Kvinder i krig

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5495
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8948

Re: Kvinder i krig

Indlægaf ManicNinja » 11. feb 2018, 14:18

Jeg har lige skrevet til en kvinde, som jeg over de sidste par år er blevet tættere og tættere med:

"Kære [venindens navn]

Jeg har tænkt på dig flere gange på det seneste - det gør jeg nu egentlig altid. Men i denne tid særligt.

Føler trang til at sige dig tak. Virkelig. Hvis ikke vi havde snakket sammen om Gift Lortemand den dag, hvor jeg endnu engang sad forvirret tilbage og ikke forstod, hvad det var, der skete i de dér evige konflikter med ham ... Hvis ikke du havde givet mig det kærlige modspil og havde spurgt til, om det her egentlig var godt for mig ... tror jeg simpelthen ikke, tågerne var gledet fra mine øjne.

Han var/er dødsens farlig ... Pyyyyh. Jeg er stadig helt i chok over, at jeg helt oprigtigt ikke ANER, hvem jeg var sammen med. Jeg ved bare, at jeg er blevet løjet for og manipuleret med i en grad, så ... Gulp. Og at det eneste, han skulle have fra mig var beundring, bekræftelse (og hvis han ikke kunne få det så i det mindste min vrede eller mine tårer, hvilket er narcissisters andet brændstof).

Jeg forsøger langsomt at komme mig, og jeg læser en masse om narcissister og deres ofre og forstår mere og mere af den skræmmende sandhed. Jeg prøver også at tage ind, at jeg hverken har været dum eller bør skamme mig. Men at snart sagt de fleste kan "falde i", og at manøvrerne er virkeligt udspekulerede og nemt gør varig skade, som det tager tid at komme sig over ...

Hvis jeg skal finde noget positivt i alt dette: Dette var det sidste skub, der skulle til, for at jeg kunne tage et MEGET VIGTIGT skridt. "Nogen" synes vist, at jeg skal lære, hvad det dér egenomsorg og at være god ved og respektere mig selv er for noget. Sådan at de dér forførere/overcharmerende og dybt selvcentrerede og kyniske mænd i fremtiden IKKE fremstår som noget, jeg har lyst til eller brug for.

Er med professionel hjælp gået i gang med at hele hende det indre, ekstremt sårede og klemte barn ... Min mor lider nemlig af den samme forstyrrelse som de her mænd. Og erkendelsen af aldrig at være blevet mor-elsket for den jeg er (det kan en narcissist slet ikke) og at være blevet manipuleret EKSTREMT som barn er mildt sagt voldsom ... Følelser og minder af alle slags VÆLTER bare frem p.t. og er ind imellem noget nær umulige at rumme pga smerten ... Men jeg VED, jeg er på rette vej.

Endnu en gang tak. Jeg er så glad for, at jeg åbnede mig for det helt rigtige menneske den dag. :kys: ".
1
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5495
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8948

Re: Kvinder i krig

Indlægaf ManicNinja » 26. feb 2018, 09:50

På opfordring fra en debattør ryger dette opslag også herind. Ret beset hører det nok også mere til her end i Singletråden:)

Nåmmen. Jeg slikker jo i dén grad sår. Har sådan cirka alt oppe til overvejelse for tiden ... Alt, hvad jeg har haft med mig fra barns ben ... alle de meget lidt sunde opfattelser af, hvad jeg havde lov/ret/plads til ... Hårh! :nerve: Brikkerne falder på plads. Det føles, som om det hele vælter ned om ørerne. Alt ligger i ruiner, og jeg prøver at gribe en murbrok her og én dér, mens jeg spæner forpustet igennem krigszonens bomberegn, forsøger at nå i dækning, før næste flyver styrtdykker og tænker, at selve oprydnings- og genopbygningsprocessen må jeg vende tilbage og ordne senere.

Siden jeg smuttede fra ham den gifte (og meget giftige, manipulerende, løgnagtige) kollega og blokerede ham på alle kommunikationskanaler, har jeg mere og mere kunnet mærke, at jeg trængte til at græde. Sådan rigtigt storhulke. Og også til at blive vred. Men en eller anden kraft holdt igen. Jeg har kunnet græde lidt hos terapeut. Men i det store hele, har forløbet sat sig indeni mig som en prop i den måned, der er gået. Med søvnmangel og voldsom mavepine til følge. Har mange gange dagligt puffet det væk, men har konstante flash backs af hændelser og replikker fra forløbet. Både dem, der nu gør ondt, fordi det bare var rent skuespil, mens jeg jo troede på, det var ægte, og dem, der var slet og ret ondskabsfulde på diverse udspekulerede mind tricky måder ...

Den "kraft", som har holdt proppen tilbage, er imidlertid min mors syge programmering af mig. Jeg opdagede det i dag. Jeg troede, at jeg holdt igen på tårer og vrede, fordi jeg var bange for at drukne i følelserne, hvis jeg slap dem løs. Men nej. Det er den dér gaaaaamle stemme, der nedgør og håner og mener, at hvis jeg ikke er underholdende, eller hvis noget kun drejer sig om - ubetydelige - mig og ikke om min mor, så er det uvæsentligt og latterligt. Stemmen har konstant siden bruddet fortalt mig, at jeg da ikke kunne sidde dér og flæbe over et forløb, der tog sølle tres dage. At jeg skulle holde op med at skabe mig, at så måtte jeg jo lære af at have været så hamrende naiv og komme videre. Og at det var pinligt at se på. Eller, det har jo ikke været med ord. Men dét har været følelsen i mig. Helt uden at jeg tænkte nærmere over det. Det er bare sådan, det er.

Jeg har simpelthen over årene taget min mors stemme, som den lød, når hun devaluerede mig og igenigenigen pillede mig ned fra piedestallen, til mig som min egen. :shock: I dag VÆLTEDE tårerne så ud. Lægende, forløsende, befriende. Og det var ikke hårdt at føle minderne og følelserne.

Jeg begynder at forstå, hvad det dér selvkærlighed, som min terapeut talte om, er for noget: Det er, at jeg IKKE skammer mig over at føle eller mene, som jeg gør. At jeg giver mig selv plads til at være mig. Til at sørge, hvis jeg føler for det. Over tabet af en drøm. Over at være blevet bedraget i en grad, så jeg aldrig kommer til at vide, hvad sandheden var. Over at have mistet en bid af min værdighed og frem for alt en masse tillid helt generelt. I korte glimt endda dele af min virkelighedsfornemmelse ...

Selvkærlighed er at stole på, at man har lov og ret til at være den man er, føle det, man nu føler. Så det øver jeg mig i.

Også på job. Hvor jeg nu lige så stille har opdaget, at jeg har gemt mig rigtigt meget. Er fløjet "under radaren". Terapeut siger, at det er meget almindeligt, at mennesker med min baggrund bliver eksperter i at "forsvinde": Vi indretter os efter, hvordan den abuser, vi vokser op med, svinger i humør, selv om det slet ikke giver mening eller hænger sammen. Og så mister vi forbindelsen med vores vrede - og faktisk forbindelsen til, hvem vi er. Og så kan vi så ellers i vores voksne liv drøne rundt og slet ikke være dér, hvor vi er. Og faktisk snyde os selv for en hel tilværelse.

Jeg ved ikke heeeelt endnu, hvad det konkret er, jeg gør, når jeg flyver under radaren. Men jeg kan mærke det i hele kroppen. Ligesom jeg begynder at kunne mærke, at jeg er enormt vred. Selv om jeg stadig ikke kan få det frem.

Det er SÅ skræmmende, alt det, der går op for mig. I de forhold, jeg har været i med mænd, der har været forstyrrede på stort set samme måde som min mor, har jeg så *surprise* gentaget mønstret. Jeg er der, men forsvinder. Udviskes. Der er KUN de nemme, behagelige dele af mig til stede. Mine behov, mine grænser, sorger, vrede, at have brug for at være i fred osv. ... Alt det eksisterer ikke.

Så jeg har fået lektier for af terapeut. Og øver mig i at være til stede. Og fx turde tilbyde min hjælp i mit team, selv om jeg stadig er usikker fagligt og inderst inde tænker, at det nok mest er til besvær. Jeg har haft en god snak med min chef om, at jeg tager nogle intensive timer med en kollega for at få nogle bestemte opgaver helt på plads, sådan at vi kan få udraderet den faglige usikkerhed, som også indvirker på det sociale. = Så jeg ud over at kunne passe mit arbejde tilfredsstillende også bedre vil turde at være ... mig. Hurra for min chef! Tænk at kunne fortælle sin chef så private ting. Tænk at have LYST til det. Det havde jeg, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Der er også sket noget andet: Jeg har fået en middagsaftale i stand med hyggelig mand fra singlegruppe. Jeg har mødt ham til noget fællesarrangement en enkelt gang. Det er ikke dateagtigt. Han er for gammel og ikke spor kærestesøgende. Og jeg er for medtaget og ødelagt og fyldt op af proces. Men hold kæft, hvor kan vi grine og har ens værdier og sådan. Og så er han bare så bundsympatisk. Det gør det så nemt og rart at snakke sammen. Jeg troede egentlig bare, vi skulle mødes ude, han og jeg. Men nu har han inviteret mig hjem til sig, hvor vi laver noget mad sammen. Jeg troede, vi skulle have nogle andre fra gruppen med også. Men det lod han flagre i vinden, da jeg spurgte til det. Det er okay. Og jeg hygger mig virkelig, når vi skriver lidt på Messenger. Ikke i timer. Ikke for meget. Ikke intenst og dramaagtigt og voldsomt og forlorent, fordi nogen skal have et rush og et fix, og andre tror, det er sådan, kærlighed ser ud. Det her er ikke sygt. Bare hyggeligt. Rart. Som små glimt af sollys, man kan glæde sig til i vintermørket.

Jeg glæder mig til at se ham. Og NYDER at tale med en mand, der virker helt normal i hovedet. Ikke overhælder mig med et tons komplimenter og fortæller mig alt muligt analytisk udspekuleret pis og lort om, hvem jeg nok er. Og bruger tid, energi og diverse strategier for at gennemskuemig og vide alt om mig, uden nogensinde at give noget af sig selv. Alt sammen kun for at opnå et eller andet bestemt fra mig.

Jeg nyder at tale med et ægte menneske. Og langsomt selv at indse, at jeg også en dag kan blive ét.
4
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Kakro05
Indlæg: 258
Tilmeldt: 7. sep 2015, 19:24
Kort karma: 36
Likede indlæg: 221

Re: Kvinder i krig

Indlægaf Kakro05 » 27. feb 2018, 09:13

ManicNinja skrev:På opfordring fra en debattør ryger dette opslag også herind. Ret beset hører det nok også mere til her end i Singletråden:)

...

Også på job. Hvor jeg nu lige så stille har opdaget, at jeg har gemt mig rigtigt meget. Er fløjet "under radaren". Terapeut siger, at det er meget almindeligt, at mennesker med min baggrund bliver eksperter i at "forsvinde": Vi indretter os efter, hvordan den abuser, vi vokser op med, svinger i humør, selv om det slet ikke giver mening eller hænger sammen. Og så mister vi forbindelsen med vores vrede - og faktisk forbindelsen til, hvem vi er. Og så kan vi så ellers i vores voksne liv drøne rundt og slet ikke være dér, hvor vi er. Og faktisk snyde os selv for en hel tilværelse.

Jeg ved ikke heeeelt endnu, hvad det konkret er, jeg gør, når jeg flyver under radaren. Men jeg kan mærke det i hele kroppen. Ligesom jeg begynder at kunne mærke, at jeg er enormt vred. Selv om jeg stadig ikke kan få det frem.

Det er SÅ skræmmende, alt det, der går op for mig. I de forhold, jeg har været i med mænd, der har været forstyrrede på stort set samme måde som min mor, har jeg så *surprise* gentaget mønstret. Jeg er der, men forsvinder. Udviskes. Der er KUN de nemme, behagelige dele af mig til stede. Mine behov, mine grænser, sorger, vrede, at have brug for at være i fred osv. ... Alt det eksisterer ikke.

Så jeg har fået lektier for af terapeut. Og øver mig i at være til stede. Og fx turde tilbyde min hjælp i mit team, selv om jeg stadig er usikker fagligt og inderst inde tænker, at det nok mest er til besvær. Jeg har haft en god snak med min chef om, at jeg tager nogle intensive timer med en kollega for at få nogle bestemte opgaver helt på plads, sådan at vi kan få udraderet den faglige usikkerhed, som også indvirker på det sociale. = Så jeg ud over at kunne passe mit arbejde tilfredsstillende også bedre vil turde at være ... mig. Hurra for min chef! Tænk at kunne fortælle sin chef så private ting. Tænk at have LYST til det. Det havde jeg, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. (citat fra anden bruger slettet af mod. efter brugers ønske)

Sådan har/er jeg også selv.
Da jeg blev ansat i min nuværende stilling, sagde produktionschefen noget i stil med at han normalt var godt til at læse folk, men at han slet ikke kunne læse mig. Måske jeg selv er skyld i at jeg har meget få venner og ingen rigtig får lov at komme tæt på, samt at jeg ofte føler jeg falder udenfor i sociale sammenhænge. Måske jeg skal øve mig at turde vise hvem jeg er (og finde ud af hvem det præcis er at jeg er).
1

Tilbage til "Livets forhold"