De værste gæster?

[kidkomb]

Hvis værste ikke-gæster også tæller, så vil jeg gerne bitche med her!
Vi er en flok gamle kolleger som ses med nogle måneders mellemrum og hygger os gevaldigt. Derfor var det helt naturligt at invitere dem med til min 40 års fødselsdag.

Jeg læste resten af indlægget, men ved ikke hvad der stod. Er du seriøst 40 år?! Du må enten holde dig afsindigt godt eller kender dine gode vinkler, for jeg havde aldrig gættet, du snart bliver 40

Åh, tak!!
Jeg holder mig nogenlunde, men jeg har nok den bedste selfie-telefon markedet nogensinde har produceret og det er jeg ikke ked af

[Daine]

Lidt i trådens emne har jeg netop inviteret til fødselsdag. En af mine tidligere studieveninder vælger at trykke måske og siger, hun lige skal tage stilling til det. Har ellers frabedt, at folk trykker måske. Et par dage efter skriver hun så "jeg har valgt at sige nej, da jeg også skal noget om lørdagen, og så kommer xx og xx jo heller ikke. Hvis de var kommet, havde jeg måske taget mig sammen".

Øh, okay?! Hun er ikke en jeg snakker så meget med, men synes alligevel det er en sær måde at melde afbud.

Hvis værste ikke-gæster også tæller, så vil jeg gerne bitche med her!
Vi er en flok gamle kolleger som ses med nogle måneders mellemrum og hygger os gevaldigt. Derfor var det helt naturligt at invitere dem med til min 40 års fødselsdag.
Der var en der sagde nej tak og en der sagde måske; fordi hun har termin en måned inden. -Super fair, fuld forståelse.
De andre sagde ja tak.
Så her for en uges tid siden, så skriver den ene at "ups, jeg er kommet til at købe billetter til Thailand, jeg er nødt til at have sol på maven. Jeg giver en øl en anden dag".
Wtf? Det er en rund fødselsdag. Du har sagt ja. Du har ingen børn/hund/syge forældre eller andet der forhindrer dig i at tage til Thailand på et andet tidspunkt. Nar. Ham havde jeg glædet mig til at se, så det er faktisk lidt en mavepuster synes jeg.
Et par dage efter skriver en fra samme gruppe kolleger at ups, kæresten forærede hende altså en weekendtur til Paris og det måtte blive i den weekend, så øv bøv.
Jeg er helt afsindig skuffet over dem. Jeg inviterer dem fordi de betyder noget for mig og fordi det betyder noget for mig at have dem med den dag.
Og de havde sagt ja.
En tredje fra den gruppe er sådan en medløber der ikke rigtig kan noget selv uden hende der skal til Paris, så jeg havde faktisk halvt forventet at hun så også ville melde afbud. Det gjorde hun også. Med begrundelsen: Jeg har overset et arrangement på mit studie, så jeg kan desværre ikke deltage alligevel.
Et arrangement?
Rend mig.
Altså heldigvis er de jo ikke mine tætteste venner, men jeg er grumt skuffet.

Hvis min (fiktive) kæreste forærede mig en weekendtur til Paris, der faldt sammen med en rund fødselsdag, må jeg nok også tilstå, at jeg ville melde afbud til fødselsdagen. Jeg kan ikke helt mærke på min mavefornemmelse om jeg ville gøre det, hvis det var (nær) familie, men jeg ville gøre det hvis det var i vennekredsen. Også uden dårlig samvittighed, selvom jeg ville være ked af at måtte melde fra. Jeg ville måske nok vælge en lidt anden tilgang til afmeldingen. Evt som telefonopkald med et “Jeg er ked af det, men ...”

De to andre ville jeg som dig være skuffet over. En ferie man selv køber burde ikke være svær at planlægge udenom større fødselsdage, og “et arrangement man har overset” er bare wtf.

Edit: Jeg ville nok til en start prøve at forhøre mig hos kæresten, om weekendturen kunne ændres til en anden weekend, der ikke ramlede sammen med en større fødselsdag. Hvis det ikke var muligt, ville jeg melde fra til fødselsdagen.

[kidkomb]

Lidt i trådens emne har jeg netop inviteret til fødselsdag. En af mine tidligere studieveninder vælger at trykke måske og siger, hun lige skal tage stilling til det. Har ellers frabedt, at folk trykker måske. Et par dage efter skriver hun så "jeg har valgt at sige nej, da jeg også skal noget om lørdagen, og så kommer xx og xx jo heller ikke. Hvis de var kommet, havde jeg måske taget mig sammen".

Øh, okay?! Hun er ikke en jeg snakker så meget med, men synes alligevel det er en sær måde at melde afbud.

Hvis værste ikke-gæster også tæller, så vil jeg gerne bitche med her!
Vi er en flok gamle kolleger som ses med nogle måneders mellemrum og hygger os gevaldigt. Derfor var det helt naturligt at invitere dem med til min 40 års fødselsdag.
Der var en der sagde nej tak og en der sagde måske; fordi hun har termin en måned inden. -Super fair, fuld forståelse.
De andre sagde ja tak.
Så her for en uges tid siden, så skriver den ene at "ups, jeg er kommet til at købe billetter til Thailand, jeg er nødt til at have sol på maven. Jeg giver en øl en anden dag".
Wtf? Det er en rund fødselsdag. Du har sagt ja. Du har ingen børn/hund/syge forældre eller andet der forhindrer dig i at tage til Thailand på et andet tidspunkt. Nar. Ham havde jeg glædet mig til at se, så det er faktisk lidt en mavepuster synes jeg.
Et par dage efter skriver en fra samme gruppe kolleger at ups, kæresten forærede hende altså en weekendtur til Paris og det måtte blive i den weekend, så øv bøv.
Jeg er helt afsindig skuffet over dem. Jeg inviterer dem fordi de betyder noget for mig og fordi det betyder noget for mig at have dem med den dag.
Og de havde sagt ja.
En tredje fra den gruppe er sådan en medløber der ikke rigtig kan noget selv uden hende der skal til Paris, så jeg havde faktisk halvt forventet at hun så også ville melde afbud. Det gjorde hun også. Med begrundelsen: Jeg har overset et arrangement på mit studie, så jeg kan desværre ikke deltage alligevel.
Et arrangement?
Rend mig.
Altså heldigvis er de jo ikke mine tætteste venner, men jeg er grumt skuffet.

Hvis min (fiktive) kæreste forærede mig en weekendtur til Paris, der faldt sammen med en rund fødselsdag, må jeg nok også tilstå, at jeg ville melde afbud til fødselsdagen. Jeg kan ikke helt mærke på min mavefornemmelse om jeg ville gøre det, hvis det var (nær) familie, men jeg ville gøre det hvis det var i vennekredsen. Også uden dårlig samvittighed, selvom jeg ville være ked af at måtte melde fra. Jeg ville måske nok vælge en lidt anden tilgang til afmeldingen. Evt som telefonopkald med et “Jeg er ked af det, men ...”

De to andre ville jeg som dig være skuffet over. En ferie man selv køber burde ikke være svær at planlægge udenom større fødselsdage, og “et arrangement man har overset” er bare wtf.

De valgte datoen. Han havde ikke valgt den inden han gav gaven. Hvis han gav hende et weekendophold i den weekend, ville jeg ikke være sur overhovedet.

[Daine]

Lidt i trådens emne har jeg netop inviteret til fødselsdag. En af mine tidligere studieveninder vælger at trykke måske og siger, hun lige skal tage stilling til det. Har ellers frabedt, at folk trykker måske. Et par dage efter skriver hun så "jeg har valgt at sige nej, da jeg også skal noget om lørdagen, og så kommer xx og xx jo heller ikke. Hvis de var kommet, havde jeg måske taget mig sammen".

Øh, okay?! Hun er ikke en jeg snakker så meget med, men synes alligevel det er en sær måde at melde afbud.

Hvis værste ikke-gæster også tæller, så vil jeg gerne bitche med her!
Vi er en flok gamle kolleger som ses med nogle måneders mellemrum og hygger os gevaldigt. Derfor var det helt naturligt at invitere dem med til min 40 års fødselsdag.
Der var en der sagde nej tak og en der sagde måske; fordi hun har termin en måned inden. -Super fair, fuld forståelse.
De andre sagde ja tak.
Så her for en uges tid siden, så skriver den ene at "ups, jeg er kommet til at købe billetter til Thailand, jeg er nødt til at have sol på maven. Jeg giver en øl en anden dag".
Wtf? Det er en rund fødselsdag. Du har sagt ja. Du har ingen børn/hund/syge forældre eller andet der forhindrer dig i at tage til Thailand på et andet tidspunkt. Nar. Ham havde jeg glædet mig til at se, så det er faktisk lidt en mavepuster synes jeg.
Et par dage efter skriver en fra samme gruppe kolleger at ups, kæresten forærede hende altså en weekendtur til Paris og det måtte blive i den weekend, så øv bøv.
Jeg er helt afsindig skuffet over dem. Jeg inviterer dem fordi de betyder noget for mig og fordi det betyder noget for mig at have dem med den dag.
Og de havde sagt ja.
En tredje fra den gruppe er sådan en medløber der ikke rigtig kan noget selv uden hende der skal til Paris, så jeg havde faktisk halvt forventet at hun så også ville melde afbud. Det gjorde hun også. Med begrundelsen: Jeg har overset et arrangement på mit studie, så jeg kan desværre ikke deltage alligevel.
Et arrangement?
Rend mig.
Altså heldigvis er de jo ikke mine tætteste venner, men jeg er grumt skuffet.

Hvis min (fiktive) kæreste forærede mig en weekendtur til Paris, der faldt sammen med en rund fødselsdag, må jeg nok også tilstå, at jeg ville melde afbud til fødselsdagen. Jeg kan ikke helt mærke på min mavefornemmelse om jeg ville gøre det, hvis det var (nær) familie, men jeg ville gøre det hvis det var i vennekredsen. Også uden dårlig samvittighed, selvom jeg ville være ked af at måtte melde fra. Jeg ville måske nok vælge en lidt anden tilgang til afmeldingen. Evt som telefonopkald med et “Jeg er ked af det, men ...”

De to andre ville jeg som dig være skuffet over. En ferie man selv køber burde ikke være svær at planlægge udenom større fødselsdage, og “et arrangement man har overset” er bare wtf.

De valgte datoen. Han havde ikke valgt den inden han gav gaven.

Ok, så ville jeg også være skuffet, så er det på linje med at ups-booke en tur til Thailand.

[kidkomb]

De valgte datoen. Han havde ikke valgt den inden han gav gaven.

Ok, så ville jeg også være skuffet, så er det på linje med at ups-booke en tur til Thailand.

Ja, lidt.
De er en tand mere undskyldt, for de har børn og det kan være nok så svært at koordinere med pasning osv.
Hvis det bare var hende der havde meldt afbud, så var jeg nok heller ikke blevet så skuffet.
Det er mere det samlede billede af ligegyldighed

[Daine]

De valgte datoen. Han havde ikke valgt den inden han gav gaven.

Ok, så ville jeg også være skuffet, så er det på linje med at ups-booke en tur til Thailand.

Ja, lidt.
De er en tand mere undskyldt, for de har børn og det kan være nok så svært at koordinere med pasning osv.
Hvis det bare var hende der havde meldt afbud, så var jeg nok heller ikke blevet så skuffet.
Det er mere det samlede billede af ligegyldighed

Det er fuldt ud forståeligt og den ville også bide i maven på mig, hvis jeg var i dine sko Som at være second choice hos mennesker, man selv ville sætte først. Det ... er bare ikke i orden

[Madam Pomfrey]

De værste gæster inden for de seneste år har været min søn nr. 2's klassekammerater.
Mage til uopdragen opførsel, i andres hjem, skal man fanme lede længe efter, meget længe!
Jeg er lige chokeret hver gang!
Det er skrål, skrig, råb, larm, hoppen i sofaer, roden i skabe, gå ind i rum der tydeligvis ikke er til deres ophold fx. mit soveværelse.
Bordet de har spist ved ligner jeg ved ikke hvad, væltet rundt i kagegrummer, halvspiste kagestykker smidt tilbage på fad eller bare ud over bordet.
Kage og boller proppet i glas med sodavand.
Vi havde kun nået at byde til bords sidst, førend de kastede sig frådende over fade, og på 10 minutter havde kylet det hele i hovedet.

Jeg tænker hver gang at det nok bare er mig der er sippet, og at det jo er længe siden vi sidst har holdt børnefødselsdag, så jeg nok bare lykkeligt har glemt hvordan det er og hvad det kræver.

I år holdt jeg så, 4 uger efter, fødselsdag for den yngste, 6 år, og jeg alene med 15 unger i alderen 5-6 år.
Det var 10 gange nemmere, og ja der rodede da bagefter, men på en helt anden måde. De sad pænt og ordenligt ved bordet, bad pænt om ting, hjalp hinanden, delte ud, ventede til der blev sagt værsgo.

Konklusionen må være at NU har jeg fanme forsøgt 4 gange, og det er ikke umage og energien værd at invitere nr. 2's klassekammerater, for han bliver lige skuffet og ked hver gang.

[Neverkont]

Konklusionen må være at NU har jeg fanme forsøgt 4 gange, og det er ikke umage og energien værd at invitere nr. 2's klassekammerater, for han bliver lige skuffet og ked hver gang.

Jeg har ikke helt styr på dine børns alder, men den bedste fødselsdag min søn holdt da han var mindre (ca. 5. klasse vil jeg tro) var, da han kun havde inviteret 2 drenge fra sin klasse.
De blev inviteret udenom skolen. Jeg lavede noget mad til dem, som jeg satte frem på spisebordet i køkkenet til tag-selv, senere kage og snolder, og så kunne de ellers spille computerspil og gå ud og lege som det passede dem.

Da "festen" var slut, og de 2 drenge var taget hjem spurgte jeg knægten, om det havde været et god fødselsdag. Svaret var, at det var den bedste han nogensinde havde haft.

Han havde også været ked af det ved de forrige fødselsdage, hvor både stuen og hans værelse var et syndigt rod, hvor jeg betalte hans søster for at hjælpe med oprydning.

[fisken80]

De værste gæster inden for de seneste år har været min søn nr. 2's klassekammerater.
Mage til uopdragen opførsel, i andres hjem, skal man fanme lede længe efter, meget længe!
Jeg er lige chokeret hver gang!
Det er skrål, skrig, råb, larm, hoppen i sofaer, roden i skabe, gå ind i rum der tydeligvis ikke er til deres ophold fx. mit soveværelse.
Bordet de har spist ved ligner jeg ved ikke hvad, væltet rundt i kagegrummer, halvspiste kagestykker smidt tilbage på fad eller bare ud over bordet.
Kage og boller proppet i glas med sodavand.
Vi havde kun nået at byde til bords sidst, førend de kastede sig frådende over fade, og på 10 minutter havde kylet det hele i hovedet.

Jeg tænker hver gang at det nok bare er mig der er sippet, og at det jo er længe siden vi sidst har holdt børnefødselsdag, så jeg nok bare lykkeligt har glemt hvordan det er og hvad det kræver.

I år holdt jeg så, 4 uger efter, fødselsdag for den yngste, 6 år, og jeg alene med 15 unger i alderen 5-6 år.
Det var 10 gange nemmere, og ja der rodede da bagefter, men på en helt anden måde. De sad pænt og ordenligt ved bordet, bad pænt om ting, hjalp hinanden, delte ud, ventede til der blev sagt værsgo.

Konklusionen må være at NU har jeg fanme forsøgt 4 gange, og det er ikke umage og energien værd at invitere nr. 2's klassekammerater, for han bliver lige skuffet og ked hver gang.

Ikke at det er en trøst, men noget nyt fænomen er det ikke. Da jeg gik i folkeskolen nægtede jeg fra 1. Til 6. klasse at have drengene med til min fødselsdag, så jeg holdt pigefødselsdage. Jeg så jo, hvordan nogle af dem teede sig til de andre fødselsdage, og det gad jeg bare ikke skulle ske til min egen fødselsdag.
Der var flere forældre der brokkede sig over, at min mor tillod mig at fravælge drengene, men hun stod fast på, at det var mit valg og at jeg jo ikke undlod at invitere bestemte personer, men fravalgte alle drengene..

[Madam Pomfrey]

Ikke at det er en trøst, men noget nyt fænomen er det ikke. Da jeg gik i folkeskolen nægtede jeg fra 1. Til 6. klasse at have drengene med til min fødselsdag, så jeg holdt pigefødselsdage. Jeg så jo, hvordan nogle af dem teede sig til de andre fødselsdage, og det gad jeg bare ikke skulle ske til min egen fødselsdag.
Der var flere forældre der brokkede sig over, at min mor tillod mig at fravælge drengene, men hun stod fast på, at det var mit valg og at jeg jo ikke undlod at invitere bestemte personer, men fravalgte alle drengene..

vi har holdt for hele klassen, kun for drengene, ude af huset, hjemme, efter skole, en weekend, en aften...
Samme cirkus hver evig eneste gang... Men der er så mange andre der ikke fejrer fødselsdag, så ingen ville rynke på næsen af at vi heller ikke gjorde mere, så det bliver bare sådan, så laver vi noget andet i stedet

[Bimmerdyret]

Jeg synes det er tegnende til uhøfligt at beholde sine sko på når man er gæst, og værterne ikke selv render rundt i sko indendøre. Mine bedsteforældre gør det og min mands onkel gør det altid. Uanset årstid. Min mands onkel smider gerne fødderne op på mit antikke sofabords plade i midten og laver slibemærker med sten der sidder under skoen. Pisse fedt. Og jeg synes det er noget af det mest normale at smide sine sko når man kommer indenfor i et hus/lejlighed.
Min mor har fortalt at min sippede bedstemor helst så vi beholdt skoene på som børn, da strømpefødder hvirvlede støvet rundt...

.....

Har en veninde der ofte taler i tlf med sin mor, og uanset grunden til at hendes mor ringer, så bliver hun ved med at snakke i tlf når hun er på besøg. Hvis jeg er i andres selskab så forhører jeg lige den der ringer om det kan vente for så kan man tales ved senere. Det gør min veninde ikke. Hun taler bare videre. Jamen jeg synes da det er hyggeligt at bruge 30 min af tiden på at sidde og glo.

Dannelsesmæssigt har det dog været tradition at man beholdt skoene på, men uanset tid har det med at knalde fusserne (sko eller ej) op på bordet været et klart no go.
Lidt ligesom at i Emma Gads tid, der sagde man faktisk aldrig tak for mad...det var uhøfligt fordi man ikke diskuterede maden på nogen måde.

Det der med folk,der bare knæver i mobil når de er på besøg hos andre, eller for den sags skyld når de selv har gæster er bare tåkrummende.
Hvis dem jeg er sammen med modtager opkald og det ikke er "livstruende"...så går jeg simpelthen fra rummet. Ok..det med livstruende er overdrevet, for noget er vigtigere end andet, og ja...hvis de tager den og siger "jeg ringer senere"...så er det også ok (men hvorfor så tage den i første omgang???)

HAr jeg gæster og telefonen ringer (fast eller mobil), tager jeg den slet ikke (med mindre der er noget ultravigtigt - og så nævner jeg det lige for gæsterne).. Er det vigtigt må de ringe senere.

[Modesty Blame]

Min veninde smider også sine fødder op på mit sofabord, og det er faktisk to sofaborde, men de er sat sammen med to stykker plexiglas, og hvis man ødelægger bordet (forestil dig at fødderne glider, så bord ét vrider modsat bord to, så plexiglasstykkernes skruer vrider i bordpladen), fordi man har sine fødder oppe på bordet, så bliver jeg fanme sur.

Efter at have sagt det til hende 5-8 gange er jeg begyndt at knipse og vifte af hende fødder (faktisk var det mest fordi hun talte i telefon med sin kæreste sidste gang). Så læg dig da i sofaen, din møgunge, den er 210 cm lang, der er plads!

[mariannaa]

Jeg har hvis aldrig haft mærkelige gæster, det højeste må være dengang en kæreste tog sin ven med hjem til mig.
Jeg var ryger dengang og det var han også. Han tog bare den ene smøg efter den anden fra min pakke uden at spørger, som om at det var det mest naturlige

[fisken80]

Min veninde smider også sine fødder op på mit sofabord, og det er faktisk to sofaborde, men de er sat sammen med to stykker plexiglas, og hvis man ødelægger bordet (forestil dig at fødderne glider, så bord ét vrider modsat bord to, så plexiglasstykkernes skruer vrider i bordpladen), fordi man har sine fødder oppe på bordet, så bliver jeg fanme sur.

Efter at have sagt det til hende 5-8 gange er jeg begyndt at knipse og vifte af hende fødder (faktisk var det mest fordi hun talte i telefon med sin kæreste sidste gang). Så læg dig da i sofaen, din møgunge, den er 210 cm lang, der er plads!

Hvis det er den samme veninde som dit andet indlæg, så tror jeg ikke helt jeg forstår hvorfor du gider hende.

[FrøkenM]

Det er ikke hendes skyld men...

Min mand har et familie medlem som har et handicap der gør at hun bliver bragt til/fra arrangementer med noget kollektiv handicapkørsel. Man booker kørsel til et ønsket tidpunkt og så bliver man henter indenfor et tidsinterval på et par timer af det tidspunkt.
Det betyder at hun altid dukker op mens man er i bad eller stresser rundt for at blive klar... Og sidder tilbage som den sidste en time efter alle er taget hjem.

Det gør min farmor også engang imellem, medmindre min far, onkel eller en anden gæst gider hente hende og tage hende med, hvilket de oftest gør. Når de en sjælden gang siger nej af praktiske årsager bliver hun lettere fornærmet og forventer nærmest at blive opvartet fra det sekund hun kommer ind af døren. Imens vi andre stresser, forbereder etc.

"Jamen når I ikke kunne hente mig, så må I også forvente at jeg er her 1-2 timer før. Og så skal jeg have kaffe/underholdes/whatever.