Muspel skrev:Ja. Det kan du. Altså komme over det.
Men start med at droppe tanken om at kunne speede processen op.
Enig. Giv dig selv den tid det tager. Det betaler sig i sidste ende.
Derudover, lad vær med at lytte for meget til andre og tage andres gode råd for gode varer altid. Forstået på den måde at hvis det virker for uoverskueligt at følge en masse ting eller det ikke føles til at gavne dig, så lad vær. Det er så individuelt hvad der hjælper, men man kan hurtigt blive endnu mere stresset, få dårlig samvittighed, bebrejde sig selv en masse osv., hvis man ikke føler man kan leve op til de råd der gives.
Sæt dig nogle realistiske mål. Det er vigtigt at holde sig selv i gang og fortsætte med at gøre ting der gør en glad, men det kan være nødvendigt at sætte ens forventninger ned og prioritere hvordan man vil bruge sin energi. Det kan være ret svært ikke at sammenligne med alt det man plejer at kunne, så sæt gerne "barren" lidt for lavt. På den måde har du stadig energi efter dagens gøremål er gjort og du kan slappe af og "holde fri" med god samvittighed.
Og så er det okay at gøre det lidt let for sig selv. Hvis du er vant til at købe ind ofte, men det er for stressende nu, så bestil varer via nettet hvis det er muligt at få leveret hvor du bor osv.
Du kan sagtens få det bedre, men det kræver du tager dine forholdsregler og accepterer din situation som den er nu. Du kan ikke presse/tvinge dig selv til at få det bedre, tværtimod. Hvis du ved hvad der udløst din stress/angst så er første skridt at undgå eller begrænse de situationer der forværrer det.
Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort fx at acceptere en sygemelding eller på anden måde slippe kontrollen og forventningerne, men det er ret nødvendigt at kunne det.
Til sidst vil jeg bare nævne at det der har været afgørende for mig, i behandlingen af min angst, har været at gå ved en psykolog med speciale i angst og som også forstod mig på en anden måde end jeg hidtil havde været vant til. Jeg havde angst i 15-20 år, dog hvor det størstedelen af tiden var ubehandlet, men da jeg så fik behandling for det følte jeg mig totalt misforstået. Jeg oplevede at der gik meget kassetænkning i det. Fx fordi jeg havde det sådan og sådan så burde det jo hjælpe at gøre sådan og sådan for det står der i en bog. Det sammen med at jeg ikke var interesseret i at tage medicin for noget der var et symptom på noget andet gjorde at den gængse behandling ikke virkede optimalt for mig.
Jeg er meget logisk tænkende og hvis jeg ikke kan finde/få en logisk forklaring på et problem så løser det ikke noget for mig at tage sovemedicin eller beroligende medicin. Til gengæld hjalp en privatpraktiserende psykolog mig med at få ændret mit tankemønster så jeg kunne få det bedre, samtidig med at jeg arbejdede med min angst og årsagen dertil.
Kort fortalt bestod den behandling jeg i flere år havde fået af at jeg skulle aflede mig selv når jeg fik et angstanfald. Den hjælp/teknik psykologen lærte mig var i stedet at jeg skal forholde mig til mig angst. Det var jo som sagt et symptom på noget andet, når jeg reagerede med fx spændingshovedpine og andre fysiske symptomer og gik helt i panik. Noget af det der gav mig rigtig meget angst var tanken om at miste. Jeg kunne slet ikke holde tanken ud om at mine kære en dag skal dø og hvis jeg fx ikke kunne få fat i min mor, hvis hun var blevet forsinket til en aftale vi havde, jamen så kørte tankerne og frygten jo bare derudaf. Jeg var overbevist om at der kunne være sket en trafikulykke og jeg var nærmest klar til at kontakte politi og sygehuse.
Psykologen fik mig i stedet til at tænke udover frygten. Døden er ikke noget man kan undslippe, men man kan gøre meget for at "lette" processen når det så engang sker. Det virker måske voldsomt, men det har hjulpet mig rigtig meget at der bliver taget stilling til nogle ting nu, før det evt. er aktuelt. Det er jo lidt a la når man laver et testamente, tager stilling til organdonation osv. Det giver mig bare en ro at jeg ved jeg ikke skal bruge tid og energi på at bekymre mig eller spekulere.
God bedring.
