Hvor mange tætte venner har du?

[Ficus]

Jeg vil sige at jeg har 2 tætte veninder. Og så min kæreste, som nok er min bedste ven og derudover har jeg en tante, hvor jeg ved at det ikke ville være underligt, hvis jeg gik til hende med noget.

Generelt har jeg aldrig haft særlig mange venner ad gangen, heller ikke som barn. Har næsten altid haft 1-2, som ligesom var det. Pånær en periode på et års tid, hvor jeg så en større gruppe piger meget intenst, men det var aldrig rigtig super tæt, selvom man var sammen ofte.

Mine veninder nu, ser jeg måske ikke så tit, men skriver eller snakker ofte med dem. Jeg har ikke så stort behov for at se folk, har det egentlig bedst med at være alene. Når vi ses er det hyggeligt og jeg føler at hvis jeg har behov for at komme ud med noget også personligt og følsomt, så kan jeg det. Jeg tror og håber at de har det på samme måde med mig. Hvis de ville ses oftere, ville det ikke være et problem, stiller gerne op

Jeg læste for nyligt i kommentarsporet på en blog, om nogle veninder der var blevet sure og nærmest havde “slået op” over at den ene havde ventet “for længe” med at sige at hun var gravid, veninde2 var sur over at veninde1 ikke havde sagt det med det samme hun fandt ud af det. Sådan et forhold har jeg ikke til nogen. Andre end min kæreste. Altså jeg bliver hverken sur/skuffet/ked af det over ikke at være nogen venindes aller første prioritet ved ting i deres liv, jeg bliver mere glad for at de deler ting med mig, når de selv er klar. Har ikke haft sådan en bedsteveninde/kan-ikke-leve-uden-dig-følelse om en veninde siden jeg var teenager og jeg kunne så i øvrigt fint leve uden hende


Udover de tætte veninder har jeg 2 veninder/kollegaer jeg ses med uden for arbejdet, 1 anden veninde (som jeg har overvejet at putte mere hen i bekendt-kategorien) og så 6-10 bekendte som jeg ser en gang imellem, mest nogle som er kommet til gennem min kæreste.

[Vinaia]

Gælder ens forældre og ens kæreste? For ellers er mit svar 0.

Det hele gælder, der er ikke noget rigtigt og forkert, ud over, hvad der er rigtigt og tilstrækkeligt for dig. Har du brug for mere/flere?

Næh, slet ikke. Men jeg føler mig alligevel lidt “forkert” når andre snakker/skriver om venner og veninder. Jeg har alligevel ikke overskud til at mødes med de her fiktive veninder og jeg tror egentlig også jeg ville være en rigtig dårlig veninde.

[Juki]

Hvordan skal det forstås det med de intime samtaler? Er det dem man deler alt med, som hvad beløbet af ens indrægt er, at man har fået fodvorter, at ham/hende man var sammen med i weekenden havde bremsespor i undertøjet eller er det mere de dybe samtaler som hvordan man skal konfrontere en nabo eller kollega med en adfærd/opførsel?

[LaScrooge]

Gælder ens forældre og ens kæreste? For ellers er mit svar 0.

Det hele gælder, der er ikke noget rigtigt og forkert, ud over, hvad der er rigtigt og tilstrækkeligt for dig. Har du brug for mere/flere?

Næh, slet ikke. Men jeg føler mig alligevel lidt “forkert” når andre snakker/skriver om venner og veninder. Jeg har alligevel ikke overskud til at mødes med de her fiktive veninder og jeg tror egentlig også jeg ville være en rigtig dårlig veninde.

Hehe, hvorfor ville du være det?

[DenBruneMunk]

Ingen

Hver gang ender disse forhold over længere tid i vold og angreb på uskyldige, druk og ustyrlig opførsel. mistillid og manglende kontakt når man flytter.

Jeg har nære familie medlemmer men de er ikke venner på det niveau, langt fra. Samtaler er overfladiske og ikke særligt personlige, så derfor mener jeg ikke der er nogen ven i dem. kommunikationen er oftest envejs, hvor man selv snakker, og når man spørger får man et "OK" , "fint" og samtalen vendes tilbage til en selv.

Mine bedste venner er min fjender. Dem kan jeg så styre på afstand.

[Vinaia]

Gælder ens forældre og ens kæreste? For ellers er mit svar 0.

Det hele gælder, der er ikke noget rigtigt og forkert, ud over, hvad der er rigtigt og tilstrækkeligt for dig. Har du brug for mere/flere?

Næh, slet ikke. Men jeg føler mig alligevel lidt “forkert” når andre snakker/skriver om venner og veninder. Jeg har alligevel ikke overskud til at mødes med de her fiktive veninder og jeg tror egentlig også jeg ville være en rigtig dårlig veninde.

Hehe, hvorfor ville du være det?

Well... fordi jeg faktisk er rigtig dårlig til at interessere mig for andre og hvordan de har det. Jeg gider egentlig ikke høre om det.

[LaScrooge]

Hvordan skal det forstås det med de intime samtaler? Er det dem man deler alt med, som hvad beløbet af ens indrægt er, at man har fået fodvorter, at ham/hende man var sammen med i weekenden havde bremsespor i undertøjet eller er det mere de dybe samtaler som hvordan man skal konfrontere en nabo eller kollega med en adfærd/opførsel?

For mig er det nok karakteriseret ved at det er samtaler, hvor jeg kan berøre de ting, som er smertefulde og måske skamfulde. Fx kan ensomhed være en skamfuld følelse; det kunne være skamfuldt at fortælle om mit forhold og nogle af de ting, det indeholdte, fordi jeg vidste, at det kunne være svært for mange at forstå hvorfor jeg blev, når jeg ikke havde det godt altid og når min ekskæreste var som han var engang imellem. Altså ting, der stikker ned i menneskedybden og som er komplekse og modsatrettede og ikke følger opskriften,og hvor man gør sig den anstrengelse at forstå hinandens psyke, mønstre og motiver, bevidste og ubevidste, for at spejle og sparre.

[Aragorn]

Hvorfor er det et problem, hvis man ikke har nogen? Altså hvis man har behovet, men ikke har nogen at snakke med, så er det selvfølgelig et problem. Men hvad nu, hvis man rent faktisk ikke har behovet for at tale om meget personlige ting med andre?

For mit eget vedkommende, fordi jeg er et inkomplet væsen, der behøver andres tanker og råd om, hvad jeg skal gøre for at leve det bedst mulige liv - råd der kun kan være gode og brugbare, ved at jeg er absolut ærlig ind til kernen af mit væsen.

Når man er i tvivl om, hvad man skal gøre i livet, så kan den slags relationer hjælpe, fordi andre mennesker der holder af dig og vil dig det bedste kan se ting om dig selv, du ikke selv kan.

Kun et fåtal af mennesker er stærke nok til at navigere gennem livet uden at det går galt helt på egen hånd, men de findes naturligvis, de mennesker.

Det handler ikke om behovet for at lette sit hjerte og tale blot for at tale, det handler om at livet er svært for os alle, og at en ærlig og åben samtale heler mentale sår og kan hive os på ret køl igen.

[LaScrooge]

Hehe, hvorfor ville du være det?

Well... fordi jeg faktisk er rigtig dårlig til at interessere mig for andre og hvordan de har det. Jeg gider egentlig ikke høre om det. [/quote]

Når jeg overvejer det, tænker jeg, at det må give meget frihed og føles trygt ikke som sådan at have brug for andre. Altså, jeg elsker selv at blive inviteret ind i andres indre liv og er meget nysgerrig i forhold til, hvordan andre fungerer, men det at have behov for venner, sådan som jeg har det, kan føles meget skrøbeligt.

[Thestral]

1

[billiebean]

2 veninder som jeg kan dele stort set alt med. Derudover en lille håndfuld (3-4) som er gode venner. Så måske rammer jeg meget godt i de 3-5 venner hvoraf 1-2 er meget tætte. Jeg kan faktisk heller ikke administrere flere. Specielt ikke overfladiske bekendtskaber. Er ikke super social så har nogle gange ladet potentielle venskaber glide ud, fordi jeg bare ikke har behov/personligheden til at vedligeholde venskabet.

[Aragorn]

Hvordan skal det forstås det med de intime samtaler? Er det dem man deler alt med, som hvad beløbet af ens indrægt er, at man har fået fodvorter, at ham/hende man var sammen med i weekenden havde bremsespor i undertøjet eller er det mere de dybe samtaler som hvordan man skal konfrontere en nabo eller kollega med en adfærd/opførsel?

Som ven sagde til mig: Hvis jeg ikke får styr på dette her, så tager jeg livet af mig selv.

Det er noget ganske andet end fodvorter og høj musik inde ved siden af.

[Panton]

Jeg har 4 som er rigtig tætte, de har ikke nogen relation til hinanden, men kender naturligvis til hinandens eksistens. Jeg har meget svært ved at knytte mig til nogen, det tager lang tid og noget har jeg måtte lade løbe ud i sandet. Jeg har en del bekendte og mange af dem kan jeg også regne med, det er bare ikke der jeg lader mig være sårbar som jeg gør ved de 4 tætte. Jeg har en del overfladiske bekendtskaber, og det er jeg ok med, da jeg ikke selv anstrenger mig for at det skal udvikle sig. For mig er det at åbne sig, noget der ikke kommer naturligt, og jeg er meget påpasselig ift. mig selv.

Jeg har helt klart tilknytnings issues, som bunder i en barndom plaget af misrøgt og vanrøgt, men brændt barn skyer ilden som man siger.

[MOGA]

Jeg har to rigtig tætte veninder. To, hvor jeg ved, at vi gensidigt ville smide hvad vi havde i hænderne for at hjælpe hinanden, hvis det brændte på. Det er to uafhængige veninder, de har vist kun mødt hinanden en enkelt gang for mange år siden.

Derudover har jeg 4-5 andre veninder, nogle tættere end andre. Gode, søde og kærlige veninder, vigtige mennesker i mit liv.

Fælles for alle er, at ingen ved alt. Jeg er et privat menneske, og der er tanker og følelser, som jeg aldrig har delt med nogen. Det handler ikke om dem, for især de to tætteste stoler jeg ubetinget på, det handler om, at det ikke føles naturligt for mig at skulle tale om alt.

[Artem]

Jeg er generelt tæt med min familie, hvor min far og jeg hjælper hinanden med alt muligt, og er en jeg vender utroligt mange praktiske ting med, og taler job med osv. Mine to søstre er jeg også rimelig tæt med, men dog ikke fortrolige.
Ja og så er der min ene svoger som er min bedste ven, og den jeg er mest fortrolig med. Dog taler vi generelt ikke om sex, kærester osv. Som skyldes at han er sammen med min søster og vi begge synes det vil være for privat.

Har som sådan en meget stor omgangskreds, men reelt ikke nogle venner uden for familien mere. Har tidligere haft det med nogle jeg har mødt gennem job og studie, ja og veninder der startede som en date men endte med et venskab. Men i en kombination af at jeg har flyttet en del rundt i landet, og de har fået kærester stiftet familie osv, er de venskaber løbet ud i sandet.

På den måde kan man godt sige at jeg mangler en rigtig fortrolig ven i dag, men har de sidste mange år næsten altid haft en fortrolig "penneven" på nettet. Som jeg også har for tiden, hvor vi har skrevet sammen i snart 1½ år. Men aldrig mødtes, og er heller ikke sikker på at det er smart at mødes da det måske ødelægger det forhold vi har.