Automatisk organdonation.

[Sangius]

Men hvem siger, at man absolut skal redde så mange som muligt ved transplantationer? Måske er det sommetider ok at lade naturen gå sin gang?
Jeg har ikke et færdigsyet svar på det spørgsmål, så simpelt er det ikke at tage stilling til, men det er da værd at skænke nogle tanker, hvornår det overhovedet giver mening at forlænge livet. Tro ikke at et nyt organ gør dig rask, for det gør det ikke. Det er livslang behandling med meget skrap medicin som i sidste ende kan være det, der slår dig ihjel.

Det er en helt vanvittig svær diskussion, og fx forslagsstilleren der har stået med en lille datter, der havde brug for en ny lever, har jo utvivlsomt bare øsnekt at redde hende for enhver pris.

Men organtransplantationer er jo virkelig ikke bare lige, og det er i øvrigt ofte noget, der skal gentages fordi et transplanteret organ ikke holder lige så godt. Det er som du skriver heller ikke nødvendigvis med livskvalitet som helt rask efterfølgende. Og det er dyrt som bare fanden. Ja, man skal ikke tale økonomi, når det handler om menneskeliv, men det skal vi jo så alligevel. For der er kun de penge, der er.

Det er lidt som om, organtransplantation af mange bliver set som ubetinget godt, uanset at der er en del elementer i det, der godt kan diskuteres. Også som her, hvor langt man skal gå for at få fat i andres organer. Som jo faktisk er en del af en andens krop, og adgangen til dem er betinget af en andens død, så det kan ikke undgås at det rører ved nogle store følelser.

Præcis, og når vi taler om at donere, er det heller ikke så let, som mange vil gøre det til. Det er let at løbe med flokken i debatter om donation, men den dag det bliver virkeligt, og man står med sin far eller søster i sengen foran sig, er det måske ikke nær så let at sige ja.

Samme argument kan jo vendes. Hvis det pludselig er din søster, far eller datter som mangler et organ.

Så er det måske pludselig ikke så let, at acceptere at folk ikke er donor, fordi de ikke lige har taget sig sammen, eller noget i den dur.

Præcis. Det handler om følelser på begge sider. Og derfor er jeg lodret uanig i, at vi ikke skal tage hensyn til folks følelser, eller kun tage hensyn til følelserne hos den ene part.

Synes du fordrejer mine ord.

Jeg synes det er pjattet at tage hensyn til, at folk føler "nogen bestemmer", og så bliver det en slags principsag for en lille del af befolkningen, som så kan koste liv i sidste ende.

Dem som er imod fremgangsmetoden kan jo melde sig ud. Og pårørende skal have mulighed for at sige fra.

Med disse to muligheder er der vitterligt intet offer, og kun positive muligheder i forslaget - og måske liv at redde.

[LadyFox]

Men hvem siger, at man absolut skal redde så mange som muligt ved transplantationer? Måske er det sommetider ok at lade naturen gå sin gang?
Jeg har ikke et færdigsyet svar på det spørgsmål, så simpelt er det ikke at tage stilling til, men det er da værd at skænke nogle tanker, hvornår det overhovedet giver mening at forlænge livet. Tro ikke at et nyt organ gør dig rask, for det gør det ikke. Det er livslang behandling med meget skrap medicin som i sidste ende kan være det, der slår dig ihjel.

Det er en helt vanvittig svær diskussion, og fx forslagsstilleren der har stået med en lille datter, der havde brug for en ny lever, har jo utvivlsomt bare øsnekt at redde hende for enhver pris.

Men organtransplantationer er jo virkelig ikke bare lige, og det er i øvrigt ofte noget, der skal gentages fordi et transplanteret organ ikke holder lige så godt. Det er som du skriver heller ikke nødvendigvis med livskvalitet som helt rask efterfølgende. Og det er dyrt som bare fanden. Ja, man skal ikke tale økonomi, når det handler om menneskeliv, men det skal vi jo så alligevel. For der er kun de penge, der er.

Det er lidt som om, organtransplantation af mange bliver set som ubetinget godt, uanset at der er en del elementer i det, der godt kan diskuteres. Også som her, hvor langt man skal gå for at få fat i andres organer. Som jo faktisk er en del af en andens krop, og adgangen til dem er betinget af en andens død, så det kan ikke undgås at det rører ved nogle store følelser.

Præcis, og når vi taler om at donere, er det heller ikke så let, som mange vil gøre det til. Det er let at løbe med flokken i debatter om donation, men den dag det bliver virkeligt, og man står med sin far eller søster i sengen foran sig, er det måske ikke nær så let at sige ja.

Samme argument kan jo vendes. Hvis det pludselig er din søster, far eller datter som mangler et organ.

Så er det måske pludselig ikke så let, at acceptere at folk ikke er donor, fordi de ikke lige har taget sig sammen, eller noget i den dur.

Men et organ er ikke en menneskeret. Selvfølgelig er det da hårdt hvis man skal bruge et organ, ønsker det og det så ikke er der. Men det er jo de vilkår det der er, man kan være heldig at få et organ, men det er ikke noget der kan kræves eller nogen skylder. Selv hvis alle var tvunget til at donerer, så ville det stadig ikke være nogen garanti for at der var et passende organ man kunne overtage.
Så det kan man jo sådan set blive nødt til at accepterer.

Folk må for min skyld gerne have svært ved at accepterer at deres pårørende ikke må få mine organer, men omvendt har jeg overordentlig svært ved at forstå hvorfor jeg skulle skylde nogen som helst mine kropsdele.

[Sangius]

Men hvem siger, at man absolut skal redde så mange som muligt ved transplantationer? Måske er det sommetider ok at lade naturen gå sin gang?
Jeg har ikke et færdigsyet svar på det spørgsmål, så simpelt er det ikke at tage stilling til, men det er da værd at skænke nogle tanker, hvornår det overhovedet giver mening at forlænge livet. Tro ikke at et nyt organ gør dig rask, for det gør det ikke. Det er livslang behandling med meget skrap medicin som i sidste ende kan være det, der slår dig ihjel.

Det er en helt vanvittig svær diskussion, og fx forslagsstilleren der har stået med en lille datter, der havde brug for en ny lever, har jo utvivlsomt bare øsnekt at redde hende for enhver pris.

Men organtransplantationer er jo virkelig ikke bare lige, og det er i øvrigt ofte noget, der skal gentages fordi et transplanteret organ ikke holder lige så godt. Det er som du skriver heller ikke nødvendigvis med livskvalitet som helt rask efterfølgende. Og det er dyrt som bare fanden. Ja, man skal ikke tale økonomi, når det handler om menneskeliv, men det skal vi jo så alligevel. For der er kun de penge, der er.

Det er lidt som om, organtransplantation af mange bliver set som ubetinget godt, uanset at der er en del elementer i det, der godt kan diskuteres. Også som her, hvor langt man skal gå for at få fat i andres organer. Som jo faktisk er en del af en andens krop, og adgangen til dem er betinget af en andens død, så det kan ikke undgås at det rører ved nogle store følelser.

Præcis, og når vi taler om at donere, er det heller ikke så let, som mange vil gøre det til. Det er let at løbe med flokken i debatter om donation, men den dag det bliver virkeligt, og man står med sin far eller søster i sengen foran sig, er det måske ikke nær så let at sige ja.

Samme argument kan jo vendes. Hvis det pludselig er din søster, far eller datter som mangler et organ.

Så er det måske pludselig ikke så let, at acceptere at folk ikke er donor, fordi de ikke lige har taget sig sammen, eller noget i den dur.

Men et organ er ikke en menneskeret. Selvfølgelig er det da hårdt hvis man skal bruge et organ, ønsker det og det så ikke er der. Men det er jo de vilkår det der er, man kan være heldig at få et organ, men det er ikke noget der kan kræves eller nogen skylder. Selv hvis alle var tvunget til at donerer, så ville det stadig ikke være nogen garanti for at der var et passende organ man kunne overtage.
Så det kan man jo sådan set blive nødt til at accepterer.

Folk må for min skyld gerne have svært ved at accepterer at deres pårørende ikke må få mine organer, men omvendt har jeg overordentlig svært ved at forstå hvorfor jeg skulle skylde nogen som helst mine kropsdele.

Ingen snakker om tvang, ingen snakker om at have ret til noget, og ingen snakker om at nogen skylder nogen noget.

[Delfin]

Mit største problem med automatisk tilmelding er nok, at der i det bor en mulighed for, at nogen bliver donor mod sin vilje, fordi de ikke lige fik meldt sig ud i tide.

[Sangius]

Mit største problem med automatisk tilmelding er nok, at der i det bor en mulighed for, at nogen bliver donor mod sin vilje, fordi de ikke lige fik meldt sig ud i tide.

Ja, det er vel en risiko. Men der må jeg indrømme, at hvis de pårørende er ok med donationen, og et liv kan reddes, så synes jeg det er lidt skørt at tage hensyn til en, som der ikke længere kan få gavn af hensynen

[LadyFox]

Men hvem siger, at man absolut skal redde så mange som muligt ved transplantationer? Måske er det sommetider ok at lade naturen gå sin gang?
Jeg har ikke et færdigsyet svar på det spørgsmål, så simpelt er det ikke at tage stilling til, men det er da værd at skænke nogle tanker, hvornår det overhovedet giver mening at forlænge livet. Tro ikke at et nyt organ gør dig rask, for det gør det ikke. Det er livslang behandling med meget skrap medicin som i sidste ende kan være det, der slår dig ihjel.

Det er en helt vanvittig svær diskussion, og fx forslagsstilleren der har stået med en lille datter, der havde brug for en ny lever, har jo utvivlsomt bare øsnekt at redde hende for enhver pris.

Men organtransplantationer er jo virkelig ikke bare lige, og det er i øvrigt ofte noget, der skal gentages fordi et transplanteret organ ikke holder lige så godt. Det er som du skriver heller ikke nødvendigvis med livskvalitet som helt rask efterfølgende. Og det er dyrt som bare fanden. Ja, man skal ikke tale økonomi, når det handler om menneskeliv, men det skal vi jo så alligevel. For der er kun de penge, der er.

Det er lidt som om, organtransplantation af mange bliver set som ubetinget godt, uanset at der er en del elementer i det, der godt kan diskuteres. Også som her, hvor langt man skal gå for at få fat i andres organer. Som jo faktisk er en del af en andens krop, og adgangen til dem er betinget af en andens død, så det kan ikke undgås at det rører ved nogle store følelser.

Præcis, og når vi taler om at donere, er det heller ikke så let, som mange vil gøre det til. Det er let at løbe med flokken i debatter om donation, men den dag det bliver virkeligt, og man står med sin far eller søster i sengen foran sig, er det måske ikke nær så let at sige ja.

Samme argument kan jo vendes. Hvis det pludselig er din søster, far eller datter som mangler et organ.

Så er det måske pludselig ikke så let, at acceptere at folk ikke er donor, fordi de ikke lige har taget sig sammen, eller noget i den dur.

Men et organ er ikke en menneskeret. Selvfølgelig er det da hårdt hvis man skal bruge et organ, ønsker det og det så ikke er der. Men det er jo de vilkår det der er, man kan være heldig at få et organ, men det er ikke noget der kan kræves eller nogen skylder. Selv hvis alle var tvunget til at donerer, så ville det stadig ikke være nogen garanti for at der var et passende organ man kunne overtage.
Så det kan man jo sådan set blive nødt til at accepterer.

Folk må for min skyld gerne have svært ved at accepterer at deres pårørende ikke må få mine organer, men omvendt har jeg overordentlig svært ved at forstå hvorfor jeg skulle skylde nogen som helst mine kropsdele.

Ingen snakker om tvang, ingen snakker om at have ret til noget, og ingen snakker om at nogen skylder nogen noget.

Måske ikke tvang. Men jeg synes det virker meget "trække ned over hovedet", jeg synes som minimum der lugter langt væk af pres - når argumentationen hele tiden kører på "jamen... menneskeliv".. "jamen når man er død er man død".. Mens ingen gider at forklare hvorfor det at det kan redde menneskeliv er så vigtigt at man et villig til at gå så langt som formodet samtykke for at få noget der i bund og grund aldrig har været ens?

[Delfin]

Mit største problem med automatisk tilmelding er nok, at der i det bor en mulighed for, at nogen bliver donor mod sin vilje, fordi de ikke lige fik meldt sig ud i tide.

Ja, det er vel en risiko. Men der må jeg indrømme, at hvis de pårørende er ok med donationen, og et liv kan reddes, så synes jeg det er lidt skørt at tage hensyn til en, som der ikke længere kan få gavn af hensynen

Ærligt? Folk må da gerne synes, det er skørt, men det er jeg fuldstændig ligeglad med.
Man kan opfordre til at tage stilling og for min skyld kan man godt sætte system i at opfordre til, at man tager stilling, men automatisk tilmelding kommer jeg aldrig til at være fortaler for. Personligt ville jeg omgående melde mig ud, uanset om jeg ønskede at være donor eller ej.

[Sangius]

Ladyfox - synes man må opbygge lidt panser. Hvis man ikke synes organdonation er noget vigtigt, eller hvis man ikke for forlige sig med tanken, så må man melde sig fra.

[LadyFox]

Mit største problem med automatisk tilmelding er nok, at der i det bor en mulighed for, at nogen bliver donor mod sin vilje, fordi de ikke lige fik meldt sig ud i tide.

Ja, det er vel en risiko. Men der må jeg indrømme, at hvis de pårørende er ok med donationen, og et liv kan reddes, så synes jeg det er lidt skørt at tage hensyn til en, som der ikke længere kan få gavn af hensynen

Men det er jo også nemt at have det synspunkt, når man gerne selv vil donerer. Så et det jo temmelig gratis, det er jo ikke dig der står til at miste noget.

[Anne Droid]

Ladyfox - synes man må opbygge lidt panser. Hvis man ikke synes organdonation er noget vigtigt, eller hvis man ikke for forlige sig med tanken, så må man melde sig fra.

Hvis man synes organdonation er vigtigt, kan man tilmelde sig.

[Sangius]

Mit største problem med automatisk tilmelding er nok, at der i det bor en mulighed for, at nogen bliver donor mod sin vilje, fordi de ikke lige fik meldt sig ud i tide.

Ja, det er vel en risiko. Men der må jeg indrømme, at hvis de pårørende er ok med donationen, og et liv kan reddes, så synes jeg det er lidt skørt at tage hensyn til en, som der ikke længere kan få gavn af hensynen

Men det er jo også nemt at have det synspunkt, når man gerne selv vil donerer. Så et det jo temmelig gratis, det er jo ikke dig der står til at miste noget.

I min optik er det umuligt at miste noget, når man er død.

[LadyFox]

Ladyfox - synes man må opbygge lidt panser. Hvis man ikke synes organdonation er noget vigtigt, eller hvis man ikke for forlige sig med tanken, så må man melde sig fra.

Omvendt, hvis man synes organdonation er vigtigt, og man kan forlige sig med tanken så må man jo melde sig til.

Måske det bare ikke er SÅ vigtigt for alle dem der ikke har taget stilling.

Jeg synes i øvrigt organdonation er vigtigt, bare ikke så vigtigt at jeg har lyst til at deltage - eller at vigtigheden på nogen måde forsvarere tanken om at samfundet automatisk har ret til folks organer.

[Sangius]

Ladyfox - synes man må opbygge lidt panser. Hvis man ikke synes organdonation er noget vigtigt, eller hvis man ikke for forlige sig med tanken, så må man melde sig fra.

Hvis man synes organdonation er vigtigt, kan man tilmelde sig.

Og det gør folk jo også. Men der er rigtig, rigtig mange som er ret ligeglade, og bare ikke får det gjort. Det er jo det, vi debatterer.

[LadyFox]

Mit største problem med automatisk tilmelding er nok, at der i det bor en mulighed for, at nogen bliver donor mod sin vilje, fordi de ikke lige fik meldt sig ud i tide.

Ja, det er vel en risiko. Men der må jeg indrømme, at hvis de pårørende er ok med donationen, og et liv kan reddes, så synes jeg det er lidt skørt at tage hensyn til en, som der ikke længere kan få gavn af hensynen

Men det er jo også nemt at have det synspunkt, når man gerne selv vil donerer. Så et det jo temmelig gratis, det er jo ikke dig der står til at miste noget.

I min optik er det umuligt at miste noget, når man er død.

Er testamenter så ikke også lidt overflødige? Altså, Fuck da om Fru. Jensen vil donerere hele formuen til julehjælpen når det faktisk er mennesker der dør af sult rundt omkring. Fru. Jensen er jo død, så hun kan jo være ligeglad.

[Sangius]

Mit største problem med automatisk tilmelding er nok, at der i det bor en mulighed for, at nogen bliver donor mod sin vilje, fordi de ikke lige fik meldt sig ud i tide.

Ja, det er vel en risiko. Men der må jeg indrømme, at hvis de pårørende er ok med donationen, og et liv kan reddes, så synes jeg det er lidt skørt at tage hensyn til en, som der ikke længere kan få gavn af hensynen

Men det er jo også nemt at have det synspunkt, når man gerne selv vil donerer. Så et det jo temmelig gratis, det er jo ikke dig der står til at miste noget.

I min optik er det umuligt at miste noget, når man er død.

Er testamenter så ikke også lidt overflødige? Altså, Fuck da om Fru. Jensen vil donerere hele formuen til julehjælpen når det faktisk er mennesker der dør af sult rundt omkring. Fru. Jensen er jo død, så hun kan jo være ligeglad.

Vi sksl selvfølgelig tage hensyn til folks ønsker, som de har ytret før deres død. I organdonation såvrl som testamenter.

Synes altid det stikker helt af, den her debat. Snakker om at tvinge folk til donere æg og blod, ignorere testamenter og jeg ved ikke hvad. Det er virkelig usammenlignelige sidespor.