Jeg forstår ikke mine egne følelser

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
LaScrooge
Indlæg: 3224
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 863
Likede indlæg: 8689

Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf LaScrooge » 16. maj 2018, 07:22

For snart 3 måneder siden gik jeg fra min kæreste, efter længere tid hvor det ikke gik godt. Det var et turbulent forhold, som havde mange dejlige ting - hvilket er grunden til, at jeg holdt ved så længe - men som også var præget af tillidsbrud, svigt og belastet af psykiske udfordringer. Min eks led af depression og angst og var længe om at tage hånd om det ved at gå i terapi.

Jeg endte det og føler at det er det helt rigtige. Selvom han har mange dejlige sider og det var fantastisk når det var godt, så var der også den anden side af det, som gjorde det alt for tungt og svært. Jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg hverken havde tålmodighed, overskud eller rummelighed nok til at bære hans reaktioner på sig selv, livet, os og mig. Der var for mange situationer, hvor jeg følte, at han enten krænkede mig ved den måde, han talte om tingene på, eller hvor han projicerede og ikke kunne se det selv; hvor jeg fik skylden for det hele, og hvor han vendte tingeneom, således at et problem jeg havde med en situation endte med at være et problem med mig og at det var mig, der krænkede ham eller ødelagde forholdet. Et eksempel er en situation fra sidste år, hvor vi var til festival sammen med en veninde og hendes veninde, og hvor han råflirtede med venindens veninde lige foran mig og ignorerede mig i processen. Det blev til at jeg var så jaloux, at han ikke turde snakke med kvinder når vi var ude sammen, at han følte sig begrænset, fængslet, invaderet og overvåget.

Jeg savnede ham meget til at begynde med, men efter ikke at have set ham i omkring 2 måneder og næsten ikke have haft kontakt, er savnet mestendels forsvundet.

I stedet melder der sig rigtig meget vrede og bitterhed.

De dårlige minder står i kø for tiden og de er gerne krydret med en forurettethedsfølelse. Når jeg tænker på hvordan han har opført sig overfor mig i forbindelse med store og vigtige hændelser i mit liv - fx i forbindelse med, at jeg fik mit nye job for 1 år siden, en ret stor ting, og da jeg fandt, købte og overtog min nye (og første!) lejlighed. Derudover er der en endeløs række minder om situationer, hvor han bare ikke har været en rar eller god kæreste. På nogen måde.

Mit problem er, at jeg ikke har noget sted at gøre af den vrede. Jeg tror at jeg savner forløsning gennem indrømmelser fra ham, men det ved jeg godt, at jeg kan skyde en hvid pil efter. Jeg tvivler på, at han er i stand til at se dybt nok i sig selv til rigtigt at forstå sin egen adfærd og rolle. Han søger, som beskrevet gennem ovenstående eksempel, begrundelse for og legitimering af sin egen adfærd gennem ydre omstændigheder: det er andres handlinger der forårsager hans valg. Indtil videre ved jeg at han tilskriver det hele det han kalder vores dysfunktionelle forhold - altså at hans adfærd skyldes vores dynamik, og derigennem fritager sig selv for ansvar.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af de følelser af vrede og bitterhed. Hvordan jeg lægger dem fra mig? Det generer mig at tænke på, at han går rundt og tænker, at han jo er en god nok fyr, der bare blev presset ud i løgn og bedrag af en ulideligt invaderende kæreste; at hans manglende evne til at støtte og bakke op om mig, være solidarisk og omsorgsfuld overfor mig, skyldes at mit væsen ikke avlede den (fundamentalt ordentlige, som jeg ser det) adfærd; at han kan finde berettigelse for fx at fortælle mig, at jeg ikke fortjente at blive elsket eller kunne forvente at blive taget ordentligt af når jeg kunne være sådan som jeg var (fx da jeg havde en meget alvorlig halsbetændelse som gjorde at jeg ikke kunne spise eller drikke i 3 dage og endte med akut ambulant behandling på Riget) - jeg var svag og måtte tage mig sammen. Eller da han mente at jeg skulle bestille tid hos en massør da jeg havde hold i nakken, for han fik ondt i hænderne af at massere mig og det var klart for meget forlangt at han nulrede mine nakke- og skuldermuskler indimellem. Han har sagt direkte, at jeg ødelagde hans liv.
Altså - wtf?

Selvfølgelig var vi 2 om det - vores mismatch har helt sikkert bidraget til at det gik galt. Men der er så mange situationer og så mange reaktioner, valg og handlinger som jeg ikke kan tage ansvaret for, fordi det er adfærd man regulerer inde fra sig selv, ved at spørge sig selv hvilket slags menneske, man gerne vil være, og hvordan man gerne vil kunne huske tilbage på sin egen håndtering af hændelser i ens liv. Man kan altid blive overvældet af følelser og reagere i affekt, klart og naturligt nok, men så træder man på et tidspunkt et skridt tilbage og forholder sig til hvordan situationen skal ende med at se ud i det store billede - eller, det gør jeg. Det er ikke min opfattelse at han gjorde, norgensinde.

Hvad jeg prøver at sige her er, at selvom man sammen skaber et forhold, så er der bare ting, han har gjort, som jeg ikke kan tage skyld og ansvar for. Det er ikke min skyld, at han var utro, løj for mig, var hemmelighedsfuld, havde svært ved at regulere sine følelser. Jeg kan håndtere mig selv og mine handlinger og reaktioner og tage ansvar for det, men ikke hans. Og det efterlader mig med en hel verden af raseri og forurettelse, tidspunkter hvor jeg føler, at han har svigtet mig. Og eftersom det er ovre nu, er der ikke noget sted at gøre af de følelser. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af dem eller hvordan jeg forhindrer at de sætter sig fast, at jeg sidder fast i dem og ikke kan komme videre.

Har I nogle gode råd? Det bedste jeg selv kan finde på er at lade tiden gå, at det er en del af bearbejdningen af forholdet; forsøg på accept: sådan var det, jeg behøver ikke at leve med det længere; jeg kan træffe en beslutning om (hvilket jeg har gjort) om at jeg aldrig skal finde sammen med en mand igen som ikke kender sig selv; jeg kan prøve at forstå mig selv i det så godt som muligt, så jeg undgår at begå de samme fejl - som fx at være i noget, der trykker for brystet, hvor der ikke er plads til mig og mine behov, hvor jeg ikke føler mig elsket, accepteret, værdsat og støttet - men det er altsammen fremtidsting, det hjælper mig ikke rigtig NU, hvor jeg fyldes af vrede når jeg tænker på at han laller videre ud i verden og frikender sig selv for skyld, fordi det hele bare skyldes mig eller vores dynamik.
2
Brugeravatar
Wizzze
Indlæg: 14416
Tilmeldt: 11. aug 2015, 13:16
Kort karma: 2849
Likede indlæg: 18203

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf Wizzze » 16. maj 2018, 07:36

LaScrooge skrev:For snart 3 måneder siden gik jeg fra min kæreste, efter længere tid hvor det ikke gik godt. Det var et turbulent forhold, som havde mange dejlige ting - hvilket er grunden til, at jeg holdt ved så længe - men som også var præget af tillidsbrud, svigt og belastet af psykiske udfordringer. Min eks led af depression og angst og var længe om at tage hånd om det ved at gå i terapi.

Jeg endte det og føler at det er det helt rigtige. Selvom han har mange dejlige sider og det var fantastisk når det var godt, så var der også den anden side af det, som gjorde det alt for tungt og svært. Jeg fandt i hvert fald ud af, at jeg hverken havde tålmodighed, overskud eller rummelighed nok til at bære hans reaktioner på sig selv, livet, os og mig. Der var for mange situationer, hvor jeg følte, at han enten krænkede mig ved den måde, han talte om tingene på, eller hvor han projicerede og ikke kunne se det selv; hvor jeg fik skylden for det hele, og hvor han vendte tingeneom, således at et problem jeg havde med en situation endte med at være et problem med mig og at det var mig, der krænkede ham eller ødelagde forholdet. Et eksempel er en situation fra sidste år, hvor vi var til festival sammen med en veninde og hendes veninde, og hvor han råflirtede med venindens veninde lige foran mig og ignorerede mig i processen. Det blev til at jeg var så jaloux, at han ikke turde snakke med kvinder når vi var ude sammen, at han følte sig begrænset, fængslet, invaderet og overvåget.

Jeg savnede ham meget til at begynde med, men efter ikke at have set ham i omkring 2 måneder og næsten ikke have haft kontakt, er savnet mestendels forsvundet.

I stedet melder der sig rigtig meget vrede og bitterhed.

De dårlige minder står i kø for tiden og de er gerne krydret med en forurettethedsfølelse. Når jeg tænker på hvordan han har opført sig overfor mig i forbindelse med store og vigtige hændelser i mit liv - fx i forbindelse med, at jeg fik mit nye job for 1 år siden, en ret stor ting, og da jeg fandt, købte og overtog min nye (og første!) lejlighed. Derudover er der en endeløs række minder om situationer, hvor han bare ikke har været en rar eller god kæreste. På nogen måde.

Mit problem er, at jeg ikke har noget sted at gøre af den vrede. Jeg tror at jeg savner forløsning gennem indrømmelser fra ham, men det ved jeg godt, at jeg kan skyde en hvid pil efter. Jeg tvivler på, at han er i stand til at se dybt nok i sig selv til rigtigt at forstå sin egen adfærd og rolle. Han søger, som beskrevet gennem ovenstående eksempel, begrundelse for og legitimering af sin egen adfærd gennem ydre omstændigheder: det er andres handlinger der forårsager hans valg. Indtil videre ved jeg at han tilskriver det hele det han kalder vores dysfunktionelle forhold - altså at hans adfærd skyldes vores dynamik, og derigennem fritager sig selv for ansvar.

Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af de følelser af vrede og bitterhed. Hvordan jeg lægger dem fra mig? Det generer mig at tænke på, at han går rundt og tænker, at han jo er en god nok fyr, der bare blev presset ud i løgn og bedrag af en ulideligt invaderende kæreste; at hans manglende evne til at støtte og bakke op om mig, være solidarisk og omsorgsfuld overfor mig, skyldes at mit væsen ikke avlede den (fundamentalt ordentlige, som jeg ser det) adfærd; at han kan finde berettigelse for fx at fortælle mig, at jeg ikke fortjente at blive elsket eller kunne forvente at blive taget ordentligt af når jeg kunne være sådan som jeg var (fx da jeg havde en meget alvorlig halsbetændelse som gjorde at jeg ikke kunne spise eller drikke i 3 dage og endte med akut ambulant behandling på Riget) - jeg var svag og måtte tage mig sammen. Eller da han mente at jeg skulle bestille tid hos en massør da jeg havde hold i nakken, for han fik ondt i hænderne af at massere mig og det var klart for meget forlangt at han nulrede mine nakke- og skuldermuskler indimellem. Han har sagt direkte, at jeg ødelagde hans liv.
Altså - wtf?

Selvfølgelig var vi 2 om det - vores mismatch har helt sikkert bidraget til at det gik galt. Men der er så mange situationer og så mange reaktioner, valg og handlinger som jeg ikke kan tage ansvaret for, fordi det er adfærd man regulerer inde fra sig selv, ved at spørge sig selv hvilket slags menneske, man gerne vil være, og hvordan man gerne vil kunne huske tilbage på sin egen håndtering af hændelser i ens liv. Man kan altid blive overvældet af følelser og reagere i affekt, klart og naturligt nok, men så træder man på et tidspunkt et skridt tilbage og forholder sig til hvordan situationen skal ende med at se ud i det store billede - eller, det gør jeg. Det er ikke min opfattelse at han gjorde, norgensinde.

Hvad jeg prøver at sige her er, at selvom man sammen skaber et forhold, så er der bare ting, han har gjort, som jeg ikke kan tage skyld og ansvar for. Det er ikke min skyld, at han var utro, løj for mig, var hemmelighedsfuld, havde svært ved at regulere sine følelser. Jeg kan håndtere mig selv og mine handlinger og reaktioner og tage ansvar for det, men ikke hans. Og det efterlader mig med en hel verden af raseri og forurettelse, tidspunkter hvor jeg føler, at han har svigtet mig. Og eftersom det er ovre nu, er der ikke noget sted at gøre af de følelser. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af dem eller hvordan jeg forhindrer at de sætter sig fast, at jeg sidder fast i dem og ikke kan komme videre.

Har I nogle gode råd? Det bedste jeg selv kan finde på er at lade tiden gå, at det er en del af bearbejdningen af forholdet; forsøg på accept: sådan var det, jeg behøver ikke at leve med det længere; jeg kan træffe en beslutning om (hvilket jeg har gjort) om at jeg aldrig skal finde sammen med en mand igen som ikke kender sig selv; jeg kan prøve at forstå mig selv i det så godt som muligt, så jeg undgår at begå de samme fejl - som fx at være i noget, der trykker for brystet, hvor der ikke er plads til mig og mine behov, hvor jeg ikke føler mig elsket, accepteret, værdsat og støttet - men det er altsammen fremtidsting, det hjælper mig ikke rigtig NU, hvor jeg fyldes af vrede når jeg tænker på at han laller videre ud i verden og frikender sig selv for skyld, fordi det hele bare skyldes mig eller vores dynamik.


Har du overvejet at sætte dig ned og skrive breve til ham, omkring jeres forhold, og de refleksioner du nu gør dig om jeres tid sammen. Du behøver jo ikke sende dem, men at få det ned på papir, kan måske hjælpe dig med at bearbejde dine tanker og følelser? :gruble:

Min umiddelbare tanke, da jeg læste dit indlæg var at din vrede og bitterhed måske kommer med baggrund i nogle følelser af at have "spildt tiden" og måske også lidt fra selvbebrejdelse for ikke at være gået tidligere? :gruble:
10
Do as I say! :whip:
Ava
Indlæg: 56
Tilmeldt: 23. mar 2018, 10:30
Kort karma: 17
Likede indlæg: 155

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf Ava » 16. maj 2018, 07:44

Hold nu op, det kunne næsten have været mig, der skrev det indlæg.
Jeg er så et par måneder længere fremme i processen, for det ER en proces.

Der er et par ting, der har hjulpet mig med til at give slip er:
1: Erkendelsen af at han bare ikke ejer de evner for empati og selvindsigt.
2: Det lyder enormt tacky, men jeg har i den grad skrevet breve til ham, hvor jeg har fortalt ham, hvordan jeg oplevede ham og hvad hans væremåde og reaktioner gjorde ved mig og vores forhold. De breve ligger godt og sikkert i en låst mappe på computeren.

Jeg har raset på ham, været ked af det, skældt ud og nu er jeg nået frem til at jeg faktisk har ondt af ham, fordi med den måde at være på, så vil han aldrig kunne indgå i et længerevarende forhold, fordi det magter han simpelthen ikke.

Mange tanker :blomst:
3
Brugeravatar
Neenah
Indlæg: 1953
Tilmeldt: 12. aug 2015, 12:37
Kort karma: 335
Likede indlæg: 3331

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf Neenah » 16. maj 2018, 07:47

Let it go og giv det tid. Det er nok ikke det, du gerne vil høre, men det er min erfaring at det er det, som hjælper. Udnyt din omgangskreds til at snakke om dine oplevelser - brug dine (ikke fælles) venner og veninder til at give dig rum til at rase ud, til at bekræfte dine synspunkter og til at sætte dig fri. Hvis det ikke er muligt (og du har økonomisk råderum til det), så find en dygtig psykolog, der kan hjælpe dig med at befri dig for vreden og behovet for at få oprejsning. Det er ikke sikkert det kræver mange samtaler, men det, at have nogen, der kan se hvor du kommer fra, og som kan sparre med dig, gør alverden. Han behøver ikke at indrømme, at han ikke behandlede dig ordentligt - men du behøver at tro på at det er nok at du ved, at han ikke gjorde.

For nogle år siden gik jeg selv fra en kæreste, som heller ikke behandlede mig ret godt (dog ikke så slemt som din, så vidt jeg kan læse mig til). Imens jeg var i forholdet undskyldte jeg for ham hele tiden overfor andre, selvom de ting han gjorde og sagde sårede mig. Men når jeg snakkede med venner og veninder bagefter, så turde de godt være der, og bakke mig op i at det han havde gjort og sagt slet ikke var okay. Jeg havde brug for at fortælle om episoderne, brug for at de bekræftede mig i mit syn på det, og det gjorde de - og det tog lang tid. Men jeg bærer ikke nag (længere). Jeg kan stadig tænke at han er en umoden narrehat, og huske tilbage på episoder, der, når jeg sammenligner med mit nuværende forhold og ægteskab, er så himmelråbende langt ude at jeg bliver lidt sur på mig selv over ikke at være gået noget før. Men så kan jeg tænke på ham som en narrehat, og det er nok. Hvad han selv tror må være op til ham - not my battle.

Altså: Giv det tid og sæt det fri (aka jeg er en omvandrende kliché)
5
LaScrooge
Indlæg: 3224
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 863
Likede indlæg: 8689

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf LaScrooge » 16. maj 2018, 07:53

TAK! fordi I ikke bare siger, at det nok ikke helt passer at han var nederen og at det nok bare er et spørgsmål om perspektiv og at han nok ville sige det samme om mig, hvis det var ham, I talte med (a la: det er ikke til at sige hvem der gjorde noget forkert her). Det at blive mødt og forstået og at nogen siger, at det ikke var i orden, er en lettelse. Jeg er vant til at få det sparket lige tilbage i hovedet. Så jeg kæmper også lidt med at "få lov til" at sige, at den måde han var på ikke var god, og ikke hele tiden at skulle spørge mig selv, om det ikke også bare var mig, der var strid og hvis jeg havde været anderledes havde han også - altså, at ansvaret hviler på mig.
2
LaScrooge
Indlæg: 3224
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 863
Likede indlæg: 8689

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf LaScrooge » 16. maj 2018, 07:59

Ava skrev:Hold nu op, det kunne næsten have været mig, der skrev det indlæg.
Jeg er så et par måneder længere fremme i processen, for det ER en proces.

Der er et par ting, der har hjulpet mig med til at give slip er:
1: Erkendelsen af at han bare ikke ejer de evner for empati og selvindsigt.
2: Det lyder enormt tacky, men jeg har i den grad skrevet breve til ham, hvor jeg har fortalt ham, hvordan jeg oplevede ham og hvad hans væremåde og reaktioner gjorde ved mig og vores forhold. De breve ligger godt og sikkert i en låst mappe på computeren.

Jeg har raset på ham, været ked af det, skældt ud og nu er jeg nået frem til at jeg faktisk har ondt af ham, fordi med den måde at være på, så vil han aldrig kunne indgå i et længerevarende forhold, fordi det magter han simpelthen ikke.

Mange tanker :blomst:


Det trøster mig lidt, det der :genert: Jeg synes det er en forkert følelse at have, men det piner mig at tænke på, at han (som jeg skrev) måske bare laller videre ud i verden og eventuelt finder sig en kæreste der nurser ham på måder jeg ikke ville, og dermed bare kan sige, at det jo var mig, der var ulidelig at være kærester med.

Problemet med dét er, at når jeg tænker og føler sådan, så er jeg ovre i ham. Min heling afhænger af ham og af, at det et eller andet sted går ham lidt dårligt, så han måske kan blive tvunget til at se på sig selv og dermed måske blive et bedre menneske og at jeg DERIGENNEM måske kan få lidt oprejsning. For det er nok oprejsning jeg søger. Men den skal jeg bare kunne finde i mig selv. Det er jeg på vej til, i det at JEG vælger for mig selv hvordan mit liv skal være og forhåbentlig bygger et bedre liv med et stærkere fundament og bedre vilkår for kærlighed ved at leve som jeg finder rigtigt.

Det er for øvrigt ikke nederen at få at vide at det tager tid. Hvis det "bare" er en del af processen kan jeg acceptere, at det er sådan det er lige nu, men at der venter noget andet på den anden side. Så det er godt at vide fra en anden, der har prøvet det, at det normalt og at det går over.
0
Selma156
Indlæg: 579
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 112
Likede indlæg: 1451

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf Selma156 » 16. maj 2018, 08:00

Jeg kan sagtens genkende nogle af dine følelser. Forholdet til min eks var også præget af for forskellige behov, tilgang til problemerne og en generel følelse af, at han svigtede mig i nogle afgørende situationer. Jeg fandt jo for nylig ud af, at han for længst havde fundet en ny, og det blussede op under min vrede. For hvor er det unfair, når jeg stadig slikker sårene, og er inderligt bange for aldrig at turde elske en mand igen, at han så bare laller ud og finder sig en ny, og alt tilsyneladende er pisse ukompliceret. Og jeg er sikker på at han mener, han gjorde meget lidt galt i vores forhold. At han bare ikke kunne håndtere min situation og derfor beskyttede sig selv og sit velbefindende ved at skride, når det gik værst.

Nogle gange kan vrede være en god ting. Den kan jo faktisk hjælpe dig med at komme videre. Selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, men på sigt. Jeg gik i et år uden at være vred, men kun såret og fuld af savn. Da vreden endelig indtraf, rykkede det ved noget i mig. Ikke forstået som at jeg går og er totalt sur, men at jeg faktisk fandt ud af, at det ikke kun var mig der var problemet. Og at jeg gav meget mere, end han nogensinde ville gøre. Her kommer endnu en kliché, sådan noget med at du fortjener bedre. Og at du nok må indse, at der går en del mennesker rundt derude, ikke kun din eks, som ikke besidder en grad af selvindsigt, som du gør. Det er både en god og dårlig ting, for livet er nok en del mere simpelt, når man ikke tager stilling til sig selv og sine handlinger.

Jeg forstår godt, du er vred. Det lyder dog som om, du allerede bruger det ret konstruktivt. For ja, tid tid tid, og langsom accept. Som andre siger, få det ud, på den ene eller anden måde.
4
Neverkont
Indlæg: 463
Tilmeldt: 4. mar 2016, 22:00
Kort karma: 17
Likede indlæg: 483

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf Neverkont » 16. maj 2018, 08:00

LaScrooge skrev:Hvad jeg prøver at sige her er, at selvom man sammen skaber et forhold, så er der bare ting, han har gjort, som jeg ikke kan tage skyld og ansvar for. Det er ikke min skyld, at han var utro, løj for mig, var hemmelighedsfuld, havde svært ved at regulere sine følelser. Jeg kan håndtere mig selv og mine handlinger og reaktioner og tage ansvar for det, men ikke hans. Og det efterlader mig med en hel verden af raseri og forurettelse, tidspunkter hvor jeg føler, at han har svigtet mig. Og eftersom det er ovre nu, er der ikke noget sted at gøre af de følelser. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af dem eller hvordan jeg forhindrer at de sætter sig fast, at jeg sidder fast i dem og ikke kan komme videre.


For mig lyder det som om, at du er godt på vej, på en sund måde. :kram:

Jeg ville give dig samme råd som Wizze. Skriv dine tanker og følelser ned, gerne i brevform, og arkivér dem et eller andet sted, som kun du kender.

Jeg har selv været i et usundt forhold, hvor jeg bl.a. jævnligt fik at vide, at jeg var syg i hovedet. Hvad angår min x er jeg slet ikke i tvivl om, at han (og hans brødre) er blevet ødelagt af deres opvækst.
Der er ting, som du sandsynligvis aldrig får din x til at indrømme/erkende, for det er han slet ikke i stand til, du må holde fokus på dig selv og dit eget liv.

Nogle ting skal "bare" have tid. På sin vis kan det du gennemgår vel betragtes som en form for sorg, og der er altså ting her i livet, som bliver nemmere med tiden.
Så giv dig selv lov til, at have de følelser du nu har, skriv dine tanker ned, og snak evt. med nogen der vil lægge ører til. :kram:
2
Ava
Indlæg: 56
Tilmeldt: 23. mar 2018, 10:30
Kort karma: 17
Likede indlæg: 155

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf Ava » 16. maj 2018, 08:02

Din eks lyder meget ansvarsfralæggende og du, som om, du er meget dygtig til at overtage det ansvar.
Det er IKKE din skyld/ansvar, at han ikke kunne finde ud af at gå i behandling for sin depression.
Det er IKKE din skyld/ansvar, at han vælger at være en utro røv.
Det er IKKE din skyld/ansvar, at han ikke kan kommunikere på en ordentlig måde.

Det er dit ansvar, at du nu bliver bedre til at passe på dig selv.
(Nemmere sagt end gjort, det ved jeg godt)
6
LaScrooge
Indlæg: 3224
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 863
Likede indlæg: 8689

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf LaScrooge » 16. maj 2018, 08:04

Neenah skrev:Let it go og giv det tid. Det er nok ikke det, du gerne vil høre, men det er min erfaring at det er det, som hjælper. Udnyt din omgangskreds til at snakke om dine oplevelser - brug dine (ikke fælles) venner og veninder til at give dig rum til at rase ud, til at bekræfte dine synspunkter og til at sætte dig fri. Hvis det ikke er muligt (og du har økonomisk råderum til det), så find en dygtig psykolog, der kan hjælpe dig med at befri dig for vreden og behovet for at få oprejsning. Det er ikke sikkert det kræver mange samtaler, men det, at have nogen, der kan se hvor du kommer fra, og som kan sparre med dig, gør alverden. Han behøver ikke at indrømme, at han ikke behandlede dig ordentligt - men du behøver at tro på at det er nok at du ved, at han ikke gjorde.

For nogle år siden gik jeg selv fra en kæreste, som heller ikke behandlede mig ret godt (dog ikke så slemt som din, så vidt jeg kan læse mig til). Imens jeg var i forholdet undskyldte jeg for ham hele tiden overfor andre, selvom de ting han gjorde og sagde sårede mig. Men når jeg snakkede med venner og veninder bagefter, så turde de godt være der, og bakke mig op i at det han havde gjort og sagt slet ikke var okay. Jeg havde brug for at fortælle om episoderne, brug for at de bekræftede mig i mit syn på det, og det gjorde de - og det tog lang tid. Men jeg bærer ikke nag (længere). Jeg kan stadig tænke at han er en umoden narrehat, og huske tilbage på episoder, der, når jeg sammenligner med mit nuværende forhold og ægteskab, er så himmelråbende langt ude at jeg bliver lidt sur på mig selv over ikke at være gået noget før. Men så kan jeg tænke på ham som en narrehat, og det er nok. Hvad han selv tror må være op til ham - not my battle.

Altså: Giv det tid og sæt det fri (aka jeg er en omvandrende kliché)



Godt lige at få pointeret det med at bruge egne og ikke fælles venner. Nogle af mine allernæreste venner er fælles venner, og nogle af dem kan jeg godt snakke om det med, mens jeg lige skal huske med de andre, at det nok ikke er godt for dem.

Jeg har heldigvis en god psykolog, som jeg tog fat på allerede inden jeg havde besluttet at gå fra ham. Jeg havde brug for at arbejde med det i mig selv der gør, at jeg er sammen med en, jeg egentlig ikke har det godt med og som ikke behandlede mig godt. Det var ikke klart for mig i hvilket omfang det bare handlede om at jeg skulle forbedre mig selv, og i hvilket omfang det betød at jeg skulle skride. Jeg kigger altid på min egen rolle og det kan godt betyde, at jeg accepterer for meget, tror jeg.

"brug dine (ikke fælles) venner og veninder til at give dig rum til at rase ud, til at bekræfte dine synspunkter og til at sætte dig fri." <-- det der fylder mig med håb. At jeg kan sætte mig selv fri ved at snakke om det, rase ud og få medhold (selvom det på en eller anden måde skurrer i mig - for jeg ærer jo 50 % af ansvaret, ikke? Det er jo også min skyld, faktisk, og hvis jeg ikke kan påtage mig skyld og ansvar, så er jeg et dårligt menneske - det var noget han sagde. Han mente, at jeg betragtede mig selv som fejlfri og aldrig ville indrømme når jeg havde begået en fejl. Spejl, kunne jeg så sige, men alligevel har det manipuleret sig ind i min hjerne). Nuanceret medhold, dog. Jeg har også brug for at snakke om dynamikken, så jeg ikke ender i det samme: at det bare var hans skyld det hele.
0
LaScrooge
Indlæg: 3224
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 863
Likede indlæg: 8689

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf LaScrooge » 16. maj 2018, 08:19

Wizzze skrev:
Har du overvejet at sætte dig ned og skrive breve til ham, omkring jeres forhold, og de refleksioner du nu gør dig om jeres tid sammen. Du behøver jo ikke sende dem, men at få det ned på papir, kan måske hjælpe dig med at bearbejde dine tanker og følelser? :gruble:

Min umiddelbare tanke, da jeg læste dit indlæg var at din vrede og bitterhed måske kommer med baggrund i nogle følelser af at have "spildt tiden" og måske også lidt fra selvbebrejdelse for ikke at være gået tidligere? :gruble:


Det kunne godt være en god idé med brevene. Ellers komme jeg faktisk lige nu i tanker om en anden forløsende teknik, jeg tidligere har brugt med stor succes: når jeg fyldes af minderne om en situation og alle de følelser, der er knyttet til den, så omtænker jeg situationen ved at spørge mig selv, hvordan den SKULLE have været, for at den var god for mig. På en eller anden måde forløser det meget af det opsparede samtidig med, at det peger mig i retning af mig selv og mine egne værdier og behov.

Jeg føler faktisk ikke at jeg har spildt tiden, men det kan være, at det kommer på et tidspunkt - det håber jeg dog ikke, for DET er slemt - brugt tid kan man jo aldrig få tilbage. I stedet føler jeg at jeg kæmpede for det og gjorde mit bedste og da jeg fandt ud af, at der faktisk ikke var nogen grund til at jeg blev fordi han i praksis ikke gav mig nogen grund, så tog jeg konsekvensen og gik. Det skete meget pludseligt en dag efter en morgen, hvor jeg - igen - havde forsøgt at skabe noget godt vi kunne bygge videre på, og hans reaktion var, at han ikke vidste hvad der var til ham i forholdet, at han kedede sig og at han ikke vidste, om han elskede mig. Derefter kom vi op at skændes, og da jeg senere prøvede at reparere det og han spurgte, hvad der havde gjort mig vred og ked af det ved hændelsen og jeg så listede op så stod det bare lysende klart for mig. LIge pludselig. Der var intet i hverken hans handlinger eller hans ord som gav mig nogen grund til at blive, og det var hans fejl. Så måtte han mærke konsekvensen af det, i stedet for at jeg - igen - undskyldte ham med at han havde det svært. Fuck ham.
3
Brugeravatar
MilleMercy
Indlæg: 188
Tilmeldt: 12. aug 2015, 21:17
Kort karma: 21
Likede indlæg: 239

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf MilleMercy » 16. maj 2018, 08:25

De andre siger det så klogt, min erfaring er den samme.

Og husk...du kommer videre med en vigtig (og dyrekøbt) erfaring. Det gør han ikke, hvis han ikke erkender sin rolle i jeres dynamik. Du er the bigger person i det hér, og selvom jeg absolut forstår din frustration og lyst til at lade ham vide, hvordan hans opførsel har påvirket dig, vil du måske på sigt kunne finde lidt “trøst” - i mangel af bedre ord - i at du VED, du lærer af det forhold imens han ikke har forstået hans rolle og dermed ikke kan lære af det.

Håber det giver mening!? :)
2
Brugeravatar
MilleMercy
Indlæg: 188
Tilmeldt: 12. aug 2015, 21:17
Kort karma: 21
Likede indlæg: 239

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf MilleMercy » 16. maj 2018, 08:29

MilleMercy skrev:De andre siger det så klogt, min erfaring er den samme.

Og husk...du kommer videre med en vigtig (og dyrekøbt) erfaring. Det gør han ikke, hvis han ikke erkender sin rolle i jeres dynamik. Du er the bigger person i det hér, og selvom jeg absolut forstår din frustration og lyst til at lade ham vide, hvordan hans opførsel har påvirket dig, vil du måske på sigt kunne finde lidt “trøst” - i mangel af bedre ord - i at du VED, du lærer af det forhold imens han ikke har forstået hans rolle og dermed ikke kan lære af det.

Håber det giver mening!? :)


Det er i øvrigt ikke ment som, at jeg synes du skal glæde dig over hans manglende selvindsigt eller noget i den stil.
Blot, at du skal glæde dig over din egen, så du kommer styrket videre.
1
LaScrooge
Indlæg: 3224
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 863
Likede indlæg: 8689

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf LaScrooge » 16. maj 2018, 08:41

MilleMercy skrev:
MilleMercy skrev:De andre siger det så klogt, min erfaring er den samme.

Og husk...du kommer videre med en vigtig (og dyrekøbt) erfaring. Det gør han ikke, hvis han ikke erkender sin rolle i jeres dynamik. Du er the bigger person i det hér, og selvom jeg absolut forstår din frustration og lyst til at lade ham vide, hvordan hans opførsel har påvirket dig, vil du måske på sigt kunne finde lidt “trøst” - i mangel af bedre ord - i at du VED, du lærer af det forhold imens han ikke har forstået hans rolle og dermed ikke kan lære af det.

Håber det giver mening!? :)


Det er i øvrigt ikke ment som, at jeg synes du skal glæde dig over hans manglende selvindsigt eller noget i den stil.
Blot, at du skal glæde dig over din egen, så du kommer styrket videre.


Et eller andet sted inde i mig ville det fryde mig, hvis han blev ved med at fucke rundt i tingene og jeg ikke gjorde. Igen, det er en følelse jeg ikke er stolt af, men som giver en form for oprejsning. Jeg har talt med min psykolog om muligheden for det og hvordan jeg skal forholde mig til de følelser at vrede og bitterhed der vil dukke op, hvis han igen finder sig en kæreste der nurser ham - ligesom hans første kæreste gjorde det (et forhold han stadig var ulykkelig i, men som dog varede 12 år, fra de var teenagere til han var 29. Han fik alt i det: hun tog sig af det praktiske, tog sig af hans økonomi, de havde et åbent forhold, så han kunne knalde hvem han havde lyst til når han havde lyst, altså fuld frihed; hun plejede deres venskaber, tog initiativ til sociale ting og styrede generelt verden med hård hånd, så han bare kunne være). Hendes svar var, at man aldrig ved hvad der gemmer sig bag facaden, og at det godt kunne være, at han fandt sig én der pleasede og plejede ham og havde plads til alt hans rod. Det er der jo ikke noget at gøre ved. Og det er i og for sig ligegyldigt, så længe JEG kan gøre mig selv glad. Og det bliver jeg rigtig nok bedre til, når jeg lærer af det her.

Hun sagde også, at jeg muligvis vil savne ham indtil jeg møder én, der er bedre. Det er lidt træls at tænke på. Og også underligt, egentlig, for når jeg tænker over os og forholdet, og løfter mig op over det hele, så kan jeg både tænke og føle, at det jo bare er et menneske i en verden fuld af mennesker og at jeg på ingen måde er afhængig af at være sammen med ham, for at være glad. Min skæbne er ikke knyttet til ham. Han er jo bare en person derude og tabet er ikke vanvittigt stort, i det store billede (og på en måde burde det nærmest ikke være et tab, når vores forhold ikke fungerede... men der er selvfølgelig tabet af potentialet, som jeg føler, at vi trods alt mestrede at realisere, i hvert fald for en stund).
Senest rettet af LaScrooge 16. maj 2018, 08:42, rettet i alt 1 gang.
2
Brugeravatar
paint
Indlæg: 6204
Tilmeldt: 16. apr 2016, 17:38
Kort karma: 339
Likede indlæg: 13999

Re: Jeg forstår ikke mine egne følelser

Indlægaf paint » 16. maj 2018, 08:42

LaScrooge skrev:
Neenah skrev:Let it go og giv det tid. Det er nok ikke det, du gerne vil høre, men det er min erfaring at det er det, som hjælper. Udnyt din omgangskreds til at snakke om dine oplevelser - brug dine (ikke fælles) venner og veninder til at give dig rum til at rase ud, til at bekræfte dine synspunkter og til at sætte dig fri. Hvis det ikke er muligt (og du har økonomisk råderum til det), så find en dygtig psykolog, der kan hjælpe dig med at befri dig for vreden og behovet for at få oprejsning. Det er ikke sikkert det kræver mange samtaler, men det, at have nogen, der kan se hvor du kommer fra, og som kan sparre med dig, gør alverden. Han behøver ikke at indrømme, at han ikke behandlede dig ordentligt - men du behøver at tro på at det er nok at du ved, at han ikke gjorde.

For nogle år siden gik jeg selv fra en kæreste, som heller ikke behandlede mig ret godt (dog ikke så slemt som din, så vidt jeg kan læse mig til). Imens jeg var i forholdet undskyldte jeg for ham hele tiden overfor andre, selvom de ting han gjorde og sagde sårede mig. Men når jeg snakkede med venner og veninder bagefter, så turde de godt være der, og bakke mig op i at det han havde gjort og sagt slet ikke var okay. Jeg havde brug for at fortælle om episoderne, brug for at de bekræftede mig i mit syn på det, og det gjorde de - og det tog lang tid. Men jeg bærer ikke nag (længere). Jeg kan stadig tænke at han er en umoden narrehat, og huske tilbage på episoder, der, når jeg sammenligner med mit nuværende forhold og ægteskab, er så himmelråbende langt ude at jeg bliver lidt sur på mig selv over ikke at være gået noget før. Men så kan jeg tænke på ham som en narrehat, og det er nok. Hvad han selv tror må være op til ham - not my battle.

Altså: Giv det tid og sæt det fri (aka jeg er en omvandrende kliché)



Godt lige at få pointeret det med at bruge egne og ikke fælles venner. Nogle af mine allernæreste venner er fælles venner, og nogle af dem kan jeg godt snakke om det med, mens jeg lige skal huske med de andre, at det nok ikke er godt for dem.

Jeg har heldigvis en god psykolog, som jeg tog fat på allerede inden jeg havde besluttet at gå fra ham. Jeg havde brug for at arbejde med det i mig selv der gør, at jeg er sammen med en, jeg egentlig ikke har det godt med og som ikke behandlede mig godt. Det var ikke klart for mig i hvilket omfang det bare handlede om at jeg skulle forbedre mig selv, og i hvilket omfang det betød at jeg skulle skride. Jeg kigger altid på min egen rolle og det kan godt betyde, at jeg accepterer for meget, tror jeg.

"brug dine (ikke fælles) venner og veninder til at give dig rum til at rase ud, til at bekræfte dine synspunkter og til at sætte dig fri." <-- det der fylder mig med håb. At jeg kan sætte mig selv fri ved at snakke om det, rase ud og få medhold (selvom det på en eller anden måde skurrer i mig - for jeg ærer jo 50 % af ansvaret, ikke? Det er jo også min skyld, faktisk, og hvis jeg ikke kan påtage mig skyld og ansvar, så er jeg et dårligt menneske - det var noget han sagde. Han mente, at jeg betragtede mig selv som fejlfri og aldrig ville indrømme når jeg havde begået en fejl. Spejl, kunne jeg så sige, men alligevel har det manipuleret sig ind i min hjerne). Nuanceret medhold, dog. Jeg har også brug for at snakke om dynamikken, så jeg ikke ender i det samme: at det bare var hans skyld det hele.


Hvis det er din psykolog, der har sporet dig ind på dén tankegang, så hold endelig fast i vedkommende. Han/hun lyder som en god psykolog. Det er formentlig lige præcis dér hunden ligger begravet. Og erkend også, at du aldrig kan kontrollere andres følelser/adfærd. Men det du kan ændre er dine egne følelser og reaktioner, i forhold andre mennesker (også ham din eks) ;)
5
Følg dem der søger sandheden, men vogt dig for dem der siger at de har fundet den

Det sted du søger, er det sted du søger fra

Tilbage til "Livets forhold"