Svigerfars ændrede adfærd

[HerErJeg]

Min svigerfar blev enke for 2 år siden. Både da min svigermor levede og i tiden efter var både de og han en hyppig gæst og blev oftest natten over.
Han har denne aktivitet han går til sammen med andre midaldrende og halvpensionister, og det er i stigende grad blevet en besættelse. Altid lige noget, altid det samme.
Nu har han mødt en dame, som vi nærmest intet aner om, de er ikke kærester, og alligevel snakker han ikke om andet. Det er ikke sikkert vi får hende at se, men ud over hans aktivitet, så bruges resten af tiden med hende.
Vi har lige haft kobberbryllup, uden fest, men familien kommer jo forbi, og det er meget hyggeligt. Jeg havde bestilt bord til os til store bøffer om aftenen, så det skurrer lidt i ørerne at han smutter kl 14, fordi pligten mere eller mindre kalder.
Det er for hulen hans eneste gifte datter, så helt ærligt?
Han er nu på ferie, med hende som vi intet ved om officielt, og vi har ikke hørt et kvæk. Om de overhovedet er kommet frem, om vejret er dejligt, intet.
Hvad er det lige der sker? Lidt information fra jer der har forældre som møder nye bekendtskaber ville være rigtig godt. Er det bare sådan det er, eller er vi i vores ret til forvente bare en anelse mere indlevelse?
Almindelig kontakt er også brændt ud, med mindre computeren driller eller der er noget han ikke kan finde ud af, så kan vi bruges.
Han er typen der tager kritik fortrydeligt op, men ser sig ikke for god til at klage over alt muligt, så det er sprængfarligt.

[dgd2007]

Hvis han har fået - eller mener han har fået - et nyt liv, skal han vel have lov til at gå lidt løs.
Så bliver der vel plads til begge dele efter et stykke tid(?)

Men det er svært at vurdere ud fra det, du skriver.

[Moxy-lady]

Jeg får opfattelsen af at det primært har været din svigermor der har stået for relationerne til familien, og at efter hun er død, så kan han ikke finde ud af at holde det ved lige, enten fordi han ikke evner det eller fordi han reelt set hellere vil lave noget andet. Det er nemmere for ham at holde relationerne til de mennesker der deler hans interesse, simpelthen fordi han selv interesserer sig for at gå til x. Mens hans kone stadig levede har hun sandsynligvis stillet krav til at han skulle tage med til diverse familieting, og at hans hobby ikke måtte tage for meget af hans tid - nu kan han selv vælge.

Jeg siger ikke dette for at være tarvelig, og det kan også godt være at han simpelthen ikke kan finde ud af at passe relationen til jer, kan ikke finde ud af at gribe knoglen og udtrykke at han gerne vil se jer. Det kan også godt være at de mennesker han har mødt igennem sin hobby har været der for ham da han mistede sin kone, på en måde som I ikke har været fordi I selv har sørget (hvilket er forståeligt nok, men kan stadig være en årsag for ham)

Jeg ville prøve at fortælle ham at I savner ham, og At i savner at han kommer på besøg. Prøv med guleroden i stedet for pisken c

[HerErJeg]

Relationen har været der til svigermor i kraft af 2 døtre. Det første års tid efter hun gik bort har han tit været forbi, også med overnatning, og måske kunne han hjælpe med noget.
Det virker som om pokker har taget ved det hele, nu er det hele mere eller mindre væk, hvis vi beder ham komme forbi, så opleves det næsten som en 2. prioritet.
Ville han så i det mindste melde rent ud med hende damen, som vi jo intet ved om, og alligevel alting.
Med så mange år på dåbsattesten, så burde livet have lært folk, at det ene ikke udelukker det andet.

[Sangius]

Inviter dem begge på besøg? Snak med ham om, at I gerne vil møde hende?

Det havde jeg gjort.

[Juki]

Hvis I savner hans selskab så meld det ud til ham. Det er jo ikke sikkert det handler om andet end at "kærlighed gør blind" og det er for en begrænset periode at han er forelsket og har fået/genfundet lysten til nogle forskellihe ting.

Umiddelbart lyder det ret forventeligt/naturligt at han måske føler han har tid og mulighed for nogle andre ting nu end tidligere. Han er blevet enkemand og hans børn er blevet voksne og selvstændige. På en måde har han jo gjort sit og synes måske det er ved at være sidste udkald med nogle ting.

De fleste har vel brug for at lære, få nye indtryk, oplevelser osv. hele livet, men det kan være svært hvis man føler sig begrænset af en partner og den øvrige familie. Og når ens hverdag så bliver vendt på hovedet kan man enten fortsætte det samme og velkendte eller man kan gøre noget ved de drømme der hidtil ikke har været muligt.

I stedet for at se negativt på at han har et nyt, aktivt liv kunne I måske finde nye fælles interesser at deles om? Uden at kende jeres konkrete situation så kan det at han ikke deltager så meget som før ligeså vel handle om at det ikke interesserer ham.

Med den alder han må have må han jo alligevel have oplevet sin del af familiesammenkomster. Måske er han bare mættet af at der ikke nødvendigvis tages hensyn til hvad han vil og kan lide?

Der kommer jo jævnligt tråde herinde fx om dilemmaer ang. den der pligtfølelse om diverse ting. Jeg tænker ikke det nødvendigvis er anderledes selvom man er blevet ældre og hidtil har levet et meget klassisk liv med traditioner osv. Dels er man jo ofte opvokset med andre værdier og vaner end mange bliver i dag

[Pax Romana]

Hvis han har fået - eller mener han har fået - et nyt liv, skal han vel have lov til at gå lidt løs.
Så bliver der vel plads til begge dele efter et stykke tid(?)

Men det er svært at vurdere ud fra det, du skriver.

Selv om der er tørt på loftet, kan der stadig være fugtigt i kælderen.
Han er sgu da bare blevet forelsket og så bliver man lidt som en teenager igen. Giv tid.

[Tanten]

Inviter hans "veninde" med, næste gang I holder noget.

[fisken80]

Det lyder meget almindeligt i mine ører. Da min mor blev alene efter min fars død så vi hende også en del i de første år efter og ringede også ofte sammen. For to år siden fandt hun en kæreste og selvom vi bestemt stadig ses og snakker i telefon så er det langt mindre end det har været.
Det synes jeg kun er fint. Hun skal have lov til at leve sit liv og ikke føle sig forpligtet af sine børn. Vi ses naturligvis ved de store højtider og til fødselsdage og den slags.
Der gik i øvrigt også noget tid inden vi mødte hendes kæreste. Det synes jeg ikke der var noget mærkeligt i. De var nyforelskede og skulle have lov til at lære hinanden rigtigt at kende først.

[Moxy-lady]

Jeg synes at du virker meget negativt stemt både overfor din svigerfar og hans nye kæreste/veninde. Er du i stand til at lægge låg på dette, eller er du egentlig mest stemt for at skælde (en voksen mand, vel og mærke) ham ud? Du virker ikke rigtig modtagelig for at hans ændrede adfærd kan være forståelig og det virker heller ikke rigtig til at der er nogen der har åbnet munden og bedt manden om at bruge noget tid sammen med sin familie.

Jeg er meget enig i Confucius' indlæg.

[LadyFox]

Jeg tænker det er afsindig hårdt at miste en livspartner, og årene efter meget let fyldes med ensomhed og evt. Depression. Lige efter har han sikkert haft vanvittig meget brug for jer, han var jo helt alene.
Jeg tænker han stadig er ensom, men nu har han mødt en dame der kan give ham noget som i ikke kan, ikke at hun har erstattet din svigermor, men at hun trods alt kan tage noget af ensomheden, opfylde nogle behov for omsorg, og hun simpelthen giver ham noget livskvalitet som han har brug for, og som han måske ikke troede var muligt efter at have mistet sin kone.
Nogen gange kan man godt glemme alt omkring sig lidt, hvis man møder nogen der følelses rart.

Jeg tænker at hvis i gerne vil se ham mere, så sig i savner ham og gerne vil se ham mere, uden det skal handle om at i ses mindre end før, men i stedet om at det ville være smadder hyggeligt at se ham mere end nu, simpelthen fordi i godt kan lide hans selskab.

[icelady]

Jeg tror simpelthen han nyder livet.

Forstået på den måde at det at miste en livslang partner kan være utrolig hårdt; pludselig er man alene og ene om alle de ting, man før var 2 til; for ikke at tale om, at det unægtelig må sætte tanker i gang om ens egen død.

Nu har han fundet interesser/hobbyer og en dame, som han nyder hverdagen/livet med.


Jeg tror såmænd ikke han har fravalgt jer bevidst, men han nyder ganske enkelt det han laver nu.



Var jeg jer, ville jeg nok snakke med ham; evt inviterer ham og damen til middag/kaffe, og så snakke med ham; forklare ham at I savner ham og hans selskab og at damen selvfølgelig også er velkommen, eftersom I kan mærke at hun betyder meget for ham.



Edit: Og lige ang det med kobberbrylluppet; var han inviteret til bøffer om aftenen eller var det sådan noget "du kommer forbi hvis du har lyst"-agtig...for var det det sidste, så kan jeg ikke fortænke ham i at smutte kl.. 14.

[HerErJeg]

Jeg tror simpelthen han nyder livet.

Forstået på den måde at det at miste en livslang partner kan være utrolig hårdt; pludselig er man alene og ene om alle de ting, man før var 2 til; for ikke at tale om, at det unægtelig må sætte tanker i gang om ens egen død.

Nu har han fundet interesser/hobbyer og en dame, som han nyder hverdagen/livet med.


Jeg tror såmænd ikke han har fravalgt jer bevidst, men han nyder ganske enkelt det han laver nu.



Var jeg jer, ville jeg nok snakke med ham; evt inviterer ham og damen til middag/kaffe, og så snakke med ham; forklare ham at I savner ham og hans selskab og at damen selvfølgelig også er velkommen, eftersom I kan mærke at hun betyder meget for ham.



Edit: Og lige ang det med kobberbrylluppet; var han inviteret til bøffer om aftenen eller var det sådan noget "du kommer forbi hvis du har lyst"-agtig...for var det det sidste, så kan jeg ikke fortænke ham i at smutte kl.. 14.

Vedr. bøfferne, så vidste han godt der var bestilt bord til ham. Vores venner var så søde at lave æresport og komme om aftenen dagen før, de havde også spurgt om han ville være med til det.
Det som undrer mig er dobbeltmoralen i det hele. Hvis der er en nabo eller noget som ikke kigger forbi eller længere inviterer på en øl over hækken, så kan han sagtens blive sur over det. Det hører så ingen steder hjemme, når han selv prioriterer som han gør.

[Moxy-lady]

Har I prøvet at åbne munden og sige hvad I føler? Jeg synes lidt at I forventer en masse af ham, navnlig at han skal opføre sig som i de gode gamle dage for jeres skyld og at, han skal læse jeres tanker. Og så bliver du/I fornærmede når han gør noget forkert.

Prøv lige at sætte det lidt i perspektiv: din kone har mistet sin mor, dvs hun kan ikke bare gribe røret og snakke med hende, hun kan ikke længere komme forbi til kaffe eller overnatning. Hun tænker sikkert jævnligt på hende og savner hende.

Din svigerfar bemærker savnet når han vågner om morgenen, når han skal have morgenmad, når han skal spise frokost, når der kommer matador i fjernsynet som de plejede at se sammen, når han selv skal lave sin aftensmad til en. Når han skal børste tænder, når han ikke har hende som selskab til havearbejdet, når han ikke har nogen at kysse godnat. Hans savn er tilstede hele tiden, og han er blevet konfronteret med det dag ud og dag ind i over et år, mens I trods alt har, haft et liv og en hverdag, der fortsatte rimeligt uændret. Nu har han så fundet en ny kæreste, bruger tid udenfor sit tomme hjem fuldt med minder om hans kone. Han fylder selv sin dag ud med folk og interesser. Han er for første gang siden din svigermor døde ikke til rådighed fordi han ikke har andet at lave. Og så tillader I jer at blive fornærmede fordi han ikke har tid til at komme til kaffe, og ikke kan gætte at I har behov for at se ham.

Ej, undskyld mig, men jeg synes at det lyder umodent og forkælet. Giv da i det mindste manden en chance for at kende jeres følelser inden i dømmer ham som uinteresseret og egoistisk.

Hvor står din kone i alt det her?
Og bunder det her egentlig dybest set i at du/I synes at det er for tidligt at han har fundet en ny veninde?

[HerErJeg]

Har I prøvet at åbne munden og sige hvad I føler? Jeg synes lidt at I forventer en masse af ham, navnlig at han skal opføre sig som i de gode gamle dage for jeres skyld og at, han skal læse jeres tanker. Og så bliver du/I fornærmede når han gør noget forkert.

Prøv lige at sætte det lidt i perspektiv: din kone har mistet sin mor, dvs hun kan ikke bare gribe røret og snakke med hende, hun kan ikke længere komme forbi til kaffe eller overnatning. Hun tænker sikkert jævnligt på hende og savner hende.

Din svigerfar bemærker savnet når han vågner om morgenen, når han skal have morgenmad, når han skal spise frokost, når der kommer matador i fjernsynet som de plejede at se sammen, når han selv skal lave sin aftensmad til en. Når han skal børste tænder, når han ikke har hende som selskab til havearbejdet, når han ikke har nogen at kysse godnat. Hans savn er tilstede hele tiden, og han er blevet konfronteret med det dag ud og dag ind i over et år, mens I trods alt har, haft et liv og en hverdag, der fortsatte rimeligt uændret. Nu har han så fundet en ny kæreste, bruger tid udenfor sit tomme hjem fuldt med minder om hans kone. Han fylder selv sin dag ud med folk og interesser. Han er for første gang siden din svigermor døde ikke til rådighed fordi han ikke har andet at lave. Og så tillader I jer at blive fornærmede fordi han ikke har tid til at komme til kaffe, og ikke kan gætte at I har behov for at se ham.

Ej, undskyld mig, men jeg synes at det lyder umodent og forkælet. Giv da i det mindste manden en chance for at kende jeres følelser inden i dømmer ham som uinteresseret og egoistisk.

Hvor står din kone i alt det her?
Og bunder det her egentlig dybest set i at du/I synes at det er for tidligt at han har fundet en ny veninde?

Det har da intet med tidshorisonter eller kæresteri at gøre.
Vi skal træde umanerlig varsomt, for han har slået hånden af andre i den anden side af familien, som han synes udtalte sig forkert, krænkende mm., og så cutter man kontakten permanent. Så det med at hive problematikker til overfladen er en giftig sag, det kan hurtigt blive misforstået.
Han har haft vores søn på 2 dages ferie for nylig. Vi skulle så hente ham. Der gik et kvarter, så var vi ude af klappen, for han skulle jo videre. Så er det altså nær umuligt at opretholde en fornuftig kontakt, hvis der ikke lige er tid til at falde ned i en stol og snakke vind og vejr.