale. Vi tog udgangspunkt i, at jeg følte det var enormt frusterende at jeg stadig var syg og ikke rigtig kunne se nogen bedring. Kontra det, at min mor langsomt får det bedre og bedre, hun har feks nu igen kræfter til at cykle, det har hun ikke kunnet siden start december. Og jeg sidder her og kigger på mig selv og tænker “Du har det da okay for det meste nu, du kan da godt arbejde!”. Det er jeg bare ikke sikker på jeg kan, allerede nu er jeg begyndt at stresse over at skulle til lægen den 27., jeg har det som en eksamen jeg skal øve mig til. Jeg skal øve mig i at være rask, så jeg kan bestå og begynde igen, for jeg er savnet på arbejde ...

Jeg har den her voldsomme selvkritiskmekanisme inden i mig, som holder fast. Godt fast! Og som er styret af negativDaine, og de to sammen er bare uhyggelig selvforstærkende. Det er dem der lige nu presser på for at jeg da ‘selvfølgelig’ skal starte på arbejde om nogle uger! Det kan jeg jo godt, hvor svært kan det være?
Ved siden af dem står positivDaine, som faktisk gerne vil gøre noget godt for mig, for mit helbred og for min livskvalitet. Hun bliver bare mast godt og grundigt væk, og kan kun i sjældne tilfælde gøre et væsen af sig. Så jeg skal hele tiden aktivt tilvælge pD, det er ikke naturligt for mig, og det er enormt hårdt konstant at skulle overveje om jeg gør tingene fordi jeg bliver glad af det og det giver mig noget positivt, eller om det er noget jeg føler jeg ‘skal’ gøre, noget jeg presser mig selv til at gøre.

Jeg er meget praktisk orienteret, hvis der er noget galt så fiks det. Gør det ondt, så tag en pille, bliver det ved, så gå til læge. Hvis det roder, så ryd op. Hvis tingene sejler, så sæt i system. Nu foregår alt oppe i mit hovede, og det er ikke nemt at være praktisk, at være løsningsorienteret der, for hver gang jeg kommer med forslag til, hvordan jeg skal blive bedre, er det rent faktisk nD der er drivkraften. Det er ikke den positive side af mig, for den siger: Giv dig tid, slap af, rolig nu.

Det er simpelhen den værste omgang rod længe, og jeg bliver så arrig over, at jeg ikke bare kan vælge hvad der er godt for mig. At det ikke er det, der er det naturlige for mig. Arrig, og rigtig ked af det. For lige nu er jeg min egen værste modspiller, hvor jeg skulle være den bedste medspiller. Og det er hårdt at erkende.
0
"I en tid med så meget ondskab, må vi passe på kærligheden", citat: Hr. Aurland
LaMariposa
Indlæg: 2471
Tilmeldt: 29. jul 2017, 16:49
Kort karma: 292
Likede indlæg: 5271

Re: Kvinder i krig

Indlægaf LaMariposa » 10. feb 2018, 16:04

Raenil skrev:Når min kone begynder at snakke, spørger jeg hende af og til om hun har brug for at få løst problemet eller at tale om dem. Hvis hun har behov for at tale, gør jeg det kun værre, hvis jeg forsøger at løse dem.

Denne tråd virker på mig som en "tale om dem" og det skal man have respekt for, når man som jeg (og andre...) er løsningsorienteret.


Fantastisk godt set. Der er ikke noget værre end mænd, der forsøger at løse ens problemer, hvis man bare har brug for at læsse af.
2
:lun: Be brave...

When it all goes wrong, I'll pull myself together, keep on holding on...

Tilbage til "Livets forhold"