Børnetække?

[Artem]

Hvad er det der gør at nogle har mere børnetække end andre? Altså uden selv at opsøge børn, men ved at børn opsøger den voksne.

Blev selv mindet om at jeg selv har en del børnetække da jeg var i en børnehave den anden dag sammen med flere andre "fremmede voksne" der skulle se på noget bygningsfagligt. Hvor der specielt var en lille pige der ville have mig med ind på en af de andre stuer. Blev godt nok reddet af en pædagog et par gange, men hun kom hurtigt igen.

Det er som sådan ikke nyt for mig at børn er glade for mig, det oplevede jeg også som helt ung da jeg var i en SFO i et halvt år. Det er dog blevet mindre med alderen.
Men jeg undrer mig stadig over hvad det er som gør at børn på den måde er mere glade for nogle voksne end andre? I mit eksempel fra før blev de andre voksne jo ellers ignoreret af børnene.

[Fru Himmelblå]

Jeg har også spekuleret over det, for det er meget tydeligt, at børn foretrækker nogle mennesker frem for andre. Alle børn ELSKER min kæreste og hans far. Jeg derimod har på ingen måde børnetække. Tror nærmest de undgår mig
Jeg kan egentlig godt forestille mig, at det har noget med biologi at gøre. For helt generelt synes jeg, at have lagt mærke til, at børn opsøger mænd oftere end kvinder. Og ja, det er bare et lommestudie, men det er altså hvad jeg har observeret.
Det kan selvfølgelig også bare være udstråling

[Artem]

Jeg har også spekuleret over det, for det er meget tydeligt, at børn foretrækker nogle mennesker frem for andre. Alle børn ELSKER min kæreste og hans far. Jeg derimod har på ingen måde børnetække. Tror nærmest de undgår mig
Jeg kan egentlig godt forestille mig, at det har noget med biologi at gøre. For helt generelt synes jeg, at have lagt mærke til, at børn opsøger mænd oftere end kvinder. Og ja, det er bare et lommestudie, men det er altså hvad jeg har observeret.
Det kan selvfølgelig også bare være udstråling

Min far har helt klart også meget børnetække, men føler på en måde at det er mere naturligt end med mig, da min far har en barnlig og legesyg sjæl. Hvor jeg selv er mere seriøs og alvorlig, men dog en type der har nemt til smil.
Jeg har ikke tænkt så meget over det ved andre til at jeg kan be eller afkræfte din tease.

[hotlips]

Jeg tror det nogle gange er rent fysisk, jeg er sådan en lille lyshåret spirrevip der skal gøre mig meget umage med at se sur ud ret længe ad gangen, jeg har jævnligt hjulpet børn jeg ikke aner hvem er i de forskellige institutioner vi har haft vores gang i når de er kommet og har bedt om hjælp til lynlåse og til at finde deres hue, og jeg er blevet spurgt af andre om ikke de må komme med hjem selvom Benjamin holder på han aldrig har leget med dem og dårligt ved hvem de er. Men jeg ser venlig og ufarlig ud, næsten uanset humøret, det var også ofte en fordel da jeg passede demente... men jeg kan omvendt se ungerne flygter fra dem med fuldskæg og brovtende tale, vi har et par stykker her i bebyggelsen der mægtig gerne vil tale med børnene og min dreng og de andre unger der ellers ikke er generte, de svarer spaght ja eller nej og de trækker sig til nærmest at gå over på den anden side uanset om det er første gang de møder dem.

Der er utvivlsomt undtagelser, men der er bare fysiske træk vi hurtigt forbinder med venlig og truende. Min dreng er bestemt ikke vant til folk der drikker, han har kort oplevet en han kendte være fuld og det var over tre år siden, men han ved det alligevel med det samme hvis vi møder en der er fuld, uanset om det er en halvbums eller en pæn dame der har været til julefrokost, det var ikke rigtig gået op for mig hvor hurtigt de kan vide den slags og han var ikke ret stor, måske to år da han begyndte at reagere tydeligt på det.

Det betyder selvfølgelig også noget om man ser ud til at være interesseret i dem, børn elsker opmærksom som de fleste andre, men jeg tror også de fleste der har været sammen med en vis mængde af børn har set dem trække sig helt fra en der enormt gerne ville være gode venner med dem og snakke med dem.

[Tilly]

Interessant emne. Jeg har selv altid haft børnetække. Selv i mine teenage år, hvor små børn ikke interesserede mig, men jeg oplevede næsten altid at blive opsøgt.

I dag har jeg fortsat børnetække, og det er faktisk tit noget at fx mine veninder med børn italesætter. De er imponerede og overraskede over hvor interesserede deres børn er i mig, fordi det også gælder de børn der ofte er sky overfor andre voksne. En af mine veninder har fremsat den teori at mine "store venlige øjne" hjælper. Derudover så vil jeg nok selv mene, at jeg er naturligt ret imødekommende, og jeg er ofte smilende i selskab med andre, så det tror jeg også hjælper. Og så kan jeg altså rigtigt godt lide børn. Så jeg bilder mig også ind at de kan mærke at jeg har en oprigtig interesse i dem. Når jeg besøger en af mine veninder der har børn, så sørger jeg altid for at hilse på dem også når jeg kommer. Jeg synes de skal vide at jeg også besøger dem, og ikke kun deres mor (selvom det selvfølgelig er derfor jeg kommer). Jeg vil ikke være en træls person der kommer og stjæler deres mors opmærksomhed fra dem. Men dernæst behøver jeg aldrig at opsøge dem yderligere, de kommer i stor stil til mig, og jeg har både tegninger og smykker veninders børn har lavet til mig Eksempel herunder

20180413_090615-309x550.jpg

[ajnaM]

Jeg tror, det handler meget om at være naturligt imødekommende. Sådan oplever jeg det i hvert fald med mine egne drenge - de er som regel glade for dem, der sætter sig på hug og taler med dem, dem der har lyst til at lege og er glade og imødekommende. Til gengæld går de ikke hen til dem, der bare sidder, ikke viser dem noget opmærksomhed eller virker sure.

Er det her, jeg skal indskyde, at jeg overhovedet ikke har børnetække?

I øvrigt er det mit indtryk, at børn - mine i hvert fald - superhurtigt fanger andres signaler. De bevæger sig typisk i en stor bue udenom folk, der eksempelvis har fået et glas vin for meget eller er 'socialt akavede', udadreagerende, usoignerede eller på anden måde 'stikker ud'. Til gengæld spotter de lynhurtigt den skrukke veninde, der gerne vil lege.

[Zombie]

Jeg spurgte nogle i børnehaven engang. De sagde, mit ansigt var rart.
'Selv når du skal være lidt sur og sige, vi ikke må, er du rar bag øjnene ".

[Primerose]

Jeg har ret meget børnetække, især de mindre børn op til skolestart-alderen. Jeg tror jeg har arvet det fra min far. Han er også sådan en hvor de små børn på færgen altid bliver ved med at komme over og vil have kontakt til.
Helt fra baby-alderen kan de være totalt hypnotiserede.
Vi synes bare det er hyggeligt og skægt med de små poder der vil have opmærksomhed.

[Tanten]

En af mine veninders søn sagde engang, at jeg var "børnevenlig" - det blev jeg meget beæret over.

Børn plejer at være ret interesseret i mig. Måske kan de lide mit udseende; jeg er rund og har ofte farverigt tøj og spændende smykker på, måske min stemme eller min måde at bevæge mig på - jeg ved det ikke.

Jeg synes, det er så hyggeligt at blive opsøgt at børn, der ofte har meget interessant på hjerte, og som er umiddelbare og ægte i deres kontakt, især nu hvor mine egne børn er voksne og ikke selv har fået børn endnu.

[Slettet bruger]

Jeg bliver ofte kontaktet af børn. Jeg har ikke tænkt over at det skulle være noget særligt, jeg har forestillet mig at de henvender sig til alle voksne. Jeg er ikke smilende eller udadvendt, men jeg har tit fået at vide at jeg altid virker rolig og ikke stresset eller travl, så måske det har noget at sige.

Jeg synes det er hyggeligt når fremmede børn kommer og fortæller et eller andet helt ud af det blå.